Hvid morgen.

Leaders Erfaring : 435 Respekt : 16 Antal indlæg : 353

Dato :: 12. December
Årstid :: Vinter
Dag :: Torsdag
Vejr :: Sneen lægger i et tyndt lag over træer og jord.
Sted :: La Push..
Tid :: 09.00 ( morgen )
Omgivelser :: Træer og himlen

Sneen faldt langsomt og lagde sig i små tynge lag over træer og græs.
En svagt lyd af poter der ramte jorden kunne høres i skoven,
men man skulle langt ind i skoven for at kunne se eller høre hva det var.
En stor brun ulv løb lydløst gennem skoven.
Man kunne svagt se hendes ånde i kulden, og sneen lagde sig på hendes pels.
En hylen kunne høres langt inde i byen og man ville ikke kunne sige hvilket slags hyl det var,
kun vis man var varulv.
Annika hylede af smerte og prøvedet at rive sig løs af den tornebusk hun var løbet ind i.
* damn, dumme busk* tænkte hun sur mens hun prøvedet at rive sig løs
men det hjalp ikke, det rev bare dybere i hendes pels.
Endnu et smertehyl, og endnu fkere rifter.
Annika gav op og sad bare fast i busken mens hun surmulede.
* Jeg kommer aldrig fri * sukkede hun i tankerne og satte sig ned mens hun skar en grimasse
for det rev stadig meget i pelsen.
Hun sukkede og hylede et hyl om hjælp.
* En eller anden ?* tænkte hun og kiggede bare på sneen og lade sine tanker flyve.

Gæst

Moc kom gående gennem skoven, hans ansigt lå i tænkene folder, hvilket var en sjællend hed, men dagen var åbenbart fuld af overraskelse, og det skulle siges at det var dem, som virkelig fik en til at tænke.
Mocca sparkede til en sted, selv om sparket ikke hvade været ment så hårdt fløj den flere meter frem, men ikke engang dette fik ham til at stoppe vandringen ned mod den lille skovsø, hans tænke sted.
En lyd puslede fra den ene sider af buskene hvor efter nogle knurrene lyde undslap, et lille smil brød frem på hans ansigt. Hvem fanden havde været så dum, en der bare var en smule kendt her, ville vide, at området omkring søen var dækket af tæt buskskab, ugennemtrængeligt og største delen betod af kristjørn og hyben.

Han nærmede sig budskabet, og fik øje på en lille ulv, at drillende smil sad på hans læber " Skal du havde en hånd?" hans stemme lød alvorlig og munter på samme tid, han lød ikke som om på 18, men en der var langt ældre, og folk fejlbedømte ham altid, hvilket til tider havde haft en hvis fordel.
Han kunne ikke holde en munter latter tilbage, blandingen af sne, og dette syn gjorde det underholdende.

Leaders Erfaring : 435 Respekt : 16 Antal indlæg : 353

Annika kunne høre en eller andet komme og knurrede.
Skridtende var langsome og lugten var ikke fra en vampyr, heldigvis,
men fra en varulv og det fik hende til at slappe lidt af.
Men gud hvor var det pinligt at sidde fast i et buskads,
når hun kendte La push så godt.
Hun havde jo bare været helt væk i hendes egne tanker om alle mulige mærkelige ting
men mest om de stinkende blodsugende igler.

Annika kiggede op på drengen som stod og kiggede på hende,
hun fnøs af ham da han begyndte at grine.
Hun havde jo ligesom ikke løbet ind i busken med vilje,
som sagt havde hun været helt væk i sine tanker.
Men hans latter lød så munter at det fik Annika til at grine et ulve grin,
som mere lød som et host.
Hun nikkede svagt med sit store ulve hovedet
og prøvedet at hive sig ud af buskens torne,
men det rev bare flere sår i hendes pels.
* dumme pels* tænkte hun og opgav at komme fri.
Hun lod blikket glide rundt på søen, træerne
og til sidst på drengen som stod ikke så labgt fra hende.
Hun pustede så man kunne se hendes ånde i den kolde luft
og lagde hovedet nysgerrigt på skrå.

Gæst

Daniel vandrede bare rundt omkring i sin Ulveskikkelse.
Han havde virkelig savnet at kunne gøre det, så han skulle selvfølgelig gøre det lige da han kom hjem.
Lugten slog ham direkte i ansigtet og han kunne sagtens lugte at de var to... Mente han da.
Stille listede han afsted som den store sorte ulv han nu var.
*Hallo?* Tænkte han så efter nogle skridt.

Gæst

Mocca betraktede ulven og det alvorlig blik var erstattet med det munter og altid munter smil, som fik alle til at føle sig bedre tilpas.
Folk havde altid været omkring ham lige fra han var lille, hvilket han nok kunne takke hans forældre for, deres opdragelse havde gjordt ham til den han var og præningen på Angel havde gjordt udspillet, så alle de mindre pæne sidder var pillet af ham, player genet var væk, og i stedet havde en stor kærlighed overtaget denne plads.
Moc var glad for at han havde valgt de store støvler idag, det gjorde det nemmere at træde buskene ned, tøsen var jo løbet lige ind i djælvlens hule, den hule der var så nem at komme ind i, men utrolig svær at komme ud af.

Han stod tænksomt, og prøvede at huske hvordan det nu var man kom fri, det var noget med at fjerne fire grene, eller var det fem, han stod stille et sekund, inden han knælende ved busken , og kiggede efter de gamle snit de som børn havde placeret i de efterhånden store og kraftige busskas, lidt til højre, hvor sneen havde lagt sig som en fin dyne fandt han dem, næsten forsvundet, men takket være hans varulve evne, havde han fundet dem.
Han skubbede grenen til side, så tøsen kunne komme ud, mens han vendte blikket mod skovens lidt løsere krat, endnu en ulv var ude på en vandring, hans blik skimmede skoven, og frem for krattet dukkede en ulv.
Mocca lo og overvejde for en kort stund at gå i ulv, og nyde den kold og fugtige sne mod hans poter, men så alligevel, foretrak han at forsætte hans rutte til fods, uden at vække alt for meget opmærksomhed.

Gæst

Daniels grønne øjne rettede sig mod Mocca og han lagde hovedet lidt på skrå, som hunde og ulve gjorde når de ikke andede hvad der skete.
*Åååh... Hvad sker der her?* Tænkte han så og undgik det værste af tjørnene, men blev revet hen over snuden af en af dem.
Han lagde en pote hen over det hurtigt og kiggede så smilende til dem, som en ulv nu kunne.

Leaders Erfaring : 435 Respekt : 16 Antal indlæg : 353

Det hele virkede så bekendt,
en eller andet der hjalp hende når hun var i knibe
og mens hun selv stod og så hjælpeløs ud.
Det hele mindede hende på en måde om dengang:
hendes far og lillebror hjalp hende ud af en forfærdelig knibe.
Hun havde tilfældigvis fornærmet en ældre dreng fra hendes skole,
fordi han stod og spillede smart.
Annika havde så svaret ham igen og drengen havde givet hende en lussing,
og det havde fået Annika til at ryste.
Heldigvis havde hendes lillebror, Seth,
været i nærheden og han var kommet hende til undsætning.
Og hendes far var åbenbart også dykket op,
men det værste var at hun havde været så hjælpeløs og svag dengang.
Desværre havde hun da også sådan nu, hvor hun sad fast i den skide busk.

Annika kiggede nysgerrigt på manden/drengen,
da han fik hende ud af busken.
Hun hoppede hurtigt væk fra den
som om at den havde bidt hende.
Hendes blik flakkede hen til træerne,
hvor en stor ulv kom til syne.
Annika grinte og rystede pelsen så sneen,
der havde lagt sig i den,
faldt ned på jorden.
Hun smilte et ulvesmil
og ville sige tak til ham
som havde hjulpet hende fri,
men det var lidt svært
når hun var i ulveform.
Så hun luntede hen til ham
og puffede ham på benet som tak,
da hun ikke kunne finde på en ordenlig måde at sige tak på..

Gæst

Daniel luntede tættere på dem.
*Hva skete der?* tænkte han og kiggede på den anden ulv

//Er lidt ukrea//

Gæst

Moc kunne ikke la' hver med at smile over den kattepine hun havde sat sig selv i, det mindede ham om hans niece, hun kom altid ud i problemer, og ofte var det fordi hun løb rundt i hende egen lille verden, uden egentlig at tænke over, at hun måske burde tænke sig om, inden hun gik.
Han smålo da hun farede ud af busken, som om den om nogle få min ville hive hende til bage, og give hende en ny omgang pisk. De små fnug havde sat sig i hans sorte hår, men forsvandt langsomt og gjorde hans hår plask våt, han lignede en der lige havde været i bad.
Den koksblå blusse, var allerede gennemblødt efter turen ind under busken for at løsne grenen, men det irreterede ham egentlig ikke, faktisk havde turen i sneen fået ham til at vågne af den trance han havde opholdt sig i, fået ham til at se tingene fra en anden side, hvilket bestemt ikke havde gjort det bedre, men nu var han da i det mindste sikker på hvad det næste træk måtte værre, det betød en lille visit ind til en lejlighed i Fokrs, og det blev ikke den behagelig en af slagsen.

Moc vendte blikket mod den skikkelse som kom gående inde fra kratten, den sorte og enorme ulv, så ud til at være godt kendt, og han tvivlede på at han ville havde inde i krattet om lidt, det han smøgte sig forbi alle de huller som kun personer som var opvokset i Lá Push kendte til, disse steder var uhyre geniale hvis man skulle hurtig hjem, eller væk.

Hans tanker blev ledt væk fra hanulven, og i stedet ned mod den lille, men stærke ulv, som puffede ham op af benet, han kunne ikke la' hver med at le, denne samtale var yderst kedelig, og han ville ikke få meget ud af den som menneske.
Han sendte hende et venligt blik, inden han med raske skridt forsvandt ind i djævlens hule, og forsatte et stykke ind, inden han lod sig forvandle.
Moc skar en grimase, da et gammel brud på ventre bagpote, kunne mærkes, men det forsvandt så hurtig som vandet i bækken.

Turen gennem krattet var besværlig, men også hyggelig, det var på tide, at han fik frisket det gamle kort op over de forskellige gang systemer, tøser og drengen kom tættere på. Men Mocca havde noget helt andet i tankerne end at komme ud af det sædvanelig hul, så i stedet dukkede han op i et hul helt inde fra det tykke krat * Mocca Panettier "

Leaders Erfaring : 435 Respekt : 16 Antal indlæg : 353

Annikas blik fulgte ham da han gik ind i buskadsen
og det fik hende til at lave en lille grimasse.
Det blev ikke en rar tur derinde.
Da han kom tilbage derfra,
smilte Annika og gøede en gang,
det var ikke et ondt et, mere et glad og legesygt et.

Selvom Annika var 18 år var hun usædvanlig legesyg,
når hun var ulv.
Hele hendes familie drillede hende med det,
men hun gav dem altid tilbage på en eller anden måde.
Et billede af hendes mor der skreg af forskrækkelse,
flimrede hurtigt i Hendes tanker.
Det var vel noget af det sjove i livet npr man var ulv ?

Hun lagde hovedet på skrå
og kiggede nysgerrigt på Mocca.
* sikke et usædvanligt navn * tænkte hun
og smilte.
Hun havde ikke været sur i godt to uger nu
og det var en rekord.
* Annika * sagde hun,
hun ville helt ikke sige sit mellem navn og efternavn,
da nogle folk begyndte at tro ting om hende når de hørte det..

Gæst

Mocca havde egentlig foretrukket at smutte ned mod søen, og fordybe sig i sine spekulationer, men det var yderst uhøflig hvilket han bestemt ikke ville være, og slet ikke nu, hvor han permanent slå sig ned i Lá Push.
Det var på tide at lade rejseplanerne få en pause, Angel skulle være færdig med hendes sidste år, han havde ladet hende være for meget alene, hvilket han inderligt fortrød, måske var det også den smerte som sad som en pil i hans hjerte, tanken om, at han kunne havde redet Kate hvis han ikke havde været i Australien.

Alle de dufte som før havde virket som gamle barndoms minder, fik nu næsten billederne til at pobbe frem, det var et godt stykke tid siden, at han havde været i hans ulveform, hvilket fik ham til at nyde det endnu mere, det var som om at mærke friheden på ny, tage afstand for alle de normer og edikket, som man af gode grunde ikke kunne overholde i denne form.

- Men stadig en ting gik ham på hans tanker var ikke hans egne, og fremmede mennesker, og private tanker var ikke hans stræke side, han brød sig ikke om at de kunne læser hans følelser, som kom de til dem, som et skrevet A4 ark.
Og der var også bare visse ting, som han ikke skulle havde blandet flere end højst nødvendigt ind i.
Han tvag hans tanker til at blvie posetive, og hvem andre end hans egen Angel kunne få dette frem i ham, hendes milde latter sad stadig i ham, selv om det efterhånden, var flere timer siden, at han havde sagt farvel til hende igår nat.
Snefnugne landede på hans næse, og han fik et underligt glimt i de øjne som var fuldstændig edentiske med hans menneskelige, blikket var ikke forundrelse, men nærmereme et Flash back af minder, minder fra da han var barn, hvor sne havde været en sjællendhed, da hans forældre foretrak at rejse væk i vinter halvåret, hvor de ofte havde opholdt sig i Afrika og hjulpet til.
Mocs sind blev hurtig posetiv, og følelsen af en forelskelse, som var stærkere end noget andet bredte sig, som flammer der lansomt dansede omkring ham.
Moc stod med alle fire poter solidt plantet i jorden og rettede hans fokus væk fra alle de andre ulve, så'n koncentretionen kun var rettet mod denne tøs *Well mine forældre havde en forkærlighed til afrika" hvis han havde været i sin menneskeskikkelse ville der nu havde sat det berømte smil over hans læber, men i stedet kom et underligt ulve smil over ham.

Moc stod og tænkte lidt *Annika annika, det sagde ham noget, du skulle vel ikke være en Clearwater vel* hans stemme var en smule drilsk han vidste selv hvor utrolig irreterende det var at blive sammelignet med ens forfædre, han haddede det selv som pæsten, men noget sagde ham, at hun sagtens kunne tåle det.

Leaders Erfaring : 435 Respekt : 16 Antal indlæg : 353

Annika prøvede at ignorere de billeder han fik frem i tankerne.
Hun vidste selv hvor pinligt det var at folk kunne se og høre alle ens tanker,
så imens han havde sit flaschback satte hun sig stille ned og logrede med halen.
Hendes tunge hang ud af munden,
som hos en rigtig hund,
men hun tog sig nu ikke af det.

Da han nævnte hendes ene efternavn spillede hun fornærmet og slog den ene pote ned i sneen.
* nej nu kan det være nok* tænkte hun med en sur lærerinde tone.
Da hun hørete sine egne tanker,
kom hun til at tænkte på sin gamle lærere.
En sur og muggen en,
med sit grå hår sat op i en knold
og en masse rynker..
Et lille gys gik gennem Annika
og hun grinte da hun fandt ud af hvor dum hun lød.
* jep en Clearwater* sagde hun
og kom i tanke om hvor irriterende det måtte være for hendes bror.
Seth havde dog ikke taget navnet Clearwater til sig ligesom hun havde,
men han blev næsten altid samlignet med hans bedstefar.

* Dit eftenavn siger mig nu ikke så meget* sagde hun
og lod alle sine tanker køre på fuld tryk.
Det ville være svært for nogle at se hendes tanker
når de kørte hurtigt forbi,
men for Annika var det nemt nok.
Hun rystede på sit lille ulvehovedet
og kiggede opgivende på Mocca.
* jeg er blank* tænkte hun
oh så sandt som hun sagde det:
så var der ingen tanker i hendes hovedet,
Lige nu, for hendes hovedet plejede at havde mange mærkelige tanker.

En masse snefnug havde lagt sig i pelsen på Annika,
men på grund af hendes varme kropstempratur,
var de alle sammen smeltet
og hendes pels var ved at blive våd.
Annika rystede pelsen
og en smule vand fløj fra hendes pels.
Pelsen puffede sig lidt op,
men lagde sig hurtigt ned igen.
Det var en af de gode ting ved ikke at have lang pels.

Gæst

Mocca lod hans hoved hvile på poterene, mens han lyttede til hende tanker, selv om billederne kørte forbi,, underede det ham ikke at hun ligesom ham selv, prøvede at skjule tingene, men desværre lykkes det aldrig- Desværre.
Mocca sendte hende et undersøgende og drillende blik, der ligesom hans egne øjne, var utroligt gennemborende, og næsten umulige at slippe udenom.
Dette var hans 6 sans, han var genial til at gennemskue folk hvilket ofte havde været ham til en stor hjælp gennem tiden, specielt når han var i kamp.
Hans fine træk som menneske gik ofte igen som ulv, også her var han muskeløs, og hans bentøj vidste tydeligt, at dette stort set var umulig at holde trit med ham, ikke engang Kate havde kunne præstere dette og hun var endag en mester løber.

Snefnuggede dalende ned fra himlen mens Anni tænkte over hans navn, hun gennemsøgte hver eneste lille del, uden så meget som at finde noget der bare mindede om hans efternavn, hans forældre var hurtigt blevet glemt, eller også havde folk begravet deres sorg, men hvad var forskellen egentlig?
At begrave noget var at benægte det, at lade som om det ikke eksistere, i hans øjne var det bedre at gemme det hele dybt i ens hjerte, og på den måde tag det frem når man havde tid til at sorge, eller brug for minderne til at holde en oppe, af den kløft man lige så langsomt var på vej ned i.
*Great* dette var det første der ramte ham, så slap han for at skulle leve op til et krav om at værre sød behagelig venlig og ikke mindst stærk, hans far havde været en respekteret ulv, ikke af høj rang, men for hans klogskab, hvilket havde smittet af på Moc. Han valgte bare at bruge den anderledes, eller måske var de ikke så forskellige begge havde de viget deres liv til at hjælpe andre. Mocca foretrak bare unge og hjemløse, end at tage ned og kæmpe for en krig der alligevel aldrig ville stoppe, han hadede Afrika, han hadede det der var sket.
- Men man kunne ikke ændre på fortiden, hvor end han så gerne ville.

Snefnugene begyndte at falde hurtigere og lagde sig som en dyne over landskabet, smuk og kold, hist og her stikkede en høj eller en kvist stadig oppe af skovbunden, men det ville ikke vare længe, inden også de var dækket til.
Fnugene gjorde ham våd og klam, og hans pels, sad tæt ind til kroppen, men takket være den korte pels, kunne hans kropsvarme sagtens holde den tør, eller delvis.
Han kiggede undersøgende på Annika, og så et kort sekund alvorlig ud, han måtte vide hvad der foregik, den sidste gang han havde haft kontakt med andre ulve inden han rejste var Angel, men hun var ny og ikke inde i nu *Anni hvordan står det til på fronton" hans stemme lød bekymret og yderst betænkelig.

Leaders Erfaring : 435 Respekt : 16 Antal indlæg : 353

Annika kom til at føle stille med i hans tanker,
da han begyndte at tænkte på sin famile.
Hun havde hørt noget om en meget klog ulv som var med i hendes fars kobbel,
men når hun havde spurgt mere til denne kloge ulv havde hendes far bare set alvorlig ud
også sagt at det ikke vedkom hende endnu.
Dog fik hun lidt afvide om denne ulv da hun selv var blevet en. Hun kom pludselig i tanke om at han vist nok havde heddet noget i retningen af hva Moc hed til efternavn.

Hun blev revet ud af sne tanker, da Moc spurgte til hvordan det gik.
Et lille stik ramte hende og hun kom i tanke om alle de ting der var sket på det sidste:
En varulv var blevet slået ned, to vampyre var blevet eftersøgt og hun havde selv fået brækket en masse ribben,
som hun kunne mærke stadig gjorde ondt.
* en masse ting* svarede hun bare, hendes tanker lød trist og fuld af had på samme tid.
Et billede af vampyren Zafira der brækkede hendes ribben kom frem i hendes hovedet.
Hun kunne mærke smerten igen, selvom det bare var en tanke,
den grusomme smerte og lyden af alle ens ribben der brækker.
Annika krumpede sig sammen til en lille klump og lagde sig på sneen.

Små snefnug lagde sig i hendes pels, mens hun klynkede svagt.
Det var ikke der rareste minde der dykkede op og hun havde gjort en masse for at glemme den smerte.
En smerte som hele tiden dykkede op ud af ingen ting og hjemsøgte hende om natten.
Hun gryntede svagt og lagde sit ulvehovedet på sine små poter.
Selvom Annika var højere end de fleste kvinder,
var hun en lille ulv og det kunne godt være meget irriterende især når ens lillebror også drillede en med det.
Et lulle suk kom fra Annika og hun løftede hovedet igen og hendes tristhed blev langsomt erstattet med etr ulvesmil.
* har du boet her før ?* spurgte hun og hendes stemme lød som et nysgerrigt barn.

Gæst

Mocca kiggede med indgående og undersøgende øjne på Annika, hans poter borede sig ned i jorden, og vreden lyste nærmest ud, ikke nok med hans egen smerte, mærkede han igen en der var lige så slem.
Han huskede tydeligt den smerte der havde skåret sig igennem ham da Kate indåndede for sidste gang, hendes sidste billeder, hendes sidste ord, alt stod tydeligt i hans hoved, hvert eneste minde, hvert eneste ord, fik hans pelse til at ryste at en umenneskelig kulde, ikke nok med at de havde mistet en omega, men han havde mistet den der stod hans hjerte lige så kært som Angel.
Og nyheden om endnu en ulv der var faldet i kampen gjorde ham rasende, vreden boblede op i ham på ny, og overbevidste ham om, at han måtte færdig gøre hvad der var sat igang, det ville ikke blive let, men først havde han et personligt hævntogt som skulle gøres færdig.

Sneen, smeltede under ham, og efterlod en grøn plamage på jorden hvor han stod, de store dynger af sne, omkring ham stod i tæt kontrast til hans sorte, korte og velplejede pels, de dybtblå øjne mødte Annikas, og forståelsen var overfor dem begge, begge vidste de hvad sorgen betød, begge var de klar over, at opgøret snart måtte stå.

Mocca trak på smilebåndet, så godt som han nu kunne i hans skikkelse, han kunne lige forestille sig hvor dumt det så ud, og kom til at le indvendigt.
Han nikkede bekræftigende til hendes udtalelse om hans far, jo det var ham, tålmodig og altid rede med en eller anden kvik bemærkning, hvor han dog manglede ham ligenu, han ville kunne havde sagt ham. Sagt ham, hvordan han skulle forholde sig til det hele, ikke at han ikke ville være blevet irreteret over hans første bemærkning, men inderst inde vidste han, at han på sin hvis altid havde ret.
Mocca lod billederne af Seth og Annika løbe ind over ham, og han måtte le, det var godt nok mere underholdende end han havde forventet, det mindede ham om hans små niecer og nevøer.
Mocca havde selv haft en bror og til dels også en søster, men herren havde vidst ikke været med ham, som hans bedstefar så pænt havde udtalt det.
De små fnug lagde sig omkring ham og Annika og lagde et hvidt skær omkring dem, som stod i kraftig kontrast til deres ulveskikkelser.

» Tidlig morgen..
» Hvid Parkeringsplads Ü
» En rolig morgen
» morgen.
» En tidlig morgen

Hej alle sammen nu skal vi altså lige have skrevet jeres evner ned så vi kan finde ud af hvem der har hvilke evner! husk nu at i kun kan have en evne hvis i er omega eller alfa, og omega evner ikke er særlig stærke og alfa evner er meget stærke! Smile

A

Arya - har en tanke styrende evne, når hun ser dig i øjnene kan hun danne illusioner inde i dit hoved, selv når du er alfa kan du ikke vide med sikkerhed om det er hende der leger i dine tanker eller om det er virkeligt, meget forvirrende og farligt da hun også kan danne billeder for dine øjne så du tror du er et helt andet sted …

[ Fuld læsning ]