The power. - Jamilah.

Dato: D. 12.
Årstid: Vinter.
Dag: Torsdag.
Vejr: Det regner.
Sted: Port Angeles Grundskole.
Tid: Klokken er elleve om aftenen.
Omgivelser: Der er regn, støvregn, og det er næsten umuligt at se.

Blake kiggede ud over skrænten til husets kant. Han stod oven på en af skolernes bygninger, og kiggede ned. Som om han ville begå selvmord. Det kunne han så bare ikke, og det ville han ikke. Han øvede sig på sin hast, hvor hurtigt, han kunne bevæge sig. Han gjorde sig parat, tog tilløb, og sprang ud fra den halvstore bygning, han lige før havde stået på, inden han valgte at sætte sit fodfæste af, i et spring, og lod sig så falde i frit fald, idet han begyndte at løbe ned ad muren, hvor efter han stødte på jord, og satte hårdt af fra muren, og fløj direkte hen mod skoven. Hans ben accelerede med stor fart, og han løb alt, hvad han kunne, op ad et træ, og lod så sin krop skubbe sig selv fra træet, og fløj tilbage til bygningen, mens træet gav en knirken efter sig, og væltede.

Påklædning: Sorte jeans, grå hættetrøje, sorte støvler og gul paraply

Efter at have gået rundt i Port Angeles hele dagen, uden noget formål, var hun endt ude ved Port Angeles Grundskole. Hvorfor vidste hun ikke helt. Måske var det bare et tilfælde. For hun havde bare drevet rundt hele dagen. Hvordan det kunne lade sig gøre, anede hun ikke. Det var jo en lille by, men hun havde jo også været rundt i nærområdet. Måske var det derfor. I hvert fald, så havde det taget ende hele dagen. Til sidst var hun så endt her. Ved grundskolen. Der havde været et eller andet der havde draget hende derhen. Det var der efterhånden ikke meget der gjorde. Et stykke tid havde hun ikke set Blake, hvilket hun syntes var ret mærkeligt.
Kort sukkede hun. Sidst hun havde set ham, var i.. Seattle, nu hun tænkte sig om. Til en eller anden begivenhed, som hele byen havde fejret. Der havde hun endt med at jage, sammen med ham. Dagen efter havde der været skrevet om det i avisen. Der have vidst været en del, de havde spist. Dog rørte det hende ikke særlig meget. Hendes tanker, var kun sporet ind på ham. Hvorfor havde hun ikke set ham så længe? Måske var han rejst, uden at fortælle hende det. Det måtte hun vel så bare leve med. Selvom det ville være svært. Hun havde jo trods alt en evighed, at leve i.
Jamilah sukkede igen og fortsatte mod grundskolen.

Blake stoppede op, da en velkendu duft ramte hans anisgt, nærmest slog ham omkuld; tog ham med storm. Han stoppede dog også kraftigt op, og kiggede rundt. Han bed sig svagt i læben. Det var Jamilah. Og det var utroligt langt tid siden, han sidst havde set hende. Han sukkede kort, da han kunne dufte, hun kom nærmere. Og kort efter kunne han høre hendes skridt, der indtog hans ører, ligesom hun havde gjort, ved hans hjerte. Indtrægt, indtaget og overtaget. Hans fokus lå på Jamilah, og droppede alt om at træne sin adrætte hast. Han lukkede øjnene, og duftede i hendes retning. Forestillede sig; hende foran ham selv. Deres læber der igen ville mødes. Og hendes skønhed. Han åbnede øjnene igen, og kiggede hen mod det sted, Jamilah kom fra. Og kort efter kunne han ane et omrids af en skikkelse, og duften afslørede, at det var Jamilah, og at de; endnu engang var alene. Han smilede kort, og bed sig så svagt i læben, og fik gang i benene. Han accelerede hurtigt med benene, og hans fødder var ikke til at se, så hurtigt, gik det. Han stod allerde foran hende, og smilede varmt. "Hej." Hans stemme lå dybt, bød hende formelt velkommen, hvor efter han bukkede for hende, og tog hendes hånd i sin, kyssede hendes håndryg, og flettede så sine fingre ind i hendes, med et svagt smil og en lykke, man kunne ane i hans øjne.

Fordybet i sine tanker og i sit savn, lagde hun ikke mærke til Blake eller hans duft. Ikke før han stod lige foran hende. Stod foran hende i al sin pragt, perfekthed og guddommelighed. Kort hev hun efter vejret, hans skønhed tog helt vejret fra hende, selvom hun ikke behøvede at trække vejret. Efter ikke at have set ham længe, blev hun helt slået ud af hans smukke ydre. Det gjorde hun også normalt, men nu hvor der var gået et stykke tid. Følelsen var overvældende. Næsten for overvældende.
Alligevel kunne hun ikke undgå, at føle sig utrolig lettet i det hun så ham. En stor sten faldt fra hendes kolde, døde hjerte. Så lettet havde hun aldrig nogensinde været. Siden de ikke havde set hinanden længe, havde hun troet at han måske var blevet dræbt af.. af.. af en af vampyrene eller måske Volturien. Tanken havde næsten ikke været til at bare. Bare det at se ham igen var.. fantastisk! En helt ubeskrivelig følelse.
At mærke hans læber mod sin hånd, hans fingre der flettede sig med hendes. Hun fik indre kuldegysninger, da hun af gode grunde ikke kunne få dem rigtigt. Uden rigtigt at tænke sig om smed hun sin paraply fra sig og hoppede på ham. Lod sine ben ligge i et jerngreb om hans liv. Armene lagde hun rundt om hans nakke. Så lod hun blidt sine læber røre hans.

Blake smilede kort til hende, og blev så overfaldet. Og han havde ikke regnet med det. Men den utroligt lille og spinkle pige, uden vægt, vejede selvfølgelig ikke mere af at han var vampyr, så han stod stadig fast. Han smilede varmt til hende, og lod så sine læber placeres på hendes, da hun gjorde det samme. Han smilede kort til hende. "Har du savnet mig, monstro?," spurgte han drillende, og lod sine hænder placeres på hendes bagdel, som støtte for, hun ikke skulle glide eller falde ned. Han sukkede kort, og kiggede op mod himlen. "Hvor har du været?" Han sad og overvejede, om hun kunne have været et smut i himlen, da hun jo var så smuk og guddommelig, hun sagtens kunne have et deltidsjob som engel, eller herskerinde. Men det herskerinde job, ville nok finde sted i helved. Hun var trods alt hans lille, vilde dæmon.
Hans øjne blinkede kort, og han trak vejret, og lod sig så falde ned på Jorden, bare for at betragte hende tæt på. Han kiggede på hende, og lagde en hånd på hendes kolde hud. "Jeg har savnet dig." Han smilede kort, lagde sit hoved på skrå, og betragtede den gud, han havde fået sig. Den gudinde, så smuk som morgenduk på roserne.

En dejlig elektrisk strøm løb gennem hendes krop, da hun mærkede at han placerede sine læber på hendes. Helt igennem fantastisk. Præcis som han var. Hendes eget lille stykke af himlen, i dette helvede af et liv. Uden ham kunne hun ikke se mange grunde, til at fortsætte dette uendelige liv. Han var hendes liv.
"Forlad mig aldrig igen" hviskede hun og så ham dybt i øjnene. "Er det svar nok" mumlede hun drillende og kyssede ham igen blidt. Gjorde ikke det mindste tegn på at løsne sine greb eller at ville hoppe ned fra ham. Faktisk nød hun at være så tæt på ham. Hun mindedes ikke at de havde været så tæt på hinanden. Hun blev nærmest helt ør af det. På en god måde. Som om han var hendes herion. Hun blev helt høj af at være i nærheden af ham. Hun følte sig.. menneskelig når hun var sammen med ham. En følelse hun godt kunne lide, når hun jo ikke selv havde valgt dette liv. Men på en måde var hun glad for det alligevel. Hvis det ikke havde været for det, så havde hun nok ikke mødt Blake. Ellers var hun måske endt som hans frokost. Ikke ligefrem en tanke der var særlig dejlig. Men vampyr eller ej - hun ville have faldet for ham lige meget hvad. Så enkelt var det bare.
"Hvor har du selv været?" mumlede hun med en lidt sur stemme, men kunne slet ikke holde masken. Et lille smil, var som klistret på hendes ansigt. "Jeg har også savnet dig" sagde hun ømt og betragtede hendes et og alt med sine blodrøde øjne. En gud så smuk, som intet andet kunne være.

Blake kiggede op mod himlen, da han faldt til jorden, og ramte den med et svag puf. Eller, hun var jo oven på, så det gav en lidt vildere lyd, og støvet fløj omkring dem. Partikel for partikel fløj alt støvet gennem luften, og dannede en tæt røgsky omkring dem. De havde hinanden, og havde lukket af for resten af verden. Han sukkede kort, lukkede øjnene. "Bare rolig. Jeg forsvinder igen, snart. Det er bare et af vores sædvanlige møder," sagde han drillende, og snoede sig ud af hendes jerngreb, da de lå på jorden, og skyndte sig væk. Dog fik han hevet hende op at stå, og så afsted igen. Bare for at drille. For at mobbe. For at se hendes reaktion. Var han virkelig så meget for Jamilah, som hun selv beskrev det? Han ville twiste hendes hjerne, tvinge hendes inderste tanker og følelser uden på. Han ville dog ikke se, hun led for meget. Så han var parat til at smutte frem igen, når det skulle være.

Jamilah stirrede på ham med et rædselsslagen udtryk i både ansigt og blodrøde øjne, da han fortalte at han ville forlade hende igen. Nej, det kunne han ikke! Nej! Hvordan kunne han dog gøre det? Betød hun virkelig intet for ham? Måske betød hun kun en lille smule for ham. Var hun virkelig sådan en han bare stødte ind i, i ny og næ og hyggede sig lidt med? Tanken gjorde hende vred, rasende! Men også ked af. Utrolig ked af det. Faktisk knuste det næsten hendes hjerte.
Så da han forsvandt blev hun siddende. Helt stille trak hun sine ben op og lagde sine arme om dem. Knugede sine ben ind til brystkassen. Sådan blev hun siddende. Helt stille med et forpint udtryk i både øjne og ansigt. Hvis hun havde kunne havde hun helt sikkert grædt. I stride strømme. Desværre var det ikke muligt. I stedet hvilede hun sin pande mod knæene. Kunne simpelthen ikke acceptere at han var væk igen. Han havde ganske simpelt knust hendes hjerte, da han forsvandt igen. Knust det til støv.

Blake sukkede kort, kunne nærmest mærke hendes negative energier flyde ud af hendes krop. Den lyst til at græde. Han kunne mærke, hvordan følelsen af længsel allerede var der, selvom han stod få meter fra hende, gemt. Gemt bag et par grænne blade, der dækkede det meste af ham. Han strakte hånden ud efter hende, men trak hurtigt sin hånd til sig igen. Han skyndte sig; med alle sine kræfter hen til hende igen. "Du troede virkelig ikke, jeg ville forlade dig sådan igen, vil?," spurgte han stille, og satte sig bag hende. Fik hende trukket ind mod ham, og holdt derved sine arme over kors, over hende. Han ville ikke slippe igen, og det kunne han heller ikke. Han havde nemlig flettet sine fingre ind i hendes, med en elegant, smidig bevægelse.
Blake hviskede kort i hendes øre: "Jeg elsker dig, Jamilah. Jeg vil aldrig forlade dig. Ikke igen." Han kiggede mod hende, og placerede sine egne, røde, og dog; meget kolde læber mod hendes lettere hvide kind. De lignte et gammelt, og ungt par. Som deres hvide hud signalerede al den pudder, man gik med i gamle dage. Men deres tøjstil og deres ansigter var langt yngre end deres ansigter. Og alligevel, var Blake en del ældre. Men det tog Jamilah sig ikke af. Det så i hvert fald ikke sådan ud.

Jamilah holdt vejret, da hun hørte hans stemme bag sig, men troede først han virkelig var tilbage da han lagde armene om hende. Et lettet suk forlod hendes rosa læber og hendes hjerte føltes helt igen. Mere end helt. Bedre end nogensinde før. "Du virkede overbevisende" nærmest mimede hun. Det ville kan have været Blake der kunne have hørt det. Nød hans arme om sig og hans fingre, der var flettet ind i hendes. Nu følte det perfekt igen. Præcis som det skulle og plejede når de var sammen.
Et smil gled over hendes ansigt, da han hviskede i hendes øre. "Jeg elsker dig, Blake. Jeg vil aldrig forlade dig heller" mumlede hun. Et smil viste sig på hendes læber, da han kyssede hendes kind. Det var dejligt, bare at sidde der sammen med ham. Måske så det mærkeligt ud, men de var jo også langt fra normale begge to. Med deres hvide hud og røde eller sorte øjne. Men hun havde intet imod det. For hun elskede ham virkelig højt. Hun tænkte slet ikke på hvor gammel han egentlig var. For hendes betød det igenting.

Blake kiggede på hende. Han betragtede hende: hende og alt det, der fulgte med hende. Hendes hår, hendes øjne, hendes mund; alt. Udforsket nøje. Han bed sig svagt i læben, og smilede. Han kiggede hende i øjnene. "Er der sket noget, mens vi har været adskilt?," spurgte han roligt, og kiggede mod himlen. Den var mørk, og så ikke indbydende ud. Men alligevel, så var det bare mørke for vampyrer. For mange andre, ville det være skræmmende. For vampyrer; en fordel. Det var mørkt, og det var ikke til at se meget mere. Han bed sig svagt i læben, og smilede varmt til hende. Han blinkede kort, og kunne se for sig, den første gang de mødtes. Det akavede øjeblik. Men han nød synet, han nød det hele. Han sukkede kort, og blinkede sig selv frem til den fest, der var der. Den fest, der var blevet nævnt i avisen. Og det hele. Alle de lig, og al den mad, de fik scoret sig. Det var utroligt.
Blake havde nydt alle hendes øjeblikke. Alle de gange, de havde valgt, at være sammen. Alle de gange, de var stødt på hinanden. Og hvor så Jamilah godt ud i den kjole, til den fest. Men på den anden side, var hun guddommelig smuk, no matter what? Og det var utroligt, hun var hans alene. Bare hendes personlighed fortryllede ham. Og han var imponeret over, hvor meget hun var sig selv. Men bare endnu et bevis på, Jamilah var Jamilah. At hun var ægte og eksisterede. At han havde hende i armene nu. At hun var sig selv.

Jamilah drejede hovedet og tænkte sig lidt om. Der var sket meget, mens de havde været adskilt. En del faktisk. Nu hun tænkte over det, så. "Halvårsdag" mumlede hun så med et overrasket udtryk i sine blodrøde øjne. Var tiden virkelig gået så hurtig? Havde hun virkelig været sammen så længe, med ham? Tiden var nærmest løbet afsted, uden hun havde lagt særlig meget mærke til det. Når hun var sammen med ham så.. Så stod tiden helt stille for hende. Den frøs. Så fantastisk var han. Guddommelig. Det var det eneste ord, der kunne skrive ham bare nogenlunde. Alt ved ham var helt perfekt. Hans øjne, næse, mund. Krop. Alt. Dog var det ikke hans udseende, der fascinerede hende mest. Slet ikke. Faktisk var det hans personlighed og udstråling, der dragede hende mod ham. Fik hende til at savle over ham. Han udstrålede sådan.. sådan en fantastisk ro. En ro der var yderst sjælden disse dage. En ro, som kun en fra meget gamle dage kunne udstråle. Ham. Og hans personlighed var helt perfekt for hende. De passede sammen. Han var alt det som hun ikke var. Hvilket var præcis det hun kunne lide. Bedst af alt, kunne hun dog godt lide, at han hvilede i sig selv.

Blake trak langsomt på vejret, selvom det var overflødigt. Men det var vel blevet lidt af en vane fra hans menneskeliv, selvom det var over trehundrede år siden, nu. Og alligevel sad han, med Jamilah i sine arme, og trak vejret. Sukkede kort. "Ja. Jeg ved det. Hvordan kan vi fejre det?," spurgte han; med lav stemme, og kiggede på hende. Nussede hende i håret, skubbede håret til side, og kyssede hende kort én gang i hovedbunden, og nussede så videre, blidt; i hendes hår. Han smilede varmt til hende, og lod kort sin næse, hele hans ansigt hvile mod hendes hoved, og stramte grebet om hende lidt mere, da han helst ikke ville give slip igen. "Jeg elsker dig. Så er der noget, du har lyst til, i anledningen af, det har været vores halvårsdag, og vi glemte at fejre den?," spurgte han stille, og betragtede kort hendes skønhed, men lukkede så øjnene, da han bare gerne ville føle hende i hans arme. Ikke se, bare mærke, at hun var ægte. Lytte til hende. Hun var utroligt smuk, og han var rigtig glad for hende. Men det var hverken på grund af kyssene, hendes krop, hendes ansigt, eller hendes skønhed i det hele taget. Det var det indre, der talte. Og hun var utrolig; alle veje. Ydre skønhed, og indre skønhed. Hendes ydre afspejlede hendes indre: over for ham. Da hun var smuk over for alle, men hendes måltider betragtede nok ikke hendes indre.
Nu man tænkte over det, ville mennesker egentlig være utroligt overfladiske. Vampyrer var legendarisk smukke, langt overlegne menneskers skønhed, og alligevel ville mennesker falde for en vampyr, med det samme. Det var da en smule overfladisk. Mennesker, lærte man nogensinde at forstå dem? Nok ikke.

Jamilah smilede blidt, da han kyssede hende i håret. Det kildede lidt. Kort tænke hun sig omkring. Var der noget hun havde lyst til at gøre, for at fejre deres halvårsdag? "Jeg ville sige jage, men" mumlede hun og pegede på sine øjne. De var blodrøde, hvilket betød at hun havde jaget endten den dag eller for få dage siden. Faktisk var det dagen før. Hun havde været ved at omkomme af sult. "Men faktisk, er der ikke noget specielt" indrømmede hun og smilede skævt. Drejede sig rundt i hans favn, sådan at hun kom til at sidde over for ham. Kyssede ham blidt på næsentippen. "Er der noget du har lyst til at lave, for at fejre det?" spurgte hun med et lille smil på læberne.
Hvor var det egenlig vildt. Tænk at de havde været sammen i et halvt år, snart mere. Hvad havde hun dog gjort, for at få sådan en fantastisk kæreste, der virkelig elskede hende højt? Godt nok havde de ikke set hinanden længe, men hun følte det stadig som om hun var helt nyforelsket. Så vidt hun kunne mærke var der intet der havde ændret sig mellem dem. Medmindre at Blake selvfølgelig syntes at blive smukkere og smukkere for hver gang hun så ham. "Jeg elsker dig" hviskede hun og kyssede ham blidt på læberne.

Blake kiggede ind i hendes øjne. "Halvårsdag, og du har ingen ønsker?," spurgte han, og smilede til hende. Hans hugtænder kom hurtigt frem, og han smilede stadig. Han kørte sit hoved tættere på, og kyssede hende, og lod sine hugtænder trække sig igen. Han kedede sig egentlig bare lidt, og legede med sine hugtænder. Han slap kysset, og kørte sin hånd op ad hendes arm. Og derefter flyttede han den hen, så han nussede hende i håret igen. Han bed sig svagt i læben, og kiggede op. Op i himlen. "Hvis jeg havde et forslag, ville jeg have sagt det," sagde han roligt, og sukkede. "Jeg er fyren, halvårsdag, og jeg har ikke engang noget romantisk. Jeg er ynkelig," sagde han kort, og rystede så på hovedet. Pustede opgivende ud. Han var tåbelig. Og dog, han havde masser af ideer. Men det var nok mere hverdagsproblemer. Men han kunne lige se, lige forestille sig Jamilah i en åben kjole, med et blottet ben, hendes slanke form, og så skulle den side stramt fra livet og opefter, så det fremhævede hendes naturligt skønne former, og så skulle den være rød. Bare for at pynte sig lidt op. Eller var han for optimistisk? Han satte i hvert fald ikke krav til hende. Hun var perfekt, som hun var!
Blake kiggede på hende, og similede. "Jeg elsker også dig. Du tryllebinder mig." Han smilede, og lod sin pande slå mod hendes, kort, blidt, mens han kiggede hende ind i øjnene. Et kort møde til at starte med, havde gjort hans liv, så perfekt. Utroligt.

Jamilah rystede på hovedet. "Det burde være mig, pigen, der kom med nogle foreslag" mumlede hun, men lød overhovedet ikke trist. Hun var lykkelig, bare at han var der. Mere behøvede hun simpelthen ikke. Hun nød hans kys og gengældte det lidenskabligt, selvom det var kort. Hver gang han kærtegnede hende, kildede det i hendes mave. Slog hende om kuld. En følelse, som hun var ved at blive ret så afhængig af. Hun rystede svagt på hovedet, af hans kommentar. "Jeg er sikker på du har en lille fantasi derind" sagde hun stille og prikkede ham på tindningen med sin slanke, kolde, hvide pegefinger. Hun tvivlede overhovedet ikke på hvad hun havde sagt. Hvis hun kendte ham ret, så tænkte han klart på et eller andet. Faktisk kunne hun se det. Hans blik. Det var ikke til at tage fejl af. I hvert fald så det ud som om han var lidt langt væk. "Hvad tænker du så på?" spurgte hun, smilede drillende og afslørede dermed sine hvide, regelmæssige tænder.
Blidt kyssede hun ham på munden, på kæben og ned af halsen. Hvor var hun heldig. At møde ham var det bedste, som var sket i hele hendes liv. Hvis hun ikke tilfældigvis havde været ved søen så.. ja, så havde hun nok ikke mødt ham. Uden ham kunne hun ikke se nogen grund til at leve dette uendelige liv. Han gjorde hendes liv perfekt.
"Jeg elsker også dig. Du får mig til at ville leve dette liv" mumlede hun og smilede til ham.

Blake kiggede på hende. Han smilede kort, og modtog et prik. "Jeg er en mand, eller dreng, eller hvad skal jeg sige; jeg har fantasier. Og jeg burde ikke skamme mig," sagde han stille, og rakte tunge af hende. "Men jeg har ikke tænkt mig at sige det." Han drillede hende, og lod sin tunge slange sig ned på hendes næsetip, trykke, blidt og kort, og trak så sin tunge til sig igen. Han kyssede hende på panden, og smilede. Han prikkede hende kort, hurtigt i siden, og lod så sine armen glide rundt om hendes mave, og holdt godt fast om hende; han ville ikke af med hende. Blake blinkede kort med øjnene, og kiggede mod himlen igen. "Nej. Det er mig, der er idioten, ikke at have planlagt noget, og ingen ideer har," sagde han kort, og bed sig svagt i læben. Han lukkede øjnene, og lagde sit hoved oven på hendes, bare for at være så tæt på hende, som muligt. Deres forhold var faktisk et meget stille forhold. Der var ikke konstant ulve, kreaturer og andet, der sod i vejen for dem. De forbandede hunde. Han brød sig ikke engang om tanken om dem. De savlede, var uhøflige, og så lugtede de forfærdeligt. Godt, Blake ikke skulle gå tur med de hunde - mente han selv, var positivt.
Blake kiggede igen på Jamilah. Han havde sluppet sin fantasi igen, som hun mente, det var. Han mente bare, det var en forestilling. En forestilling om hende. Men han ville ikke tænke mere på det. Han kunne jo blive afsløret. Eller også følte han, han satte krav til hende, hvilket bestemt ikke var meningen! Han elskede hende, præcis som hun var. Død elller i live. Han var ligeglad. Hun var hans, og det var egentlig det eneste krav. At hun var hans, og han ikke behøvedes 'dele' med nogen. Eller gå med tanken om, han vvar forelsket uden det blev gengældt. Nej. Han var den heldige!

Jamilah rynkede på næsen, da han slikkede hende på næsentippen. "Du er så led!" beklagede hun sig, dog bare for sjov. For hun kunne umulig være sur på Blake. Overhovedet. Faktisk troede hun, ikke at hun var i stand til at blive det mindste sur på ham. Det elskede hun ham for meget til at kunne. Hans personlighed, krop, kærtegn. Alt ved ham elskede hun. Og han elskede hende. Det vidste hun med nogenlunde sikkerhed, hvis ikke fuldstændig. Hver af hans berøringer, fik det til at krible i hele hendes døde krop. Dejligt. Selv rykkede hun sig også så tæt på ham som overhovedet muligt. Hun ville ikke væk fra ham. Ikke igen. Hvis hun skulle gå flere måneder uden ham, så.. ja, det kunne hun simpelthen bare ikke. Uden ham i sit såkaldte liv, så var der ingen grund til at fortsætte med at leve eller hvad hun nu gjorde. Så enkelt var det.
"Nej, du er ej!" insisterede hun bestemt. "Pigerne burde jo være totalt oppe at køre, og have planlagt noget" påpegede hun. Selv havde hun dog ikke været sådan, nogensinde. Heller ikke i sit menneske liv. For hun havde aldrig været så rigtig piget. I hvert fald ikke opføret sig som en. For hun gik da i feminint tøj. Kjoler, nederdele og sådan noget. Men at være totalt nede over at en fyr ikke anede hun ekisterede eller blive sur, fordi han ikke havde ringet og den slags. Nej, sådan havde hun aldrig nogensinde været.
"Ved du hvad?" spurgte hun mumlende, men fortsatte uden at vente på hans svar. Blidt nussede hun hans hår. "Jeg overvejer lidt, at lufte min røde kjole igen. Den jeg havde på, sidst vi sås" mumlede hun færdig.

Blake betragtede kort luften, og at al den støv, der før gjorde parret magisk, var faldet til Jorden. Han smilede kort, og kyssede hende blidt i hovedbunden. Mens han var nede, begravet i hendes smukke, røde hår, fik han duftet til hende. Den duft, der satte sig i hukommelsen. Indprintet i hovedet. Ville aldrig glemme det igen. Han smilede kort, og lukkede så øjene, placerede sit hoved på siden, og lagde derefter det mod hendes hovedbund, hvorefter han bare sad sådan der. Sammen med den pige, han elskede. Utroligt, faktisk. Hun kunne få ham til at føle sig så levende, så elsket. Så uvirkelig perfekt. Men så ville hun ikke vide, hvordan han så på hende. For når han kiggede på hende, så var hendes smil det, der lyste op, og reddede hans dag. Hendes øjne var utroligt glansfulde, og lyste af glæde; eller når han var til stede, så hun glad og lykkelig ud. Hvilket han håbede, Jamilah var. Hun gjorde ham så lykkelig, han ville bare gengælde det. Men i sin barndom, blev han mishandlet, og så altid objektivt - og negativt på sig selv. Det var blevet bedre; men med hensyn til Jamilah, kunne han ikke tro andet, end hun fortjente bedre. En der var der hele tiden, og ikke bare dukkede op fem måneder efter deres 'date', eller massemord - som egentlig var en date.
Blake kiggede på hende. "Hvad med, jeg tager dig ud at spise, en aften? På en resturant? Jeg lover, jeg fraråder dem sølvtøj," sagde han med et lille smil. "Og bagefter kunne vi tage på jagt?" Han kyssede hende blidt; midt på munden, og smilede varmt til hende. Han lagde sit hoved mod hendes. Lod sin næse ramme hendes, og lod sine øjne fortælle hende, at han elskede hende - utroligt højt.

Jamilah smilede og betragtede ham. Prøvede at forestille sig hvordan et menneske, ville se dem og faktisk var det ikke så svært, som hun troede. Mennesket ville se to personer, som omfavnede hinanden kærligt på en lidt underlig måde. Men når mennesket så den måde, som de så på hinanden, ville det ikke være i tvivl om at disse to personer, elskede hinanden højere end deres liv. For mennesket ville jo tro at de også var mennesker. Hvilket de jo ikke var. Noget andet mennesket også ville se, var deres blege hud og deres guddommeligt smukke udseende.
Hver gang hun så på Blake og han var sammen med hende følte hun sig så.. så.. ja, så utroligt levende. Som at være et menneske igen. Hun blev helt teenage agtigt i hans nærhed. Hun håbede at han ikke lagde mærke til det, men det kunne han vel ikke undgå. For hun blev jo ikke helt kærlig, når hun var i nærheden af andre. Så var hun bare sit normale, glade jeg. Ikke det lykkelige, forelsket til det groteske jeg, som holdt så meget af ham. Hun var kun sådan her når han var i nærheden af hende.
Kort tænkte hun over hans tilbud. "Hvad med.. nul restaurent og i stedet tager på jagt?" spurgte hun, kyssede ham midt på munden og sendte ham et stort smil, der afslørede hendes hvide, lige, dødsensfarlige tænder.

Blake kiggede rundt, og smilede kort. Han blinkede kort nogle dråber væk fra øjnene. Vejret var stoppet, og mange folk ville sikkert gerne ud nu, da det begyndte at skinne. Kvinderne ville sikkert være ude og hænge tøj op til tørre. Andre var sikkert ude og spille bold, og mændene sad sikkert indenfor, med en øl i hånden, og så genudsendelsen af søndagsbold. Det var så typisk. Denne her by, den var så forudsigelig. Kedelig. Men det var da heldigt, at Blake og Jamilah altid kunne sætte byen til livs. Eller; nogle liv, andre døde. Mon de kom i avisen igen, for deres massemord i Seattle? Sidste gang havde de brugt nogle spydige ord som; massemord, massemordere på spil igen? - nej: Bare sultne vampyrer, der var for dovne til at gøre deres lig til omvandre lig, som dem selv. Det var det, Blake og Jamilah var. Omvandrende, dræbende, dovne lig, der faktisk kunne tænke.
Blake lyttede intenst til Jamilahs forslag. Han smilede kort, og nikkede. Han lod selv sine tænder hoppe ud, kort; bare for at vise, han var med på idéen. Men han ville dog ikke give slip på hende endnu. Han kyssede hende kort i håret, og rejste sig så op. Han kiggede mod skoven, og kiggede hen mod Jamilah igen, med et spørgende blik. Skulle de jagte mennesker eller dyr? Hvis hun nikkede til skoven, vidste han, at dyr var det foretrukne valg.
Blake kiggede op mod himlen, og solen begyndte at titte frem fra skyerne. Han rystede kort på hovedet. Blake bed sig svagt i læben, og lukkede øjnene. Han rakte hånden frem til Jamilah, som tegn på, han gerne ville trække hende op fra jorden af.

Solen begyndte at titte frem, hvilket fik Jamilah til at smile. Straks rettede hendes røde øjne mod solen. På en måde kunne hun godt lide solen, selv i dette liv. Før, da hun var menneske, havde hun virkelig elsket den, fordi at så fik hun noget mere kulør, og var ikke bleg, som en fiskemave. Men selv i dette liv, kunne hun nu meget godt lide den, selvom hun ikke kunne få nogen kulør mere. For den gjorde at hendes hud begyndte at glimte, som var den lavet af diamanter. Det så ret sjovt ud.
Så rettede hun sit blik mod Blake, der havde rejst sig op. Hun var ikke overdrevet tørstig, men lidt ekstra blod kunne man vel altid klemme ned. Dog måtte de være mere forsigtige næste gang, at de skulle jage sammen. For sidste gang var ikke endt for godt. Jo, for dem, men det var blevet kaldt massemord og de havde ikke brug, for den slags opmærksomhed. Mordene skulle ikke få Volturiens opmærksomhed. Så Seattle var nok en dum idé til næste gang de skulle jage. En anden stat var bedre og få ofre. Kun et til dem hver, mente hun.
Hun tog hans hånd og trak sig selv op med et smil. Hun bed sig lidt i læben. Måske var mennesker ikke det bedste at jage. Nej, det var for risikablet. Specielt nu, hvor at de lige havde drukket blod fra en masse mennesker. Selv hvis de gjorde det i en anden stat, ville det ikke være godt.
Hun gjorde et nik mod skoven.

//Så tog jeg mig sammen til at svare!//

Blake trak vejret langsomt, og drejede sit hoved, så hans røde øjne ramte Jamilahs røde øjne. Da hun også fik fodfæste, og rejst sig op, lukkede Blake kort øjnene, og samlede derefter Jamilah op på skuldrene, og løb alt hvad hans ben kunne, hen mod det sted, han havde spottet en hel flok vilde dyr.
Blake fik sat Jamilah langsomt mod jorden, og smilede kort til hende, inden han løb ind; dybere ind i skoven. Han regnede med, Jamilah ville følge med, ellers kunne hun altid kende Blakes duft. Han havde i hvert fald selv fået indprintet Jamilahs duft i sin hukommelse. Men hun duftede også godt - syntes han selv. Hun var værd at huske alt ved. Han elskede alt ved hende, og han ville aldrig glemme hende, hvilket han også syntes var urealistisk. Hun var nemlig altid i hans tanker. Hvis han savnede nogen, så var det hende. Når han ville snakke med nogen, var det hende. Hun var utrolig.
Blake kiggede kort rundt, og fandt skov over det hele, nu. Så nu var han langt inde i skoven, og var allerede hoppet på sit bytte. Hurtigt fik han vredet nakken om på dyret, så det led så lidt som muligt. Dog smuttede resten af 'familien' - hvilket selvfølgelig også var forståeligt, da de lige havde set et dyr blive nedlagt på få sekunder. De havde sikkert ikke engang set årsagen, men skyndte sig bare væk, for selv at undgå døden.