Aften ved Lake Washington..

Claire løb igennem en skov, på vej over imod Lake Washington. Hun var forvirret! Hun var tørstig! Men hun vidste ikke hvad der skulle blive af hende. Hun blev bare ved og ved med at løbe. Hun var iført nogle sorte gamacher, ingen huller, og en kæmpestor og sort t-shirt. Lige pludselig fik hun færten af en vampyr, hun blev med det samme nysgerrig som altid. Hun begyndte at løbe over imod duften.
Det var helt utroligt. Hun lignede præcis den Claire som alle nærmest havde kendt til. Så da hun stod i udkanten af skoven, ville man tro at det var hende. For hun havde nærmest samme fært som Claire havde haft. Hun var ligeså gudeskøn som Claire havde været og det tøj hun havde på? Den gamle Claire ville sagtens havde kunne gå i sådan noget tøj.

Hun så lidt undrende på vampyren. Han havde godt nok havde haft travlt da det var at han havde opdaget hende. Var hun en trudsel for ham, eller var han bare endnu en af dem, der syntes at hun lignede denne såkaldte Claire? Hun skævede lidt til ham.. han så ikke så værst ud og det fik hende til at smile skævt. Men hun sagde dog intet. Hun ventede blot på at han ville sige noget. Hun begyndte at træde lidt nærmere for at se hvordan det var at han reagerede. Hvad ville han mon spørge om? Hvad ville han mon sige?

"Ja..?" hun så lidt underligt på ham. "Men jeg er ikke den Claire som du og resten af byen tror jeg er.." sagde hun roligt og håbede ikke at han ville blive ked af det. Hun havde oplevet mange af folkene i byen blive kede af det, når de så fandt ud af at hun ikke var den person som de havde håbet på hun havde været. Hun bed sig let i underlæben og man kunne se blodet nærmest brænde i hendes øjne. Hendes øjne var fuldstændig blodrøde og hun tænkte nærmest også kun på at få noget at drikke. Men hvordan skulle hun mon jage?

Hun nikkede langsomt til ham. Hun kunne mærke at det havde ramt hende hårdt da det var at hun fik at vide at Raiden var død. Hendes skaber var død? Det var helt utroligt syntes hun, det var ikke fair. Hun tog en dyb indånding og så sig lidt omkring. Hun så derefter på denne fyr og trådte over imod ham. "Men mit navn er Claire!" hun prøvede at smile venligt og rakte sin hånd frem imod ham. Bare lige sådan for at være venlig. Den røde farve blev nærmest ved med at bevæge sig på en eller anden mystisk måde.

"NåNå.. hvis du nu synes at jeg ikke skal være her, skal jeg da nok gå?" smilte hun skævt og vendte sig elegant om for at gå. Hun havde set ham ryste på hovedet og hun regnede med at han ikke ville have hende her. Det kunne i hvert fald ligne at det var på den måde. Hun fugtede let sine læber imens og begyndte at løbe over imod skoven. Hun kunne da sagtens finde noget andet at lave, end bare stå der og blive stirret sådan på. Ikke fordi at hun havde noget imod det. Nej, det var bare som om at hver gang at hun var sammen med nogen der havde kendt denne Claire, så blev de så triste? Fordi at de netop savnede denne gamle Claire.

Hun stoppede op, da det viste sig at han alligevel gerne ville være sammen med hende. Hun vendte sig om imod ham og smilte skævt. ”Ja.. jeg er ny, men jeg tror ikke at du har set mig før, for jeg har ikke set dig” hun kløede sig let i baghovedet og tænkte sig lidt om. Hun lod tungen glide hen over underlæben, den samme vane som den gamle Claire havde haft. ”Vil du ikke med over til søen?” spurgte hun langsomt.

De kom ned til søen og hun satte sig på kanten af det hele. Hun lod sine fødder komme ned i vandet, da hun havde bare fødder. Hun bed sig let i underlæben. Fuldstændig det samme, men det værste var at hun ikke selv vidste det. Hun vidste ikke hvad det var at andre tænkte, da de så hende. Hun kunne ikke se hvor meget folk egentlig savnede denne gamle Claire. Hun så op imod himlen. Hun vidste ikke at denne Claire var blevet henrettet af denne Volturi-klan. Hun tog en dyb indånding og så derefter på Bill.

"Nej.. jeg så hende kun i et kort stykke tid.. ét blik" smilte hun langsomt. "Hun havde været forbi den by hvor jeg boede i for et stykke tid siden.. alle troede at det var mig der havde dræbt folk i byen, men det gav ingen mening.. bagefter blev jeg drillet med at jeg lignede en morder" hun rodede sig lidt i håret. Hun kunne godt huske dengang. Hun havde syntes at det var utroligt. Det havde været som at se sig selv i spejlet, godt nok var den anden Claires ansigtsudtryk lidt mere vildt. Men alligevel havde de lignet hinanden rigtig meget. Lige siden dengang havde hun ønsket at møde denne Claire igen og begynde at snakke med hende. Men hun kunne bare ikke finde den tøs.

Hun smilte langsomt til ham og trak lidt på skuldrende. "Jeg skal nok bare lige vente.." sagde hun roligt og så ned på sine fingre. Hun kunne ikke vende sig til at hun var blevet en vampyr. Det var for underligt for hende. Hun skævede lidt til Bill, han virkede som en fin fyr syntes hun. Hun tog en dyb indånding og bed sig let i underlæben igen. "Nå.. men fortæl lidt om dig selv Bill?" smilte hun langsomt og så lidt på ham.

Hun hævede det ene øjenbryn og så på ham. "En Normade..?" spurgte hun undrende. Det andet spurgte hun ikke noget til, for hun forstod jo egentlig godt det med at der var nogen der var ældre end de så ud. Hun havde også mødt nogle der var 150 år imens at de kun lignede en 17 årig eller noget lignende. Hun havde dog også fundet ud af at det var ulovligt at have et 'udødeligt barn'. Altså der måtte ikke være nogen babyer der var vampyrer. Tilgengæld havde hun opfanget en underlig duft.. en blanding imellem en vampyr og et barn. Men det var vel bare sådan det var?

Hun så lidt på ham og trak lidt på skuldrende. "Jeg er først lige kommet her til byen.. jeg plejede at bo sammen med mine forældre, men jeg bestemte mig bare for at rejse for at prøve nogle ting" smilte hun skævt. Hun bed sig let i underlæben og lagde sig ned på græsset. "Da jeg kom hertil, blev jeg forvirret.. for alle mente at de kendte mig og begyndte at tale med mig" hun trak lidt på skuldrende. Hun havde været vant til ikke at snakke så meget med folk. Men da hun var kommet til byen, følte hun sig populær på en eller anden måde.

Hun satte sig op igen og så lidt på ham. Hun rykkede langsomt tættere på ham og kom med et charmerende smil. "Og hvordan var denne Claire så..?" spurgte hun roligt. "For dig..?" hun bed sig let i underlæben og så lidt op og ned af ham. Hun ville bare gerne se hvordan det var at han ville reagere på det hun gjorde.

"Oh.." hun lod hånden køre igennem sit hår. "Jeg er ked af at det skulle ende med at hun rejste.." mumlede hun og fortrød at hun havde spurgt. Hun så lidt ud over søen. Denne Claire betød meget for mange folk. Tilgengæld havde hun også oplevet at der havde været mange der havde nedstirret hende. Senere fik hun at vide fra nogle folk, at hun engang havde dræbt et menneske. Imens at der havde været flere hundrede mennesker der havde set hende. Det fik hende i problemer.. især fordi at før det skete, var hun heller ikke bedste venner med varulvene. Hun forholdte sig meget til sin egen race og havde det med at forvandle mange mennesker, eller bare dræbe dem. Men det var blodet der havde gjort det. Menneskeblodet var hun blevet helt afhængig af og derfor var hun blevet til et dyr. Men hun var meget svær at blive sur på. Fordi at hun altid var så perfekt.. Claire selv havde en drøm at blive sådan. Ikke blive et dyr, men en som alle holdte af.

"Hmm.." hun stilte sig foran ham og så ham dybt i øjnene. Hun tillod sig endda at nærmest stå helt op af ham. Hun lod hånden røre hans brystkasse imens at hun bed sig let i underlæben. "Jeg kan mærke at hun betød meget for dig..?" hviskede hun let. Hun ville se hvordan det var at han reagerede imens at hun stod her foran ham. Hun så ikke andre steder end ind i hans øjne. Det var det der var det vigtigste lige nu. Godt nok bankede vampyres hjerter ikke. Men nogen gange kunne de vel stadig vise hvordan det var at de følte?

”Så... det var hende der fik dig ind i dette liv..?” sagde hun roligt og stod stadig helt op af ham. Hun ventede på at han ville se hende i øjnene igen, hvis det overhovedet ville ske. Hun forstod ikke helt alle vampyre. Der var så mange der havde nydt det nye liv som vampyr. Hun havde ikke set det utrolige endnu, men hun ventede dog stadig på at det skulle komme til hende. Hun troede på at der var et eller andet lyst ved dette liv. Især fordi at der var så mange der havde givet hende en chance, fordi at hun lignede denne Claire. Hun var heldig..