Vampyr + Varulv = Problemer /Jamilah - Privat/

Vejr :: Klassisk Forks vejr... Overskyet xD
Sted :: Skoven? o3o xD
Tid :: IRL 8D
Omgivelser :: Ingen ^_^

Taylor sad oppe it et træ og så op på himlen. Han havde det... Underligt. Han var både vred, men glad. Seth var ikke så lille som han havde været, selvfølgelig var han lille, eller ihvertfald mindre end Taylor. På den anden side skulle der en del til før man var større end ham... Næsten to meter høj, masser af muskler... Ak ja, ikke en de fleste har lyst til at komme op at toppes med. Han spændte let i musklerne og så ned på jorden. Han overvejede lidt hvad han skulle gøre ved Seth's lille veninde... Ignorre hende, dræbe hende,, eller bare... Ignorre det at hun er vampyr. Sidste mulighed havde ikke en chance. Han smilede svagt... Varmt, men lettere overlegnt ved tanken om om Seth ansigt hvis ham og vampyr pigen kom op at slås...

Jamilah gik roligt gennem skoven og nød omgivelserne. De seneste dage havde hun været i Seattle, hver dage for at jage. Det havde hun været igen den dag. Ellers turde hun ikke befinde sig i Forks. Det var også hvis nu hun stødte på en varulv, som ville kæmpe. Så havde hun brug for at være lidt stærkere. Hvis hun skulle kæmpe, nyttede det ikke noget at hun havde sultet i to uger. Så var hun svag. Og hvis der var noget hun hadede, så var det føle sig svag, i hvert fald svagere end sin modstander.
Hun sukkede og hendes røde øjne blev en smule fjerne, da hun hav sig til at tænke. For et par dage siden, havde hun fulgt efter Seth, som va løbet fra hende her i skoven. Da han stoppede op og hun nåede hen til ham, var der en anden ulv. Han virkede som om han kendte Seth og havde virket rimelig rolig på det tidspunkt. Hun var dog sikker på det bare havde været skuespil. Men hvis de kom op og slås, ville hun vinde. Eller komme til at skade ham. Ulvene helede ikke så hurtigt som vampyrene.
Hun rystede på med et smil. Så ned på sine hænder som stadig havde lidt blod på sig. Hun tog dem op til ansigtet og slikkede det af. Det smagte stadig meget godt. Heldigvis havde hun ikke fået noget på sine lyse jeans, sin mørkeblå T-shirt eller sine sorte Allstars. Det var hun ved at blive ret god til.

Taylor sukkede kort. Hvorfor lige en vampyr. Af alle åndsvage væsner i den her åndsvage by, så lige en vampyr. Han rystede opgivende på hovedet og sprang i et stort spring ned fra træet. Han vidste at hvis han kom op at slås med hende, ville det blive meget svært hvis han skulle vinde... Eller bare skade hende. Måske skulle han bare gå efter at rive hovedet af hende? Han himlede let med øjnene. Han ville nok ikke ligefremmen blive populær hos Seth, eller søs. På den anden side... Rose hadede ham allerede, så det var han ret ligeglad med. De skændtes alligevel altid. Han rystede kort, men hurtigt på hovedet for at skubbe tankerne væk og begyndte at gå med rolige skridt afsted, og blikket slået tænkende ne di jorden.

Da luften omkring Jamilah begyndte at virke ulækker, snusede hun lidt ind og rynkede på næsen. Faktisk blev hun nødt til at holde sig for næsen. Den rædselsfulde stank af varulv, var uhyggelig voldsom. Som om der havde været en ulv, et stykke fra hende og ulven havde befundet sig der i et godt stykke tid. Det var absolut rædselsfuldt! Hun holdt helt op med at trække vejret for at gå videre. Hvis hun var heldig kunne ulven, ikke lugte hende pga. af dens egen stank. Lugten virkede bekendt, men så alligevel ikke. Sådan lugtede alle varulve for hende.
Hun skar en grimasse, da hun fejlagtigt kom til at trække vejret. Stanken blev værre.

Taylor sparkede halv irriteret til en halvstor sten, der hurtigt forsvandt gennem skovens blade. Han sukkede igen. Beslutninger, beslutninger. Hans ejen mening, ellers hans brors venskab, Han rystede lettere opgivende på hovedet af sig selv, igen. Han vidste jo ikke om hun egnelig betød så meget for ham. Men han vidste at hun ikke var nogen normal veninde. Hvorfor blanede han sig overhovedet i sin lillebrors liv? Han så tænkende op gennem bladene. Forid det var det han var bedst til... At irritere, og provokere Seth, men også at være der for ham. Han stoppede pludselig op og så roligt rundt. "Irriterende." Halv mumlede han så med en irriteret undertone, dog meget lavt. Han rettede så sit blik op gennem bladene igen... Og ventede, på hvad vidste han ikke, men han ventede.

Jamilah begyndte at løbe i vampyrfart hen mod stanken. Hun undgik stadig at trække vejret, men blev nødt til det en gang imellem, bare for at sikre sig hun var på den rigtige vej. På lang afstand fik hun hurtigt øje på ulven. Første kunne hun ikke genkende ham, men så slog det hende. Det var jo ham der kendte Seth! Det fik hende til at smile. Hun kunne ikke huske, hvad han havde sagt, da hun sagde at hun nær havde dræbt Seths kæreste. Dog var hun sikker på han ikke havde taget det pænt. Præcis lige som Seth.
Mens hun løb, var hun usynlig for det almindelig menneske øje. Varulve ville sikkert godt kunne se hende, hvis de koncentrerede sig og vampyrene ville ikke have noget problem.
Hun stille sig bag ham med armene overkors. "Hej igen" sagde hun med sin sølvklokke stemme. Hun smilede venligt.

Taylor knyttede svagt hænderne og spændte let musklerne ved lyden af den sølvklokke agtige stemme bag ham. Han himlede kort med øjnene. Perfekt timing. Han vendte sig så roligt om mod hende... Han smilede lettere varmt som altid, men svagt overlegnt. Han lod kort blikekt glide over hende... Tsk. Typisk det altid er piger som hende det går udover. Han bemærkede en lille blodplet på hendes t-shirt, men rettede så blikket mod hendes ansigt. "Åh hej." Sagde han så med en matchende undertone, dog mere kæk. "Haft det sjovt siden sidst?" Spurgte han så, svagt med en ironisk undertone. Faktisk ville hanikke vide hva dhun havde lavet, selv om han havde det på fornemmelsen. Gross... Var det eneste han kunne finde frem til.

Jamilah smilede en smule hånligt, da han knyttede sine hænder og alle hans muskler blev spændte, da han hørte hendes stemme. Det var tæt på at få hende til at grine, men hun beherskede sig. Da han vendte sig om, blev hendes smil normalt. Venligt og imødekommende. Selvom han var ulv, kunne man vel godt være venlig i mod dem. Hun havde oplevet det virkede. På Seth og to pige ulve. De havde i hvert fald ikke virket fjendtlige, efter et stykke tid. Måske kunne de godt være venner. Hvis de da ikke havde så meget imod hinanden.
Hun nikkede til hans spørgsmål og ignorerede hans kække undertone. "Jagt er sjovere, når ens mad bliver forført" sagde hun med et smil. Hun tog sig ikke af sit ordvalg. Ordet "mad" om mennesker, var måske ikke det bedste, når man var i selskab med en ulv. Ordet "kost" om mennesker, havde i hvert fald fået Seth til at blive vred. Eller måske mere irriteret.
"Har du haft det sjovt, siden sidst?"

Taylor holdt et fnys tilbage... Troede hun selv en varulv var intrasseret i at vide hvornår jagt er sjovest? Mad... Ordet gav svagt genlyd inde i hans hovede. Typisk vampyre. At se ned på mennesker på den måde. Han lod roligt blikket glide over hende. Ingen grund til at virke fjendtlig.. Han lagde så roligt armene bag hovedet og så på hende. Sjovt? Kunne man vidst godt kalde det. "Kan man vidst godt sige. Altid sjovt at slås med hvalpen." Sagde han så med et svagt overlegnt grin i stemmen. De havde ikke været rigtigt oppe at slås, men det var ikke hel ufarligt leg, eller hvad man nu kan kalde det... En leg hvor man kyler sten efter hinanden... Nej hvor hyggeligt? Han smilede så lidt ved tanken. Jeps. Altid sjovt at slås med hvalpen, eller pup som han også kaldte Seth.

Jamilah smilede roligt, som hvis hun stod og snakkede med et menneske eller en anden vampyr. Lagde mærke til hvordan han reagerede på ordet mad. Det så ikke ud som om, han syntes særlig godt om det. Men det var jo helt naturligt for hende at sige. Hvad havde han regnet med? Vampyre så jo mennesker som mad. Eller største delen gjorde. Inklusiv hende, men ikke på sådan en nedladende måde. Hun spiste nogle gange med to ugers mellemrum for ikke at skulle vække mistanke og hun dræbte altid hurtigt. Mennesket mærkede ikke noget som helst.
"I slås? Er i i familie?" spurgte hun oprigtig nysgerrig. Hun kunne godt se nogle ligheder mellem dem. Men hvis de var i familie, hvorfor sloges de så? Hende og hendes søster havde aldrig plejet at slås. Måske var det bare en drenge ting.

Taylor så lidt på hende... Lidt varmt, af ren vane, men ellers undrende og svagt overlegnt. "Jep. Hvalpen er et år yngre end mig." Sagde han med en matchende undertone til hans blik. Selv om han så hende som en blodsuger, virkede hun ikke som en han skulle rive hovedet af hende lige nu. Hun virkede ikke som typen der pinte mennesker til døde, eller noget i den stil. Han holdt et hånligt fnys tilbage. Ha hadede den slags vampyre mere end noget andet. Moderiske, hjerteløse, for ikke at nævne koldblodige igler. Ikke fordi han mente alle vampyre var sådan. Nogle hadede forhåbenlig hvad de var nød tikl at gøre for at overleve.. Og så alligevel ikke? Han holdt et irriteret suk tilbage og så på hende med fuld fokus igen, da tankerne om pup vendte tilbage. Han smilede lettere overlegnt da han igen så hvallpens fjæs for sig da han havde grebet stenen.

Jamilah smilede svagt, da han sagde at de var i familie. Et helt roligt smil. *Stakkels Køter* tænkte hun og lo kort over hans kælenavn, som hun havde givet ham. Men hvis han kaldte hende Igle måtte hun også kalde ham Køter. Desuden var hun vidst også den eneste der måtte kalde ham Køter, så det var vel kun fair at han kaldte hende Igle. Kæle eller øgenavne var også meget rammende. De passede jo.
"Din lillebror er ikke så god til at vælge.. kærester" sagde hun med et skævt smil. "Dog smagte hans kærestes blod ret godt" indrømmede hun og tænkte ikke helt på hvilke tanker, hans bror kunne få. Han ville sikkert tro noget i den retning, at hun faktisk havde dræbt Seths kæreste, hvilket hun ikke havde. Men hun havde da været ret tæt på. Meget tæt på.

Taylor slog blikket op og så gennem bladene. Han sukkede lydløst. Kunne han bekræfte noget af det hun lige sagde? Nej egnelig ikke, men noget fik ham til at ønske han kunne, ihvertfald det første. Dog nikkede han meget svagt. "Han har aldrig været så god til det med piger." Halv mumlede han så roligt, men svagt tænkede. Dog stadig svagt varmt som altid. Den eneste fornuftige pige Seth kendte var Milla. Ihvertfald i Taylors øjne. Men nu havde han jo også kendt Milla siden... Siden altid. Han slog blikket ned på hende igen og lod blikket glide over hendeigen... Tanken om hun var vampyr var egnelig... Mere underlig end irriterende nu. Han himlede svagt med øjnene af ham selv. Ham og hans fatsvage tanke rom vampyre, og hvalpen. For ikke at tale om Rose.

Jamilah smilede af det han sagde. "Det kan du have ret i" sagde hun og lo sin sølvvindklokke latter. Hans kæreste var i hvert fald ikke den skarpeste kniv i skuffen. Sådan som hun så det. Måske så Seth noget i hende, som hun ikke så. Han så sikkert ikke hvor tomhjernet og patetisk hun var. Men mon ikke han ville få øjnene op for det? "Hans kæreste kunne have fået os alle opdaget" indrømmede hun med et skævt smil. Dog var hendes øjne barske og alvorlige da hun sagde det.
"Men alligevel har han en god smag for piger.. I hvert fald fra min synsvinkel.. Jeg har aldrig smagt bedre blod end hans kæreste" indrømmede hun en smule flovt.

Taylor lod sine arme hænge ned langs siden. "Hmm... Skal jeg ikke kunne sige noget om, men hvem ved.." Sagde han så med en svagt drillende klang i den ellers så svagt varme, men lumske stemme. Han kunne fornemme på hende at hun ikke brød sig mere om hende Martina tøsen end han selv gjorde. Utroligt man kan hade nogen på den måde når man aldrig har mødt dem? Han bid sig kort indvendigt læben, men lo så næsten lydløst, og kort af sig selv... Tanker, tanker og endnu flere tanker. Det værste, hvis man ka sige det sådan var at Seth, eller hvalpen som han så smukt havde døbt ham,, kunne høre hvert et ord. Af en eller anden grund var det ikke det værste Taylor kunne forestille?

Jamilah smilede af hans stadig rolige fremtræden. Tænk at en ulv kunne være så rolig, med en vampyr i sin nærhed. Det fandt hun virkelig fascinerende. Den drillende klang i hans stemme, gjorde hende endnu mere nysgerrig. Hvordan kunne han holde ud at være så..rolig? Hendes blodrøde øjne var store af nysgerrighed. Måske fik hun svaret af vide, måske gjorde hun ikke.
"Hvis det ikke var for stanken, ville du også dufte godt" indrømmede hun og en lille del af hende, håbede at han ville blive vred over at hun sagde det. Hvis hun havde været ulv, ville hun have foretrukket ikke at blive set som mad. Slet ikke igle mad.

Taylor lod et lille grinende fnys slippe ud. Han overvejde det kort... Selv synes han ikke hans så kaldte stank var noget problem. Men hun var jo også vampyr, så hver sin smag. Alligevel bed han sig svagt indvendigt i læben, men viste ellers ikke hvilken fornærmelse han egnelig mente det var. "Hm... Skal jeg tage det som en kompliment, eller fornærmelse?" Sagde han så, stadig med den svagt drillende undertone, men lettere overlegnt & roligt. At holde hovedet 'koldt' havde altid været en af hans stærkere sider, selvom han var en varulv. Ja nogle gange var det også gået... 'Galt' Meget, meget [/i]galt[i]. Han ville skære en grimasse, men lod være. Ingen grund til at vise man lige kom i tanke om et meget grimt billede fra fortiden... Hvad angående hendes stank undrede han sig svagt selv over han kunne holde den ud som han gjorde. Måske fordi alt den vampyr jagt havde gjort ham vant til den?

Jamilah trak på skulderne og gik elegant hen til ham. Før havde de stået med et par meters afstand. Hun ville gerne se hvordan han reagerede på det. Selv var hun ikke vild med at skulle stå så tæt på ham. Hans lugt blev forstærket, så hendes måtte vel også blive det. Hun rynkede svagt på næsen, men tog sig så sammen. Hun ville ikke provokere ulven mere end nødvendigt.
"Det bestemmer du selv.." sagde hun med et skuldertræk og smilede på man kunne se hendes tænder. De lynede svagt.

Taylor holdt endnu et svagt grin tilbage da hun trådte nærmere. Dog rynkede han kort på næsen da hendes stank blev stærkere. Han lod kort blikket skanne hendes smil. Han fnøs nærmest lydløst, men grinende. "Du lever livet en smule farligt. Ved du godt det?" Sagde han så med en svagt overlegn, men drillende undertone. Han brød sig egnelig ikke om hun stod så tæt på ham, men der var ingen grund til at tirre hende... Ret meget ihvertfald. Det var ikke fordi han nød hendes selvskab, men hun var da ikke helt så 'uspændende' som han havde regnet med... Men stadig. Tanken om at hun var en af Seth's veninder gav ham en dårlig smag i munden. Han kunne huske Milla's ansigts udtryk da han havde fortalt hende hvor mange han egnelig rendte rundt sammen med.

Jamilah trak svagt på skulderne og smilede lidt. "Vi lever alle livet farligt" sagde hun med et skævt smil. Nogle levede et lidt mere farligt liv end andre. Fx. menneskerne gjorde. De levede med chancerne for at blive dræbt af stort set alt. Vampyre, varulve, stød og almindelige ting. De var så skrøbelige og svage. Men vampyrene levede også livet farligt. Hvis de gjorde en ting, der ikke faldt i Volturiens smag så blev de dræbt. Eller hvis de ved et uheld kom til at bryde traktaten. Hun var dog ikke så bekymret. Hvorfor dog være det?
Hun betragtede ham lidt. Lod sine røde øjne se ham fra top til tå. Af et menneske og en ulv, at være, så så han faktisk ikke særlig dårlig ud. Hun bed sig svagt i underlæben. "Hvordan kan du være så rolig? Du burde ryste" sagde hun med en let tone i sin smukke stemme. De røde øjne lyste af nysgerrighed.

Taylor så roligt ned på hende... Dog med et lettere tænkende, og svagt drilagtig glimt i øjet. Hun havde ret... Irriterende nok. Det var vel ikke helt ufarligt at jagte vampyre... Men når man var mange var det nu sikkert nok, mere end hvis man var alene ihvertfald. Han lod kort blikket glide over hende igen. Han lyttede opmærksomt til hende...Smukke stemme. Ikke fordi han var meget for at indrømme det, men hendes stemme var unik i forhold til alle andre vampyre han havde hørt. "Hm... Du ligner ikke en der udgør nogen trusel lige nu... Så hvorfor skulle jeg ikke?" Sagde han med sin svagt drillende, men rolige og tænkende stemme. Efter alle de vampyr jagte havde han lært at bedømme... Der var jo ikke noget sjovt i at gå amok med cdet samme? Med tiden havde hna lært at kontrollere sit tempremant... Eller ihvertfald lidt bedre end før.

Jamilah smilede for sig selv. Så igen op og ned af ham. Hvis ikke han havde været en ulv, ville hun helt klart have overvejet at spise ham.. Måske endda blive venner med ham.. Det fik hun jo aldrig at vide. Hun kunne ikke forvandle ham til vampyr. Giften fra en vampyr var giftig for ulvene. Hvis en vampyr bed dem, ville de vist nok dø. Hun var ikke helt sikker, men det var noget i den retning. Så sikker var hun i hvert fald.
"Jeg er mindst lige så.. uforudsigelig som i ulve kan være" sagde hun med et drillende smil, der afslørede hendes hvide tænder. De lynede kort. Det lignede umiddelbart ikke dræbertænder, men et forkert ord og man lå død i rendestenen.

Taylor brummede svagt, men tænkende af hendes svar. Der var noget ved hende.... Ikke det atr hun så okay fredelig ud, men noget andet der gjorde at han... 'Stolede' på hende hvis man kan kalde det det. Ikke fordi han turde overlade hans liv til hende eller noget i den stil. Men han havde ikk ligefremmen lyst til at rive hovedet af hende ligenu. "Hmm... Sandt nok... Men det gør mig ikke mindre rolig." Sagde han så en smule afslappet, men drillende. Egnelig var han klar til at forsvare sig hvis hun ville gøre noget, men det var han altid. Han havde engang været tæt på at miste livet til en vampyr, og den fejl ville han unde ringen omstændigheder lave igen. Ikke forløbig ihvertfald.

Jamilah lo bare sin sølvklokke latter. Hun forstod virkelig ikke, hvordan han turde være så rolig i nærheden af en vampyr. Hvis han bare sagde et forkert ord til hende, ville det helt sikkert ende i en kamp. Ikke at hun havde særlig meget lyst til at kæmpe.. Okay måske lidt, men hun ville ikke være ulvenes fjende nr. 1. Det var nærmest ligesom at sige, man gerne ville dræbes eller noget i den retning. Og ingen af ulvene ville da misse chancen for at dræbe en vampyr.. Ikke så om det var den mest fredelige på hele planet. Det troede hun i hvert fald.
"Men heller ikke vred" påpegede hun og hentydede til at han ikke rystede det mindste.

Taylor lyttede opmærksomt til hendes latter, og hvert ord hun sagde. Han knyttede roligt hænderne med et lettere lumsk smil. "Du vil måske gerne slås?" Sagde han så med sin lumske, men drillende, og dog rolige stemme. Han tænkte kort tilbage. Første gang han havde mødt en vampyr havde han slet ikke kunne kontrollere ham selv, og det var endt med vampyren lå død, med hovedet skilt fra kroppen... Brændt. Selv om han nu havde en lyst til at rive hovedet af hende, var den ikke helt så stor som sædvanlig, og han havde lært at kontrollere lige præcis det når det ikke var så stærkt igen.

Jamilah smilede drillende. Overvejede hvad hun skulle svare på hans spørgsmål. "Måske.. Jeg har aldrig kæmpet mod en af jer" indrømmede hun med et drillende smil. Det betød dog ikke, at hun ikke vidste hvordan man sloges. En god kæmper var hun måske ikke endnu, men hun var jo heller ikke særlig gammel. To år for at være præcis, men hun vidste da hvordan man gjorde. Og hun sloges bestemt ikke som en nyfødt. Det var hun kommet sig over for længe siden.
Hun rakte forsigtig ud mod hans ene arm. "Må jeg?" spurgte hun, da hun godt kunne tænke sig at mærke hans varme. Når man var kold, som hun var, var det sjældent hun havde muligheden, for at røre folk længe nok, til at mærke deres varme.

Taylor betragtede let hendes ansigt og lyttede opmærksomt til hendes stemme. "Virkelig? Jeg mener ellers Seth sagde noget om det." Sagde han så med sit svage, men drillende grin i stemmen. Han strakte sig så roligt og lod roligt en hånd glide over sin ejen overarm og ned til hans hånd. Han ville egnelig hæve et øjnbryn, men lod være. han tænkte lidt over hvordan han skulle reagere... Noget inde i ham ville have ham til at smile hånligt af hende og rive hovedet af hende, men han holdt det tilbage... Han holdt det tilbage som han plejede. Den lille del af ham var langsomt vd at blive gemt væk. I stedet smilede han lettere drillende, men overlegnt. "Medmindre du bruger et eller andet trick og ende rmed at dræbe mig... Sure." Sagde hanmed en matchende, men letter lumsk undertone. Han spændte så kort i musklerne, men slappede så af igen.

Først så Jamilah uforstående på ham, men så ringede en klokke. Hun havde jo kort været oppe af slås med ham, da hun overfaldt hans kæreste. Et smil viste sig på hendes læber og hun begyndte at le sin perfekte latter. "Det var kun kort, jeg tæller ikke den med" sagde hun med et skævt og overbærende smil, som om han var et lille barn, der ikke havde fattet at to plus to var fire. Hvis hun talte noget med som en kamp, så var det hvis der var en der tabte/vandt eller en som kom alvorligt til skade. Ellers talte det ikke. I hvert fald ikke i hendes egen lille verden.
Hun smilede og ignorerede hans lumske undertone. "Bare rolig, jeg har ikke lyst til at dræbe dig endnu" mumlede hun roligt, men temmelig alvorligt. Dog var det mest pga. af at hun koncentrerede sig om at være forsigtig med sine bevægelser. Lagde så forsigtigt sin iskolde, marmor hånd på hans højre overarm. Forskrækket trak hun hurtigt hånden til sig igen. Han havde været så.. så.. så varm! Hun så på ham med store, forundrede røde øjne og lagde igen sin kolde, marmor hånd på hans overarm.