stille boglæsning

Emily kiggede rolidt på ham..
Skulle hun forvandle sig?? det var da noget af det underligste hun havde hørt.
Men det gav mening. De skulle jo arbejde sammen, ellers ville de ikke kunne gøre det..
Emily nikkede kort, Hun havde vænnet sig til at gå i bare tær, korte benklæder og løse t-shirts, så hun ikke skulle bærre så meget med.
Hun sukkede og kiggede opgivende på ham.."Fint" sagde hun og begyndte svagt at ryste.
Emily satte sig på Hug og hoppede forover, egentlig uden at koncentrere sig yderligere.
Forvandlingen havde trods alt snart været en del af hendes liv i omkring de 7 år, så det var bare blevet noget man gjorde...
Der hørtes en sprættende lyd, og hun landte på de 4 krid hvide poter..
En hvid ulv stod med et roligt blik på DunDun for at sige: Så?

Duncan nikkede med et smil,
et lusket smil,
hurtigt lod han en lille kniv flyve i luften mod hende..
Den ramte ikke, men skar noget af hendes pels af.
kniven satte sig dirrende i træet..
Duncan smilede undskyldende..

Emily havde set kniven komme..og Hun havde bemærket at den ikke var blevet kastet mod hendes hud.
Hun rynkede kort brynene, hun havde ikke forvæntet noget specielt meget anderledes og skubbede den lille tot hår hen imod Duncan med sin snude.
Derefter var hun som et lyn henne ved træet, hvor hun fik kniven ned og tog den i munden.
Hun svingede hårdt rundt og hamrede kniven ind i et træ ved siden af Duncan, langt nok væk så han ikke ville være blevet ramt hvis han havde lavet en stor svigende bevægelse med armene.
Emily nikkede, undskyldningen var godtaget

Vidste hunhvad han ville?
han så i et øjeblik forvirret på hende..
HAn bemærkede ikke kniven kommet tilbage,
tanken om at hun forstod medaljonen spærrede alle andre ting.
han tog hurtigt pelsen op i sin hånd, og gemte det væk.
" tak.." svarede han ærligt
vidste hun at hun i dette sekund havde givet ham det som kunne gøre hende til en død hund?
han tog kniven

Emily smilede hemmelighedsfulgt.
Hun havde ikke i sinde at fortælle ham hvad hun havde gjordt xD
men han ville alligevbel finde ud af det før eller siden ^^
De t hår han havde fået, var ikke hendes pels ;D Det føltes som hendes pels, og lignede det(Lignede kun håret på hendes hovede, da alt andet er hvidt xD) ..
men det var egentlig bare hendes hår, i menneske form.
Han var nemlig ikke den eneste der havde læst på lektien (:

// arg.. din onde skabning! grr... Duncan slår Emse ihjel når han finder ud af det! xD
ej fandme nice skrevet, du får respekt xD //

Duncan vendte sig om..
han gik roligt, mens tanken om at dette var gået alt for nemt,
var i hans hoved..
dog ville han ikke tænke på det!

Emily klukkede indenvendigt..
Tænk at han troede at hun var SÅ dum? Det var da en utrolig måde at opfattede hende på xD Dum?
Emily smilede svagt, og så var smilet væk igen..Han skulle jo ikke se at hun direkte frydede sig over at han egentlig - ind til vidre - ikke havd eopdaget det (:

//haha xD Du har også fået respekt for en af dine, du skriver VILDt godt DunDun ;D//

uh tak, i lige måde xD //


Duncan gik væk, hev et lille glas frem og puttede pelsen i..
ingenting skete da han blandede den røde væske i.
ingenting?!
Duncan rystede flasken, vendtede.. stadig ingenting..
HAn mærkede raseriet vokse,
som det farlige dyr, lod han det vokse.. styrke sig.
han spændte sine muskler.. Lod sine øjne formørkes,, overtages!
HAn smadrede flasken mod træet, da de gik op for ham at dette ikke var hendes sande pels..
Han vendte sig, med kulden som en tæt mur om sig!

Imens alt dette var sket havde Emily forvandlet sig tilbage og hoppet i noget tøj, inde i en Busk.
Hun kom roligt gående ud med et spørgende blik og betragtede den kolde Duncan.
"Jaae?" Sagdehun med hævet øjenbryn og betragtede ham undrene.
Emily's ansigt lysnede kort op i et roligt, halvsarkastisk smil.
Hun lagde hovedetpå skrå og betragtede ham.
"jammen Duncan!?2 Udbrød hun med tydelig falsk overraskelse. "hvad er der dog galt?"

//Haha xD Jeg takker da ;D

" gi mig noget af din pels!"
Duncans stemme var rolig, men truende..
han fandt ikke dette sjovt, og var virkelig ikke i humør til det!
..
HAns øjne var mørke af afsky til hende, og kniven lå, vejende i hånden, som
var den kun skabt til ham..
" nu!"

Emily rynkede brynene i en let spørgende grimasse.
Inderst inde klukkede hun over ham, Duncan der altid havde været så rolig, var pludselig oprevet og havde endda en kniv i hånden.
Småsmilende trak hun dybt vejret og betragtede ham roligt.
"Som du kan se, Duncan, har jeg ikke noget pels" Sagde hun med et håndkast mod sin højrer arm.
Hun havde hele tiden øjnene på Duuncan, men hun var dybt fokuseret på kniven.
Emily vidste at han kunne føle smerten, og sandsynligvis -mindst- ville bukke ssammen over den. Godt no var han Omega. og Stærk. Men han ville med garangti kunne mærke den, og det ville svække ham.

" forvandl dig.."
Hans stemme var rolig med is kold..
" du ved ikke hvad jeg står med! du ved intet! ..
giv mig noget af dit Pels, og du vil slippe, for de problemer som snart vil brase ind i dit liv!"
Duncan så koldt på hende..
kniven i hånden

Emily klukkede dæmpet. På en underlig fouroligne måde.
"Tumpe" smilede hun blot og betragtede ham med hovedet lagt på skrå
"Uha!" Mumlede hun og betragtede ham med hævet øjenbryn "Så...Hvis ikke jeg giver dig noget af min pels, Duncan, vil der ske frygtelige ting.."
Emily rettede sig op med et sarkastisk blik på kniven..Kniven ville jo ikke kunne skade hende i mere end nogle sekunder af gangen..?
Nu kiggede hun på hans tænder..De ville kunne gennemborre hende, ligesom hendes tænder - Som ulv - ville kunne gennemborre ham.
Problemet var bare, at Emily ikke rigtigt ville forvandle sig så Duncan kunne få noget af Pelsen.
Men uden at være ulv, var hun næsten ligeså slap som et menneske, tænkte hun imens hun blot stod, smilende, og betragtede ham.
"Jaah? Så må jeg vel hellere gøre det. Ikke?" Spurgte hun med et muntert blik på Duncan.

duncan holdt hårdere om kniven..
han vodste at opgaven kunne lade sig gøre..
måske var hun alfa? men han var ligeglad..
han skulle have det pels, og han vidste, at hvis hun ikke ville forvandle
sig, ville denne leg blive hurtig.
"ja, nu!"

Emily fik et småmuntert glimt i øjnene "Uups..Jeg kom lige i tanke om at jeg desværre skal møde en af mine andre venner.." Smilede hun og bevægede sig over imod skoven.
"Men, Lad det blive en anden dag så Duncan." Svarede hun muntert.
Hun vidste at kniven snart ville borre sig ind i hendes arm, ben, nakke eller ryg, med mindre hun var hurtig nok..Hvilket hun plejede at være.
Emily smilede og begyndte a Fløjte, dog holdt hun ørene åbne for at kunne hører hans bevægelser.

Duncan vidste, at hun ikke havde noge ide om hvor stort det var..
Så ville hun ikke reagere sådan.. nej!
HAn løb, svævende, over jorden, tog fat i hende, og hamrede hendes op af et træ, stadig
med hænderne om hendes arme,
og øjnene borrende ind i hendes

Emily betragtede ham med hævet øjenbryn "Du er godt klar over at du forsinker mig nu, ikke?" spurgte hun roligt, stadig med hævet øjenbryn.
Hun kiggede blot ind i hans øjne, uden at gøre nogen for for modstand..For hun vidste at hun sandsynligvis godt kunen komme ud af hans greb..Det havde hun bare ikke lige lyst til lige nu..
Kulden nåede ind i hendes hud og hun mærkede en form for panik ved den form for smerte som minderne sendte igennem hende..Kulde..uf!
Emily's tanker strejfede Nessie..Nessie som hun vidste var i forks, men som hun ikke havde mødt endnu. og Strejfede også den sorte ulv..Drengen som hun selv havde gjordt til Ulv..

Duncan lod sin lille kniv glide,
over hendes hals... rolig, blinkede den til ham..
som ville den skære halsen fra hovedet, uden ham.
" pas på med det der.." svarede han faretruende..
HAn kunne gøre, hvad han ville, uden Varulv, var hun intet, og
den ' ihh så store kræft'
ville være dumt at bruge..

Emily smilede.
Hun nægtede simpelthen at forvandle sig, så var det da også ligegyldigt med hendes død..Hvad betød det? isabelle var der stadig og Emily havde jo alligevel ingen familie. Så? Problemet var nu kun Alex..Men Han var jo vampyr? Så..Han ville nok klarer sig. Hendes smil blev kort sørgmodigt, og så igen roligt imens hun strirrede ind i hans øjne.
Emily tænkte endnu engang på Isabella og Daniel. Hun håbede at de ville blive lykkelige..
Hun smilede svagt over alle hendes tanker.
Kniven mod hendes halt var egentlig ligegyldig..Hun var ikke bange, overhovedet ikke.
Emily kunne ikke lade være..Hun klukkede dæmpet og hendes øjne blinkede muntert
"Så? Du har tænkt dig at skærre halsen over på mig?" Spurgte hun, ude af stand til at skjule hendes muntre øjne.."Livet var meget værd.." Klukkede hun "Men problemet med dig duncan..Er bare at.." Hun tav med et konccentreret udtryk i øjnene..Hendes øjenbryn bugede ned i et V mellem hendes øjne. Hun snusede en gang ind og fornæmmede det straks! Varulv?

Duncan så alt.
hendes ansigt, der kort gik fra sørgmodighed til glæde,
for igen at glide over i noget han ikke kunne tyde.
han skulle til at svare da hun afbrød sin sætning.
" hvad?" spurgte han roligt..
køligt!

Emily der før havde stået og tænkt i lang tid kiggede overrasket på Duncan..
"hvad?" Spurgte hun, og hendes øjenbryn røg straks i vejret igen.
Det irriterede hende at andre besvarede spørgsmål med spøørgsmål, men nu hvor hun selv gjorde det lagde hun knapt mærke til det.
Emily betragtede nu knivens skaft-Det eneste hun kunne se af dden kniv der blev holdt for hendes hals- og kiggede først spørgende på ham, inden hendes ansigt blødede op i forståelse.
"Nårh Ja!" Klukkede hun "Det var jo lige det"
Hendes smil blev muntert, men øjnene rolige og neutrale.

Saria var lydløst kommet tæt nok på dem, til at se hvad de havde gang i. Hun sukkede overdramatisk og lod sine blege blå øjne hvile lidt på vampyre(Duncan) og så på hendes veninde, Alfahunen, som ikke ville have svært ved at slå ham ihjel. Hun stak en lille del af sin tunge ud af munden, for at tænke lidt bedere - typisk hende. Så åbnede hun endelig sin mund for at tale; "Er du kommet i vanskligheder uden at jeg er blandet ind lille Emily?" Hun smilede varmt, og åbent. "Det virker ret mærkeligt, syntes jeg?" Hendes blik hvilede kort på kniven i Duncan's hånd, men hun vrængede bare på sit yndige ansigt af den. Den kunne ikke gøre hende ret meget, i ret lang tid. Men det hun ikke kunne forstå var, hvorfor Emily lod ham true hende - hun var langt stærkere end ham!

//Dun skal oss have en på SIN side så ;p//

Alyss stod lænet op ad et træ, roligt og med et afslappet udtryk i ansigtet.
hun havde overværet det meste af scenen og ligenu holdt hun mest øje med den anden varulv (Saria).
"føj for en stank" hvislede hun giftigt i retningen af varulven men hendes øjne gennemborede
Emmy og Kong-Dun. hendes hånd fløj hen over en bog hvor hun netop var ved at skrive noget... det plejede at hjælpe hende
og hun behøvede ikke engang at kigge på sit papir.

Saria himlede med øjnene. Nu kom der sørme endnu en irreterene klam vampyr! Hun lod som om hun brækkede sig, det havde hun virkelig også lyst til. Den nyankomne, var heldigvis kun en almindelig vampyr. Hun rakte - barnlig som hun er ^^ - tunge af vampyren, og vrængede sit ansigt for anden gang. Hun ville bare have Em med hjem, for hun ville gerne snakke med hende, meeen det kunne nu være sjovt at knække nogle vampyre xD

Emily nikkede til Duncan..
Bevidst lod hun kniven ramme hendes hals og en lille dråbe blod løb ned af hendes hals.
"Så Duncan? du må gerne skærer nu.." sagde hun i et muntert tonafald "Jeg er ved at blive utålmodig^^"
Emily mærkede hurtigt at hendes sår på halsen begyndte at heale...Snart var der intet spor af at hun havde skåret sig på kniven.
Hendes øjne kunne skimte Sira og Lyssa, men hun klukkede bare muntert.
"Hej Med dig Sira! Hvordan går det!?" Smilede hun muntert uden at tage sig af duncans kolde blik og kniven mod hendes hals.

"nejnej..Jeg overlever nok skal du se (:" Smilede hun mmuntert og betragtede et træ nær hende med skeptiske øjne.
"Du tror da ikke jeg er dum!? Vel duncan!?" Udbrød hun med vrede øjne.
Hendes rolige facade var der ikke mere og hun bettragtede ham koldt og med et skævt smil på hendes læber.
Emily grinede derefter muntert.
"Undskyld Duncan! xD" sagde hun smilende

//Ja..Vi lader Duncan svarer før vi svarer igen xD//

Duncan hvæsede kort..
Øjnene var mørke af foragt..
med det forsvandt..
han havde andre muligheder..
muligheder hun ikke anede fandtes

//tak fordi i gad vente xD )

//ja vi er så søde xD

Emily hævede et øjenbryn mod duncan "Du behøver ikke spytte på mig" hvæsede hun og tørrede spyttet på hendes hage af i hans hånd.
"Det er for klamt..Vampyrspydt" mumlede hun foragtet og blev så rolig igen.
Det dummeste lige nu ville klart være at Nessie kom..Det ville være katastrofe..Nessie.

Duncan slap..
ideen havde brædt sig ind i hans hoved.!
- genialt!
Han smilte koldt, og vente sig om..
Nu var Emse ligegyldig..
helt?

Emily tog sig på halsen og lod sig dumpe ned til jorden.
Hun begyndte at ryste meen krympede sig sammen for ikke at gøre noget overiglet..
Ikke forvandle dig..Ikke forvandle dig.
Ordende var allerede nu blevet en lille messe i hendes hovede
Emily kiggede usikkert på Duncan..hv ad havde han tænkt sig.
Hendes vejrtræk var uroligt og hendes øjne flakkede fra Duncan og ned på hendes rystende hender.
Emily mærkede den brændende fornæmmelse i sine øjne og stirrede stræks ned for ikke at skade nogle.

Saria bed sig i læben, for at opdage hvad det var som DunCan tænkte. Hans udtryk var lidt sindsygt, som om han havde fået en genial ide. Hun så efter Emily, som så lige så forvirret ud. Saria stilte sig ved siden af Emily, og tog hendes hånd. Den var varm, ligesom hendes egen.

Duncan s øjne lyste af det hemlige,
han nu havde tænkt på..
HAn vendte sig mod Emse, med de klare øjne,
og det tynde smil
" en skam du ikke kan tankelæse var hund?" svarede han og ignorerede den anden..

Emily bed tænderne sammen.
"En skam du ikke kan vare din mund..Hva Igle"
Emilys nye idé ville virke!
Hendes øjne var klarer og fortvivlelsen helt væk.
"Ogg..Jeg klarer mig uden Tankelæsning Duncan. Jeg er klogere end du tror."
Emily smilede og rejste sig op.
Hun nikkede som hilsen til Saii "er du okei Saii?" spurgte hun med et svagt smil.
Saii var som en søster for hende-

Hun ignorerede det barnlige gadekryds...
den betød intet for hende.
hun holdt sig stadig en smule afstand mod Dun og Elly men ellers
skrev hun videre uden at se i bogen... læste deres bevægelser og ord
men et lille usynligt smil på læben.

"jaså?"
Duncan var ikke overbevist.. og øjenbrynet var oppe.
han så kort mod Alyss,
gemte kniven væk og så på Emily

Emily ignorerede duncan og smilede mod sin Vaulve-søster xD
Hun iggede kort på Sylla og trak så på skuldrene.
Hun var dog stadiglidt urolig med viste det ikke.

Det plagede Saria meget, hun viste ikke engang hvad Duncan ville med Emily, men hun viste, at han ikke fik lov til det, for hun ville stå ved Emily's side, koste hvad det ville. Hun snerrede af vampyren, og hendes ansigt glattede sig ud igen. Hun ville ikke vise tegn på hendes forvirring, det var ligemeget at hun ikke viste noget.

Duncan så på pigen..
køteren som han ikke kendte..
dog besluttede han sig for at sige noget
( dette er bare noget jeg finder på, men i ved det ikke!)
" TAk for sidst hund!" svarede han Saria

"Si..Sidst?" Mumlede Emily med hævet øjenbryn
Emily kiggede på Saii "Han har da vel ikke også truet dig med kniv, vel?2 Spurgte hun med en underlig munter stemme.
Emily betragtede duncan med et let koldt blik og bed sig i læben.

"Selv tak for sidst." svarede hun bare roligt, og kastede med sit sorte hår. "Det er hyggeligt at møde dig igen?" hun trak på skuldrene. "Eller - ikke så hyggeligt?" Hun skar ansigt af ham.

" jeg troede ikke, at du brød dig om Emily..?"
han kiggede uforstående på Saria..
" eftersom det som skete sidst..
men ja.. du husker det nok ikke helt så godt!"

Hun trak roligt på skuldrene. "Nej, det gør jeg ikke - men jeg kan huske dit grimme fjæs.. Hvorfra mon?" hun lagde sit hoved let på skrå.

Emily kiggede undrene på dem bægge..
"Er det for meget forlangt hvis jeg gerne vil hvide hvad samtalen går ud på?" Spurgte hun usikkert.
Ordende Duncan havde sagt skar stadig lidt i maven.. dog vidste hun ikke helt hvor han ville hend med dem.

" gud jaa.. du var der ikke.."
han så drillende koldt på hende..
" sikke en skam, det var ellers nogle skønne udtalelser.. "
han så sig tænkende op

Emily kiggede roligt på ham..uden at vise usikkerheden.
Hun havde selvfølgelig fundet ud af hvor han ville hen med det, men det gjorde hende stadig ilde til mode.
Emily betragtede Saii og trak på skuldrene "Ja..Sikke en skam" sagde hun roligt.
"Det lyder ellers veldig hyggeligt"

Hendes ansigt fortrak sig i vrede. "Jeg har altså set dig før!" Hun bed sig i læben for ikke at overfalde ham. "Men jeg kan altså godt lide skønne udtalser - hvad gik de ud på?" hendes ansigt var roligt, koldt igen.

" det er intet, som jeg vil fortælle om.."
svarede han let..
" der er jo en grund til du intet husker.. på den måde husker du heller
ikke hvad der skete med den person du fulgtes med?"
han blinkede drillende..
mon de snart fattede at det ikke var dem, han ville have..

Hun bed sig i læben. Det hun troede var ikke rigtigt. Det kunne slet ikke være ham, det var udelukket - totalt. "Sig det nu... Duncan." hun vrændede af hans navn, så det lød som et bandeord. "Sig mig hvad det er jeg ikke husker?" hun løs hånlig.

Emily hævede atter et øjenbryn.
Han talte ikke om dem...Men det var da sært.
Hvem var det så?
Hun trak umærkeligt på skuldrene og lænede sig op af træets ru bark.

"hvorfor? "
spurgte han roligt
og tænkte at den person nok ville føle sig helt alene,
når de ikke engang huskede personen..

Hun vrissede irreteret og spidsede læberne. "Du får ikke lov til at slå mig ihjel hvis du ikke siger det nuuuh! Så dør jeg nemmelig af nysgerrighed." hun rynkede brynene. "Du har ikke noget med Eva at gøre - så hvem er du såå?!" Hendes tålmodighed var ved at være brugt op.