Grænsen tvinger mig tilbage..

Dag: Fredag
Tid: Aften
Vejr: Solen er ved at gå ned
Omgivelser: Tomt
Sted: Bag ved grænsen

Cedric var helt sikker på at han stod bag grænsen, eller ville han virkelig ikke være her.
Han var virkelig blevet langt ude, hvis han troede at han ville kunne finde Emily her.
Han gned sin øjne, med de irriterende blå kontaktlinser.
Han savnede hende så meget.
Den nedgående sol var ikke nok til at lade hans hud skinne, men den reflekterede svagt i hans hår.
Han savnede hende virkelig meget.
Bare et glimt var nok.
Nogle havde sagt at hun var taget til Italien, men han håbede at hun stadig var her.
Var kommet tilbage.

Amira havde opfanget stanken af en vampyr, da hun havde gået en tur i skoven, og med rynkede bryn satte hun sit tempo op, imod det sted hvor stanken kom fra.
Hun tog en kort indånding, mest for at få hold på sig selv, som alfa varulv kunne hun ikke flippe ud over ingenting.
Heldigvis havde det blodsugende monster ikke krydset grænsen. Amira lagde hovedet på skrå imens hun betragtede ham. Han så utrolig ked ud af det. Ikke noget hun helt kunne forbinde med de arrogante svin, de var sq aldrig kede af noget.
Hun stoppede op, cirka fem meter fra ham, lagde armene over kors og skæd hoften ud til siden. Det fik hende til at virke lidt lavere, det så meget unaturligt ud, at hun som pige var så høj. Hun sukkede længe og dybt.
"Du er ikke velkommen her" Sagde hun så, en smule skarpt, men også med et strejf af ligegyldighed over tonefaldet.

Han blinkede hurtigt et par gange, ikke til hende, men på grund af kontaktlinsere.
Han så på hende, med hans mærkelige øjnfarve.
En blanding af gylden blå.
"Det ved jeg," svarede han, med hovedet på skrå.
"Derfor står jeg også lige her."
Han kørte sin fod over jorden, som om han ville tegne grænsen.
Han kunne jo i princippet gjodt spørge om hun havde set hende...
Men følte ikke rigtigt at han skulle gøre det.

Amira kneb øjnene en smile sammen og lagde hovedet på skrå.
"Well.. du ehm... gør mig lidt nervøs" Hun himlede med øjnene over sig selv. Var det ikke meningen at hun skulle være den kolde og hårde alfa? Hun lød som en lille pige..
"Så.. vil du ikke være sød at gå?" Hun slog en kort latter op. Hvornår havde en blodsuger sidst gjort som hun sagde?! Men hvad fanden skulle han også her?

Han lagde hovedet på skrå, og rakte tunge af hende.
"Helt ærligt, godt nok er du ikke nogle normal varulv, men gør det at jeg skal følge dit mindste vink?"
Hans blågyldne øjne glitrede drillende op igennem hans sorte lokker.
Sådan havde de ikke set ud i almindelige tider.
De havde været utryksløse.
Triste.
Han havde været et ynkeligt syn havde han!

Amira kunne ikke lade være med at fnise en smule, over vampyrens halvbarnlige måde at reagere på. Hun syntes at det var ret muntert.
"Det ville da være dejligt hvis du gjorde" sukkede hun, i samme lettere drillende tone.
Hun gik en smule tættere på ham, med et nysgerrigt ansigtsudtryk "På jagt, eller på tur?" spurgte hun så, en smule vagtsomt.

"En vampyr med respekt for sig selv, jager ikke så tæt på fjenden." svarede han muntert.
Mmm, venlig.
Indtil videre ^^
En gang en dolk i ryggen, og det sker aldrig igen.
Med mindre man selvfølgelig er et menneske?
Han bukkede elegant, og lettede på sin usynlige hat.
"Skal jeg hente et glas til Deres højhed?"

Amira fnøs "Har vampyrer respekt for nogen?" Spurgte hun tørt, men blinkede så til ham, med et lille smil spillende i mundvigende.
Så lagde hun armene over kors og så ham an i et par sekunder "jeg kan ik se hvad jeg skulle bruge et glas til" sagde hun så og holdte et smil tilbage. "Hvertfald ikke hvis der intet er i det"

"Du har ret. Vampyrere har ikke respekt over for andre end dem selv."
Han smilede drillende.
"Vi kunne jo fylde det op med dit blod. Så fik jeg i det mindste noget ud af det, selvom det ville smage ækelt. Andre idéer har jeg ikke. Jeg er nemlig ikke særlig keativ."
Han smilede skævt.

Hun grinede kort "Du ville ikke få lov til at slå nogen ihjel så længe jeg kan forhindre det" sagde hun med et skævt smil og trådte et skridt frem imod ham.
Hun rakte hånden frem "Mit navn er Amira" sagde hun høfligt. Hun brød sig ikke om at snakke med mennesker hun ikke kendte navnet på. Da hun var trådt tættere på ham, blev den kvalmende søde stank kun forværret, og hun kunne ikke lade være med at rynke næsen en smule, selvom det måske var en smule uhøfligt.

Han prøvede dog at undgå det, men efterlignede næsvist hendes bevægelse.
"Jo tak, jeg er Cedric."
Han var varsom med at tage hendes hånd, den var også brandvarm.
"Guuud, hvordan overlever i den varme?" mumlede han svagt, og begyndte at tage mod til sig.

Amira trak på skuldrene med et lille smil og lood sin hånd falde igen. Hun havde fået kuldegysninger over hele kroppen af hans enorme kulde.
"Tja.. måske er vi bare seje" Hun fangede hans blik og grinede så kort. Så rodede hun lidt op i sit hår, og slog blikket ned, da det gik op for hende, at hun havde stirret skamløst på ham under hele samtalen. Hun kunne vel heller ikke benægte at hun syntes vampyrene var meget fascinerende. *Og smukke* tilføjede en drillende tanke, men hun himlede bare med øjnene.

Han syntes - det var en ganske skæv tanke - at der var noget charmerende over hende.
"I er da helt sikkert seje," grinede han.
"Men jeg er meget sejere, er du klar over at vi healer meget hurtigere."
Han smilede skævt.
Sådan havde han altid blæret sig over for Emily.
"Og så bliver vi ikke skadet så nemt!"

Amira så op og tog udfordringen op med et muntert smil.
"Vi healer sq da meeega hurtigt, jeg fik healet samtlige knogler i min krop på en lille uge!" Hun rynkede brynene ved mindet, men smilede så igen.
"At være en smule uskadelig, er INTET imod at kunne transformere sig til en stor og farlig ulv" Hun hævede kort øjenbrynene.

"Åh, mener du de små søde hundehvalpe man altid får lyst til at kramme?" grinede han.
"Men som så viser sig at bide efter alt hvad de kan komme i nærheden af. Jo dem kender jeg udemærket."
"Og på en uge, er da også ret hurtigt. For mennesker."

Hun grinede og slog ud efter ham for sjov. "Ja jeg er meeeget cute" sagde hun selvtilfreds og blinkede drillende til ham.
"Og i vampyrer tror i er så seje.. Det er i jo overhovedet ikke!" Hun lagde armene over kors og skiftede vægt fra fod til fod et par gange, imens hun lavede sit bedste surmule fjæs.

Han beholdte sin drillende maske, da han svarede.
"Tjo, du ved da vel at vi er meget smukke? Det kan selv du ikke undgå at opdage."
Han rodede op i sit hår, og betragtede hende.
"Forresten, er der nogle andre alfaer her?"

Hun rynkede på næsen. "Ehm.. jeg kan ikke sige at jeg.. ikke har bemærket det" indrømmede hun og så væk med et lille smil.
Så så hun på ham igen, med et stolt ansigtsudtryk "Du ser på hende" sagde hun lettere drillende og rettede sig en smule op.

"Hmm, du er ikke blind, så måske er du døv." sagde han, stadig muntert.
"Jeg sagde, og jeg citere: Forresten, er der nogle andre alfaer her?, hvor jeg spørger om der er andre her, end dig." grinede han.
Man måtte da også forklare alt for disse nuttede snothvalpe ^^

Amira blev med det samme helt rød i hovedet. Så lo hun, med et undskyldende blik "Sorry, jeg lyttede kun med et halvt øre... Nej jeg er den eneste" Hun så sig omkring, som om at hun ville tjekke om hun nu også var den eneste.
Så smilede hun til ham "Jeg styrer hele lortet selv.. Der er ikke engang omegaer.." Hun smilede skævt.

"Uha, så kan jeg da sagtens se at i er lidt svage." grinede han, selvom han ikke rigtigt syntes at der var noget at grine af.
Emily var her ikke.
Sådan noget pis.
Han havde ellers lige fået en lille smule håb, men nu var det lige meget.
"Og sikke noget at skulle beskytte alle de svage hvalpe mod os."

Amira rynkede brynene "Jeg skal ike beskytte flokken, vi beskytter menneskene imod jer" sagde hun, med en skarp undertone i den varme stemme. Hun syntes at hun i et kort øjeblik så noget der mindede om skuffelse i hans øjne.
Som varulv blev man hurtigt god til at læse folks ansigtsudtryk, når man kunne læse sine medulves tanker.

"Ja, det tror jeg de ville være glade for, hvis de viste." smilede han varmt.
Han håbede at hun ikke havde set ærgelsen.
Det kostede hans ego dybt, når en alfavarulv var nødvendig for ham.
Han prøvede at skubbe tanken væk, og kom godt fra det.
"Jeg har jo ingen jobs."

Hun hævede et uforstående øjenbryn "ingen jobs?" spurgte hun med et venligt smil og vippede lidt op og ned på tåspidserne. Hun kunne godt mærke at hun var ved at være en smule rastløs, hun plejede ikke at stå stille så længe af gangen.

Cedric smilede skævt over hende.
Han kunne side stille en hel dag, uden at have bevæget en muskel.
Det var det sjoveste ved vampyrere.
"nej, jeg er lige kommet tilbagge," svarede han.
Tja, tilbage fra mareridtet selvom det kun varede et par dage.
Tre max.
Lige derfor var han ret glad for at vampyrere kunne heale så hurtigt, trods han stadig havde et stort ar.

Amira kløede sin pande med et lille smil.
"Kommet tilbage fra hvor?" spurgte hun så, leende og følte sig en smule langsomt opfattende. Men hun kunne jo selvfølgelig heller ikke måle sig med de ældgamle, perfekte vampyrers høje intelligens.
Hun havde jo heller aldrig rigtig taget sin skolegang seriøst, så man kunne vel ikke fortænke hende i at være en smule uintelligent.

Han kopirede hendes grin.
"Mmm, fra Seattle. Turen blev lidt længere end forventet." sagde han, sandt fra hjertet.
Sandheden fra børn og fulde folk.
Han var godt nok ikke fuld, og ikke helt et barn.
Okay, måske for vampyrenes målestok?