En kold midnats aften

Dato: 10. Oktober
Dag: Lørdag
Tid: 00.00
Sted: I Reservatet
Vejr: Isne koldt og det blæser
Årstid: Efterår
Omgivelser: Ingen

Eva kom roligt løbende igennem træerne i reservatet, det var koldt og det blæste en held del, så Evas hår piskede hende i hovedet og flagrede helt vildt. Kulden bed ikke på Evas tempertur, hun var jo næsten 50 grader i kroppen så hun kunne ikke mærke den komme imod hende. Et vært menneske som vovede sig herud lige nu, ville fryse godt og grundigt i hele kroppen og ikke kunne holde sig varme. Hun løb roligt videre, hun fik så afsat sin bare fod på et træ og sprang op i det, hun sprang nu fra træ til træ i menneske skikkelse, hun var ikke i ulve skikkelse som de fleste nok ville have været i imens de sprang og løb, men Eva var mere bange for at forvandle sig, hun kunne godt se det gode i at kunne løbe hurtigere og høre hinandens tanker, men hun turde alligevel ikke, hun sprang stadig fra træ til træ, men så tænkende ud i luften.

Sam checkede at hendes forældre sov før hun op ud af vinduet, over i det store træ, som stod overfor og ned. Hun løb lidt væk og skifte til ulveskikkelse og løb ind i skoven.
Aftenen havde været et maridt! Det eneste de hedes forældre havde lavet var at kritisere alt hvad hun gjorde. Hun var træt af dem.

Eva snuste fraværende ud i luften og duftede en en anden ulv i nærheden, hun sænkede farten i sine spring så de så mere rolige ud og kom så tilbage til virkeligheden igen, hun så sig omkring men kunne ikke se nogen ulv der hvor hun var. Hun stoppede sine spring og stod nu i et mellem højt træ og så tænkende ud i luften, hun kendte ikke duften, det var hverken Jake eller Isabellas duft, hun satte sig til at vente i træet for at se om ulven skulle komme tættere på.

Sam lød alt hvad hun kunne. Løb så hurtigt at hun næsten løb hurtigere end en gepard.
Hun ville bare så langt væk fra sine forældre, som muligt og det bedste gemmested var helt sikkert i reservatets skov.

Eva kunne stadig godt dufte den anden ulv, men det var meget svagt fordi ulven var så langt væk.
Hun blev siddende lidt i træet, men besluttede sig så for at springe ned fra træet og ned på jorden.
Selvom der var langt ned, landte hun alligevel sikkert på fødderne og så sig omkring, for at holde øje med hvis ulven nu skulle komme forbi.

Sam begyndte at kunne se skoven tydeligere og tydeligere. Træerne begyndte der at være kortere og kortere imellem.
Hun susede forbi den og ind i skoven. Der var en underlig slags ro der inde. Selvom hun løb stærkt kunne hun fornemme den.

Eva satte sig på hug og støttede med det ene knæ på jorden.
Hun lukkede øjnene og lyttede til stilheden, hun kunne dufte at ulven nu var inde i skoven og hun kunne også meget svagt høre hende løbe.
Eva forstillede sig ulven løbe, den frihed man havde når man var ulv, hun ville også gerne føle den frihed men hun turde ikke, hun åbnede halvt sine øjne og lyttede stadig.

Sam undveg træerne mens hun løb, selvom det ikke var nemt når man var ny varulv. Men det var en utrolig dejlig følelse at mærke hvor hurtigt man kunne løbe. Farten. Man kunne hurtigt blive afhænig af den.
Hun kunne svagt fornemme en anden ulv.

Eva åbnede helt øjnene igen og så sig omkring.
Færten af den anden ulv var blevet lidt stærkere nu, hun rejste sig op og så rundt igen.
Eva viste ikke om hun skulle vente på at ulven kom hen til hende, som hun ikke var sikker på at den gjorde eller om hun skulle begynde at løbe i den retning ulve duften kom fra, hun snuste lidt i luften igen, men følte sig pænt forvirret over hvad hun skulle gøre.

Sam ignorerede duften af den anden ulv. Koncentrerede sig bare om at løbe videre.
Det hjalp virkelig at løbe. Man kom virkelig af med noget energi.

Eva besluttede sig for at løbe ulven i møde.
Hun viste dog at hun aldrig ville kunne hamle op med farten så længe hun var menneske, men hun turde ikke forvandle sig.
Eva begav sig til at løbe, ret hurtigt faktisk for ikke at miste færten af den anden ulv, hun ville nemlig gerne møde og se hvem denne person var, hun løb hastigt videre og ungik grenene der lå på jorden og ikke at ramme nogen af træerne.

Sam kunne mærke at den anden ulv kom tættere og tættere på.
Hun løb hurtigere for at se om hun muligvis kunne flugte fra ulven. Troede at den kom bagfra. Hun begyndte dog at kunne se et menneske langt for ude komme løbene. *Åh åhh* Tænkte hun. Vidste at det kunne ville kunne gå galt. Hun kunne nemlig ikke nå at sænke farten.

Eva løb så hurtigt hun kunne og trak stadig vejert roligt.
Hun var godt i træning i menneskeskikkelse fordi hun tit løb til daglig.
Eva begyndte at kunne skimme en ulve skikkelse mellem træerne, hun kunne godt mærke af duften fra den blev stærkere.
Hun blev ved med at løbe så hurtigt hun kunne og kunne nu svagt se ulven tydligere, men hun var stadig et stykke bagud, hun kunne godt se at ulven havde fart på og hun blev lidt bekymret for om ulven så også kunne stoppe igen.

Sam kunne se at den anden ulv også var en smule nervøs for om hun kunne stoppe. Dog vidste hun at det var umuligt for hende at stoppe når hun var oppe på denne fart.
Hurtigere og hurtigere kom de tættere på hinanden.

Eva kunne godt se at de kom tættere på hinanden.
Men hun viste også at hun aldrig ville kunne hjælpe ulven med at stoppe så længe hun var i menneskeskikkelse, hun rystede svagt på hovedet over situationen og følte sig bange, hun ville gerne hjælpe men turde ikke forvandle sig.
Så var der noget der slog hende, mon ulven ville hjælpe hende med at falde til ro bagefter så hun kunne blive sig selv igen, hun tænkte ldit over det, men blev for en stund ved med at løbe som menneske.

Sam bestemte sig for at løbe hurtigere. De kunne lige så godt få det overstået for et sammenstød var uungåetligt.
Det skete næsten som i slowmotion for hende. Løbe, løbe, løbe og BANG!

Eva blev ret overrasket da hun så ulven løbe imod hende.
Hun nåede lige at tage armene op for ikke at få et hårdt stød imod sig.
Eva landte lidt hårdt på jorden og lavde nærmest en baglæns koldbøtte, og lå derefter på maven.
Hun havde blade i håret fra jorden og havde fået hudafskrabninger på hænderne, men hun tænkte mere på ulven og kiggede hen på den for at se hvordan det gik med den efter sammenstødet.

Sam var knap så forberedt på sammenstødet.
Hun lavede to kolbøtter og rullede rundt og rundt. Bladene fra jordbunden fløj op. Hun fik både jord, blade og pinde i pelse.
Til sidst lå hun dog stille. Ømmede sig lidt, da det gjorde ondt i hendes ene forben, som svarede til hendes arm.
Et enkel hulk hørtes fra hende, men så heller ikke mere.

Eva kom op at stå, men det kørte lidt rundt for hende.
Hun havde ondt i hovedet og ømmede sig lidt, hun var ikke vred på ulven over det, snere bekymret.
Eva ville ikke begynde at løbe over til ulven hvis hun nu besvimede på grund af hoved pinen, så hun gik roligt, men også lidt hurtigt hen til ulven og satte sig på knæ ved den.
Hun havde stadig blade i håret og det sad af hå til, men det var hun ligeglad med, hun så bekymret på ulven, " er du okay?" spurgte hun selvom hun viste at ulven ikke ville kunne svare hende før hun var i menneskeskikkelse.

Sam havde lukket sine øjne, mest pga. hun havde ikke lyst til at se se skader.
Hun skiftede til menneskeskikkelse og satte sig langsomt op. Det kørte rundt for hende og venstre arm, skreg af smerte. Hovedet gjorde også rimelig ondt. Hun håbede at smerten ville tage af.
Turde ikke se på armen så hun så på pigen, som hun var løbet ind i og nikkede.
"Det må du undskylde" Sagde hun stille og smilede skævt. Hun så bestemt ikke for køn ud med jord i ansigtet og pinde, blade og jord i håret.

Eva sukkede lettet over at pigen var okay.
Hun nikkede svagt og smilte let bagefter, " det gør ikke noget, bare rolig der skete ikke det store, jeg har det fint" sagde hun stille og smilte svagt igen.
Eva tog stille hånden frem og tog bladene og pindene ud af pigens hår, fordi hun godt kunne se at pigen ikke så godt kunne bevæge sin arm lige nu, så hun selv kunne gøre det.
Hun gjorde det meget forsigtigt fordi hun ikke viste om pigen brød sig om at hun rørte ved hendes hår, og Eva smilte svagt til pigen imens hun rettede pigens hår ud.

Sam smilede.
Pigen virkede overhovedet ikke sur og hun så ud til at være Ok. Hun så i hvertfald ikke værre ud end Sam.
"Jeg er ked af det, men jeg måtte bare væk fra mine forældre, du ved" Sagde hun vendte øjne. De var for mærkelige at høre på nogen gange når de kritiserede hende.
Hun så ned på sin arm. "Bare den ikke er brækket" Mumlede hun for sig selv.
Sagde ikke noget til at pigen pillede pindene og bladene ud af håret.

Eva så på pigen og nikkede forstående.
"Ja jeg ved godt hvad du mener, det er hlet i orden, jeg er ikke sur eller noget på dig, du var jo nød til det for at kunne stoppe med at løbe" sagde hun og smilte svagt til hende igen.
Eva så kort ned på pigens arm og bed sig tænkende i læben, hun sad stadig og pillede blade og pinde ud af håret på pigen imens hun tænkte, " det tror jeg ikke den er, det kan være du bare har fået stødt den hårdt på jorden da du faldt, men ellers så er den sikkert snart på vej til at heale" opmuntrede Eva og smilte svagt igen.

Sam smilede til hende.
Pigens hår så heller ikke for godt ud. Hun løftede sin anden arm og begyndte at pille blade, jordklumper og pinde ud af hende hår. Det ville være bedre at få det ud nu, end når hun sikkert skulle skylle det med vand.
"Du har nok ret" Mumlede hun og så kort på sin anden arm. Den føltes allerede en smule bedre.
"Jeg hedder forresten Samantha, men du kan kalde mig Sam" Præsenterede hun sig selv.

Eva smilte og nikkede.
"Hyggeligt at støde ind i dig Sam, jeg hedder Eva" sagde hun med et smil og forsatte med at pille blade, pine og jord ud af Sams hår.
Efter lidt tid så hendes hår nogenlunde fint ud igen, de fleste blade og knækkede små stumper pinde var blevet taget ud af Sams hår, men jorden havde været lidt sværre at tage ud, så der sad stadig lidt i hendes hår, men det kom sikkert ud når Sam gik hjem og vaskede sit hår.
Eva tog hånden til sig igen og smilte til Sam igen.

"I lige måde, Eva" Sagde hun og smilede.
Hun pillede de sidste blade og pinde ud. Jordklumperne havde været svære at få ud, men de ville sikkert forsvinde når Eva vaskede sit hår.
Det så meget bedre ud uden pindene og bladene.
"Hvor længe har du været varulv Eva?" Spurgte hun nysgerrigt. Det kunne være hun var ny varulv ligesom hende selv.

Eva smilte og tænkte lidt.
"Jeg har været varulv i 1 år nu, hvad med dig?" spurgte Eva stille men smilte samtidig, hun følte sig lidt underlig tilpas over at snakke om det, for hun følte sig svag og udstøt på en måde, når hun så at andre turde forvandle sig men ikke Eva, hun tænkte lidt igen, og bed sig så diskret i læben.

Sam smilede.
"Jeg har været varulv i ca. to-tre uger" Fortalte hun og bed sig let i underlæben. Vidste ikke helt om Eva brød sig om at snakke om det. Måske ville hun synes at Sam var for svag, når hun ikke havde været det særlig længe og hun selv havde været det i et år.

Eva så på Sam med store øjne og var også ret imporneret.
"Det er utrolig flot af dig at du tør forvandle dig efter bare 3 uger, jeg har været varulv i lang tid, men jeg tør ikke rigtig at forvandle mig, jeg er bange for ikke at kunne forvandle mig tilbage" sagde hun stille og så ned i sine hænder, hun huskede tilbage på første gang hun forvandlede sig, hun havde ikke nogen til at hjælpe hende med det og derfor var hun meget urolig omkring det.

Sam spærrede øjnene op.
"Virkelig?" De fleste hun havde kendt ville have forvandlet sig efter en uge. Hun havde aldrig mødt en der eter så lang tid ikke turde forvandle sig.
"Det er faktisk ret nemt" Sagde hun og smilede opmuntrende. "Man skal bare have viljen til at skifte tilbage" Fortalte hun. "og så skal man selvfølgelig være rolig" Tilføjede hun.

Eva smilte svagt og nikkede.
Hun kunne på en måde godt forstå at Sam var overrasket, der var ikke så mange der ikke turde forvandle sig, så self kom det som en lidt overraskelse at Eva ikke turde.
"Man for det også lidt at lyde nemt, jeg vil gerne føle vinden og farten når man løber men.." hun stoppede og rystede på hovedet, " jeg tør ikke fordi jeg ved at jeg ikke ville kunne falde til ro bagefter, det er en af grundene til at jeg ikke har forvandlet mig siden første gang" sagde Eva stille og så ned i sine hænder.

"Hvad skete der første gang Ave?" Spurgte hun nysgerrigt.
Vidste heller ikke om kælenavnet var ok med hende, men det løb ret fedt i hendes egne øre.
Måske var hun blevet traumatiseret, fordi der var sket noget slemt.

Eva så på Sam med et tænkende blik.
"Jeg var helt alene hjemme på det tidspunkt, jeg kunne så småt begynde at mærke at jeg blev varmere og varmere jeg fik det virkelig skidt og jeg var bange fordi jeg viste jo ikke hvad det var, jeg begyndte at græde på grund af frygten for at blive så dårlig at jeg skulle indlægges, jeg forsøgte med et meget stort held at komme udenfor fordi jeg troede af vinden og duften af naturen kunne få mig til at få det bedre men det gjorde den ikke, jeg blev dårligere og dårligere også kan jeg huske at jeg nærmest faldt også var jeg ligepludselig en ulv, jeg gik helt i panik jeg hylede helt vildt og pev fordi jeg var så urolig og der var ingen i nærheden som kunne hjælpe mig, jeg blev rigtig bange for mig selv og for den panik der samlede sig i mig. Men heldigvis efter nogen timer blev jeg mig selv igen, men siden har jeg ikke forvandlet mig, for jeg er bange for at det skal ske igen" sagde hun stille og så ned i sine hænder igen.

Sam nikkede forstående.
"Jeg tror du har fået nogen ar på sjælen, der, men mon ikke du en eller anden dag får modet til at forvandle dig igen?" Sagde hun stille.
Selv kunne hun godt huske hvordan det var første gang. Det havde også været et maridt for hende.

Eva smilte svagt og så på Sam igen.
"Det håber jeg, jeg vil gerne prøve farten som alle andre kan, jeg kan nemlig godt lide fart og specielt at kunne føle sig fri i naturen" sagde hun og smilte svagt igen, det var noget Eva elskede mest, naturen var det eneste sted hun virkelig følte sig fri fra sine pligter og hun elskede at løbe, det var derfor hun løb så meget til hverdag.

"Det er jeg sikker pån du nok skal! Måske har det noget at gøre med du ikke er moden endnu?" Foreslog hun. Det kunne det nemlig sagtens være.

Eva tænkte lidt og smilte så svagt.
"Det kunne det mådke godt være, men hvornår bliver jeg så moden, fordi hvis jeg ikke forvandler mig så bliver jeg ældre, man bliver nemlig ikke ældre når man forvandler sig, hvis du kender Jake så har han været varulv i 10 år og han ser ikke en dag ældre ud end en på samme alder som ham" sagde hun og tænkte lidt over det.

"Du vil vide det, når du bliver det tror jeg" Sagde hun og smilede opmuntrende til hende.

Eva smilte til Sam og tænkte lidt.
" Ja det håber jeg, hey så kan vi løbe sammen en dag når jeg altså har overvundet min frygt med at forvandle mig" sagde hun og smilte skævt til Sam.

Sam nikkede ivrigt til hende.
"Det kunne være helt vildt Ave! Jeg vil gerne se sig i ulveskikkelse" Sagde hun og smilede stort.

Eva grinte svagt og smilte derefter skævt til hende
"Ja jeg håber at jeg er lige så flot som du er når du er i ulveskikkelse" sagde hun og smilte igen, " forresten må jeg godt kalde dig Sams?" spurgte hun og smilte skævt igen, hun havde nemlig grublet lidt over et kældenavn til Sam efter at Sam havde fundet et til Eva.

"Det tror jeg skam du at du er Det er alle min ven" Sagde hun og smilede opmuntrende til hende. Nikkede ivrigt. Sams lød fedt og var ikke noget alle andre ved navn Sam gik rundt og blev kaldt.
"Ja da, hvis jeg må kalde dig Ave" Sagde hun og grinede kort.