Skriveri på café (Ewan^_^)

Sted:: En gade café, ved et bord ved vinduet ud til gaden
Tid:: omkring kl. 14
Omgivelser:: De andre fremmede der sidder og spiser omkring hende, og ellers bare nogle tomme borde og stole.
Vejr:: Regnvejr, overskyet og gråt
Påklædning:: http://media.missselfridge.com/wcsstore/MissSelfridge/images/catalog/23M05FRED_large.jpg +sorte stramme jeans under og selvfølgelig sorte converse.

Lily sad med bøjet hoved over hendes elskede bærbar. Det var første gang hun skrev, siden hun var ankommet til Washington state, og hun havde savnet det. Coldplay spillede stille i hendes headset, mens hun snart tastede løs. Hun var taget til Port Angeles for at købe et par ting og for at få ro til at skrive. Hun sad lidt og kiggede ud af det eneste vindue i cafeen. Hun tænkte altid bedre, når hun kiggede op imod himlen. Regnen piskede ned, og de store dråber hamrede mod ruden og satte tydelige spor når de gled ned. Lily løsrev sit blik fra ruden, og startede med at skrive:
Kære dagbog, det var altid det nemmeste at skrive.
Her er meget, hun bed sig lidt i læben, mens hun kæmpede for at finde det rigtige ord. stille, skrev hun så. Hun smilede tilfreds ved ordet og fortsatte så.
Der er stille overalt i Forks, Washington. Dødstille. Selv på den her café jeg sidder på i den nærmeste 'storby', er der stille. Alle snakker roligt og monotont. Ingen råber eller hæver stemme. Ingen pludselig bevægelser.
Hun kiggede uroligt rundt, som om der var nogle der var blevet fornærmede over hendes beskrivelse af stedet.
men idet mindste giver det mig ro til at skrive, tilføjede hun for ikke at lyde alt for negativ.
Hun fortsatte med at skrive om hendes opfattelse af det stadig ukendte sted, som hun mod sin vilje var flyttet til for et halvt år siden.
Her er så fugtigt. Det regner konstant. Der er altid tåget. Hele byen er indhyllet af et tæppe af mystik og mørke. Når først man er kommet ind, er der ingen vej ud. Mine forældre bliver ved med at sige at jeg nok skal falde til efter noget tid. Jeg skal bare ud og møde nogle nye mennesker. Men der er gået et halvt år! Hendes ansigt forvandlede sig til en irriteret grimasse. Hun trak vejret dybt og strakte sine fingre.

Ewan havde brugt det meste af dagen på at sidde indelukket på biblioteket i Port Angeles, uheldigvis havde det regnet da han kom ud. Han trådte derfor halv våd ind på resturenten, med et let irreteret udtrykt i ansigtet, han havde intet i mod regn, den skulle bare helst kun være til, når han var indenfor, eller var i besiddelse af en paraply.
Han trak den gemmeblødte hætte af hovedet, hans hår var da heldigvis helt tørt, han hadede vådt hår. Han lynede det grå cardigan op, så den ikke føltes helt så båd, han havde en sort tshirt på indenunder, med et Iron Maiden logo, og et par af sine elskede sorte slidte bukser, og så sine sorte skater sko. Han så sikkert mere punk agtig ud end han ønskede, men ja, sådan var han vel bare? Han fandt et ledigt bord, og trak en lidt slidt bog op frem fra sin skulder taske.
Han boede i øjeblikket i Port angeles, da han sådan set flyttede rundt mellem sine venner og familie, da han ikke gad bo ved sine forældre længere.

Lily trommede med sine fingre på bordet, mens hun tænkte over hvad hun nu skulle skrive. Hun havde allerede været ret negativ, og tænkte at hendes fremtidige jeg, måske gerne ville læse om gode ting fra hendes teenage år. Jeg har dog mødt en person som faktisk er blevet en rigtig god ven. Han er en smule mystisk, og ser lidt underlig ud nogen gange, men hvem gør ikke det? Hun grinede en stille latter for sig selv, ikke helt opmærksom på at hun ikke var alene.
En sød lugt af tærtestykket på bordet ved siden af hende, fik hendes mave til at reagere; en lav rumlen. Hun gestikulerede en tjener til at komme over, men hun forklarede at man skulle købe desserter i baren. Lily skævede til hendes åbne bærbar med hendes dagbog synlig, før hun gik op mod baren, for at få noget at spise. Der var et sykke tilbage af tærten, og hun følte sig en smule heldig. Hun fik tallerknen og begyndte at balencere den ned mod sit bord igen. Hendes øjne var fokuserede på tallerkenen, for at være sikker på hun ikke ville tabe den. Hun passerede en læsende dreng og hun kiggede op, hvilket forusagede en kædereaktion: først tippede hun sin tallerken, og i et forsøg på at gribe tærten tog hun et hurtigt skridt fremad hvor hendes fod skramlede ind i det andet, og fik hende til at fald så lang hun var.

Ewan kiggede forskrækket op fra bogen da hun væltede, eller nærmere ned.. Han blinkede et par gange forvirret med de brune øjne, rejste sig så dog op og satte sig på hug foran hende, " Hey, er du, okay?" Spurgte han og smilede skævt til hende, det måtte vel også være en smule, eller, faktisk meget pinligt for hende at vælte midt i det hele, og med sin mad? Han var aldrig selv faldet, han havde en ret god motorik, og balance, så han var vel bare heldig?
Han fik den lidt udsplattede tærte tilbage på tallerkenen, selvom hun nok ikke ville spise den nu, det ville ihvertfald være underligt hvis hun gjorde? Eller nærmere ulækkert. Han bed sig lidt i indersiden af kinden, en smule forvirret over hvordan man egentligt lige skulle tackle det her, han snakkede desuden meget sjældent med piger..

Selvom at det ikke var specielt sandsynligt havde hun håbet inderligt på at der ikke var nogen der havde set hendes fald. Så da hun hørte spørgsmålet der tydeligvis var rettet til hende, trak hun vejret dybt og prøvede at tænke over en god grund til at hun var faldet; hun fandt ingen gode forklaringer. Derfor kiggede hun op på spørgeren mens hendes kinder skiftede til en rødmende farve. Pinligt! "Ja, det tror jeg nok," sagde hun stadig lidt fortumlet over den pludselige demonstration af tyngdekraften. "Men det er den vist ikke" konstaterede hun og nikkede mod tallerkenen med den helt ødelagte tærte. Det var så typisk hende at falde de mest offentlige steder. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv men hun tænkte at fok nok ikke ville elske hvis hun blev liggende, så hun fik skramlet sig selv op i en siddende position halvt inde under bordet drengen havde siddet ved.

Han smilede lidt til hende, " Well, shit happens, right?" Smilede han dæmpet, hans stemme var lidt ru i det, hæs.. Som som han havde en slem forkølelse. Han rejste sig op og stilte tallerkenen fra sig på sit bord, for så at række hende sin hånd, så hun kunne komme op.
Hun var egentligt meget køn? Dog ældre end han, det var ikke svært at se at der vidst var et par års forskel. Dog kunne han selv godt se ældre ud, da han var ret høj af sin alder at være, dog voksede han ikke mere, hvilket vel var meget heldigt? Folk havde allerede vendt blikket væk fra hendes lille uheld, hvilket han værdsatte, der var jo ingen grund til at udstille hende mere end højest nødvendigt, hun var trods alt ikke en cirkus abe.

Hun smilede skævt til ham og tog taknemmeligt imod hans hånd. Da hun var oppe at stå, gik hun hurtigt over med tallerkenen og satte den på et uryddet, men tomt bord, så nogen kunne rydde den væk. Derefter så hun sin computer stå åben, og kom i tanke om at hun havde været igang med noget før hun faldte. Hun lukkede den hurtigt ved bare at lukke den i, og puttede den ned i sin computer taske: nu var det tid til at sige tak. Hun svingede sin taske over sin skulder og gik over mod bordet hvor den hjælpende dreng havde befundet sig. Hun betragtede ham diskret på den lille vej der over. Han så ikke ud til at være meget yngre end hende, men i hvert fald ikke ældre. Højden forvirrede hende lidt. hun smilede lidt, da hun var der henne, før hun i en blød stemme sagde: "Tak"

Ewan havde sat sig tilbage, i et afslappet stilling med bogen i den ene hånd igen, han så dog op da pigen igen talte.
" Fornøjelsen var helt på min side.." Svarede han, med sit sædvanelige skæve smil.
Han tog sig først tid til at studere hende ordenligt denne gang, alle detajler i hendes ansigt. Han ville gerne kunne genkende hende i fremtiden, hvis det skulle blive en nødvendighed.
" Ewan Samuel.." Præsentrede han sig kort, men dog alligevel høfligt, så det ikke bare lød som om han bare gerne så at hun gik videre med det samme. Måske var han ikke det mest sociale menneske der havde betrådt jorden, men han var trods af en fyr, og de havde jo som bekendt en vis svaghed for kønne piger.

"Ja, det er altid en fornøjelse at hjælpe piger i nød" sagde hun og smilede skævt.
"Ewan..." sagde hun som om hun smagte på ordet. "Lily Isadore" sagde hun og kørte en hånd gennem sit brune hår. Selvom hun godt vidste at det var ret uhøfligt, når man ikke var blevet 'inviteret' satte hun sig alligevel i stolen overfor hans ved bordet. Han havde godt nok været opslugt i en bog, men det kunne nok vente, ellers måtte han bede hende om at gå. Det var også ham der havde præsenteret sig selv først, så han havde forhåbentlig ikke alt for meget imod at blive forstyrret af en klodset pige. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, så hun holdte sig til det gode råd: hvis du ikke har noget at sige, så ti stille... eller noget i den stil?

" Selvfølgelig.. " Svarede han henkastet, rettede sig lidt op i stolen, så han ikke virkede alt for uinteresseret, det kom han ofte til. De fleste antog ham som en snobbet, hjemløs skiderik. Ja, han var da teknisk set hjemløs, men han havde vidst aldrig gjort nogen noget ondt, ikke så vidt han huskede. Han var også mere, baggrunds fyren. Han der sad bagerst i lokalet med sin bog, og blandede sig helt uden om alle andres menneskers sterotypiske liv.
" Du er ikke herfra, er du? Du ligner en typisk ' Forks ' pige?" Spurgte Ewan, smilede let i den ene mundvige. Han var selv født her, men hans mor var fra europa, hvilket nok var grunden til hans lidt mere mørke udseende. Og sikkert også grunden til hans person. Han var opdraget som man blev det i Frankrig, ikke i USA.

"Forks pige?" spurgte hun lidt overrasket over at han kunne se det på hende. Var det hendes blege hud eller hvad hun mente var en kedelig fremtoning, der gjorde at hun lignede en fra Forks. Hun anede det ikke, men håbede at det var en kompliment. "Jeg bor der i hvert fald" sagde hun og bed sig ubevidst i sin underlæbe.
"Hvad med dig? Er du en Port Angeles dreng eller?" spurgte hun og smilede et lille smil. Han lignede ikke umiddelbart en Port Angeles dreng, mere en sydstats dreng eller noget mere eksotisk. Det kunne selvfølgelig også være han var fra La Push, men de var så enorme der, at hun afviste ideen igen.

" Hm, du ligner ikke en der kommer derfra... " Svarede han, med et let skuldertræk.
" Everywhere guy.. " Han smilede skævt, lettere drillende. Selvfølgelig lignede han ikke en fra Port angeles, hans far var fra new york, og hans mor far frankrig. Og selv, lignede han nok udseends mæssigt en fyr der kom fra en større by, eller, ihvertfald en anderledes by. Men han kunne godt lide Port angeles og Forks. Han nød regnen, og det faktum at der ikke var overfyldt over det hele, som så mange andre steder. Han var alligevel typen der sikkert kunne tilpasse sig et liv på alaska hvis det skulle blive nødvendigt.

Lily var glad for at han ikke syntes at hun lignede en 'forks' pige. Hun smilede taknemmeligt. "Jeg har også boet 17 år i South Carolina, så det er nok derfor" sagde hun henkastet, men stadig så man kunne høre at hun var stolt af sin baggrund.
Lily kiggede nysgerrigt på ham da han svarede. Hun havde altid drømt om ikke at have et bestemt hjem, men bare være helt uafhængig og selvstændig. En drøm som hun var alt for bange til at udføre i praksis. Og hendes forældre ville nok også blive noget bekymrede. "Hvor stammer du så fra, everywhere-guy?" spurgte hun interreseret og fugtede sine læber. Hun rettede sig op i stolen og foldede sine arme over brystet.

" Mh, så du er hvad, 18-19? " Spurgte han lettere smilende, ældre var hun vidst ikke? Eller måske var hun..
Han trak let på de bedre skuldre, " Herfra.. Bor dog ikke nogen steder fast i øjeblikket.. Flytter rundt i mellem venner og familie.. " Fortalte han kort, han syntes ikke der var noget specielt i det, for ham var det blevet hverdag, så han levede med kommentare som at han var en hjemløs bums, eller en vagabond. Det gjorde ham ikke noget, det var jo bare den han var, han kunne ikke godt med sine forældre, så der var simplethen ingen grund til at blive boende ved dem, når man kunne klare sig selv?

"Jeg er 18" sagde hun og trak på skuldrene, for alder betød ikke så meget for hende, så længe folk var ligeså modne eller umodne som hende. "Hvad med dig?"
Lily så fascineret på ham. "Vil dine forældre ikke have dig?" spurgte hun, men fortrød starks, da hun indså hvad hun havde sagt. De kunne jo være døde eller ukendte, og så sagde hun bare sådan noget? "Undskyld, det var ikke det jeg mente... overhovedet," unskyldte hun og kiggede ned i bordet, mens hendes kinder rødmede en smule. "Jeg mente om du også boede ved dine forældre? Eller om det er derfor du bor ved venner?" mumlede hun men kiggede stadig ikke op fra bordet.

Ewan grinede lidt over hvordan hun pludseligt opførte sig, " De vil gerne have mig, men derfor behøver jeg ikke ville have dem, vel?" Han hævede let spørgende et øjenbryn, og lagde ganske kort et par fingre under hendes hage, for at løfte hendes ansigt op igen, det var svært at tale med nogen, der ikke så på en.
Han var generelt meget øjenkontakts søgende, sugede sig ofte helt fast i øjnene, han tænkte ikke over, at andre mennesker måske kunne finde det yderst ubehageligt. Man tænkte vel heller aldrig over, hvordan andre mennesker havde det, før de selv gav et udtryk for, hvordan..?

Lily hørte at han grinede, og var lettet over at hun ikke havde fornærmet ham. Hun skulle lige til at svare da han rørte hende og af ren forskrækkelse trak hun hurtigt sit hoved væk fra hans fingre, og kiggede på ham med store øjne, før hun indså hvad han ville. Hun sendte ham et lille undskyldende smil, før hun svarede: "Nej det behøver du vel ikke," sagde hun lettere tænkende, "Er der en grund til at du ikke gider dem?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå. Hun kunne ikke forstå hvordan forældre kunne lade deres barn forlade dem på den måde. Men det kunne jo være han rigtig var en idiot? Hun tvivlede en smule: Han havde i hvert fald ikke opført sig dumt endnu.

Han smilede lidt undskyldende, hende måtte man åbenbart slet ikke røre ved? ærgeligt.
" Well, vi er meget.. " Han lænede sig tænkende tilbage i stolen, pustede så tungt ud, " forskellige. Vi kan ikke rigtigt kommenunikere på et særligt højt plan.. Vi har intet til fælles.. jeg har det dog udemærket med min søster.. Hun er super.. " Han smilede skævt og fugtede sine læber.
Hun var i princippet udemærket selvskab, selvom han ikke rigtigt anede en skid om hende, andet hendes navn, alder, tidligere bosted, og så det faktum, at hun vidst var lidt af en klodsmajor.

Lily smilede interreseret, indtil han nævnte hans søster. Derefter blegnede hendes smil en smule, på trods af at hun gjorde sit bedste for at skjule det. Ordet 'søster' fik hende naturligvis til at tænke på sin egen søster, og den tanke var aldrig god.
"Det er der vel heller ikke så meget man kan gøre ved," sagde hun henkastet og kiggede hurtigt ned i bordet før hun kiggede op igen og fortsatte, "Bor du så også ved din søster nogle gange, eller er hun ikke flygtet fra jeres forældre ligesom dig?" spurgte hun med et smil og kørte en hånd gennem sit hår, så det ikke faldt ned i øjnene på hende.

Han bemærkede godt at han vidst havde ramt et ømt punkt, men sådan en ting, var ret let ved fremmede mennesker, man anede jo intet om deres fortid, eller fremtid, knapt nok nutid.
" Ja, det gør jeg.. Ind i mellem, hun bor her i Port angeles, et stykke her fra.. Så når hendes kærester, elskere, hvad de nu end er, ikke er der, så plejer jeg at sove der.. Hun har en ufattelig komfortabel sofa.." Han smilede skævt, en smule drillende.
Egentligt burde han nok få skaffet sin egen lejlighed, eller flytte hjem til sine forældre, men han kunne nu godt lide det her, at rejse rundt mellem folk. Han faldt sikkert til ro om nogle år, han havde ikke travlt.

Lily var taknemmelig over at han ikke spurgte ind til hendes falmende smil, for hun var ikke vild med at dele så personlige ting med fremmede.
Hun gengældte hans smil mens han snakkede, hun havde altid ønsket sig en ældrere søskend, som hun kunne fortælle alt og søge til for hjælp, men sådan nogle kunne man desværre ikke lige få. "Man lærer vel at sætte pris på rigtige senge, når man normalt sover på sofaen" sagde hun let tænkende og trak på skuldrene. Det var lidt svært for hende at forholde sig til hans liv, fordi hun jo ikke vidste så meget om ham, og også fordi at det var så anderledes.

" Man sætter pris på en sofa, når man har sovet på en rismåtte i 6 måneder.. " Han smilede skævt og trak let på skulderne, han havde brugt et par måneder i Thailand i starten af året, eftersom han var buddist, virkede det meget oplagt at besøge stedet for det hele startede, også selvom det var totusindende år siden.
Han vendte blikket ud af vinduet, det regnede stadigvæk, dog ikke helt så voldsomt som det havde gjort før. Efter han var kommet hjem, havde han sat lidt mere pris på regnen, eftersom det ikke jo ikke ligefrem regnede meget i Thailand..

Lily studerede ham med hævet øjnebryn eftersom hun antog at den eneste grund til at han havde sovet på en rismåtte, var at han var asiatisk. Men hun kunne ikke se noget tegn på det og sænkede sit øjenbryn igen. "Hvorfor sov du på en rismåtte?" spurgte hun, nu virkelig nysgerig. Hun satte sig lidt op i sin stol, lagde hovedet på skrå og blinkede lidt mere end hun plejede; en dårlig vane hun havde når hun var nysgerrig.
Hun fulgte hans blik ud mod gaden og regnen som stadig fyldte himlen med vand. For et halvt år siden ville hun have syntes det var deprimerende, men nu havde hun set værre, og var vant til det. Bare endnu en dag i Washington.

" Jeg boede i et tempel i Thailand nogen måneder, og der sover man jo altså på rismåtter.. Man vænner sig skam også til dem med tiden.. " Han smilede lidt, over hendes nysgerrighed. Han syntes det var ret typisk at folk altid spurgte om en masse ting omkring ham, men intet sagde om sig selv, han snakkede normalt ikke så meget, derfor tænkte han slet ikke over, at spørge dem om noget? Det var vel en dårlig vane, men sådan var han vidst bare, tilbageholdende, og nok lidt underlig.

Havde den dreng bare prøvet alt? Det virkede sådan. Hun smilede en smule jalous. "Hvilken form for tempel boede du i?" spurgte hun. Hun spurgte ikke hvorfor, for det var tit en ret privat ting hvis det havde noget med templer at gøre.
Det generede hende ikke at han ikke spurgte hende om noget, for der var ikke så meget at fortælle, og hun var mere komfortabel ved at lytte og spørge. Hun var også lidt bange for at han ville blive skuffet over at finde ud af at han snakkede med sådan en kedelig person. Så hun holdte sig til at snakke om ham.

" Buddist tempel.. Det vil altså sige at vi bruge det meste af tiden i en konstant søgen på nirvana.. " Når man sagde det sådan, slog de fleste folks tanker over på Kurt Cobain og heorin, men han havde jo altså også været buddist, hvilket jo var grunden til band navnet..
Egentligt ville han gerne flytte tilbage til Thailand, men det var ret dyrt, så indtil videre prøvede han abre at spare op til at kunne komme tilbage..

Hans svar overraskede hende lidt, men hun viste det ikke. Selv var hun atheist og havde svært ved at forestille sig, hvordan man kunne gå specielt meget op i sin religion. "Man føler ikke noget hvis man finder Nirvana, right? Altså hverken glæde eller smerte..."
Hun vidste godt en del om de forskellige religioner - ellers ville hun ikke have taget valget at trodse sine forældre og skifte religion - men hun var stadig bange for at sige noget forkert. Han gik tydeligvis meget op i det.