ved eiffeltårnet

Dato : 9 august
Årstid : sommer
Dag : fredag
Vejr : himlen er mørk, der er lunt med en brise af og til
Sted : ved eiffeltårnet i paris
Tid : 23.34
Omgivelser : en masse mennesker der er samlet for at se på

Isobel kom gående hen af den plads der omgav eiffeltårnet. Der stod en masse mennesker omkring. Mange stod og nynnede med på en sang der blev synget helt oppe ved tårnets fod. Isobel maste sig lidt tættere på. Hun begyndte at kunne hører hvad der var for en sang. Sangen hed Hallelujah og det var selveste Rufus Wainwright der selv stod og sang. Isobel begyndte at tænkte mens hun hørte sangen alt i mens hun langsomt maste sig længere og længere frem...

Lewis var på ferie i Paris med sin mor og søster. Hans mor og søster sad nede på en af cafeerne i nærheden af tårnet, mens Lewis var oppe i tårnet. Han stod og kiggede udover kanten og kiggede langt ud over paris og så hvordan gaderne slugtede sig sammen.

Isobel var nu kommet helt op så hun kunne se ham der sang. Hun kiggede dog ikke på ham. Hun så hen med en af elevatorne. Der var en evighedskø til dem. Hun gik derover med elegante og lydløse skridt. Hun sprang et par stykker over så hun nu stod som en af de første i køen. Dem hun havde sprunget over i køen registrede det ikke rigtigt. Musiken i fortsatte en tand højere end før

Lewis hvilede hovedet på den ene hånd og spyttede en enkelt gang udover kanten og håbede at han ramte en eller anden. Han lavede et lille lumskt smil og lukkede øjne og fantaserede sig frem til hvordan spytklatten ramte en eller anden.

en elevator lukkede sine døre op og en folk japanere der sludrede løs på japansk. Isobel så utålmodigt på dem og skyndte sig at få en plads inde i selve elevatorene. Hun trykkede på opknabben inden nogle andre nåede ind i den samme elevator. Hun smilte muntert. Hun så sig omkring i elevatoren. 2 af vækkende var dækket med spejle mens de to andre var af glas.

Lewis skilte sig tydeligt ud fra alle de andre. Ikke kun på hans sorte, løse og lettere hærgede tøj, men også sådan at folk gik en lille bue om ham. Lewis kiggede ned og fik øje på sin mor med sin tegneblok, som hun aldrig lagde fra sig og Sin søste som sad og lignte en ægte franskkvinde.

Endelig standsede elevatoren og Isobel gik ud af den. Hun så sig lidt omkring. Hun kiggede nøje på de personer der var, men kun en blev hendes blik hængende ved. Det var en dreng der skilte sig ud fra de andre. Han stod lidt for sig selv. Hun lagde hoved let på skrå og gik yndefuldt over i mod ham. Hun så kort ned inden hun så på ham igen.

Lewis så en eller anden i øjenkrogen og kiggede på hende. Han blev lidt overrasket, men smilte bare venligt til pigen. "Hej" sagde han mens han kløede sig let i håret.

Hun smilte venligt til ham
"Bonsoir" sagde hun venligt til ham.

Lewis blev lidt forvirrede, han havde hørt fransk før og han forstod det, men han snakkede det værre end en snegl der var ved at få hældt salt på dig. "Siden du sagde Bonoir til mig, efter jeg havde sagt he, betyder det at du så forstår mig?" spurgte han lidt forvirrede.

min sjulte et grin men det kunne ses på hendes gyldne øjne at hun morede sig lidt over ham
"man er vel i frankring" sagde hun med britsk accent

Han smilte selv over det. "Det der var bare ondt" sagde han med et grin og rystede let på hovedet. Han kiggede ind i hendes gyldne øjne med sine nødde brune.

"hvor er du fra?" spurgte hun smilende

"Forks" sagde han og smilte stadig lidt over hende. Der var nu noget underligt over hende, lidt ligesom Cecilie, hun skilte sig også ud. "Dig?" spurgte han med et grin.

hun så overrasket på ham
"særiøst?" spurgte hun muntert

"Nej det er derfor jeg siger det" sagde han med en stemme der drev af sarkasme, men med et smil så man kunne se det var for sjov.

hun grinte en munter og melankolsk latter
"det er bare jeg bor selv i den lille by. Hvad skole går du på? "

"Forks High School" sagde han og smilte stadig.

"det er løgn hvis du går på 3 årgang" sagde hun muntert
*okay, det her er virkelig pudsit* tænkte hun

"Okay det er løgn" sagde han og smilte lidt mere over hende.

hun grinte lidt
"undskyld min lidt mærkelige reaktion, men jeg er bare ikke van til at støde på andre mennesker der kommer fra den lille flække." sagde hun med et lille undskyldende smil til ham

"Gør skam ikke noget, jeg var også kun på skolen en dag, før mor fik det her rejse flip" sagde han og grinte lidt mere


//Skal lige ud med hundene//

hun så en muntert på ham
"okay. har i været meget ude og rejse?"



//okay^^//

"Mor vil vist nok også til Venedig for at male kanalerne, så ja det skal vi, men vi starter med frankrig" sagde han og nikkede mod elevartoren, "Jeg køre ned igen, vi mødes sikkert dernede igen." sagde han med et lille smil og begyndte at gå mod den.

"hey vent lige lidt" sagde hun efter ham. Uden at tænkte over hvor hun var skyndte hun sig overved siden af ham med en ummenskelig fart

"Wow det var hurtigt" sagde Lewis overrasket til hende. "Hvad er du? Hurtigt løber eller noget?" spurgte han med et smil.

hun stivnede kort *damn!* tænkte hun
"bare en pige der er hurtig på foderne" sagde hun med en drillende undertone
"men hvad hedder du?" spurgte hun for at skifte emne

"Lewis La Mirage" sagde han med et smil over hendes lidt hurtige svar. "Jeg fik heller ikke fat i dit" sagde han så igen med et lille grin.

"Isobel Elixabeth Darcy" sagde hun smilende
"skal vi følges ned?"

"Ja" sagde han med et grin og kiggede på hende, før han klikkede på elevator knappen. "Har du boet i Frankrig før? Du ligner en Fransk kvinde" spurgte han.

"ja, men det lang tid siden" sagde hun muntert
*længere tid siden end du kan forstille dig...* tænkte hun for sig selv
"har du boet i frankrig på noget tidspunkt?" hendes smil var varmt og muntert

"Nej, jeg kom kun i går aftes, ellers har jeg aldrig været i Frankrig. Mor har selv lært od fransk og sådan" sagde han og smilte venligt og kom til at grinte lidt, inden han trådte ind i Elevatoren.

hun gik med ind i elevatoren
"nice mor" sagde hun med et lille grin

"Hun har levet et intresant liv" sagde han bare og smilte lidt mere.

"det lyder det som om" sagde hun oprigtigt

Elevatoren stoppede og Lewis gik ud. Han satte kursen mod den lille cafe hans mor og søster sad ved, "Du kan jo møde hende nu" sagde han med et smil.

"med glæde" sagde hun muntert og gik op ved siden af ham

Lewis gik hen til et lille Cafe bord hvor der sad en høj kvinde med sort håt, blå øjne, en lækker solbrun hud og yndefulde bevægelser. Overfor hende sad en lille og yngre kopi af hende. "Hej mor" sagde han glad og hun smilte bare og tog Isobel i øje syn.

Isobel bukkede hoved som en slags respekt hilsen til hans mor. Da hun gjorde det faldt det blonde hår yndefuldt ned på hver side af hendes hoved. Isobel så lidt på hans mor og ville ønske at hun kunne læse tanker

Hans søster flyttede sine store hovedetelefoner og kiggede på Isobel med et interessant blik. "Hvem er din lille veninde?" spurgte hans mor ham med et smil. "Bare en ven" sagde Lewis med et grin, "Sikkert" sagde hans søster Ironisk.

Isobel holdt et grin tilbage
"Isobel Elizabeth Darcy, jeg går på samme årgang som Lewis" sagde hun med sin silkebløde og umennskelige stemme

"Så du går altså på samme skole som Lewis?" spurgte hans søster. Hans mor var dog lidt hurtigere "Det vil sige at du også bor i Forks" sagde hun med et smil.

Isobel nikkede
"ja" sagde hun smilende

"Jamen det er da meget hyggeligt at møde dig" sagde hans søster lidt ligegyldigt og hørte musik igen. Hans mor kiggede bare lidt vredt på hende før hun smilte og rakte hende hånden. "Må jeg ikke byde dig på noget?" spurgte han, Lewis smilte bare og satte sig ned på en tredje stol ved bordet.

Isobel tog hendes hånd og håbede ikke at hans mor ville komentere hvor kold den var
"nej ellers tak" sagde hun med høfligt

"Sig endelig til" sagde hun og smilte, hun satte sig igen og tegnede langsomt mens sikkert videre. "Vil du så ikke sidde ned?" spurgte Lewis hende og bankede på stolen ved siden af ham.

"jo tak" sagde hun og satte sig ned. hun så lidt på lewis og derefter på hans mor og søster

Lewis skilte sig ud fra sin familie. De havde godt nok den samme hår farve, men på alle andre måde skilte han sig også ud fra det. Han var også høj, men langt højere end dem, Nøddebrune øjne, en blegere og mere skrammet hud og lidt mere klodset men sikkre bevægelser. "Jeg er forresten Louise og den lille engel der er Gabriella" præsenterede hans mor sig endelig og smilte et smil med perfekte hvide tænder.

"hyggeligt at møde jer" sagde hun smilende. Af gammel vane begyndte hendes tone at bleve mere som man snakkede i 1500-tallet. Hun så lidt på lewis og derefter på hans mor og tilbage til ham igen. Hun undgik helt at se på Gabriella

"Har du et skuespiller kursus?" spurgte Lewis hende venligt da han hørte hvordan hun snakkede. Louise sad fordybede i sit arbejde og Gbriella hørte høj musik med lukkede øjne.