En tidlig morgen

Dato :: 4 november.
Årstid :: Efterår
Dag :: Onsdag
Vejr :: Blæst og overskyet. Skyerne hænger i et tyndt tæppe over himmelen.
Sted :: La Push..
Tid :: 08.00
Omgivelser :: Kun træer...

Skyerne havde lagt sig i et meget tyndt lag over himmelen. Solen hang midt på himmelen, og kunne kun ganske svagt anes gennem det tynde tæppe af mørkegrå skyer. Blæst fik de få bladene, som stadig sad på træerne, til at svaje let i vinden. Dette kunne nemt blive en kamp på liv og død for disse gule, grå og ellers farverige blade. I bunker havde bladene allerede lagt sig i små lag på den kolde og svagt sumpede jord. Her duede ikke de fine nye hvide støvler. Ikke idag i hvert fald.
Her lød skridtene let og roligt. Støvlerne var brune, en smuk og pæn farve, som ikke kunne tage skade af denne smattede og klamme jord. Støvlerne var pæne, men bestemt ikke ligefrem nye. De sad fint på denne pige, som traskede rundt i denne skønne morgen. Med øjnene og læberne skævede hun til solen, som var gemt bag det tynde tæppe af skyer over himmelen. Det mørke brune hår dansede i den lette og kølige vind, som herskede her. Alt bukkede under for den kolde vind, eller næsten alt.
Angel nød dette. Det gav hende for førte gang længe svage kuldegysninger, som hun ikke havde haft chance for. Hun var jo trods alt en varulv. Hun smagt let på dette ord. Det gav en genlyd i hendes hoved, som satte en god klng igang. Tænk, at dette var sket? Så meget, men alligevel vel så lidt....
På denne... Disse tanker,
En tidlig morgen!

Moccas skridt lød gennem den mudrede jord, hans øjne var rettet mod skoven kølige omgivelser. Skyggerne hang som et køligt tæppe over Lá Push ikke ildevarslende, bare nydeligt.
Han tanker vandrede frem og tilbage, som skoven gren i den vippende vind.
Vinden dansede køligt omkring ham, men dette gjorde ham ikke noget, faktisk var han varm nok i forvejen, hans frøs aldrig, hvilket han til tider savnede, følelsen af kulde, følelsen af at mærke andet end en skoldhed krop. Hans blik rettede sig mod en bestemt skikkelse foran ham, og en glæde bredte sig ud over hele hans krop, spirede op i ham, som når de nyeste skud kigger frem. *Angel*

Hans skridt blev hurtig lette og fri, ikke et plet var der at sætte på hans gang, ikke en eneste fejl, det var som om han svævede på skyerne, hvilket han gjorde indvendigt.
Egentlig havde han håbet på at møde hende nu, håbet på at se hende, men så alligevel det var tidligt, men han havde ikke rigtig fået omstillet sig til at han var hjemme igen, og ikke i Australien, hvor det galt om at stå så tidlig op som muligt, hvis man bare ville nå at havde den mindste chance for at nyde dagen.
Langsomt nærmede han sig Angel, hendes hår dansede let i vinden, ikke et eneste mærke var der at sætte på denne pige, hans pige.
" Go' morgen Søde " han foldede hans hænder rundt om hende talje, og kyssede hende blidt i håret, inden han kiggede ind i skovens smukke favn.

De nøgne grene under den grå himel blev skubbet til side da en kridhvid ulv kom gående på sine lydløse potter.
De inteligente øjne så sig vagtsomt omkring, på dette nye besynderlige sted.
Shaunee var næsten lige ankommet til forks, så hun kendte hverken beborderne eller stederne. Og dette klima var også noget hun ikke var van til. For inden hun kom til Forks havde hun boet i Conneticot, hvor der var langt varmere.
Grunden til at de var flyttet, eller hun var flyttet var fordi hun en dag blev så vred at hun rent faktisk ændrede sig. Dette var de ord hun selv brugte. Da hun ikke vidste hvordan hun ellers skulle beskrive sin forvandling. Fra menneske til ulv...
Til at starte med havde hun været radselslagen ved tanken om at hun skulle leve på hundemad til sine dages ende. hun var blevet panisk og så depri over den tanke at hun sprang ud af vinduet og løb ud i skoven. hun havde streffet lidt rundt på må og få, og til sidst var hun blevet sig selv igen. dette kom som et chok for hende, et glædeligt chok. men hun skyndte sig hjem. hendes forældre var rassende over dette, så de sendte hende op til den mest øde plet de kunne finde, altså hvor der stadig var chance for at hun ville overleve. og den plet blev så forks.
Shaunee hadede allerede dette sted. alt den fugt gjorde bare at håret ikke kunne side. det klaskede let sammen og gjorde så man lignede en billig dims. vejret hjalp heller ikke meget på tøjet. meget af den fugt der var gjorde at man ikke kunne gå med det fede tøj uden at skulle gå rundt og sprøjte på det med vandafvisende ting. men det ødelage de fibre der var i som gjorde tøjet fedt. så alt i alt kunne hun bare ikke lide dette sted. især da der ikke var et center i forks. det var klart det værste..
Shaunee standsede brat da hun hørte en stemme. hun kiggede sig mere vagtsom omkring. snussede og listede sig i retning af lugten.. da hun begyndte at ane to skikkelser stoppede hun. trykkede sig ned mod jorden bag en busk.

Det hele bar det nye præg over sig. De nye forstærkede lugte, nye klamme lugte, som aldrig havde været der før nu, og så var der de gode... Artsfællerne! Angelique kendte ikke til det hele endnu, men det skulle nok komme. Det hele skulle blot lige afprøves, og så tages i praksis, hvis det altså kunne. Et let smil sad på hendes læber, dog viste det ikke tænderne frem også i et tandspil. Hun så frem ad. Ned ad gaden, hvor det hele lå stille og fredeligt hen. Morgenen prægede stadig i La Push, da ingen gik rundt.
Skridtene var kommet så stille, at Angelique ikke bemærkede dem. En lille forskrækkelse gik igennem hende, da hun mærkede hænderne på hendes talje, men hun vidste hvem det var. En varm følelse blev vækket i hende, og sendte de få kuldegysninger langt væk til et land, som ikke behøvede flere kuldegysninger. Et større smil spillede sig nu over Angelique's læber. Hun mærkede kysset mod sit hår, nød det. Lidt efter lod hun ordene komme som en genlyd i hendes hoved. Endnu en følelse kom igennem hende. I det mindte var hun ikke død, som vampyrerne!
"God morgen til dig også, søde" Stemmen brød igennem morgenen sødt og stille. Hun brugte kun sin stemme sådan, når Mocca var til stede. Hendes fyr, ingen andres! Hun havde aldrig følt sådan for en, før nu! Det hele var så rart... Hun ville aldrig være væk fra ham!
En ny fornemmelse af noget kom i luften omkring dem. Hun havde mærket denne lugt før, men hvad var det? Let lagde Angelique hovedet på skrå. Hun så sig omkring. Hun kunne fornemme at der var en, men hvor... Og det vigtigste spørgsmål, hvem? Den usikre følelse lagde sig som en kappe omkring Angelique. Hun ønskede at vide, hvad der gemte sig derude i den tidlige og skønne morgen, men alligevel ville hun hellere stå her i sikkerhed, hos Mocca!

Øjnene fastgjorde sig på alle tingene, som bevægede sig en smule. At bestemme retningen for hvor, denne person var, var ikke nemt... Vinden vildledte Angelique en del. Hun lod varmen fra Mocca berolige Angelique selv. Med et skævt smil betragtede hun Mocca over sin egen skulder.
Hvad end der gemte sig derude, var hun i det mindste ikke alene.

Mocca mærkede duften af Angels hår, duften af nye forårsskud, han forstood ikke hvordan han havde kunne undvære hende, det år han var i Australien, det virkede så urealistisk nu. Hans hænder flettede sig ind til hende, han kunne stå her i evigheder uden så meget som at flytte sig en tomme.
Han kiggede rundt på de velkendte, men alligevel så fremmede omgivelser, efter at han var blevet ulv havde alt ændret sig, alt, men der var en ting som ikke havde ændret sig, og det var den måde som varmen bredte sig i ham med det samme en flamme der blev antænt hver gang hun nærmede sig.
Men følelserne var blevet stærkere, præningen havde sat sig fast, for ham kunne alle de andre tøser smutte, før havde han været de største player, men alt dette var lige meget nu, selv om folk ikke havde fattet at lige meget hvad de gjorde ville de to altid forblive sammen.

Moc mærkede en hvis uro brede sig i Angel og han kiggede bekymret ned på hende, og rettede blikket mod en bunke af træet hvor en ulv kom til syne, ulven var kridhvid, hvilket gjorde at han ikke var i tvivl ikke et eneste sekund, hun var en af dem.
Han kørete finger over Angels hænder, inden han sendte ulven et venligt smil, måske var det på tide at han så andre ulve, som hans bedstfar så pænt havde fablet om så længe, men efterhånden var han ved at blive godt træt af det. Han vidste selv hvad der var bedst, han var en enspænder, han kunne klare sig selv.
" Angel easy she's one of us" hans stemme var som altid blid og klingene..

Shaunee kiggede undrende på de to.
*en af os? havd snakker han om?* tænkte hun undrende da hun hørte fyrens ord.
langsomt listede hun hen i mod dem. i det hun ikke var bag busken rankede hun sig op og gik med stolte og værdige skidt i mod dem. mens hun gik kørte tankerne i gennem hendes hoved. hun skævede kort ned og så sin sorte ulveskyge som stod i kontrast til hendes hvide pels. hun skyndte sig at flytte blikket og se op og mod dem.


//ej sorry i to, men har bare ikke noget fantasi lige nu //

Hun lukkede svagt øjnene i. Mærkede den rare varme fra ham. Noget hun havde savnet! Det var alt for længe siden, at hun sidst havde set Mocca, og nu stod de begge her igen, tæt til hinanden. En evighed var gået. Sådan føltes det i hvert fald. Det hele kørte for en kort stund rundt. Det hele lod sig komme overvældende og alt for hurtigt. Hun nød hans nærvær.
Vinden gav buskene en puslen, som let forsatte uroen, men denne gang var det ikke tydeligt. Nu lagde det hele sig i hendes hoved, blandede sig med tankerne, som kun svagt kørte rundt derinde. Let rankede hun nu ryggen. Hun lyttede til Mocca’s ord, og med ét brød et let smil ud på hendes smalle kønne læber. Let lod hun øjnene falde på den hvide ulv, som var dukket op fra et buskads. Med øjnene, betragtede hun ulven. Dens pels var smuk. Angelique ønskede kort, at det var hendes egen pels i ulveform, men hun kom hurtigt fra denne tanke. Hun havde alt, hun behøvede. Lige her og nu, var der det, som Angelique elskede, og altid ville elske: Mocca.
Hun følte sig med ét i et kort øjeblik tåbelig. Var hun blevet urolig over en anden artsfælle? Den hvide ulv smilte Angelique let til. Et venligt smil. Hun lyttede til Mocca’s ord. Varmen bredte sig i hende, som var det stadig første gang, de stod sådan.
”Heldigvis… Jeg ved, jeg ville have dig som beskytter, om det så blot var denne artsfælle eller en rigtig fare.” Som en hvisken kom ordene, men meningen i dem var langt højere end den hviskende stemme. Den varme hun bar i sig, holdt sit præg i stemmeføringen.
Tanker kørte nu langsommere. Hvordan mon ulven her så ud i menneskelig form? Angelique prøvede at forestille sig det, men endte i et svagt grin. Hun strakte sig let, og så sig over skulderen, på Mocca, i et kort øjeblik. Angelique’s øjne var varme, da de mødte hans. Det var tydeligt, at hun elskede ham højere end noget andet.
”Hej” Hilste hun lidt efter ulven. Hun vidste godt at ulven ikke ville kunne svare, men en hilsen vidste Angelique godt, var mere end blot et nik som en hilsen.

Mocca nød dette, nød duften af hende som langsomt spirede til en varm følelse. En følelse som fyldte hans hjerte med det bedste nogen sinde, følelsen af at værre elsker. Han forstod stadig ikke hvordan de havde klaret sig det hele år, men på den anden side havde det gjort dem stærkere, mere modståeligt for hvad der ventede dem.
Ikke mindst deres nye liv, nu hvor Angel var blevet ulv, så tingene meget lysere ud, mere behagelig, nu var han ikke bange for at såre hende hver gang han blev sur, eller når følelsen af kærlighed blev for kraftig, nu var de li' to personer, men en personlighed.
Angel havde altid været der, lige så længe han kunne huske tilbage havde hun været lyset for enden af vejen, som strakte sig hånd ud for at hjælpe ham op af krøften. Veninde som bare var der, de kunne sidde en hel aften nede ved stranden uden at sige noget, uden så meget som at veksle et ord, og alligevel var der den indre forstålighed, som om de vidste præcis hvad den anden person tænkte.
De var som to åbne bøger for hinanden, men alligevel havde det taget dem så længe, at finde ud af det skulle være dem to, faktisk først da han var blevet ulv.
Det havde sat en stopper for hans player mood, Angel var den eneste han havde set, og ville se, hun var hans lys.

Men alligvel kunne han aldrig dy sig over for nye piger, de bed altid på krogen, hvilket til tíder kunne være andels underholdende, faktisk så sjovt at han kunne ligge flad af grin over det.
Hvornår lærte folk at han ikke scorede længere og ikke lod sig scorer Angel var hans et og alt, og sådan ville det bare være fra nu og til hans død.

Mocca holdt Angel indtil ham, ikke beskyttende, men bare omsorgsfuld og kærlig, en hver ville kunne se at dette, var mere end bare en teenage flirt, med mindre de ikke ville se det.
Mocca kiggede op fra Angels og vendte blikket mod den kridhvide ulv hvilket fik et smil til at bryde frem på hans ellers så munter ansigt, " Heej du, vi bider ikke hovedet af dig" hans stemme var en smule drillende, men også venligt, det var tydeligt at de ikke havde noget somm helst i sinde, men alligevel virkede ulven så nervøs *gad vide om hun var ny, eller tilflytter*

Alle de minder. Alt det der egentlig var sket. Det hele kørte rundt, men på en god måde. Fyldte Angelique's hoved til den mindste lille overlade var dækket. Hun smilte let. Alle de tårer der egentlig var fællet, al den grinen, som egentlig var komet fra dem, og så glæden i sig selv. Det hele fyldte så meget. Selv de gange, hvor de kun havde siddet på stranden, uden et eneste ord, og alligevel var en tavs samtale igang. De kendte hinanden til mindste detalje. Det var rart. Og nu. De begge var varulve. Nu gav det hele mening!
De kunne nu bare være sig selv. Begge to. Ingen fare var på færde nu, hvor de begge var varulve. Alt gav den rette mening nu. Hvordan Macco havde været så påpasselig, så rolig nogle gange. Det hele var sat i et helt nyt lys nu, som holdt Angelique med et smil over læberne ved denne tanke. Dette lys holdt hende oppe, igang.
Hun puttede sig ved Mocca, nød hans nærvær, som hun altid gjorde. Nød hans varme, som fyldte hende endnu mere. Et smil kunne anes endnu større over hendes læber. Hun var altid glad, når Mocca var der. Han gav hende en glæde, som ingen andre kunne. Og denne varme. I sig selv var den ikke noget, men at den kom fra ham betød langt mere, end så meget andet.
Dettev var ikke blot en normal kærlighed, som fyldte dem begge. De andre fra det andet køn betød ikke så meget mere, som det havde engang. Denne kærlighed fyldte langt mere, end man kunne forestille sig. Det var rarere, end blot den klassiske teenage-flirt, som altid endte i ged. Dette havde en anden betydning for Angelique, som var så skøn, at hun ikke behøvede mere kærlighed. Hun var fyldt til randen, og meget mere til. Det var en ting, som hun virkelig holdt af!
Hendes øjne fastgjorde sig nu på denne hvide ulv. Angelique kendte den ikke, men den virkede så stille, så tilbaholden. Angelique overvejede, om hun skulle sige noget til den? Få den til at skifte til den menneskelige form? Men Angelique undlod. Denne hvide ulv skulle dog heller ikke føle sig alene eller ude.
"Er du ny her?" Spurgte Angelique roligt og let med et venligt smil. Hun forventede intet andet end et nik eller en hovedrysten...

Shaunee så på de to med et roligt og kontroleret blik. Det var tydeligt at se at hun opfangede hver eneste bevægelse omkring hende. Hun skulle i hver fald ikke overrasket på nogen som helst mulig måde.
Hun kiggede på de to. Som skabt for hinanden. De var klart at se at de elskede hinanden. Shaunee var da af høflige årsager glad for at de havde fundet sammen når de udstrålede den glæde. Men alligevel blev hun trist til mode over det. Det var ikke fordi det var dem, men principet i det. Det med at være så forelsket i en at man kunne udstråle det så tydeligt. det gjorde hende trist. Trist over at hun havde mistet det. Mistet kærligheden sammen med sin uvidenhed.
Der lød et lille suk fra den smukke ulv //ja jeg synes altså den er smuk xD//.
*Gid jeg ikke var blevt til... ja dette...* tænkte hun og var tæt på at knurrer af sig selv, men undgik det heldigvis. Det ville nok også ha' forvirret de to hvis en fremmed ulv/person begyndte at knurrer uden nogen tydelig grund plus at det nok ikke ligefrem ville give det bedste første håndsindtryk.
Mens hun tænkte havde hun sænket sit blik en smule. Det var af gammel vane da hun vidste at hendes øjne altid afslørrede hendes følelser. øjne er sjældens spejl som man siger. og dette kunne ikke være mere tydeligt end på Shaunee. da hun havde tænkt lidt over sit tidligere jeg - den del med kærlighed - kiggede hun op på disse to personer. Hun skrabede med en klo i jorden.
"will be right back", stod der. Derpå vente hun om og løb om bag nogle træer.

Med kræft anstrengelse fik hun forvandlet sig tilbage til sin menneske form. Hun satte sig tungt på jorden og tog sig til hovedet.
*arg* tænkte hun. Alle det lyde og dufte hun lige pludselig kunne fornemme var så overvældende at hun altid lige blev nød til at samle sig og lige trække vejret ordenligt. Og af og til lukkedes det hende ikke at få kontrol over forvandlingen og det var pinligt at ville blive menneske også ikke kunne. Det var sket for hende en enkelt gang før og der havde det været et held at der ikke var nogle til at se det.
Shaunee rejste sig og sukkede tungt. Hun rettede på det mørke hår og sikrede sig at hendes tøj sad som det skulle. Deefter begyndte hun at gå hen i mod de to personer. Hun gik med yndefylde bevægelser - eller så yndefuldt som et menneske kan bevæge sig - og et lille smil siddende i mundvigen. Der var livligt skær i hendes mørke øjne.
"Heei" Sagde hun til dem med en rolig stemme. Den var venlig høflig, men det kunne godt høres på hende at hun ikke var en åben type.
"Det håber jeg da ikke" sagde hun som - godt nok lidt forsinket - svar til fyren. Hun så på ham med hævede øjenbryn. Igen var hun høflig, uden af virke åben. Hun kiggede på pigen, der så ud til at være ca samme alder.
"Ja jeg er ny." sagde hun med et skævt smil. Hun måtte altså snart se at få fundet noget til håret som gjorde at det kunne sidde perfekt. det sad godt nu, men det kunne sagtens sidde bedre.

Mocca kiggede på dn hvide ulv, dens øjne virkede forvirede eller var det sorg, sorgen over at havde tabt den frihed, friheden at havde sine tanker, sit inderste for sig selv.
Dette havde taget livet af ham til at starte med, han glemte ikke første gang at alle de stemmer væltede ind over ham, personer han ikke kunne tage trykket af havde pludselig væltet ind i hans hoved. Men mange af disse personer var af en eller anden grund væk nu. Men han havde også mistet en person, som næsten stod hans hjerte mere kær end noget som helst andet, selvfølgelig havde Angel overskygget hende.
Men ulven her havde vist ham mere end han kunne tænke sig, havde hjulpet ham igennem den første periode af han 'nye' liv.
Men heldigvis var idioten væk som havde forudsaget dette, dette var også endnu en grund til at han ikke brød sig og Lá Push længere, eller skulle man sige nogen af beboerne.

Hans ansigt vidste ikke den indre sorg, som var dybt begravet i hans hjerte, hvis det ikke havde været for Angel havde han ikke kunne overleve dette, at miste personen som var som en søster for ham, og specielt nu hvor hans familie ikke var her længere havde gjort det endnu værre.
Hvis ikke Angel havde hjulpet ham igennem, og fået ham op af hullet havde han sikkert levet som en vild ulv i skoven, men Angel havde kortet til han hjerte og sind, kortet til ham.

Mocca kiggede ned på jorden i det den hvide ulv begyndte at skrape i jorden, hans blik var en smule forviret et kort sekund, men da bogstaver dansede hen over den blævrede jord, blev det undrende blik til at skævt smil, og hvis han kendte Angel stod hun med det samme smil på læben.
Mocca smilte i det beskeden langsomt blev færtig, og han sendte ulven, et ansigt der var åben men stadig en smule påpassende, da han ikke var sikker på hvilken type ulv hun var, men noget sagde ham at hun var lige så ny som Angel, hvilket gav ham det indtryk at hun ikke havde haft noget med den sammensværgelse at gøre.
Som om Angel havde læst hans tanker kiggede hun op på ham i netop dette øjeblik og fik de tilbagevendende tanker på afstand, og følelsen af at det hele var perfekt, af at intet ondt kunne ramme dem trængte ind og ramte ham, fyldte hans hjerte med flammen, som blussende op på ny, som første gang han så hende, første gang hendes øjne strejfede ham, hans øjne fik igen det skær af kærlighed, som de havde haft for få min. siden.
Os for evigt Angel, dig og mig
Han kyssede hende i håret og hviskede stille ind i hende øre der så velkendte digt, som tydeligt beskrev dem to:

Mens han blidt og kærligt masere hendes skulder, deres øjne mødtes for et kort sekund, inden de vendte hovedet mod buskene, hvor en lyd af puslende grene der blev skubbet til side nærmede sig, lyden kom tættere og tættere på. Og både ham og Angel vendte blikket mod buskabet. Mocca lænnede sig op af en mosbegroet træstamme, ventende på hvilken skikkelse der ville komme ud fra buskene, ud dukkede en ung pige, sikkert på alder med dem selv, hende mørke sorte hår hang vild, men alligvel perfekt ned over hendes skulder, men ingen følelse af den sædvanelige player instiks ramte ham, noget sagde ham, at denne pige skulle behandles med en blid hånd, forsigtig.

Hendes stemme lød i den kølige luft, hendes sætning om at hun ikke regnende med det, fik en latter til at boble ud i ham " Well, så længe du ikke går til angreb, så tror jeg ikke der er nogen fare for det" et skævt og drillende smil, det gamle player smil dansede over hans ansigt.
Hendes attitude fik ham til indtensiv at spiller kortene og ordene helt nede på jorden, hun mindede ham på mange måder om hans afdøde veninde, og det fik et kort sekunnd hans hjerte til at slå et ordenslig knæk.
MEn hendes fortællig om at hun var ny, vækkede ham igen " Year it was What i guess" hans ansigt var helt uforandret.

De nye dufte, det nye liv... Alt det nye. Det hele var kommet så pludseligt, at Angelique ikke rigtig gad tro det hele i starten. Hun havde for længst bemærket alle de lugte og forstærkede dufte. Alt det, som hun ikke havde set eller lugtet før, kom frem til hende nu. Det hele fyldte hende med en forvirring, som kun den yderste "kappe" af det normale overskyggede denne forvirring. Kun Mocca ville kunne se dette på hende... De var som skabt for hinanden.
Med et så hun, hvordan den hvide smukke ulv ridsede bogstaver i jorden, som kom bogstaverne af sig selv. Med et venligt smil, læste Angelique i takt med, at den hvide ulv ridsede et nyt bogstav ned på den smattede jord. Ordene blev ridset, og et kort øjeblik have Angelique det som om, at ordene gentog sig i hovedet på hende. Som om en hviskede disse ord til hende, let og roligt. En puslen fra buskene hørtes, og de hvide ulv forsvandt derind.
Med et varmt smil nød hun den ekstra varme, som kom til hende. Hun nød det hele, nød Mocca! Han havde altid hjulpet hende igennem de værste kriser. Om det så havde været et brækket negl, eller da en af hendes tidligere forhold var gået i stykker, så havde han været der. Hun havde haft ham ved sin side lige så længe hun kunne huske. At miste ham, ville knække hende fuldstændig. Hendes kærlighed til ham var langt mere end blot ordene: Jeg elsker dig! Der lå langt mere i dette. Noget langt mere fantastisk og magisk.
Ordene kom som var de sendt fra himlen. Hviskende kom de, men de betød mere for hende end noget andet. Digtet og Mocca og hende selv. Aldrig havde hun elsket nogen højere end ham. Han var som hendes bror, men alligevel mere til. Han var mere end blot en almindelig kæreste. Han betød mere!

Et minde brød igennem det venlige, som var sat op ved Angelique. Hele venligheden var oprigtig, men mindet hjalp til. Det viste sig for øjnene af hende, som var det blot billeder, men de holdt hendes tanker rene, glade. Tanken holdt hende i gang, tanken om dengang hun mødte Mocca første gang. Allerede dengang var der noget imellem dem, noget som end ikke kunne forklares sådan lige. Der skulle mere til. Kemien imellem dem var fantastisk. - Det var en kemi, som man kunne lede længe efter mellem almindelige par, men aldrig finde det!
Mindet blev brudt, og tanker gik i opløsning, da hun mærkede den rare følelse af, at blive masseret. Et smil kunne atter anes over hendes læber. Kærligheden til ham lå dybt i hendes blik, som egentlig altid var der. Hun lod digtet give genlyd i hovedet. Deres digt
Øjnene fastgjorde sig lidt efter lidt på buskene, hvor en pige nu trådte frem. Håret hang perfekt den over hendes skuldre, mørk brunt og smukt, og gangen var yndefuld. Det lignede noget, som ikke kunne opnås, men Angelique var langt fremme også. Hun kunne mærke, at hende og denne pige nok skulle blive gode veninder – Så længe hendes fingre var for hende selv, når det kom til Mocca.
Ordene fra pigen kom let, så de næsten blev båret af vinden til Angelique. Let rankede hun sig en smule, og betragtede hende. Mon hun var fra et eksotisk land? Tankerne gik sin gang, fyldte hende med de normale spørgsmål, som vel egentlig bare kom automatisk. Angelique åbnede let munden, lod let og svagt ordene komme, men tydeligt blive bragt til pigen, som var der intet andet, der var mere normalt end det.
”Navnet er Angelique… Også mere eller mindre ny”. Som pil blev de skudt gennem luften, som velplaceret ramte det sted, de skulle hen – Til pigen.

Shaunee lagde vægten på højre ben og bukkede let i det venstre. Ryggen var rank og blikket fast. Mange som så hende stå på den måde undgik hende som regl, da de helst ikke ville krydse hendes vej. Først havde hun syntes det var en smule underligt, men en gammel veninde havde sagt at det var fordi hun så en smule bitchi ud. Det var ikke noget hun nægtede. hun kunne godt være en led bitch. det var en del af hendes personlighed. og hun kunne lide det. de gav en underlig form for magt. Magt ved at se folk bukke under når man langede nedladende ord ud mod dem. ord som fik hende selv til at være på en pedistal og offrende til at være små ... ja små ting som ikke var værdige. Det var nok lidt strengt, men så kunne de da bare lade være med at være så fattige og ikke har råd til rigtigt tøj. og det kunne også bare vælg deres venner ordenligt. Hun havde aldrig helt fattet dem som virkelig gad opgive sin magt. sit rambelys tilfordel for en lille fedtklump med bøjle og briller.

Spoiler:

Shaunee kørte en hånd gennem håret. Det var mere af vane end fordi det sad dårligt. Lige nu kunne det ikke sidde bedre, pga fugten i vejret. Hun udstrålede en rolighed som næsten var kold, men det høflig-venlige blik fortalte at det ikke var personligt, men bare sådan hun var, indtil folk lærte hende at kende.
"Jo jo, går da til angreb lige om lidt..." hun holdt en lille kunstpause inden hun fortsatte sin sætning
"... med mindre nogle rør mit hår, tøj eller negle" sagde hun og det lille smil som sad i den ene mundvige bredte sig en smule ned over hendes bløde læber. Godt nok var der noget joke i det hun sagde, men hvis nogle - uden at ha' fået lov- rørte nogle af de ting ville hun højst sandsynligt få et BF

Spoiler:

på ham eller hende.
Hun hørte pigens stemme. Hun drejede blikket og kiggede på hende mens hun lyttede til orderne.
"Angelique" gentog hun lavt, man kunne hører på hendes stemme at hun tænkte mens hun talte.
*Har jeg ikke hørt det navn før?* tænkte hun, men skød hurtigt tanken fra sig. det var vel ikke så sandsynligt i så stort et land som US. og især ikke nu når hun lige var ankommet fra Connecticut.
"Shaunee Erin Cole" Præsenterede hun sig selv.
Mens hun talte til Angelique bemærkede hun et særligt glemt i hendes øjne. Shaunee genkendte med det samme det glimt. hun havde set det så mange gange hos andre piger. det glimt sagde tydeligt at man ikke skulle prøve på noget som helst med hendes fyr, for hvis man gjorde ville man højst sandsynligt ende som hundemad.
Smilet fyldte nu hele hendes mund, men stadig var smilet høfligt. det grænsede næsten til at være koldt.
Hun turde ikke rigtig spørge dem om de også var ulve. det ville jo nok lyde en smule dumt. *heej er i to også folk som kan skifte til en forvokset hvalp?* ej den gik ikke helt, så hun skubbede tanken fra sig og undlod derfor at spørge om det. i stedet spurgte hun om noget andet;
"er i to herfra?" spurgte hun og kiggede skiftevist på Angelique og drengen.
hun tænkte en smule nærmere over pigens blik.
"nåå ja Angelique.." hun holdt en lille pause som for at være sikker på at hun havde pigens opmærksomhed.
".. du skal ikke være bange for jeg prøver noget med din fyr. He is sooo not my type" sagde hun og det kunne hørers at hun talte sandt, men at noget engangsflirt aldrig havde skadet.
Shaunee var mere til fyrer som så barske og krimminelle ud. Fyre som drengen, ja det var bare lidt for normale i det. og de var kedeligt i længden da de var over alt. nej så hellere en som vidste hvordan et fængsel så ud indefra. han skulle selvf være veltrænnet. Shaunee havde altid følt sig tiltrukket af den slags typer, og nu da hun var blevet ulv og stærkere havde det næsten forøget hendes smag for dem. for nu kunne hun jo slå fra sig hvis det var.
men i hvert fald var angelique sikker på at have sin fyr for sig selv - i hvert fald når det glat fra hendes side.

Mocca stod stadig lænet op af den fugtige stamme, alt omkring han signalerede at han hverken havde tralvt, eller skulle nå noget, men havde hele formiddagen foran sig, der var visse fordele ved at læse videre og ikke bare sidde på High School og føle at undervisningen var alt for kedeligt og højreoringeteret.
Hans hænden havde sluppet taget om Angel og stod nu afslappet nede i lommen, mens han betragtede hende, hendes balance var perfekt, hun ville havde egnet sig til så meget andet end ulv, han hadede dette verv, men kunne intet gøre, faktisk havde de alle været magtesløse, altså hvis man minussede Kate, men hun havde haft hendes grunde. Hvilket han idag forstod fuldt ud, hvis der skete Angel noget ville han gøre alt hvad der stod i hans magt for at beskytte hende, om så det betød at hans egen eksistens måtte stoppe.
En hvis vrede begyndte at grave i hans sind, en vrede til Sargas, en vrede på Hayley men mest af alt hadede han Shin, han havde gjort det mest utilgivelig, han var blevet bidt, kate havde kæmpet forgæves, han kunne ikke svare for hvad der ville ske når de mødte hianden i Forks, godt nok var hans tempramang yderst roligt og han blev ikke særlig let gal, men når han først var det, måtte man hellere komme af vejen.
Han havde aldrig været en man spøgte med, var han først blevet rasende, skulle der virkelig ske noget uvententet, hvis man så meget som håbede på en tilgivelse, eller bare at hans vrede ville fortage sig bare en smule.

Vinden fik hans åbne jakke til at danse let i vinden, mens hans blik ikke rokkede sig fra Angel og den anden pige shaunee, smilet som hele tiden havde sat på hans ansigt, blev ikke mindre i løbet af min. tøsen her virkede sød, hvis han ikke tog fejl ville hende og Angel passe perfekt sammen, deres modsætninger var som tog brikker at sætte sammen, det hele gik op i en højere endhed.
Moccas ansigt var som altid ugennemskueligt, alt var skjult undtagen hans bånd med Angel, men det var kun her i reservatet de vidste det åbenlyst, udenfor var de et team, ingen skulle finde nogle svage punkter på dem, livet uden for traktaten, kunne koste dem livet, hvis de så meget som trådte et skridt ved siden af, specielt nu var vampyrerne lod til at havde noget under opsejling, hvilket ikke faldt i go' jord ved ham ligenu.
Godt nok var han den bedste løber i Lá Push og hans snedighed eller skulle man sige klogskab forbløffede ofte mange, da han altid havde været den frække , skolen balade mager, men mange var stærkere end ham, og hvis han først var i deres arme var sprøgsmålet hvor længe han ville overleve.
Men dette var et overstået kapitel, psykologi var nu hans foretrækne fag, hvilket til tider kunne gøre ham så irreterende, da intet så ud til at slippe uden om ham.
Blikket dansede hen over den nye ulv Shaunee igen, hendes kommentar om at han ikke var noget for hende overraskede ham ikke, det havde været tydeligt fra hendes første træk, hvilket passede ham fint, så var der ikke et tabt venskab at miste der.
Han ventede på hendes præstation, en undrende rynke kom til syne, * Shaunee kendte han ikke det navn??, men hvor fra* hans tanker kresede et stykke tid omkring det, men intet svar vidste sig, han kunne havde mødt så mange gennem hans yngre år, han havde efterhånden været alt først med hans forældre, og bagefter med hans bedsteforældre, og til sidst alene, det næste blev vel med Angel.
Hans undrende ansigt lå igen i de vandte folder, da han hendvendte sig til ulven " Mocce Panettier " hans stemme rungede let og elegangt og efterlod en underlig tomhed som det altid gjorde når stilheden sank mellem mennesker.
Han flyttede på sine ben, og stod nu ved siden af Angel nu, så den lille gruppe dannede en trekant.

Angel nød den varme fra Mocca, som langsomt begyndte at forsvinde, da han stillede sig ved hendes side i stedet. Nu dannede de en slags trekant. Hun havde nydt det, og nu var det slut, indtil videre. Hun vidste de ville komme til at stå sådan igen, men ikke lige nu… Hun lukkede øjnene, lod tankerne falde på det, som hun frygtede allermest. Ikke fordi hun nød disse tanker – Nej, fordi de havde været der konstant siden hun var kommet her til Forks. Hendes vejrtrækninger var rolige, dybe. Hun ønskede allerede disse billeder væk... De mindede hende om alle de mareridts hun havde haft om dette, alle de dårlige billeder hun havde haft, som skræmte hende mere end noget andet - At miste Mocca!
Uroligheden holdt sig dybt inde i hende, gemt bag fæstningen, som hun selv kaldte for sin krop, som det egentlig var i det hele taget. Hun åbnede øjnene efter ganske kort tid, smilte skævt til Mocca, men udviste kun rolighed over for Shaunee. Let rankede Angelique sig en del. Hendes stolte og smukke holdning lagde sig om hende som et skjold, som enhver dreng ville falde for, men som ikke ville kunne gennembryde, ikke mere. Mocca var kommet helt igennem, hvilket blot nedsatte chancen for alle andre drenge. Nu bankede Angelique's hjerte kun for en - for Mocca.
Skyerne lagde sig i et tungere tæppe end før over himmelen. Solen, som før svagt havde set ned over La Push, forsvandt nu med et. Kulden tog en smule til, da solen ikke længere kunne nå blot en smule mod jorden omkring dem. Kulden så en åbning her, satte alt den kunne i gang, og dannede nu en frygteligt bidende kulde.
Et gys gik igennem Angelique, kun meget svagt mærkede hun kulden. Det var længe siden. Hun savnede denne følelse til tider. Savnede det, at være et rigtigt menneske. At være normal, og ikke en formskifter, en varulv. Savnet gnavede tit i hende, satte sine spor dybt i hende, kom ind fra, og ville ud til overfladen. Aldrig lod Angelique dette være tydeligt for andre end Mocca, som også var den eneste, som kendte Angelique ud og ind, og hun omvendt med ham. Øjnene holdt sig uden spor, lod blot roligheden og venligheden være det, som overskyggede alt andet. Stadig holdt hun den stolte og smukke holdning, som prægede hende på en god måde – Gjorde hende ekstra interessant af en varulv.

Angelique opfangede det hun ville med sine øjne. Hun og Shaunee mindede om hende så uhyggeligt meget, at Angelique mærkede det hele klinge som det skulle imellem dem. Det eneste var blot, at de skulle lære hinanden at kende nu. Om det ville gå hurtigt eller langsomt, vidste Angelique ikke, men kun tiden kunne afsløre dette. Tiden gemte på så meget, og uden at afsløre noget, medførte den altid overraskelser og smerter, som satte sig dybt, nagede hårdt ned… Indtil svækkelsen ville sætte spor dybt. Angelique havde oplevet dette mange gange, hvilket hun ikke ønskede længere. Det hele blev så hurtigt for meget, smerten satte sig, og hvad var der så at gøre?
Hun hørte nu spørgsmålet, lod det give genlyd i hovedet, inden hun overvejede sit svar, grundigt! Ikke alt ville Angelique kunne svare på dette. Hun ville overveje det først, tænke det hele igennem, var det egentlig også passende?
”Rart at høre… Lad mig gætte, ’macho’ fyre er mere dig, eller hvad?” Ordene kom som et spørgsmål til Shaunee. Let og roligt kom de, som var de det mest almindelige i denne vide og store verden. Var det egentlig ikke også det? Let strakte Angelique sig, mens hendes blik flakkede mellem Mocca og Shaunee.