Træt af ikke at vide besked

Dato: 15. December
Dag: Lørdag
Tid: 13.30
Sted: Reservatet
Vejr: Det sner
Omgivelser: Ingen andre end Erica
Årstid: Vinter

Erica sad oppe i et af træerne og så facineret på at seen faldt roligt ned på jorde. Hun havde ikke gidet at være derhjemme lige nu, hun kunne ikke holde sine forældre ud lige i øjeblikket, de var virkelig hemmeligheds fulde, siden der var flyttet fler ule til Forks, eller når flere af dem opdagede hemmeligheden ved deres første forvandling. Det undrede faktisk Erica fordi sådan havde hendes forældre aldrig reageret over ulvene, men mon der var dukket en op som de ikke kunne lide eller som hun ikk måtte vide besked om. Erica tog hånden ned i lommen og tog et itu revet billede op og så tænkende på det. Hun havde fundet det i sine gamle billeder fra da hun næsten var helt nyfødt, hendes mor sagde at hun ikke viste hvem det var, men at det ikke var Erica som lå der. Hun viste at moren løj, hun kunn bare mærke det, men hun kunne ihvertfald se at der kunne ligge en ved siden a babyen på billedet, men hvem kunne hun ikke se, for den side var revet væk.

Dawn løftede let hovedet, og betragtede alle de små snefnug, som faldt mod jorden, let og roligt. Et smil holdt sig over hendes læber, mens hun satte fødderne i sneen, som allerede havde lagt sig i et fint lag over jorden. Hun gik langsomt fremad, mens hun langsomt fik færten af en artsfælle. Dawn kiggede i retningen, hvor færten kom fra, og kursen blev dog også hurtigt sat derhen af.
Tankerne kørte langsomt rundt, som var det et hjul, der kun ville køre i en bane, og for den sags skyld irritere. Tankerne kredsede om det billed, som hun havde fået udleveret af sine plejeforældre for mange år siden. Hun havde hørt en del historier, og hun vidste også udmærket godt, at hun var blevet adopteret, men hvem lå på det billed, den spæde lille pige, som Dawn følte, at hun kendte. Altid havde hun haft billedet i lommen, som om det kunne bringe held, eller at hun ville finde ud af hvem, det var på billedet. Men nej. Hendes plejeforældre fortalte aldrig noget, end ikke den mindste ting. De holdt så meget hemmeligt, at Dawn følte, at der var noget hun var en del, men som hun end ikke måtte vide. De havde altid der der "Find-selv-ud-af-det"-blik, når Dawn endelig spurgte. Hun sukkede nu let.
En pige sås længere fremme. Dawn lagde let hovedet på skrå, holdt øjnene på hende, med et let smil. Hun gik i et hurtigere tempo med hånden over lommen, hvor det iturevne billede trygt lå, som altid.

Da Erica fik færten af en artsfælle som hun ikke kendte, røg billedet hurtigt ned i lommen igen. Hun ville ikke have at andre så det, hvis hun ikke kendte det og hun var også bange for at det ville blive væk for hende, hvis hun havde det for meget op af lommen. Hun så ned på jorden fra træet hun sad i og fik set at en pige var på vej hen imod hende, Erica kunne ikke lade være med at smile svagt over det, for så fik hun jo også selvskab, så hun ikke skulle sidde og stene for sig selv. Erica så derefter ned på jorden, hun tog benene ud over grenen og hoppede derefter ned på jorden med et let bumb, så langt var der heller ikke til jorden, men et menneske ville nok ikke have turet at springe. Erica tørte sine bukser af lidt og vendte derefter blikket på pigen igen.

Dawn trak let vejret, mens hun betragtede de små snefnug, som fortsat dalede mod jorden, og velplaceret plantede sig over træerne, som blev det strøet perfekt ned. Det var et kønt syn, hvis man vidste, hvad man egentlig skulle kigge efter. Dawn havde altid nydt et syn som dette. Den smukke sne, så klar og hvid som den var, dalede mod jorden, fint og velplaceret. Og det blev liggende oven i købet. Dawn smilte nu større end før, da hun så, at pigen hoppede ned. Hun hørte svagt det lette *bump* der kom, da pigen var endt på jorden.
Noget bekendt lå over pigen, som havde hun kendt hende i flere år, hele sit liv faktisk. Dawn kunne ikke rigtig forklare det, men det hele lå som en mystik imellem dem, eller sådan følte Dawn det. Hun trådte et stykke tættere på pigen, så der nu kun var et par metre imellem dem. Dawn åbnede let munden, og lod ordene komme.
"Hej... Jeg ser, at du også er ude i sneen?" Let kom ordene, venligt og stadig muntert. Med øjnene betragtede Dawn pigen. Dawn lod sine egne ord komme som en genlyd i sit eget hoved. Hun følte, at der var noget dumt over dem, selvom der vel egentlig ikke var det. Smilet forblev der. Venligt var det vendt mod pigen.

Ligesom pigen, betragtede Erica snefnugene og når de smeltede når de ramte hende på kroppen. Det var jo klart når de var så varme som de var og hun smilte svagt over det. Men hendes blik blev lidt mere tænkende og undrende da hun fik set ordenligt på pigen, Erica kunne ikke se hvad det var men for hende forkom pigen bekendt og det fik hende til at bide sig diskret i læben, duften havde hun jo aldrig duftet før, så hvorfor virkede pigen bekendt? Det undrede Erica meget, men lod så et svagt smil komme på hendes læber, da pigen snakkede til hende og gik tættere på.
"Jep.. det er jeg, jeg kan godt lide at betragte seen" sagde Erica roligt, men også med en let venlig tone og lød også ret munter. Erica følte ikke at pigens ord var dumme, de facinerede hende mere, på grund af at hun synes at hendes formulering af ordene lød lidt som hendes egen og det gjorde hende lidt forvirret, men lod stadig det svage venlige smil forblive på hendes læber.

Dawn så hurtigt, hvordan begges øjne fulgte snefnuggene, som dalede let ned fra himmelen. Dawn så hvordan snefnuggene smeltede, da de ramte dem begge. De var begge meget varme, da de begge var varulve. Det hele gav en velkendt følelse i Dawn, hvilket hun aldrig plejede at få, når det var første gang hun mødte en anden. Mon de havde set hinanden før? Snakket sammen dengang de var meget meget mindre? Eller...? Spørgsmålene hobede sig op, selvom hun ikke genkendte duftet. Hun bed sig let i læben. Dette var mærkeligt... for mærkelig.
"Så er vi to, der deler den mening..." Sagde Dawn roligt. Hele tiden holdt stemmen sig venlig og samtidig munter. Hun var i godt humør, når det sneede, som det jo gjorde nu. Der lå bare noget i denne dag. Noget, som Dawn end ikke kunne sætte finger på, hvad det var. Mon det var den måde hun følte, at hun allerede kendte pigen? At hun følte, at pigen var en, som hun altid havde kendt? Det forekom meget mærkeligt for Dawn.
"Jeg hedder forresten Dawn. Dawn Lastrange Moonshine er hele navnet" præsenterede Dawn med en let og venlig stemme. Hun følte dog, at hendes præsentation af sig selv her var mærkelig, som om den ikke var behøvet. Dawn rystede hurtigt og svagt på hovedet, for at få disse tanker væk, som havde sat rødder i hendes hoved, og nu var begyndt at gro ud til større tanker..

Erica tog sin ene hånd op og holdte den lidt ud, så nogle af snefnuggene landte i hendes hånd og smeltede. Det fik hende til at smile svagt og tænkte over de diverse ting, ihvertfald efter hun havde mødt pigen, var der mange tanker inde i hovedet på hende lige nu. Nu hvor Erica fik set bedre efter, så synes hun faktisk at hun så noget af sig selv på pigen, ihvertfald med hårfarven, for de var begge rødhåret, men noget ved pigens træk mindede hende om sg selv og hendes mor. Erica bed sig diskret i læben, men holdt stadig det svage venlige smil oppe.
Erica nikkede roligt og så kort ned i seen," ja, det var endelig meget heldigt" sagde hun med et svat smil, men holdte stadig si tone munter og venlig, selvom der var utrolig mange tanker inde i hendes hoved lige nu. *Og mærkeligt* tænkte Erica og var glad for at de ikke var ulve lige nu og kunne læse hinandens tanker.
Erica var ved at skrige da pigen havde det samme efternavn og mellem navn som hende og hun bed sig hårdt i læben og gik et skridt tilbage, " hvor..hvordan kan du hedde det samme som mig, for jeg hedder Erica Lastrange Moonshine?" spurgte hun nysgerrigt og fandt det pludselig meget uhyggeligt og hendes svage smil var helt væk nu.

Dawn's smil blegnede en smule, da tankerne kørte rundt på fuldtryk. Det var med et held, at Dawn kunne høre, hvad pigen sagde, da Dawn var langt inde i sine egne tanker, at hun næsten følte, at hun gik rundt i et stort sort rum, hvor der tit puffede en ny besked frem ud af det blå med en ny besked, et nyt spørgsmål eller blot en ny ide. Hun bed sig fortsat i læben inden hun svarede.
"Virkelig heldigt... Tænk, at vi begge kan lide sne" Stemmen kom forundret ud fra Dawns mund, og smilet holdt sig meget lille. Hun lod det ikke blive større. Dette var altså for mærkeligt. De havde så mange ens træk, men dog kunne Dawn kun samligne det hele imellem dem, da hun aldrig havde mødt sine biologiske forældre før. De var som en tåge for hende, som hun sikkert aldrig ville få ordentlig fat på, snakket med.
Et lille skrig kom over Dawns læber, da hun hørte pigens fulde navn. Erica Lastrange Moonshine. Øjnene var svagt spærrede op, mens hun betragtede Erica meget overrasket. Dawn tumlede nogle skridt tilbage, og var lige ved at falde, da ballancen var ved at være brugt op.
"Jeg... Jeg ved det ikke? Mine plejeforældre har altid sagt, at jeg skulle beholde det navn, som mine biologiske forældre gav mig" Fremstammede Dawn, og trak nu vejret meget hurtigt. Hun mærkede hvordan hendes eget hoved dunkede med fuld kraft fremad. Alle de tanker, alle de spørgsmål og alle de ting, som Dawn ville vide, men intet fandt hun svar på. Intet. Dawn kunne pludselig ikke lide det ord mere. Især ikke i denne situation. Smilet var reduceret til kun en lige streg, men alligevel holdt venligheden sin hånd over Dawn. Dette her var altså for uhyggeligt!
"Hvordan kan det være, at du så hedder det samme som... som m-mig?" Igen kom stemmen let og stammende, men denne gang var det knapt så slemt, som først. Hun vidste ikke rigtig helt, hvorfor hendes stemme ikke ville lystre nu, men hun brød sig ike om det, som hun heller ikke brød sig om alt det andet.

Erica synes det var mærkeligt det her og hun fandt deres samtale om sne meget undrende, for hvor heldig kunne man endelig være at finde en som lignte en, en smule og som kunne lide det samme som en selv. Erica tog sin hånd ned igen og betragtede endnu engang snefnuggende imens de faldt og hvordan de ellers blev liggende eller smeltede på deres kroppe. Erica havde faktisk mange spørgsmål inde i hovdet og nogle af dem havde hun ikke engang lyst til at spørge højt om, for hun ville ikke lyde underlig eller skør.
Erica nikkede igen og lod det svage smil stadig sidde på hendes læber, " ja.. men jeg er ked over at seen smelter på os, og når vi træder på den, det ødelægger lidt det smukke ved det" sagde hun tænkende, men holdte stadig sin tone venligog munter, selvom hun ikke fandt det særig muntert lige nu og hun sukkede svagt, men dog lydløst og tænkt lidt igen.
Erica blev ret overrasket over Dawns skrig og det hun sagde med sine plejefamilie, det undrede hende at hendes forældre aldrig havde sagt at der var andre end Ericas familie som hed Latrange Moonshinde, det gav Erica lidt kudegysninger og tænkte kort, " ja det forklare jo lidt" mumlede hun tænkende og så kort ned i sneen.
"Jeg hedder det, fordi mine forældre gør, jeg har arvet genet og navnet fra dem" sagde Erica roligt tros alt det der skete lige nu, for indeni var hun helt oppe at køre over Dawn, ikke på den vrede måde, men på den skræmte måde og hun rystede kort på hovedet.

Dawn mærkede hvordan sneen, der dalede ned fra himmelen, afkølede Dawn en smul, og selv hendes hoved følte hun fik det bedre, for hver gang snefnuggene endte der. Det kølede hende dog ikke særlig meget, da hendes kropsvarme var højere end almindelige menneskers.
"Jeg giver dig helt ret... Det ødelægger det smukke ved meget af denne sne, som smukt daler fra himmelen" Sagde Dawn stille. Hun holdt den venlige tone oppe, og selv muntertheden blev, men den begyndte mere og mere blot at ligne en facade, som kastede sit lys over Dawn. Hun sank let en klump. Aldrig havde hun oplevet noget mere mærkeligt end dette. Hun lukkede øjnene i ganske kort tid, mens hendes hånd gled over lommen, hvor det iturevne billed lå trygt. Mon... Nej dey virkede dumt, men alligevel? Måske havde Erica også et iturevet billed? Dawn ville dog ikke spørge. Hun følte, at det lød alt for mærkeligt!
Dawn lyttede til Ericas ord, som hun lod komme som en genlyd igen i hovedet op til flere gange, mest for at holde sit eget hoved i gang med nogle andre tanker end dem, som hele tiden kørte rundt. Hun ledte nu bare efter et svar, som måske kunne forklare det hele for dem, men intet kom frem, uheldigvis.
"Så du har fået det navn efter dine forældre? Hvad så med mig? Jeg hedder akkurat det samme, men jeg har ikke nogen jeg kender, som jeg kan have fået det fra... Altså... Jeg er bare så forvirret lige nu" Det hele fik kort friløb over Dawns læber. Hun lyttede til sin egen stemme mens hun sagde det hele. Det hele gav en ny mening. Måske havde Dawn engang boet hos Erica, eller noget? Igen lød det hele dumt i Dawns hoved. Hun kunne ikke lide det, det var for mærkeligt. Hun var dog ikke vred på Erica eller noget lignende på nogen måde, nej tvært imod.
"Har du egentlig nogensinde fået et iturevet billed? Med en lille spæd baby på?" Spurgte Dawn endelig. Hun havde længe samlet moddet til sig, og nu var det kommet. Hun følte spørgsmålet ikke gav en mening, selvom det egentlig gjorde. Det var tydeligt at se på Dawn, at hun var forvirret.

Erica blev ret overrasket over hvor meget de var enige om sneen lige nu, hun lod kort blikket glide op på himlen, tros af at der ikke var noget sol, så så himlen faktisk temmelig lys ud i forhold til alle de andre dage når det var mørkt og overskyet. Hun lod sit blik igen glide ned på Dawn, det var så underligt og hun havde en følelse inde i kroppen over at hun endelig ikke skulle være så meget oppe at køre over det, som om det var okay og at de sagtens kunne snakke sammen uden alle mulie tanker og spørgsmål, men sådan havde Erica det ikke lige nu.
Erica nikkede igen og smilte svagt, dette svage smil som hun havde holdt oppe i noget tid nu, men hun ville ikke lade det se ud som om hun ikk havde lyst til at smile, for det havde hun, det var bare hendes tanker som forhindrede hende i at nyde det en smule, " det er faktisk ret underligt... at vi er så enige lige nu om sneen, det har jeg ikke prøve før" sagde Erica stille, men stadig venligt og tænkte lidt over om det hun sagde lød dumt eller forståeligt nok i Dawns øre.
Erica fik kort set hendes hånd glide over lommen, og undrede sig først lidt over det, men rynkede bare panden kort og så derefter tænkende på Dawn igen, gad vide om de tænkte det samme, hvem som det endelig var de stod overfor lige nu, og om de kendte hinanden, for sådan havde Erica det lige nu, som om at alle disse tanker faktisk ikke behøvede at komme op i hendes hoved. " Ja det har jeg og det ved jeg ikke, jeg er også selv helt rundt på gulvet lige nu" indrømmede Erica stille og hendes svage smil forsvandt helt og hun så nu tænkende og ellers neutral ud.
Erica lavede store øjne, da Dawn nævnte et iturevnet billede og satte hånden på den ene lomme og bed sig hårdt i læben, det kunne da ikke passe at andre end Erica og hendes forældre kendte til det billede, hun nikkede så svagt og rynkede kort panden," jeg fik det ikke, jeg fandt det selv, fordi mine forældre ikke ville vise mig billeder fra da jeg var lille" sagde Erica og tænkte igen, det var så underligt som det sådan skød frem for dem, det helle var så mystisk.

Dawn betragtede nu kun sneen, som en sidste udvej for, at finde løsningen på dette, men sneen tav, som om holdt vejret dybt og længe, kun holdt vejret for dem. Dawn gjorde det samme. Trak vejret dybt, dybt ind, lod tankerne komme med ind med denne dybe vejrtrækning. Hun løftede svagt hovedet en smule, så hun kunne se mere af den lyse himmel, som forårsagede sneen, som smukt dalede ned som små dun fra en pudekamp. Let krusedes et svagt smil frem igen ved dette. Hun pustede ud. Håbede alle tankerne slap sit greb i Dawn, men nej.
"Ja, det er utroligt... Og jeg har end heller ikke mødt nogen endnu med samme mening som mig - Altså pånær dig nu, jo" Dawn fik ordene roligt formet, og venligligt kom de i en klang, som næsten dalede med sneen, smukt og flot. Hun bed sig nu atter i læben. Tankerne vendte tilbage i de store strømme, som ikke ville forsvinde. En lyd kom. En velkendt udpusten af luft. Et let suk. Igen lyttede Dawn til ordene, som kom fra Erica, en stemme, som hun følte, hun kendte et sted fra... Havde hørt før, og alligevel ikke. Det hele var så mærkeligt.
"Det er et navn fra dine forældre?" Næsten gentog Dawn, og smagte næsten på ordene. Hvis Erica havde arvet det navn fra sine forældre, hvor havde Dawn så sit fra. Følelsen af, at noget ikke var, som det burde, nagede dybt i Dawn. Hun rynkede let øjenbrynene med endnu et suk. Hun kunne hverke finde hoved eller hale i det hele mere. Det blev alt sammen sat i et nyt lys, som hun ikke ønskede at se... Sandheden virkede så nær, men alligevel også så fjern.
"Du fandt det selv? Du har altså ikke set billeder fra dengang du var lille?" Dawns ord kom stille, men alligevel hang den venlige og muntre tone oppe som var det nu blot en facade, som overtog, da tankerne ikke tillod, at den var oppe. Dawn følte, at en ny blindgyde var nået. Hun havde end heller ikke selv set billeder fra dengang, hun selv var lille. Hvordan skulle hendes plejeforældre også have fået fat på de billeder? Altså udover det billed, som trydt lå i Dawns højre jakkelomme. Hun trak vejret roligt. Alle de blindgyder, alle de hemmeligheder, som skjulte en del for de to piger. Dawn forstod intet mere, hvilket blot irriterede hende.
Hvorfor var der alle de hemmeligheder? Alle de løgne, som var blevet kastet imod dem? Hvad end grunden var, så vidste Dawn ikke rigtigt længere, om hun ønskede at vide grunden længere. Det ville blot øge mystikken, ikke...?

Erica så hurtigt op på himlen, da det holdt op med at sne, det ærgede hende faktisk lidt, for hun kunne godt lide at mærke sneen på sig, føle når den smeltede på hende og lod vandet løbe kildende ned af hende, det var en fornemmelse hun godt kunne lide, så hun var selvf ked over at seen holdt op med at dale ned fra himlen.
Erica sukkede så svagt og lod sit blik glide over på Dawn igen og lagde hovedet lidt på skrå, "så er vi jo, det er også første gang jeg møder en som er så enig som jeg er og kan lide den samme ting" sagde hun venligt og smilte svagt, men kort til hende og sukkede lydløst igen.
Erica undrede sig over hvorfor Dawn endelig så så tænkende ud, men det undrede hende nu ikke, fo sådan så hun vel selv ud lige nu, alle de ting der var kommet frem imellem dem, var slet ikke til at fatte, det var som at få en mavepuster også at man bare forventede at det gik over, men at det faktisk tog lang tid. "Ja, jeg fik det da jeg blev født, det hører til familien at give navnet videre" sagde Erica tænkende og bed sig diskret i læben og tænkte over diverse ting.
Erica nikkede og tænkte for første gang i lang tid lidt tilbage på dengang hun fandt billederne, de billeder af at der lå to spædbørn ved siden af hinanden, selvom hun så grundigt mente at hun altid havde været enebarn, eller havde det bare været nogle venners spædbarn som var kommet med på billedet, " jeg fandt en held kasse fuld af ting fra da jeg var lille, billeder, legetøj, tøj generalt" forklarede Erica tænkende og lod blikket af kassen og dens indhold langsomt glide gennem tankerne og det forsvandt så igen.