stille boglæsning

Dato: IRL
Sted: udkanten af en skov, meget hamonisk sted...
Tid: tidligt om morgenen,
Omgivelser: ingen, udover biller og fugle
Vejr: tynde skyer der nogengange lader solstråler skinne igennem.
Årstid: sensommer

Daisy sad under et stort træ med en bog. Hun klappede den sammen og sukkede højlydt. Der var dejligt og stille i udkanten af den tætte skov og et vandløbs vand raslede harmonisk med fuglenes sang. Daisy flyttede sig lidt da de tynde skyer lod en kraftig solstråle skinne igennem, men det var kun for et øjeblik. Hun syntes der var meget koldt i forhold til hvad hun var vant til.

Duncan gik mellem træerne..
LEt og rolig gang, som virkede en smule svævende.
Hans klare øjne var rettet fremad.
Duncan holdt sig til skyggen.. Der hvos solen ikke kunne nå!

Daisy havde meget i hovedet. Hun mente at kunne huske noget. Noget fra før ulykken, før anfaldet. Noget der måske kunne forklare hendes syn på... Alt? Hun så ned på bogomslaget og sukkede tilfreds før hun åbnede den igen.

Duncan havde fulgt lugten..
Hele vejen, venstre til højre..
Han stoppede da han kunne fornemme at det var tæt på..
- Mennesket!

Daisy begyndte at føle sig lidt svimmel og kløede sig irriteret i nakken med venstre hånd. Med pegefingeren fulgte hun et sølvfarvet koldt ar. Det der var skyld i så meget. Hun vidste ikke hvordan hun fik det, hun havde glemt næsten alt. Men en ting vidste hun; det var dét der havde forværret hendes sygdom.

Duncan stoppede i skyggen, lænet mod træet.
Så mod Mennekset, som han havde fulgt.
Nu han han hende.. nok for sidste gang?

Daisy snusede engang ind og med lynets hast stod hun vagtsomt op og så sig omkring. Den pludselige adrenalin var som altid tegn på fare. Hun følte sig stærk og hurtig og hun spændte prøvende musklerne. "Hvis jeg skal spise af din burger, skal du spise jord!" sagde hun stille til sig selv med et smil. Hun kunne huske det.

Duncan betragtede dende,
med et hævet øjenbryn.
Han blev i skyggen, men bevægede sig, han betragtede hende let, dette kunne blive sjovt!

Daisy lukkede øjnene og så en gudesmuk elfenbenshvid skikkelse. Hun smilede for sig selv og så sig selv ved hans side. Magen til.

Duncan stod roligt,,
De klare øjne skinnede.
Han sagde intet, behøvede ikke..
Soken viste sig stadig ikke, og omgivelserne var perfekte..
perfkte til det han ville..

Daisy så lidt op imod himlen mens hun tænkte sig lidt om. Hun bed sig i læben og kiggede sig derefter over skulderen. Hun slappede langsomt af i musklerne og trak vejret lidt mere kontrolabelt. Det smertede i hendes bryst, og smerten fik hende stønnende ned på hug.

Duncan så op, solen så ikke ud til at komme og han trådte tættere på.
" noget specielt du laver..?"
han ville vide om hun vendtede nogle,
eller at hun havde begået den fejl, og var gået herud
alene!

Daisy så på ham, først forskrækket, så med et lumsk smil. "Hvis jeg sagde ja," sagde hun og holdt et af hendes mini-smertes-udbrud tilbage. "ville du ikke tro mig, så nej," Hun smilede og kom med lettere besvær op at stå. minderne flød ind over hende som en kæmpe bølge af smerte og savn, men hun kunne ikke skelne dem fra fantasi. Hun vidste ikke om hun huskede.

Duncan løftede det ene øjenbryn,
han stod stadig hvor, hvis solen ville komme, ikke kunne nå.
" godt.:" svarede han let, som en svag vind.

Daisy vidste godt hvad han var. Og hvad han ville gøre. "Jeg bliver nok lidt sværere at dræbe end de andre," sagde hun stadig smilende under smerten i hendes bryst. Hun vidste at han ikke ville kunne dræbe hende, men fuldføre det den anden ikke gjorde.

Kevan kom gående han kunne lugte et menneske og en anden vampyr.
han var nysgerig og gk lansomgt inde hvor solen ikke kunne nå ham. hvis den kom han havde os hætte trøje på og hætten ned over hoved ....

" hvad snakker du om menneske?"
Duncan så roligt på hende..
han havde ikke tænkt sig at bide hende, nej hun skulle dø..
som resten!

kevan kom tættere på og stod næsten bag duncan.
han ville stadigvæk gemme sig.
han så på pige og tænkte
*det ville komme til at smage godt hun er lægger*

Daisy så på Duncan. "Synes du ikke i det mindste du skal præsentere dig for dit 'bytte'??" spurgte hun og lavede gåseøjne med fingrene da hun sagde det sidste ord. *Han kan ikke dræbe mig. Jeg er halvt som ham,* tænkte hun og smilet på hendes læber bredere.

kevan sagde " hej søde "
til pigen men han stod stadigvæk bag duncan

Daisy rykkede sig lidt - med den ene hånd på sit smertende bryst - for at hun kunne se hvem der snakkede. "Hey," sagde hun i en afslappet tone. "Vil du også æde mig?"

Kevan trådte lidt tættere på men ikke helt tæt å men så man kunne se ham lidt.
" æde hvad mener du. !" han kiggede spørgende på hende

Duncan skjulte et grin..
hvad var det dog den sindforvirrede unge troede?
han løftede det ene øjenbryn.
og svarede ikke..
kevans ord gav ham kvalme..

Daisy fnøs. Hun kunne huske det hele. "Mmmmh, mit blod er meget velsmagende" sagde hun med en charmerende stemme og lod igen diskræt en finger glide hen over det måneformede ar på hendes nakke.

" mmh?"
han var ikke overbevist.. han så hendes ar men var ligeglad.
Han havde kæmpet mod nogle som var meere værd,
bidt i andre som var langt stærkere..
og det havde givet ham en lille kraft.
hun fortjente at dø langsomt..

Daisy var ikke på nogen måder bange. Hun troede virkelig på at hun kunne klare det. Hun havde en teori om at være blevet immun over for giften, da den jo aldrig var blevet suget ud. Mængden af den var bare for lille til at have gjort noget.

Duncan fattede ikke det menneske.
men han ville roligt bevise, at hun ikke var gud her..
måske skule øjnlågene være det første som forsvandt?
så hendes øjne tørede ind, og hun ville holde mund..
så hun ikke så, så kæphøj ud..

Daisy så koldt på ham. Det bankede en gang i hendes bryst og hun kunne ikke holde smerten ud længere. Hun knækkede sammen og mærkede hvordan al indholdet i hendes mave blev tømt ud foran hende. Hun skreg en enkelt kort gang før hun fik black out, og faldt helt om.

Duncan rystede opgivende på hovedet.
" afskum.." mumlede han til sig selv, og så på hende med rolige og kolde øjne..
måske skulle han skære hendes øjnlåg af nu?

kevan så på duncan og sagde " skal vi æde hende!" men kun så han kunne høre det

Det dunkede hårdt i hendes bryst igen og hun fik en skræmmende krampetrækning.

Emily kom roligt gående..Hun gad ikke at skjule sig, og vidste at hun ville kunne sees hvis man kiggede efter.
Hendes rolige blik gled rundt i omgivelserne og hun skiftede retning mod Vampyrerne og mod Pigen..Pigen, Yeps..Den pige var noget for sig selv^^ Tænkte hun muntert.
Emily sukkede oog betragtede dem inde fra en af skyggerne..Dog vidste hun at de jo kunne lugte hende.
Hun rørte sig ikke og lod blot hendes blik - Uden at bevæge hovedet - Glide rundt på hver og en af de 3 personer der stod, nu mindre end 3 meter fra heende.
Emily hævede langsomt øjenbrynet - den eneste bevægelse hun lavede - Mod Pigen..

" æde hende der?"
han så på kevan, som havde han forslået at æde en lort..
" held og lykke, jeg skal ikke smage!"
han så på pigen..

// Gentager: yderst VELSMAGENDE!!!!//

Emily lod det hævede øjenbryn falde på plads, før hun trådte hen mod Daisy..
Hun begyndte blidt at ryste i hende "Daisy?" sagde hun lavt og roligt imens hun atter gav et blidt puf til hende.
Emily havde troet at Daisy var stærkere..Meeen? Tjoh, hun var jo trods alt kun ett menneske xD

//OOG HOST HOST HEHE //

kevan så på ham " hva mener du!" han var selv mega tørstig

(hremm menneske med hjerteanfald herrrm) Daisy lå slapt på jorden med lukkede øjne. hun reagerede ikke.

(har lige bestået førstehjælp IRL bare kom her over til mig !)

Duncan trådte tilbage..
mennesket var ligegyldigt..
og det var Emily, som sig selv også..
men hvis han provokerede ville det måske ændres,
Som der stod skrevet?

Emily betragtede nu Kevan..
Hendes mundvige trak sig ud i en smal spræk og hun fik et sarkastisk muntert udtryk i hendes rolige øjne.
"Tjooh..Ser du.." Begyndte hun for Kevan. "Problemet er..At hvis DU nu går 1 skridt mere mod pigen her, vil jeg personligt søre for at du ikke kan stå op ret meget længere..Så det vil jeg gerne fraråde at du gør" Sagde hun med et svagt muntert tonafald og trak på skuldrene.
Emily kiggede sukkende på Daisy.."Det er utroligt" Mumlede hun og begyndte at give hende hjærtemassage xD

kevan begyndt at hoste over lugten af varulv.
han grinte os lidt og sagde " ADDRH"

Daisy... lå bare??

Duncan stod forsat, betragtede dem alle..
uinteresseret..
roligt sagde han lavt til sig selv..
" Tegnene var svære men løst.."
han tænkte over de ord han havde fundet!

Emily fortsatte hjærtemassagen indtil..Hun stivnede og vændte sig forbavset om.
De rolige øjne så egentlige meget underlige og skræmte ud, men det varede kun et øje blik og så ver det væk.
"Tegnene..?" Sagde hun tøvende og rynkede øjenbrynene til et 'V' i hendes pande.
- Et Tavst spørgende udtryk
Hun havde glemt alt om Daisy ^^ xD

kevan trådte et skidt tilbage han var faktisk en smule bange og stod nu ved siden af duncan

Duncan frydede sig over det..
dog var det ikke til at se..
han så ned, som var han henvendt til sig selv, til sine egne tanker..
" sproget var smukt.. som medaljonen.."
hans ord svant hen..
og han så på Emse..
roligt!

//OUT

Emily nikkede som hun gav ham ret..Ikke til det med sproget - Hun vidste jo ikke hvad tegnene betød - men til medalionen..Den var nogget smuk.
Hun trak på skuldrene, stadig uden at fatte interasse for sin besvimede Kusine, og sukkede, vel vidende at han frydede sig over 'magten'.
"Så? Kunne det tænkes at jeg måske mååtte indviges i dine tanker?" Spurgte hun tøvende

" hvis du beviser at du kan indviges..
" han sagde ordene tydeligt og lavt.
" forvandl dig til det du er.. så jeg ved du ikke lyver.."
hans ord ville give mening, når han fortalte hvad tegnene havde sagt!