Et møde med min første ulv. ~ Matthew.

Matthew kom gående i lange bukser og en jakke. Han havde på det seneste gået meget i skoven, da der hele tiden rendte vampyrer og formskiftere rundt. Han ønskede at deltage et andet sted end bare ved menneskerne. Nej, han ville ud fra sit sikre sted. Ud og møde nye, som ham selv, som bar rundt på en hemmelighed. Matthews hår sad som det skulle, og smilet var oppe og vende i dag. Selvom dagen i dag var overskyet, så lyste det klart op i hans indre. Han boblede næsten af iver for at se verden. Det var en dejlig dag i dag. Pludselig mødte en stank hans næsebor og han fnøs. En stinkende vampyr. Efter at have mødt flere vampyrer, havde han haft mere og mere imod dem. Men selvfølgelig, der var vel også nogle vampyrer man i det mindste kunne være høflige overfor, da der også fandtes vegetarer, som ikke skadede indbyggerne i Forks og omegn. De så bare ud til at være svære at finde. - Uheldigt for ham, men heldigt for de vampyrer som ønskede alle formskiftere udryddet, og som ikke ønskede at vampyrer skulle leve i skyggen af mennesker. Han gik mod vampyren forude, velvidende om at det burde han ikke. Han burde gå i en bue udenom. Men, på den anden side. Man vidste aldrig hvem man ville møde, vel?

Matthew kom smilende vandrende imod vampyren. Hvordan han skulle takle situationen, anede han ikke. Afhang af vampyren. Han løb længere og længere ind i skoven, indtil han stod ansigt til ansigt med en vampyr pige. Faktisk køn, bare utroligt bleg i forhold til hans egen solariebrune hud. Men hver gang han fik tanken om at vampyrer var levende død, så røg alt det charmerende bare af dem. Denne vampyr virkede ikke helt så stærk, som nogen af de andre han havde mødt, men det kom vel også ud på et. Stærk eller ej. - de var alle ens. Næsten. Næsten alle blodsugende igler, som intet godt ønskede for andre end dem selv. Hende her var vel ikke meget anderledes. "Er du ude i skoven og vandre, helt alene? Jeg har ikke set dig før.. Er du her fra Forks?" han var i tvivl om han skulle spørge om alt det her. Men, hvad fanden. Han kunne ikke få andet end et køligt svar tilbage, og så kunne han altid skride igen, hvis det var. Der var bare noget over hende, som fik ham til at blive hvor han var. Noget som også havde fået ham til at gå imod hende. Han kunne ikke vide hvad der lå under overfladen. Og han ville bestemt ikke bedømme hende, før han havde fået nogle svar fra hende, og set noget mere. Og først efter bedømmelsen, kunne han få sig selv til at forlade stedet.