Alle de mennesker.

Dato :: irl
Årstid :: irl
Vejr :: overskyet - det regner
Sted :: hovedgaden
Tid :: 14:05
Omgivelser :: mennesker, med paraplyer.

Scarlett trak jakken tættere omkring sig. I virkeligheden kunne hun ære totalt ligeglad med om hun blev gennemblødt eller ej. Men hun skulle jo helst ikke blive mistænkt.
Med hænderne ned i Scarlett's jakkelommer, gik hun hen ad hovedgaden. Omkring hende, strømmede mennesker ind og ud af butikkerne. Det var jo den rene trafik.
Scarlett stoppede op, og kiggede på sig selv i et butiksvindue. Hendes sorte hætte dækkede det meste af hendes hår - kun hendes pandehår hang lidt ned over hendes højre øje. Hendes sorte lange jakke sad perfekt, og hendes støvler passede til hendes sorte bukser og skjorte. Hun smilte for sig selv. Hun rystede på hovedet og gik videre. Nu med blikket sænket. Hun gik med tunge skridt, og havde ikke travlt. Hun havde jo hele livet ... ikke sandt?

Noah kom løbene ind forbi Scarlett, med sin hætte trukket over hovedet.
Han stoppede op under et halvtag, og trak sin hætte ned igen.
Han rodede op i det ravnsorte hår, og blinkede lidt med sine blå øjne.
Han smilede fjoget, og forbandede sig selv at gå udenfor i det vejr.
Han så op fra brostenene, og så ind i Scarletts øjne et sekund.
Hun var et overmenneskeligt smukt væsen.

Scarlett stoppede op, og kiggede på drengen med de blå øjne. Han var pæn, af et menneske at være.
Hun mærkede tørsten i hendes hals, men prøvede at ignorere den.
Scarlett kiggede på Noah med hendes gyldne øjne. Han virkede ... interessant.

Det tog alligevel Noah et par sekunder at se ned i jorden.
Pigen... havde haft de smukkeste guldfarvede øjne.
En svag rødmen bredte sig over hans blege ansigt, men så så ned på sine sko igen.
Endnu et svagt smil bredte sig over hans ansigt, og hans så på hende igen.
Hun havde et utrolig smukt ansigt... Og noget smukt hår.
Også selvom hun var våd.

Scarlett kiggede nysgerrigt på Noah og gik hen mod ham. Hun vidste at det var farligt for ham, men hun kunne ikke lade være. Der var noget ved ham, der tiltrak hende.
Hun tog hendes hætte ned og rystede lidt op i hendes hår. Hun fugtede læberne.
Så begyndte hun at gå hen imod ham, og var alligevel glad for at der var halvtag over ham.
Da hun nåede hen til ham, var hans duft endnu sødere end før.

Da Noah så op, blev han lidt chokeret.
Hun kom hen til ham!
Han blinkede lidt et par gange, på en ret akavet måde, men begyndte så at smile lidt.
Hun var så elegant når hun gik.
En engel som var faldet ned på jorden.
Han bed sig i læben, og tænkte så det knagede.
Det ville være pinligt hvis han ikke kunne sige noget, og hun spurgte ham om noget.

Scarlett nåede hen til Noah. Hun stilte sig ved siden af ham - skulder ved skulder. Han var højere end hende.
Hun kiggede ud mod hovedgaden, og smilte for sig selv. Skulle man snakke til ham? Hun smilte stadig.

Selvom han havde prøvet at finde på noget, sagde han alligevel noget dumt.
"Heej.. Jeg hedder Noah."
Han rødmede svagt igen, for det var sådan et barnligt navn.
Og så havde han sagt noget mærkeligt..
Han kunne have kravlet ned i et hul.

Scarlett smilte og vendte sig mod ham. Hun rakte sin hånd frem.
"Noah ... pænt navn." sagde hun. Meget charmerende, syntes hun. "Jeg er Scarlett."

Hans hånd rystede svagt, da han kyssede hendes kolde hånd.
Han kommenterrede ikke hendes kulde, men smilede bare fjoget.
Tænk at et væsen så smukt som hende, overhovedet havde ladet ham rørre hende.
"Nice to meet you, Scarlett." sagde han, og stak hænderne i lommerne.

Hun lo en smuk latter.
"I lige måde, da." hun undrede sig over, hvorfor han ikke havde sagt noget angående hendes kulde.
"Er man ny i byen?" spurgte hun.

Han fugtede læberne, og trak hænderne op igen.
Han følte sig utrolig akavet over for hende.
Han smilede svagt, over hendes spørgsmål.
"Tja, forholdsvist. Det er cirka en måned siden tror jeg?"

"Jeg syntes nok jeg ikke havde set dig her før," sagde hun med en smuk stemme. "Velkommen til byen, i hvert fald." hun smilte venligt.

"Mange tak," sagde han, med et kært smil.
"Men hvad så med dig?" spurgte han nysgerrigt.
Han elskede at udfritte folk om deres historier.
Han havde på fornemmelsen af at man ikke kunne andet end at elske en personlighed som Scarlett.

Scarlett smilte.
"Nej, jeg har boet her ..." hun tøvede kort, "i et stykke tid."
Hun kiggede rundt omkring dem, og det regnede stadig.

"Der virker ret sejt her i Forks?"
Han trak på skuldrene, og vred et hjørne af sin hættetrøje.
Han så op igen fra de våde sten, og ind i hendes øjne igen.
Det var som om hun blev smukkere og smukkere, selvom han troede at han efterhånden havde vendet sig lidt til det.
Men det var lige omvendt.

"Sejt, ja, det kan man vist godt kalde det." hun lo. Godt udtryk om Forks. Det havde hun egentlig aldrig rigtig tænkt over. Vampyrer, varulve og hybrider ... Forks og dets omegn var spækket med det.
"Er du flyttet hertil alene?" spurgte hun.

Han rodede op i sit hår, og smilede lidt genert igen.
"Tja, jeg rejste herover med min kat?"
Han sendte hende et svagt smil.
"Hvad med dig?"

Hun lo.
*Knægten er mosom.*
"Så må det være en fin kat - hvor har du ellers været?"
"Jeg selv, har boet her i Forks i ret lang tid." sagde hun.

Han kunne ikke lade være med at grine med hende.
"Tja, den er meget fin."
Han rødmede svagt igen, og var efterhånden ret træt af det.
"Jeg er født og opvokset i New York."

"Ah, The Big City." svarede hun med perfekt britisk accent. "Har aldrig selv været der." hun rettede lidt på sin jakke. "Men hvorfor er du så flyttet til Forks?" hun lo. Hun syntes han så super sød ud, når han rødmede. Det var hun nu ikke så vant til, selvom hun havde levet i over hundrede år.

Han rakte tunge af hende, og grinede svagt.
"Tja, New York er et sejt sted."
Han smilede skævt over alle hendes kommentar.
"Mmm, det var vist en slags oprør tror jeg?"
Han trak på skuldrene, og smilede bredt.

Hun lo.
"Oprør?" man kunne høre Scarlett's nysgerrighed i hendes stemme. Hun rettede lidt på sit hår.

//nødt til at smutte ... vi skrives ^^//

"Tja, oprør mod reglerne derhjemme?"
Han trak på skuldrene.
Det var svært at forklare det nærmere.
Det var jo en følelse.

// Også her ^^

Scarlett lo.
"Det lyder spændende - det må du da fortælle mig mere om." hun kiggede rundt på de mange mennesker der stadig styrtede ind og ud af butikkerne med poser i hver hånd. Hun grinte.

"Hvis man føler sig trængt op i en krog af de voksne, så kommer det helt af sig selv."
Han trak på skuldrene, og smilede skævt.
Han holdte sine øjne nede på stenene, for ikke at stirre for meget på hende.
Men han så alligevel op, og betragtede menneskerne omkring dem.

"Det er sjovt. Selvom det regner, er der så mange på gaden ..." mumlede Scarlett.
"Trængt op i en krog af de voksne? Hvad har du da lavet?" hun smilte. Hun vidste ikke helt hvor gammel han var og han virkede alligevel ret myndig overfor sig selv.

"Mmm, de var nok ude for at handle, og så begyndte det?"
Han smilede tilbage til hende, og rodede op i sit hår.
"Tja, ikke så meget. Men jeg er en af de personer som bedst kan lide at sætte mine egne grænser."
Han havde ikke haft det så godt med at han SKULLE være hjemme på et specielt tidspunkt.
Og så.. Ja, så flyttede han bare..

"Du er fri - det kan jeg godt lide." hun lo. I teorien var heneds udseende lige så gammelt som Noah, men hun var jo over hundrede år gammel. Hun vidste godt hvordan det var at kunne sætte sine egne grænser, og at hade den måde alle prøvede at styre en på.

Han kunne ikke lade være med at le sammen med hende.
"Tja, det kan jeg også selv."
Han kunne vist også godt lide hende??
Et svagt smil spillede over hans læber, imens hans blå øjne glødede.

Scarlett smilte.
"Hvad er dine planer nu?" hun kiggede op mod skyerne. Det lignede ikke, at ville stoppe. Hun grinte for sig selv - dette var en perfekt dag at løbe rund ude i skoven - så behøvede hun ikke at tage hensyn til nogen som helst. Men hvis solen besluttede sig at titte frem, pludseligt, ville hun være i problemer.

"Tja, det ved jeg faktisk ikke endnu.." svarede han stille.
Hendes søde latter udbrud fik ham til at smile.
Han elskede lyden af hendes latter.
Den var som vindklokker i snevejr.

"Har du ..." hun smilte. "Lyst til at lave noget?" okay, det lød så meget bedre i hendes hoved.
Scarlett kiggede diskret på Noah.

Han så på hende, med et kært, skævt smil.
"Jaa.. Det har jeg faktisk." svarede han og trak på skuldrene.
Han trippede lidt på de våde sten, og betragtede hende nysgerrigt.
Han kunne faktisk ikke vente til de skulle lave noget.

Scarlett lo.
"Okay, kom med nogle forslag." hun kiggede på Noah.
Scarlett havde ikke selv nogen idé om hvad en vampyr og et menneske skulle lave. Men hun turde ikke tage nogle chancer og lod derfor Noah bestemme.

Noah kunne ikke lade være med at grine af hende.
"Tja, vi kunne... Altså, vi kan se en film? Vi kan ..."
Han bed sig i læben.
Han var ikke så tit sammen med piger...

"Det kan vi godt." sagde hun. "Sådan i biografen, eller?" hun kiggede spørgende på Noah. "Min familie er i Afrika, så jeg har huset for mig selv hvis det er. Og jeg har altså lidt af en DVD samling." for slet ikke at tale om, at DVD'erne delte en hel reol med alle hendes CD'er.

Han smilede skævt, og rettede på sit hår.
"Skal vi så ikke bare tage hjem til dig?"
Endnu et smil bredte sig over hans læber, bare endnu større.
"Hey forresten, bor du langt væk, eller her i Forks?"

"Hvis vi skal hjem til mig, så skal vi den her vej." hun begyndte at gå, mens hun sagde: "nej, jeg nor lige i nærheden." hun gik ned af en lille sidevej til hovedgaden og ventede på Noah.

Han fulgte med hende, og regnen blev lidt svagere.
Han fulgte lige i hælene på hende, og faldt ind i en god rytme.
Der var lidt koldt, men regnen var jo næsten forsvundet.

Scarlett gik med blikket ned af gaden. Der var ingen mennesker her, og husene var ret mørke.
De gik videre ned af gaden og nåede til udkanten af byen (gaden var altså ike særlig lang og fortsatte til en vej). De gik i stien, til venstre var vejen, til højre var skoven. Der lå flere huse spredt langs vejen og skoven omkransede dem.
Scarlett stoppede ved en af de sidste huse på vejen, og ventede på Noah. Hun havde det med at glemme, at hun hendes normale tempo var en lille smule hurtigere endet menneskes.
"Her," sagde hun og kiggede på det store hvide hus. Der var en garage på hver side af den store hoveddør og selve huset var tre etager højt.

Noah stoppede forpustet op efter hende, men sagde ikke at hun var ret hurtig.
Han så op, og gjorde store øjne over det store hus.
"Wow! Bor du her?"
Han så overasket ud, og så på hende igen.
Selv havde han en mikroskopisk lejlighed.
Syntes han selv i hvert fald.

"Ja, jeg bor her. Men med min tante, onkel og deres to børn. Men som sagt, de er ude og rejse." hun gik, nu i lavere tempo, op mod huset, og op på verandaen, der var dækket af et tag. Verandaen strakte sig hele vejen rundt om huset.
"Ready?" spurgte hun med et smil og åbnede døren.

Noah smilede skævt, og viste ikke rigtigt hvorfor han ikke skulle være klar.
Han gjorde store øjne da han gik ind i rummet.
Der var større end i hans lejlighed.
Rigtigt meget større.
Han fniste - lidt hysterisk.
"Wow, hvor mon stuen er?"

De stod i entréen. Der var et garderobeskab til venstre for dem. Scarlett gik ind i stuen - på vejen, var der trappen op til hendes værelse og overfor, var køkkenet. Hun gik ind i stuen. Til venstre lå der en udestue. Til højre, var der køkken-al rummet. Væggene var hvide og huset var indrettet meget stilrent.
"Husk at trække vejret," lo hun.

"Jeg skal prøve." grinede han, og nev hende blidt i armen.
Det lod ikke til at chokere ham, altså hendes hud.
Han så sig rundt i rummet, og alle de andre han lige kunne se.
Hans forældres hus havde ikke engang været så stort.

Til venstre, stod der det store fladskærms tv, overfor stod sofaen der. Foran sofaen, stod der et vintage stuebord.
Hun huskede på, at mennesker jo spiste snacks. Det gjorde hun Scarlett jo også selv, men ikke på den samme måde.
"Chips?" spurgte hun. Ordet lå uvandt i hendes mund.

"Mmm, okay?"
Han satte sig forsigtigt i den store sofa.
Han havde selv kun en lille mikro en.
Han kunne ikke lade være med at se ud som en lille dreng som havde åbnet sine julegaver.

Naomi smilte og gik ud i køkkenet. Hun tog posen i skabet, og hældte op. Naomi måtte finde på en undskyldning for, at hun ikke spiste nogle selv.
Hun tog skålen med chipsene og satte sig ind til Noah.

Noah tog en håndfuld, og proppede i munden.
"Hvad skal vi se?" spurgte han, med munden fuld af chips.
Han så på Scarlett, med nogle glødene grå-blå øjne.