På andre tanker..??

Årstid: Efterår
Vejr: Det blæser voldsomt, men regner ikke lige nu. Tordenskyer hænder truende over Forks, og en svag buldren i det fjerne er begyndt at lyde.
Dag: Fredag
Tid: Eftermiddag
Omgivelser: Nogle elever der netop har fået fri fra skole
Sted: Et bord i hjørnet, som er skjult fra nysgerriges blikke
Påklædning: https://2img.net/r/ihimizer/i/bill858aw.jpg/ + et par sorte og hvide allstars

Bill sad med bøjet hoved, og hænderne foldet på bordet. Han trak vejret, selvom han ikke længere behøvede det. Hans gnistrende, sorte øjne, der var som diamanter, var åbne, men kiggede ikke på noget bestemt. Gennem hans hoved fløj en masse forvirrede tanker rundt. Tanker, fra tiden før han blev vampyr. Dage, hvor han og bandet øvede. Han sukkede stille. Hvor han dog savnede dengang.

Dai's kop drejde rundt imellem hendes fingre.
Hendes sorte hår blev strøget tilbage bag hendes øre.
Hun nynnede svagt, men blev ikke så godt hørt, iblandt stemmerne.
Hun havde en rød top på, og nogle lyse jeans.

Daniella kom langsomt gående hen mod cafeen. Hendes nøgne fødder trådte varsomt på alle bladene der lå i bunker på fliserne. Hun var iført en hvis kjole, der var nedringet ved brystet. Kjolen gik til lidt under knæene og hun havde en sort hættetrøje i hånden. Hendes øjne stirrede direkte ned på hendes fødder mens hun gik. Hendes lidt krøllede hår hang langt ned ad hendes ryg. Hun kunne lugte duften af en anden vampyr. Hun smilede et lillet smil.

Hun kiggede hen på en pige der sad og drejede sin kop. Hun kiggede på pigen. Hun var meget pæn. Hun bed sig i læben.. Hun følte sig pludselig sulten da hun så denne pige. Hun bed det i sig. de var jo omringet af mennesker! Hvorfor lige den pige?.. *Kig væk, Kig væk* tænkte hun men fortsatte med at stå og kigge.

Bill løftede ikke hovedet, da duften af både et menneske og en vampyr, ramte ham. Han fortsatte blot med at stirre ned i bordpladen, og forsøgte at styre sin evige blodtørst.

Hendes øjne flakkede. Hun kiggede væk fra pigen. Og kiggede endnu en gang mod vampyren. Hun bed sig stille i læben og smilede kort. Hun lagde hovedet på skrå og betragtede ham stille. Derefter gik hun lydløst hen mod ham. Hun vidste ikke hvad hun ville sige men gik direkte hen foran ham med åben mund og sagde nervøst "måjegsættemigher?" ordene røg for hurtigt ud af hende, i for hurtigt et tempo.. Hun lo af sig selv.

Bill løftede hovedet, og kiggede desoriteret på hende. Hans ansigtsudtryk var forvirret, han havde blålilla skygger under øjnene, og hans kindben var meget tydelige under den snehvide hud. Han så en anelse syg ud, men trods det, nikkede han stille til pigen.
"Ja selvfølgelig. Du sætter dig bare." Mumlede han hæst. Trods at hans stemme lige for øjeblikket var en smule hæs, var den alligevel smuk og melodisk og syngende. Det var en stemme som de fleste piger, i hvert fald menneskepiger, ville gøre absolut alt for.

Hun satte sig stille ned overfor ham uden at sige noget. en masse tanker strømmede igennem hendes hoved på en gang. hun følte det som om det pressede i tændingerne og derfor kørte hun en finger over dem. Hun lagde endnu en gang hovedet på skrå og betragtede ham med sammenknebne øjne. Hendes øjne var , sorte, og bedårende. "Har du spist noget her på det sidste?" spurgte hun med et skævt smil.

Bill sank en klump, spørgsmålet var nok til at få sulten til at gnave i hans tarme.
"Jeg spiser hele tiden," hviskede han til hende, og mødte endelig hendes blik. Hans øjne var plagede

Hun stirrede ind i hans øjne med et strengt udtryk.. Hun kiggede sig omkring. Der var ingen mennesker omkring dem.
Hun lænede sig alligevel indtil ham og hviskede "Du lyver. Hvor længe har du ikke fået blod?"

"E...en hel dag," mumlede han. Det lød ikke af meget, men for ham, som plejede at jage og dræbe hele dagen, var det som et helt år. Han sank.

"Hvorfor har du ikke jaget, idag?" spurgte hun ham alvorligt. hun kiggede stille på ham. "Man bliver syg hvis man ikke gør det. Og hmm.. tager du dyreblod eller menneskeblod?" hviskede hun og så sig om.

"Jeg hader mig selv nu," mumlede han, næsten uhørligt.
"Menneskeblod," hviskede han længselsfuldt.

//Kommer på om en times tid igen (;//

"Lad være at sig det. Du føler dig så god som ny når du har fået noget blod." hviskede hun til ham med melidenhed i stemmen.
"Her er masser af mennesker. Vi skal bare lokke en med." mumlede hun. "Jeg hjælper dig" sagde hun og med det samme følte hun et stik i maven. Hun havde lagt sig ud for aldrig at dræbe et andet menneske. Men når han var sulten og syg var det vel det værd. Der findes nok mennesker.



//Okay ^__^ .. Vi kan bare fortsætte når du kommer. xD//

"Du.. du forstår det ikke," mumlede Bill hviskende. "Jeg... jeg vil ikke dræbe mere. Jeg vil være menneske igen." Han så desperat på hende.

"Jeg kender det.." hviskede hun og så ned i bordet. "Jeg vil også være menneske igen. Mine forældre er mennesker, og de ved intet som helst om at jeg er vampyr. De tror jeg er forsvundet." sagde hun, og mærkede et stik i hjertet af at fortælle det.
nogle tårer pressede sig frem, men hun strøg dem væk med hånden. Hun lo kvajtet og sagde "Jeg lyder sikkert svag lige nu."
hun snøftede kort, mens hun prøvede at komme til sig selv.

"Det er jeg ked af at høre," mumlede han bevæget til hende.
Hans blik blev fjernt.
"Mine forældre bor i Tyskland. Jeg var ikke vampyr da jeg kom til Forks, jeg kom bare hertil fordi jeg godt kunne lide byen. Og kort efter blev jeg bidt," sagde han stille.

Hun betragtede ham stille med tårene strygende ned af ansigtet. "Jeg kender alt til det... Jeg er ked af at høre at du har det på samme måde." sagde hun medfølene og betragtede ham. "Sagde du Tyskland?" spurgte hun.

Han bed sig lidt i underlæben.
"Mmm, det er noget møg det hele," hviskede han til hende. Han havde mest af alt lyst til at give sig til at græde også.
"Ja, jeg kommer fra Tyskland." Sagde han stille.

Hun nikkede til det han sagde. "Du ligner sygt meget mit idol og han er også fra tyskland" sagde hun og måbede. Hun betragtede ham fortsat. Hun sendte ham et lillet smil i håb om at han ville besvare det. Hun vred sin hjerne, Hun havde ondt i maven efter at have talt om livet. Hvor ville hun gerne tage hjem til sine forældre. Men hun kunne ikke. Med en chance for at dræbe dem, eller gøre dem til vampyr? . Nej hun måtte afgjort holde sig væk.

Han sendte hende et lille flovt smil. Han tænkte nok at hun ville regne den ud.
"Ehm. Det er jeg sikkert også," mumlede han. Hvis Bill Kaulitz var hendes idol, så var han i hvert fald.
Pga. at de snakkede om det, kom han til at tænke på Tom, Gustav og Georg. Han havde lyst til at mødes med dem igen, spille lidt musik og sådan. Ligesom i de gamle dage. Men nej, den gik ikke. Han ville sikkert bare komme til at bide dem. Og så ville han aldrig, aldrig kunne tilgive sig selv.

Hun måbede .. hun tog sig til hovedet med et kort grin og så op. hun kunne ikke tage det serisøt.. Hendes mave trak sig sammen. Hun rødmede stort og grinede. "Nøj, omg. det er stort!" lo hun. "Jeg kunne ikke genkende dig!." lo hun. Hun rødmede endnu mere. "Oh. hvordan kunne det ske? .. Jeg har været fan i årevis. Og så.. Det er lidt underligt det her" mumlede hun og kløede sig i håret. "I har virkelig lavet noget godt musik. Hvordan kan du skrive så smukke tekster?" sagde hun og lo. Hun følte sig pludselig super nervøs.

Han lo. Han kunne ikke lade være. Sådan ville han nok også selv have reageret, hvis han netop havde mødt sit idol.
Han lagde hans hånd oven på hendes, og gav den et lille klem.
"Rolig nu," smilede han.
"Mange tak," fortsatte han. "Jeg... jeg skriver bare mine følelser ned, og så bliver det til sange. For det meste da."

Hun rødmede en smule, da han rørte hendes hånd. "Det er mærkeligt det her. Jeg har drømt om at give dig et kram. og nu har jeg siddet her og snakket med dig uden at kunne genkende dig. Det er virkelig mærkeligt." lo hun. "Jeg elsker virkelig jeres musik. Jeg hører det hver dag Og... Hvis du sidder her hvad gør de andre så?" spurgte hun nervøst.

Bill lo blidt, og rørte kort ved hans øjenbrynspiercing.
"Det er jeg rigtig glad for," sagde han smigret. Det var simpelthen så fantastisk at få den slags afvide. Det varmede virkelig.
"De andre... Gustav og Georg er i Tyskland, og Tom bor også her i Forks. Indtil videre." Sagde han stille.

"Din vampyr status ødelægger ikke Tokio Hotel, vel?" sagde hun. hun følte sig knust ved tanken. Tokio Hotel's musik betød virkelig mere end alt andet musik i hele verden, for hende. Hun betragtede ham med hovedet på skrå og fugtede sine læber.

"Du mener, min og Tom's vampyr status," rettede han hende stille.
Han bed sig i læben.
"Jeg... jeg ved det ikke. Jeg er bange for at møde Gustav og Georg nu da jeg er vampyr." Hviskede han trist.

"Hvad?. Er Tom også vampyr?" sagde hun med åben mund. "Har han altid været vampyr?. Hvem bed jer?" spurgte hun nyssgerig. Hun betragtede ham roligt, og følte sig ikke nervøs mere..

"Både han og jeg blev bidt af Claire," mumlede han med et fjernt blik.
"Kender du hende?" Han så spørgende på hende.

Hun så overrasket ud og måbede, før hun svarede. "Ja Claire bed også mig. Ved et uheld. Det skete bare for hende. Hun sagde at jeg lugtede ufatteligt godt. og så greb hun fat i mig og tog noget af mit blod. Hun er en god veninde for mig. på trods af at jeg nu skal være vampyr så holder jeg stadig af hende. Hun var der for mig da jeg blev forvandlet." mumlede hun.
"Men jeg har ikke set så meget til hende på det sidste." fortalte hun.

"Sikke et sammentræf," mumlede han. Det var lidt pudsigt.
"Claire og jeg er også gode venner, men det blev vi først efter hun havde bidt mig. Hun synes jeg lugtede så godt, og så regnede hun med at jeg smagte ligeså godt som Tom, derfor bed hun mig."

"Og smagte du så lige så godt som Tom?" lo hun. "Jeg har aldrig kunnet tage blod fra et andet menneske. Jeg har været for bange og svag til at gøre det. Jeg har hele tiden håbet at Claire ville lære mig at tage blod fra mennesker. Men nu er jeg ikke sikker på om jeg vil tage det." sagde hun stille.

"Det tror jeg nok," svarede han med en lille latter.
"Hmm. Lige efter jeg var blevet forvandlet, tog Claire og jeg på jagt sammen, og dræbte 3 unge piger. Mine første mord på en laaaaaang liste," svarede han og blev trist igen.

Hun kunne høre på ham, at han var ked af at have dræbt så mange.
"nej. nej. Bill. Du må altså ikke være trist. jeg mener det. Jeg kan ikke lide at se mit idol ked af det. Må jeg ikke få et kram?" sagde hun og bed sig i læben. Hendes øjne var blide og bedene.

Bill kunne ikke lade være med at smile.
"Så lad gå da." Han rejste sig op, og gik hen til hende. Han lagde armene om hende, og gav hende et ordentligt kram (:

Hun lo og lagde hovedet ind mod hans skulder. "Huraay. det er ikke hver dag man får lov at kramme sit aller største idol" smilede hun og så op på ham og blinkede.. Hun var stille i to sekunder, og spurgte så, "Har jeg en stor pande?" med et skævt smil på læben.

Bill smilede lidt til hende.
"Det er ikke hver dag man får lov til at kramme sådan en trofast fan!" Lo han.
"Overhoved ikke!" Forsikrede han hende om. "Den er helt perfekt."

Hun lo og følte sig virkelig glad.. "Din pande er også meget smuk. Den kunne ikke blive smukkere" sagde hun smilende.
"Yay. min drøm er gået i opfyldelse; At give dig et kram" lo hun smilende.

Bill smilede skævt til hende, og gned sig på panden.
"Mange tak!" Grinede han.
Han rødmede en smule ved hendes sidste ord.
"Sikke en drøm at have," lo han hovedrystende.

"Ja. Jeg har nogle rimelig mærkelige drømme. Jeg har også drømt at et band der hedder Escape the fate, kom til min venindes fødselsdag .. Og så gav de mig to dollars." fortalte hun ham, og lo.. Hun holdte ham stadig i et kram og rødmede.

Han kunne ikke lade være med at le.
"Jeg kender det godt. Man kan drømme det særeste!" Konstaterede han med et lille latter. Han havde stadig armene om hende, og smilede glad ned til hende.

"Ja. Det sker rigtig tit for mig. Men jeg tror at det er derfor folk elsker at drømme. drømmene er personens helt egne!" smilede hun. Hun smilede op til ham. Det virkede helt forkert at stå og kramme med sit idol. Og alligevel så godt. Hun lo stille.

"Mmm, og ingen kan bebrejde dig ting du drømmer. Man kan ikke bestemme over ens drømme," smilede han. Han nød egentlig at stå sådan og kramme hende. Hun virkede som en rigtig sød og sjov pige, som han godt kunne tænke sig at lære bedre at kende. Han smilede skævt.

Hun nikkede. "Hvordan kan du lyde så vis?" smilede hun og fugtede sine læber.
Hun krammede sig ind til ham og følte at hun var den lykkeligste pige i verden. Møde sit idol personligt, snakke, og give idolet et kram. verdens heldigste pige.

"For sådan er jeg bare," smilede han til hende. Han lignede sig selv meget, for menneske-Bill havde også været meget bleg. Det var næsten kun hans øjne der havde forandret sig. Før havde de været blide og mørkebrune, nu var de kolde og kulsorte. Når de ikke var røde selvfølgelig.

Hun lo og bed sig i læben, mens hun kiggede op på ham. Sådan var han jo englig.. det føltes som 1000 år siden at hun havde siddet og beundret ham over videoer. Og nu stod hun og kiggede direkte op på ham.
Han var ligeså fantastisk som på videoerne, og som han havde givet udtryk for. Med sin egen holdning og meninger.
Hun kiggede ned på sine nøgne fødder med et smil.

Bill havde nok en fornemmelse af hvordan hun havde det. Det måtte være meget mærkeligt at møde sit idol.
Så slog han sig for panden.
"Jeg har slet ikke fået dit navn af vide endnu!" Lo han. "Hvad hedder du?"

hun rødmede. "Jeg hedder Daniella " lo hun og rødmede. " Daniella Phoebe Penelope Elizabeth"
Hun kiggede ned af sit bryst og træk lidt op i den nedringede kjole. Hun havde aldrig været spc. glad for sit navn 'Daniella' og havde altid bare håbet at folk ville kalde hende andre ting.. Hun bed sig i læben og kiggede væk.

Han lo.
"Pænt navn." Han tænkte sig lidt om. "Dani!" Sagde han så, og smilede til hende.
"Må jeg kalde dig det?"

Hun nikkede. "Jeg havde engang en veninde der kaldte mig det. Dem har jeg faktisk haft et par stykker af. Men nu kalder de fleste mig Ella, og ellers bare 'Daniella' .. Jeg har aldrig rigtig brudt mig om det navn." lo hun. Hun kiggede ned af sig selv igen.




//Hvornår slipper de englig hinanden? xD' Jeg syntes ikke vi har skrevet det i indlæggende. //