En kold nat.

Det var en meget kold nat, og det regnede. Jeydon sad oppe i et træ. Han havde hans hættetrøje på og så ud over den regnfulde skov. Han var helt alene, men han elskede jo at være alene. Han var ny i byen, og han havde ikke mødt nogen endnu. Han spekulerede på hvad han lavede alene ud i skoven på dette tidspunkt.

Arianna kom stille og roligt gående. Hun havde ikke travlt på nogen måde, nej ville bare give sig tid til at gå rundt og nyde skoven. Hun elskede regnvejr, hvilket kun var blevet styrket af hendes forvandling til vampyr for nogle år siden. Hun var iført et par sorte jeans og en grålig vinterfrakke, samt sine grålige converse. De havde engang været hvide. Hun så sig omkring, og kunne lugte en fært af ung vampyr, men kunne ellers ikke lige placere den. Hun havde ikke duftet den før. Hun så ned i jorden som hun gik, og sparkede lidt til en sten i ny og næ. Mest fordi hun kedede sig. Hun så op mod de høje trækroner, og gav sig til at nynne en melodi, mens hun tænkte på hvem der mon var ude så sent på natten. Hvis ikke hendes syn havde været ualmindeligt godt havde hun fundet skoven og himlen over sig intet mindre end bælgragende mørk.

Jeydon kunne høre en person under træet hvor han sad i skoven. Han holdt vejret for et øjeblik og lyttede til personen. Han kunne ikke se hvem det var, men han gad ikke at gå ned fra træet.

Hun så op da hun hørte noget røre på sig; Hun fik øje på en skikkelse oppe i træet. Hun tæmkte lidt. Eftersom det ikke var nogen hun i forvejen kendte, var det så en ven eller fjende? Hun stirrede bare op nogle sekunder. "Hallo?" Sagde hun med normal stemme. Hvis han eller hun som hun havde lugtet var en vampyr, ville personen jo kunne høre hende let som ingenting selvom hun bare talte. Hun stak sin ene hånd i lommen, og rodede lidt med hvad der lå; Tyggegummipapir, og en mobil. Hendes vel at mærke.

"Ja?" Svarede han til stemmen der kaldte. Han klatrede ned fra træet langsomt.

Hun havde ikke regnet med at få et så direkte svar, men så blot fortsat op i træet. Mon hun skulle springe derop? Det kunne hun jo. Det var irriterende at skulle snakke med en nede fra jorden. Hun sukkede, og bestemte sig for alligevel at gøre det. Så hun trådte tilbage, tog tilløb, og sprang op på en af grenene. Hun klatrede adræt det sidste stykke hen til personen. Og nu så hun ham klarere. For det var en dreng, ca. på hendes egen alder. Ville hun da tro. "Undskyld, jeg syntes bare jeg kunne lugte nogen.." Sagde hun og smilede svagt til ham. Hun lænede sig opad stammen, og ovevejede at præsentere sig selv.

"Og jeg troede, jeg kunne høre nogen." Smilede han tilbage, når han kunne også se hende ordentligt. Han så på hende et øjeblik og troede at hun var faktisk meget smuk. Men han havde aldrig set hende før, selvfølgelig, han var jo ny i byen og havde ikke mødt nogen endnu.

"Så du kunne ikke lugte mig? Tja." Sagde hun smilende og lagde sine arme over kors, mens hun vendte blikket ud mod stranden, som ikke lå langt derfra. Hun så på ham igen. "Jeg hedder for resten Arianna." Sagde hun og betragtede ham for en tid. Hun lagde sit hoved på skrå. "Er du ny på disse kanter? Jeg synes ikke jeg har set dig før. Eller, faktisk har jeg jo ikke engang set dig ordentligt endnu. Hvis bare man kunne få noget lys på det her sted!" Sagde hun muntert, men med en snert af irritation i stemmen.

Han var stille for et øjeblik. "Jeg hedder Jeydon." Præsenterede han sig selv. Han var ikke god til at møde nye mennesker. "Ja, jeg er ny her i Forks." Mumlede han og stak hænderne i hans lommer.

"Jeydon. Cool at møde dig. Hvad laver du herude så sent på natten? De fleste burde ligge hjemme i deres senge. Vi kan jo selvfølgelig ikke sove. Men er det måske for at være lidt alene du er herude på denne tid?" Spurgte hun, og nikkede forstående. "Jeg har heller ikke været her så længe. Omkring 3 måneder vil jeg tro. Det er underligt som man møder så mange andre vampyrer her i Forks, ikke?" Spurgte hun, og gabte kort. Egentlig kun af vane. Hun var jo ikke træt - Kunne ikke blive træt. Men hun prøvede for det meste at opføre sig menneskelig ude blandt, eller sammen med dødelige.

"Rart at møde dig, Arianna." Han sendte hende et kort smil. "Jeg kan godt lide at være udenfor. Jeg hader at være indenfor i mit hus." Svarede han hurtigt. Han kiggede på den mørke skov, det var svært at se noget.

"Jeg har det lidt på samme måde. Men vi kan jo kun være ude når vejret er dårligt. Hvilket er lidt noget lort. Jeg ville elske stadig at kunne nyde et solskinsvejr fra tid til anden." Sagde hun og begynde med et smil at tromme lidt på sine lår. Hun så ud i luften, med et nysgerrigt blik, da hun fik øje på noget der bevægede sig nede på jorden. "Hvor bor du da henne?" Spurgte hun.

"Ja, også mig. En lille smule af solskin ville være rart. Men vi er jo vampyrer." Sagde han med et suk. Han fik lyst til at gå ned fra træet. "Jeg bor i nærheden af skolen." Tilføjede han.

"Ja, der er jo ikke så meget at gøre. Men i teorien kan vi jo godt være udenfor i solskin bare der ikke er andre til stede." Sagde hun og strøg lidt hår om bag øret, mens hun smilede op til ham. "Skal vi gå en tur? Det er lidt kedeligt bare at sidde i.. Et træ!" Grinede hun, og rejste sig langsomt op. Hun kastede et blik ned. Det var altid lidt underligt at skulle hoppe så langt. Og vænne sig til aldrig at kunne slå sig.

"Ja, selvfølgelig." Nikkede han og klatrede langsomt på en rod på træet og derefter hoppede ned.

Hun betragtede ham hoppe ned, og bed sig lidt i læben. Derefter tog hun springet, og landede som altid solidt på sine fødder. Hun vendte sig om efter ham, og smilede stort. "Skal vi gå ned til stranden? Der er ikke langt her fra." Sagde hun og stak sine hænder i lommerne på sin grå frakke. Hun begyndte at trippe lidt som hun stod der. Mest for bare at gøre et eller andet.

"Okay." Sagde han da han var også ned på jorden. Han ventede på hende.

Hun gik hen og stillede sig ved hans side. Hun begyndte at gå, mens hendes blik flakkede lidt fra ham til jorden som hun betrådte den, og til udsigten. Der var kun et lille stykke til de nåede den. Vandet så roligt ud. "Hvor gammel er du egentlig? Går du på Forks High School?" Spurgte hun og så på ham.

"Jeg er atten år gammel." Svarede han. "Hvad med dig?" Spurgte han hende og gik med hende mod stranden. Alting så, så roligt ud omkring her.

"Kun sytten. Men kald mig lille og det bliver værst for dig selv." Sagde hun og kunne ikke holde et grin tilbage. "Men okay.. Faktisk er jeg 36 år gammel. For at være mere præcis." Sagde hun og kunne nu bedre se ham, nu træerne ikke skyggede for månens lys mere, som de bevægede dem ud af den. Hun så først på hans ansigt, derefter hans tøj. Han var faktisk en meget køn dreng, syntes hun. Og han havde en fed stil. Hun smilede lidt og så ned ad sig selv.

"Bare rolig, jeg skal nok ikke kalde dig lille. Tak for advarslen." Grinede han. "Den her strand ser bekendt ud." Sagde han stille.

Hun grinede med ham. "Virkelig? Har du ikke været her før? Jeg er her ofte. Men mest om aftenen eller natten. Jeg hader overfyldte strande." Sagde hun. De nåede snart stranden. Hun kiggede lidt rundt, og tog hans hånd for at trække ham med ud på stranden. Sandet føltes hårdt og stift mod hendes fodsåler.

"Jeg tror ikke, jeg har været her før, men det ser stadig bekendt ud." Sagde han, forvirret. Han fulgte hende tavs. "Du er ligesom mig, jeg kan ikke lide overfyldte steder." Sagde han.

"Det er mystisk, huh?" Spurgte hun grinende, og så ud mod vandet. Det så koldt ud. Det var det sikkert også for mennesker. "Kom!" Sagde hun smilende, og klemte blidt om hans hånd. Hun trak ham med ud mod vandet, småløb faktisk.

"Wow, okay, jeg kommer." Smilede han og fulgte hende hurtigt.

Da de nåede vandet stoppede hun ikke, løb bare grinende ud i det. Hun var ligeglad med hvor vådt det var, og hvor beskidt hendes tøj ville blive. Hun kunne jo alligevel ikke føle kulde. Hun smilede til ham, og begynde at kaste vand på ham. Hun så op mod månen som skinnede over dem. "Den er flot ikke?" Spurgte hun og stoppede op, da vandet gik hende til lidt under knæene.

Jeydon smilede til sig selv og kiggede på hende nyde vandet. Han gik langsomt hen til hende og derefter kiggede op på månen. "Ja, det er den søreme." Sagde han enig.

Hun vendte blikket mod ham, og smilede svagt. "Hmm. Ja." Mumlede hun bare, fordi hun ikke kunne finde på mere at sige. Hun stod bare og kiggede lidt på den. "Nå, så står vi her, helt våde. Hvor typisk." Sagde hun og så ned ad sig selv. Der hang lidt vand planter i hendes bukser. Hun fjernede dem hurtigt, med et rynket bryn.

"Vil du ikke fortælle mig mere om dig selv?" Spurgte han hende fordi han vidste ikke meget om hende. Der var noget inde i ham, der ønskede at kende hende mere for en eller anden grund. Han bøjede sig ned og stak hånden ned i vandet et øjeblik.

"Jo da. Gerne." Sagde hun, og så ned i det klare vand. "Altså, jeg hedder Arianna Lydia Corwin og er 17 år gammel. Eller 36. Hvad du foretrækker. Jeg bor i en lejlighed inde midt i byen, og går på Forks High School. I min fritid går jeg til kor og synger meget. Og min livret er blod." Sagde hun. Hun kunne ikke lade være med at grine ved sin sidste sætning. "Og du?"

"Interessant liv du har der." Blinkede han til hende. "Um, jeg har lige flyttet her til Forks med mine forældre og bor i et hus nær Forks High School. Jeg er atten år gammel og kommer fra England." Fortalte han hende. "Og jeg har ikke startet i skolen endnu." Tilføjede han med et skuldertræk.

"Cool. Jeg bor alene. Jeg ved faktisk ikke engang om mine forældre stadig lever. Har du så planer om at begynde i skolen? Det ville være fedt hvis vi kom i samme klasse! Det synes jeg i hvertfald." Sagde hun før hun så ind mod bredden igen. "Kom. Lad os gå tilbage til stranden igen. Jeg havde bare lige lyst til at blive lidt våd. Lol." Sagde hun og begyndte at gå ind mod den igen.

"Ja, jeg starter skolen snart." Svarede han. "Og det ville være rigtig rart at være i samme klasse som dig." Smilede han til hende, og mente det. "Det må være fedt nok at bo på alene." Sagde han eftertænksomt.

"Lidt ensomt nogen gange. Men ellers; Okay. Jeg kan jo ikke rigtig have en sambo, medmindre jeg møder en anden vampyr at bo med. Det ville være for risikabelt. Desuden gør jeg nogle gange i søvne." Sagde hun og kunne ikke holde et grin tilbage; Underligt nok fortalte hun ham om det, selvom hun selv fandt det noget meget personligt. Og pinligt.
"Hmm, ja. Men mine lærere er uhyggelige, seriøst!" Grinede hun.

"Jeg ved hvad du mener." Grinte han "Jeg har ikke noget imod at bo alene. Jeg kan godt lide det på den måde." Han trak på skulderen. "Og hvad med eleverne? Er de også uhyggelige?" Spurgte han hende.