Helvedes sulten...

Årstid:IRL
Sted:Queets River
Tid:Tidlig morgen
Omgivelser:Fugle !? xD
Vejr:Overskyet og koldt
Påklædning:Sorte jeans, en sort, åben læderjakke og handsker uden fingre. Sorte converse

Bill sad på hug nær vandet, og stirrede tomt ud over den blikstille vandoverflade. Hans blik var rødt, og han længtes kraftigt efter menneskeblod. Men af en eller anden grund, var han ikke i humør til at jage.
Han sukkede stille.

Mary kom gående ned langs vandet i sine egne tanker. Hun fløjtede dæmpet, i troen om at hun var alene. Hun var iført en sort jakke med et smule millitært udseende og et par skinny jeans i hvid.

Bill løftede hurtigt blikket, og rettede sit mørkerøde blik mod mennesket, der kom gående.
Han knurrede sagte.
Han...var...så...SULTEN!
Men nej, han måtte ikke dræbe i Forks... Han måtte modstå... SKULLE modstå...

Mary så op og fik øje på en utrolig smuk dreng. Normalt var sådan nogle typer ikke lige hende men der var noget anderledes over ham her. Hun rødmede og så ned igen, imens hun fortsatte med at gå imod ham, mere forsigtigt nu.

Bill så ikke rigtigt efter pigens udseende, men hun var da meget køn. Mest fokuserede han på hendes LÆKRE duft, og prøvede at modstå. Forsøgte ihærdigt.
Han sank, og bed tænderne hårdt sammen.

Da hun var noget tæt nok på så hun op med et lille smil "Hej" hilste hun forsigtigt.
Hendes hjerte bankede en smule hurtigere og hun mærkede pludselig at hun var bange for den fremmede dreng. Eller hendes krop var hvertfald bange, men hun forstod det ikke? Alligevel var der noget i hende der skrg *løøøøøøb*. Men hun blev stående med et nysgerrigt blik på den smukke dreng.

Bill vendte langsomt sit gudesmukke hoved mod pigen, og i et langt øjeblik sagde han intet.
Så rejste han sig pludselig op, og gik tættere på hende. Alt for tæt. Han holdt vejret, smilede så stort og smukt til hende og svarede:
"Hejsa."
Man kunne næsten ikke se at han ikke trak vejret, da han havde øvet sig meget på det. Men hvis man kiggede nøjere på hans marmorbryst, kunne man se, at den ikke hævede og sænkede sig som den skulle.

Hun så på ham med store øjne da hendes hjerte sprang et slag over. Hun huskede at ånde ind og hans søde duft slog imod hende. Hun måtte tage tilløb et par gange før hun endelig fik sagt "je.. jeg hedder.." Hvad var det nu hun hed?! "Mary" fik hun endelig sagt, stadig med øjnene fastlåst på hans ansigt, og blodet strømmende op i sine kinder hvor de farvede dem rosa.

Bill lagde ansigtet let på skrå, og sendte hende et forførende blik. Hans røde øjne, der nærmest var hypnotiserende, borede sig dybt ind i hendes, og om hans læber spillede et venligt og charmerende smil.
"Det glæder mig meget at møde dig.." Sagde han blidt, og det lød nærmest som om han spandt.
"Jeg hedder Bill.."

Hendes lyst til bådeat gå frem imod ham, men også løbe væk fra ham, fik hende til at svaje en smule ubalanceret. Hendes svimmelhed hjalp heller ikke så meget på at holde sig oprejst "I lige måde..." hviskede hun næsten uhørligt.
Hvorfor var hans øjne røde? Af alt det smukke ved ham, var hans øjne uendeligt skræmmende og hun bed sig ubevidst i læben.

Hurtigere end man kunne se med det blotte øje, lænede Bill sig frem, og greb fat i hendes arm, så hun ikke væltede. Hans marmorhånd var både iskold, og umådelig stærk, og han kom til at gribe fat lidt for hårdt.
Hurtigt gav han slip fra hende, og gik et halvt skridt tilbage.
Han sank, og valgte at overhøre stemmen i hans hoved, der hviskede:
Bid hende, bid hende, bid hende, bid hende, BID HENDE

En halvkvalt lyd undslap hende og hun tog sig til armen, af både smerte og overraskelse over hans kolde hånd hvis temperatur var nået igennem hendes jakke. Hun så på ham med store øjne "Tak" sagde hun så og smilede prøvende.

"Skulle det være en anden gang.." Mumlede han og rystede umærkeligt på hovedet. Stemmen forsvandt.
Han smilede skævt til hende, og knyttede næverne hårdt sammen.

Hun smilede og prøvede at holde samtalen igang. Meget bevidst smilede hun flirtende "Gerne" svarede hun sødt.
Hun var kommet sig en smule over chokket over hans smukke og skræmmende udseende på en gang og kunne en smule bedre koncentrere sig om at snakke med ham.

Bill smilede indvendigt, og var klar over at hans smukke udseende var et plus. Pigerne plejede ikke at kunne modstå det.
Bill lo stille.
"Det skal jeg huske."

Hun lagde hovedet let på skrå "Går du i skole i Forks?" spurgte hun med en blød stemme. Hun havde ikke den fjerneste anelse om hvordan man flirtede med en dreng, hun havde aldrig gjort det før, så det her ville nok blive akavet... Men en gang skulle jo være den første?

"Nej, jeg gider ikke skolen.." Svarede han, og smilede venligt til hende.
Det var sandt nok. Men det var ikke kun derfor at han ikke kom der. Han ville ikke kunne styre sig i en skole fyldt med mennesker!
Han smilede charmerende til hende.

Hun smilede. "Rebellisk..." mumlede hun "Men så er det nok derfor jeg ikke har set dig før..." Hun fangede hans blik og så ham ind i øjnene trods de advarselsklokker der ringede.

Han nikkede, og smilede.
"Det er nok derfor ja."
Han gik lidt tættere på hende.

//Skal logge, men vi skrives (://

Hun sank en klump men kunne ikke flytte sig fra der hvor hun stod. Fødderne var som naglet til jorden.
"Hvad laver du så i stedet for?" spurgte hun næsten hviskende.

Bill viste tænder i et bredt smil, og hans øjne glimtede på en gang muntert og farligt.
"Der er jo så meget at lave.." Han lod sætningen hænge i luften, og betragtede stadig Mary.

Et jag af skræk gik igennem hende da hun så hans tænder. Hun forstod det ikke, han var på en gang ekstremt tiltrækkende men stadig meget skræmmende. Hun sank "ikke her.." mumlede hun "Jeg har boet her hele mit liv, men jeg støder ikke så tit på noget interessant at lave" Det var creepy, han så næsten sulten ud!

"Du skal se, der er masser at lave, hvis man er sammen med de rigtigte vamp... personer!"
Han bed sig i læben, og bandede indvendigt. Han var næsten kommet til at sige vampyrer, men han troede ikke hun lagde mærke til det.
Bill gik stille tættere på hende, bare nogle få cm. så hun ikke lagde mærke til noget.

*vamp?!* tænkte hun forvirret og betragtede drengen lettere henført "Jamen så.. håber jeg da på at finde nogle venner som jeg kan lave noget sammen med.." hun grinede og tilføjede "Det bliver nok ikke svært med alle de nye mennesker der flytter til byen.." hun rynkede brynene "Hvad sker der også lige for det?!"

"Du skal bare sige hvis du mangler selvskab, så er jeg villig til at joine dig." Han sendte hende et skævt smil, og gik endnu lidt tættere på hende.
"Ja, folk bliver nok tiltrukket af de smukke omgivelser," sagde han tænksomt. *Snarere de smukke væsener i byen!*

Et nervøst grin undslap hende og hun løftede hovedet for at se ordenligt på ham "Det lyder som et godt tilbud.. " hun smilede skævt "smukke omgivelser eller ej, her er stadig mega kedeligt!" hun bed sig i læben og mærkede at hendes hjerte bankede lidt for hurtigt, hvilket resulterede i at blodet strømmede til hendes kinder og fik hende til at rødme.

"Som sagt, vær sammen med de rigtige... personer, så er her ikke så kedeligt." Han så hende dybt i øjnene. Hans øjne glødede mørkerødt, og gav ham et lidt skræmmende blik. I hvert fald hvis man ikke var vandt til det! Så smilede han langsomt, og der var nu kun få cm. imellem dem.

Hun mistede vejret, og glemte helt at svare. Hans blik var så intenst og skræmmende, at hun næsten kun blev mere tiltrukket af ham.
Man kunne vel heller ikke fortænke hende i det, hun var ikke vandt til mennesker der var så anderledes fra hende.
Og så var han også sød.. På en mærkelig flirtende måde, som hun ikke var vandt til fra drengene på skolen.

Bill kunne næsten ikke lade være med at le. Hun var ikke svær at imponere. Men han kunne ikke bebrejde hende. Sådan havde han også haft det med vampyr-piger, inden han selv blev vampyr.
"Synes du jeg er skræmmende?" Hviskede han blidt til hende. Hans stemme var syngende, melodisk og perfekt. Han kiggede hende stadig i øjnene, og lod sin ene hånd strejfe hendes kind.

"nej" løj hun næsten uhørligt. "Skræmmende smuk.. ja" hun skælvede let da hans iskolde hånd strejfede hende.
Hun kunne ikke helt forholde sig til at en så smuk dreng stod så tæt på hende.
Hun udforskede nysgerrigt hans røde blik. Efter at have vænnet sig en smule til det, så det faktisk ret smukt ud.
Det fuldendte ham helt.

Han lo stille ind i øret på hende.
Så blottede han sine kridhvide tænder, og snerrede stille. Det var kun for sjov, men alligevel lød det skræmmende. Både skræmmende og morsomt.
"Hvad så med nu?"

Hun stivnede og bed tænderne sammen.
Den første løgn havde ikke været overbevisende, og det ville en til hvertfald overhovedet ikke være!
Så hun bestemte sig for at sig for at sige sandheden "Du er meget skræmmende.. på en måde.."
Hun rynkede brynene. Hun kunne ikke helt finde ud af hvad hun syntes..

"Hvad er det ved mig, der gør mig skræmmende?" Spurgte Bill stille, selvom han jo godt var klar over det. Han snusede diskret ind, og lænede sit ansigt lidt tættere på hendes. En hurtigt bevægelsen, og hans gift ville flyde ind i hendes krop. Han havde sådan lyst til at bide hende.

Hun så lidt på hans perfekte læber før hun igen så op på ham. "Jeg ved det ikke" indrømmede hun en smule forlegent.
"Det er bare som om at du er farlig eller noget.. Er du da det?" hun smilede drillende, men var inderst ind overraskket ovr at hun kunne joke på et tidspunkt som dette.
Hun kunne dufte ham, og næsten mærke hans kulde. Der var under ingen omstændigheder en mulighed for at han var et helt normalt menneske. Om så han var Frankensteins monster, han var ikke et menneske!

Bill sendte hende et lidt mystisk smil.
"Er jeg farlig.. Hmm, det må du jo afgøre." Han stod så tæt på hende, at han næsten kunne smage hendes blod. Det var så forfærdeligt. Han havde lyst til at bide hende, men han måtte ikke. Han måtte ikke! Ikke inde i Forks. Han overvejede muligheden for at logge hende med sig. Men mon hun gik med til det? Han kunne se i hendes øjne, at han skræmte hende.

Hun smilede skævt. Han var jo uimodståelig!
"Jeg tror at jeg tager chancen..." sagde hun og rullede langsomt en lille tot hår imellem to fingre.

"Det var godt!" Bill smilede tilfredst til Mary, og rettede sig så lidt op. Han kunne næsten ikke fjerne sit hoved fra hende, men han tvang sig selv. Ellers mistede han helt sikkert kontrollen, når han var så tæt på hende. Det var længe siden han havde været i nærheden af et menneske, der duftede så godt!

Til trods for at han fjernede sit hovede, fjernede hun ikke sit blik fra hans.
Hun så lige så nysgerrig ud som da hun lige havde mødt ham for, for at være helt ærlig, fascinerede han hende.

"Vil du med ud og gå lidt? Så vi kan holde varmen?" Han smilede venligt til hende, og i hans blik var det umuligt at læse, at han gerne ville have hende med sig.
Han gik igen lidt tættere på hende. Han kunne simpelthen ikke lade være.

Hun nikkede langsomt, og følte sig næsten priviligeret over at han ville gå sammen med hende.
"Ja fryser du egentlig ikke helt vildt?" spurgte hun "Du er jo så kold..." hun fik en bekymret rynke i panden.

Han rystede langsomt på sit smukke hoved.
"Nej. Jeg fryser aldrig." Det var en af de mange bonus'er ved at være vampyr. Man frøs aldrig.
Så begyndte han langsomt at gå, i mennesketempo, så hun kunne følge med ham.

Hendes ben satte i bevægelse, og først da fandt hun ud af at de var stivfrosne. Men hun fortrak ikke en mine og gik indædt frem ad.
"Hvordan kan det være?" spurgte hun.

Han trak hurtigt på skuldrene.
"Aner det ikke." Det gjorde han selvfølgelig, men han kunne jo ikke fortælle hende at det var fordi hans krop var ligesom marmor. Det pinte ham at gå så langsomt, men han holdt tempoet, uden at fortrække en mine.
"Hvor gammel er du egentlig Mary?" Han smilede varmt til hende, og lod sin hånd strejfe hendes.

Hun rødmede let da han rørte hende "Jeg er 17.." svarede hun stille "hvor gammel er du da?" Det var faktisk noget hun havde tænkt over længe, hun kunne ikke helt aldersbestemme ham.

"Jeg er 19," svarede han med et skævt smil.
Det var han også. Men hvad så om 5 år? Så ville han stadig være 19. Han ville aldrig blive ældre. Det var mærkeligt at tænke på, så han skød tanken fra sig. De nærmede sig udkanten af Forks.

Hun rynkede brynene "På en måde ser du lidt ældre ud" sagde hun langsomt "men det er nok fordi at du er så smuk" hun rødmede og så ned i jorden.

Han grinede stille.
"Du er da også smuk." Han mente det faktisk, hun var meget naturlig og afslappet, og det gjorde hende smuk, synes han.

Da han sagde det, rødmede hun bare endnu mere og så væk "tak" pippede hun med et lille smil og skævede til ham.

De var nået ud fra Forks nu, og Bill mærkede adrenalinen begynde at pumpe gennem hans krop.
"Så lidt.." Svarede han anstrengt, og så sig omkring. Der var ikke umiddelbart nogen i nærheden. Men han kunne ligesom ikke få sig selv til bare at flyve på hende. Han måtte være forsigtig.
Han bed sig i læben, og hans blik flakkede omkring.

Hun rynkede brynene da hun så at hans kropssprog pludselig ændrede sig fra rolig, til nervøs.
"Er du okay?" spurgte hun forsigtigt og lagde en hånd på hans kolde skulder.