Tilbage i området...

Årstid: Vinter
Dato: 1. Januar 2010
Dag: Fredag
Sted: I lufthaven, på parkeringspladsen
Omgivelser: Folk der haster forbi med kufferter og vrælende småbørn
Vejr: Blæsende, men det regner ikke, for en gangs skyld. Det er koldt, og de lavthængende hvide skyer, vidner om snarligt snevejr.
Påklædning: Sorte jeans, der sidder stramt, med et par huller. En sort hættetrøje, med et rødt dødningehoved foran. Hætten er slået på foran ansigtet, og på fødderne har han et par slidte all stars i rød og sort.

Bill havde ansigtet vendt mod asfalten, og de hvide hænder var placeret i lommen foran på hættetrøjen. Hans øjne var tegnet op med tykke, sorte streger, og irisen var skinnende blodrød. Hans tænder var bidt hårdt sammen, så kæbemusklen stod tydeligt frem, under den snehvide hud.
Han havde en sort sportstaske over venstre skulder, og det var det eneste han havde med tilbage til Seattle. Han var netop stået af flyet, som han havde taget til Seattle, fra Berlin, i Tyskland. Han skulle skifte et par gange, og turen havde taget et par timer. Han havde det meste af flyveturen, siddet stille, og stirret ind i sædet foran. Når folk snakkede til ham (de fleste gange fordi han var blevet genkendt) svarede han kortfattet, og til sidst var der ikke kommet flere hen til ham. Og nu var han så her i Seattle. Senere ville han tage en taxi tilbage til Forks, eller måske løbe. Han vidste det ikke helt endnu.

Siw gabte. Hun rykkede irriteret på sig og lukkede så let øjnene igen. Hvornår ville det forbandede fly også lande? Hun hævede et øjenbryn og rynkede dem så sammen i et let V i hendes pande. Hun kiggede på det store ur foran hende. Klokken var jo mere en dem burde være? Siw kiggede sig panisk omkring. Årh Nej! hun var faldet i SØVN!? Hendes søster var nok bare taget hjem til hende? Årh! "Dumme miiig" udbrød hun og slog sig for panden. Hun rejste sig o så hendes hår let blæste bagud og hang løst over hendes ryg. Hun hev lidt i hendes hættetrøje for at få den til at sidde ordenligt, og forhåbentligt se godt ud til hendes sorte stramme jeans. Siw sukkede og begyndte at løbe mod udgangen. Hun slødte let på folk fra tid til anden og smilede bare skævt til dem. Da hun var tæt på døren spurtede hun lige ind i en dreng.. Som hun vidst nok havde set før.

Bill havde været en smule fraværende, så havde overhoved ikke set pigen, før hun bankede ind i hans marmorkrop. Han rokkede sig ikke ud af stedet ved sammenstødet, men gispede bange, og kiggede hurtigt på pigen, for at tjekke om hun var okay. At løbe ind i en vampyr, gjorde altid kun ondt på mennesket. Det føltes for dem, som at rende ind i en beton mur.
"Er du okay?" Spurgte han bekymret, og holdt blidt fat i pigens arme, så hun ikke væltede da hun ramte ham.

Han havde set hende før, kunne han nu se. Det var Siw, en pige han havde mødt ved Lake Washington, for noget tid siden. Hun havde virket sød nok, og det havde virket som om hun også syntes at Bill var flink.
Duften fra Siws blod, ramte hans næse, og han stivnede. Han var så sulten, og hun lugtede så fantastisk! Han brugte al sin viljestyrke på ikke at sætte tænderne i hendes bløde hals, og drikke hendes blod..

Siw havde regnet med at hun ligefrem ville vælte bagover. Men det gjorde hun ikke. Hun overvejede kort om hun var løbet ind i en pæl, eller i drengen, for det føltes godt nok som beton..! hun åbnede let øjnene og forvæntede halvt at ligge på gulvet, men drengen holdt fast i hende. Hun kiggede først på hans hænder. De var helt marmorhvide og smukke, hendes øjne var sært facinerede. Hun stirrede nu på drengen og kneb øjnene sammen. Det vr jo Bill! ham havde hun ikke set i forks i rigtig lang tid. Hun lagde hovedet på skrå og nikkede nogle gange. "Øhm..Ja.." mumlede Siw og kiggede på ham. "Og erh... Hej" Hun grinede svagt og mærkede let at hun rødmede. Hun var blevet så irriteret over vanen at hun havde prøvet på at søge på nettet for at finde ud af hvorfor man rødmede. Hun havded fundet ud af at hvis ens hjerte bankede hurtigere kom der mere og mere blod, hvis blodet ikkke kunne være i kroppen steg det op i hovedet og ud i kinderne. Siw var lettere overrasket over at dett faktisk passede. Hende hjerte bankede så hurtigt at man kunne høre det. Eller.. Det var nok bare noget hun bildte sig ind. Siw bed sig i læben og kiggede på Bill. Hun var overrasket over hans øjne og kom til at gispe. De.. de var jo helt .. Røde!? Hun stivnede, selvom det nok var umuligt når man blev holdt fast af to marmorhænder, og mærkede at hendes hjerte satte i galop, hvis ens hjerte da kunne det.

"Siw.... Hej..." Hviskede Bill anstrengt, og sørgede for kun at trække vejret gennem munden. Så var hendes lugt ikke nær så overvældende lækker. Men når han trak vejret gennem munden, kunne han næsten smage hende!
Hans stemme var hæs, og hans øjnene glødede mørkerødt. Aldrig havde han været så opsat på ikke at dræbe et menneske, og aldrig før havde det været så svært! Hun duftede himmelsk. Men der var mennesker omkring dem, så han måtte ikke!! Desuden ville de skide hunde garanteret komme galoperende, og så ville det være slut med Bill. Så han gav hurtigt slip fra hendes arme, og trak hovedet en smule væk fra hende. Ikke så meget at man lagde mærke til det, men nok til at det hjalp lidt på tørsten.

Siw sænkede blikket fra ham og kiggede omkring dem. De stod lige i døren og folk var begyndte at blive irriterede, de ville gerne forbi. "Erh.. Jeg tror måske vi skal du ved..Flytte os fra døren" mumlede hun hviskende og troede ikke rigtig han hørte det. Hun bed sig let i læben. Hendes hjerterytme var begyndt at blive mere rregelmessig og normal og hun gik forlegen ud af døren og vidste ikke helt om hun håbede på at Bill ville gå med. Siw kiggede sig omkring. Skoven var lige ved siden af Lufthavnen. Men det var en ret stor skov lige op til Seattle. Hun kløede sig let på armen og stoppede op. Hun var lettere utryk ved Bill's øjne og hans anstrengte svar...Mon der var noget galt med ham? Men hun kunne ikke rigtigt være bange for ham. Han var simpelthen bare for..Uimodståelig..på en lidt skræmmende måde. Som om det bare sagde klik i en hjerne når man kiggede på ham. Siw gik hen imod skoven og satte sig på en bænk mens hun kiggede på alle menneskerne der gik ud af døren. Hun ventede hver øjeblik at se Bill.

"Det ville måske være en god idé.." Mumlede han hæst, og sendte de irriterede mennesker et let undskyldende smil.
Han kiggede efter Siw, da hun satte sig, og efter en kort diskussion i hans hoved, der højst tog 2 sek., besluttede han sig for at sætte sig lidt sammen med hende. Han kunne godt styre sig! Han havde kontrol! Mente han i hvert fald...

Lydløst gik hen efter hende, og lod sig dumpe ned på bænken.
"Længe siden sidst, hva'?" Sagde han efter nogle sekunders stilhed. Hans stemme var lidt mindre hæs, lød mere naturligt, og han kiggede ikke direkte på hende, så hun ikke blev yderligere skræmt af hans sindsyge øjenfarve.

Siw smilede svagt og trak benene op til sig, på bænken. "Ja.. Det er det vidst" Sagde hun og smilede skævt. Hun havde betragtet hans elegante gant. Sådan burde man ikke kunne bevæge sig. Endnu engang rødmede hun svagt. Jo .. Det var jo Bill! Han var ikke noget umenskeligt. Hun smilede skævt og kiggede på ham. De røde øjne måtte være kontaktlinser. Måske havde han haft det sjovt med at skræmme folk. Hun grinede let ved tanken og vippede lidt med hovedet. "Så.. Hvad har du lavet i den lange tid?" Spurgte hun stilll og kiggede på ham. Siw kørte let en hånd igennem sit hår og lagde den så på bænken.

Han holdt blikket stift rettet mod en fortovsflise foran ham, og fokuserede åndfraværende på en nedtrådt tyggegummiklat. Den stank. Utroligt at han kunne lugte den. Den stank af dårlig ånde. Han rystede på hovedet af sig selv, og kom næsten til at le. Hans stive holdning blev lidt mere afslappet, og han vendte sit intense, brændende blik mod Siw, og tænkte kort over hendes spørgsmål.
"Jeg har været ude og se verden. Været i mange forskellige lande." Hans tanker gled tilbage til rejsen, og han erindrede klart alle de smukke steder han havde set. Alle de forskellige mennesker han havde dræbt. De smagte anderledes end mennerskerne herhjemme.

Da hun kørte hånden gennem sit hår, kom der bevægelse i håret, og sendte endnu en bølge af forførende dufte imod ham. Han kneb læberne sammen.

Siw bed sig i læben og kiggede kort op i himlen. Hun smilede svagt og tænkte over hvor fedt det ville kunne være at flyve. Hun kiggede på ham da han igen kiggede på hende. "Whoa" Mumlede hun og så det hele for sig. Verden! Varmen..Kulden! Alle stederne. "Hvor lyder det bare..Fantastisk" Hun smilede let og kiggede mere muntert på ham. Hans øjne fik hende til at give et lille ryk og en lille flint af tre spidede ind i hendes finger. "Aau!" Udbrød hun forskrækket og kiggede på sin finger. Blodet var stadig under flisen. Siw greb fat i den lille træsplint for at rive den ud.

//Forstod ikke lige den sidste sætning x3 Bløder du, eller hvad?? xD //

//Flisen holder blodet inde i min finger xD Som en slags prop Haha ^^//

"Ja, det var ret vildt." Sagde han tørt, og trak stadig vejret gennem munden. Det gik nemmere på denne her måde. Da hun gispede, kiggede han som en refleks på hende, og så derefter ned på hendes finger. Han kunne se blodet i hendes finger, hvordan det kæmpede for at komme ud. Så rakte hendes hånd ned mod splinten, og alting gik i slowmotion for Bill. Han kunne se hvordan hendes fingre greb fat om den, og hvordan en enkel dråbe blod, uendeligt langsomt, klemte sig ud af det mikroskopiske sår. Han sprang op fra bænken, hurtigere end det var muligt for et menneske at se. Hans læber var krænget i en ond grimasse, hans øjne var vilde, blodrøde og så sultne! Hans fingre var krummet som kløer, og hans holdning var stiv. Ikke en muskel rørte sig.


..



Så fløj han frem mod hende.

Siw trak splinten ud og prikkede på den lille dråbe blod der trykkede sig ud igennem hendes finger. Hun så Bille rykke sig ud af øjenkrogen, men bevægelsen var så hurtig at hun ikke bed mærke i det. Hun rynkede koncentreret sine øjenbryn sammen til et lille fint V i hendes pande og bukkede sig forover for at tørre blodet af i græsset. Nå" mumlede hun og vændte sig mod Bi.. hvor var han henne? Han sad ikke ved siden af hende. Noget i hendes underbevidshed registrerede at nogen kom imod hende. Med umenskelig fart. Siw gispede og stivnede i et sekund før hun kastede sig til siden så personen ikke ramte hende.

Bill landede på bænken, netop der hvor Siw havde siddet. Han landede perfekt på hug, og vendte så sit ansigt mod Siw. Hans øjne var mørkerøde og iskolde, og om hans læber sås et ondskabsfuldt smil.
Hans ene hånd fløj ud, og greb fat om håndledet på hende. Det var på den hånd, hun netop havde blødt. Han kunne stadig se det glinsende blod rundt om såret. Han zoomede ind på det.

Siw stirrede på ham. Først troede hun at han bare legede, men så gik det op for hende at han bevægede sig alt for hurtigt. "hv.." Hun gispede da han tog fat om hendes håndled, hendes skrig sad fast i halen og hun følte sig helt lammet af frygt. Hans greb var umuligt at komme ud af..Marmor! Det gik op for hende at det faktisk var ham hun havde løbet ind i?! Det havde ikke været noget hårdt..Eller jo, for han var sten hård men. Siw mærkede tårerne præsse på og kiggede på ham med øjne fulde af angst. "Hvad..Er du?" hviskede hun næsten uhørligt og holdt de paniske tårer inde. Hun kunne ikke skrige, og hendes stemme var hæs og rystende. Hele hendes krop lystede, bortset fra hendes hånd, da den jo blev holdt i et jerngreb.

"Det kan jeg ikke sige!" Hvislede Bill hårdt til hende. Hans negle borede sig ind i huden på hende, da han desperat forsøgte at vende hovedet væk fra blodet. Men han kunne ikke. Han var så sulten! Han forsøgte at give slip fra hende, men kunne ikke. Han forsøgte virkelig, men det var som om han ikke længere havde kontrol over sine bevægelser. Han kunne ikk styre sig.

Siw stirrede på ham. Hun var paralyseret på en underlig følelsestom måde. "Jammen..Jammen" Hun stivnede totalt og da hans nejle borede sig ned i hende råbte hun skindert. "ARGH! Bill! STOP!!" Hun mærkede en af tårerne løbe ned over hendes kind og prøvede desperat at rykke sin hånd til sig. "Stop Bil..Det..Gør O-ondt" hulkede hun svagt, hæst og blinkede tårerne væk.

"Vær stille!" Hvæsede han, og så sig hurtigt omkring. Der var ikke nogle folk i nærheden. Godt. Så var der ingen der hørte hendes råben.
"Hvis jeg var dig, forholdt jeg mig fuldkommen rolig nu!" Snerrede han fortsat, og hans øjne borede sig ind i hendes. Hun var skrækslagen, kunne han se. Og han nød at se menneskers ansigt, når han gjorde dem fortræd. Men det her var jo Siw! Det var forkert. Men han kunne ikke styre sig.

Siw stirrede på ham. Var det sådan en slags anden side af ham? Eller havde han hele tiden været sådan. Noget gik op for hende. Hun havde engang været sammen med Daniel, og han havde sagt noget om en krig som hun ikke kunne forestille sig eksisterede. Hun stirrede på Bill. Var det sådan noget.. Rumvæsner? Hendes hjerte hoppede et slag over. BAd han hende ligefrem om at holde sig i RO!? Hendes mave krympede sig sammen og hun sank en gang. "Okay" Hviskede hun med en meget lille stemme og kiggede op på ham med en blanding mellem panik og forvirring. Hvad var han? Kunne man sige det? Han bevægede sig jo med lysets hast, var hård som marmor og.. Hun stirrede foravset på ham. Hans øjne? Det var ikke kontaktlinser..De var helt rigtigt røde. "du..Du" Hun mærkede en form for rædsel snige sig om bag hendes ryg da hun også så hans skarpe tænder. "Du er vampyr.."

//Stilhed? .__.' Oo

//Alice tævede mig fiktivt, så nu skynder jeg mig at logge på, og undskylder ydmygt!! XD


Bill lagde sit hoved på skrå, og smilede ondskabsfuldt til hende.
"Korrekt søde.." Spandt han, og hans stemme var som en blomstereng fyldt med rævesakse. (xD)
"Og jeg beklager inderligt det næste der kommer til at ske. For siden du nu er klar over hvad jeg er, bliver jeg nødt til enten at gøre dig tavs for evigt, eller at forvandle dig, ligesom jeg er blevet! Dit valg..!" Hans hjørnetænder var synlige, selvom han ikke smilede. De glitrede let, kridhvide og spidse. Lige til at flå og flænse med.

Smerten i hendes hånd overlappede alt andet. "Min hånd, kan I-K-K-E få BLOD!" Snerrede hun og stirrede trodsigt ind i de røde øjne. Hun klynkede over han tænder. Man kunne se på dem at de kunne rive hende over så let som ingenting. Hendes finger var stoppede med det sparrige blod, for hendes hånd kunne ikke få nok af det, og var begyndt at sitre og blive kold. Siw stirrede på ham. "Du kan sgu da ikke forvænte at jeg vil vælge mellem døden, og noget jeg ikke ANER Hvad er!?" Hendes øjne blev mørke af inderligt had. "Tænk at jeg engang kunne LI dig!" Hvæsede hun og lukkede øjnene. Hendes hjerte hamrede stadig helt vildt hurtigt, men hendes kinder havde mistet farven, og man kunne stadig se hvor skræmt hun var. "Så..Så lad mig.." hun stoppede siig selv. Hvis det at blive vampyr virkelig var noget med at æde mennesker?! En vammel kvalme steg op i hende. ULÆKKERT! At drikke blod..At være et uhyre.. At lade folk få håb, og så knuse dem igen OG GIVE DEM ET VALG MAN IKKE KUNNE SVARE PÅ!! Hendes rødmen vendte tilbage da hun gradvist blev mere og meere hidsig. "IDIOT!!" udbrød hun snerrede og hamrede sin anden hånd hen på hans skulder. "ARGH!"

Han grinede ondskabsfuldt, og ignorerede totalt hvad hun sagde. Han var da ligeglad med hendes hånd. Nu måtte hun altså stoppe med at te sig sådan!
Ved hendes snak om at hun engang kunne li' ham, smilede han med hovedet på skrå.
"Jeg kan stadigvæk li' dig Siw, og det er derfor jeg er så sød at give dig valget mellem døden og et andet liv. Men hvis jeg var dig," snerrede han ved de sidste ord, "så ville jeg dæmpe mig ned nu, så jeg ikke behøver at dræbe alle i lufthavnen også. Alle dem der bliver mistænksomme må dø. Så hold din kæft!!!!" Hans røde øjne var kolde og ligeglade. Hun var bare et simpelt menneske. Ingenting overhoved. Han grinede lavmælt, da hun slog ham på skulderen. Han kunne overhoved ikke mærke noget.

Siw klynkede, og hendes mod sank ligeså hurtigt som det var kommet. Hun smagte på ordene. Vampyr. Hun havde ikke lyst til at vise interesse for hvad vampyrer var, for kister og vievand, grave og menneskeblod var ikke tiltalende. Hun var den eneste tilbage fra sin familie. De andre var jo...Ja. Så hun havde ikke noget at kæmpe for. Gradvist fortog smerten i hendes hånd sig. Den var nu helt følelsesløs, og den var helt sikkert forstuvet. Hun kunne se fordelene ved at være et monster. Styrken og hurtigheden. Hun vejede det op mod hinanden, og klynkede så igen. Hun skulle lige til at råbe op da han sagde at han så blev nødt til at dræbe alle. Siw stivnede og stirrede på ham med en kvalmende fornæmmelse. Hun så gradvist sorte plætter, og var bange for at hun ikke kunne klare mere. "Det..Det ville du da ikke gøre?" sagde hun stille og kiggede på ham. Hun forstod ham ikke. Han kunne jo bare rive hende med ind i skoven, og så æde hende der? Hun gøs over tanken og rystede den så af sig. "Bill?" Spurgte hun efter en helt del stilhed. "Har du noget at kæmpe for?" Hendes allerede paniske øjne var begyndt at blive fugtige. "Noget som holder dig oppe? Som virkelig betyder noget for dig?" Hun bed sig i læben. Skulle hun dø idag. Et svagt fredfyldt smil bredte sig over hendes ansigt. Stilhed.. Ro.. Mørke. Mmh. Hun lukkede kort øjnene, for den konstante svimmelhed, og følelsesløshed gjorde hende udmattet. Plus den psygiske udmattelse, så hun ville godt kiunne glide ind i mørket lige nu. Hun smilede svagt. Så kunne hun mærke sin arm igen.. Måske ville hun møde Gaspard? Og Mor og Far?!

Bill smilede stadig koldt til hende.
"Siw, når en rus efter menneskeblod kommer over dig, kunne du slå en hel by ihjel! Tro mig, jeg ville nemt kunne dræbe hele lufthavnen." Det kunne han virkelig. Og han havde lyst til det. En mand på omkring de 40, fik øje på dem, og rynkede panden bekymret.
"Undskyld mig frk, er der noget galt?" Spurgte han venligt og bekymret Siw, og sendte Bill et vredt og truende blik.
"Hun har det fint. Skrid!" Sagde Bill uvenligt, og sendte ham et ondskabsfuldt blik, der emmede af had. Manden gispede forskrækket og bange ved hans øjne, og skyndte sig væk. Han løb næsten. Bill smilede hånligt.
"Noget der virkelig betyder noget for mig.?" Han lod som om han overvejede det. "Nej! Tom er væk, jeg kan aldrig mere besøge min familie og venner, så nej, jeg har ikke noget der holder mig oppe! Andet end jagt og mord. Sådan er det bare." Hans stemme var flad og død nu, og hans øjne gnistrede ikke så meget mere.

Siw stirrede på manden, og sendte ham et lidt skræmt smil. "J....." Bill afbrød hende, og hun stirrede koldt på ham. "Det kunne du ha gjordt meget mere ..." hun havde hævet stemme, og manden så sig over skuldren. "venligt" hviskede hun og kiggede på ham. Hun lukkede kort øjnene før hun så åbnede dem igen, og lyttede til ham. "Hvis det er sådan et uhyre du tilbyder mig at blive Bill, så nej" sagde hun, og en pludselig rolighed lå over hende. "Jeg vil ikke kun være her for at dræbe andre." satte hun sig fat og kneb øjnene i. Ville han dræbe hende? Hun hev efter vejret. Hun havde forberedt sig på at dø så mange gange.. Da hendes familie døde. på børnehjemmet. I skolen. Efter skolen. Og lige nu kunne hun ikke tage sig sammen. "Neej!" Gispede hun. Hun stirrede på ham, og bed sig i læben. Hvis det hele bare var sådan et .. lille bid i halsen. Så ville det vil heller ikke gøre mere ondt...Vel? Måske lokkede han hende ned til gravene .. Og kisterne! AD! hvis hun skulle sove i en kiste! VAMMELT. "Hv-Hvis det er mit eneste valg. Så bliver jeg ligsom lidt nød til det, hva?" Sagde hun og kiggede ned i jorden. Mon han ville gøre det her? Hvor der kunne komme mennesker hvert sekundt? Hun bed sig i læben.

"Skal jeg være mere venlig? Så kald på ham. Så giver jeg ham et venligt bid i halspulsåren.." Snerrede han ud igennem sine sammenbidte tænder.
Bill's fingre havde holdt så hårdt om hendes hånd, at hans negle var gået igennem hendes hud. Han mærkede den lille micro-dråbe varmt blod, der sad på hans højre pegefinger. Hans hænder rystede kraftigt, og hans øjne zoomede ind på fingeren. Så varmt, så lækkert duftende og så fristende! Han gispede, og rystede over hele kroppen.
Nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej.... Hviskede en stemme inde i ham, og han åbnede øjnene, og så hende direkte i øjnene. Der var en snert af desperation i hans intense blik.
"Siw...." Hviskede han stille. "Gør et eller andet....." Han trak hendes hånd op til hans mund med et pludseligt ryk, så det gav et højlydt knæk fra hendes hånd, der helt sikkert var brækket, og sank en klump. Den lille blodsdråbe var mm fra hans mund.

Siw hulkede ukontroleret, og ude af stand til at sige noget til forsvar over manden. Hans nejle var ligesom knive! Hun kneb øjnene sammn og lukkede dem til sidst helt, mens hun prøvede at få sin vejrtrækning under kontrol. Hun gispede let da han talte. "Gør noget?" Gentog hun med grådkvalt lille stemme. "Hvad ville du ha' mig til at gøre?" Hulkede hun. "Du er 10.000 gange stærkere, og hurtigere end mig!" Hun stirrede på ham, inden hun knyttede sin ikke forstuvede hånd, og bed sig hårdt i læben. Hvad kunne hun gøre!? Han holdt hendes arm, hun ville ikke ricikere at den skulle brække..Et uhyggeligt knas, efterfulgt af en brændende smerte helt op til skuldren. Hun skulle til at skrige, men huskede så at det ok ville dræbe en masse andre mennesker, så det blev til et hlv gisp, halvt hulkende råb. Det hele vendte pludseligt på hovedet, svimmelheden var over hende. Hendes arm dunkede, og hun gispede stadig, mens tårerne løb, som floder, ned over hendes kinder. Hun stirrede på sin hånd. Det vasr blodet han var ude efter, ikke? Kunne hun få det til at gå hurtigere ved at få sig selv til at bløde? En pludselig idé tog form i hendes dunkende hoved. Hun snøftede kort, og bevægede så sin anden hånd ned imod jorden, hvor hun fandt en lille skarp sten. Hun pustede ud, lukkede øjnene, og gjorde sig klar, mens smerten i hendes arm blev mere højlydt for hve sekundt.

Hun var som en lille dukke. En tændstikkvinde, som han kunne knække så let som ingenting. Det var hendes brækkede hånd et klart bevis på.
Da knækket lød, hørte han det knap nok. Han kunne kun fokusere på den microskopiske bloddråbe. Det ville være så nemt. Bare et enkelt rids i hendes håndled, og det varme blod ville strømme fra såret. Men... Siw...
Han rystede stadig og forsøgte desperat, forsøgte mere end han nogensinde havde forsøgt før, ikke at tage hendes blod! Han måtte stå imod.. MÅTTE!!
En bevægelse ud af øjenkrogen, Siw bevægede hendes anden hånd ned mod en lille sten. Først troede han at hun ville kaste den i hovedet på ham eller noget i den stil, altså hun ville bruge den som et våben, men så gik det op for ham hvad hun virkelig ville gøre. Hun vidste at hun skulle dø, og ville have det overstået. Hun ville skære i sig selv, og Bill var udmærket klar over, at hvis hun fik skåret hul på sig selv, så ville han ikke være i stand til at styre sig. Så ville han tage hendes blod, alt hendes blod, og det ville slå hende ihjel. Hun ville dø. Siw ville dø.
Bill huskede første gang han så hende, ved Lake Washington. Sådan et lille, uskyldigt væsen, til fare for sig selv. Og han skulle netop til at slå hende ihjel. Bill mærkede en kvalme dybt nede i maven, røre på sig. Han kunne jo ikke slå hende ihjel. Han kunne jo godt lide hende! Som andet end føde, altså.
Hans anden hånd fløj ned, skubbede hendes hånd væk, og greb den lille sten. Knugede den hårdt i hånden.
"Siw..." Hviskede han, og fokuserede på hendes ansigt.

Siw's hånd fløj ned imod sit ben, med den lille skarpe stens skarpe side. Og så var der noget der stoppede hende. Bill -.-' Hun pustede irriteret til en tot hår, og vred sig pluddseligt krampeagtigt forover, da hendes arm igen begyndte at gøde sindrygt ondt. Hun gispede og hev efter vejret. Hun lukkede hårdt øjnene i og fokuserede på noget langt langt borte. Den første gang hun havde mødt Bill. Hun snuplede, og var nær vandet.. Og han greb hende. Nu gik det op for hende at han også der havde være vampyr. Det var sådan han var kommet så hurtigt hen og gribe fat om hendes hånd. Så hun var ikke faldet.. Tænk hvis hun var.? Så var han sikkert svømmet efter hende. En svag varm følelse rørte ved hende i maven. Hun havde godt gunne li' ham. Hun havde været forelsket i ham.. Men han var en vampyr? Det var sikkert derfor hun havdde været forelsket. Hun sukkede inde i sig selv, mens hun mere og mere gled ind i sine tanker, og skuppede smerten væk. Smerten og Bill. Hun vidste at hvis hun blev længe nok i den tilstand ville hun glide helt væk.. Fordi hun så stod på stand by.. Han sagde hendes navn. Hun kunnee høre på ham at han anstrængte sig meget, for at sige hendes navn. Hun kiggede bedende på ham. "Gør det nu" Snerrede hunn, og atter vendte smerten tilbage. Hun stønnede kort, da det kom meget pludeligt, og hun hev lidt efter vejret. "Hvis du ikke gør det Bill. Så besvimer jeg" Sagde hun hvæsende, hårdt og sammetidig bedende. "Jeg kan IKKE holde det ud mere!" Nu var hendes stemme indtrængende og bedende. Hun mærkede det vænde sig i maven. "NU!!" Råbte hun, da hendes arm begyndte at brænde på en yderst ubehagelig måde. Hun hulkede svagt og tårerne løb ned af hendes kinder. "nu" hviskede hun.

Han kunne ikke... Kunne ikke holde det ud...
Langsomt gav han slip fra hendes brækkede hånd, og så forfærdet på hans hænder. Hvad havde han gjort. Vendte så sit blik mod Siw. Han kunne se hvor store smerter hun havde, og han kunne også se på hende, at det var sandt hvad hun sagde. Hun ville besvime inden længe.
"Tilgiv mig Siw..." Mumlede han så lavt at hun ikke kunne høre det. Han så sig kort omkring. Ingen mennesker i nærheden. Så tog han hende op i sine arme, så let som var hun en dukke. Hun vejede ingenting overhoved.
Han så uendeligt trist på hendes ansigt, og rørte så let ved hendes pande med en finger.
"Undskyld," sagde han, denne gang så højt at hun nemt kunne høre det.
Så vendte han sig om, og satte i løb, væk fra lufthavnen, og ind i skoven i Seattle.

Siw havde et sært behov for at kradse sig i armen, for at få det der brændte væk fra hende. Det krævede alt hendes viljestyrke at lade være, og da han gav slip gik der et slik af ny smerte iigennem hende, helt ned i hendes fødder. Hun hulkede svagt, nu hæv over at råbe og græde. Hun glædede sig på en måde til at det var overstået, der var umuligt en smerte der kunne overdøve det her. Bare et lille bid...Bare et lille stik, og så er det ovre.. beroligede hhun sig selv. Hun mærkede kulden da han løftede hende, men det var en .. rar kulde? Hun var ikke skræmt over Bill lige nu. Han var rar.. han ville få smerten til at forsvinde.. Hun tænkte ikke over at det jo egentlig var ham der tilføjede den.. Kun at han kunne fjerne den. Soorte pletter viste sig over det hele, og hun lukkede øjnene hårdt i, og håbede at smerten ville holde hende 'på jorden' og ikke i den sovende besvimelse. Hun sukkede svagt. Underligt nok kunne hun ikke mærke han løb. Hans tempo var så flydende, og det føltes som mat flyde. "Det okay" Sagde hun hæst og spjættede en gang. "Bare du får det væk.." Hun følte sig svimmel og kneb øjnene hårdt i!

"Shhh, Siw," hviskede Bill beroligende. Hun måtte spare på krafterne.
"Jeg skal nok få det til at gå væk, bare rolig." Hans stemme var blid og tillidsfuld. Han skulle nok få det til at gå væk ja, bare ikke på den måde hun regnede med. Han ville ikke bide hende. Hun fortjente at leve.
Han løb mod Forks, og holdt sig væk fra vejene, så de ikke mødte nogle mennesker, der ville undre sig over hvordan en ung mand, der ikke så særlig stærk ud, kunne bære en pige, tilmed løbe med hende, i overnaturlig fart. Han gad ikke lige forklare sig ud af den.
De kom til Forks, og han holdt sig stadigvæk til de små stier, hvor de ikke mødte nogle mennesker. De nåede Forks Hospital, og han rystede hende blidt.
"Siw..? Kan du stå på benene?" Spurgte han stille.

Siw smilede svagt. Hun åbnede øjnene og sukkede. Det var klart bedst på den måde. Men...Havde han ikke sagt, forvandle hende - eller dræbe hende? Hun lukkede igen øjnene, og tænkte lidt uforstående over det. Hendes arm gjorde ondt og hun krympede sig sammen. "Det.." Hun bed sig i læben og åbnede øjnene. "Det tror jeg" Sagde hun lettere usikker. "Det gør ondt" Tilføjede hun pivende og rynkede øjenbrynene sammen. Siw trådte usikkert ned på jorden, og greb ud efter hans skulder som hun kunne holde ved. Hun klukkede hæst, stadig munter selvom hun havde så ondt. "Auvf!" Mumlede hun og lavede en grimasse. Hun kiggede på sit tøj.. Hun havde en normal t-shirt på.. Den ville nok kunne bruges. Med en enorm kraftanstrengelse bed hun hul i sin t-shirt, og rev et stykke af den, for at prøve at binde den om skuldren, som støtte til hendes hånd, for hendes muskler lystrede ikke rigtigt. "Gider du hjælpe?" sukkede hun og kiggede på Bill. Hendes øjne kunne man stadig se hvor ondt det gjorde.

"Det ved jeg godt," sagde Bill stille. "Men det går snart væk. Vi tager ind på hospitalet. Vi siger du faldt og brækkede armen, okay?" Han så bekymret på hende, og så undrende til da hun bed i sin t-shirt. Men så gik det op for ham hvad hun ville, og han gik hen til hende, og hjalp til. Han rev en lang strimmel af, så en del af hendes ryg og mave kom til syne, og bandt så hendes arm op i en slynge.
"Var det bedre?" Spurgte han stille, og støttede hende.
Han var sikker på at lægerne nok skulle hjælpe hende, og når hun så var rask måtte han snakke med hende, undskylde. Hvis hun altså ikke hadede ham af hele sit hjerte, og aldrig mere ville se ham, af frygt og vrede.

Siw kom til at grine. Det var lidt halvhjertet da hun samtidig hæst pev over at det rykkede i armen. Hun havde altid været god til at lyve, hun kom jo fra et børnehjem, hvor drengene var øveerst, så hun havde lært at tale udenom, og lyve så folk tror på det. "Jeg var oppe at klatre" Mumlede hun og skar igen grimasse over sin arm. "Uff" mumlede hun før hun fortsatte: "Så gled jeg på en gren og faldt ned. Du var sammen med mig fordi du..Ja. Du var der fordi jeg godt ka li dig" hun smilede svagt, og ignorerede hendes arm med et irritereet suk. "Så du bar mig herhen." Hun kiggede på ham "Er det okay?" Siw kiggede op på det store hus. "Tak" Sagde hun og smilede taknemligt, uden spor kølighed i stemmen. Hun var bare glad for at det ville gå væk. Hun nikkede og begyndte at humpe op mod hospitalet.

"Ja, det var du. Og du faldt lige ned på armen." Mumlede han, og støttede hende, mens de gik over mod indgangen.
Han var glad for at hun gik ind på at lyve. Ellers ville han få temmelig mange problemer.

//Skal jeg lave et emne på hospitalet?? ^^//

//Jammen Okay da xD Det gør du bare ;D

//eller et andet sted? Så vi skipper at komme på hospitalet, der ved vi jo også godt hvad der sker ikke? ;o ^^ Så måske ved dit hus eller noget?

//okay, jeg laver en hjemme ved mig ^^