Alene og ensom..

Årstid: Vinter
Vejr: Sne og kulde..
Sted: I min mave o.o' - i skoven.
Omgivelser: Træer, og alt det der er i en skov o,o'.
Tid: 18.29

Amanda gik roligt gennem den store skov, der løb igennem Forks. Hun savnede særiøst selvskab, det var lige meget om det var en vampyr eller en varulv. Bare at høre et levende væsens stemme, ville være dejligt.
At se et menneske ville være farligt, hun var sulten. Men hun var sikker på at hun kunne modstå et sølle menneske, de var nemme at modstå, når man ikke var sulten. Men når man var, så var de ikke lige det næmmeste at modstå. Bare lugten af et kunne få hende til at gå amok. Dog ikke mennesker der havde snakket med varulve. De lugtede forfærdeligt. Hun sukkede kort og gik videre, med hænderne i lommen. Sneen dalede forsigtigt og fint ned i hendes hår. Men hun frøs ikke på nogen måde, derfor smeltede de små snefnug heller ikke. De blev bare liggende.

Amira gik langsomt, med tunge skridt. Snefnuggende smeltede omkring hende på grund af hendes varme kropstemperatur.
Hun håbede på at der ikke ville være nogen heromkring, for hun græd. Og det var der ingen andre der måtte se.
Shin havde netop lige fortalt hende at hendes bedste veninde, Kate var død. Hun kunne ikke overskue det. Det væld af føleser der strømmede rundt inden i hende. Hun stoppede op med det samme da hun lugtede en vampyr. Hun knurrede dæmpet men blev ved med at gå. Undgik hun morderen, undgik hun den, men ellers.. så var det vel bare som det var.

Amanda der stadig gik rundt i skoven, uden rigtig at lave noget, lugtede hurtigt den ny ankomne varulv. På en måde blev hun glad, for nu var der en at snakke med, og alligevel blev hun irreteret for en varulv var ikke det bedste at tale med, efter det med Mizzar og Claire. Hun var dog en af de mennesker, Amanda, der kunne styre sig. Hun havde ikke brug for at tirre varulve. Hun var ikke på nogens side, kun sin egen, og den retfærdige. Var en vampyr uretfærdig, så var hun på den anden side. Sådan var det. Men hun var ikke vil med at dræbe andre vampyrer, derfor prøvede hun altid at finde udveje, som hun havde gjort med Claire. Hun strøg noget hår væk, og fik pludselig øje på varulven, der græd. Det savnede hun at kunne gøre. At være bare en lille smugle menneskelig. "Græder du?" spurgte hun forsigtigt og toneløst varulven.

Amira tørrede langsomt tårene væk. Hun var lidt ligeglad med om vampyren så hende græde.
"Ja." svarede hun kort og så på vampyren. Det var Amanda, "Hej." sagde hun så, en smule mere høfligt. Hun havde mere respekt for dem end de andre, koldblodede mordere.
Hun var ikke i humør til at slås lige nu, hun havde både været oppe og slås med Dominic og Claire, og det var hun ved at være træt af. Hun sendte Amanda et svagt smil.

Amanda så på hende og kunne ikke lade vær med at smile sit rolige og behagelige smil. "Bare så du ved det, har jeg ikke tænkt mig at angribe. Det lægger ikke til mig," informerede hun roligt Amira om. "Hvorfor græder du, hvis jeg må spørge?" spurgte hun igen forsigtigt og lagde hovedet på skrå, imens hun stille og roligt stod og betragtede den kønne varulv foran sig. Hun sank kort en klump og så på hende. Hun mindede lidt om hende selv, og alligevel så anderledes. "Du har mistet en, har du ikke?" spurgte hun.

Amira smilede taknemmeligt. Hun var glad for at de kunne føre en nogenlunde normal samtale. Så trillede endnu en tåre ned over hendes kind "Jo.. min bedste veninde er lige.." hun fik ikke sagt det sidste men det endte i et hult hulk.
Minderne hun havde fra sin tid med Kate vældede ind over hende, men hun ville ikke belaste Amanda med en masse gråd.
Det ville simpelthen være for mærkeligt.

Amanda så på hende og nikkede. "Jeg forstår, alt for godt." mumlede hun og så på hende. "Jeg har selv prøvet det, min kæreste, forlovede, mit alting forsvandt uden besked for nogle måneder siden." Hun sank en klump ved tanken. Hun håbede dog lidt hun ikke ville græde så meget, for det ville virke lidt akavet hvis en vampyr skulle trøste en varulv. Hun strøg noget hår væk fra sine øjne og bed sig i læben, imens hun så på Amira med et skævt og dejligt smil. (:

Amira smilede kort "Det er virkelig noget lort, så mange der dør på de her kanter.. Efter at der er kommet så mange vampyrer og varulve til byen.." hun sukkede og smilet var straks væk "Vi burde næsten respektere vores omgivelser noget mere..." hun vendte sit blik imod Amanda. Det var jo næsten rart at snakke med hende, noget som Amira absolut ikke kunne vende sig til.
Hun kunne godt ignorere stanken når der var en flink vampyr til stede, selvom at det var meget kvalmende.

Amanda smilte skævt og nikkede. "Tro mig når jeg siger at jeg ikke er stolt over hvad Claire gjorde, traktaten har reddet hende mange gange. Men jeg må indrømme og sige at denne gang redder hverken jeg eller traktaten hende." Hun så kort mod Amira. "Jeg kan godt forstå i er sure, det var endnu mere forkert af Mizzar at dræbe en varulv." Hun strøg noget hår væk fra øjnene og nikkede. "Tja. Vi kan ikke ændre det der er sket." sukkede hun.
Det var hyggeligt at snakke med Amira, selvom hun var varulv. Det føltes lidt mærkeligt..

Amira kneb øjnene lidt sammen da Claires navn blev nævnt. Det var ikke længe siden at hun ved et tilfælde havde fundet Claire og var kommet op og slås med hende.
"Traktaten er indviklet.." mumlede hun "men hvis i ikke overholder den, så for vi jo også svært ved at overholde den.. Jeg har endda mistanke om at nogle af vampyrene bider mennesker ude i skovene inden for grænserne" Hun rynkede brynene "Det ville gøre det nemmere for os andre hvis du bad dem om at stramme lidt op, for vi ønsker jo ikke et blodbad" Hun så ned i jorden "Jeg synes at vi har mistet rigeligt" hviskede hun så og sank en klump.

Amanda så på hende og nikkede. Hun forstod Amira alt for godt, sådan var det med hende. Hun var kun på den retfærdige side. "Jeg skal nok tale med dem alle." sagde hun og nikkede kort. Hun bed sig smilende i læben, men blev så alvorlig igen. "Det har i også, mister i flere, skal jeg nok gøre noget ved dem. Også selvom jeg ikke vil." sagde hun og mente det.

Amira smilede skævt, men det var et trist smil "Er det svært at være overhovedet? Jeg mener, der er jo ret mange du skal holde styr på og så´n.. Det må da være lidt belastende noglegange?" hun løftede hovedet og betragtede indgående Amanda.