Sidder bare her ^_^

Shin gav hende ret med et lille nik. "Ja, det er en skam for hun er en dejlig pige, hun er hybrid" sagde han og smilte til hende.
"Du ved, halv vampyr og halv menneske" han fortalte meget kort hvad en hybrid var, for det var ikke ret mange der kendte til dem. Han havde heller ikke selv hørt om dem, før hans søster havde fundet frem til ham. Eller den gang de mødtes på gaden og hun genkendte ham med det samme.
"Er de fleste ikke også mere sur på deres søskende" spurgte han efterfulgt af et lille grin. "Hvad er det der får dig til at blive sur" spurgte han og vendte igen blikket på hende.
De lignede helt sikkert nogle der var lidt mere end venner, men Shin gik ikke så meget op i hvad folk sagde om ham, så han var ret ligeglad. Selvfølgelig hvis det generede Zoey ville han da hive armen til sig.

//Vi klarer den nok alligevel.. xD //

Shin smilte. "Så lidt. Men det er ret klam at tænk på at en vampyr har været sammen med en kvinde, gjort hende gravid og så når hun skal føde barnet, bider hybridbarnet sig igennem sin egens mor's mave, så hun dør" sagde han og rystede lidt på hovedet af det. Det var da lidt klamt at tænke på.
Shin lyttede til det hun sagde. "Men jeg kan da godt forstå at du blev sur på hende, at hun presser dig til sådan noget. Hun får da sikkert ikke dårlig samvigtighed af at drikke dyreblod, men det gjorde du sikkert" sagde han lidt vred. Han vidste at han ikke havde nogen ret til at være vred, men hvis det havde været ham nogen havde presset til at drikke menneskeblod, og han selv drak dyreblod, ville han selv blive ret sur.
"Det er da ikke latterligt, for hvis i var blevet opdaget, kunne i jo være blevet slået ihjel. Af Volturi" sagde han stille og snerrede lidt da han sagde Volturi, han havde ikke det bedste forhold med dem.

//Super.. xD Vi finder den bare hvis den smutter igen.. ^^ //

Shin trak lidt på skulderne. "Det ved jeg ikke om der er, men i hvert fald overlever hun ikke som menneske. Heldigvis er der ikke så mange hybrider, for der er ikke mange der kan gøre det uden at lade kvinden dø" sagde han stille.
Shin smilte lidt undskyldende for at han havde sådan hidset sig op, det var han jo slet ikke i sin ret til.
"Så du kan blive rigtig sur" sprugte han med en drillende stemme. "Du virker bare slet ikke som typen der kunne finde på det" sagde han og lo lidt. "Men jeg tror ikke du ville kunne slippe så let af med mig" tilføjede han drillende.
Endnu en gang trak Shin på skulderne. "Har prøvet at en af mine venner gik til dem, før at dø. Jeg er meget glad for at de opretter orden og sørger for at ingen afslører hemmeligheden, men på en måde tror jeg at de udnytter den magt de har fået" sagde han lidt efter.

//Vi skal nok til at lede efter min, for den er da helt væk.. //

"Så du er en af de vampyr der går rundt og gemmer alle sine følelser" spurgte Shin og smilte lidt til hende. "Som menneske var jeg ret god til det der med at skjule mine følelser, sådan var jeg nemlig opdraget." sagde han og kom til at tænke tilbage på sin menneskebarndom i Frankrig. Det hele var lidt sløret, men noget kunne han da huske.

Shin kunne virkelig ikke forstå hvordan nogen kunne bare så meget som overveje at begå selvmord. Han havde altid betragtet det som en meget selvisk ting at gøre, bare efterlade sin familie og venner med en stor sorg. Han havde den holdning at de der begik selvmord, havde en stor ansvarsmangel. Bare at efterlade det hele til nogen andre at ordne.
Men det var vel nok også kun fordi at han ikke selv gik rundt med de tanker og følelser. Shin var glad for sit liv som vampyr og han havde også været glad for sit liv som menneske, efter at han var stukket af hjemme fra og endelig flyttede til Forks.
"Jeg er glad for at du ikke gjorde det" sagde han med et lille smil. Han lagde mærke til at han stadig havde armen om hende. Han trak den langsomt til sig, han vidste ikke om det var okay med hende eller om hun havde lyst til at rive armen af ham, men ville bare ikke sige noget. Så for at være på den sikre side trak han armen til sig og sendte hende endnu et smil.

"Et af ulemperne var at aldrig blive ældre, men bliver nødt til at rejse" svarede Shin og fugtede læberne. Shin var heldigvis ikke så gammel at han blev nødt til at flytte endnu. Men om et par år blev han vel nødt til det.
Det var ikke noget han ligefrem så frem til for han elskede at bo i Forks. Der var så hyggeligt, de fleste af hans venner boede her og det var det første rigtige sted han havde kunne kaldet hjem.
"Så jeg ville nemt kunne finde ud af hvis du lyver" spurgte han med et lille smil. "så hvis jeg stiller dig en masse spørgsmål og du løj, ville jeg så kunne presse sandheden ud af dig" spurgte han med et lille drillende smil om læberne.
"Såe, hvad syntes du om mig" spurgte han og lo lidt efter. Han ville se om hun var god til at lyve, men hvis hun fortalte sandheden ville det heller ikke skade ham.
Shin rystede på hovedet. "nej, alt er fint. jeg var bare ikke sikker på om det var okay med dig" sagde han og hentydede til det med at han havde armen om hende.

"Ja, men hvor skulle man finde et sted der er lige så hyggelig som Forks" sagde Shin med et smil. "Det ville i hvert fald være svært" tilføjede han lidt efter.
"Hvor er du født henne af, hvis du kan huske det. Menneskeminder er trods alt ikke det man går rundt og husker på" sagde han og smilte igen.
Da hun standsede op, gjorde han det samme og ventede spændt på hendes bedømmelse. Han smilte lidt og så kort ned i jorden, inden han så på hende igen.
"Kan jeg så stole på at det er sandheden" spurgte han med en drillende stemme. "Det er jo lige før du får mig til at rødme" jokkede han og smilte til hende. Det var dog noget af det han savnede meste ved pigerne, lige de røde kinder der kunne blusse op en gang imellem, men han havde lært at leve uden.
Shin smilte igen og lagde så armen om hende igen. "Sådan her" spurgte han og fugtede kort og hurtigt læberne.

Shin lyttede til det hun fortalte. "Rom? har du så været en af de der rige snobbede familie, som alle respekterede tilbage i tiden." spurgte han med et lille grin.
hun var jo noget ældre end han var så han vidste jo ikke rigtigt hvordan tiderne havde været den gang, ikke andet end det havde havde lært om i skolen.
"Alle minder, det må jeg sige" sagde han lidt efter. Shin huskede hele forløbet i sit liv, men ikke i detaljer. Han huskede det som om at der var nogen havde havde fortalt ham det som en historie. Så alle de detaljerne, farverne og nogle af følelserne var gået tabt.

Shin nikkede. "ja vi ligner sikkert et forelsket par, der lige er kommer fra middag og er på vej hjem til den nye lejlighed vi har købt sammen" sagde han og lo lidt. Det var helt sikkert sådan det så ud, hvis man ikke kendte dem.