"så hiv mig ud af den, duncan jeg ønsker ikke dette, ønsker ikke vi skal være imod hinanden, forstår du ikke jeg stadig elsker dig?" spurgte hun, hun følte sig fortabt, hendes følelser styrede hendes liv for tiden, hun hadede det, men lod det ske, det var vel sådan Duncan ønskede hende, at hun skulle være ærlig sige hvordan hun følte
Duncan så på hende.. Valgte at blive siddende.. Hvorfor kunne hun ikke se, at dette kun gjorde det hele værre? " Det er lige meget!" indrømmede han så. hans stemme var lavt, men hans beslutning var taget.. om det så ville koste ham alt!
"ikke for mig er det!" sagde hun fast, hendes øjne lå på ham, lydt af forvirring hun prøvede at være stærk, men han gjorde det så svært for ham "sammen er vi stærkest, eller jeg er stærkere når jeg ved du er nær, at din kærlighed stadig kun er til mig, men jeg føler bare ikke du føler den måde mere du kan sige jeg tager fejl, men det er sådan her jeg føler!" sagde hun
Duncan så på hende.. Med et løftet øjenbryn. " Stop det-- Det er forsent nu. ligemeget.. too late!" Han så på hende, fattede hun det ikke.. Troede hun stadig der var håb? håb for en der havde skrevet sin død,?
Hun så ned hviskede "hvorfor vil du ikk have mig mere?" hendes stemme, hendes krop blev svag, hun havde ikke troet det ville gå sådan aldrig. og det var for meget at bære for hende nu, hvor hun havde set ham som sit lys sit liv.
Duncan så på hende.. hun så ikke ud til at fatte hvad han mente? overhovedet ikke.. Duncans bæå øjne, så kort op, før han valgte at forklare. " MAdelaine, det er Forsent nu, om en uge vil dette være slut alligevel-- færdig over! sådan er det bare.. Og ja.. det er min egen skyld.. men jeg gør det i den sag jeg tror på.. om det så koster mig alt jeg er ligeglad" han så på hende.. * også selvom jeg dør..*
Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun ville ikke ende det ikke sådan hvis det var krigen han talte om så havde han tænkt forkert om madelaine selvom alle ville splittes, ville Madelaine altid være ved hans side, uanset hvad, om hendes liv så stod på spil, så var hun ligeglad hun ville bare være der, hjælpe ham hun så op på ham, hun hoppede hurtig op i træet satte sig ved siden af ham, så ham dybt i øjnene "lad mig i det mindste være ved din side den sidste uge, lad mig stå dig nær kæmpe ved din side det er det eneste jeg ønsker, om det så bliver min død!" sagde hun hun var alvorlig, men hun ville hellere dø end at undvære Duncan.
Duncan så på hende, lod hende sætte sig.. Lod sine egne blå øjne falde ind i hendes. Han smilede kort, dog var det hverken ondt eller varmt.. nok nærmere sorgmodigt! .. " din død bliver det næppe--" svarede han let. tænkte det hele igennem.. han frygtede det ikke--
"hvis det kommer en krig og blod vil flyde, folk vil dø du vil dø, ... vil jeg kæmpe til det sidste, ved din side hvis du lader mig gøre det!" sagde hun næsten i bidder. det var længe siden de havde siddet tæt.
Duncan så ned på sine hænder.. " hmm.. jeg har selv valgt det så.. " svarede han roligt. Han lignede ikke en der vidste at tiden var knap, men han havde vænnet sig til det, og om ikke, ville han tage så mange med i hans fald, som muligt. havde så meget sjov ved det..leve fuldt. " Døden gør livet værd at leve, har jeg hørt.. Jeg tvivler ikke på det!"
Hun tog hans hånd trykkede den og spurgte "svar mig præsist og ærligt vil du have mig ved din side, selvom slutningen nok er nær?" hun så dybt i hans øjne ledte efter svar, men som sædvanlig kunne hun ikke se noget hun måtte høre det fra ham, kun ham og præsist, da hun ikke kunne gætte
Han så på hendes hånd. " nej.. " svarede han så. Roligt, let som altid. " du skal vælge det rigtige MAdelaine, og det er ikke her." han så på hende, med hovedet let på skrå. hans øjnene smilede let mod hende.. " det hele kommer til at gå, men du skal ikke stå bag mig som noget du ikke kan leve uden.. du skal gøre det du ville gøre, hvis jeg rejste i dette sekund! "
Hans ord varmede hende, men selvom han sagde hun skulle traffe valget som han ikke var der kunne hun det ikke "jamen forstår du det ikke, mit liv ændrede sig da du kom ind i mit liv, sådan er det, vi kan ikke lave om på det vi kan ikke lade som on du ikke er her, for det er du, og jeg gør ikke dette for dig, men fordi jeg vil støtte dig jeg ved min søster er på din side også, og i to er de personer jeg vil kæmpe for, selvom du ikke vil have det så det dig jeg gør det for, jeg vil ikke svigte, om du kan lide det eller ej så elsker jeg dig, jeg kan ikke få dig ud af mit hoved, hvor langt væk du så end tager hen, du vil være der til jeg dør for alvor. og det kan ikke ændres bare ved at sige vi skal lade som om du ikke er her.!" sagde hun ærligt
Duncan så en smule undrende på hende.. " jamen.." han kunne dog ikke finde de passende ord. så bare på deres hænder.. tænkte, der var meget han skulle nå..
"vi kender ikke fremtiden vi ved ikke hvordan slagt vil gå, og jeg kan kæmpe det ved du!" sagde hun lidt efter. hun trykkede blidt hans hånd, fjernede ikke blikket fra ham, det var afslappende at sidde sådan, selvom der ventede noget stort
" der vil ikke komme krig, som folk tror-.. " svarede han roligt. " der vil ikke blive som folk vil forstille sig det.." han så på hende.. " det vil blive en overraskelse!"
"jamen hvorfor tror du det?" spurgte hun hun rynkede på brynene hun rystede på hovedet og sagde "du ved ikke om jeg vil fortryde det, end heller gør jeg, jeg ved ikke hvad der skal ske men det gør du åbenbart!"
"hvis det er jeg kommer til at fortryde det er det min egen fejl, ikke din så det mig der har valgt det. og jeg vælger dig og din side. vil du da ikke bare sige du ønsker mig, og mene det?" spurgte hun
Hun så på ham, han var følelsesløs lige nu, ikke anklagende men det var et problem hun lagde hovedet på skå og sagde "kan du ikke huske vore første nat sammen?"
Duncan rejste sig, Svang sig ned. så yden af hans landing knap kunne høres.. han ville ikke snakke om det! ville ikke. HAn så rundt. vidste at endnu en dumhed var begået. men han var ligeglad.. Ligegyldighed er det ondeste våben havde han hørt.. Og ligegyldighed skabte frygt..
Hun kneb øjnene sammen og hoppede ned efter ham, hun lagde hånden på hans skulder hun dregjede ham mod sig og sagde "hvad er der med dig og følelser, jeg ved du har dem, men er du bange for at vise dem?" hun så ham alvorligt i øjnene
"hvorfor skulle du ellers hele tiden flygte, tale uden om når jeg prøver at få dig til at snakke om dine følelser?" spurgte hun roligt upåvirket af hans hårde øjne eller hans kolde tone
" flygte? snakke udenom?" han så køligt på hende.. " du bliver ved, som om det er det, alt handler om.. som om det kun findes!" hans kulde stod ud af ham. lagde sig over ham, Han gik væk fra hende.. klar til at smutte
"duncan bliv, du skal ikke bare løbe væk endnu engang!" sagde hun mens hun så på ham hun gik efter ham og tog hårdt i hans skulder, han skulle ikke flygte ikke igen og ikke når det ikke var afsluttet
Duncan fnyste let. Han brød sig ikke om det, og han holdt et slag tilbage.. et slag der kunne ramme hende.. HAn så trodsigt på hende. " så sig det!" svarede han koldt.. vreden var fartruende tæt på..
Hun så undrende på ham og spurgte "sig hvad?" hun lagde hovedet på skrå og så på ham med sammenknebende øjne hun var forvirret, men tænkte på noget der måske kunne gavne hende
" ja du skal vel sige noget, ikke?" han så på hende.. Overvejede at gå væk, ligeglad med hendes greb.. med hendes kræfter, Hun turde jo heller ikke bruge dem ordenligt, så det kunne han vel?
Hun trak ham ind til sig og hviskede i hans øre "jeg vil altid elske dig uanset hvad der sker, du er i mit liv om du så ikke er her du ligger der inde og fylder min tomhed ud i mit døde hjerte jeg vil aldrig glemme dig, du vil leve ved inde i mig .. for altid!" hun holdte om ham mens hun sagde de ord
Igen lod han hende.. Selvom hans hånd var knyttet, og øjnene hårde. Han mærkede hende, lyttede til den lette hvisken.. Svarede ikke, så bare ned.. Halvt tænkende, halvt lyttende, til ordene som gav genlyd i hans hoved..
Hun indåndede hans søde duft, hendes kind lå ved hans hals, hun indåndede hans vidunderlige duft igen det lokkede hende, hun havde holdt sig væk fra at jage af flere grunde, manglende lyst, men også for at se hvor langt hun kunne holde sig fra at bide nogle. Hans duft var for lokkende, hendes tænder løb næsten i vand "husk jeg elsker dig!" hviskede hun igen, inden hun satte sine tænder i hans hals, hans blod løb ned i hendes mund, det ubeskrivelige søde og vidunderlige blod, hun kunne ikke lade vær med at suge det i sig.
Duncan lyttede til hende ord. Men nåede ikke at svare. Han snappede af bar overraskelse og smerte, da hendes tænder borrede sig ned i hans følsomme hud. HAn løftede hovedet, velvidende at hun sugede hans blod, tappede ham for kræfter! Han handlede hurtigt, Slog hånden op, for at ramme hende lige i ansigtet! Hvilket kun kunne få hende til at stoppe.. Så greb han fat i hendes hår, og rev til, opad! overrasket over hvor hurtigt blodet kunne forsvinde fra hans egen krop.
Hun slap bidet da hun fik det hårde slag i hovedet. han holdte fast i hendes hår, hun mærkede hvordan hun følte sig stærkere for en stund, hendes lyst til blod bar langt fra ovre, hun sbappede efter ham, tæt på hans hoved, men han holdte hende lige nettop langt nok væk fra sig, hun havde nået at få suget en del blod, men han havde stadig sine kræfter.
Duncan mærkede at blodet løb. Dryppede ned og farvede jorden, som det farvede hans tøj, og hvide hud. Dog havde han stoppet det i tide.. Så på Madelaine.. Med de klare kolde øjne, der så blå og dybt facinerende! " Hvad er det du gør?" svarede han koldt, let som var han rimfrost en kold morgen! Øjnene rykkede sig ikke, og han holdt godt fast!
"tager dig på den eneste måde jeg kan lige nu!" svarede hun spydigt Hun tog far om hans hånd og prøvede at løsne hans greb, hans søde duft fløj omkring hende gjorde hende mere tørstig, hun fortrød ikke.
Duncan Så på hende. med et hævet øjenbryn. han forstod det ikke.. det overraskede ham, var hun virkelig seriøs? Han holdt bedre fat.sørgede for at hun ikke kunne nå.. smerten sveg!
Hun knurrede af ham og uden videre sparkede hun alt hvad hun kunne mellem hans ben, hendes tørst havde overmannet hende, hun ville have mere og hun ville kæmpe for at få det. Hendes blik var vildt og hun slikkede sig om munden, hans blod var der endnu.
Heldigvis var Duncans reflekser i top. evig kamp havde deres fordele. HAn hoppede op, satte af på hendes udstrakte ben, og landede et stykke væk, med et fint bumb.. han et af hendes sorte hår af sin anden skulder. Så kort på såret, og Lod øjnene falde mod hende.. betragtede hendes næste udfald!
Hun satte sig på hun som et farligt rovdyr der var parat til at springe, men rejste sig op hun lagde hovedet på skrå, helt roligt man kunne ikke se hvad hun var ude på "Duncan, søde duncan, bare rolig jeg gør dig ikke noget!" næsten sang hun med en silkeblød sødelig stemme, hendes blik blev lokkende uden hun vidste det havde hendes kræfter taget over hende, kontrolerede hende uden hun kunne gøre noget "kom her lille duncan!" sagde hun, hendes evne var igang med at spille, ikke kun ham men selv madelaine.
Duncan så på hende.. Ligesom hende var hans hoved på skrå. De blå øjne stadig mod hende.. Afventende. HAn fnyste.. Ja ja som om, selvfølgelig ville hun gøre ham noget. Duncan mærkede hende kræfter, og selvom han strittede imod bevægede hans fødder sig over mod hende.. HAns Øjnene var isnende.. Og munden blot en streg på det fine hvide ansigt. Blodet løb stadig, og sødmen hang om ham..
Flest brugere online på samme tid var 385, Tors Sep 19, 2024 7:14 pm
Evner
Tors Aug 09, 2012 12:56 pm af Arya
Hej alle sammen nu skal vi altså lige have skrevet jeres evner ned så vi kan finde ud af hvem der har hvilke evner! husk nu at i kun kan have en evne hvis i er omega eller alfa, og omega evner ikke er særlig stærke og alfa evner er meget stærke!
A
Arya - har en tanke styrende evne, når hun ser dig i øjnene kan hun danne illusioner inde i dit hoved, selv når du er alfa kan du ikke vide med sikkerhed om det er hende der leger i dine tanker eller om det er virkeligt, meget forvirrende og farligt da hun også kan danne billeder for dine øjne så du tror du er et helt andet sted …
Tirs Okt 27, 2009 5:58 pm
