Tilbage i lysningen.

Sted: En lysning i skoven
Tid: ved 7 tiden om aften
Omgivelser: ingen andre end Franciska
Vejr: stadig lyst, overskyet og køligt

Franciska havde været i Seattle og jage og tog vejen tilbage til Forks, gennem skoven.
Hun elskede at være inde i byen hvor alle tingene skete, men hun kune bedre lide at være helt alene
ude i skoven, hvor ingen forstyrede hende. Hun løb indtil hun kom til den lille lysning inde i skoven, det
så ud til at ingen var i nærheden og hun bevægede sig langsomt hun i lysningen. Heldigvis var det overskyet og
hun ville derfor ikke afsløre vampyrernes hemlighed. Hun så sig lidt om. Hun genkendte med det samme
lysningen. Hun havde været der en af de gange hun havde været i skoven, lige efter da hun kom til Forks. Hun havde mødt
nogen af sine venner der, men det var ikke rigtig nogne hun snakkede med mere. Hun
følte sig meget afslappet og lod sig falde ned i græsset og så op på himlen, der var fyldt med masser af grå skyer.

Noah kom nynnende ind i lyningen, igennem et kræt.
Han svang en gymnastiktaske frem og tilbage i sin hånd.
Et stort smil spillede om hans læber, og vinden legede med hans ravnsorte hår.
Han dansede også lidt, for han var i så godt humør.
Heldigvis havde han fået gode karaktere og de havde vundet fodboldkampen.
Og alle var stolte af deres eminente forsvar.
Noah havde slet ikke lagt mærket til at der var nogle andre.
Han havde slet ikke regnet med at han tog den her vej hjem fra træning.
Han kunne bare godt lide skoven, og især om aftenen og natten.

Franciska kunne både høre og lugte at der var et menneske der nærmede sig hende, men hun bevægede sig ikke med det samme. Hun sad lidt og undrede sig over hvad et menneske lavede ude i skoven på denne tid.
Hun sukkede lidt over hans dumhed, at gå i skoven alene og når det var ved at blive mørk, men han vidste vil heller ikke hvad der gemte sig underoverfladen af de mange bebor i Forks.
Franciska rejste sig langsomt op og vendte sig om og så på drengen. Hun havde inden taget et par brunekontaktlinser på, da hun ikke ville skræmme drengen væk og orkede ikke svare på de mange spørgsmål om hvorfor hendes øjene var røde. Det var lidt svært at bortforklare.
"Jamen hvad laver du her ude i skoven, helt alene?" spurgte hun med en fin silkeblød stemme, som faktisk kunne opfattes en smule truende. Hun så undersøgende på ham lidt. Han skulle være glad for at Franciska lige havde været på jagt og at de var indenfor Forks grænser.
"Det kan være meget farligt" sagde hun i samme tone som før og sendte ham et lille smil.