Et stykke fra skoven. xD

Dag: Mandag
Dato: 10 Aug. 09
Tid: 12.12
Vejr: Skyet og gråt. Ligner det kunne blive regnvejr.
Sted: Et stykke ude fra skoven..
Årstid: Sommer

Melanie stod et stykke ude fra skoven, og et godt stykke fra Forks midtby. Hun 'nød' udsigten, af skoven, selvom der ikke var specielt meget andet en træer at se. Hun sukkede kort, ville solen nogensinde vise sig igen, eller hvad? Hun bed sig i læben, imens hun kiggede på træernes kroner, der svejede i vinden. Hendes orange blonde hår slog ind mod kinderne, da vinden sad i ryggen. Hun nynnede en stille melodi, hun hurtigt lige digtede. Imens en duft af havlugt, opslugte hendes næse. Selvom havet var et godt stykke herfra..

Madelaine løb i skovens kant, hun havde været inde i byen for noget tid siden, tørstig efter blod havde hun flygtet fra byen, æå grund af den traktat der var i byen mellem varulve og vampyrer så måtte hun hverken bide eller dræbe nogle der, så længe hun boede der. Hun bed tænderne sammen mens hun flygtede fra den så duftende blod som fyldte byen. Hun satte farten ned da hun var nået et stykke uden fra byen, men dog stadig var i skoven. Hun sukkede lidt da hun satte ned i gå tempo.

Melanie så stadig mod skoven og strøg en hånd gennem det orange blonde hår. Hun bed sig kort i læben og så på træerne. Hvad ventede hun på? Hun vendte sig hurtigt med ryggen til og så ud over det hele. Hun smilte svagt og nynnede stille videre, på sin hjemmelavede melodi..

Madelaines rødblonde hår dansede let i vinden. Hun så op mellem træerne, skyerne så ud som om der godt kunne komme noget regn snart. Men det gjorde ikke noget for hende, hun elskede regnen. Hun gik stadig stille videre og hørte noget i det fjerne, en stemme, en melodi. Hun tog en dyb indånding og mærkede den søde og runde duft af ungt pige blod. Hendes tørst var næsten ulidelig. Hun holde sig tilbage så godt hun kunne, men duften fristede hende for meget, hun gik i den retning lyden og duften kom fra.

Melanie så ud over alt og nynnede videre. Hun stod lige i vinden, og kunn mærke hvordan den piskede mod hendes ansigt. Hun kiggede hurtigt op på skyerne og så ned igen. Hun bed sig i læben og lukkede kort øjnene. Nød stilheden, nød at være alene. Hun åbnede dem igen, men blev stående..

Hun var efterhånden så tæt på at hun opdagede en pige, men næsten samme hårfarve som sig selv, bare mere orange i det. Hun kunne ikke lade vær med at gå over til hende, hun holde sin tørst så nede, så længe hun nu lige kunne. Hun stoppede op bag hende, hendes lydløse skridt havde hun nok ikke hørt. Madelaine gjorde ikke andet end at stå og stirre på hende. kæmpede mod tørsten der brændte inde i hende, og duften af hendes delikate blod.

Melanie så stadig lige ud, men fik pludselig en dårlig fornemmelse. Var det bare hende, eller var det som om der stod nogen bag hende? Hun vendte sig hurtigt om for at tjekke. Hun tog hurtigt hånden op for munden, for ikke at skrige. Synet af denne pige, gjorde hende bange. Ikke mindst at hun havde stået så lydløst bag hende. Men hendes ansigts udtryk, var også uhyggeligt. Melanie sagde ikke noget, men gloede bare, lidt uhøfligt på hende. xD

Hun stirrede stadig lidt, men rystede på hovedet og sagde "undskyld ville ikke gøre dig bange!" hun rynkede på øjenbrynene. Hun bevægede sig ikke, i frygt for at komme til at overfalde hende.

Melanie så lidt mere rolig ud, da pigen trådte et skridt tilbage. "Det.. Det. Det er okay." stammede hun og trak vejret lidt roligere. Hendes hjerte slog langsommere.. Mere normalt.

Hun så på hende med sine kulsorte øjne, havde et indvendigt skænderi med sig selv om hun skulle dræbe hende, bide hende eller flygte fra stedet.

//Min computer gik ned, sorry! -.-//

Melanie så stadig uroligt på pigen og havde allermest lyst til at flygte. Men turde ikke gå forbi hende, så blev bare stående og stirrede på hende.

Hun bed tænderne hårdt sammen, besluttet på hun hvert fald ikke ville dræbe hende "du bor i byen ikke?" spurgte hun sammentyggent uden at se på hende. Hvis hun gjorde det, kunne hun hvert fald ikke dræbe hende.

Melanie nikkede stille og så på hende. "Jo," hviskede hun og bed sig hårdt i læben. Pigen, kvinden, hvad end hun var, så frygtelig uhyggelig ud. Hun så ud som om hun havde lyst til at dræbe en eller anden. Bare tanken om det, var ved at skræmme livet af Melanie..

Hun så forvirret omkring kort, men ændrede pludselig helt kropsholdning og udstråling, hun så ikke så skræmmende ud mere men mere venlig, hun ville ikke dræbe hende, men kæmpe mod tørsten skulle hun "også jeg!" sagde hun med en mere venlig stemme..

Melanie så en smule mere rolig ud og så på hende. "Fedt." mumlede hun stille og sendte hende et svagt smil.

Hun lukkede øjnene og spurgte "hvad laver du her ude i skoven helt alene?" hun så på hende med et tomt blik og holde sig meget tilbage

Melanie trak på skulderne og så lidt på hende. "Jeg går her tit alene." svarede hun og følte sig pludselig helt rolig. Hun åndede ud og vendte sig om og kiggede lige ud, ud over det hele. Med et svagt smil..

"det er ret dumt at gå her!" mumlede hun "alene!" sagde hun og gik lidt rundt om hende, stadig med 2 meter til afstand.

Melanie så lidt stift på hende. "Jeg har altid været overmodig." svarede hun og kiggede vagtsomt på hende..

//smutter lige en ½ time så skal jeg nok komme igen.. lover jeg søde//

//Okay ^^//

"overmodig eller dumdristig?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå. Hun så på hende mens hun lyttede til hendes hjertes gang.

//allerede tilbage xD //

//Hehe xD//

Melanie lagde hovedet på skrå og så på hende. "Måske lidt, begge dele?" svarede hun og så på hende..

Hun nikkede og bed tænderne sammen igen "du,..!" hun vidste ikke hvad hun skulle sige, Madelaine havde altid været så stærk, men har hun var der, lige på det tidspunkt var ikke smart. hun havde nemlig flygtet fra blodet i byen. Men hun prøvede stadig at holde sig tilbage. hun lukkede øjnene og så ned i jorden.

Melanie så på hende og lagde hovedet på skrå. "Jeg, hvad?" spurgte hun en smule forvirret.

"du burde virkelig ikke have været her, nu..!" sagde hun og så på hende, hendes sorte øjne gnistrede næsten hendes tørst tog over hendes fornuft, hun kunne ikke holde den tilbage mere. hun nærmede sig let og elegant, hendes duft næsten brændte i hendes næse.

Melanie så forvirret på hende og trådte et skridt tilbage. "Hvad laver du?" spurgte hun og så hurtigt bagud. Hun bed sig hårdt i læben og trådte endnu et skridt bagud.

//Søde, kommer snart. Skal lige spise //

"undskyld!" hviskede hun, det sidste der var tilbage af hende under hendes tørst. Hun sprang frem mod hende og satte tænderne i hendes hals

//det ok //

Melanie forstod hende ikke, og alligevel forstod hun straks. Da hun satte tænderne i hendes hals. Hun skreg højt, så højt at man måtte have kunnet høre det i hele Forks..

Hendes skrig var højt, lige ind i øret på Madelaine, det hang ved, hun havde suget kun meget lidt før det gik op for hende hvad hun havde gjort, hun skammede sig lidt over sig selv, at hun ikke kunne tørsten nede. Hun slap sit greb og bakkede hurtig væk fra hende. Hun vidste godt det var forsent at gøre noget nu.

Lige så snart hun havde sluppet hende, faldt Melanie til jorden. Hun tog sig ømt til halsen og prøvede at bide den stærke smerte i sig. "Argh!?" skreg hun og faldt helt ned til jorden. Det brændte. Hvem brændte hende med ild? "Det brænder." hviskede hun stille. "Få det til at stoppe!" skreg hun. Hun hev efter vejret. Alt brændte, hele hendes krop brændte, så var der smerten. En smerte så stor, at den var udholdelig..

Hun bed sig i læben og hviskede "undskyld!" Hun gik forsigtig over til hende viste hun ikke ville gøre hende noget mere, hun tog om hende og lagde sin iskolde hånd på hendes hals, selvom det nok ikke ville hjælpe mod smerten

Melanie hvæste af hende så godt hun kunne, trods smerten. Hun lukkede øjnene hårdt i og prøvede at holde tårerne inde. Det var umuligt. De små saltvandstårer trillede ned af kinderne på hende.. "Det.. Brænder.." mumlede hun. "Stop det." bad hun. "Stop med at brænde mig! Sluk ilden!" peb hun. "Det brænder!" råbte hun og græd samtidig.

Hun bed sig hårdere i læben og holde hende ind til sig, hun aede hende over håret for at vise hun ikke ville hende noget ondt. "det stopper snart.!" sagde hun med et lille stemme.

Pigen havde ret, ilden bliv mindre, det samme med smerten. Men de var stadig uudholdelige, ingen skulle nogensinde føle sådan en smerte. Det var frygtelig. "Sluk den, vil du ikke nok?" bad hun pigen, som et lille barn. Tårerne trillede ned af kinderne, mange af dem var i håb om de ville slukke ilden. "Ilden, brænder." Hun kunne mærke hvordan al smerten stille begyndte at forsvinde, sammen med ilden. "Det.. Brænder stadig.." hviskede hun..

"sssssh.. den stopper snart, jeg lover det!" sagde hun med en blid stemme, hun havde jo oplevet det med hendes søster før, det hele blev bedre efter det var stoppet. når giften ramte hjertet.

Melanie lå med lukkede øjne og prøvede på at stoppe med at græde. Smerten og den brændende følelse var til at holde ud nu. Pigen havde ret. Det ville snart stoppe. Bare det ville stoppe nu. Hun bed sig hårdt i læben. Smerten var væk? En kort svimmelhed overfaldte hende. Selvom smerten og den brændende følelse var væk, blev hun læggende med lukkede øjne.

Madelaine sad og vuggede hende lidt i sine arme, som hun enlig havde gjort i noget tid, hun skammede sig over sig selv.

Melanie, følte sig som et lille barn da hun endelig slog øjnene op. Hvad var der sket? Hun havde ingen anelse om hvad der var sket med hende. "Hvad gjorde du?" peb hun og kravlede ud af pigens skød med det samme. Hun kiggede på sine hænder. Helt hvide. "Hvad har du gjort?" spurgte hun lidt hårdere og mere forvirret.

"jeg,.. du... øm vampyr!" hun kunne ikke helt samle sig selv til at forklare hende hvad der var sket. Hun rejste sig op og så på hende, meget undskyldene i sit blik hun havde det stadig dårligt over sig selv.

Melanie så endnu mere forvirret på hende. "Hvad?" spurgte hun forvirret. "Hvad er jeg? Et monster?!" spurgte hun og så på hende. Hun lagde mærke til at hendes lugtesans var meget bedre. "Hvad fanden har du gjort?!" Hun kunne græde lige nu, men måtte vise hun var stærk..

Hendes unskyldene ansigt forsvandt og vreden boblede op i hende "monster?" vrissede hun koldt. Hun nedstirrede hende og spurgte "tror du virkelig det er det vi er?"

//Du skal ikke tage det personligt XD//

Melanie hvæste. "Hvad var det første du tænkte da du blev.. et monster..?" Hun sank en klump og kiggede ned på sine hænder. "At du var det sejeste i verden? Det var det nok ikke ligefrem.."

Hun var rasende og råbte "det første jeg tænkte var, Jeg er heldigvis i live til at kunne rede min søster!" hun boblede af vrede. hun havde jo i det mindste ikke dræbt hende. hun burde være taknemlig for hun havde stoppet sig selv for at dræbe hende helt.

Melanie sukkede og lukkede øjnene, prøvede på at bevare roen. Pigen var trodsalt den eneste vampyr, bare tanken om navnet ga hende kuldegysninger, hun kendte. Hun kiggede kort op og studerede hende. "Hvem er du? Hvad er dit navn?" spurgte hun forsigtigt, hun ville helst ikke hidse hende, eller sig selv op..

Hun trak vejret dybt og sagde "Madelaine Audrey Santhella Voltera Silverfox!" hun så på hende, med mere rolige øjne og forklarede "jeg er ked af det jeg gjorde, det er jeg virkelig, jeg prøvede at kontrollere mig, men du stod bare der, og ja. Men vær taknemlig, jeg dræbte dig ikke!"

Melanie nikkede. "Det er jeg. Men, jeg har bare ikke nogen søster at redde. Jeg er alene om en ny verden, det er forvirrende. Det er en stor forandring. Undskyld." Hun sendte Madelaine et svagt smil og så på hende. "Jeg er Melanie Sara Stryder." præsenterede hun sig.

"nej, min historie er nok ikke noget alle kommer ud for, vampyren dræbte min mor og far, min søster faldt ud af vinduet da hun prøvede at flygte, han dræbte mig ikke men lod mig blive en vampyr i stedet, og jeg fik redet min søster fra døden, men ikke fra den samme skæbne som min selv!" sagde hun og sukkede

Melanie så på hende og sukkede. "Forvirrende og trist." sukkede hun og bed sig i læben.
"Vil du hjælpe mig med alle de nye ting?" spurgte hun og håbede på et ja. (x

//Går lige med hunden, kommer igen xD//