Et møde om død ..

Tid :: In real life
Dag :: In real life
Dato :: In real life
Sted :: Lake Washington
Vejr :: Fuldmåne og stjerneklart
Omgivelser :: Vampyre, vareulve og kun de mennesker der kender til hemmeligheden bag vareulve og vampyre.

Claire sukkede da vareulve lugten nærmest overvældede hende. Hun hadede virkelig det her. Hun var tvunget til at møde frem, da det var at Amanda havde givet hende ordre på det. Hun kunne sagtens havde sagt nej, men hun havde syntes at det lød spændene at komme og diskutere lidt. Hun havde dog fået ordre på at blive ved Amanda, så der ikke skete noget uden at det var blevet aftalt med ulvene. Hun fnøs og så på Amanda, ”hvorfor overhovedet være her..? Det var jo bare en traktat” mumlede hun og så den anden vej. Hun følte overhovedet ikke skyld over dette. Hun ledte bare efter Daniella med blikket og selvfølgelig også Yo. Hun regnede dog ikke med at Yo var der på dette tidspunkt. Især ikke når der var så mange ting der farlige for et menneske. Hun lagde dog mærke til at der var nogen mennesker der var kommet. Dem som kendte til hemmeligheden. Der var dog ikke særlig mange mennesker der vidste noget om det. Men alligevel, menneskerne duftede så godt og hun havde sådan en stor lyst til at bide en af dem. Men der var dog nogen vampyre til stede der holdte hende en smule tilbage og desuden forholdte menneskerne sig tættest til vareulvene. Claire så sig om igen og håbede at Amber måske var til stede et eller andet sted. At hun måske havde fået at vide hvad der skete i Forks lige for tiden..

Daniella kom løbende mod Lake washington. Hun havde løbet fra forks af og hen til Lake washington, lige siden hun havde hørt hvad der var i gære. Hun var så urolig for Claire at det var helt vanvittigt. Hendes hår var som altid sat op i en høj, fyldig hestehale.. Men idag, så hun ikke så smuk ud. hun så mere syg ud, og helt ude af sig selv. Hun rettede sine øjne mod pøblen af varulve og vampyre og maste sig frem imellem dem. Hun måtte bare komme så tæt til Claire som overhovedet muligt. Da hun endelig kunne se Claire, stod hun bare og stirrede, mens hun pustede. Hun ville give alt for at løbe op og råbe af Claire, samtidig med at hun ville kramme hende. Hendes bedste veninde, som stod i sådan et rod. Det var ikke til at bære. Hun kunne ikke andet end bare stå og kigge på Claire, og håbe at hun havde set hende.

Amanda så kort mod varulvene da deres lugt blev helt tydelig, den irreterende hende ikke synligt, men den stank forfærdeligt. Hun så mod Claire og rettede sig op. "Traktaten har reddet dig mange gange Claire, varulvene måtte ikke dræbe dig, det må de nu. Jeg er ikke sikker på du kan klare 30 varulve, uden hjælp fra andre vampyrer." svarede Amanda hende. Hun forstod Claire på alle mulige måder, hun havde selv været tæt på at dræbe et menneske og en varulv inden for Forks. Men hun havde været stærk nok, til at beskytte sig selv og sin 'flok'. Hendes kolde hånd, flød ligegyldigt igennem hendes gyldenbrune halvlange hår, der lignede silke. Hendes øjne glitrede, allermest fordi det var alvor. Allermest fordi at hun skulle vise hvad hun kunne. Hun så mod varulvene og hvæste lidt, da den ene trådte et skridt frem. Det kunne godt være at traktaten var brudt, men ingen skulle rører en anden vampyr, lige meget hvem det var.

Yo meste sig igennem alle folk "skrid med jer" sagde han surt mens han prøvede at komme tætter på han rystede hurtigt på hovedet "Claire" råbte han mens han bare gik viderhan var ligeglad med om han ville blive angrebet eller om han ville dø for det ville han jo alligevel hvis sker skette Claire nået folk så surt på ham men han var ligeglad han så efter hende "jeg elsker dig" hviskede han mens han gik længer og længere hen imod Claire han bed sig i læben mens han så efter hende lidt efter fik han synet af hende "Claire" råbte han igen

Amira sad i udkanten af menneskemængden dr var stimlet sammen. Hendes bare tæer, tshirt og nederdel fik det til at se ud som om at hun var taget ud af sommer og proppet ind i et vinterbillede hvor man ville forvente at hun frøs helt vildt.
Men hun sad bare helt stille og stirrede med et fast blik på de smukke vampyrkvinder foran hende. Hun hørte hvert et ord de sagde, og et lille skævt smil kunne svagt antydes omkring hendes mund.
Hele hendes opmærksomhed havde koncentreret samlet sig om Claire, som var midtpunktet og årsagen til dette møde.
Amiras rolige ansigt var en god maske for de vrede føleser der rasede inden i hende. Hun sagde ikke et ord, det havdde hun ikke gjort siden hun kom her, som en af de første.

Hun sukkede efter det som Amanda havde sagt. ”Jamen selvfølgelig.. det var vel min egen fejl..” mumlede hun og så sig lidt omkring. Hun kunne mærke at hun fik en slags hovedpine af den stank, hun viste det dog ikke særlig meget. Hun fik pludselig øje på Daniella og holdte øjenkontakt med hende fra den afstand de nu var fra hinanden. Var Daniella kommet helt herover.. bare for at se hvad det var der ville ske med Claire? Hun vidste allerede nu at de skulle i gang med at diskutere omkring hvordan hun skulle dræbes. Den nemmeste måde var jo at skære hende i flere tusinder af stykker og brænde hende. Efter nogle få sekunders øjenkontakt med Daniella så hun igen på Amanda. ”Er det ikke også iorden at en af mine veninder kommer herover for at sige farvel..? Det er jo vigtigt at sige farvel inden at alt blive mørkt omkring en” sagde hun roligt og så igen over imod Daniella. Hendes stemme lød utrolig meget rolig, i forhold til at hun lige havde fået at vide at hun skulle dø. Men hun vidste ligeså godt selv, at der altid var et tidspunkt hvor det var at hun skulle spise. Men hun var ikke helt bange for at dø, hun vidste at dø.. bare var endnu et stort eventyr i ens liv. Hun kunne lige pludselig høre en kalde på hende og hun så sig endnu engang om. ”Min menneskeven..” sagde hun roligt til Amanda, så det var hun kunne få at vide hvem det var Claire kendte. ”En.. meget meget god ven” sagde hun roligt, så Amanda kunne vide at hun rent faktisk elskede Yo. Hun svarede ham dog ikke, det var svært.. det var svært at råbe til Yo OG Daniella. Netop fordi at hun vidste at dette nok var sidste gang hun ville se dem.
Hun havde godt lugtet Amira, hun sagde dog ikke noget til det.

Yo gk helt hen til den første række og så på hende han rystede på hovedet mens han så helt slap ud han kunne ikke klare "Claire" hviskede han og så ned i jorden han ville gøre alt for hende han tog hårdt fat i sine lår inden han så op på hende igen han plejede at være glad og smile når han så hende men hans ansigt viste ikke nået udtryk da han ikke kunne få sig selv til at græde han kunne næsten ikke få vejret da han havde løbet alt hvad han kunne for at nå at se hende igen selv om han ikke ønskede at det skulle være sidste gang *det må ikke være sidste gang* tænkte han og så surt på alle inden han så op på hende igen

Amanda nikkede og så på Claire. "Det var din egen fejl, man dræber ikke bare lige." svarede hun og så kort rundt, da hun syntes hun hørte Claires navne op til flere gange. Hvem ville så gerne i kontakt med hende?
Så fik hun øje på denne Danniella, Claires veninde. Amanda nikkede, hendes venner måtte godt se hende, især når hun fik af vide hun ikke skulle dø. Det skulle hun ikke, Amanda havde bestemt sig. "Et menneske," svarede hun Claire med et lille træk på minen. Hun brød sig ikke om at mennesker vidste noget om vampyrer og varulve, især når det var en lov at man ikke måtte afsløre sin hemmelighed. Hun strøg igen en hånd over det lange silkebløde hår. "Kærlighed," svarede hun og nikkede mod Yo, som så på Claire.
Hun ventede lidt, hun ventede på at Claire skulle være opmærksom igen. Hun klappede kort i hænderne.
"Må jeg få jeres opmærksomhed?" spurgte hun højtidligt og så rundt på den store mængde af mennesker, varulve og vampyrer. Hun hævede et øjenbryn da hun så mod Amira, en varulvehun, der så ud til at være ved at koge over. Hun så stille og roligt på alle. "Claire, vil du selv forklare hvad du har gjort?" spurgte Amanda. Hun ville ikke holde med hende, men hun ville heller ikke dræbe en af sin egen art. Aldrig i livet.

Amira holdte blikket imod Claire selvom at Amanda havde bedt om alles opmærksomhed. Og Amira lyttede skam også.
Mon Claire selv syntes at det var fair at hun skulle dø? Højest sandsynligt ikke, men hvis alt gik som det skulle, så ville Claire dø i nærmeste fremtid *Så er der da en mindre af dem som man skal til at bekymre sig om* tænkte Amira tørt.
Hun deltog ikke i nogen af diskutionerne, selvom at her var mange hun kendte og delte synspunkt med.
Hun kunne ikke se hvad der kunne være at diskutere når hun havde bestemt sig for hvad hun mente. Hendes opmærksomhed vendte sig imod drengen der var gået op til Claire. Et menneske. Og han var forelsket, det var tydeligt. Forelsket i skønhed eller personlighed? Amira håbede for hans egen skyld at det var i skønheden, for hvordan skulle man dog kunne elske sådan et monster der slog forsvarsløse og uskyldige mennesker ihjel? Amira, hele sit liv havde været vegetar og næsten aldrig slog dyr ihjel, kunne ikke sætte sig ind i hvad der skete i Claires hovede, og sådan ville det bare altid være. Hende og Claire var de fødte modsætninger.

Hun stirrede bare på Claire, og mødte hendes blik. Hun var så nervøs for hvad der skulle ske med Claire.. Claire havde jo brudt traktaten og måtte betale. og det ville garanteret betyde døden. Hun havde mest lyst til bare at sætte sig ned og tude. Men det kunne hun jo ikke, pga. hun var vampyr? Hendes øjne var kolde og hadefulde da hun så rundt omkring på varulvene. Hun knækkede fingre og hvæste lidt af nogle af dem. For det første, så stank de rigtigt slemt, og for det andet, ønskede de jo alle sammen bare at se hende død? .. Hun hævede let et øjenbryn da hun kom i tanke om et løfte Claire havde givet hende. Claire havde lovet at blive den som gjorde en ende på Daniella's liv. Men det kunne hun jo ikke hvis hun var død.

Da Amanda bad om alles opmærksomhed så hun lidt op imod Daniella. Hun havde godt husket hvad det var hun havde lovet, og derfor havde hun heller ikke i sinde at dø lige på dette tidspunkt. Hun så rundt på vareulvene og lidt over imod Yo. Hun lagde godt mærke til dem der var triste over at hun var lige på dette punkt. Først nu kom hun i tanke om hvor mange venner hun egentlig havde. Der var dog nogen der manglede lige på dette sted. Men det var heller ikke alle der havde fået at vide at det netop var nu de havde fået fat i hende. Hun kom i tanke om Bill.. Dominic, selvom at hun aldrig var kommet så godt ud af ham. Hun kom i tanke om alle dem hun havde skabt som egentlig ikke bar nag over det. Dem hun havde givet et nyt og forbandet liv, men som var glade for hende? Hun kom i tanke om at hun ikke var alene omkring dette, at der stadig var en chance for at det ikke skulle ende på denne måde. Da det var at Amanda bad hende om at forklare hvad det var hun havde gjort, sagde hun med det samme ud over det hele. ”Jeg dræbte et menneske!” hun kunne høre at menneskerne begyndte at råbe op imod hende, at vareulvene knurrede, i hvert fald dem som var forvandlede. Hun kunne høre skældsord, men hun sagde overhovedet ikke noget til det. Hendes stemme knækkede ikke over på ét tidspunkt og hun lød selvsikker. Netop fordi at hun ikke kunne se noget forkert i det hun havde gjort. ”Jeg var sulten og sådan er det bare!?” hun så ud over det hele og nogle af vareulvene mødte hendes blik. Hun smilte skævt og endnu engang kunne hun bare ikke holde det tilbage. ”Men I forbistrede hunde gjorde det ikke bedre i at sætte mig i lænker!?” hun fugtede let sine læber imens. ”Det gjorde blot det hele værre!? I må leve med at jeg ikke vil dø lige på dette tidspunkt!? For jeg har nogle punkter jeg skal få udført i dette forbistrede liv!?” hun mødte Daniellas blik. Hun så derefter overpå Amanda for at se om Amanda syntes at hun gik over stregen. Selv syntes Claire det ikke, fordi at hun netop sagde sandheden. Råbene blev højere og flere prøvede at mase sig frem for at få hende ned med nakken. Men der var dog nogen vampyre til stede som skulle holde dem tilbage.

Dominic havde stået tilbage i mængden og set op på Claire. Det var tydeligt at hun ikke havde set ham endnu hvilket hun nok ikke ville gøre for så ville han selv skaffe hendes opmærksomhed hvilket han havde tænkt sig. Han gjorde hurtigt brug af sin evne og forsvandt og begyndte at gå over imod vampyr mængden og fik presset sig op foran af dem alle og fjernede så evnen så han dukkede op igen og så hende i øjnene selvom hun nok stadig ikke havde set ham. Nogle køtere kiggede på ham og så meget.. glubske ud selvom han ignorerede lugten af ildelugtende hvalpe, hvilket han nok ikke ville kunne klare længe før han ville gå amok på en af dem. Han nikkede til hende og hviskede lavt så hun kunen høre det "skal du dø?" hviskede han stille så hun kunne høre det.. Han ville egentlig ikke havde at hun skulle dø fordi hun havde skabt ham og givet ham dette dejlige liv som betød så meget for ham, men han havde når han mødte hende, at hun næsten behandlede ham som en mislykkedes vampyr..

Hun sukkede da hun godt kunne høre hvem det var der havde hvisket til hende. ”Jamen tak fordi at du tror på mig..” sagde hun roligt og så sig lidt omkring så det også kun var ham der kunne høre det. ”Nej, jeg har ikke i sinde at dø, ligesom jeg lige har fortalt!?” hun så igen over imod Amanda for at se om hun mon skulle fortsætte det hun lige havde begyndt. Folk var begyndt at blive sure på grund af det hun havde sagt og hun valgte at prøve at lade være med at sige, at det menneske hun tog nok ikke var særlig elsket. For da hun havde taget fat i personen, var dem som personen nu havde gået med, gået lidt længere væk. De fandt først ud af at personen var blevet taget, tre minutter efter hvor det var der var mange mennesker der var begyndt at råbe omkring at man skulle ringe til politiet. Men hun vidste at selvom at mennesker nogen gange ignorerede hinanden, mente de at personen var elsket, bare for at vise sig frem som gode mennesker.. når det kom til stykket. Hun kunne godt fornemme hvor det var at Dominic var, han var ikke særlig god til at skjule sig for hende, det var trods alt hende der havde skabt ham.

Yo blev bare stående og så på Claire han rystede stille på hovedet han elskede hende jo og var sådan set ligeglad med hvor mange hun dræbte og dræber så længe han kan være sammen med hende han ville ikke se hende være død hun betød for meget for mange Yo gik et lille skridt tætter på mens han bed sig i læben hans hænder var begynd at blive hvide af at holde så hårdt i sine lår han så ned i jorden mens han gav et suk fra sig inden han så surt tilbage på alle dem der råbte "skridt" mumlede han surt inden han vende sit blik tilbage på Claire

Mizzar masede sig langsomt frem i mængden, selvom stanken af ulve overvælede ham.
Han kom frem og stod ved siden af en anden vampyr som bare stirrede på Claire,
alle hans tanker fjøj rundt, Claire var da ikke den eneste der skulle have skylden for det for
det var jo Mizzar der havde dræbt en varulv da han prøvedet at hjalpe hende.
Hans blik flakkede rundt omkring og han så en masse varulve og vampyre.
Varulvene så sure og det lignede nærmest at nogen var glade for at Claire fik hele skylden,
og det fleste vampyre stod med triste miner eller nogle som var hårde og ikke til at aflæse.
Mizzars blik rettedes mod Claire og Amanda, vidste Amanda det allerede eller havde hun ikke hørt om det.
Han kiggede kun på Claire og håbedet at hun også ville sige at det var ham der havde dræbt en varulv.
Amanda ville sikkert selv gøre det af med ham, men han hjalp en vampyr og det havde han været glad for.
Mizzars hånd kørte hurtigt gennem hans korte sorte hår, mens han kiggede urlogt på Claire og Amanda.
*Sig nu at det ikke kun var din skyld Claire, sig det nu !* tænkte han og kiggede hysterisk på Claire,
som om at hun kunne læse hans tanker.

Dani stirrede bare rundt på alle de aggressive køtere. Hun skulede ondt, til dem alle, og så derefter op til Claire. Claire var meget fornuftig, syntes hun. Og hun kunne ikke have gjort for den blodtørst der havde måtte kommet over hende, da hun dræbte mennesket i forks. Op til flere gange hvor hun mødte Claire's blik, følte hun at det hele ville blive okay. At Claire ikke ville dø. Det kunne hun fandme også lige vove på. Hvordan skulle dani overhovedet kunne leve uden Claire? Hun piftede af det Claire sagde. Hun fik sådan en overvældene lyst til at gå op og kramme Claire. Men hun ville ikke gøre det. Ikke lige nu.

Hun så rundt på dem alle sammen, nogen gange kunne hun høre nogen råbe, ”hvor er den anden!?” eller noget lignende det. Folk havde jo også set i aviserne at han var med til det. Men Claire fortalte ikke hvor han var, havde godt set ham i menneskemængden. Hun fugtede let sine læber imens at hun stadig udtænkte en plan. Men der var så mange her rundt omkring, hun var ret så sikker på at de alle ville begynde at løbe imod hende, hvis det var hun ville flygte. Hun mødte Mizzars blik og smilte skævt. Hun ville prøve at se om han måske ville være med på hendes plan og hun var ret så sikker på at Amanda tænkte det samme. Hun slap Mizzars blik og så sig lidt omkring. Der var i hvert fald nok varmpyre til at holde de fleste vareulve tilbage. Der var trods alt lidt flere vampyre i forks, end vareulve. Hun fugtede let sine læber imens at hun stadig tænkte sig lidt om. Det var lidt svært at udtænke en plan selv og fortælle det videre til den næste, uden at resten nærmest ville høre det. Hun var tvunget til hele tiden at tale højt så det var de ikke mistænkte hende for noget overhovedet. Da hun hørte piftet smilte hun skævt, da det var hun sagtens kunne regne ud hvem det var der havde gjort det. Mange råbte højere og højere.

Mizzar smilte lidt da han hørte et pift over det Claire havde sagt.
Det eneste han havde lyst til lige nu var at løbe op tl Claire og sige at det hele var hans skyld, selvom det ikke var.
Han havde en stor træng til at redde hende fra den pine hun sad i. Hans blik flakkede hurtigt over til en lille varulv som sad længere væk. hun så kold ud men samtidig glad for at der ville ske Claire noget.
Mizzar kunne mærke vreden vokse op i ham og han fik lyst til at slå nogle flere varulve ihjel men han holdte det inde.
Han løb hurtigt over til den pige der havde fløjtet af Claire og stilte sig bag hende, hun lignede en som var gode venner med Claire. han vidste ikke helt om han skulle prøve at få hendes opmærksomhed eller ej.
Så han blev bare stående og kiggede stift på Claire. Amanda skulle ikke have lov til at give hende hele skylden.
Et par varulve skreg og råbte på " den anden " Det fik Mizzar til at smile lidt, vis de ville have den anden skulle de få ham.
" hvor er morderen !?" skreg en varulv som havde store rystelser.
Mizzar holdte et grin inde og kiggede op på Amanda og Claire.
Det lignede at Claire snakkede med en, men det var jo ikke nogen.
Mizzar trådte et skridt frem og stoppede så for ellers ville han gå ind i vapyren foran ham.
Han hævedet stille et øjenbryn og kiggede stift på Claire og han flytetde ikke blikket..

Hun sukkede og smilte stadig. Mange af vareulvene blev irriteret over at hun smilte på den måde. Men hun kunne ikke gøre for det, hun nød at de virkelig var så sure på hende. Hun hadede ingen anden højere på jorden, end vareulvene. Hun mente selv at det var noget af det mest uheldige skabninger der overhovedet var her på jorden. De gjorde ikke andet end at prøve at gøre hendes liv til et helved. Hun fugtede let sine læber og så at Mizzar og Daniella stod sammen. Hun blinkede lettere til dem med endnu et skævt smil imens at hun så sig omkring. ”Jeg siger intet omkring hvor den anden er!” råbte hun så og så på Amanda. ”I har selv set billedet også er det jeres pligt at finde ham selv! Jeg går ikke med til at fange én som var en ægte vampyr!?” mange begyndte igen at råbe efter hende. Men hun mente det virkelig. Hun nænnede ikke at fortælle hvor han var, selvom at hun lige på dette tidspunkt sagtens kunne se ham. Hun fugtede let sine læber imens og så på Amanda igen. Hun så lidt over imod Yo, der var ikke rigtig nogen der ville gøre ham noget fordi at han var menneske. Og det var perfekt syntes hun.. han måtte ikke blive skadet overhovedet. Og da han jo var menneske, var han ikke rigtig på nogens side. Selvom at hun ville hade hvis det var at han begyndte at tale med vareulve.

Yo så sig omkring han hadet dem så meget dem der ikke kunne lide Claire han ville så gerne gå op og lægge sine arme om hende men viste ikke om det ville være en god idé han slap sine lår lidt men ikke meget han ville jo helst havde at hun bare havde flygtede men der ville jo nok blive kamp hvis hun gjorte også ville de mennesker der var her nok være lidt i vejen og havde den største chance for at dø det havde han også tænkt over inden han tog afsted men han ville se hende inden at hvis det nu skette selv om han ikke ville tro på det han stod og tænkte over hvordan han ville begå selvmord hvis hun nu døde men han havde ikke fundet på en plan endnu han gik et lille skrid tætter på

Mizzar som stod og holdt øje med Claire, blev skubbet af en varulv som kiggede surt på ham.
Varulven fortasse lidt videre og kiggede så tilbage på Mizzar. køteren fortsatte så videre og kiggede ikke tilbage.
Han kunne ikke holde det ud mere, han kiggede hysterisk rundt og så et menneske stå og kiggede på Claire som om at han vidste alt hende. Mizzar gloede op på Claire og åbnede munden.
" CLAIRE!" sagde han højt, med sin dybe stemme og ulvene kiggede på ham med store øjne som blev til øjne der var fyldt med had. Han løb op til hende og stilte sig ved siden af hende. " du skal ikke tro at du skal være alene om det her" hviskede han i hendes øre og kiggede på Amanda også på mængden.
Alle varulvene råbte og skreg af dem " Morder!" eller " stinkende lig!" var noget af det de brugte.
* er det det bedste de kan finde på?* tænkte han koldt og bidende sarkastisk.
Mizzar bed sig i læben og håbede på at Ay ikke ville se ham sådan her, hun ville slå ham ihhjel.
den tanke fik ham til at smile og han kiggede bare på Amanda med et alvorlig ansigt..

"Geez" grinte hun muntert og skubbede let sine ham. "Kunne du bare ikke lige holde dig væk i et stykke tid, dit stinkende lig!?" fniste hun, da hun godt havde hørt hvad det var at vareulvene råbte til dem. Hun så sig lidt omkring. Hun tænkte på hvordan det hele mon ville udvikle sig. Hun fugtede let sine læber og tog en dyb indånding og lukkede derefter øjnene i. "Jeg har en plan og jeg håber at du forstår den med det samme!" hviskede hun og var lettere alvorlig nu. Hun så sig lidt omkring og kunne ikke klare stanken af alle de vareulve. "Jeg får helt ondt i næsen af at lugte til det her!?"

Yo smilte til da han så at hun grinte han bed sig i læben og håbede sådan på at hun ville flygte selv om det kunne skyldes hans død så ville han ellers havde det end hende han så ned i jorden og begynde at tænke på første gang de mødte hinanden som fik ham til at rødme han vende sig surt om da folk ikke kunne smutte som han helst ville havde da han ikke kunne lide dem selv om han ikke kende dem

//Argh. Yo. Du må altså lære at sætte punktum og komma i din tekst! Oo//


Daniella stirrede bare på vampyren som havde stået lige bag hende, og nu havde mast sig op til Claire. Hun hævede let øjenbrynet, og vidste med det samme at det var ham der også var eftersøgt. Hun rystede på hovedet. Hun kunne ikke se på dette her. Dette var vanvid? Hun sendte et sidste blik til Claire, og fangede hendes blik, inden hun vendte sig om og begyndte at gå en lille smule væk fra varulvene og vampyrene, samt de få mennesker. Hun kunne bare ikke klare at stå og se på Claire i sådan en knibe.. Dette kunne hun jo ikke hjælpe Claire ud af? Hun bed sig let i læben mens fortsat gik, så hun var ca. 50 meter fra alt dette spektakel. Hun måtte bare vente, og se hvad der ville ske. Kæft hvor var hun nervøs for Claire, det var da helt vildt. Ville Claire bare lade sig dø?, Eller tænkte hun måske på at flygte når tiden var inde?

Mizzar kiggede på Claire og grinte svagt. " du lugter heller ikke for godt" jokede han og smilte lidt.
hans ansigt blev alvorlig og han kiggede ligeud foran sig. Han nikkede stift oh ville prøve at høre så forstå så godt som mulig.
Det eneste han tænkte på ligenu var at de skulle væk og det skulle være snart, inden varulvene ikke kunne styrer sig. Men mizzar vidste at når de flygtede ville de ikke kunne se deres venner eller familie så meget mere og de skulle holde sig skjult for mennesker, varulve og vampyrer.. måske ikke hele tiden vampyre, men isør vulturrien ( staves ?? ) han fik øje på en dreng i mængden som kiggede ned i jorden, han havde sikkert fundet ud af hvad de ville gøre og han kendte sikkert Claire og ville ikke have hende til at forlade stedet. Mizzar prøvedet at få øjenkontakt med ham og sende ham et opmuntrende smil.
Han ville passe på Claire som om at hun var hans søster, det var også sådan han havde det med hende lidt. Selvom han vidste at hun kunne klare sig selv ville han beskytte hende, når den der elskede hende ikke kunne... ( drengen er Yo xD )

Yo så op og vinkede til Claire at hun lige skulle komme hen til ham han bed sig lidt i læben og så på den anden vampyr han smilte stille til ham og nikkede
//ja måske på et tidspunk x'D//

//neeej. Nu! .. Det er bare så svært at forstå hvad der står når det bare står sådan i en lang køre; han duftede til hendes næse bor og pillede sig i armenhulen han bed sig i læben han åd sine egne tæer det var helt utroligt

Du ser vel pointen? xD//

Hun lagde mærke til at Daniella lige pludselig gik og sukkede. Hun kløede sig lettere i håret og vidste godt at det var hendes egen skyld at hun havde bidt i menneske lige midt i Forks. Hun fugtede let sine læber og så lidt over imod der hvor dat var at Daniella var forsvundet. "Undskyld.." hviskede hun blidt til hende, selvom at hun vidste at hun ikke hørte det. Hun så lidt på Mizzar og smilte blidt, før hun tog fat i hans hånd. Hun ville vise at de var sammen om det her og hun ikke bare lige sådan med det samme ville smutte fra ham. Hun var taknemlig for at han havde hjulpet hende igennem dette. At han havde befriet hende fra det pokkers bur de nu havde puttet hende i. Hun var taknemlig for alt det han havde gjort for hende. Hun så ud over vareulve-/vampyre-/menneske-mængden. Hun så på alle dem der råbte skældsord til dem og dem der rent faktisk klappede og piftede for at vise at de var på hendes og Mizzars side.

Mizzar kiggede rundt på mængden af sure og skuffede varulve og vampyre. Det som mizzar lagde mest mærke til var stanken og dem som piftede og råbte tilråb til Mizzar og Claire.
Det fik ham til at smile lidt. Han kiggede på Claire med et spørgende udtryk.
" hvornår flygter vi?" hviskede han så kun hun kunne høre det. Han vidste selv at vis Vultorrien kom ville de være døde..
Han bed sig selv lidt i læben og kiggede ventende på Claire, mens varulvene blev mere og mere vilde..

Hun begyndte at grine lidt lavt imens at hun holdte lidt hårde fast i ham. "Jeg ved godt at du er en almindelig vampyr.. men vær så venlig at følge så godt med som du kan" hviskede hun lavmældt så det kun var ham der kunne høre det. Amanda havde ikke sagt noget til hende i et godt stykke tid, så nu måtte hun selv handle. Hun skævede lidt over imod Yo og så på ham med et undskyldene blik og derefter over imod det sted hvor det var at Daniella var forsvundet. Derefter så hun sig bagud, der var nærmest ingen folk der, kunne nogle få mennesker der ville se hende fra ryggen af. Hun smilte skævt i et ondsindet smil, før hun jo lige pludselig forsvandt, fordi at hun løb meget hurtigt. Alle lagde selvfølgelig mærke til det og begyndte at råbe. De vareulve der ikke havde været forvandlet fra starten af forvandlede sig, imens at Vampyrene stilte sig op for at spærre for at de ikke kunne løbe efter dem. Det var heldigt at der var så mange vampyre til stede der hjalp hinanden. Claire blev ved med at holde i Mizzar og håbede hele tiden på at han kunne følge med.

Mizzar satte farten op og fulgte med lethed efter Claire. han kiggede sig et par gange tilbage mod mængden og sukkede lidt. men han skulle vænne sig til at de var på flugt fra varulvene. Hans tríste smil blev erstatte med et hårdt ansigt.
Han løb bare efter Claire, uden at have en ide om hvor de skulle hen, det eneste han vidste var at de skulle væk, måske til Italien Eller frankrig. Det måtte så blive hans nye hjem, og han blev sikkert også nød til at få nye venner..
Han kiggede på Claire og fulgte efter hende mens han tænkte på alt muligt..

Hun smilte blidt til Mizzar og prøvede at vise ham at de nok en dag skulle vænne tilbage.. hvor mange år der ville gå endnu vidste hun overhovedet ikke. Hun fugtede let sine læber imens at hun de blev ved med at løbe. Hun så lige ud og nænnede ikke at se sig tilbage, hun vidste at hun ville komme til at savne Daniella og Yo.. og så mange andre personer. Men hun vidste at hun altid kunne skrive.. men hun vidste også at hun var nødt til at passe på det hun skrev, for det var ikke altid at man fik lov til at have sine breve privat. Hun vidste at i hvert fald efter det her, ville politiet begynde at arbejde virkelig hårdt på nogle forskellige ting. Hun fugtede let sine læber imens at hun løb afsted så hurtigt som hun nu overhovedet kunne. Efterhånden kunne hun høre nogen af vareulvene hyle, men de var et godt stykke bag hende.

Bill havde betraget alle de fremmødte, fra sit skjul oppe i et træ. Hans blik var koldt, og han betragtede hånligt varulvene. Tænk at himle sådan op over et hændeligt uheld. Claire havde vel bare været sulten?
*Herre Gud, så bliv dog voksne!* tænkte han hovedrystende, mens han holdt øje med varulvene. Han viste at Claire pønsede på at stikke af, så da hun og en anden vampyr pludselig satte i løb, fulgte han efter. Han ville være ved Claire's side, især i denne trælse tid. Hun var sikkert godt ked af at skulle væk fra alle sine venner. Anyway, hun skulle ikke komme væk fra ham! Det ville han ikke tillade!

Hun smilte skævt til Bill før de forsvandt væk fra andres åsyn. De var på vej til Italien.

// out xD
- og det burde Mizzar og Bill så oss være xD

Mizzar grinte svagt og fulgte Claire.
Nu skulle de bare væk...

// OUT xD
-glad nu CLaire ? xD

Daniella havde været hurtigt, og stoppet en varulv der havde begyndt at følge efter Claire, Mizzar, og Bill. Hun hvæste af den, og skævede, efter Claire, Mizzar og Bill, da de forsvandt. Hun ville sørme komme til at savne Claire. Hvem vidste om de overhovedet ville se hinanden igen? Selvfølgelig ville de det.. Dog ville der sikkert gå lang tid. Men hun ville helt sikkert opsøge Claire, hvis hun engang fandt ud af hvor de var flygtet hen. Hun sukkede dybt og inderligt. Hun ville vel også savne Bill. Hun begyndte langsomt at vandre mod forks i menneske fart. Hun havde dog intet at vende tilbage til nu. Men alligevel? Måske skulle hun prøve at leve et helt normalt liv, og ignorere at hun var vampyr.? Tja det var da en mulighed. Måske skulle hun også søge ind på forks skole igen?