Forever and never (åbent)

Tid: Tæt på midnat.
Vejr: Stjerneklart.
Omgivelser: En tom skov.
Sted: Dybt inde i skoven.
_______________________

Rebecca havde været på jagt uden for Forks, og hendes øjne var glødende røde. Hendes læber var rene, som om den rædsel hun havde været skyld i for ganske få timer siden, aldrig var sket. Hun kunne ikke slappe af efter måltidet, så hun løb rundt i skoven, kravlede og kastede sig rundt. Hendes jeans og t-shirt var mudret til, men det betød ikke noget.
Hendes hår var utrolig nok ikke filtret, men hun havde det dog også i en hestehale.

Rosa bed fat i en kanin fordi det var lige det eneste hun orkede at fange, hun sugede blodet til sig selvom det ikke var så vel smagene. Hun smed det døde dyr fra sig og slikkede sig om munden, med et smil om sine læber så man kunne se hendes kniv skarpe hjørnetænder. Hun lød af sted igennem skoven, så hendes lange lyse hår fløj tilbage med vinden. Hun havde en sort top på, cowboy shorts og et par ballarine sko med nitter på. Hun kiggede rundt med sine glødene blod røde øjene, og fik så færten af en anden vampyr. Hun stoppede brat op og kiggede nysgerrigt på den fremmede hun vampyr, og lagde hovedet en anelse på skrå af nysgerrighed. Hun vidste godt at den fremmede hun vampyr havde hørt hende, men det havde hun ikke noget imod endnu.

Rebecca hørte de hektiske bevægelser i underskoven, og bevægede hovedet imod lyden i en lynhurtig og dyrisk bevægelse. Først bukkede hun ned i knæende og snerrede højlydt med en grotesk lyd, men så stoppede hun op og betragtede vampyren i stedet for. Der var ingen grund til at kaste sig over hende, huskede hun sig selv på. Her i Forks kæmpede man åbenbart ikke om territorier. Hun viste ikke helt om det var på grund af varulvene, men det kunne da godt være.
Hun rettede sig op, med håret strittende ud af hestehalen, og med sin blege hud glitrende i lyset fra stjernerne der slap igennem trætoppende. Et syn for guder - eller mennesker, måske.

Rosa hørte den fremmede hun vampyr snerre, og bukkede sig lidt ned knæ for at gøre klar til hvis den fremmede angreb. "Bare rolig jeg kommer ikke for at kæmpe, jeg blev bare nysgerrig da jeg fik færten af dig." Sagde hun roligt med sin klokke klare og fine stemme, og rettede sig op igen da hun så at den fremmede gjorde det. Rosa betraktede hende nysgerrigt, og smilte roligt til hende. "Jeg er Rosa, og du er?" Spurgte hun nysgerrigt, og lagde hovedet en anelse på skrå. Men gik ikke tættere på hende, Rosa var nemlig meget forsigtigt af sig når det galt andre vampyre.

Vampyren over for hende var sikker meget venligsindet, men alligevel - Rebecca havde lært at man aldrig kunne være sikker. Hvorfor havde hun ellers alle de ar, og stadig fik nervøse sammentrækninger?
"Rebecca." præsenterede hun sig, kort og enkelt. Hendes stemme var knapt så smuk som den anden vampyrs. Den var mere dyrisk og grov.
Der gik en trækning igennem hende, og hendes læber trak sig tilbage, til et lille-bitte smil. "Undskyld. Jeg ville ikke angribe dig."

Rosa var meget venlig, rolig, og var meget forsigtigt for hun ville ikke ud i nogen form for problemer. Hun holdte sig derfor meget for sig selv, men nu havde hun Matt som hun holdt rigtig meget af. Rosa smilte da hun hørte at den fremmede rødhåret hun vampyr præsenterede sig.
"Hyggeligt at møde dig Rebecca, men jeg må advare dig. Der er vareulve her i nærheden så du skal passe når du jager." Sagde hun roligt, og sagde det kun for at hjælpe hende.
Rosa nikkede stille og hendes svar, "Det oki, ingen skade sket." Sagde hun smilende og kiggede på hende.

Rebeccas læber blev endnu mere tynde, da Rosa nævnte varulvene. "Det er ikke rigtige varulve. De rigtige er uddøde, men disse er lige så farlige.
Hun sendte hende et sarkastisk smil, der næsten så ud som om det gjorde ondt på hende.
"Jeg passer skam på hvor jeg jager. Seattle er meget nemmere jagtterritorium. Du burde prøve der."

Rosa kunne ikke lade vær med at grine lidt, og skar så en let grimasse. "Så er jeg da ikke den eneste der ikke kan fordrave dem, jeg hader at de skal blande sig i vores sager og jagt vaner." Sagde hun smilende og kiggede på hende.
Rosa lagde hovedet en anelse på skrå, og lyttede til det Rebecca sagde. "Tak for rådet, det skal jeg huske." Sagde hun roligt.

Rosa-vampyrens smil og latter smittede, og et svagt smil gled over Rebeccas, blege, smukke ansigt. "Nej. Det burde de ikke." Hun strøg ikke håret tilbage, da det gled ned over hendes ansigt.
"Men... Hvor gammel er du? Bor du her i Forks?" Hun lagde ekstra tryk på bor, for hun viste godt at mange var begyndt at bosætte sig i Forks, men det virkede stadig lidt underligt. Hun kendte ikke nogle af de her såkaldte vegetarer som kunne bosætte sig et sted.

Rosa smilte venligt og sødt til Rebecca, og gik forsigtigt lidt tættere på hende. Men ikke for at true hende eller noget, det var kun fordi hun var nysgerrig. Rosa betraktede hende med sine blod røde øjene, og med sit lange lyse hår hængene ned af sin ryg.
"Jeg blev vampyr da jeg var 17 år, og jeg har været sådan her i ca 100 år tror jeg. Hvad med dig, hvor gammel er du?" Sagde hun lettere grinene, og kiggede på hende. Hun så lidt tænkene ud, "Ja, lige nu bor jeg her, men jeg ved ikke hvor lang tid jeg bliver her. Hvad med dig?" Spurgte hun nysgerrigt, og lagde hovedet let på skrå.

Rebecca lod sine blodrøde øjne glide over Rosa i en heftig bevægelse, som en blanding af et rovdyr og en fugl, da hun trådte frem imod hende. Hun rørte sig dog ikke ud af flækken, heller ikke imens hun lyttede.
"Jeg blev forvandlet da jeg var 19," sagde hun langsomt, næsten som om at hver eneste ord hun fortalte Rosa, kunne bruges imod hende senere, og måske få fatale følger.
"Og jeg har været vampyr i... Omkring 500 år, tror jeg." Hun kom med et lidt pinefuldt smil, da hun tænkte tilbage på sin barndom. Hendes erindringer var selvfølgelig slørrede og vandede, men hun kunne stadig tydeligt huske nogle få dele af den. Især hendes flotte, slidte og flødefarvede hus.

Rosa stod helt stille da hun så Rebeccas blik, hun var gået lidt længere frem var kun fordi hun var fuld af nysgerrighed. Hun havde slet ikke en tanke om at angribe hende, overhovedet ikke spor. Rosa lyttede opmærksomt og nysgerrigt til hende, og nikkede så forståndene af det hun sagde.
"Oki, så du er mere afaren end jeg er." Sagde hun stille, og kiggede opmærksomt på hende. Hun vidste godt at Rebecca havde hørt det hun sagde.

Rebecca skar ansigt, på en måde der ikke videre fik hende til at se sød eller glad ud. "Det er jeg." Helt absolut, tilføjede hun mentalt, og strøg stift noget af det røde hår, der var sprunget ud af hendes hestehale, tilbage. "Når vi nu er udødelige, så betyder erfaring meget. Ikke?"
"Jeg kom forresten hertil i nat. Altså, efter jeg havde jagtet i Seattle."

Rosa gik hurtigt et skridt tilbage, da Rebacca skar en grimasse. Hun tog sine hænder op foran sit ansigt, "Det var ikke for krække dig Rebecca." Sagde hun forsigtigt, og kiggede på hende med et nogenlunde roligt blik.
Rosa lyttede til hende og nikkede så, "Jo, og oki. Er det egentlig godt i Seattle?" Spurgte hun nysgerrigt, og lagde hovedet en anelse på skrå.

Rebecca førte ligeså hendes hænder op med håndfladerne frem, et tydeligt tegn på at hun ikke var ude på skrammer. "Bare rolig, det er okay." svarede hun, ret følelsestomt.
"Godt at jage?" spurgte hun, og lagde hovedet på skrå. For første gang smilede hun rigtigt, bare en lille, skævt et. "Ja. Forfærdeligt nemt. Ingen kamp, ingen jagt."

Rosa sænkede forsigtigt sine arme, mens hun betraktede Rebbecca. Hun nikkede så da hun hørte hvad hun sagde, "Oki, samme her." Sagde hun stille, og et lille forsigtigt smil kom frem på hendes læber.
Hun nikkede af Rebeccas spørgsmål, og lagde hovedet en anelse på skrå. Hun lyttede opmærksomt til det hun sagde, og hendes smil blev større. "Oki, så ved jeg det til næste gang jeg skal jage. Tak." Sagde hun smilende, og kiggede på hende.

Rebecca lagde svagt hovedet på skrå igen. "Men du er ikke nyfødt, og du har røde øjne, så du følger sit instinkt. Men du jager i Forks? Kan i godt det for... formskifterne?" spurgte hun nysgerrigt, og fik et glimt i de glimtende øjne.

Rosa så på hende da hun lagde hovedet en anelse på skrå, og nikkede så af det hun sagde.
"Ja som regl følger jeg mit instinkt, det kommer an på hvad humør jeg er i. Ja det kan man godt, man skal bare vælge nogen ingen kommer til at savne. Men man skal passe på, når man jager her." Sagde hun stille, og smilte så.

Hun havde svært ved at skjule sit smil, da blondinen smilede. Det smittede, utroligt nok. "Det er nemmere i Seattle. Der er langt mere natteliv, og mere heftigt. Ingen bliver mistænksomme over at en af deres venner følger med en lækker pige." Hun skar ansigt, men blev ved med at smile. "Men ja, det er vigtigt at være diskret." Både på grund af menneskerne og deres lovhåndhævere, men også andre vampyrers vrede. Som Volturierne.

Smilte sødt og venligt til hende, og lagde nysgerrigt hovedet en anelse på skrå. Hun lyttede til det Rebecca sagde, med et smil om sine læber. Hun grinte lidt af det og nikkede så, "Sandt nok, det skal jeg huske til næste gang." Sagde hun smilende, og kiggede på hende med et roligt blik.
Hun nikkede roligt af det med at være fortigtig, "Ja sandt nok." Sagde hun stille, og kiggede lidt rundt.

"Men så vidt som jeg ved, så er der intet farligt ved Forks, ud over de forbandede formskiftere, right?" Hun lagde hovedet på skrå ligesom vampyren over for hende, men i den modsatte side. I stjernelyset så hendes hår næsten ud til at være samme farve som hendes glødende øjne.

Rosa lyttede til det Rebecca sagde, og rettede sig lidt op igen. Hendes pandehår faldt blidt ned foran hendes ene øje, og hun rettede med det samme på det igen. Hun nikkede så, som svar på hendes sprøgsmål.
"Det er rigtig nok, de er stort set de eneste man skal passe på her." Sagde hun roligt, og kiggede på hende. Hun så at hun lagde hovedet på skrå, og kunne ikke lade vær med at smile over det.