I parken

Tid: 12:45
Dag: Søndag d. 13. september
Sted: Resevatetes park
Vejr: Klar solskin fra skyfri himmel
Omgivelser: Folk fra La Push og Forks er her for at nyde det gode vejr.
Årstid: Efterår
Påklædning: Sorte shorts og lyserød top

Amira lå fladt på maven nede i parken med lukkede øjne. Hun nød at mærke græsset under sig og solen bage på sig.*En helt vampyr fri dag* tænkte hun, lettet over at hun ikke behøvede at bekymre sig om noget som helst. Hun smilede lidt, da hun hørte børn løbe rundt og lege, hvinende a fryd, plaskede de rundt i åen der løb igennem parken.
Amira strakte sig og gabte. Hun kunne godt falde i søvn her, mente hun bestemt, og som sagt, så gjort, begyndte hendes vejrtrækning at blive roligere og hun faldt ind i en let søvn.

Jace kom gående i parken også så han at Amira lå der
"heej Amira hvordan går det"han smilede

" og tak for hjælpen sidst"

/så er jeg her/

Amira vågnede med et sæt "Hvad?" gispede hun og fik øje på hvem det var "åh, hej Jace!" sagde hun lettet og smilede til ham. Hun satte sig i skrædderstilling og så op på ham "Hvad bringer dig hid?" spurgte hun så med et drillende glimt i øjet.

"for slappe af" han smilte han tænker *okay jeg spørger*
" må jeg sætte mig?" han Smilte mere

Hun smilede stort "Frit land, selvfølgelig!" udbrød hun og grinede til ham "Så høflig man er!" tilføjede hun drillende

Jace smilte stort igen og satte sig ned "hvordan går det ellers?"

" dejligt vejr hva varmt "

"Ja det er fantastisk!" udbrød hun
"Jeg klarer mig, hvad med dig?" hun så interesseret på ham.

" ja ikke " jace tog trøjen af "fint udover jeg er lidt ensom men ikke så meget mere
når du er her"han smilte

Hun grinede til ham "Jeg skal nok holde dig ved selvskab" lovede hun ham "Det er svært at være ensom når man er to sammen!"

"tak" han bliv lidt rød i ansigtet * orv hvor er hun sød * tænkte han

Hun grinede og betragtede ham lidt "Jeg synes ikke jeg har set dig her før... altså før vi så hinanden her den anden dag... Er du ny?" hun sendte ham et spørgende blik

"ja sprit ny jeg er jo kun 16 år" han smilte stort

Emily kom løbende..
Skrammerne i hendes ansigt tydede på at hun lige havde været i kamp, og et stort blødende sår vistet på hendes ben.
Det var grunden til at hun haltede..
Såret på benet blødede ekstremt meget og hendes tanker var omtågede..
Smærten i benet havde været uudholdelig, men hun havde allerede vænnet sig til bidet.
"forbandede Nessie" Mumlede hun gispende og knækkede sammen i sandet.
Små pivende lyde kom fra hende og hun gispede efter luft.

//jeg er nød til at smutte i 20 min sorry//

Amira nåede lige at grine til Jace da hun vendte sig om med et sæt og fik øje på Emily. Hun tiltrækkede meget opmærksomhed fra de andre i parken, så Amira skyndte sig hen til hende "Emily, hvad er der sket?" spurgte hun febrilsk. Amira havde selv stadig et dybt ar efter at vampyren som hun ikke kendte, havde angrebet hende med den forgiftede kniv. "Vampyrere?" spurgte hun straks i en lav tone, så ingen omkringstående hørte det.



//Oki, ses///

Emily grinede dæmpet og sukkede sammentidig med at hun slugte luft.
"av" Mumlede hun da hun ville rejse sig igen.
EEmily kæmpede for ikke at forvandle sig, hun rystede stadig og fik hevet sig selv ind i skyggerne.
Væk fra folsk forfærdede blikke.
"Nessie..." Mumlede hun og betragtede hende let .
"Undskyld...Jeg kunne ikke gøre noget, så ville han få fat i blodet..Og så ville jeg tabe"
Det var bare en mumlen og hendes øjne farede frem og tilbage.

"Bl... blodet?" stammede hun "Hvad mener du Emily?" spurgte hun skarpt. Havde det noget at gøre med at den havde taget hendes blod? Hun tog sig ubevidst til arret på hendes håndled *Damn til gift* tænkte hun surt.
Hun så undersøgende på Emily, bare for at være sikker på at det ikke var noget alvorligt.

Emily sukkede.
Hun prøvede koncentreret at kigge på Ami.
"Nessie Bed Mig fordi Duncan skulle bruge MIT Blod?" Hun kiggede på Ami for at se om hun var med så langt.
Jeg kunne ikke forvandle mig fordi at Duncan også skulle bruge noget af MIN pels!? Og jeg har IKKE lyst til at dø lige foreløbigt, derfor blev jeg nød til at løbe ind i La Push.."..Hun tøvede "Ellers ville han nok bare dræbe mig" sluttede hun

"Duncan?" gentog hun nervøst "Ubehagelig type? Ca. så høj?" hun løftede hånden så den beskrev Duncans højde rimelig præcist "Hvad skal han bruge vores blod til?" spurgte hun skræmt og bed sig i læben. Var hun døende nu?

Emily smilede varmt.
"Jeg arbejdede sammen med ham..og vi stolede på hinanden DEN dag"
Emily trak på skuldrene og fortsatte.
"Jeg vidste godt at det kun var den dag vi stolede på hinanden..vi ville løse gåden og medaljonen" Sagde hun og mindes dagen med et smi.
Det gav et lille stød i hende da hun atter mærkede en underlig kulde i benet og i de to dybe huller fra Nessies bid.
"Men...Så manglede han noget og han ville ikke fortælle mig hvad der stod på medaljonen..Han bad mig forvandle mig.."
Emily sukkede.
"Jeg vidste hvad han var ude på og derfor havde jeg bare kopieret noget hår jeg gav ham..Jeg ville jo ikke gå ind for noget som jeg ikke vidste hvad var..Måske sendte jeg alle Varulve i døden hvis jeg havde gjordt det..jeg vidste det jo ikek med sikkerhed."
Hun smilede igen..Svagt.
"Jeg nægtede at forvandle mig igen, så han truede mig med en kniv ;D..Jeg var ikke bange selvfølgelig..Den kniv ville jo ikke skade mig for alvor.."
Emily holdt en pause og dæmpede sig..
"Så kom nessie.." sagde hun mørkt og betragtede sit ben.
"Hun ville hævne sig og bed mig i benet..Duncan juplede og sagde han ville bruge mit blod."
Emily kiggede på ami og trak på skuldrene.
"jeg bandt noget af min trøje om benet så jeg ikke ville kunne dryppe blod på noget, så flygtede jeg mod La Push"

AMira måbede "Vild historie..." mumlede hun overvældet "Hvem har medaljonen nu?" Hun så lidt frem for sig "Og... Hvad skal han så bruge mit blod til?" tilføjede hun så med rynkede bryn. Det var som om at temperaturen faldt med 10 grader, og selvom at hun havde en høj kropstemperatur, fik hun kuldegysninger og slog armene om sig. Hun bed sig i underlæben med et tænksomt blik.

Emily klukkede lidt hæst.
"Hmm..Det tør siges!" sagde hun gådefuldt og trak på skuldrene.
Hun stoppede sig selv "Dit blod?" spurgte hun lettere panisk og betragtede hende..
"han har da ikke...og Kniven?" Mumlede hun og bed tænderne sammen!!

Amira viste hende langsomt det dybe ar der sad i hendes håndled "Daniel og jeg mødte ham i skoven i går" sagde hun langsomt "Og han... du ved.. Havde en kniv og sådan... " hun rynkede på brynene "En mærkelig kniv, det smertede ad helvede til og det er ikke healet endnu!" Hun bed sig i læben "Er det her meget forfærdeligt?" spurgte hun usikkert.

Emily var ude af sig selv, hun hamrede lettere panisk sin kyttede hånd ned i jorden hvor der kom en flænge..
Blodet strømmede ud af hendes hånd og hun kiggede ligegyldigt på den.
"Emily dit store fjols!!!" UDbrød hun forfærdet og kiggede på sin allerede healede hånd "åhh nej!!" Hviskede hun og knyttede sine hændcefr.
"Kunne du da ikke bare for en gangs skyld give dig..Tumpede pigebarn" Hviskede hun til sig selv.
"Du kunne have undgået det her..Men du var for bange til at dø! DUmme Dumme mig" Hun lagde sine hænder på sin pange og begyndte svagt at hulke.
Hun sagde med hæs stemme "Det her er værre end forfærdenligt.." Mumlede hun "Meget værrer...Jeg har måske lig sendt alle varulve i døden.."