Grænsen vogtes - Emiii : D

Årstid: Sommer
Tid. Ved en midnatstid sådan ca.
Sted. Ved grænsen, på den rigtige side selvfølgelig
Omgivelser. Ingen. Desværre.
Vejr. Det er mørkt og overskyet, men fuldmånen kan lige anes igennem de sorte skyer.

Jake traskede rundt i sin ulveskikkelse, og vogtede ved grænsen. Her på det seneste havde vampyrer været utroligt nærgående, og han brød sig ikke om det. Tanken om hans forældre og lillebror, var nok til at få hans pis i kog. Vampyrerne kunne bare holde sig væk! Han knurrede, og satte sig ned lidt. Han var egentlig ret udmattet. Han lukkede øjnene halvt i, og lagde sig så ned. Hans lugtesans ville advare ham, hvis der kom nogen.

Emily stank så forfærdenlig meget af Vampyr. Hun rynkede på næsen over sig selv, men havde ellers vænnet sig til det, og tanken om igen at være hjemme og få sit eget tøj på, var forfriskende. Hun ville ikke løbe mere i ulveform, for idag havde der været noget spejderhalløj i skoven, og hun ville ikke skræmme alle børnene. Hun betragtede den upraktiske gallekjole hun havde lånt af vampyrkvinden i frankrig, og kjolen var nu ikke nær så pæn som den havde været da hun havde fået den. Hun pustede let sinde kinder op, for at varme hendes ømme kæber. Kjolen hun nu havde på, havde hun revet af lige over knæene, og de lange ærmer var blevet til t-shirt. Der ud over var den røde farve falmende, og grene og sten havde ridset en del i den. Dog så den stadig nogenlunde elegant på. Hendes hår var sat op i en hurtig hestehale, og hun så virkelig frem til et bad. Koldt vand. Emily smilede ved tanken. Da alle de forskellige varulves dufte kom frem, spærrede hun smilende øjnene op. Forbi næste sving, og så var hun evd grænsen. Emily sukkede smilende og satte i lunt.

Med et sæt, vågnede Jake fra hans lille lur. Det var ikke meningen at han ville være faldet i søvn. Flovt rejste han sig op, med beroligede sig selv med, at der ikke var sluppet nogen over. Det ville han havde lugtet. Men alligevel var det pinligt - tænk at falde i søvn på en vagt.
Så stivnede han, og knurrede dæmpet. En mærkelig lugt nærmede sig. Det lugtede mest af alt som en vampyr. Den isnende kolde, syrligt-søde stank tog man aldrig fejl af. Men da han snusede mere koncentreret, gravede dybere ned i færten, blev han mødt af en lugt, der mindede om varulvenes duft. Den varme, beroligende lugt. Men hvorfor var de 2 mixet sådan sammen? Han kunne ikke bedømme om det var den ene eller den anden slags.
Han rettede sine brune øjne mod det punkt, hvor han mente lugten kom fra, og holdt øje, parat til at flyve frem, så snart væsenet var over grænsen.

En kold brise hvislede igennem træerne, og Emily skælvede let. Ved lyden af træernes raslen kom hun i tanke om noget. Lige nu gæmte der sig en vagtpost et sted i budskaset. Hendes mundvige løftede sig i et let smil. "Hey!?" Råbte hun højt. Hendes stemme var bestemt og høj, så man kunne høre på hende at hun var, eller engang havde været leder. Hendes stemme havde hun ikke brugt i lang tid, faktisk ikke i 4-5 dage, gennem rejsen, så den lød lidt rusten. "Hvem holder vagt i aften?" Spurgte hun, nu med normal stemme, og stoppede op præcis to centimeter fra grænsen. Hvis det var en ny en, ville personen nok bare overfalde Emily. Hun stank jo langt væk af vampyr. "Saria måske? Jake?" Spurgte hun og smilede ved navnene. "Hmm... Eller er det en helt ny?" EMily's øjne skinnede muntert i skæret fra månen, og selvom hun var blevet tynd, af ikke at spise så meget, og svagere på grund af den mindre energi hun havde fået, så kunne man vel se det var hende. Hun lo dæmpet. "Okay. Jeg ved du er der, og jeg ved at du, hvis jeg overtræder grænsen overfalder mig." Emily tog et musseskridt, så hendes bare fod lige præcis rørte den usynlige streg. "Okay. Så kom og tag mig?" Råbte hun drilskt, og satte i løb ned mod reservatet, samtidig med at hun grinte helt vildt. Følelsen af at være hjemme var befriende. Hun løftede sit hovede mod himlen, og hylede muntert. SOm en efterligning på en ulv.

Han gik ikke ud så hun kunne se ham, da hun begyndte at tale. Det kunne nemt være en fælde. Vampyrerne vidste jo godt at de holdt vagt. Men stemmen lød ikke som en vampyr. Den lød underligt velkendt. Men den person den mindede ham om, kunne det ikke være. For Emily var død. Det havde han fået afvide.
Da vedkommende nævnte hans navn, stivnede han umærkeligt, men foretog sig stadigvæk intet. Først da vedkommende pludselig satte i løb, kom der liv i Jake's forstenede lemmer. Han knurrede vildt og satte efter personen, som han hurtigt indhentede. Han var jo i ulveform, og ulvene kunne nemt måle sig med vampyrer, når de løb. Hvilket ikke var så langsomt endda. Men da han nåede op til personen, bremsede han op, så jord og sten fløj til alle sider. Han lagde hovedet tåbeligt på skrå, og gloede bare, med åben mund og polypper.
Det var jo Emily! Hvad fand... Hvordan kunne det lade sig gøre?! Men nu droppede han alle spekulationer, og fløj de sidste meter hen til hende, mens han ivrigt logrede med halen på en meget hundeagtig måde. Hans ulvesmil tog plads på ansigtet, og han hoppede ellevild rundt omkring hende. Selvom han ikke kunne sige ord, var glæden tydelig. Han hylede begejstret et par gange, mens han fortsat hoppede omkring hende som en hundehvalp.

Emily lo himmelrykt! Hun kunne med det samme genkende den store ulv, godt nok lidt større. "Du har da fået lang pels, Jake" Lo hun glad og kløede ham lidt bag øret, sådan typisk hundeagtigt. Når man var i ulveform, så havde man også ulve instinkter.. Og var derfor meget legesyg --' - Emily satte sig på hug ved ulven, som dog næsten var på højte med hende, når hun stod op, så nu kunne hun kigge ind i hans øjne. Hun havde altid elsket Jakes øjne. De gav hende kuldegysninger på en speciel facinerende måde, og farven på den var sådan... livagtige og kække. Hun lagde armene omkring den store ulvs hals, og trykkede den ind til sig. "Jake" Hviskede hun glædesstrålende og sukkede tilfredst.

//Er på ferie, netadgangen er begrænset. Svarer så snart jeg kan (: //