La Push baby - Silver xD

Årstid; Irl
Dato: Irl
Vejr: Solen skinner, næsten ingen skyer, det er faktisk ret varmt og en let brise
Sted: Stranden
Omgivelser: Vandet, sandet og lidt skov
Tid: Ved 3 tiden om eftermiddag
Påklædning: Mørkeblå, stramme jeans, en hvid, lang top og korte, hvide, slidte Allstars

Sam gik rundt på bare fødder ude i vandkanten. Vejret var perfekt, så hvorfor ikke nyde det lidt? Solen skinnede så få dage om året i Forks, at man nærmest fik fri når det var så godt vejr. Det havde været en af de dage. I hvert fald i reservatets skole. Hun vidste ikke om de også havde fået fri inde i byen, men hun nød sin fridag. Hun skulle hverken tænke på skolen, sine forældre eller ulvepligter. Det var en stor lettelse! Hun sov stort set aldrig og skulle hele tiden lave et eller andet. Lektier, skole, pligter og ulvepligter. Det var nærmest et mirakel, hun ikke var død af udmattelse! Hvis man da kunne det, når man var varulv. Hun vidste det ikke.
Hun sukkede og gik hen og satte sig på en væltet træstamme. Der var sket utrolig meget siden hun var blevet varulv. Både en masse gode ting og en masse dårlige. Men det gjorde hende faktisk også glad, at der hele tiden skete noget. Så kedede hun sig næsten aldrig. De eneste gange hun kedede sig, var hun hun holdt vagt ved grænsen. Chancen for at en vampyr forvillede sig derud, var utrolig lille!

Silver kom løbende ned mod La Push, hun havde lige fået fri fra skolen. Hun havde klart endnu en dag i sit nye liv som en varulv. Hun havde dog ikke hørte fra nogle af de andre i kobelet, hun synes nu at det var mærkeligt. Hun havde godt nok kun været ulv engang uden af ha været sur på nogle. Hun kom i tanke om sit lille møde med en vampyr. Hendes smil var lige pludselig væk, hun hang med hovedet. Det havde ikkke været godt. Hun havde været for bange, hun sukkede stille. Hun var skuffet over sig selv, det var nu også en af de grunde til at hun ikek havde været ulv på det sidst. Hun ville ha at de andre i koblet skulle vide det, så ville hun var til grin resten af sit lang liv. Hun sukkede dybt. Hun var kommet ned på stranden, hun smilte let ved tanken om det dejlige La push. Hun savnede voldsomt at bo i La Push. Men hun havde ikke boet der siden at hendes far var dø. Han var døde da hun var 6 år. Hun huskede dog en af sine venidne fra den gang. Sam Blackwood. Hun smilte ved tanken om hvad de havde lavet. Hun stod ved vandet, ikke særligt langt fra Sam.

Sam sad og stirrede fraværende ud på vandet. Hun sad og tænkte på nogle gamle minder, hun havde. Nogle fra da hun var mindre. I nogle af minderne optrådte en person, som hun ikke havde set længe. En pige som var flyttet fra La Push, da de var omkring 6 år gamle. Hun kunne ikke huske hvordan pigen så ud, men hun kunne sagtens huske navnet. Silver Fang. Så vidt hun kunne huske, så havde de været ret gode venner. Det var før hende og Lucy havde mødt hinanden. Men Silver var flyttet af en eller anden grund, som hun ikke kunne huske. Hvad var det nu der var sket? Havde det ikke været noget i Silvers familie eller noget i den stil? Hun var ikke sikker. Men de havde i hvert fald været gode venner.
Hun sukkede smilende og rystede svagt på hovedet, så hendes hvidblonde hår piskede hende i ansigtet. Det havde altid irriteret hende. Hvis hun bare havde været lige som alle de andre børn i reservatet med sort hår, mørk hud og mørke øjne så ville alt have været lettere. Men hun var alligevel ret glad for sin lyse hud, blå øjne og sit næsten hvide hår. Hun var jo speciel.

Silver kiggede lidt ned, tankerne fra den gan gvar trist synes. Hun havde virkelig holdt af Sam, men havde ikke set hende siden. Hun vidste ikke hvor Sam eller nogle af andre var. Hvad de lavede, eller om de var ulv eller noget. Nogle af hendes gammel venner kunne jo gså være vampyr nu. Hun vidste det ikke, det var så surt. Hun kunne kun huske lidt af dem. Sam hun var så hvid i det, eller noget. Hun havde ike half brunt hår, det var det hun kunne huske fra Sam. Resten af hendes venner, kunne hun ikke huske så godt, måske lige en eller to. Men hun kunne ikke uske navn på dem. Hun sukekde lidt højt, før hun bakkede over til en sten sig satte sig der. Hun kigegde ned, en lilel tåre kom i øjet. Hun kiggede op, der var pænt godt vejr i dag, nogle fra klassen havde snakket om en strand, de snart ville på. Hun smilte for sig selv. Hun kiggede rundt på strand. Hun fik øje på en pige, hun smilte lidt mere. Hun rejste sig op, hun vidste ikke om hun skulle sige hej eller noget til hende. Hun skulle bare passe på med ikke at blive sur eller noget. Hun rystede stilel på hovedet, det ville hun ikke tænke.

Sam snusede til luften. Hun elskede den salte duft, der hang i luften. Man kunne nærmest sige at hun var afhængig af den. Lidt ligesom hun elskede de andre i kobblets tanker i hendes hovede. Hun følte sig helt ensom, når hun ikke kunne høre deres tanker. Stemmerne var hendes.. stof kunne man vel kalde det. Hvis hun skulle klare sig, så var hun nødt til at have de andres stemmer i sit hovede, bare en gang om dagen i hvert fald.
Da hun snusede til luften, fangede hun både duften af salt og duften en anden varulv. Hun så sig forvirret omkring, før hun fik øje på en pige, som også så hen på hende. Hun smilede venligt og løftede en hånd til hilsen. "Hej!" råbte hun glad til hende.

Silver kiggede kort ud over vandet, hun smilte. Hun kom i tanken om de andre stemme, når de engang kom i hendes hoved. Hun vidste ikke hvordan det ville være. Hun hvade ikke hørte nogen snakke om det endnu. Hun smilte stille for sig selv. Hun havde en rød trøje på og et par jeans på. Hun kiggede op på mod pigen da hun sagde noget. Hun gik hen mod hende. "Hey," sagde hun smilende, men en søde undertone. Hun løftede sin hånd op som en hilsen til pigen. Hun smilte venligt og sødt til pigen. Hun fangede en lugte, ikke et menneske med en vampyr eller varulv. Hun kunne ikke rigtig lugte hvad der var hvad. Hun sukkede stille, hun smilte til pigen. Hun lagde hovedet på skrå og kiggede på hende.

Sam klappede på træstammen, for at vise pigen bare kunne sætte sig hvis hun havde lyst. Hun betragtede hende lidt. Pigen lignede de fleste andre i reservatet. Brunt hår, temmelig brun hud og vist nok brune øjne. Det ville hun have dræbt for, for et par år siden og det ville hun sikkert stadig. Dog var der en ting hun ikke ville bytte væk og det var hendes pels, når hun skiftede skikkelse til en ulv. En smuk, kridhvid pels. Den ville hun hel klart beholde.
Hun så på pigen med nysgerrige, blå øjne. "Hvad hedder du og hvilket kobbel er du i?" spurgte hun helt roligt og afslappet, som om det var noget helt almindeligt.

Silver kiggede mod Sam, hun satte sig der hvor hun havde klappet.Hun betragtede Sam lidt, hun hvade lyst hår, blå øjne, nuttet efter Silvers meningen. Hun smilte venligt til hende. Hun slog let sin brune hår, hun lignede en fra La Push eller det hed jo reservatet, men Silver plejede nu bare at kalde det hele fra La Push. "Jeg hedder Silver. Silver Heartlin Fang, hvis vi lige skal tag det lang navn," sagde hun smilende. Hun undrnede sig lidt over at Pigen vidste at hun var en varulv, så måtte hun vel selv være en ulv. Et stort smil gled ned over hendes let lyserøde læber. "Annika´s Kobbel," sagde hun smilende. Hun var lidt uroligt o nervøs over emnet, det var sikker fordi hun ikke snakket om det.

Da pigen fortalte sit navn, blev hendes blå øjne, så store som tekopper. Hun tabte underkæben og stirrede bare på pigen, som om hun var en alien eller noget i den retning. Det var Silver! Den pige hun havde været veninde med, den gang de havde været små! Hvad var chancerne for at de skulle møde hinanden igen? De havde hel klart været små, men nu var hun her igen! Hvor vild. "Siilver!" udbrød hun glad og slog impulsivt armene om hende. "Det er mig.. Samantha Marie Blackwood, jeg mener Sam!" sagde hun og begyndte hun at grine helt hysterisk. Hun kunne overhovedet ikke styre sig. Hun var bare så glad for at se sin gamle veninde igen, det var helt ubeskriveligt så glad hun var.
"Jeg er også i Annikas kobbel.. Faktisk er jeg næstkommanderende" sagde hun med et skævt smil og slap hende igen, for ikke at komme til at kvæle hende.

Silver kiggede lidt på Sam, hvad skete der lige for hende? Hvade hun sagt noget forkert eller noget? Hendes smil vra lige pludselig væk ved den tanken, hun kunne ikke li at gøre noegt forkert. Hun kiggede på Sam, som ja... Så glad ud på hende. "Ja?" sagde hun lettere chokket. Hun løftede øjenbrynet let op, da hun blev overfaldt i et kram. Hun vidste stadig ikke hvem pigen var. Hendes øjen blev store. Hendes smil var stort og glad, da hun fik navnet af vide. Hun krammede igen. Hun goldte Sam ind til sig. "Min lille Sam!" Hviskede hun glad i øret på Sam. hendes øjnene lyst af glæde. Hun fik en lille tåre i øjet. Det var så længe siden at hun havde set Sam, hun havde dog aldrig gemte hendes navn: Sam Blackwood... Hun smilte mere ved den tanke. Hun slap blidt Sam igen. "Også dig?" sagde hun, med et lettere chokket undertone. Hun kunne ikke li at sin veninde som en varulv. Hun smilte dog.

"Hvor er det bare vildt at se dig igen!" grinede Sam og rystede helt. Ikke sådan at hun ville forvandle sig, men simpelthen af glæde og latter. Hun havde altid haft sådan en total spastisk latter, som hun syntes lod voldsomt dum i sine egne øre. Lige i det øjeblik var hun dog ret ligeglad. Hun var bare så glad for at se Silver igen! Det havde hun overhovedet ikke drømt om at hun ville. Og så møder de hinanden helt tilfædligt på stranden. Det var næsten ikke til at tro. Og så var hun også blevet til en ulv! Hvor fantastisk var det ikke lige? Nu kunne de være sammen igen uden nogle hemmeligheder. Fedt.
Sam nikkede ivrigt. "Ja, det er faktisk ret dejligt. Det eneste dårlige er bare ansvaret når Annika ikke er der" sagde hun og skar en grimasse. Hun var ikke vild med at have ansvaret for hele kobblet.

Hun faldt næsten ned fra hvor de sad, da hun så på Sam. Hun grinte selv vild. "Det er også godt at dig igen," sagde hun smilende og sødt. Hun havde altid drømt om det, men aldrig troede at det var muligt at de kunne mødes igen. Hvordan kunne der være mulig? De var bare begge på strand? Woow, og de var begge ulve. Hun smilte mere ved tanken, om at hun kendte nogen i koblet nu. Hun lænede isg kort ind til Sam. Hun kunne bar ikke helt forstå hvordan hun kunne sidde her med Sam, på en måde vinkede det forkert at gøre igen, men på samme tid rigtig. Hun tænkte lidt over, hun kendte næsten ikke Sam, eller jo det gjorde hun. Men hun vidste ikke rigitg noget om hende. Sam kunne jo ligeså godt være gift og det hele. Hun grinte af sin tanke, måske ikke lige frem gift. "Ja, det må ikke være særligt rar at holde styre på et helt koble," sagde hun smilende med en let undertone.

Hun så smilende på Silver, men med et undrende udtryk i sine blå øjne. "Hvad skete der egentlig? Hvorfor rejste i væk fra reservatet?" spurgte hun, dybt undrende. Hun havde jo aldrig været udenfor reservatet. Faktisk var det længste hun havde været væk nok Forks bygrænse. Og en enkel gang til statsgrænsen til Canada, men den talte ikke rigtig. Det var jo på en patrulje, så hun havde ikke ville derhen frivilig. Hun rystede svagt på hovedet, for så at give Silver sin fulde opmærksomhed igen. Hvorfor var hun rejst? Hun forstod stadig ikke, hvorfor nogen ville rejse væk derfra. For hende var det jo paradis på jorden. Et bedre sted fandtes ikke, hvis man spurgte hende. Men hun havde jo heller ikke været ret mange andre steder.
Hun nikkede. "Ja, men jeg er heldigvis kun andenkommanderende. Annika har endnu ikke været væk, så jeg har ikke haft særlig meget ansvar" indrømmede hun. Men hun var nødt til at være alvorlig, når de andre var der, hvilket irriterede hende lidt, men hun skulle jo være et forbillede for de andre eller noget i den stil. Dog kunne hun ikke helt styre sig nogle gange. "Jeg vil allerhelst bruge min tid på at hjælpe de nye ulve" fortalte hun med et smil.

Silver kiggede smilnede på Sam, selvfølgelig kom de ind på det. Det havde dog håbet på at kunne udgå dét emne. Hun havde aldrig været glad for dét emne, og var det hellere ikke nu. Hun sukkede så stille. Hun kiggede alvorlig på Sam, ind i henddes øjne, hun smilte dog lidt. "Hvorfor mig og min mor flyttet? Hmm... Sam..." Sagde hun stille, hun vidste ikke hvordan hun skulle sige det. HUn vidste at hun ville blive trsit og ked af det. Hun sukkede stille, men dybt. Hun lukkede kort øjnene og kiggede kort så på Sam. "Det var fordi min mor ikke ville være her i La Push, efter at min far var dø," sagde hun med en trist undertone. Hun slog blikket ned, hun blinkede let med øjnene, hun kunne godt mærke tårernei presse i øjnene.
"Andenkommanderende? Det må være stort selv når Annika, men jeg kender nu ikke Annika... Hvordan er hun? Og de andre ulve? Jeg har ikke mødte andre end dig.. Og har ellers ikke hører noget af ders tanker," sagde hun blidt. Hun havde altid tænkte på det efter at hun var blevet til en ulv. Hun ville godt hører noget om det, før hun selv fandt ud af det. "På de nye? Som mig?" Sagde hun små smilende. Hun var jo helt nye med alt det ulve-ting :3

Sam blev helt slået ud af nyheden om Silvers far. Eller nyhed og nyhed. Det var jo en del år siden det var sket, men det var jo en nyhed for hende. Hvorfor havde ingen fortalt hende det? Havde de virkelig ikke troet hun ville lægge mærke til, at Silver ikke var der mere? Så havde de da godt nok været sindsygt naive alle sammen. Hun havde savnet hende rigtig meget, og havde slet ikke andet hvad der var sket med hende. Hun havde troet at de var blevet trætte af at være der og derfor var flyttet. Det havde hun valgt at acceptere, men nu havde hun fundet ud af det. Det slog hende ud, men kun indtil hun hørte det triste i Silvers stemme. Igen lagde hun armene om hende, men denne gang trøstende. Strøg hende forsigtigt over ryggen. "Det gør mig ondt" mumlede hun og mente det virkelig. Hun havde altid godt kunne lide hendes far. Mest fordi han havde været så sjov og flink, slet ikke som hendes egen far.
"Annika er flink og sjov, men også bestemt. Hun kan godt tage vi laver lidt sjov, men vi skal også være alvorlige" sagde hun med et smil og tænke lidt på kobblets afla. Hun var virkelig sød og forstående, men hun forlangte at de var alvorlige og seriøse og det var også fair nok. "De andre er rigtig søde og sjove. Der er kun en, som jeg ikke kommer godt ud af det med og han er ikke i kobblet" hun gøs kort ved mindet om Aaron. Han var gået hel amok på Steffen og hende og det havde endt med de havde sloges. "Det er dog bare lidt synd for de andre. Mig og min kæreste har nogle temmelig perverse tanker" grinede hun og bankede sig på tindingen med sin pegefinger, for at understrege hvad hun sagde. "Og min bedste veninde Lucy er også sød".
Sam nikkede. "Ja, jeg syntes det er sjovt at lære nye ulve og det her liv" sagde hun med et skævt smil, men så så undrende på Silver. "Er du ny?"

Silver sukkede stille og kiggede ned. Hun ville ikke se hvordan Sam tog det, ingen af børnene vidste hvad der var sket med Silver og hendes mor... Og slet ikke hendes dejlige far. Hun huskede ham altid for en af den sjov og flink. Hendes mort var også god nok, hun var der altid for Silver endtil nu. Silver måtte jpo ikke fortælle noget om at hun var en varulv, da hendes mor ikke vidste det. Hun lukkede øjnene, hun kunne ikke li at Sam blev trist, måske skulle hun aldrig har sagt det til hende? Men hun havde ikke andet at sige at finde på en grund bare lige ud af det blå, var jo rigtig svært. Hun kiggede for først gang op på Sam efter at hun havde sagt deet, hun vidste ikke om hun villle har sagt noget andet. Hun tænkte stadig over det. Måske vill det ha været en idé? Men hun kunne ikke li at lyv over for Sam, hun kunne bare ikke li at lyve, overhovedet. Måske havde det noget med at gøre, at hun altid havde passet sin skolen, og det gjorde hun stadig så godt hun kunne. Men det vra bare ikke nemt mere, for hvis hun blev for sur, ville hun blive til en ulv, og det måtte jo ikke ske i skolen. Hun kiggede små smilende op på Sam, hun kunne ikke forstå hvorfor inegn ahvde sagt noget nu? Hun sukkede stille. "Sam? Har ingen sagt noget? Jeg mener til dig?"
Hmm... Annika lyd til at være sød og sådan noget, men hun var jo også Alf. Silver kunne ikke helt li det ord: Alf.. Hun fik til at lyde farlig, og at man skulkle passe på med det ord. En alf var jo en som bestem over alle de andre, men det var jo ikke sikkeert at det helt på samme måde, som Silver havde det i sit hoved. Hun havde jo hellere ikke et helt normalt hoved, måskede havde hun half engang.. Men det var vist længe siden o.o' Det kunne hun ikke gøre for, hun var måske bare stadig et lille barn, bare med noget mere vold og den slags ting nu. "Okay, de lyder jo rigitg godt... Eller? Jeg ved ikke helt hvordan det er med stammerne i mit hoved endnu.." Sagde hun smilende til Sam
Hun nikkede stille, hun vidste ikke om hun skulle være flov over det. Men det var hun ikke helt, men på en måde var hun. HUn var jo den nye her i koblet, hun vidfste ikke noget overhovedet. Hun skulle til at lære meget mere end hun vidste i forvejen. Hun var jo en lille klog pige, hun var dog ikke så lille mere. Men nogle kaldt hende stadig for en lille pige. "Ja, det er jeg Sam.. Jeg ved også godt hvorfor det er blevet så sent for mig :3" sagde hun smilende med en let undertone på.

Sams øjne blev fyldt med tåre og to af dem løb fra hendes blå øjne ned af kinderne, ganske langsomt. Hun snøftede kort. Stakkels Silver og hendes mor. Bare de havde det godt og holdt humøret oppe uden hendes far. Hvorfor var det altid de gode som døde først? Silvers far havde nok været det venligste menneske hun kendte. Eller på samme plads som hendes bedstefar, men det gjaldt ikke helt. De var jo ikke familie og hun var jo ikke i familie med Silver, selvom hun tit havde ønsket det. Der havde bare altid været sådan en glad stemning hjemme hos hende, i modsætning til hjemme hos hende. Det var også derfor hun stærkt overvejede at flytte hjemmefra, til et andet hus i reservatet. Hun ville aldrig kunne flytte væk fra reservatet, ligesom Silver og hendes mor havde gjort, men de havde haft en god grund til at komme lidt væk fra det hele og det respekterede hun nu. Langsomt slap hun sit greb om hende og tørrede tårene væk fra øjnene. "Det gør mig meget ondt" sagde hun med en grødet stemmen, der var lige ved at knække over. Hun rystede på hovedet. "Nej, ingen har fortalt mig det, aldrig nogensinde" indrømmede hun både vred og trist.
"Hvis jeg skal være ærlig, så føler jeg mig ensom uden de andres stemmer i mit hovede" indrømmede hun og rødmede lidt. "Man kan faktisk godt sige jeg er afhængig" sagde hun og lo. Dog var der ens tanker, som optog hende mest. Steffens. Hun elskede bare at lytte til dem, men det havde også haft sine konsekvenser. Som et par alfa ordre fra Annika, men det var fint nok. "Hvad er grunden?" spurgte hun nysgerrigt.

Hun smilte lidt, og prøvede nu at se glad ud igen, som hun plejede, de flest folk huskede hende nok også en lille glad pige, men hun kunne dog ikke helt se det mere, som hun havde gjort en overgang. Hun tænkte lidt på sin gammel liv, det fra hun var 6 sm å år, det var jo 11 år siden nu. Hun huskede den dejlige jul med hendes forældre og bedstforældre. Hun kunne næsten huske den gave hun gav Sam dag førj julaften. En tegning med to små piger på, pg to ulve over den. Hun havde altid kunne li at tegn, noget med dyr og menneske. Hun kiggede på Sam. "Ikke græd..." mumlede hun stille, og kiggede på hende med store hundeøjne. Hun nussede kort Sams kind med et lille, men dog trist smil hen over sine læber. Hun lagde hoveet let på skrå. Hun elsket at sidde her med Sam, det minder hende om en af de sommer før de flyttet væk fra La Push. Det havde dog været nogte helt andet at de havde lavet den gang. Hun smilte stille og roligt. HUn plejede tit at tænke tilbage på den gang, selvom at nogle gange var det svært for hende, selvom at det var så lang tid siden. Hun savnede jo den far, som man kunne lege og slås med. Og den far som skulle kunne fortælle hende alle de historie. Hun sukkede stille og blidt. "Virkelig? Ingen? Gav vide hvad de tænkte på? At man bare gemmer hinanden på den måde?" Hun løftede det ene øjebryn, og sukkede så.
Hun klukkede stille, da hun fortalte den med det. Hun rystede ogivende på hovedet. "Jeg mener at ikke at jeg slå dig så mange gange i hovedet?" Sagde hun med en drillende undertone. Hun smilte nuttet, og kiggede på Sam. "Nårh da.. Så ved jeg da at du ikke er afhængig at alt muligt mærkelig? Eller hvad?" Sagde hun smilende og leende. "Grunden? Hvorfor skulle jeg blive sur over noget? Jeg har jo ikke half noget som jeg kunne blive sur over," sagde hun med et lille smi olog trak på skulderne. "Ikke før for nogle dage siden... Men han gik ud for vidt..." Hun sukkede, hun havde altid bare taget sagen i egne hænder, hvis nogle gik for vidt. Hun havde ikke half feber :3

Sam nikkede snøftende og tørrede de sidste tåre væk. "Undskyld" mumlede hun og smilede en blanding af et undskyldende og grædefærdigt smil. Dog tog hun et par indåndninger for at få sine følelser under kontrol. Normalt plejede hun ikke at græde, men det var så sørgeligt, at sådan en rar mand var død og hun overhovedet ikke havde fået nået af vide. Hvorfor var der ingen, som havde fortalt hende det? Godt nok var hun følsom, men det var da helt normalt at være ked af det når nogen døde. Eller mente folk virkelig at hun var så sindsygt følsom at hun ikke kunne klare sådan en nyhed? "Måske, ellers ville de skåne mig.. Du ved hvor følsom jeg er nogen gange" sagde hun med et skævt smil.
"Du vil komme til at elske at være i kobblet, det er jeg sikker på"

Silver smilte opmuntrende til Sam, hun kunne ikke li at Sam var trist eller ked af det, så hun ville prøve på at det se glad ud. Hun lagde hoved let på skrå. ”Det er okay Sam,” sagde hun smilende med en let undertone på selvom den og var lidt trist, det kunne hun jo ikke undgå lige nu. Hun smilte dog stadig, selvom hendes smil, ikke var et rigtig smil. Hun trak stille på skulderne. Hun lagde en hånd på Sams skulder. Hun fnøs, da hun sagde noget. ”De skulle har sagt det, nu, eller da du var gammel nok,” sagde hun med en bestemt undertone på. Et lidt drillende smil gled ned over hendes læber. ”Eller så er du bare ikke gammel nok endnu,” sagde hun med en drillende undertone på.
”Tror du? Jeg er nu ikke helt sikker på det, jeg ved overhovedet ikke noget om det,” sagde hun med et let små sur undertone på.