I need to quit!

Han trak på skuldrene og kiggede ned i jorden, "Derfor..", han kiggede op på hende.

"hmm det må du selv om"sagde hun
en smule fjernt og kiggede stadig ind
i skoven

Han kiggede op på hende,l "Hvad er der?", han filgte hendes blik ud mod skoven.

"Jeg syntes bare at jeg så en vampyr! men
dem er der jo mange af! de jagter i skovene
omkring forks"sagde hun imens hendes blik identficerede
alt der var mellem træerne

Han kiggede studerende over imod skoven *Hvordan i helvede kan hun overhovedet se noget der? Jeg ser nada..*

Hun kunne ikke få øje på nogen og
tænkte at de nok var løbet væk igen.
Hun sukkede lydløst og gik over mod huset
igen

"Arya.. Er der noget galt?", han kiggede indforstået på hende.

Det var ikke helt rigtigt det med at hun syntes at
hun havde set en vampyr! hun havde en aftale med
en varulv senere, og havde kigget efter denne person.
Men det kunne hun jo ikke fortælle ham."Nej"sagde hun
kort for hovedet og blev ved med at skæve ind mod skoven,
i håb om at få øje på det som hun søgte

//Shit jeg blev forskrækket da dte ikke var Ay der svarede.. da det var en fremmed jeg ikke kendte.//

Han sukkede, "Okay?"

Hun kiggede på ham. Hun blev nødttil at fortælle
at hun forlod Forks, og ville på ingen måde kunne
komme tilbage igen. Hun kunne ikke få sig selv til
at fortælle ham at hun snart skulle dø, så derfor havde
hun mikset en historie sammen om at hun tog tilbage til
italien og videre derfra. Hvor hen vidste hun ikke. Hun
bed sig let i læben. Hun havde allerede sendt sin søster tilbage
til Australien, hun var dog velvidende om hvad der skulle ske med
hende, og havde accepteret det hele."Theo.."Hun bed sig let i læben
men stoppede så da hun kom i tanke om hvad hun gjorde."Jeg skal
rejse...snart, og jeg kommer ikke tilbage"Sagde hun let og neutralt
hun kiggede på ham uden smerte eller noget, bare med et neutralt blik,
som var det en konstatering hun lige havde sagt, som havde hun sagt at
det var godt vejr i dag.
Selvfølgelig var det skuespil. Men hun var jo også den bedste skuespiller
der fandtes! hele hendes vampyr liv havde jo været baseret på en løgn, så
denne løgn var den nemmeste hun nogensinde havde fortalt

//omg hvad sker der lige for et indlæg? oO//

Han kiggede forfærdet på hende, og kunne ikke fatte hvad hun lige havde sagt, "Hv..hv-hva-HVAD?!", hans øjne kiggede febrilsk rundt og så op på hende, "Hvad fanden snakker du om?", han var helt oppe og køre *Hvad mener hun med det? At hun bare sådan udenvidere rejser..tsk.. Hvorfor skulle jeg så til at det besvær med at for en ven, nu når hun alligevel bare skrider?!* Han var sur, men det var for at skule hans sårbarhed. Han var såret.

//I have no idea.. DU ER IKKE VARULV LÆNGERE xD ! - rejser du så stadig?
- btw.. tilgivet..//

"det bliver kun en kortere periode! jeg bliver nødttil
at samle op på mig! og der er kun et sted jeg kan
gøre det. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg vil være væk
i, men jeg kommer nok tilbage"Mumlede hun. Hun var
ikke personen der hold de lange afskeder. Hun var faktisk
mere personen der smuttede og efterlod et brev. Så ville
hun nemlig blive fri for at høre på folks klager og sorger.
Men hun kom jo tilbage, gjorde hun ikke? hun var ikke selv
helt sikker på det. Hun blev nødttil at lære at blive mere hård
som vampyr., hvilket der kun var en familie hun betroede den
opgave til.Volturri.
Hun kiggede på ham"Er du nu vred på mig?"spurgte hun og smilede
for sig selv. Ingen hvalp skulle have lov til at gøre det af med hende.
Det var en hurtig beslutning der lige var løbet igennem hendes hoved,
og hun vidste at hun snart ikke længere var den gamle, rolige, følsomme
Arya. Men en helt anden der var mere beslutsom, hård og kold. Hun ville
kun vælge det som var til gavn for hende selv, selvom hendes venner betød
alt for hende. De var og ville altid blive hendes svage side. Men også den eneste.

//WIII *mig bigger hugger dig!* nej jeg ku ikke gøre det jeg fik det virkelig dårligt^^
Hun rejser til volterre for at blive mere hård! ikke mange vil kunne genkende hende når
hun kommer hjem (;//

Han kiggede surt på hende, "Jeg fatter ikke hvordan du kan være det bekendt.. Du har ladet som ingenting hele dagen, og lige pludselig - BAM - så skal du rejse.. Tsk, ja, jeg er vred på dig!", sagde han i en hård tone, og gik ind mod hendes dør.

hun kigged surt efter ham og kylede en havebænk
ind mod et træ hvor den splintrede i mikro stykker
og træet fik et hak ind. Men hun mente ikke at det var
nok skade træet havde fået så et øjeblik efter hørtes der
en høj knagen og træet lå væltet med ay bukkende over det.
Hun sparkede hårdt den nærmeste gren af og satte sig elegant
men vredt på stammen. Hendes blik var formørket og man skulle
ikke nærme sig hende nu. Hun kiggede vredt ind i skoven og havde mest
lyst til at løbe til seattle og tage det første fly til Italien. Hun sukkede irriteret
og endnu et knæk lød og hun sad med en meget tyk gren i hænderne. Hun kiggede
foragtende på det og kylede det ind i et andet træs gren som fløj af træet med et
ordenligt knæk

Han vendte sig om, da han kunne høre larmen. Han kiggede forfærdet på hende, men det gik over til et vredt blik, "Er det en inddirekte måde at true mig på, eller sådan noget?!", råbte han - da de var langt fra hinanden. Han tog et par slatne skridt hen imod hende - selvom han stadig var mere en 100 meter fra hende.

hun ignorerede ham. Og rejste sig op
hurtigere end lynet. Hun satte af fra stammen
og sprang op i et 4-5 meter højt grantræ. Hun nåede
toppen og satte sig til at kigge udover skoven. Hvis
en vampyr kunne græde ville hun have hulket nu pga.
hendes fortivlelse. I stedet rystede hun og udstødte små
hulkelyde. Men ingen tårer gled ned af hendes kinder. Solens
stråler legede farligt me hendes hud, og hun lignede en diamant
nede fra jorden. hun sukkede stille og lukkede øjne, og lod hovedet
dumpe blidt mod stammen på træet.*gad vide hvad der ville ske
hvis jeg nu bare lod mig falde*hun var ikke så bange for at prøve
men mere hvilket chok theo ville få og hvad nu hvis han fik traumer
eller noget. Nej hun ventede til at han gik, så ville hun prøve det.

Han var rasende, irriteret, frustreret, sur, vred, ked af det, såret etc. Han synes lige nu at hun var ekstrem tarvelig, og havde lyst til at skride, men alligevel var det som om hun havde et eller andet i tankerne.. Et eller andet dprligt, så han satte sig på kantstenen foran døren.

hun sukkede og kravlede lidt ned af så han ikke
hun se hende for nålene. Der lod hun sig falde
bagover. hun fløj mod jorden med hovedet først
og lignede en kat der sprang ned en reol eller noget.
Hun ramte jorden med et tordende brag, og stod så lidt stille
i et øjeblik før hun fløj ind i huset hurtigere end noget menneske
øje kunne se. Det eneste der kunne afsløre hende var en lille knirke
lyd fra døren, han ville ikke engang kunne se at døren var blevet åbnet
og lukket. Hun sad inde på sin søsters værelse, bag døren med en af Vickis
bamser. Dette havde kun været noget hun havde gjort da hun var lille. Men hun
var bange! hun vidste ikke hvad der gik af hende, og var derfor bange. Den eneste
trøst hun kunne finde var den bamse for Rauw var her ikke, og theo var vred på hende.
hun gemte stille hovedet i den enorme creme farvede bamse.

Han hørte braget og derefter en underlig knirkelyd ved døren. Han kunne ikke se Ay længere, og rejste sig op, og kiggede derfor undersøgende efter hende, "Ay?", råbte han bekymret, og kiggede efter hende. Han kom til at tænke, *Hvad nu hvis hun bare er rejst?* Han gispede, *Eller hvad nu hvis hun er blevet angrebet?!* han kiggede panisk omkring, "AAAAYYYYYY!", råbte han, så højt hans lunger kunne klare.

Hun fløj over til vinduet stadig med bamsen i armene,
men hun så ikke nogen udover Theo. hun sukkede
ned i bamsen og følte sig som et stort barn, men
det kunne virkelig gøre en tryg mente hun. Hun lukkede
øjnene og vendte ryggen til vinduet og lod sig glide ned på
gulvet. Hun lænede sig op af væggen og vindueskarmen.
hun ville ønske hun kunne lukke ørene, hvorfor vidste hun
ikke!*hvorfor er jeg så skide kold?*tænkte hun ulykkeligt.
Men rejste sig ike op for at sige hvor hun var. Hun blev bare siddende.
Hun havde en lille stemme i hovedet som sagde at det var godt for ham,
imens en anden sagde at det var syndt for ham. Hun kunne bedst lide den
sidste, men det var som om den "onde" stemme holdt hende fanget, og forhindrede
hende i at gå derfra eller sige noget.*gid jeg var død i 1850*

Han kiggede panisk rundt, og løb hen til træet hvor hun sidst sad i, "AAAAAYYY?!", råbte han igen. Han tog sig til hovedet med den ene hånd, og kiggede op i træet, han kunne kun se nogle grene, og troede at hun gemte sig bag dem, så begyndte at klatre op - hvilket var farligt, da han intet sikkerhedsudstyr havde på, og at det var meget højt. *Og hvis nu hun ikke er deroppe kan jeg jo altid kigge ud over efter hende..*, tænkte han og kravlede panisk op i træet.

Arya kunne ikke lade vær med at kigge
ud af vinduet for at se hvad han lavede.
Hun kunne høre en skratten og så at han
var igang med at klatre op i træet"HVAD
FANDEN LAVER DU?"udbrød hun skrækslagen
og slog en hånd op for munden. Det var den
"onde" stemme dert havde fået hende til at holde
sig selv for munden imens den "gode" stemme havde
fået hende til at råbe. Hun fløj ud af vinduet som en kat og
landede på jorden med endnu et ordentligt brag. Men hun sad allerede
foran ham i træet, inden bragets ekko havde lagt sig"Kan du da forhelved
ikke komme ned inden du slår dig selv halv fordærvet"sagde hun vredt

//omg jeg ved ikke hvad der går af mig i dag xD//

"AY!", udbrød han overrasket, glad og forvirret, "Hvor i helvede har du været?", spurgte han, "Jeg kunne ikke finde dig, så derfor ville jeg kravler herop, fordi du sidst sad heroppe..", han tog en dyb indånding fordi han havde snakket hurtigt, "Jeg troede du var blevet ædt?!"

//I have no idea xD//

Hun kunne ikke lade være med at grine
"Du troede at jeg var blevet ædt!! hvem
ville dog æde et levende lig?"spurgte hun
stadig leende. Hun tog lagde en arm om ham
og hoppede ned fra træet og landede på benene.
"det er farligt at klatre i de høje træer her! du kunne
blive dræbt! Og jeg har altså ikke brug for at miste flere
venner.."sagde hun og lukkede munden"Jeg var bare inde
på min søsters værelse og rase ud! kunne du slet ikke høre
braget da jeg hoppede ned fra træet?"spurgte hun. Hendes onde
stemme var forsvundet indtil videre, og hun var nogenlunde sig
selv igen

"Jeg kunne godt høre det, det var jo derfor jeg løb herhen...", han rynkede panden, "Og jeg mente ikke nødvendigvis ædt.. men angrebet", han smilte svagt.

"nååh, tja hvis man angriber mig, er man rimlig
dum! stærk eller ej! Jeg er ikke en man skal tirre"
Sagde hun med et smil"Desuden hvis jeg var blevet
angrebet ville du nok se en anden flyve gennem luften,
flyve ind i et træ og få træet i hovedet fordi at det knækker
af det hårde slag."sagde hun og håbede lidt at der snart ville
komme en kamp hvor hun bare kunne smadre nogen ned i jorden
og få afløb for alle sine fustrationer, og gøre den lille onde stemme
tilfreds.

Han kiggede på hende med store øjne. I modsætning til mange andre drenge, så havde han aldrig rigtig været så vild med alt det der fight-pis. Han nikkede bare svagt, og kiggede underligt på hende.

Hun kiggede på ham"Hvad?"spurgte hun
"hov undskyld! du er nok ikke vant til at
høre en vampyrs kampteknikker, selvom
de her ikke var særlig slemme!"sagde hun
det sidste til sig selv, for hendes teknikker,
var onde, feje og grufulde, ikke noget et
menneske skulle høre, for så ville de bare
få marridt resten af deres liv

"Aha..", sagde han og nikkede stadig svagt, men smilte alligevel, "Du er skør, det ved du godt ikk?", han smilte.

"Tja skør er jeg ikke! men vanvittig!! hvilket jeg ikke
kan gøre for! men der sker så mange dystre ting her,
at det forvirrer min person og trækker mig med! Jeg har
altid været et let offer for den slags, derfor har jeg altid holdt
mig væk. Men det kan jeg ikke denne gang! for mange venner
er indblandet!"hun sagde mere dette til sig selv end til Theo. Hun
kiggede tomt ind i husmuren somom hun var gået i koma eller noget
lign.

Han veg hovedet lidt tilbage, "Altså.. det var slet ikke sådan jeg mente..", sagde han forvirret, "Jeg mente det for sjov?"

"Men jeg er vanvittig!!"sagde hun og kiggede
stadig hypnotiseret ind i husmuren, indtil hun
blinkede og kom til sig selv igen. Hun smilede
til ham"Lyt ikke til det jeg sagde før, muren havde
mig i sin magt"Sagde hun med et smil og blinkede til ham
før hun bevægede sig hen mod huset igen

Han lo, "Ja, det er du i hvert fald."
Han vidste ikke rigtig hvad der var med hende. Hun var så sød for et par timer siden, men det var som om hun var blevet besat eller sådan noget... Han kiggede undrende på hende, *Hvad er der med dig?!*

Hun gik langsomt ind i huset. Hendes fly ville flyve om 13 timer
og hun havde tænkt sig at få gjort parat til at skulle sælge huset.
Hun havde fundet et nyt, et der lå inde i byen, hun syntes selv at
det var hyggeligt. Hendes lillesøster var alligevel taget tilbage til Australien
hun brød sig vidste ikke om at leve som et civiliseret menneske. Hun havde
allerede solgt huset og en flyttevogn ville komme kl. 16 samme dag og flytte
hendes ting over i det nye hus. Hun vidste ikke helt om hun skulle fortælle Theo
om det nye hus før hun kom tilbage

Han kiggede spørgende på hende, og begyndte prøvende at følge efter..
Han gik flere meter bag hende, og kløede sig i nakken, *Hvad skal hun nu?!* Han var meget fortvivlet.

Hun begyndte at pakke den ene kuffert efter den anden
i vampyr tempo. Det eneste han nok ville kunne se at
rækken med kufferter hele tiden blev længere, ovre ved
hoveddøren. Hun sukkede stille og begyndte nu at pakke sin
seng sammen og putte den ned i kasse, imens hun nynnede
en lidt creepy Italiensk vuggevise fra hendes egen tid

Han sukkede og betragtede de mange kufferter for en tid, "Hvad har du gang i?", spurgte han og vidste udemærket godt at hun var der.

Hun blev ved med at evæge sig og snakked hver gang hun kom forbi ham
det ville nok lyde som om at hun snakkede normalt ved siden af ham, men
han ville ikke kunne se hende." jeg har købt et nyt hus inde i byens centrum.
En flytte vogn kommer og henter mine ting i dag! huset her har allerede fået nye ejere
som flytter ind efter jul! og jeg rejser i aften"sagde hun imens hun fløj rundt. Hun ville
ikke sige hvor hun skulle hen da det kun var meget få der skulle vide det

Han kiggede der hvor lyden kom fra, men kunne intet se. Han kiggede forvirret rundt og prøvede at opfange den mindste lyd eller bevægelse, men prøvede forgæves, "Hvorhen?", spurgte han i et neutralt toneleje.

"Væk"Svarede hun lige idet hun fløj forbi
ham. Hun nynnede stille videre og vuggevisen
blev mere og mere uhyggelig. hun ville ikke
fortælle ham hvorhen for man vidste aldrig hvor
man havde de mennesker helt præcist!

Han sukkede og rynkede panden, "Helt ærligt Arya.. Hvis du ikke gider at være venner, så er det fint, men er du i det mindste ikke sød at sige det? og forklare hvorfor? Istedet for at finde på alt muligt", han kiggede ned i jorden frem for sig.

Hun sukkede og stod pludselig bag ham"Jeg vil gerne
være venner med dig! men som tingene har forandret
sig bliver jeg nødttil at tage væk i en kortere periode"Sagde hun
pludselig kom den "onde" stemme tilbage til hende"men jeg kan
godt smutte i et par hundrede år hvis det skulle være, så slipper
du i det mindste for mig!"hun fortrød det øjeblikkeligt og ville
ønske at hun kunne hive ordene tilbage"undskyld" mumlede
hun bare og fløj igen rundt i huset for at pakke.

Han sukkede, "100 år? Fint", det kunne godt være at hun havde fortrudt hvad hun havde sagt, men alligevel.
Han trak på skuldrene, "jeg håber du får det godt Ay.. det var hyggeligt at kende dig", han vadede slaskende ud, og lukkede døren efter sig.

"Tja jeg tror faktisk bare at jeg bliver hos
dem indtil dommedag! de skal nok få dig og
alle de latterlige mennesker her i lorte Forks
ud af mit hoved!"sagde hun vredt for sig selv
og låste døren efter ham. hun var vred på sig
selv over hendes humørsvingninger, og at det
skulle gå ud over uskyldige personer. hun var
blevet så sulten efter al den humør svingeri og
sprang ud af et vindue på 1. sal og gik med vrede skridt
over mod skovbrynet i mens hun bandede for sig selv

Han kunne høre hende råbe, men lukkede det bevidst ude, da han vidste det var noget slemt. Han hørte klikket som signalerede at døren blev låst, og kastede et enkelt blik over mod døren, men vendte sig så langsomt fremad. Han sukkede og traskede hjælpeløst videre.

Hun løb hurtigt ind i skovbrynet. Der var
helt stille, hvorefter man så kunne høre et
dyr skrige sit dødsskrig, også var der helt stille
igen. Fugle flygtede væk fra området nær skovbrynet
ved hendes hus. Hun havde ikke blod nogen steder.
Nu vidste hun en ting. Hun ville ikke tage til Italien som
planlagt. Hun ville tage til Seattle også bare forsvinde fra
det hele. Vende denne verden ryggen. Og aldrig se nogen fra
forks igen. Hun gik langsomt hen mod huset igen, imens hun
tænkte over hvordan hun skulle gøre dette. De ville nok prøve
at opspore hende, christabel og Mizzar. Hun blev nødttil at være
hurtig og effektiv til at fjerne alle spor!. Hun nærmede sig hurtigt
skovbrynet.

Han hørte en masse fugle flyve væk, længere inde i skoven og så op. Han kiggede bagud igen, og var nu nået så langt at hvis han tog to skridt mere, ville huset være væk fra hans åge-syn. Han smilte trist, proppede hænderne i lommen og traskede videre.

//Out.//

Arya kiggede på huset bag et træ. Hun sukkede
og vendte sig om imens hun løb. Hun havde retning
mod Seattle. Hun skulle væk fra et hele NU! Hun ville
ikke mere. Byen havde ødelagt hende. Hun kunne ikke
klare det mere.

//out//