Dårlig fødselsdag

Hendes blik blev som det var, man kunne se begejstringen i hendes øjne
"ja sådan, dygtig Duncan!" sagde hun mere giftig og silkeblødt, hun smilede
mens han kom nærmere, duften fra hans blod gjorde hende tændt.
hendes evne var ikke til at stoppe nu ikke engang hende selv kunne det
hun var blevet offer for sin egen evne.

Duncan gik bare nærmere..
Let og elegant, styrken lå gemt i ham..
Kukden var under overfladen, over vreden og
under den rolighed, der kendetegnede ham så godt!
Tankerne kørte rundt.
Han ledte efter en løsning, efter en smutvej.
Men hans krop lystrede ikke. rørte sig kun efter hendes tanker!
Duncan forbandende det, og Dog kunne han ikke lade være med at tænke
- hvad nu? tør hun?
Øjnene var mod hende.. Skjorten halvt gennemblødt af blod!

Hun så på ham smilende af fryd, "god dreng!" sagde hun
hun gik helt tæt på ham "sikke et spild, dit blod har løbet uden grund
tsk tsk tsk!" sagde hun med en den samme giftige og silkebløde stemme
"blid du bare stående der, til jeg siger til!" hviskede hun ind i hans øre
hun indåndede hans duft igen, den søde og krydrede duft
hendes tænder løb igen i vand. hun gik over til det åbne sår
som hun havde bidt åbent før. Hun nærmede sig det helt
hendes læber omsluttede bidmærkerne.
men overraskende nok ikke for at suge, nej
hun kyssede blidt hans hals, for derefter at køre sin kolde tunge ned af halsen
ned af det blod der var løbet. Hun rettede sig op igen så ham i øjnene
"jeg går ikke ind for at spilde blod, slet ikke dit!" sagde hun roligt
hun smilede et skævt smil, hendes luskede øjne så på ham.
kun kunne let tage mere af hans blod, men det var ikke tiden
ikke endnu.

Duncan stod stille..
HAns ben rokkede sig ikke,
og muligheden for at hendes kræft slap ham,
havde stadig ikke vist sig endnu! Hænderne var dog forsat knyttede..
Øjnene hårde..
Vinden ramte ham let, Sammen med hendes ord.
Duncan drejede hovedet let væk,
da hendes læber ramte hans hals..
Blottede sin hals, Blodet dryppede stadig let, HAn sitrede kort,
Over det hun gjorde.
Lammet. Duncan kunne jo intet..
Intet andet end at lade hende..
Hans sind var i oprør over det, men han bevarede sin rolighed.. let endnu..

"mmmmh, jeg piner dig, gør jeg ikke, uden at gøre dig noget så piner jeg dig!"
sagde hun med en triumferende stemme, hendes øjne faldt på hans
hun smilede let og spurgte "hvordan får det dig til at føle, når du er
helt og aldeles hjælpeløs, ikke i stand til at gøre noget som helst for at stoppe mig?"

Duncan så trodsigt på hende..
fortalte at dette langt fra var en vundet slag..
langt fra var ovre!
HAns styrke var gemt i ham.. under overfladen.
" Hjælpeløs? Du tør jo intet..
Hvilket vil sige at du kun kan noget på grund af din kræft..
Hmm.. ja måske kan jeg ikke noget lige nu,
MEn mit blod rør du ikke.. og mit sind har du langt fra nærmet dig!
og ja.. hvem er så hjælpeløs?"
hans stemme var ufattelig rolig,
iforhold til den situation han stod i..
fanget-

"du tager fejl!" sagde hun med et roligt smil
"jeg kunne let gøre det af med dig, jeg har styrken til det
lysten fra tid til tid, men
ikke nu, det er ikke nu jeg vil gøre noget,
det ville jo ødelægge det hele,
det ville være for let, alt for let!" sagde hun
hun nærmede sig ham, lagde sin hånd på hans kind
"ønsker du at jeg skal dræbe dig?" spurgte hun
med en silkeblød stemme

Duncan så på hende..
Lod sine blå klare øjne ramme hende!
Kunne stadig intet, intet andet end at se,
om ord kunne ramme..
MEn pga alle tankerne fandt han det ikke nemt.
Duncan så kun på hende,
prøvede at ignorere hende kolde hånd,,
" Hmm.. var det ikke mig som var hjælpeløs,?
burde det så ikke være din beslutning,
eftersom du har mit liv i dine hænder?"
svarede han køligt.. provokerende!

"mmmh!" sagde hun med et smil
hun lænede sig ind til ham gav ham et kys
"alle har et valg,
mit står mellem,
at dræne din kræft og dræbe dig
eller at lade dig gå, og kæmpe din krig!" forklarede hun
hun trådte nogle skridt tilbage og så spørgende på ham
"så hvordan vil du dø?
her, hvor ingen kan se dig falde, eller i en kamp
hvor du får mulighed for at kæmpe for dit liv?"
spurgte hun.

Duncan mærkede hendes kys.
lang mere end han selv brød sig om..
Han valgte ikke at svare..
Det kunne jo være ligegyldigt.
Hun kunne jo selv bevise hvad hun duede til,
ikke sandt?
Hans øjne var klare, Rolige og ikke til at se
ind i..
umuligt at finde det sande blik!

"bare rolig, snart skal du nok få at se hvad jeg er i stand til
du er ikke den eneste der har haft hemmeligheder.
men jeg vil ikke lade dig falde, hvor ingen kan se det!"
sagde hun med et lumsk smil, hun gik lidt længere bagud
og efter et stykke vendte hun ryggen til, og vidste hun ville bryde kontakten
hendes evne, hun gjorde det med vilje, hun ville se hvad han ville gøre nu.
hvor hun gik væk fra ham, roligt

Duncan mærkede kræften svinde hen..
Som der igen kom liv i hans krop..
Let bøjede han sine fingre, for at
se om alt hendes kræft var væk,
Så lod han, let og elegant, hånden finde en lille kniv.
Metallet susede gennem luften,
Fór direkte forbi hendes ansigt,
Nogle af hendes hår dalede ned..
Dog var Duncan ligeglad..
Han havde vendt sig, Kun hørt da kniven borede sig ind i træet et stykke væk.
så begyndte han at gå, LEt og halvt flyvende,
som ville han snart lette..

"hasta la vista!" sagde hun, da hun vidste han gik
hun vidste han ville gøre noget alla dette,
hun havde forventet han ville tage sin hævn
det gør han nok også, men måske var han som hende
på en måde alligevel.
Hun forsatte med at gå, mod huset, tænkende
om hvad der skulle ske efter dette.

//hahaha.. Jeg var nød til at blande mig og læse videre, efter i går Maddie. xD .. Maddie hvis ham at du er den stærkeste xD//

Duncan ignorerede hende..
et koldt smil var om spillede om hans læber,
nu hvor ingen kunne se det!
Så maglede han bare at få fat i Alyss..
Det kunne sikkert blive lige så sjovt som dette.
Selv de klare øjne lyste, lyste af det
der ventede.. al den sjov..