Forårs-shopping..

Hun blev helt fortvivlet over at se hans udtryk. "Hvad???" Hun tænkte ikke på hendes duft som hvad hun var. Men mere end almindelige mennesker, for hendes lugtesans var jo meget bedre end deres. Hun smilede alligevel skævt over at få sat et par puslespils-brikker på plads.

"Ja! Du lugter meget specielt. En blanding af vampyr og menneske. Det var derfor jeg ikke kunne finde ud af hvad du var!" Han smilede stort, og så interesseret på hende.

Hun smilede skævt, og så på ham med et løftet øjenbryn. "Aha. Menneske, og vamp.." Hun stoppede midt i ordet. Et ord som hun faktisk aldrig havde sagt højt før, men udemærke viste hvad var. "Vampyrere siger du? Jeg troede bare at det var skrøner om væsner som drak blod, og ikke kunne gå udenfor i solskin.

"Tja." Bill gik lidt tættere på hende.
"Vi drikker blod, men ja, vi bliver ikke brændt eller noget i sollys. Vi skinner bare!" Han smilede venligt og varmt til hende.

Et øjeblik blev hendes øjne lige dobbelt så store, men så tog hun sig sammen igen. Hun sendte ham et svagt smil. "Blo.. blod?" Hun viste godt at hun havde lyst til at overfalde alle mennesker, og havde godt opdaget hvorfor. Men.. drak de det bare?

"Jeps, blod. Jager du ikke?" Spurgte han undrende. Måske turde hun ikke? Selv var han lidt ligeglad. Han jagede bare om natten, og ikke i Forks, men i Seattle og Port Angeles, for eksempel. Så var der ingen der opdagede ham.

"Jeg... jager ikk'." mumlede hun, og så ned i jorden, for det virkede lidt pinligt-agtigt. Hun så op på ham igen. "Jeg har bare prøvet at... holde på .. blod-tørsten?" Hun smilede skævt. Det var et ret sjovt ord, hun lige skulle til at lære. "Det er jo ikke særlig normalt vel??"

Han smilede hovedrystende til hende.
"Ikke normalt? Hvad tror du så vi spiser, hvis det ikke skulle være blod? Vi spiser ikke andet søde ven." Han grinede lidt.

"Nej, du nu siger det." Hun smilede skævt. "Men jeg viste jo ikke at jeg var.. halvt vampyr, så jeg har ikke drukket noget blod endnu." Hun sendte ham et skævt smil, og rodede op i håret.

"Kunne du tænke dig at prøve det?" Spurgte Bill muntert, med et fristende blik i øjet, og smilede stort til pigen. Han sørgede for at holde sin stemme stille så ingen kunne høre dem.

Amaya lo en nervøs, skinger latter. "Jeg vil altså ikke jage mennekser. Det tror jeg ikke jeg kan klare..." Hun bed sig i læben, og sendte et tøvende, skævt smil til ham. "Jeg er ikke en.. koldblodig morder som du måske er." Hun smilede lidt bredere. Hun kunne sagtens forestille ham med blod over det hele x3

"Så vil jeg selvfølgelig ikke tvinge dig," svarede han let, og lo så.
"Tja, jeg er ikke koldblodig mere, men morder det er jeg, ja." Fortsatte han roligt.

Hun sendte ham et blændene smil. Så havde hun haft ret. "Men jeg ville da ikke have noget imod det, hvis du lærte mig det?" Hun kunne bare ikke lade være med at gøre det, nu hvor hun endelig havde fundet ud af hvorfor. Hun kunne slippe med den konstante branden i halsen.

Han lo.
"Det tænkte jeg nok. Selvfølgelig vil jeg lære dig at jage!"

Lige så snart han tav rødmede hun op til begge øre. Det ville virkelig være et stort skridt. "Hvis jeg gør mine til at gå grasat, holder du mig så tilbage??" Hun havde godt nok haft 9 år, men hun var jo ikke..

Han holdt hånden over sit ikke-virkede hjerte, og lovede højtideligt:
"Self. holder jeg dig tilbage hvis noget skulle gå galt." Han grinede derefter til hende, men mente det han sagde.

Hun smilede skævt, og slog blidt sine knoer mod hans. "Aftale." Hun bed sig i læben, det var et gigantisk spring. "Nå, hvor jager i vampyrere så hende?"

"Jeg jager mest i Seattle, og længere væk. Men jeg stemmer for at vi tager til Seattle. Hvad synes du?" Han smilede skævt til hende.
De havde kun kendt hinanden i kort tid, men alligevel føltes det som om de var totalt gode venner.

Hun smilede bare et stort smil, og tjattede lidt til ham. "Aha, Seattle. Hvordan skal vi så komme derhen?" Hun smilede skævt, regnede lidt med at han sagde at de skulle løbe.

"Vi kunne jo tage bussen," jokede han. "Men personligt tror jeg at det ville være hurtigere at løbe!" Han grinede, og kiggede afventende på hende.

"Jeps, ellers står vi bare og blive sultne i bussen." Hun sendte ham endnu et af sine små smil. Hun kunne godt lide ham, og var helt sikker på at hun kunne give ham ansvaret for hende.

"Ja, og det kan vi jo ikke have." Lo han.
"Vi må hellere gå i roligt tempo, indtil der ikke er flere mennesker at se." Sagde han stille. Hvis de begyndte at løbe i vampyr fart, ville det bare skabe chok.

Hun smilede skævt, og begyndte at gå ned af gaden. Hvis hun ikke tog meget fejl lå der vist en skov dernede? Og hvis de kom langt nok ind så stoppede der med at være mennesker. Hun havde tit holdt piknik derinde hvor der ikke var nogle.

De nåede til skoven, og Bill vendte sig om mod hende:
"Skal vi se at komme afsted?" Han satte i løb igennem skoven. Træerne fløj forbi ham, og blev til et miskmask af grønne farver.

Amaya fnøs, og prøvede at sætte farten lige så hurtigt op som ham. Hun var dog ikke lige så hurtig, men næsten. Hun måtte sætte af i et spring for at komme op på hans side. "Haha, jeg skal prøve." Man kunne godt se at hun var knapt så perfekt som ham. Lidt mindre elegant.

Han grinede.
"Jeg er altså hurtigere end dig! Fedt. Men jeg skal nok tilpasse mig dit tempo!" Han smilede, og satte farten en smule ned, så de løb i samme tempo. Han lukkede kort øjnene, og nød vinden mod sit ansigt. Han var ikke bange for at ramme et træ. Det ville jo aldrig ske for en vampyr.

Hun kluklo af ham, og gav ham et ordenligt skub. Dog ikke nok til at slå ham ud af kurs. "Hvor er du bare grov, Bill. Hvem tror du, du er?" grinede hun, og satte farten op. Hun ville ikke lade ham håne hende sådan, i hvert fald ikke uden kamp. Hun ville slå ham. Det VILLE hun bare ^^

Han grinede.
"Jeg tager et vildt gæt, og siger Bill Kaulitz!" Han smilede, og skubbede også til hende, dog ikke så hårdt, for hun skulle jo nødig falde, og slå sin mås xD

Hun nev ham, og kluklo med hendes fine stemme. "Wow, det var et sygt vildt spring du gjorde der... Men jeg tror på dig? Jeg satser." Hun smilede skævt, og sprang ind foran ham. Hun tænkte lidt på at spring på hans ryg, men gjorde det ikke. Det ville måske bare irritere ham.

Han grinede af hende.
Det var så let af være sammen med hende. Hun var så muntert og sød, og man kunne ikke lade være med at blive glad. Hun var et omvandrende smil n____n
Hurtigere end man kunne se med det blotte øje, fløj han foran hende, og vendte sig så om så de stod ansigt til ansigt. Det havde ikke taget mere end en tiende-del af et sekund.

Hun sagnetede farten, og sprang over ham, en bevægelse som hun havde presset sig selv til det yderste for at lave. Hun gispede efter luft, og nev ham i armen igen, denne gang lidt hårdere fordi hans hud var så hård.. "Du behøves ikke at vise magten sådan!" grinede hun muntert, og så vildt surt på ham.

Han grinede drillende, og sendte et fingerkys, inden han fløj op på siden af hende igen.
"Kom igen langsomme!" Lo han til hende, smilede så muntert.

Hun kluklo af ham, og fandt langsomt hans rytme. De bevægede sig så hurtigt at man ikke ville se dem, selvom man stod lige ved siden af. Eller, det ville man ikke gøre i mere end en 9-del af et sekund. Hun sendte ham et bredt smil, fordi hun endelig kunne løbe lidt hurtigere. Man skulle bare lige finde rytmen.

"Nu går det jo straks bedre!" Lo han, og fulgte rytmen.