A night out! - Lara

Tid. Sent om aftenen, kort tid før midnat.
Omgivelser. Unge, festglade mennesker.
Vejr. Stjerneklart.
Påklædning. Mørke jeans, der klæder hans figur godt, stramtsiddende hvid t-shirt, der fremhæver hans muskuløse bryst, og sorte sneakers.
Sted. Ude foran, venter på at komme ind

Eric ville i byen, og kunne ikke nøjes med de få barer og diskoteker der var i Port Angeles. Derfor havde han tænkt større, og var taget til sin fødeby, Seattle, for at feste. Han havde været på Cruorem før, og han elskede stedet. Farverne, lydene, lugtene. Alt var tip-top. Og de kønne piger manglede heller ikke. Han smilede skævt, og rykkede fremad med køen.
Han havde haft ringet til nogle af hans gamle kammerater, men ingen af dem havde været frie den aften. Det gjorde ham nu ikke noget. Han havde ikke noget imod at tage alene i by, og han faldt nem i snak med fremmede. Så han klarede sig som regel.

Køen var lang, og Lara's tålmodighed var kort. Faktisk så kort, at hun ikke ville spilde et minut på at stå i kø, men omgående rykkede sig frem, bort fra den bagerste plads, uden at tage synderligt hensyn til de, der troligt overholdt de almene kø-regler.
"Ryk jer lidt. Flyt jer. Lad os komme forbi." Var sætninger der ligegyldigt blev slynget ud, idet den lille flok bestående af tre unge kvinder, kløvede sig gennem den tætte kø.
Mærkeligt var der ingen der protesterede over deres handling.
Lara's smil var ikke til at tage fejl af. Køen var lige pludselig ikke særlig lang.

"Ryk dig lige, gider du?"
Lara puffede netop til den unge mand med de mørke jeans og stramtsiddende hvide t-shirt, der sammen med den sidste lille bid kø, adskilte hende og de to andre fra klubbens indgang.
Stemmen var ikke høj, men nærmest en hvisken. Dog blev den mirakuløst ikke kvalt af den omkringliggende støj.
"Vi skal forbi."

Da den lille flok af unge kvinder masede sig forbi køen, og kom op på siden af ham, drejede han aggressivt hovedet mod dem, for at fortælle dem, at de kunne stikke sig selv skråt op, og overholde de uskrevne kø-regler.
Men da han så på hende der stod tættest på ham, blev han mundlam, og en bølge af frygt skyllede ind over ham. Hun var smuk. For smuk. Alt, alt for smuk. Han spærrede øjnene op i rædsel, og mindedes med smerte sit sidste møde, mod en skabning, der var så smuk som hende. Han trådte forskrækket et halvt skridt væk, og jokkede en anden over fødderne, men han ænsede det ikke. Hans blik var låst fast på hendes, og han kunne slet ikke forstå hendes ord. Men hun fik vel hvad hun ville, for han flyttede sig, og der var nu fri bane, til at komme ind. Eric havde nemlig stået ret tæt på døren.

Det var som en forvandling. Det arrige ryk med hovedet, og de tydelige impulser af irritation, der næsten var at føle på, forsvandt som dug fra solen i det øjeblik han opdagede, hvem der prøvede at komme forbi. Lara anså ikke sig selv for at være narcissistisk, men hun måtte dog indrømme, at hun ikke ville protestere, hvis folk ville tage billeder af hende. Bare i ny og næ. Som for eksempel nu, hvor hun var iført den røde elegante kjole, der ikke overlod meget til fantasien.
På trods af manglen på kamara, fik fyrens næsten lamslåede ansigt alligevel et charmerende, nærmest drillende smil frem på det marmor-hvide ansigt. Mens hun rykkede fremad og passerede ham, sendte hun smilet af sted, og synes at overhøre den ene venindes lette fnisen.

Smilet forsvandt ikke, selvom hun havde drejet hovedet fremad igen, men forsatte med at være klistret på mens hun og de to andre lagde køen bag sig og trådte ind i klubben.

Da pigen var væk, stod han i nogle lange øjeblikke og gispede efter vejret. Hendes smil havde været som en engels, men alligevel fik det i hans øjne, hende til at ligne djævlen langt mere. Han var sikker på, at den ukendte pige her, og Daniella havde noget til fælles. Måske den samme dystre, umenneskelige adfærd? I så fald, ville han holde sig langt væk fra pigen og hendes veninder den aften.

På trods af hans konklusion, følte han alligevel hans mande-gen tage over, og han havde lyst til at rende i hælene på hende hele aften, og stirre betaget på hendes fantastiske ansigt, og gudesmukke krop. Kjolen, hun havde valgt, appellerede også alt for meget til ham. Han sukkede, og trådte ind i klubben, da de sidste foran ham i køen, var kommet forbi.

Inde i klubben havde Lara's selvskab sat sig ved den vante plads, hvor der allerede sad nogle og ventede dem. Lara havde, mod sædvane, ikke fulgt deres eksampel og slået sig ned, men havde i stedet stillet sig et par meter fra indgangen og ignorerede enhver kontakt. Øjnene, der i dette øjeblik var grå, var fæstet mod døren. Ventende.

Fyren som hun havde passeret, havde givet hende blod på tanden. Hans reaktion, der ved første øjekast havde virket normal, forekom hende nu anderledes. Mennesket havde udvist fascination, men ikke blot den fortabte opslugte slags. En angst havde der også været. En rædsel.
Lara's drillesyge sind var vækket. Mennesket, fyren, havde fanget hendes opmærksomhed.
Da han trådte ind i klubben var hun derfor ikke længe om at nå op til ham. hun havde hovedet en anelse på skrå, mens det blide smil forsatte med at være fremme.
"Er du bange for mig?"
Hendes ligefremhed blev suppleret af en bekymret tone og et nysgerrigt blik.

Pigens pludselig tilstedeværelse, fik Eric til at stivne, og han stirrede nu ind i øjnene, på det smukkeste væsen han havde set. Selv så tæt på, var hun perfekt. Ingen urenheder, uperfektheder eller noget som helst andet, der kunne antyde, at hun blot var et menneske.
Hun var mere end det. Og hvad det var, vidste han stadig ikke.
Derfor tog han en dyb indånding, stadig mens hans isblå øjne stirrede direkte ind i hendes, og svarede: "Ja."
Hendes ligefremhed havde fået ham til at svare sandt. Ja, han var bange. En bule i hans hoved vidnede om hvorfor han var bange.

Men den bekymrede tone i hendes stemme, fik ham til at vakle. En kamp blev ligenu kæmpet i hans indre - Den bekymrede tone mod facts. Han sank en klump, afventende.

De grå øjne, der var rettet mod hans ansigt, så pludselig en anelse bedrøvet ud. Ordene, eller rettere, ordet som han havde sagt, synes at have såret hende. Alligevel kunne Lara ikke skjule den lille nysgerrighed. Smilet var ligeledes falmet en smule og bar nu et overrasket præg.
For publikums skyld placerede hun sin egen hånd over brystet nær halsen, som man nu engang gør når man er chokeret, alt imens hun, i en blanding af vantro og bedrøvelse, udbrød:
"Virkelig? Jamen hvorfor dog..?"

Hendes blik studerede ham i det skjulte. Lagde sig i hans isblå øjne i et forsøg på at påvirke ham yderligere, mens hun forsatte i samme tone.
"hvad har jeg gjort, siden du er bange for mig?"
For at sætte prikken over i'et trådte hun et lille skridt bagud. Bare for at skabe den helt rigtige effekt og dermed appellere til hans menneskelighed og tvivl.
Og skjult, dybt dybt inde, fløj adskillige tanker rundt i Lara.
Hvem var det mon, som havde gjort ham bange. Hvem havde røbet sin identitet for ham og ladet ham stikke af? Og vigtigst af alt. Hvorfor?

Uden at være klar over, reagerede Eric præcis sådan, som den smukke pige havde håbet på. Han tøvede, og blev pludselig i tvivl, ved hendes udbrud. Måske tog han fejl? Måske var denne her pige anderledes? Men hans fornuft skreg: NEJ! Du tager ikke fejl! Hende her er nøjagtig ligesådan. Han så på hendes perfekte ydre, og blev igen styrket i sin sag. De var ens. Og han var sikker på, at hende her, var i stand til at gøre nøjagtig det samme, som der var blevet gjort ved ham.

Han så andre piger gå forbi, almindelige piger, og han så så igen på pigen foran ham. Nej. Han havde ret.
"Pga. det du er!" Hvæsede han. Godt nok vidste han ikke hvad det helt præcist var, hun var, men han vidste, at hun ikke var menneskelig. Hun var mere end det. Alligevel spillede hun så godt, at han igen vaklede, og han så undersøgende på hende.

Uden at vise det, fejrede Lara allerede sin første triumf og blev samtidig bekræftet i sin teori om menneskers naivitet og uvidenhed. Det frydede hende grænseløst.
Og dog..
Hans øjne fyldtes pludselig med en bestemthed og stemmen fulgte trop. hvilken hidsigprop.
Lara formåede ikke at opretholde den sårede facade helt, og munden krakelerede i et lumsk og drillesygt smil, der i et øjeblik truede med at blotte tænderne.
Hånden faldt ned, og selvom hun forsøgte at svare i samme tone som før, lykkedes det langt fra til fulde. En åbenlys morskab stod i vejen.
"På grund af, at jeg er et menneske mener du?" Lød svaret let.
"Eller påstår du, at jeg ikke er det?" Øjenbrynet blev hævet en anelse, og hun forsøgte at bekæmpe den morskab der var synliggjort i hendes øjne.

Han så ind i hendes øjne, hendes smukke og faretruende øjne, og læste let den morskab, der stod tydeligt aftegnet deri.
Han åbnede munden, men der gik flere sekunder inden ordene kom ud.
"Jeg ved ikke hvad du er, jeg ved bare, at jeg ikke har i sinde at blive hængende, og finde ud af det." Ordene var en farvel-replik, men han kunne ikke få gang i sine fødder. En farlig nysgerrighed var kommet over ham, den samme som han oplevede før. Længslen efter at løbe, længslen efter at blive her.

Han bare så på hende, og mærkede hvordan raseriet forlod hans krop, og blev erstattet af en trance-agtig følelse. Han ville jo ikke gå. Ville han?

Lige så let han læste hendes morskab, lige så let så hun hans tvivl.
Det havde visse fordele at være vampyr. Den nærmest tryllelignende tiltrækning var sådan en fordel.
Hun slog tankerne om, hvem der kunne være skyld i hans mistro tilside og overlod hele sin opmærksomhed til de ord, han netop havde sagt. Det fik blot glæden ved situationen til at vokse yderligere, for hans ord og handling stemte ikke over ens. Han blev, hvor han var. Endnu en triumf.
Lara lod dog kontrollen overtage igen og en nu ligegyldig mine overtog det kønne ansigt. Selv øjnene formåede næsten at skjule alt.
"Det var vel nok en skam... Jeg havde ellers tænkt mig at vise dig det" svarede hun en smule henkastet. Selvom sætningen kunne rumme en lille klump ironi, stod det klart, at hun mente sine ord.
"Selvfølgelig ikke her, hvor der er så mange. Men.. "
Hun havde ladet blikket vandre igennem rummet, men endte tilbage på ham tilsidst.
Det var en lokkende fristelse hun havde sendt afsted, men samtidig et løfte som hun ikke ville løbe fra.

Ved hendes ord, fine ord, fin, klokkeklar stemme, rislede gåsehuden ned af hans ryg, men om det var positivt eller negativt, kunne han ikke finde ud af.
Han overvejede for og imod, men det lidt som om, at alle imod-erne, ikke var så vigtige mere. Han var nysgerrig. Han forsøgte at aflæse hendes blik, finde ud af om hun virkelig mente det. Han kom frem til, at hun talte sandt. Men på den anden side - Hun virkede som den perfekte skuespiller.
"Så.. må du jo hellere vise mig det." Han stemme var en smule hæs, så han rømmede sig, og sagde:
"Vil du vise mig det?"

Et lille beskedent smil blev født. et lille udkast af den følelse der huserede Lara netop nu.
Hun nikkede roligt, afslappet. Der var ikke grund til at gøre andet, mennesket var fanget i det net af nysgerrighed og magi hun havde skabt af ord og udseende. Det måtte efterhånden stå 3-0? Til hende.
Ivrigheden blev låst af vejen, idet hun gjorde antræk til at vise vej. Hun vente sig, men lod hovedet drejes så hun kunne se ham over hendes egen skulder.
"Bare følg mig " lokkede hun blidt. "Jeg skal nok vise dig det, så snart vi er alene.."
Stemmen var dødet ud og de sidste ord blev hvisket mere til hende end til ham.
Så rettede hun ansigtet fremad, ignorere omgivelserne, og gik med sikre og elegante skridt frem mod døren, der askilte selve fest-rummet fra de private lokaler, heriblandt VIP-rummene.
Lara så sig ikke mere tilbage. Hun vidste at han ville følge hende.

Som en lille marionet-dukke, ynkelig, uvidende og menneskelig, fulgte han efter hende. Lokket af stemmen og udseendet, og nysgerrigheden, efter endelig at få besked om den by han boede i.
Han fulgte blindt efter hende, ænsede ikke omgivelserne, ænsede ikke de fulde, larmende, dansende og syngende mennesker, ænsede kun ryggen, der tilhørte pigen. Pigen, hvis navn han endnu ikke kendte. Han fulgte hendes hofters vuggende bevægelser, som hun skred hen over gulvet, næsten andægtigt. Var det muligt at være så.. fuldendt? Nej. Det var det helt sikkert ikke.
Han småløb næsten, for at holde trit.
"Hvad hedder du?" Spurgte han, både nysgerrig og forsigtig.

Den første dør blev åbnet og afslørede en lang gang. Lara førte ham videre, forbi adskillige andre døre, og stoppede først da de var nået næsten ned for enden. VIP 3 stod der på et skilt, der var hængt op på den. Uden den mindste tøven tog hun i håndtaget, åbnede og gik ind. Endnu uden ord. Først da øjnene var gledet over det tomme lokale med sofaen, den tilhørende bord og to behagelige stole vendte hun atter opmærksomheden mod ham og svarede.
"Jeg er Lara .. hvem er du?" før hun fik svar gestikulerede hun den nærmeste siddeplads, for at få ham til at sætte sig, alt imens hun selv blev stående, og studerede ham opmærksomt.
En lille glød havde bosat sig i hendes dybe øjne.

Han fulgte efter hende, stadigvæk uden at ænse ret meget af hans omgivelser. Først da hun åbnede døren ind til et af VIP-rummene, så han sig omkring. Rummet virkede hyggeligt og indbydende, og da hun gestikulerede, satte han sig på den anviste plads, og så så på hende igen.
"Lara.." Han gentog hendes navn, smagte det på det, inden han fortsatte. "Jeg hedder Eric." Han så på hendes ansigt, uden at fjerne blikket, og han synes at blive mere og mere klar i hovedet. Hvad havde han gang i? Hvis hun var, hvad han troede hun var, var han fandeme langt ude at skide. Han bandede indvendigt, mens han forsøgte at holde sit ansigt neutralt.

Han satte sig uden den mindste protest og svarede ligeså uden videre. Hun havde imellemtiden lukket døren.
Som han, var Lara ikke længe om at tage navnet i sin mund.
"Eric.. Eric.."Begyndte hun i en tone som ældre og klogere har for vane at bruge, når der snakkes til yngre og mere udvidne.
Samtidig rykkede hun sig fremad. Eller nærmere cirkulerede let og roligt rundt i rummet, med ham som værende centrum. I ny og næ lod hun blikke fare tilbage på ham.
"Du er helt sikker på, at du gerne vil vide det ikke?" Endnu et charmerende smil blev sendt mod ham, og i et øjeblik stoppede hun sin lette vandren og stirrede intenst på ham.
Så brød en lille klukken frem over hendes læber, som klokkespil, og dræbte den seriøsitet hun lige havde skabt.
"Åh, selvfølgelig vil du det. Sådan en hemmelighed er også dum at passere!"
Atter begyndte hun at gå, rundt stille og roligt, nærmede hun sig hans siddende krop.
"Men.. " en pause opstod, alt imens hun rykkede om bag ryglænet på den stol han sad i.
"Er du sikker på, at du tør?"
Det sidste var kun en sagte hvisken. Ikke andet end en kold usynlig luft mod ham.

Tonelejet fik ham til at rynke panden, og følte sig på en måde umyndiggjort og barnlig. Som om han blev irettesat af en voksen. Som et uartigt barn. Derfor måtte han modstå en trang til at bøje hovedet, og undskylde.
Hans øjne fulgtes hendes bevægelser rundt i rummet, men han rykkede ikke på sig, og sagde ikke noget, før til sidst, hvor hun havde placeret sig bag ryglænet på hans stol. Han følte hendes kulde, der slog imod ham, som et pust fra en vinterdag, og gåsehuden brød ud på hans arme.
"Ja." Han hviskede mod sin vilje ordet ud, og så tav han. VIlle han virkelig vide det? Vidste han det allerede? Spørgsmålene var han ikke selv i stand til at svare på, så de forblev ubesvarede i hans hjerne.

Hans svar fik hende til at fnise. Som havde han netop sagt en sjov vittighed.
Langsomt rykkede hun sit hvide ansigt ned mod hans øre. en sølv-blond lok faldt ned fra den opsatte frisure.
"Virkelig?.. " Spandt hun sagte, og lod sin ene frie hånd let berøre hans hår, mens hun indåndede det søde duft. Som en parfume. Gløden i øjnene voksede. Smilet ligeså.
"..ser du.. " Nærmest undskyldende, "..Jeg bliver desværre nødt til at dræbe dig bagefter.." Latteren lå i stemmen. Tavs men alligevel så tydelig som havde hun leet direkte ind i hans øre.
Centimetrene imellem hendes hviskende mund og hans øre var nu så få, at de kunne tælles på en hånd. Men munden søgte ikke øret, men det blottede stykke nedenfor. Halsen.
Hånden der berørte hans hår, blev pludselig et solidt greb. Som handling til den lyst, der voksede i hende. Fik hendes øjne til at ændres, og iveren til at leve.
"Men det sjoveste af det hele er.. at du allerede ved hvad jeg er."
Og så, som modsætning til det faste greb i hans hår, lod hun læberne blidt berøre hans hals. Som et forsigtigt ømt kys.

// Jeg bliver desværre nødt til at afslutte emnet, da jeg med stor sikkerhed ikke vil have adgang til en computer de næste måneder.
For at give forklaring på, hvordan Eric kommer ud af Lara's klør, har jeg skrevet en lille afslutning nedenfor.

Lara har ikke meget besvær med at få ham til at sidde stille. Faktisk er det hele så let, at hun nærmest klukker indvendig. Dog slutter glæden i samme øjeblik hun skal til at sætte tænderne i, for i selv samme bliver hun afbrudt af en mand. ("Lara, stop!")
Stemmen er nok til at få hende til at stoppe. Men den hindre ikke den vildskab og arrige følelse i at bredde sig i den lyshårede vampyr-kvinde. Under stor hvæsen og hvislen (" Bland dig uden om, Lakeith!.. Det er min, hører du?! Du har ikke ret til det der! Stop!") får den fremmede vampyr hevet fat i mennesket, Eric, og ført ham ud af rummet, uden at tage den mindste hensyn til Lara's eksploderende humør. Først da døren er lukket ind til VIP-rum 3 henvender han sig til Eric.
("Se du hellere at komme af sted, det er ikke sikkert at du vil være lige så heldig igen.")

Et højt brag lyder pludselig, mens vampyr-manden puffer Eric væk. Så henvender han sig til en uset person, der har stået i skyggen.
"Og du bliver hvor du er, og sikre, at hun bliver derinde, til hun er kølet lidt ned." Og så, efter en lille pause, tilføjer han mere henkastet:
" Og bagefter må du nok hellere skaffe en ny stol.."


Out