En stille og 'rolig' eftermiddag..

Dato :: Den 10 April.
Årstid :: Forår.
Dag :: Torsdag.
Vejr :: Varm, solrig.
Sted :: En åbning i skoven hvor der er lys.
Tid :: 15:34
Omgivelser :: Træer. Mange træer, midt inde i skoven, i en åbning med sten omkring. Smadret sten.



Thomas gik langsomt mod den store runde sten i midten af åbningen. Iført et par sandaler og shorts, uden trøje, greb han omkring stenen og anspændte sine muskler da han brugte alle sine kræfter til at løfte den. Hurtigt, kastede han den mod det nærmeste træ og væltede det, i raseri. "For helvede!" råbte han imens han løb over til stumpen af træet, grab fat om det. "Aaargh!" gnurrede han da han løftede nogen stuper op, før han satte sig ned på jorden, forpustet imens han stirrede på jorden som han hurtigt flåede op, før han pustede ind og ud langsomt, prøvende at kontrollere sit temperament.

Annika løb hurtigt og lod sig ikke ses af nogle. Hendes hår flagrede i vinden, mens hun løb med lynets hast. Hun stoppede op da hun så en dreng stå og gå amok på skoven. " HEY!" råbte hun i en tone som var selvsikker og en lille smule vred. " Du risikere at afslører dig selv, idiot" Skreg hun for at overdøve larmen han lavede. Hendes sorte hår sad ned af hendes ryg og lå bare helt stille, men skinnede lidt i solen. Hun sukkede og gik hen til ham og smilte lidt. " Vis du har brug for at styrer dit temprament, så lad det gå ud over mig?" foreslog hun og smilte. Det var ikke tit at hun lod andre gå amok på hende, men han kunne finde på at afslører sig selv hvilket ikke var for godt.

Han rejste sig langsomt da hun kom tættere, drejede sig mod hende og rystede hans hår væk fra hans ansigt. "Hvad vil du." gnurrede han commanderende før han langsomt vendte sig om og gik mod den store sten. "Undskyld." siger han i en venlig stemme, dog kan vreden tydeligt høres i hans stemme. "Og jeg er ikke dum nok til at afslører vores hemmelighed." sagde han, mens han langsomt sparkede stene til at rulle en halv meter, og det gav et spjæt i ham af smerte, men han holdte sin mund om det, før han gik hen og sparkede igen, stenende rullende langsomt mod en bakke.

Annika grinte lidt og rystede på hovedet, men shun lagde armene over kors. " Du skal passe på.. For mennesker kommer her tit" sagde hun bare stille og satte sig ned på det væde græs. Hun kiggede undrende på ham og kiggede så op på himlen. Vis han ikke kunne styrer sin vrede måtte han jo lade det gå ud over noget ikke? Annika kiggede nu hen på stenen og grinte lidt. Hun kunne ikke forstå hvorfor det altid var så svært at styrer sin vrede som varulv.

Da stenen nåde lidt længere mod bakken stoppede den, og i løb satte han efter den. Sparkende alt hvad han kunne til den sendte han stene meget hurtigt ned af bakken, mens blod fløj op i luften fra hans ben. Langsomt sænkede han sig selv på knæ. "Mennesker..Burde passe bedre på, og blive hos deres egne dele af skoven. Ikke reservatet's." mumlede han. "Og hvem er du?" spurgte han, brugte hans hænder til at børste jord af hans nøgen og muskuløse ryg og skuldre og brystkasse.

Annika grinte lidt og rejte sig også selv op. Hendes former var flotte i forhold til de andre kvinder i reservatet. " Jeg er Annika Wiolette Clearwater Fakir" sagde hun med et smil på læben. Det var kun de ældste som vidste at hun var alfa, men nogle fa varulve kunne lugte det på hende. Hun grinte lidt og kiggede så på drengen og blev lidt mere alvorlig. " Hvem er så du, om jeg må spørge?" sagde hun stille og skævedet hen til stenen. Hun sukkede opgivende og smilte så varmt igen.

Han rejste sig langsomt op og vendte sig rundt. Hele hans højre ben og sko var smurt ind i blod da han sukkede. "Ace, bliver jeg kaldt, men hedder dog Thomas." sagde han, smilede en lille smuligt, før det forsvandt igen. Han lænede sig forover og smed sine sandaler. "Har hørt lidt om jer clearwaters. Lad os håbe hvad jeg har hørt holder ved." sagde han, lænede sig op og kiggede på hendes øjne.

Annika grinte lidt og satte sig hen ved siden af ham. " Hvad har du hørt om os?" spurgte hun grinende og kiggede smilende på ham. Hun havde kun hørt noget om dem som havde en alliance med Cullen familien. Hun smilte lidt og kiggede så ned på hans ben og hendes ansigt fortrak sig i en grimasse. " Vær glad for at vi heler hurtigt" sagde hun grinende.

// undskyld det ikk er så langt OO

"At i er en del af de ældre, og åbenbart ikke helt dumme." siger han, smilende mens han sætter sig ned ved siden af hende også. "Og ja..Det er jeg skam også, ellers ville jeg være død for længe siden." smiler han, kiggende omkring. "Hvorfor kom du herud?" spørger han blidt.

Annika smilte blidt og nikkede en enkel gang." Jeg er ihvertfald ikke dum" sagde hun grinende og kiggede ned på sine hænder. Hun kørte langsomt en hånd gennem håret og fik det til at skinne lildt i solen. Den mørke farve passede uhyggelig god til hendes hud og hun virkede endnu smukkere når hendes hud passede sådan til hendes hårfarve og hendes øjne. Hun kiggede på Thom og grinte lidt. " Jeg skal da sikre mig at der ikke er nogen der afslører os ikk?" sagde hun grinende og lagde mærke til at han ikke havd elagt mærke til hvad hun var. Det var nok det bedste.

Han smiler mens han langsomt snakkede, kiggede på hende og hendes form, og derefter hendes øjne igen da han trakt på sin skuldre. "Nogen afslører det jo allerede med undskyldningen om at de har imprintet. " han kiggede væk, før tilbage på hende. "Men tak." Mumlede han. "Selskab er altid rart når man er i dårlig humør. " sagde hans smilende. "Hvornår blev du så..syg, og blev som .. vi er?" spurgte han langsomt, kiggende ind i hendes øjne.

Annika blev en lille smule mere alvorlig da han spurgte om hvornår hun blev sådan her. Hun sukkede og hendes øjne var nu alvorlige. " Jeg blev sådan her for nogle år siden.." sagde hun med en stemme som bare lød automatisk. Hun smilte igen og grinte lidt. Hun kiggede hen på ham og undrede sig lidt. " Det virker som om du har svært ved at styrer dit temprament" sagde hun smilende og det lød lidt som et spørgsmål.

// du skal skrive i datid og ikke nutid ^^'

"Det har jeg engang i mellem." sagde han, trækkende på hans skulder kiggede han op mod himlen. "Har selv været det i et år nu. Det er..Ja. Hårdt, men jeg er glad for det. Men ja..Bliver nød til at styre mit temperament, og lærer at styre det ordenligt på et eller andet tidspunkt." siger han, smilende lidt falmet mens han kiggede imod hendes øjne igen.

Annika kiggede på Ace og nikkede en enkelt gang. " Jep, det kan være svært" sagde hun smilende og kiggede ned på sine hænder igen, og undgik øjenkontakt. Hun sukkede og kiggede op på Ace igen. " Jeg kan hjælpe dig, vis det skulle være?" sagde hun smilende og grinte lidt. Sådan var hun nogengange. Sød, selvom hun skulle være alvorlig men når det kom til stykket var hun også alvorlig. Hun smilte lidt og rejste sig op.

Han grinte lidt, smilende. "Med alt respekt, så vil jeg helst gøre de her ting alene. Smutter du?" spurgte han da hun rejste sig op, kiggende op på hende mens han læned sit hoved til venstre, han lignede en forvokset hundevalp med hovdet på skrå på den måde.

Annika grinte lidt og kiggede så på Ace. " Vis du gerne vil have at jeg går, så kan det være jeg overvejer det" sagde hun grinende og rejste sig op. Hendes stemme var rolig og selvsikker. Hun lod sig ikke kommanderes med, når det var hende som var alfa.

"Fjols, det var et spørgsmål fordi du rejste dig ligepludslig." sagde han, smilende mens han kigger på hendes øjne. "Nu har du prøvet og hjælpe mig, så nu må jeg spørge. Kan jeg hjælpe dig med noget?" spurgte han blint, kiggende på hende.

Annika grinte lidt og rystede så på hovedet. " jeg tror ikke jeg behøver hjælp tiol noget lige nu" sagde hun grinende og kom i tanke om vampyren som havde brækket 5 af hendes ribben. Hun skar en lille grimasse og smilte så igen. " Men jeg siger til dig engang når jeg har" sagde hun grinende,

Han nikkede mens han langsomt rejste sig, rystede sit hoved så hans hår
forsvandt fra hans ansigt. "Har du lyst til at lave noget så?
før jeg smadre halv-delen af skoven." siger han, smilende uskyldigt
mens han kiggede mod det træ han havde ødelagt.

Annika grinte lidt og nikkede så. " Hmm.. Vi kan løbe om kap?" sagde hun grinende og blinkede drillende. Hun ville helst sikkert vinde, men det vidste han nok ikke. Hun smilte lidt og lagde hovedet på skrå. " Tør du?" spurgte hun drillende.

Han grinte og rystede på hans hoved. "Ellers tak, er ikke et konkurrence menneske." siger han, smilende mens han kigger omkring. "Nå, men så vil jeg gå tilbage til mit hus. Jeg ønsker dig en god dag, og tak." siger han, nikkende mens han smiler hvorefter han vender rundt og langsomt er på vej hjem.