Forlade det.. eller ej?

Tid :: 18.00
Sted :: Lufthavnens venteværelse
Dato :: IDAG
Vejr :: Snevejr
Årstid :: Vinter
Omgivelser :: Meget få mennesker. Heldigt for dem.

Claire sad der. På stolen og kiggede ud af de store vinduer. Sneen faldt så smukt. Allerede var det igang med at lave små bunker af sne. Luften virkede så klar udenfor. Claire kunne ikke lade være med at smile og rystede på hovedet. Tænk engang at hun havde planlagt dette. At forsvinde igen, I et stykke tid. Hvorfor vidste hun rent faktisk ikke. Måske fordi at hun ikke kunne finde Duncan? Måske fordi at hun ville starte fra et andet sted. Måske fordi at hun ville prøve noget nyt. Men når man ville prøve noget nyt, skulle man give slip på noget af det gamle. Og her var det jo noget stort. Så der var meget af det gamle hun var nødt til at give slip på. Hun sad virkelig og overvejede det. Hun ville jo komme til at savne det galme. Men hun vidste også at hvis hun var længe væk nok, så ville hun glemme dette. Og ville hun mon have noget imod det? Hun lænede sig lidt tilbage på stolen som hun sad på. Hvor var det dog et svært valg hun fik.

Claire sad og pillede ved hendes hår der var løst og hang lidt om skuldrende. Det var efterhånden blevet langt syntes hun. Hun begyndte at lave en fletning ud af det lange hår og da hun var færdig, bandt hun det med et elastik og lod det falde ned over hendes højre skuldre. Hun kiggede ned på sine blege fødder. Selvom at hun havde været udenfor, var de overhovedet ikke blevet beskidte. De var kolde, men vampyre var jo altid kolde, ikke sandt? Hun fugtede let sine læber imens at hun kiggede på sin fine kjole. Hvad hun dog ikke havde gjort med den kjole. Hun havde haft så mange fede oplevelser, imens at hun havde haft den. Det var den der havde hjulpet hende med at se så elegant ud når hun gik. Hun så selvfølgelig elegant ud i alting, men denne kjole var nærmest kun skabt til at være på hendes krop.
Da hun hørte Daniella, rejste hun sig elegant op og kiggede lidt op og ned af Daniella. Hun smilte blidt. "Jeg overvejer om jeg skal købe en billet eller ej.. og hvorhen.." hun bed sig let i underlæben. Hvis hun ikke havde været så koncentreret på at tænke på hvor hun skulle rejse hen. Ville hun havde opdaget Daniella, ligeså snart at hun kom ind af døren ved lufthavnen. Men nejnej, sådan var Claire jo overhovedet ikke. Hun var altid så uopmærksom når hun var alene. Det var endda heldigt at hun ikke var død endnu. For der var så mange der jo gerne ville efter hende. "Daniella.. jeg kan ikke klare det når jeg ikke kan se Duncan. Jeg har ikke set ham i rigtig lang tid og jeg ønsker bare at glemme det hele for en stund.." hun så Daniella dybt i øjnene. "Ja, det er nedern af mig at tænke på den måde, når jeg jo allerede har forladt dig to gange". Claire tænkte sig lidt om. Hun havde det jo ellers bedst alene. Men alligevel kunne hun ikke leve uden sine venner. Dem som hun holdte tæt. Men det var farligt for hende at have nogen tæt på sig. Tænk nu hvis nogen satte dem som hun holdte mest af, op imod hende? Det var en trudsel for hende at lære andre bedre at kende. Det var en trudsel imod hende at holde af nogen.

Hun kløede sig let i hovedbunden. Som altid vidste hun aldrig hvad det var at hun skulle gøre i sådan nogle situationer. Det var altid så forvirrende for hende, syntes hun. Hun vidste ikke hvordan hun skulle trøste grædene personer. Hun vidste ikke hvordan hun skulle håndtere sin venindes vrede. Hun vidste overhovedet ikke hvordan det var at være en god ven. Og det ærgede hende rigtig meget, men sådan var hun jo bare. Hvis man havde kendt Claire længe nok, havde man nok vænnet sig til det. Hun så ned på sine fødder, men da det var at Daniella spurgte hvem han var, kløede hun sig let i hovedbunden. Hun fik ikke engang chancen til at svare desværre, før at Daniella begyndte at råbe af hende igen. Hun kiggede over imod det bord der lige var blevet ødelagt. Det måtte havde været dyrt, tænkte hun. Men hun var sådan set lidt ligeglad. Hvis Daniella kunne afreagere på den måde, ville hun lade hende gøre det. Og desuden, siden hvornår begyndte hun at tænke på menneskernes ting? Nemlig, ALDRIG! "Dani, du skal ikke tænke på det som at forlade. Jeg rejser måske bare i et lille stykke tid. Jeg kommer jo tilbage og det lover jeg. Jeg har jo ikke engang bestemt mig for om jeg overhovedet gider at rejse!?" hun bed sig let i underlæben og lod sig vise overfor Daniella, at hun var ked af at det var på den her måde. Men Daniella burde vide, at hun ikke altid kunne være et sted, hele tiden. Hun ville ud og se noget. Få mere erfaring af verdenen rundt omkring.
"Jeg kan da ikke bare vente og være ligeglad!? Sådan var det jo med Madelaine. Og du så da hvor underligt det var for os at se hinanden. Og det at hun vidste at jeg ikke havde ledt efter hende!?" hun snerrede lettere af Daniella. Det var overhovedet ikke med vilje, men Claire ville aldrig lave den samme fejl igen og igen. "Og desuden har du mødt ham. Og det lod ikke til at I kunne lide hinanden. Han spurgte mig endda bagefter hvorfor jeg overhovedet gik sammen med dig!?" hun løsnede sig fra hendes greb. Nej, det her var hun nødt til at komme ud med. "Han kunne ikke forstå hvorfor det er at du ikke står ved min side. Det at du ikke støtter mig I at menneskene ikke har rettigheder!?" hun så Daniella dybt i øjnene. "Men jeg forklarede ham at det var fordi at vi respekterede hvad det var vi ville. Men lige nu ser det ikke ud til at du respektere at jeg lige vil lede efter ham. Og tage en pause imens!?" hun sukkede og rystede på hovedet. "Det var ham der også var ved Madelaines lejlighed på det tidspunkt. Ham der sprøjtede noget ind i køteren.."

Hun havde rent faktisk forventet at Daniella ville reagere på den måde. Men nu havde de så også kendt hinanden i et godt stykke tid, så der var ikke så meget der overaskede hende. Sådan var det jo også for Daniella, regnede hun med. Undtagen når det var at Claire selvfølgelig forsvandt. Der var det jo fuldstændig forfærdeligt. Hun fugtede let sine læber igen og så lidt op og ned af Daniella. "Ja HAM!" snerrede hun stille. Der havde også været andre der ikke fattede at hun var sammen med ham. Hun vidste dog ikke om de var sammen sammen. Hun var jo ret forvirret. Han havde fortalt hende noget og hun havde fortalt ham noget. Der var i hvert fald noget imellem dem. De mente det samme og de ville virkelig det samme. Det var nok derfor at hun var så opsat på at lede efter ham. Han var jo hendes soulmate på den måde. Hun havde ikke haft lyst til at være 'utro'. Hun havde ikke haft lyst til at finde andre fyre og lege lidt med dem, hvis man kunne sige det på den måde. Hun havde ikke lyst til at gå tilbage til nogen af hendes eks kærester overhovedet. Stadig forstod hun ikke Daniella. Hun var sq' glad for at Daniella og Bill var sammen. Men at de var kommet sammen imens det var at Claire var væk? Totalt respektløs venskab havde hun tænkt. Men Daniella var jo stadig hendes bedste veninde. Selvom at Claire godt nok ikke stolede på Daniella så meget længere. Var det mon noget godt overhovedet? Claire gættede på at det var det da overhovedet ikke. Ikke når det var ens bedste veninde.
"Jaja.. det er fint nok at du ikke har valgt side.." hun hun stille. "Men det har jeg altså Dani! Og på et tidspunkt kan det jo være, at jeg ikke længere kan tåle, at du står på midten. At du står lige på linjen til begge sider. En dag, vil jeg nok bede dig om at vælge side" Claires øjne begyndte lettere at blive røde. Hun var begyndt at være lidt sur på Daniella. Hun vidste overhovedet ikke hvorfor. Men det skete bare. Det var måske ondt af hende at sige det på den her måde. Når hun lige havde sagt at man skulle respektere hinandens valg. Men Claire var sådan set lidt ligeglad. Hun tænkte ikke så meget på det. Hun rystede på hovedet og trådte et skridt tilbage fra Daniella.

"Forstår du det ikke Dani!?" hun så hende dybt i øjnene. Dette var tidspunkt hvor det var at hun syntes at det var vigtigt at man så hinanden i øjnene. Måske forstod man hinanden bedre, forstod hvor fast man stod ved sin sag. Men det var lidt svært, når Daniella og Claire lige på det punkt, godt kunne ligne hinanden. "Når du står i midten, snakker du netop med begge parter! Og nej.. det må jeg indrømme. Det kan jeg ikke tåle at se på!? Jeg føler mig forladt, hver gang at du går over til nogen og snakker med dem. Dem som ikke mener at menneskene ikke betyder noget. Dem som mener at det er iorden at varulvene behandler os på den måde!?" hun orkede ikke engang at finde nogen øgenavn til de køtere. Nej, lige nu handlede det om at fortælle Daniella, hvordan det var at hun følte. Hvorfor hun overhovedet havde det på den måde. "Jeg ved godt at jeg overhovedet ikke er rimlig. Men Daniella, jeg ved overhovedet ikke hvad jeg skal tænke for tiden vel?! Jeg holder så fandens meget af dig, men.. nogen gange kommer man selv i første række" hun mente det overhovedet ikke på den måde. Claire var ikke egoistisk. Men hun tænkte mest på at redde sin art. Få vampyre mere frem i det hele taget. Men hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare det. Hun havde været vant til at Daniella forstod hende, lige fra det sekund hun begyndte at snakke. Men hvorfor havde det ændret sig? Tiden lod til at gå så stærkt for Claire. Måske var det efter at Claire døde? Måske fra det tidspunkt havde det ændret sig. For hun syntes selv at det var der det begyndte at gå ned af bakke. Hvorfor var hun overhovedet kommet tilbage? Hvorfor havde han genfødt hende? Hun rystede på hovedet af sig selv og kiggede stadig på Daniella. "Jeg ved godt at du ikke kan vælge Daniella" hviskede hun roligt. "Det er svært når du har venner fra begge sider.." hviskede hun. Claire vidste jo overhovedet ikke hvad Daniella følte. Jo, Claire havde engang været god. Det var dengang hun syntes at menneskene skulle leve. Men det var fortid. Claire kunne ikke huske hvad der gik galt. Hvad det var der gjorde hende ond. Men hun var sådan set ligeglad. For det hun kunne huske, var at det ikke var svært for hende at vælge.

Claire lod alid Daniella snakke når hun ville. Måske også fordi at Daniella også hørte på hende, når hun snakkede selv? Hun bed sig let i underlæben imens det var at hun hørte på Daniellas ord. Nu hvor hun lagde mærke til det, så havde Daniella jo egentlig ikke valgt den anden side selvfølgelig. Det var heller ikke det hun havde på fornemmelsen. Det hun tænkte, var at Daniella ikke gjorde noget for sin art. Claire følte i det hele taget at nærmest alle vampyre, valgte at være neutrale. Det var nok det der irriterede hende. Måske var det derfor at hun ville væk? Hun ville ud og finde nogen der kæmpede for det samme som hende. En som ville have de pokkers ulve ned med nakken og menneskene ned af fødekæden. Så vampyrene kunne lægge øverst.
Da Daniella var færdig med at snakke og så væk fra hendes blik, bed hun sig let i læben. Hun vidste overhovedet ikke hvad hun skulle sige. Men heldigvis vidste Daniella det med det samme, da hun kiggede tilbage på Claire. Hvor føltes det dog dejligt at kunne se ind i hendes bedste venindes øjne. Der var bare et eller andet magisk over dem. Og især det smil hun kom med! Claire kunne ikke lade være med at smile. Det smil som man nærmest ALDRIG så. Godt nok havde Daniella set det før, men det var også det smil hun tit fik når Daniella var i nærheden. Det nærmest menneskelige smil, sådan et sødt og nuttet et. En som viste at hun havde det fint, men at hun ville savne Daniella hvis hun smuttede.
"Når du nu siger at du vil følge med mig lige meget hvad.." sagde hun roligt og kiggede ned på deres hænder, hvorefter hun kiggede på Daniella. "Vil det sige at du gerne vil rejse med mig. Eller at du vil blive ved med at vente?" hun syntes selv at det spørgsmål lød dumt og fejt. Men hun ville jo gerne vide svaret på spørgsmålet. Hun var meget forvirret.