Cold October night

Tid: Oktober, aften.
Omgivelser:
sted: Villa kvarteret i Forks.
Vejr: mørkt og koldt. der ligger sne på vejen.
Tøj: en frakke, hullede jeans, en sort skjorte.
Tag: Ayra


Mørket lå over Forks som et tæppe, men byen havde ikke ændret sig trods mørket. Duften var den samme, og folk havde ikke ændret sig. Slet intet. Der lurede stadig onde magter i skyggerne. Nogle havde røde øjne, andre havde gyldne. Træerne svajede let i oktober brisen og folk som gik forbi lagde ikke mærke til skikkelsen der sad placeret oppe på en af de øverste grene. Det var Halloween, en aften der hyldede alle spøgelser og mystiske væsner. Læberne gled op over de skæve hjørne tænder, og de gyldne øjne lyste op i mørket. Nede for foden af træet stod der et dådyr, helt ubeskyttet; et nemt bytte. Lydløst gled han ned fra træet, og før dyret nåede at reagere havde han sat tænderne i det. Den spjættede til alle sider, men monsteret havde dyret i et krampagtigt tag. Det lød som om tusind små grene knækkede, også lå dyret helt stille. Mizzar, for det hed monsteret nemlig, gav slip på det livløse dyr og fjernede hurtigt de få blodpletter der var på hans hage. Han stod ikke på pladsen i mere end få sekunder, for han var forsvundet igen. Ligesom en skygge.

Farten blev sat ned, og hans fødder bevægede sig i deres egen retning. Han anede ikke hvor han gik hen. Blikket hvilede på de forskellige bygninger, og han smilede let for sig selv. Det var rart at der ikke var meget der havde ændret sig. Mizzar stoppede pludselig op, da der landede små hvide snefnug på hans næse og tøj. Med et vemodigt smil løftede han den ene hånd og kørte den gennem det sorte hår. Da han igen løftede blikket fra den snebelagte vej lagde han først rigtig mærke til hvorhenne han var. Villekvarteret i Forks; stedet hvor mange af vampyrerne boede. En mærkelig følelse i halsen dukkede op, og det var helt klart ikke fordi han var tørstig. Mizzar sank for at fjerne klumpen der havde dannet sig i hans hals. Hvorfor fik han så forfærdelig dårlig samvittighed ved at stå her. Hans øjne hvilede et stenhus der virkede alt for bekendt. Nysgerrigt som han nu var, fortsatte han mod huset. Stadig forundret over hvorfor det virkede så bekendt.

På :Grå kjole og strømpebukser matchende, håret hænger let krøllet ned af hendes ryg


Ay stod inde i sit køkken og nynnede ubekymret med på sangen som spillede i hendes dagligstue, nemlig "Walking in a winter wonderland" af Dean Martin. Hun smilede let da hun satte de sidste tallerkener op på plads. hun havde stået og vasket af efter at hun havde haft et par veninder fra skolen på besøg. Arya havde nemlig valgt at gå i highschool igen, eller tage det om, for hun havde nemlig droppet ud efter nogle få uger første gang. Men nu var hun fast besluttet på at gøre det, at få en så normal tilværelse som muligt. et glas med en tyk, blod rød væske, stod på spisebordet. Da den sidste tallerken ramte de andre klirrede det let og et lille bump lød da skabet blev lukket. Ay gik over til sit glas og bællede det hurtigt, tørsten mod menneske blod var svær at temme nu hvor hun havde drukket det i går 1½ år..Sjovt hvor hurtig man blev vænnet til den stærke smag!
Hendes lange røde hår var blevet krøllet let i spidserne og hang langt og skinnende ned af ryggen på hende, og dansede let hen over hendes ryg når hun bevægede sig.
Af ren refleks kiggede hun ud af vinduet. Hendes ellers så smukke, afslappede, smilende ansigt foretrak sig i noget der lignede en chok tilstand.*kan det..?*tænkte hun ude af stand til noget som helst, en skikkelse som var utrolig velbekendt sås ude på vejen, i retning mod hende hus! det eneste hun kunne var bare at stå og stirre overrasket og en smule chokeret, på den gode måde selvfølgelig

De små snefnug lagde sig på spidsen af hans hår, og smeltede. Med et irriteret suk rystede han på hovedet, så snefnuggene der nu var blevet til vand sprøjtede løst til alle sider. Mizzar kørte en hånd gennem håret, for at fjerne de sidste snefnug men koncentrerede sig ikke om hår eller udseende. Faktisk var han fuldt optaget af at stirre på det store stenhus der tårnede sig op foran ham. Få skridt fra huset, stoppede han op og kiggede med vidt åbne øjne på murstenshuset. Det mindede mere om et slot end et hus. Der stod han så, meget bevist, og undrede sig over hvorfor huset virkede så bekendt. Måske skulle han banke på? Ville det være uhøfligt? Med et let skuldertræk, satte han gang i fødderne igen og satte kursen mod husets dør. Han var hurtigt henne ved døren, som han bankede let på. Tre gange. En, to, tre. Så ventede han bare. Helt ude af sig selv vendte han om på hælen og gik med normal hastighed væk fra døren. Han var drevet af ubeslutsomhed. De brune øjne vendte sig langsomt mod døren, og han sukkede opgivende. Det kunne ikke skade at se hvem der boede der. Stedet virkede alt for bekendt.

Et år, der virkede som meget kortere tid. Han havde kun været væk i et år. Mizzar forbandede sig selv for at have glemt huset. Han vidste at han havde været her tit, og at det havde betyder meget for ham. Men hvorfor havde han glemt. Igen stod han henne ved døren. Nervøst, trippede han med den ene fod og kastede flere gange et flygtigt blik tilbage på vejen. Han kunne stadig nå at flygte. Da den tanke slog ham, stoppede han helt med at trække vejret. Vel kunne han ej! Han havde flygtet for et år siden. Han havde ikke kunne klarer al presset, al kaosset. Og han havde fortrudt det. Han havde forladt Ayra, Christabel. OG nu kunne han ikke finde nogen af dem. Mizzar vendte et bedrøvet smil mod den lukkede dør, og kørte en hånd gennem håret. Hvis ikke nogen lukkede op, så ville han bare sætte kursen mod stranden.

Arya så ham gå tøvende hen mod døren. med et fløj hun hen til døren for at flå den op. Hendes hånd lå på håndtaget da hun brat stoppede, og i stedet kiggede igennem det lille kig hul i døren. Hun betragtede ham gå op mod døren. Han lignede sig selv hvilket fik hende til at smile, hun følte at hendes fortid med nære venner gik i mod hende, en følelse der fik hendes smil frem. Hun stoppede med at kigge igennem det lille kig hul og ventede nu på at åbne døren..men hun kunne ikke få sig selv til. Hun bed sig læben i samme øjeblik det bankede 3 gange. hun sukkede nervøst, hun vidste ikke hvordan reaktionen ville blive fra hendes side. Hun kiggede sig selv i spejlet. Hun lignede vel sig selv som altid, nu bare med rødt hår? Han burde da kunne huske hende?

Hun stirrede på sin hånd*Åben så!!* tænkte hun og fik sig selv til at åbne adskillige sekunder efter de tre bank på døren. Hun kiggede på ham med et overrasket udtryk, selvom hun godt havde vidst at han stod derude, kunne hun bare ikke overbevise sig selv om at det her var virkelighed"Mizzar?"sagde hun med sin blide,bløde stemme og kiggede på ham med de gyldne øjne, som vampyrer fik når de drak dyreblod. hun havde ventet på at få den øjnfarve i et godt stykke tid. hun var træt at sin alt for vampyrlige side og ville nu prøve at være så menneskelig som mulig!
Det så utrolig smukt ud, når han stod der i døren med lyset skinnende ud på ham og den mørke baggrund med det dalende sne.

Der stod han så, fortvivlet og bange. Han huskede tydeligt det lille hus, døren. Pludselig slog det ham. Han stod ved pigens hus. Den pige som han før havde begæret, men var blevet som en søster for ham. Klumpen der før var forsvundet fra hans hals, dukkede pludselig op igen og han sank flere gange for at få den til at forsvinde. Hvert forsøg mislykkedes dog. Mizzar bakkede chokeret et par skridt tilbage og væk fra døren. Da døren blev revet op; hvilket den blev efter hans mening – stod han der bare. Han sagde ikke noget, men kiggede på den rødhårede pige der stod i døråbningen. Hun sagde hans navn, og han genkendte hendes bløde stemme. Hvis hans stemme havde virket ville han med det samme havde svaret hende, men både hans ben og stemme var ude af stand til at blive brugt. De gyldne var vidt opspærret og han gloede blankt på hende. Han vidste skam godt hvem hun var, Ayra. Han anede bare ikke hvad han skulle sige.

Med et løsnede alle hans spændte muskler sig, og et skævt smil voksede om læberne på ham. Hun var ligeså smuk som han huskede hende, hvis ikke smukkere. Med et akavet smil kørte han hånden gennem det sorte hår, den første bevægelse i mange minutter. ”Hej.” Det var en tøvende hilsen. Han havde før oplevet folk der flippede ud fordi man var for afslappet efter man var vendt tilbage. Han lagde hovedet let på skrå og kiggede direkte på Ayra. ”Jeg har savnet dig.” Ordene røg ud af munden på ham, før han overhoved vidste af det.

Arya kiggede på ham men der gik ikke mange få sekunder fra hans skæve smil og til at hun havde overfaldet ham i en af hendes berømte bigger hugs."Jeg har også savnet dig!!"peb hun og krammede ham hårdt ind til sig så selv ikke en normal vampyr ville kunne klare presset fra hende"Hvor har du været ?"spurgte hun og gav slip på ham for at ham ordentligt. hun havde gået rundt om ham imens hun ventede hans svar og da hun stoppede foran ham kiggede hun ham ind i øjnene med et bredt smil der havde en anelse stolthed over sig"du drikker dyre blod igen"sagde hun med stolt stemme. Hun kunne godt huske da han startede på menneskeblod, hun havde gjort alt for at stoppe ham i at drikke det, men det havde vidst ikke rigtig lykkedes hende helt." Kom ind"sagde hun så og hev ham med indenfor og lukkede døren efter ham. Hun smilede og tænkte på hvordan de havde mødtes første gang ude i forks' skov under hans jagt, hun var faktisk bare kommet brasende midt i det hele! og lige siden den gang havde han altid været der for hende, de havde været i gennem perioder hvor, hun i hvert fald havde haft følelser for ham, men sagde intet da hun hellere ville være hans ven end intet! Han havde hjulpet hende igennem de første alvorlige problemer, som havde ført ham sammen med hendes bedsteveninde, christabel, men så havde både han OG dominic forsvundet, og hun følte sig mere fortabt end nogensinde, hendes hjerte var nærmest fuldstændig frosvundet, kun den del hvor chris' plads var, var tilbage hos hende, og det havde fuldstændig ødelagt hendes glade og friske jeg, lige siden dengang var det gået galt, men så kom Mizz tilbage og alt blev endnu engang godt, men da han forsvandt igen, havde hun bare sagt til sig selv at hun ville slå sig ned uden at skabe ballade og vente på at han kom tilbage endnu engang..lige meget hvor mange år det ville tage"hvor har du været henne denne gang? Italien igen?"spurgte hun smilende

Et chokeret udbrud gled ud over den unge vampyrs læber og uden at tænke over det lagde han armene om livet på sin bedsteveninde. Det gled ham koldt ned af ryggen da hendes stemme ramte hans øregang, mest fordi at han bare sådan var forsvundet uden et ord. Faktisk var han bare løbet sin vej, uden rigtig at tænke over det og pludselig havde han stået i Italien endnu engang. Denne gang havde Volturien tager ham til sig, og ladet ham gå da han valgte at tage hjem igen dog med megen modvilje. Nu havde han dog fået besked på at underrette dem om de forskellige ændringer. Han brød sig ikke særlig meget om at være deres agent, men det var hvad han måtte betale hvis han ville blive i Forks. Optaget af sine tanker, nåede Mizzar ikke at svare på hendes første spørgsmål før hun snakkede igen. Hendes ord lød mere som en konstatering end et spørgsmål, men alligevel nikkede han tavst og sendte hende et skævt smil mens han trak let på skuldrene. Han havde indset at han ikke kunne leve af at dræbe mennesker. Dette var kommet til ham, da han nær havde dræbt en forsvarsløs lille pige. Faktisk havde det skræmt livet af ham.

Mizzar sagde ikke noget men fulgte lydløst med Ayra ind, eller han blev rettere sagt hevet ind i det lille fine hus. Smilet voksede let på hans læber, da han endnu engang trådte indenfor i Ayras hus. Det virkede lidt som at være hjemme igen. Sådan rigtig hjemme, før end at han var blevet bidt. Mizzar sukkede drillende og pjuskede op i Ayras hår. Selvom hun var ældst, så var han stadig højest. Med et lille skuldertræk åbnede han munden og snakkede for første gang i mange dage; ”Ja. Jeg var i Italien, hos Volturien. Jeg fik lov til at tage hjem igen, så længe at jeg lovede dem at holde dem underrettede om ændringer. ” Selvom det pinte ham at snakke om Italien og Volturien med Ayra, så ville han ikke holde noget hemmeilgt for hende. Ikke mere, aldrig mere i sit liv. Mizzar sank en enkelt gang, for at fjerne den ny dukkede klump væk fra sin hals. Med et nevøst smil kiggede han på Ayra og hævede det ene øjenbryn. Han havde lyst til at spørge indtil Christabel, om hun stadig var i Forks eller i live. Men han turde ikke. Bare mindet om hende rev i hans døde hjerte, og han følte sig fortabt. Han havde knust hende, det vidste han, og han kunne forstå hvis hun ikke ville se ham igen. ”Hvad har du gået og lavet?” spurgte han nysgerrigt, og tog endnu et par skridt ind i det hus der mindede ham om sit eget hjem.

Hun smilede og stod nu bare lidt og lænede sig op af ham. Det havde været utrolig lang tid siden hun sidst havde stået i den her favn, og hun følte sig mere tilpas her end nogen andre steder i den hele vide verden. Hendes bamsedreng skulle ingen tage fra hende igen.

Hun smilede varmt,kærligt og glad, hendes øjne skinnede som et barns juleaften. Da han uglede hendes hår peb hun et højt "neeeeeeej" og glattede det ud igen og prikkede ham i maven. præcis som i gamle dage, imens hun grinede og ventede for at se om det kildede, hvilket det selvfølgelig ikke gjorde! Hun nikkede til det han sagde"Hvis du har lyst har jeg et ekstra værelse hvor du kan være når du skal rapportere, men også når du ikke skal" Spurgte hun og smilede. Hun håbede at han sagde ja, hun ville gerne kunne holde styr på...ja ham!
Hun snoede tænksomt sit hår rundt om pegefingeren imens hun overvejde hvad hun havde lavet siden sidst han havde været i Forks."hmmm, jeg har prøvet/gjort alt for at komme ind på rette kurs. Du ved ud af de mørke skygger, ind i lyset igen! jeg er også selv stoppet med menneske blodet, og jeg er begyndt i highschool..igen! 3. gang er forhåbentlig lykkens gang"sagde hun smilende. Hun lukkede døren bag dem og hev ham ind mod den lille stue hvor en stenpejs med mørkebrune, lakerede træbjælker holdt stenene sammen og dannede en hylde oven på selve pejsens ildsted."Her er ikke særlig stort...!"sagde hun smilende"men jeg kan godt lide at tingene er små, det er meget mere overskueligt!"sagde hun smilende og kiggede på ham

Smilet bredte sig om den unge vampyres læber i det Ayra protesterede højt over at han uglede hendes hår. Begge hans øjenbryn trak sig en smule sammen, og dannede en tænkende rynke. Stedet var jo lidt ligesom hans hjem, han kunne bedre betegne det som hans andet hjem. Mizzar trak let på skuldrene og kunne ikke lade være med et le meget lavmælt. ”Det siger du kun fordi du vil holde styr på mig. Men det er et fristende tilbud.” Han svarede ærligt, og mens han snakkede lagde ham armen om skulderen på Ayra. I det han begyndte at snakke om sine fremskridt og hvad hun havde gjort, kunne han da slet ikke skjule det stolte smil på hans læber. Selvom hun var ældre end ham, kunne han ikke lade være med at føle sig lidt som en storebror – til tider da. ”Hey, nu kender jeg min tøs igen!” Han plantede et hurtigt kys på hendes kind, og uglede endnu engang op i hendes hår. Ærlig talt, så var han yderst imponeret over hendes indsats. Selv havde han ikke orket at starte i Highschool for tredje gang. Faktisk vidste han ikke om han ville starte i skole igen, nu når han var vendt tilbage. Havde han egentlig brug for det?
Mizzar fulgte med, da han blev trukket ind i den lille stue. Hans blik gled tænksomt rundt, og han kørte en hånd gennem håret mens han studerede værelset. Både udseendemæssigt og hvor stort rummet var. Det var ikke så dårligt endda. ”Det er når det er småt, det er i hvert fald nemmere at holde styr på.” Svarede han ærligt, og kiggede ned på Ayra igen. ”Jeg tror gerne jeg vil flytte ind. Dit tilbud er ikke til at modstå.”

Arya grinede skyldig"jamen jeg vil ikke miste dig igen!"sagde hun smilende og slog armene om ham i et kram, som hentydede til at hun nu ville hænge fast de næste 5.000 år.Hun kiggede smilende på ham, han havde gjort denne dag til en lykkelig dag i hendes liv"Jeg er ikke din tøs!"sagde hun grinende og lod som om hun var fornærmet. Hun kiggede på ham med et bredt,varmt,kærligt smil, som hun kun kunne smile når hun kiggede på ham."så hvad har du tænkt dig at lave, når du ikke skal rapportere til din psyko venner i Italien?"Spurgte hun smilende. hun havde aldrig brudt sig specielt meget om Volturien og så dem ikke som sine herrer, da hun var mindst lige så stærk som de var.
Hun satte sig ned i sofaen over for den lille pejs hvor flammerne slikkede sig op af brændet der lå inde i den, bag gitteret.
"Hellere for småt end for stort"sagde hun smilende. Hendes smil blev endnu bredere da han tog i mod hendes tilbud. Hun svævede i vampyr fart over til ham og lagde armene om hans hals i et kram"yaaaaaayie, så kan jeg for alvor holde dig i ørene!"grinede hun og tilføjede så"du skal være hjemme hver dag SENEST kl. 24"sagde hun,ment som en joke.

Smilet voksede på den høje vampyr, mens han løftede det ene øjenbryn meget sagte. Mizzar lagde armene om Ayra, i det hun krammede ham og han grinede lavt i øret på hende. Med et lettere fornæmet fnys rakte han tunge af Ayra og kiggede meget bevidst væk fra hende. "Det er du nu." forsvarede han sig selv, og lagde armene meget bestemt over kors henover sit bryst.
Med et lille skuldertræk svarede han på hendes spørgsmål før han åbnede munden for at sige; "jeg aner det ikke. jeg overvejer at starte i skole igen, men jeg ved ikke.." Han stoppede op midt i sætningen og lod blikket glide undersøgende rundt. Han kunne jo også blive hjemme? og lave alt andet end lektier og skoleting, for det var det han orkede mindst i verden lige nu. "Måske får jeg et arbejde." I det han sagde det, nikkede han godkendende af sig selv og sendte Ayra et smil da han igen vendte blikket mod hende. "Det tror jeg at jeg gør."
Mizzar nikkede svagt til hendes kommentar, og lod blikket glide rundt endnu engang i det lille rum. Selv havde han gjort næsten alt for et helt almindeligt hus, hvor han bare kunne være sig selv. Men han havde aldrig fået sat gang i sin søgen på et hus, hvilket nok var heldigt eftersom Aryra lige havde tilbudt ham at bo hos hende. Og han havde ikke tøvet med at sige nej til det. Smilet falmede let fra hans læber, i det hun begyndte at snakke om hjemmetider troede hun virkelig at han ville høre efter? Det charmerende smil voksede om hans læber, mens han meget spydigt sagde; "Jeg bliver sent ud, vent ikke oppe." Derefter vendte han om på hælen og tog to hurtigt skridt ud mod døren men stoppede inden og gik tilbage til hende med et grinagtigt smil. Det skulle nok blive hyggeligt at bo hos hende.

Hun puttede sig ind til ham."næste gang du forsvinder, finder jeg dig, og dræber dig, også begraver jeg dig ud over hele min grund!"Sagde hun med et grin.
hun kiggede surt på ham"hvorfor tror du det?"Spurgte hun med et lumskt smil Og kiggede på ham med det mest drilagtige blik der nogensinde var set.
Hun grinede venligt"ej undskyld, søde søde Mizzar, du kan lige så godt opgive at gå i skole. You do not got the balls for it, honey"Sagde hun smilende men stadig drillende. Hun mente det jo ike på nogen ond måde, men..ja hun skulle bare tænke tilbage..Der var kun gået to måneder sidst før han droppede ud og tog til Italien første gang.Ja få dig hellere et arbejde, det er nok mere noget du ville kunne holde fast i!"sagde hun smilende.
Arya kiggede surt på ham og inden han overhovedet havde fået taget mere end et skridt mod døren havde hun allerede overfaldet ham og sat sig ovenpå ham"Næææh nej! du løber ingen steder!"sagde hun storgrinende og kiggede ned i hans nakke imens hun sad på ham, og han lå på gulvet. Hendes hår hang ud over den ene skulder og lyste rødt i hendes lampers skær.