Løb gennem skoven!

Sted. gæt
Omkring. ingen
Vejr. køligt
Tid. nu
Dag+ dato. mandag den 26 oktober

Elizabeth løb hurtigt gennem skoven. Hun følte sig så ensom og ville bare så gerne have en skulder at græde ud ved eller en bare at få et kram af. Det var en af hendes dårlige dage; Hvor hun havde glemt næsten alle hendes menneskelige følelser og bare ville dræbe nogen på et lille snuptag uden at tænke over det. Hun sukkede ulykkeligt og blev ved med at løbe.

Cedric's sorte snikkeres lavede ikke en lyd på jorden, da han gik.
Vejret var køligt, men han mærkede ingenting.
Det var han jo blevet så vant til, men syntes stadig det var forunderligt.
Han håbede at få Cisse af se, men det var tydeligvis ikke hendes duft han opfangede.
Mmm, en anden vampyr, pige.

Elizabeth kunne hurtigt mærke en anden vampyr. En dreng. Hun snøftede og løb hurtigt hen mod hans retning og så ham hurtigt.

Han inprintede hende hurtigt i sin ufejlbarlige hukommelse, hvorefter han slappede lidt af.
Godt nok så han meget afslappet ud, men hver en muskel i hans krop var stadig spændt.
Man kunne aldrig være sikker, det havde han lært af sit møde med døden.

Da hun stod blot nogle få meter fra ham stoppede hun brat op. Hun snøftede lidt og betragtede denne dreng med et trist, men dog imødekommende blik.

"Mmm, hej." smilede han skævt, og lagde hovedet lidt på skrå.
"Aftentur?" spurgte han kort, og lod hånden køre igennem sit hår, på en afslappet måde.
Hans natur var blevet ændret ved at være vampyr.
Han var begyndt at bevæge sig, helt uden at tænke over det.

"Hey" sagde hun med en udtryksløs stemme og nikkede så "Jeps.." mumlede hun og så på drengen som var begyndt at bevæge sig. Hun begravede sine hænder dybt i sine lommer og betragtede ham lidt.

"Også mig," grinede han bredt.
En vampyrs øjne kunne sige meget om dem.
Sådan var det også med hende.

Elizabeth betragtede denne dreng med et forsigtigt blik. Hun var altid forsigtig omkring andre vampyre. Hun nikkede langsomt "Hvorfor er du det? Kan ikke se det sjove i at gå rundt her" mumlede hun og lød stadig lidt trist.

"Jeg elsker at gå ude under månen." smilede han skævt.
Vampyreren så trist ud, men han var ikke en af de personer som plejede at spørge om det personlige.

Elizabeth nikkede og så lidt op på månen som hang højt over dem og lod så blikket gå tilbage til drengen. Hun rakte sin ene hånd frem mod ham "Elizabeth" præsenterede hun sig og prøvede at lyde lidt mer munter.

Han tog hendes hånd, klemte dem blidt, og slap den så.
Lige så kold som hende.
"Cedric." sagde han, lige så kort som hende.

Hun nikkede over hans svar "Hyggeligt at møde dig, Cedric" sagde hun høfligt og begyndte langsomt at gå igen.

"Jo tak," sagde han, og så lidt efter hende, inden han gik den anden vej.
Mmm, han skulle over i byen ^^

Elizabeth stoppede op da hun ikke ville være alene. Hun havde løbet rundt omkring. Søgende efter en at snakke med.. og så finder hun en og går fra ham. Hun rystede på hovedet af sig selv og gik hurtigt over på Cedrics side "Hvad har man så gang i?" spurgte hun og så frem for sig.

Han trak i mundvigende, i et smil.
Hun var vist ikke intresseret i at være alene.
Han havde heller ikke noget imod at have hende med.
"Ikke så meget, prøver at komme tilbage til virkeligheden."

Hun smilte svagt og lagde armene over kors "Hvor har man da været henne? Eventyrs land?" spurgte hun og lød lidt munter. Det var rart at være sammen med en eller anden.

"Eventyrsland?" lo han ironisk.
"Det kan man vel godt sige."
Han havde været så lykkelig, inden han var taget til Seattle for at jage.
Bare en kort tur, sådan som han plejede.
En gang om måneden.
Hans månedenlige jagt.
Ellers spiste han kun dyr.

Hun grinte lavmælt og nikkede så "Hygge'nyggeligt.." mumlede hun og så op på Cedric.

"Det er først når man kommer ud af det, at man er ved at brække sig." forsvarede han le'ende.
Hun var nem at busse det hele ud på.
Når hun spurgte kom det bare ud.

Elizabeth så op på Cedric og nikkede. Hun havde altid været forstående og en god person at fortælle ting til. "Det forstår jeg godt" sagde hun og smilte muntert til ham.

"Ligesom når man dør. Bliver - som os, så får man pludselig så mange ting afvide. Som et lyn fra en klar himmel."
Han så op i himlen, som om et lyn ville flække den smukke stemning, den smukke nat.

Hun nikkede kort "Jeps.. Ens hoved bliver fyldt med viden om ting som man aldrig kunne have haft drømt om" sagde hun i en lavmælt og rolig stemme og så frem for sig.

"Mærkelige væsner, og al den ondskab og had som menneskehjerner aldrig ville kunnet have rummet." fortsatte han, og grinede grumt ved tanken. Han havde vist det, vist det før han var blevet bidt. Han havde trods alt ikke været et rigtigt menneske, da det skete.

Hun nikkede og lagde armene omkring sig selv og tvang sig selv til ikke at tænke tilbage til dengang hun var blevet forvandlet.

Han fangede hendes opførsel, og forbandede sig selv.
Hans forvandling havde jo været med et valg.
Det havde hendes sikkert ikke.
"Mmm, men det er heller ikke så slemt at være sådan her, vel?"

Elizabeth lod sit blik gå op på Cedric igen og trak på skuldrene "Hmmm.. Nogle gange er det ikke så slemt.. Men der er nogle gange hvor man hellere ville dø.." sagde hun og strøg nogle fingre gennem sit hår.

Hans tanker strøg lynhurtigt tilbage til hans kamp, helt uvildkorligt.
Jeps, der ville han ønske at han var død.
"Du har ret," mumlede han, gemt inde i minderne.

"Jeg har altid ret" sagde hun i et lille smil og så lidt frem for sig, men så så tilbage op på Cedric.

"Mmm, det må da være kedeligt?" mumlede han drillende, og mødte hendes blik.
Hun var ikke så slem.

Hun sendte ham et varmt smil da han så på hende. Hun trak på skuldrene "Måske nogle gange... Men det er ikke sææærlig tit at det er kedeligt." sagde hun muntert og kløede sig lidt på kinden.

Cedric smilede skævt til hende.
"Du har nok ret igen." mumlede han drillende.
"Og derved får du ret igen."

Hun nikkede så hendes hår lavede nogle små bølgende bevægelser, som så ret så skægt ud "Told you so!" sagde hun og smilte et kært lille smil.

Mmm, han havde lyst til at nive hende i kinden, men lod være.
Det ville da være synd.
"Mmm, det gjorde du vist?" lo han.
De var vist ved at komme rimelig langt ud?

Elizabeth opdagede egentlig ikke hvor pokker de gik hen. Hun havde fulgt efter Cedric og håbede på at han vidste hvor de var. Hun nikkede over sig selv over at have ret, med at have ret (If you get that xD). Hun smilte sødt og stooort op til ham og følte sig i et UTROLIG bedre humør end da hun mødte ham.

Det gjorde ham glad at se hende smile sådan.
Han viste ikke rigtigt hvor de var, men orienterede sig hurtigt.
Mmm, de var næsten ude i byen.
Da han kom til at tænke på det, gik det op for ham at han faktisk var lidt sulten.

Elizabeth så frem for sig og strøg nogle fingre gennem sit hår "Hvad er det så du skal i byen?" spurgte hun og smilte stadig sit søde og store smil.

Han kørte hånden igennem håret i en fjoget bevægelse.
Men da van var vampyr, kunne den ikke være andet end nuttet ^^
"Det har jeg faktisk glemt."
Han grinede bredt.
"Tyyypisk mig."
Trods det, gik han faktisk videre?

Elizabeth grinte lavmælt over Cedrics glemsomhed og prikkede ham på siden af hovedet "Du er da lidt glemsom, eh?" sagde hun muntert og så op på ham og fulgte med ham.

"Meget nu du siger det." smilede han, og prikkede hende blidt tilbage.
"Eh," tilføjede han drillende.
"Hvor syntes du så vi skal gå hen?" spurgte han.

Da han prikkede hende igen, rakte hun barnligt tunge af ham og trak så på skuldrene og tog sin tunge ind "I dunno.." mumlede hun og var lidt ligeglad med hvor de gik hen.

" Me toooo," svarede han skævt, og lige så barnligt.
Han stoppede.
"Men hvad så med at vende om?"
Han så sig tilbage, og frem igen.
Så trak han på skuldrene.

"I dooooon't caaaaare" sagde hun laaaangsomt og smilte muntert og stoppede bare op og satte sig direkte ned "Vi bliver liige her!" peb hun og grinte muntert.

"Javel miss," sagde han, og gjorde hunør.
Og så hoppede han på hende, på en 56'ende del af et sekund.

"Aaaargh!" peb hun da han pludselig hoppede på hende "Hoop af din abe!" peb hun grinende og faldt om og prøvede at få ham af, men kunne ikke lade vær med at grine over ham.

"Haha," grinede han.
Hun var alt for overaskede til at smide ham af.
Han bed hende i næsen, bare for at drille hende endnu mere.
Han elskede at drille kvindelige vampyrere.

"Eeeeeeejh!" peb hun og rynkede på næsen og så utrolig barnlig ud og bed ud efter ham "Hvis du bider mig, så bider jeg oss diiig" sagde hun og rakte tunge af ham og prøvede stadig på at få ham af.

"Haha, prøv du bare." grinede han skadefro.
"Jeg er for huuurtig!"
Han bed hende igen, i kinden.
Godt nok var det ret hårdt, men det føltes som et blidt vingesus, for en vampyr.

"Oi!" peb hun og lagde en flad hånd mod hans pande og skubbede hans hoved lidt væk "Du er duuum!" peb hun og skød underlæben frem og så væk fra ham og så barnlig ud som altid.

"Haha, det ved jeg. Er det ikke meningen at vampyre skal være onde? Eller bare måske dumme?"
Han grinede fjoget, og kyssede det hvor han havde bidt.
"Hjalp det så?"
Han lavede en rynke på panden.