Helvedes sulten...

Bill sank, og lukkede kort øjnene i, da hun lagde en hånd på hans marmorskulder.
”Mmmm..” Mumlede han. Han havde tænderne bidt hårdt sammen, så hans kæbemuskel stod tydeligt under hans hvide hud.

Hun trak nervøst sin hånd til sig igen "Jeg kan godt gå, hvis du har brug for at være lidt alene" næsten stammede hun og bakkede et skridt tilbage. Helt ærligt skræmte han hende faktisk ret meget.

Bill's hånd fløj ud, og greb hende om håndleddet, alt for hårdt. Derfor gav han hurtigt slip igen. Han havde lavet et rødt mærke på hendes håndled, selvom han kun havde holdt fast i få sekunder.
"Nej! Det er okay! Du skal ikke gå!" Han så på hende, direkte ind i hendes øjne. Hans øjne var en anelse vilde, nærmest desperate!

"AV FOR HELVEDE!" gispedehun og tog sig til håndleddet. Det sved en smule og hun bed tænderne hårdt sammen.
"Jamen så bliver jeg da bare her" sagde hun med et anstrengt smil "Undskyld, jeg har en rimlig unormal smertegrænse, der skal ingenting til, før at det gør ondt"

"Så siger jeg mange gange undskyld," sagde Bill stille. "Jeg er... temmelig stærk, så jeg beklager meget at jeg tog så hårdt fat. Det var ikke meningen."
Bill gik helt hen til hende, så han næsten kunne høre blodet dunke i hendes årer, og han kunne tydeligt høre hendes hjerte slå. Han strøj en kold fingerspids ned langs hendes kindben, og deres ansigt var få cm. fra hinanden.

Hvis hendes hjerte ikke bankede hurtigt i forvejen, gjorde det ihvertfald nu.
"Alt forladt" hviskede hun, uden at tage blikket fra ham. Han var så gudesmuk. Hun mærkede kinderne blive helt varme da hun rødmede.

"Kunne du tænke dig, at jeg gjorde noget fantastisk imod dig.? Gav dig en gave, kan man kalde det."
Bill holdt vejret, mens han trak vejret langsomt ind, og indåndede nydende hendes duft. Mmmm, han havde sådan lyst. Men ikke endnu. Han måtte vente lidt endnu!

Hun vidste ikke hvad hun skulle svare. "Hvad mener du?" hviskede hun og trak vejret dybt ind. Ville han kysse hende? Når hun lige tænkte over det, havde hun faktisk meget lyst til det.. Hun skyndte sig at feje tanken væk, selvfølgelig ville en smuk dreng som ham aldrig tænke på at kysse en almindelig pige som hende.. Men hun havde vel lov til at drømme ikke?

"En gave.." Hviskede han stille til hende, og så undersøgende på hende.
"Vil du have den?" Han åndede stille mod hendes hals. "Jeg kan ikke beskrive det nærmere.."

Hun nikkede langsomt. Hun stolede på ham "Ja" hviskede hun og fik kuldegydninger da han åndede på hendes hals. Hans ånde var så kold!

Bill drejede hovedet en lille smule, og trykkede blidt hans læber mod hendes hals, 2 cm. under hendes venstre øre.
"Er du sikker?" Hviskede han, og lagde blidt en hånd bag hendes nakke. Han trykkede atter sine læber mod hendes hals, fuldkommen roligt.

Hendes vejrtrækning stoppede. Hun var ikke i stand til at svare. Hendes hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere og hendes hænder skælvede let.

"Undskyld Mary." Sagde han stille, og kyssede hende atter på halsen, inden han åbnede munden, og satte tænderne i, præcis samme sted hvor han havde kysset hende. Han bed til, og sugede hurtigt hendes blod i sig, mens han stadig støttede hendes nakke med den ene hånd.

Hun spærrede øjnene op og skreg højt. Et øresønderrivende skrig og smertens tåre løb ned over hendes kinder.
Hendes ben rystede og hun var ikke i stand til at stå selv mere. Hun faldt om.

Bill gav slip, og knælede forsigtigt ved siden af hende. Hans gift var nu inde i hendes årer, og forvandlingen ville snart begynde.
"Bare slap af Mary." Sagde han stille.

Smerten der skød igennem hendes krop som ild var ved at æde hende op indefra.
Hun skreg højt og vred sig i et forsøg på at få smerten til at gå væk. Ligemeget hjalp det. Tårer gled ned over hendes kinder, men hun lå endelig stille. Hun havde knapt plads i sit hovede til at tænke på grund af smerten der fyldte over det hele.
Det eneste hun kunne tænke var *hvad sker der med mig? Hvad har han gjort ved mig?!* Hele hendes krop rystede og hun skreg til hun ikke havde mere lyd tilbage. Hun var blevet helt hæs. Nu græd hun bare over smerten der ingen ende ville tage.

Med en kold finger tørrede han tavst hendes tårer væk. Det var nok nogle af de sidste tårer, hun ville græde. Vampyrer kunne nemlig ikke græde. Og det var hvad hun snart ville være. Han kyssede hende blidt på panden.
"Det skal nok gå over." Hviskede han til hende, og lagde en hånd på hendes kind.

Marys hånd fløj op hvor han havde lagt sin på hendes kind, og hun tog fat om den og borede sine fingrenegle dybt ind i huden på ham, både for at få afløb for den smerte der nedbrød hende fuldstændig, men også for at på bedste vis at kunne straffe ham for hvad end det var han havde gjort ved hende. Hun hulkede svagt og skreg så igen, imens hun kneb øjnene hårdt sammen, der var ikke plads til andet end smerten i hendes krop. Hun kunne ikke koncentrere sig om andet.

Han kunne overhoved ikke mærke hendes negle, da han forsøgte at påføre ham smerte. Det føltes blot som en fjer der strøg hen over marmor huden på ham.
"Jeg har selv været igennem det Mary, og det går over til sidst. Og når du får dit nye liv, vil smerten blive svag i dine minder. Det er ingenting i forhold til hvor fantastisk dit nye liv vil blive. Som vampyr."

*Vampyr?!* tænkte Mary febrilsk og stønnede da endnu en brændende ild skød igennem hende. *Hvad fanden er jeg havnet midt i?!* Brænden var især stærkest i hendes hals, og hun trak rallende vejret ind, bare for at mærke brænden endnu stærkere. Billeder af hendes familie, gled forbi hendes nethinde, især et foto næsten identisk med hende selv, nemlig hendes tvillingesøster. Selvom hun ikke vidste hvad der skete med hende, var hun sikker på at det hele ville blive anderledes nu.

"Du vil komme til at nyde det, det lover jeg dig." Bill kunne faktisk ikke love at hun ville elske det, der var mange der hadede det, men det kunne hun jo ikke vide endnu. Han forsøgte at trøste hende. Selvom han ikke fortrød at han havde bidt hende, håbede han alligevel at hun ville blive glad for sit nye liv. Hun virkede som en sød pige, så det håbede han .

Mary kneb mundeb sammen og krøb sammen ind imod ham. Og der blev hun liggende helt stille, undtagen når hun skælvede få gange.

Han strøg hende mekanisk over håret, og ventede tålmodigt til hendes smerter forsvandt.

Hun lå der længe, men hun anede ikke selv hvor længe. I hendes hovede kunne der ha gået år, måneder, dage eller timer.
Men den stikkende, brændende smerte aftog pludselig, fjernede sig fra hendes krop og til sidst var der kun en brændende tørhed i hendes hals. Hun slog øjnene op med et vildt blik "Jeg må ha' vand!" gispede hun "Jeg er så tørstig!" Hun tiede igen, og lagde så mærke til, hvor meget omkring hende der pludselig var forandret. Hun hørte lyde langt borte, hun så Bill meget skarpere end før. Ja alting kunne hun se meget tydligere, hver en lille sten i jorden kunne hun på kilometers afstand uden besvær skelne fra andre. Hun satte sig op med et ryk, meget hurtigere end hun vidste at hun var i stand til.
"Hvad faanden er der sket?!" gispede hun så, og forventede at mærke sit hjerte hamre skrækslagent. Men der var intet. Ingen dunken i brystet, ingen vred varme der steg til kinderne. Hvad var der sket?!

"Tro mig Mary, det er ikke vand du tørster efter!" Svarede Bill tørt.
Han så på hende, betragtede hendes ansigt, mens hun lagde mærke til alle forandringerne. Hun var blevet meget smukkere end hun havde været før. Han smilede.
"Du er blevet vampyr Mary. Den brændende fornemmelse i din hals, er efter blod. Menneskeblod." Han så roligt på hende.

Mary stirrede lidt på ham. Så kneb hun øjnene sammen og rystede på hovedet. "Nej, det kan ikke være sandt" mumlede hun "vampyrer eksisterer ikke, det er bare dumme ammestue historier der skal skræmme børn."
Hun slikkede sine læber og duftede pludselig det mest fantastiske nogensinde. Sødt og lokkende var det, og gift vældede op i munden på hende. Hun sprang op hurtigt og lydløst, hvorefter hun løb imod kilden til den fantastiske duft.

"Jo, de er meget virkelige," sagde han tørt, og grinede stille.
Da hun pludselig rejste sig op og løb, fulgte han efter hende.
Det var et menneske, han kunne også lugte det.