Atter alene - Dominic

Dato: Søndag d. 12 september 2010.
Årstid: Sensommer, Tidlig Efterår.
Sted: Emilys hytte i skoven.
Tid: Sen Eftermiddag, Tidlig aften.
Vejr: Helt okay.
Omgivelser: Alexander er lige gået.

Emily sukkede. Selvom det kun var omkring 10 sekunder siden at døren havde smækket, følte hun det allerede som om der var gået timer. Hendes øjne stirrede fortabt på døren, mens hun kunne føle Alexanders forsvinden. Hans lugt blev svagere og svagere, men han havde været over alt i huset, så lugten hang lidt ved. Det var derfor hun næsten aldrig havde gæster, de spurgte bare ind. Derfor var hun heller ikke en del af en kobbel. Tanken om at skulle dele sine tanker med alle andre, en gang til, var uudholdelig. Et svagt klik lød ovre fra køkenet, og hun smilede fotr sig selv. Op af en kedel på bordet, steg nu en tæt damp der mindede hende om en ånde i vinterlivet. Hun lukkede øjnene. De hvide bakker tårnede sig op omkring hende, så langt hendes øje stragte. Snefnuggene dalede ned, og lagde sig på de kridhvide træer. nogle steder blev vægten for meget, og grenene bøjede sig, så sneen faldt ned til siden. Det var den eneste lyd der hørtes. De regelmessige bump fra sneen. Hun kunne så godt realisere et sådant landskab. Emily elskede vinter. Vinteren var så meget mere.. Gådefuld. Hun rejste sig smilende op og gik hen til det kogende vand. "Te" mumlede hun og kløede sig i håret. Hvor havde hun dog stilt te'en? Hun åbnede skab efter skab, og derefter begyndte hun at kigge rundt i stuen. "Hvad i alverden?" mumlede hun og hævede et øjenbryn. Hun gik hen til sofabordet og tog krukken hun havde te i med en lidt dyster mine. Måske havde Alexander bare stilt den der, prøvede hun at berolige sig selv. Efter te'en var lavet, hoppede hun op på køkkenbordet med koppen i hånden, og pustede noget af dampen væk. "Bare 8 timer, Emily. Så får du ham at se igen." mumlede hun og smilede svagt.

"Det er vidst ikke helt lovligt det du har gang i der, min kære hvalp" kom det fra en dør hvor Dominic stod i. Han stod bare og kiggede på emily, sådan som hun nu stod på bordet, han smilte lidt over det. Han var iført en sort skjorte med en hvid T-shirt indenunder, et par sorte jeans med sorte sko. Han gik nu imod hende, langsomt og uden nogle bagtanker om at ville udkæmpe en kamp med hende..
Da han stod foran hende, imens hun stod på bordet, kiggede han op på hende, ikke som om han respekterede hende nej aldrig i livet. "Hvordan tror du ikke at de andre vil reagere hvis de får afvide at du og Alexander er sammen?" spurgte han. Han havde hørt hende sige hans navn imens de havde været sammen hos hende, så nu havde han noget på en af hvalpene hvilket ville hjælpe vampyrerne imod varulvene.
Han trak hende ned, ved at tage hendes tomme hånd og hive hende brutalt ned fra bordet, han var en del stærkere ned hende, hvilket han kunne mærke. Han var alfa og han gættede på at hun var omkring omega eller almindelig, hun var i hvertfald ikke alfa endnu..

Emily tog en tår te, men fik den så galt i halsen. Personen kom på samme tid med stanken, og hun fik lyst til bare at kaste et eller andet i hovedet på ham. Efter hun havde hostet overvejede hun at lave skjold omkring sig. Hun havde en effektiv evne. Et fysisk skjold omkring hende, eller ca ½ meter omkring hende. Vampyrens hurtighed forbavsede hende, og hun tumlede forskrækket ned fra bordet. Teen i hendes hånd fløj ud over det hele og hun prøvede panisk at skærme sig for det skoldhede vand, med hendes arme. Smerten varede i nogle sekunder, og hun bed skriget i sig, før det forsvandt, så hun kunne slappe af igen. Eller slappe af vr meget sagt. Hun rettede sig op og rev i sin arm for at komme fri af hans greb. "Ulovligt?" Hvæsede hun og kiggede koldt på Vampyren. Hans stank overgik alt hun havde prøvet før, og hun fik en svag kvalme. "Giv mig en regel omkring det, Igle" Begyndte hun, og spydtede nærmest det sidste ord ud, "og så tror jeg dig!"
Emily stivnede og stirrede forbavset på ham. Han havde ret. "De andre" skulle der jo også tages hensyn til. Måske kunne der blive krig. Hun gød ved tanken og følte sig pludselig træt. Hvad skulle hun sige til ham? Emily kiggede bedende på ham. "Du siger det ikke?" Sagde hun stille. Hun ville have sagt det truende, men det lød mere som et spørgsmål.

Han grinte lidt, men smilte så kun. Gud hvor han dog elskede at forskrække de hvalpe! Da han fik teen udover sig, ignorerede han det fuldstændig, dog gik han stadig imod hende igen da hun jo havde rykket sig nu. Hvis hun ville aktivere hendes evne, ville han bare gøre brug af sin egen, der stjal hans modstanders evne for en kortstund. Han grinte lidt, da hun ville se bevis på at det var en lov, faktisk vidste han godt det ikke var ulovligt, dog vilel de andre nu nok mene at det var ulovligt at være sammen med en vampyr.
"Jeg siger det ikke hvis du går med på mine betingelser! okay?" sagde han, mere som en ordre, end som et spørgsmål. Hvis Alexander skulle leve, så skulle hun følge hans betingelser uanset hvad hun sagde eller gjorde!

Emily snappede efter vejret. "Lad være!" udbrød hun irriteret og overvejede at slå ham. hun holdt stadig om koppen og fyrrede den lynhurtigt efter ham. i et kort øjeblik stoppe hun op og rynkede næsen. Dejavu? Nej hun havde oplevet det før. Koppens skår fløj ud over det hele, og hun sukkede. Nårh ja. Hårde som marmor, ikke? "Hold dig fra mig!" snerre hun og blottede hendes tænder. Emily lukkede øjnene.
Energien omkring hende opstod som af ingenting. Hun greb fat i snorene af energi i luften, og flettede dem sammen i en lynhurtig bevægelse, så energien blev til at fast skjold omkring hende. Nu kunne han ikke røre hende, med mindre han havde en eller anden angrebsevne. Hun snerrede igen, men stoppede da hun hørte hvad han sagde. Hendes mod sank og hun lod energien flyve ud i luften igen, og blande sig med energien fra alt andet i verden. Hun havde lyst til at give sig til at tude. Hvorfor skulle sådan noget altid ske for hende? Hun rettede sig op og kiggede koldt på ham. "Hvorfor skulle jeg?" Spurgte hun koldt og kiggede på ham. Hendes øjne var ikke varme mere.

"Med hvad?" spurgte han smilende, mest for at provokere denne skabning som en .. vampyr! nærede følelser for!Gad vide hvordan det var, at være forelsket i en varulv? Nej de baner måtte han ikk tænke i! Det var bare for klamt!Da koppen ramte ham, grinte han bare en mild og kort latter inden han gik et skridt tættere på hende. "Hvorfor skulle jeg?" spurgte han smilende imens han stadig gik tættere på hende.
Da hun spurgte, hvorfor hun skulle gøre det grinte han bare højere "fordi du elsker ham! Du vil da ikke se ham komme .. til skade vel?" spurgte han udfordrende og havde noget stort i tankerne omkring dette der skete ligenu.

"Med at være i mit hus" Snerrede hun koldt. Hendes øjne var kolde, men der var også noget panisk over dem, og hun blev nødt til at undertrykke tankerne om at hoppe på ham og angribe, for hun ville alligevel ikke overleve. Hun skulede til ham, da han grinede over koppen, og lod så hendes arme hænge slapt ned af hendes krop, et tegn på at hun næsten havde gevet op. Hendes øjne stirrede fortsat koldt på ham, og hun skulle til at sige noget, da han igen begyndte at tale.
Nu skete der en forvandling i hendes øjne. Hendes arme begyndte at sitre og hun knugede hadfulgt sine hænder. "Hvis du så meget som rør ham.." Snerrede hun sammenbidt og kiggede hadfulgt på denne vampyr. Hvad var der så sjovt ved at irritere hende på den måde? Havde han bare lyst til at provokere en varulv idag? Yarh.. Fed hobby hva? "Så sender jeg personligt hele Forks kobbel efter dig, og så er jeg forbandet ligeglad med om jeg starter en krig" Hun spyttede ned foran ham, og hendes ord havde være ærlige og oprigtige. "Jeg håber du brænder op i helvede" Hviskede hun koldt og prøvede så på at få kontrol over sine rystelser.

"Skal jeg nok om .. hmm .. Der er meget bekvemt herinde, såå jeg tror jeg bliver hængende!" sagde han smilende, men også mere ment som en hån imod hende og ligenu kunne hun sgu da ikk bestemme over ham. Han stod nu foran hende eftersom han havde taget de sidste skridt hen imod hende, han skubbede nu hendes ansigt op, så han kunne se hende ordentligt, han smilte lidt, grinte også af dette der skete lige i øjeblikket.
"Åh nej dog .. Det er ikke mig der vil røre ham, mere Volturierne der vil se det her som forræderi!" smilte han, stadig koldt og modbydeligt ville nogen nok sige det var. Han tog nu fat i hendes ansigt med to fingre, han drejede hendes ansigt et par gange "Sikke et kønt ansigt, der skulle jo nødigt ske noget med det, vel?" smilte han og nussede hendes kind en enkelt gang og smilte nu mere venligt til hende.
"Nu skal du ikke gøre noget overilet, vel søde lille ven?" smilte han og så nu ind i hendes øjne "Vil du gå med på mine betingelser?" spurgte han igen.

Emily skulle til at slå ud efter ham. Hun hævede sin arm, og lod den nådesløst suse mod ham, med en varulvs kraft. Kun meget anstrængt stoppede hun slaget få centimeter fra hans ansigt, og knyttede hånden. Hun ville jo ikke kunne kæmpe mod ham. De var i forks, og siden han ikke havde angrebet hende først, ville det være hende der brød traktaten. Hun skar en grimasse af had og snerrede dæmpet. "For guds skyld" Mumlede hun irriteret og indså at hun var ude på dybt vand. "Hvorfor ville du dog sige det til dem?" spurgte hun undrende, men stadig koldt. Hvad fanden bildte han sig ind sådan at brase ind i hendes hus og true hende på den måde.
Emilys betragtede kort døren, og hun traf en hurtig beslutning. "Overilet" fnøs hun.. "Såsom det her?" Spurgte hun, sparkede vampyren i maven, hoppede atletisk og elegant over ham, før hun spurtede mod døren. Så måtte hun vel tage det hele som det kom, ikke? Volturrierne var en form for konger over vampyrerne, og de kendte ikke til varulvene så meget, altså ville det kunne volde en del problemer. Hun vændte sig om i døråbningen. "Jeg går under ingen omstændigheder med til dine betingelser, igle" Sagde hun lettere muntert, og vinkede så hurtigt før hun drejede om på hælen og satte farten op, mod skovens budskadser.