På tur i skoven. ^^

Sted ~ Skoven i Forks
Tid ~ Lidt efter midnat
Omgivelser ~ Ingen
Vejr ~ Koldt, overskyet og fuldmåne
Årstid ~ Forår
Påklædning ~ Sorte bukser med et lille sølvbælte, en mørke lille t-shirt og røde stiletter.

Franciska gik langsomt i skoven, og den kolde vind der blæste, ramte hende og legede med hendes hår. Vejret var stille, men det var alligevel koldt, hvis man var et menneske. Men det havde ikke været smart at være menneske i nærheden af Franciska.
Hun var dog ikke mega sulten, men man kunne ikke vide sig sikker på hende. Hun var taget i skoven, da det var det eneste sted om natten hun kunne være i fred. Der var næsten altid mennesker omkring hende, som ikke kendte til hemmeligheden. Franciska gav en lav smuk latter fra sig. det var utroligt at ingen selv havde fundet ud af det.
Der var nok ingen der regnede med at de var vampyr, men bare lægge lidt mere mærke til hvem man snakkede med ville være smart for deres siden.
Hun skubbede sine tanker om menneskerned væk, og vandrede roligt og langsomt dybere i skoven. Hun havde ikke stødt på en vampyr endnu, men det var meget svært ikke at gøre, da der efterhånden var så mange i Forks.
Hun skubbede hurtigt en lille tot af det brune hår om bag øret da vinden kastede det mod hendes ansigt.

Cedrics overnaturligt smukke topase øjne var lidt mørkere end normalt, men de glødede alligevel svagt i natten. Hans gode luftesans opfangede hendes søde duft, den søde duft af vampyrere... Han rodede op i sit sorte hår, noget han altid gjorde når han tænkte. Alle hans muskler begyndte at stivne, og inden der var gået et halvt sekundt stod han helt stille. Han betragtede hendes smukke hvide hud, som glitrede svagt i måneskinnet, men vampyrernes perfekte øjne kunne nemt opfange de små krystaller som udgjordere deres hud. Han smilede svagt.

Franciska gik stadig roligt fremad og lod månelyset ramme hende, men da hun kunne lugte en anden vampyr der var i nærheden, standsede hun op og vendte sig i den retning hun kunne lugte den anden vampyr.
HUn fik hurtigt øje på drengn, der var vampyr. Han var smuk lige som alle andre vampyr var det. Endnu en blæst ramte hendes ansigt og kastede hendes hår bag ud, hvorefter vejret igen blev stille og hendes hår faldt til ro igen. Hun sendte ham et lille smil.
HUn havde ikke set ham før i Forks og blev en smule nysgerrig og gik roligt og stadig i menneskefart i hans retning.

Han stak hænderne i lommerne, afslappet, på sine slaskede joggingbukser. Han var begyndt at gå i mere afslappet tøj siden han kom hjem, ikke rigtigt med nogle grund. Han lagde sit hoved en lille smule på skrå, og betragtede hende komme hen imod ham. Han havde ikke set hende før, men hun var smuk, og helt klart en vampyr..

Franciska standesede lidt fra ham mens hun stadig smilede. Hun stod lidt uden at sige noget, men så bare på ham. Hun ville sikre sig at han ikke var en eller anden hun havde mødt og så bare glemt, det havde sket en gang før, og det var ret pinligt. Men hun kunne hellere ikke huske hans duft.
"Hej, jeg er Franciska" sagde hun med sin fine silkestemme, stadig med et lille smil spillende om sine røde læber.

Et svagt smil brød frem på hans læber, noget som fik ham til at se endnu mere smuk ud. Han var lige ved at sige det viste jeg da godt, men det gjorde han jo ikke. Han kendte hende ikke, men hun så så bekendt ud. "Cedric," præsenterede han sig kort, men venligt. Han indprintede hendes duft, for at kunne huske hende senere.

Franciska så lidt på hans smukke ansigt med et smil. "hyggeligt at møde dig" sagde hun og nikkede venligt som en hilsen.
"hvad laver du her ude i skoven midt om natten" spurgte hun som om det var underligt at være ude så sent på aften.
Men det var det jo ikke når man var vampyr.
Man havde hele dagen og natten. Selv kunne hun bedre lide at være ude om natten i stedet for dagen. Menneskerne var altid ude om dagen, så der var for det meste fedeligt om natten.

//Jeg bliver nødt til at logge, men vi skrives xD//

Han sendte hende endnu et svagt smil, og denne gang blev det sidene på hans læber. "Tja, natten er meget smukkere, og der er knapt så mange mennesker. Jeg hænger ud med de levende om dagen, og vandre med de døde om natten," forklarede han. Sådan plejede han altid at formulere det.

Franciska nikkede og gav ham ret. "Ja, her er ligefrem fredeligt" sagde hun efterfulgt af en lille blid latter. HUn vendte sig mod månen og så kort på dem, hvorefter hun vendte sig om mod Cedric.
"Godt sagt, du må være god til at udtrykke dig" roste hun, ham.
Men Franciska hængte ikke så meget ud med mennesker, det var lidt for farligt for dem, og hvorfor tage chancen, når man nemt kunne finde nogle flinke vampyr,
som man kunne snakke med.
Franciska havde heller ikke særlig meget lyst til at have et menneske som ven, hvad nu hvis man var sammen med personen og virklig godt kunne lide ham/hende og man var sulten.
Det kunne kun ende galt. Hun rystede lidt over de tanker der fløj igennem hendes hovede.

Han kunne se hendes misbehag, og smilede skævt. "Jeg plejer tit at... jeg snakker ikke så meget." svarede han med et smil. Han havde ikke haft så mange at snakke med på det seneste.

Francika blev lidt nysgerrig.
"hvad plejer du ikke" spurgte hun da han havde ændret sætningen. Franciska snakkede selv meget, eller det var hvad hun havde fået at vide.
Den gang hun mødte Demetri havde han i hvert fald sagt at hun snakke meget. Men hun havde det svært at snakke med mennesker, ja af samme grund, hvis man nu kom til at lide dem.
Vampyr hørte jo slet ikke til i denne verden, men Franciska var rigtigt glad for at hun var blevet forvandlet. Ikke kun på grund af farten og styrken, men hun havde ikke rigtigt venner i hendes menneskeliv og hun var hun leve længere, havde hun mere tid til at få en ven eller hvis hun var heldig kunne hun finde kærligheden.

"Tale. Jeg taler ikke hvis jeg kan blive fri." svarede han, og smilede skævt. Der var en auro omkring hende, som fik ham til at tale lige fra hjertet. Han viste ikke hvad det var, eller hvorfor det var der, men det var der. Han så på hende, og blev klar over at hun var... "Du er ikke vegetar?" spurgte han, både som et spørgsmål, men aller mest som en konstantering.

Franciska smilte lidt. "Men hvis du helst er fri for at tale skal du bare sige til. Jeg snakker så meget at jeg nemt ville kunne føre en samtale med mig selv" sagde hun venligt.
For hun havde meget nemt ved at tale hvis folk bare var venlig mod hende.
Hun rystede på hovedet. "Nej det ville være synd at sige jeg er. Men det er du da heller ikke" spurgte hun da hun ikke var helt sikker.

"Jo. Jeg prøver, men det er hårdt." Han smilede skævt, ved tanken om hans mål her i livet.. eller døden. Han havde lovet sig selv at prøve at blive vegetar, selvom han ikke rigtigt var særlig glad for mennesker. Han rodede sig i håret, og smilede svagt igen. Hans øjne var ikke helt gyldne, for det var først nu han havde bestemt sig at blive vegetar.

"det havde jeg ikke troet om dig" sagde hun i en ironisk stemme. Hun smilte til ham og begyndte at gå lidt i den retning hun gik i før hun havde mødt Cedric.
Hun drejede hovedet lidt for at se om han fulgte med hende. Hvad får dig til at blive vegetar" spurgte hun og undrede sig over hvordan vampyr kunne holde til det. Hun havde selv prøvet kort, men det føltes bare så unormalt og unaturligt for hende at holde sig fra mennesker.

Han rodede sig fraværende i håret, det var et lidt svært spørgsmål, som han ikke engang selv kunne svare præcist på. "Det ved jeg ikke," startede han. Så havde han da sagt det. "Måske fordi jeg elsker mennesker. Tja, de er sjove at se på, betragte. Selvom jeg ikke ser mig selv som et væsen som engang var sådan.." Han rodede lidt rundt i ordene.

"Det føles efterhånden naturlig for mig,
så kan man jo diskutere om det er godt eller skidt" sagde hun
og så kort på Cedric inden hun så ned i jorden.