Forårs-shopping..

Tid ~ Eftermiddag
Omgivelser ~ Er par mennesker, men ikke proppet
Sted ~ Foran en boghandler
Vejr ~ Overskyet, lidt vind
_

Amaya kom ud fra boghandleren, med næsen i en ret tyk bog. Hun kunne godt lide Europa-histrorie, og havde lige købt femte bind. Det var lige holdt op med at regne, og der lå en masse vandpytter, og en smule sjap, rester af smeltet sne. Sneen var lige smeltet, for det havde været en rigtig lang vinter. Og hun hadede sne, vinter og sne-boldtkampe. Hun hadede alt som var koldt og vådt! Hun satte pludselig en fod midt i en ret dyb vandpyt, og bogen faldt ud af hendes hænder.

Bill havde betragtede pigen lige siden hun kom ud af boghandlen, fordi han synes hun var meget mystisk. Hun lugtede af vampyr OG menneske, og det var ikke fordi hun havde været sammen med et menneske. Hun lugtede som om hun var begge dele?
Han gik et par skridt bag hende, og da hun tabte bogen, fløj han frem, og greb den inden den ramte vandpytten.
Han rettede sig op, smilede venligt til hende, og rakte hende bogen.

Amaya havde lynhurtigt bukket sig ned, for at prøve at gribe den, men havde rejst sig igen da hun opdagede ... drengen som havde grebet den for hende. Hun kunne mærke blodet løbe op i hendes kinder, og hun forbandede det. Hun hadede at hun ikke kunne skjule sine følelser. "Mange tak," mumlede hun, og så på ham igennem hendes blonde pandehår. Han var overmenneskelig smuk, og med en utrolig sød duft... Og hans øjne!

"Det var da så lidt!"Svarede Bill overstrømmende, og sendte hende et charmerende smil.
Hun var meget køn, men han kunne stadig ikke blive enig med sig selv om hvad dælen hun var.
Kom hun kendte til hemmeligheden? Ellers kunne han jo ikke spørge hende til det.

Hun klemte bogen ind til sit bryst, og kunne kun rødme endnu mere, da han sendte hende et af de himmelske smil. Hun bed sig i læben. Der var et eller andet over ham. Og var det den der... søde duft, hun bare ikke kunne slippe af med. Og hvordan kunnet et væsen være så smuk? Perfekte linjer, perfekt hud, perfekte negle... Perfekt hår, og øjne...

Han gengældte roligt hendes blik, og var godt klar over at hun synes han var umenneskelig. Det synes de fleste. Selv dem der ikke brød sig om hans stil, synes han var gudesmuk. Sådan var det jo med vampyrer.
Han betragtede hende med hovedet på skrå, og besluttede med sig selv ikke at sige noget om vampyrer. Det virkede ikke som om hun kendte til hemmeligheden.

"Har vi.." Hun lagde sit hoved en lille smule på skrå, uden rigtigt at tænke over det. "mødt hinanden før?" Hun løftede sit ene lyse øjenbryn, og pillede fraværende ved en søm i sin tyrkise sweater. Hun var helt af sig selv begyndt at tænke på om hun kunne stille ham nogle spørgsmål...

Han rystede kort på hovedet.
"Det tvivler jeg på. Jeg ville da have husket det, hvis det havde været tilfældet!" Han sendte hende et stort smil.
Det havde de ikke. Han ville have kunnet huske hendes ejendommelige lugt, og hendes kønne ansigt.

"Hvad ville du så have kunnet huske?" spurgte hun nysgerrigt og så op på ham. Hun ville selv have husket hans øjne, duft, hår, hud, krop. Han var på alle mulige måder en engel, og hun ville gøre alt for at gøre ham glad. Alt for at få ham til at smile, bare en lille smule.

Han stak sit ansigt tættere på hende, og sendte hende endnu et guddommeligt smil.
"Ja, hvad mon? Din smukke øjne, din nuttede næse, dit kønne smil, din dejlige lugt, din perfekte krop og dit fantastiske hår." Han lo stille.

Hun rødmede endnu mere, hun var helt sikker på at hun ville have samme farve som en tomat i hovedet. Hun strøg sig igennem håret, men kunne ikke fjerne blikket fra ham. "Min nuttede næse? Min dejlige lugt?" Hun kunne ikke lade være med at blotte sine skinnene hvide tænder, og lidt for skarpe hjørnetænder.

"Jeps." Han lo, og trykkede blidt en finger mod hendes næse.
"Du lugter virkelig fantastisk. Men også meget... anderledes. Jeg kan ikke rigtigt forklare det!" Han smilede skævt.

"Du dufter lidt ligesom mig," sagde hun og lagde hovedet svagt på skrå. Hun kunne godt lide hans berøring, men forstod ikke hvorfor hun lod ham gøre det. Hvis nogle andre havde gjort det, havde hun jordet dem. Hun var alligevel så meget stærkere end alle andre. Hun var mærkelig. Umenneskelig.

"Ved du hvorfor du lugter sådan?" Spurgte han hende lavmælt om.
Hun vidste ikke hvad hun var. Men det gjorde han jo heller ikke. Men hun var helt sikkert mere end et menneske. Men alligevel ikke en vampyr.
Han rynkede undrende panden, og smilede så let til hende.

Hun smilede bredt, uskyldigt, uvidene. "Vel nok fordi jeg er heldig. Det her er for godt til at være en parfume, syntes du ikke?" Hun blev forvirret over hans humør skift, men blev helt paf af hans forundrede smil. Hun lavede et magen til.

"Jo, det er det." Han smilede lidt, og tænke om han skulle fortælle hende det? Hun ville nok ikke tro ham.
"Hvor gammel er du smukke? Og hvad hedder du?"

"Jeg er Amaya," Hun rakte hånden til ham, og rødmede lidt. Hun syntes det var pinligt at hedde noget så originalt, men hun havde jo bestemt at beholde det, da det var hendes mor som havde navngevet hende. "Det betyder Natteregn," Hun prøvede at springer over alderspørgsmålet. Hun blev jo nød til at lyve.

"Sikke et smukt navn." Sagde han smilende. "Jeg hedder Bill... Kaulitz.."
Han så venligt på hende.
"Og hvor gammel er du så?" Han smilede, og kunne godt mærke at hun forsøgte at springe det over.

Hun rødmede igen, og prøvede desparat at finde på noget at sige, som kunne henlede hans opmærksomhed. Men hun viste at der ville være meget lille chance for det. "Bill, sikke et fint navn," smilede hun yndigt, naivt som et lille barn. "Først dig hvor gammel du er." fniste hun hysterisk.

Han grinede, og var lettet over at det kun var et år siden han var blevet forvandlet. Han kunne nemt ligne en på...
"20," svarede han med et mildt smil.
"Og nu kan du ikke snakke udenom mere! Hvor gammel er du?" Han smilede sødt til hende.

"S.. sy.. syt.. ten." Hun hadede at lyve, men var god til det, da hun altid have løget på børnehjemmet. Men noget ved ham fik hende til at syntes at det var forfærdeligt, og noget andet fik det til at virke som om han bare kunne se igennem dem, se hendes rigtige alder med det samme. Men det var umuligt.

"Virkelig?" Sagde han engleblidt.
Den måde hun stammede på (så cute ^^) fik ham til at undres. Men hun lignede en syttenårig.
"Hvem er dine forældre?" Spurgte han nysgerrigt.

"Hve.. hvem er dine?" spurgte hun irriteret, det irriterede hende lidt at han bare spurgte om alle de ting hun ikke kunne svare på, uden at lyve. Hun syntes bare at der var noget over ham, noget hun bare ikke kunne... plasere.

Han lo.
"Det har ikke nogen betydning. Men dine derimod, det er til gengæld interessant." Han smilede venligt til hende.
"Du er ikke 17, er du vel?"

Hun bed sig i læben, for ikke at le koldt eller noget ... Han var ikke så nem at nare. "Tror du jeg lyver? Jeps, jeg er kun 15, og ikke myndig! Jeg har ingen grund til at lyve om min alder..." Hun begyndte at pille ved sin trøje igen. Hun bed sig i læben, men havde bestemt sig. "Nej, jeg er ikke 17. Og jeg ved ikke hvem mine forældre er. De kunne lige så godt være nogle rumvæsner.. Hvilket de sikkert også er." Hun sagde det sidste så lavt at hun ikke regnede med at han hørte det. Almindelige mennesker ville ikke have hørt det.

"Tror du dine forældre er rumvæsener?" Spurgte han muntert.
"Jeg tror ikke de er normale mennesker, men måske ikke ligefrem rumvæsener." Han lo kort.

"Hvad er forskellen på ... ikke-mennesker, og rumvæsner? Findes der noget andet?" Hun smilede skævt, og havde ikke rigtigt noget andet at sige. Hun viste ikke rigtigt andet. Men det var alligevel ikke nok til at gøre hende forvirret. Hun var svær at forvirre, men var heller ikke nem at gøre særlig glad.

Han lagde hovedet på skrå, og strøg hende over kinden med en finger.
"Det skal du ikke bryde dit søde, lille hoved med!" Sagde han med et venligt smil, og de mørke øjne glimtede muntert.

Hun gøs diskret efter hans berøring, han var så blød, kold, glat, men alligevel hård som marmor. Hendes skarpe syn kunne svagt fange hans hud glitre. Hendes smil blev en anelse overasket, men kun noget som gjorde hendes smil endnu mere smukt. "Mit søde lille hoved?" smilede hun, og strøg ham over armen, helt uden at tænke over det. "Er du klar over hvor klog jeg er?" Det passede. Hun var meget klogere end andre på hendes alder. Også folk som så ud som hende.

Han havde slet ikke skænket sin hud en tanke, men han kunne se i hendes blik, at hun havde lagt mærke til det.
So what? tænkte han bare. Hun var selv for "anderledes" til at hun ville sladre, regnede han med.
"Nej, det er jeg ikke," sagde han med en melodisk og smuk latter. "Men jeg vil da hjertens gerne høre om det!" Han smilede charmerende.

Hun smilede opgivende af ham, som om han var et lille uartigt barn som blev ved med at dreje undenom. Selvom det jo faktisk var hende selv som drejede udenom. "Du ved jo at jeg ikke kan forklare det. Jeg er bare... over min alders gennemsnit." mumlede hun, viste ikke rigtigt om hun kunne fortælle ham mere.

Han smilede venligt til hende.
"Du kan godt fortælle mig det hele," sagde Bill, der kunne høre at der var mere. "Jeg kan godt holde på hemmeligheder. Så fortæller jeg også dig min hemmelighed!" Han stak sin hånd ud fra ærmet, så den fangede en af de sjældne solstråler, og glitrede svagt.

"Din... hem.. hemmelighed?" spurgte hun, med det samme ivrig og nysgerrig. Hun var meget nysgerrig af natur, og hun var jo ikke så gammel, kun 9 år, så det var der jo ikke noget at sige til. Hun fik en overnaturlig lyst til at fortælle ham alt. Bare fortælle ham om alle sine problemer, hele sine fortid. Hun ville bare gerne busse ud med det, og kramme ham...

"Ja," sagde han med en lidt mystisk stemme. "Kunne du ikke godt tænke dig at vide den?" Han smilede stadig til hende, og så hende ind i øjnene.

Uha, ja ja! havde hun lyst til at råbe, men tog sig sammen. Hun var sikker på at han havde opfanget hendes iver med det samme. Hun blottede hurtigt sine hvide tænder i et smil, tænkte slet ikke over sine lidt for spidse tænder. De fleste personer var efterhånden gået. Hun bed sig i læben. Skulle hun virkelig fortælle ham det??

Han smilede af hendes ivrige, men alligevel tilbageholdende ansigtsudtryk. Han rakte forsigtigt en hånd ud, og tog hendes hånd, og trykkede den blidt.
"Fortæl mig det nu!" Hans stemme var blid og varm.

Hun stod og trådte sig over tærerne af bare nærvøsitet. Han ville helt sikkert bare tage benene på nakken og smutte, og hvis han ikke gjordet, så ville han grine af hende. Eller også ville han bare sige at hun var et monster. Det var hun også... Hun havde lyst til at overfalde alle levende væsner, og hun voksede lynhurtigt... Tja, der var bare så mange ting som gav hende ret. "Jeg... jeg er ikke 17 år." mumlede hun og så ned på sine tåspidser.

"Hvor gammel er du så?" Spurgte han hende blidt om.
Han løftede hende hoved op med en finger, og kiggede hende i øjnene.

Hun blev distraheret af hans smukke, røde øjne et øjeblik, og så væk. Nu hvor hun var ved at sige det, var hun lige ved at stoppe mens legen var god. Men nu ville hun ikke virke som en kujon. Det var jo bare to ord, det kunne da ikke være så svært. Hun rettede sine isblå, glødede øjne mod ham. "Kun 9." mumlede hun.

Han blev meget overrasket, men skjulte det godt. Men kunne slet ikke se nogle følelser i hans glatte ansigt, i hvert fald ikke lige nu.
"Meget interessant!" Var hans eneste kommentar. Han betragtede hendes ansigt med hovedet på skrå, endnu mere nysgerrigt end før.

Hendes hænder fløj op til hendes ansigt, og et fortvivlet gisp klemte sig ud igennem hendes læber, lige inden hun kunne tage sig sammen igen. Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding, og så så på ham igen. "Du tror sikkert jeg er sindssyg, ikke?" Det betød faktisk meget for hende. Hvad han syntes om hende.

Han fjernede blidt hendes hænder fra hendes ansigt, og så hende ind i hendes smukke øjne. På hans læber sås et mildt og varmt smil.
"Selvfølgelig tror jeg ikke at du er sindsyg!" Sagde han fast. "Hvis nogen skulle være sindsyg, så er det da vist mig!" Han lo blidt, og trykkede et blidt kys på hendes pande. Hun var så helt utrolig smuk og havde en forsigtighed og en nervøsitet som bare var helt henrivende.

Hun sendte ham det forvirrede, chokkerede, smukke smil igen. "E... er du sikker?" stammede hun, og trådte sig selv over tærerne. Hun pillede ved en tot af sit blonde hår som hang ned over hendes ansigt. "Jeg syntes ikke at du skal bruge krafter på at lyve til en som mig."

"Self. er jeg sikker!" Sagde han fast, og rynkede så panden.
"Hvad mener du med 'sådan en som mig'? Som om du er et misfoster eller sådan noget?" Han så overrasket på hende. Hun var ikke et misfoster, eller underlig. Hun var bare anderledes!

Nu hvor hun var startet, ville hun bare fortælle ham det hele. Det kunne alligevel ikke blive værre nu. Hun bed sig i læben og blinkede et par gange. "Jeg vokser mere end dobbelt for hurtigt, er det ikke mærkeligt? Jeg er et misfoster.." Hun var ved at kløjes i ordene. "Jeg er for hurtig, for elegant, for hurtig, for stærk."

Bill rynkede panden. Han havde aldrig hørt om den slags før. Eller... havde han?
Vampyrer og menneske...
En del historier som han havde læst...
Han gennemsøgte sin hjerne, og forsøgte at huske...

Hun bed sig i læben, og rev sig diskret i håret. Hans ansigt pinede hende, han så helt forkert ud. Hun fortrød at hun havde sagt det til ham. Nu ville han tro at hun var sindssyg. Lige meget hvad han sagde.

Han åbnede øjnene, og så overrasket og glad på hende.
"Du er en hybrid!" Hviskede han til hende, så folk på gaden ikke kunne høre det.
"En blanding mellem en vampyr og et menneske!"

Hun spærrede sine øjne op, og så på ham. De dirrede nærmest. I starten sagde hun ikke noget. "Hva...... hvaad..?" Det var ikke sådan hvad-i-al-verdenen-er-det-du-siger?!-måden. Det var mere på aha-så-du-siger-det-også?-måden. Hun stod helt stiv, og så sig omkring for at se om nogle havde hørt det.

Han smilede henrykt til hende.
"Så er det da ikke så sært at du lugter så specielt!" Lo han muntert, over at have løst mysteriet.