Tiden. (Dominic.)

Dominic var ikk til at kende mere, han var blevet rablende skør. Han var på alle fire og løb hen af jorden som et andet dyr, hvad fanden var han blevet til?! Han kunne lugte en vampyr, alfa fordi de havde en speciel duft. Han grinte og løb i fuld fart imod hende og inden længe stod han kun få meter fra hende, men stod nu på benene igen og hans øjne var blevet smaragdgrønne igen fordi hans normale personlighed var udkket op igen. Han gik over imod pigen som ikk så meget ældre ud end ham yderst, men i det indre var hun ældre ned ham, har var jo kun omkring de 20-21, men hun virkede som en i slutningen af tyverne nu. Han var hurtigt ovre ved hende med et smil, koldt og følsesforladt "godaften" sagde han, hans sorte skjorte blafrede i vinden fordi den var åbent, hans mørkeblå jenas var helt ødelagt med huller overalt ved benene og med et par sorte converse på som han egentlig ikke behøvede fordi han elskede at løbe i bare fødder. Noget var dog anderledes ved hans skjorte, der var mørke pletter på, blod. Han havde lige været på jagt så blodet var ikke helt størknet endnu så man kunne stadig lugte blodet som endnu var friskt.

Da han så op og ned af hende tænkte han ikk over om hvordan hendes krop så ud, men om hun var så stærk som en normal alfa?
"Dominic. Og hvem tør man spørge, træffer jeg?" spurgte han og bukkede ikk selvom alfa'er jo plejede at være over hunddrede år gamle, så var han okay ung, han var ikke som dem fra 1800-tallet som bukkede og nejede.
Da hun hentydede til jagt, tørte han blodet væk og slikekde det så af sin finger "Jagt er altid dejligt og de er altid vellykket, men nogle gange laver vi nogle smuttere og forvandler mennesker selvom de har et pragtfuldt liv som et .. menneske" sagde han og så hende i øjnene, hun undrede sig vel over hvorfor han havde løbet på alle fire, men sådan var han dog nogle gange og det måtte folk finde sig i, men nogle havde ikke så de holdte ham ude fra ting som fællesjagt.

"yndigt navn, lyder meget gammeldags" forklarede han og så på hende med et stift og falsk smil.
Han smilte til hende og rakte hånden ud imod hende for at give hende hånden, det gjorde han altid, bortset hvis det var et menneske og han ville nok kun have lidt respekt overfor almindelige og lidt mere overfor omega'er og med alfa'er vilel han være venlig ovefor dem.
"Har du nogensinde forvandlet nogle?" spurgte han og undrede sig over om hun havde.
Da hun spurgte ind til det om at han løb på alle fire "Har opdaget at jeg kan løbe hurtigere på den måde, jeg kan godt selv lide den måde, for når jeg jager er jeg som et dyr og så løber jeg også som et dyr" fortalte han og kiggede lidt på sit håndled, hvid som månen. lidt efter kiggede han ud over søen.

"nej det kan jeg regne ud" forklarede han koldt og så ind i hendes øjne.
Da hun forklarede det der havde sket med hendes eks nikkede han forstående og så på hende "tja det kan jo ske, man forvandler personen og så går personen fra dig." sagde han og stadig ind i hendes øjne.
"Jeg har altid været mærkelig blandt andre, da jeg var dødelig og nu igen hvor jeg er udødelig." sagde han og fjernede ikke sit blik fra hende.

Hendes blik veg ikke fra hans ansigt. Hun stirrede bare gennemborende på ham, uden at bevæge en muskel. "Undskyld mig. Hvor ved du fra at han gik? Er du tankelæser?" spurgte hun med et lille kast med hovedet. Hendes øjne flakkede let, og undersøgte detaljerne i hans hud.. "Men du har måske selv prøve at forvandle nogen, hvorefter de forlod dig? Har jeg ret?" sagde hun med en stemme der lød som tusinde klokker... "Hvordan mærkelig i dit menneskeliv?" spurgte hun med sin kolde, venlige stemme efter et stykke tid.