Hvad er det for en lugt? - til Ewan ^^

Årstid :: Sommer
Måned :: August
Vejr :: Solen er snart oppe men den er hverken kraftig eller let at få øje på pga. de store trætoppe.
Sted :: Midt i skoven et sted omkring en 300 meter fra "grænsen" til varulveland
Tid :: 6 om morgenen
Omgivelser :: Grantræer, en smule tåge og en masse jord.
Beklædning/Udseende :: http://www.burberryblog.com/upload/U3533P8T1D889300F916DT20090715113850.jpg - tasken

En afskyelig lugt ramte Ally som et slag fra en professionel bokser. Hun veg tilbage ved at snuble tre skridt bagud og holde vejret. Selvom hun holdte vejret var det stadig som om lugten sad i hendes næse. Hvad var det? Hun havde altid -siden hun blev vampyr- haft en meget fintfølende næse, men hun havde aldrig på den måde vejret utilpas ved en lugt; men det var hun ved den, for at sige det pænt. Nysgerrig, som hun var, tog hun varsomt tre skridt frem for at lugte det igen. Hun blev lige så overvældet, og trådte fem skridt væk denne gang, bare for at være på den sikre side. Hun havde været ude for at tænke over nogle ting der havde gået hende på de sidste par dage, men nu var hendes let-distraherede hjerne fokuseret på helt andre ting. Pludselig slog det hende som et lyn fra en klar himmel: Varulve. Hun havde fundet den meget omtalte grænse, som man ikke måtte krydse. Hun forstod pludselig bedre hvorfor ingen krydsede grænsen; det var psykisk umuligt. Glad for hendes nye opdagelse prøvede hun endnu engang at træde lidt frem for at teste hvor lang tid hun kunne udholde. 30 sekunder var svaret.

Ewan vrængede på næsen, der var en eller anden ret, klam lugt. Sødelig? Men ikke på en behagelig måde. Han var i ulve skikkelse. Pelsen var lysebrun, med lidt mørkere nuancer nogle steder. Og begge øjne kulsorte. Han var ikke helt sikker på, om det var en vampyr, eller et menneske der var i nærheden. Nogen var der, han kunne høre det bevæge sig, og det var uden tvivl, noget på to ben.
Han fulgte derfor lyden, og stod få sekunder efter, på grænsen. Det var en vampyr, lugten var uuholdelig. Det fik ham til at vrænge på den sorte snude, helt automatisk. Lissom at han kort efter, snerrede af hende. Hun var ret tæt på grænsen, så det var vel ikke komplet umoralsk at snerre lidt af kvinden? Eller måske var det, men det kunne vel ikke blive hans problem. Ganske vist havde han ikke et kobbel der kunne komme og jagte hende, lissom hun nok heller ikke havde en eller anden mindre vampyr hær gemt bag busken..
Han ville ihvertfald ikke risikere at forvandle sig tilbage til menneske skikkelse, før hun var langt væk, han ville helst ikke 'ædes' af en eller anden blodsuger.

Ally stivnede ved lyden af en snerren, ikke bare et forsøg på at snerre, som vampyre - fx hende selv - havde en tildens til at gøre, men en rigtig dyre snerren. Hun kiggede fremfor sig og kunne sagtens se den enorme skikkelse forude. Den var større end hun havde forventet, ikke lige frem normal ulvestørrelse. Den var til gengæld også alene, hvilket både chokerede og glædelig overraskede hende, for enten var den rigtigt alene, eller også lurede de andre bare i skyggerne omkring hende. Hun kiggede sig om hurtigt i paranoia, men hendes øjne hvilede hurtigt på ulveskikkelsen igen.
Det var jo bare en lidt stor hund, tænkte hun for sig selv, i et forsøg på at få sine muskler til at slappe lidt mere af, men hendes instinkter vidste bedre og forholdt sig derfor anspændte. Da den afslappede stil åbenbart ikke var den rigtige ifølge hendes krop, valgte hun en mere fjendtlig, og en snerren lød fra dybt i hendes bryst. Den var ikke så overbevisende som ulvens, men sendte stadig et vist signal om at hun heller ikke var helt fredelig. Hendes læber trak sig tilbage for at vise hendes glinsende hvide tænder under, og et lille smil var prikken over i'et i hendes advarsel. Hendes første møde med en varulv; det skulle nok blive interresant.

Hvis han kunne grine, havde han gjort det. Han fortrak ikke en muskel, blev bare stående og stirrede på hende, med de hvide, skarpe tænder blottet. Hvis han fandt en undskyldning for at angribe kunne han godt finde på det, men inditl videre, forholdt han sig bare stille.
Han måtte jo så bare håbe, at hun ikke ville sætte tænderne i ham eller sådan noget? Det var nu egentligt en køn pige, køn for en vampyr at være altså. Han trådte et skridt længere frem, bare for at vise, at han altså ikke var bange for hende, bare fordi hun viste tænder.. Farligere var hun vel heller ikke? Og hun var ihvertfald heller ikke nyfødt, for så ville hun allerede havde krydset grænsen, og sikkert også forsøgt at flænse ham i stykker. I stedet for at bevæge sig yderligere hen, eller løbe sin vej, satte han sig ned. Selvom ham sad ned, var han stadigvæk et godt stykke større end hende i højden, og selvfølgelig, megt bredere. Omkring 4 gange så stor faktisk. Han var ret stor for en i sin alder at være, og af sin 'normale' skikkelse at være.
De fleste af ulvene var jo meget muskuløse, han var ikke ligefrem nogen bodybuilder.

Hun betragtede den med hovedet på skrå, da ulven satte sig ned. Enorm, var et godt ord at beskrive den med. Hun var ikke så tilfreds med at hun blev nødt til at kigge op, for at se ordentligt på den. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre; det var størrelsen der havde hylet hende lidt ud af den. På den ene side var hun ikke helt tryg nok til at sætte sig ned ligesom ulven. Og det ville også virke lidt sært, mente hun. Hun vidste heller ikke om hun skulle sige noget, for ligemeget hvad hun sagde ville hun jo ikke få noget svar. En fin lille rynke havde formet sig mellem hendes øjenbryn mens hun havde tænkt. Tænk at idag var dagen hun skulle møde en varulv, og så var hun allerede i tvivl om hvad hun skulle gøre; ret dumt, hvis hun selv skulle sige det. Hun bed sig i sin underlæbe og skiftede vægten fra sit ene ben over til det andet. En dum menneskelig vane hun havde fået, men ulven ville nok ikke finde det mærkeligt, den var vel trods alt selv menneske inde under alt det lysebrune hår og de skarpe hvide tænder. Hun kiggede lidt på udtrykket ulven havde, og hun følte sig ret fornærmet. Grinte den af hende? Hun blev nødt til at vide det. Den kunne vel nikke eller ryste på hovedet. "Griner du af mig?" det kom ud en smule hånligt, men det var ikke sådan hun mente det, overhovedet ikke.

Ewan sukkede ud gemmen næsen, han svarede ikke på hendes spørgsmål, han ville ikke risikere en slåskamp, han havde bedre ting a give sig til, end at slås med vampyrer. Selvom det skam var ganske underholdende?
Han blinkede derfor bare med de brune øjne, uden at fjerne blikket fra pigen, eller nærmere, kvinden. Hvor gammel hun var, var svært at se. Det var ham sådan set også ligemeget, om hu var 5 år. eller 60.
Han rejste sig igen op, og forsvandt om bag den nærmeste busk, for at forvandle sig tilbage. Det var svært at genere en person, i ulve skikkelse, dog alligevel. en smule dumt i menneske. Men han tog chancen, han kunne jo altid forvandle sig tilbage.
Få sekunder efter, trådte han frem for busken, dog kun i et par løse brunlige shorts.

Ally kiggede nysgerrigt efter dyret som det forsvandt bag en busk. Hun vidste ikke helt hvad der nu ville ske; om den ville kalde på sine ulvevenner, om den ville flygte, eller måske ville den forvandle sig til menneske. Hun håbede på det sidste, og frygtede det første. Hun ville blive skuffet hvis den bare flygtede med halen mellem benene. Hun smilede for sig selv ved tanken om at det ikke var så metaforisk i netop denne situation.
Da drengen trådte ud fra budskadset kiggede hun på ham med en smule undren. Var det virkelig ham der havde 'gemt' sig inde i den gigantiske ulv? Hun fik med ét en forståelse for hvorfor mange så det som magi at der levede varulve og vampyrer.
Hun ventede stadig på et svar, men var ikke sikker på hun ville få et. Besluttet, var hun, på at hun ikke skulle bryde tavsheden igen. Det var hans tur, ifølge hende.

Ewan lagde armene over kors, hen over brystet. " Det kunne da aldrig falde mig ind? " Besvarede han sarkastisk hendes sidste spørgsmål, med et skævt smil, og et le thævet øjenbryn, som bare fremhævede sarkasmen endnu mere.
Selvfølgelig var han en del mindre end ulven, han var dog stadigvæk høj af et menneske at være, og med en del flere muskler, end hvad de normale fyre ellers bar rundt på. Og selvfølgelig den klassiske brune hud. Modsat hendes nærmest isblå hudfarve. Han var skam glad for ikke at være fast frosset på samme måde som hun var, og frosset var vidst det rigtige ord?

Ally brugte selv sarkasme, men hadede når folk gjorde det mod hende. Det var hendes ting! "Godt" svarede hun kort og en smule koldt. Hun kopierede hans stilling med krydsede arme og hævet øjenbryn; hvis han var uhøflig, var hun også. Da hendes hjerne for et øjeblik var udistraheret, fokuserede den øjeblikeligt på den forfædelige lugt der stadig hang i den stille vind. "Du lugter" mumlede hun mest til sig selv. Det var en dårlig vane hun havde - at tænke højt - men for det meste var hun jo alene, så det var ikke så tit et problem. Hun havde dog på fornemmelsen at han havde hørt det, og følte sig en smule uforskammet, men kun en lille bitte smule, for han havde trods alt heller ikke opført sig særlig høfligt?

Han grinte dæmpet, hans stemme var ret ru og hæs i det, næsten som om han var permanet forkølet.. " I lige måde.. Eller, faktisk så stinker du.. " Besvarede han hendes fornærmelse, det gjorde ham ingenting at hun var uhøflig, det ragede ham egentligt en høst blomst? Det var jo meningen at de skulle hade hinanden som pesten, og lugten var jo kun en del af det? Men de kunne jo ikke engang selv lugte, om det passede, på trods af at begge parter havde en ekstremt skærpet lugte sans.

Ally blev sur over hans fornærmmelse, så hun trak vejret dybt for at berolige sig selv. Hun kunne mærke stanken brænde i sin næse, og det var næsten ligeså slemt som ilden i hendes hals når hun lugtede blod. Hun hostede to gange, for at få den forpestede luft ud af sine lunger. Hvordan kunne han ikke selv lugte det, han havde vel også en skarp lugtesans? "Det gode ved at være naturlige fjender" sagde hun stille, men i en ligegyldig tone. "Hvor mange vampyre har du så dræbt?" spurgte hun i en hånlig stemme, fordi hun kunne forestille sig at varulvene holdte tal på sådan noget ligeyldigt konkurrence halløj.

Ewan trak på skulderne, " Det ved jeg sgu ikke? Et par stykker.. Det er ikke ligefrem en fritids interesse? " Han trak på de bedre skuldre og vrængede let på næsen, hun kunne jo bare lade være med at trække vejret, han var jo tvunget til det, vil mindre han ville kvæle sig selv?
" Hvor mange uskyldige mennesker har du dræbt for nyligt? " Spurgte han i stedet hende, med et lidt spydig tone, tydeligvis pakket med foragt for deres livs form. Men det var vel ikke alle der valgte det selv, men de kunne altid vælge, at blive slået ihjel. Ulvene havde jo intet valgt, så snart de var transformerede, hang i det for altid, og de aldre ulve kunne høre ens tanker, så man kunne ikke skjule sig selv?

Ally havde intet imod at han havde dræbt vampyrer, for det var jo det han var skabt til. "Virkelig? Der er da ellers nok at dræbe her omkring" sagde hun og trak på skuldrene. Hun vidste at hendes svar ikke ville få ham til at hade hende mindre, højst sandsynlig tværtimod, for hun havde trods alt dræbt ret mange, selv for en vampyr. Det gav hende en vis stolthed, som ingen kunne tage fra hende, og slet ikke en dum varulv. "fornyligt? Det er svært at sige... stoppede med at tælle for ca. 150 år siden," sagde hun i en tone der lød som om hun snakkede om vejret. Hun smilede et skævt smil. Ville han blive overrasket over hendes alder? Hun vidste det ikke, men var også ret ligeglad. Hun var idet hele taget ret ligeglad med alles meninger om hende og hendes livsstil.