Alene og træt

Sted: caféen
Tid: en time før lukke tid
Omgivelser: Ingen alle er taget hjem
Vejr: mørkt og en halv måne
Påklædning: Sorte løse bukser og en blå hættetrøje og et par sorte sko

Jasper sad stadig inde på caféen. Han havde flyttet hele dagen og orkede ikke mere.
hans lillesøster havde løbet ham i hælene hele dagen. Han orkede ikke at være derhjemme ved
hende, derfor havde han sat sig på caféen for at slappe lidt af, men der var ingen på caféen og
derfor kom han faktisk at kede sig lidt.
han kiggede ud af vinduet, ud i mørket og håbede at nogen ville komme ind og snakke med ham.
Hans træthed havde forvandlet sig til kedsomhed.

Scarlett trådte ind i lokalet. Der var nærmest mennesketomt, og duften af blod spredte sig i hendes næsebor. Hun rystede hovedet og satte sig hen i hjørnet. Der blev spillet lidt ældre musik i højtalerne og hun sukkede dybt.
Skoledagen var for længst startet, men idag var hun ligeglad. Hun havde brug for ro, og for at snakke med nogen, men hvem ... ja, hvem skulle det lige være?

Jasper så op da dørklokken ringede.
Han så pigen der kom ind. Han nikkede lidt
for sig selv over hvor smuk hun egentlig var.
Han så lidt på hende for derefter at se ud af vinduet.
han var efterhånden lidt træt og gabte lidt.

Scarlett bemærkede en lyshåret dreng sidde for sig selv. Han var menneske - burde hun tage chancen?
Hun rejste sig fra sin plads, og gik med rolige skridt hen mod ham og satte sig på stolen, overfor ham.

Jasper så på pigen der satte sig overfor ham
selv. Han nikkede som hilsen. "Hey" sagde han og
rettede sig op så han ikke så
så træt ud. Han sendte hende et lille smil.

"Hej," smilte Scarlett tilbage, "jeg syntes ikke jeg har set dig her på egnen før?" Scarlett smilte, men mærkede hvordan trangen til føde (mad) nærmede sig.

"Er også lige flyttet til" sagde han og fugtigede sine
læber. "Men det lyder til at du har boet her i et stykke tid eller hvad" spurgte han
og lagde hovedet på skrå.

"Det kan man vist godt sige," grinte Scarlett og smilte. "Er du så flyttet alene hertil eller?..." Scarlett kiggede på Jasper med et smil.

Jasper nikkede. "ja, jeg har ikke rigtigt et særligt tæt forhold
til mine forældre, så jeg flyttede med det samme jeg havde chancen" sagde han
roligt med et skuldertræk.
"Bor du også alene eller har du en kæreste eller noget" spurgte han med et smil.

"Nej, så er vi to..." sagde Scarlett. "Jeg flyttede fra London, da jeg var syv år gammel. Så tog min tante og onkel sig til sig - og de har altså to børn i forvejen, så jeg er dem evigt taknemmelige ... " scarede hun og kiggede på Jasper. "Nej, i min fritid tegner jeg skitser. Du ved ... af ... forskellige ting," Scarlett grinte kort "og jeg har ikke nogen kæreste," fortsatte hun. "Hvad med dig? Hvad laver du ellers i din fritid?"

Jasper lyttede stille til det hun fortalte og nikkede
på de rigtige steder.
Men da hun spurgte om ham selv, trak han
lidt åndsfraværende på skulderne.
"Jeg laver ikke rigtigt noget, arbejder og sådan noget" sagde han
overrasket over at han aldrig havede tænkt på at han ikke lavede noget
specielt i sin fritid.
"Tegner?" spurgte han og kørte en hånd
igennem det lyse pjuskede hår. "Er du god til det"
Han elskede at stille sådanne spørgmål for det får
virkeligt en til at tænke. Er man virkelig god? Og hvis man siger det
lyder man så bare selvfed? Han ventede spændt på hendes svar
med et lille skævt smil.

"Det kan jeg ikke selv bedømme om jeg er..." svarede hun på hans spørgsmål. Scarlett gik uden om emnet: "Arbejder? hvor henne?"

Jasper smilte lidt til hende. Han syntes at hun var en meget
sød og venligt pige, og meget hyggelig at snakke med.
"Jeg arbejder på en bar i Seattle" sagde han og fugtede sine læber.