Som et rovdyr i natten.. ~ Daniella (:

Årstid: Sommer
Dag: Lørdag
Tid: Midt om natten
Omgivelser: Butikker og huse og skumle gyder. Og Dani selvfølgelig
Vejr: Det er køligt, og overskyet

Bill tog en dyb indånding, og mærkede de mange lugte, strømme ned i hans lunger, og opfylde ham. Lugten af fugtig asfalt, bilos, de svage, og nogle gange stærkere, dufte af mennesker der festede og hyggede sig i natten, vinden, der bragte mange forskellige dufte med sig, skorstensrøg og duften af haverne, der puttede sig bag ved de små hjem, der lå fordelt i gaderne. Han lod så sit natsorte blik glide langsomt hen over byen, der strakte sig foran ham, og sukkede veltilpast. At føle sig som et rovdyr på jage - Så dødbringende, skræmmende og alligevel mystisk lokkende på hans ofre. At kunne sno hvem han ville, om hans kridhvide lillefinger. Han elskede følelsen af at et enkelt blik, var nok til at få de mest naive af pigerne, til at følge med sig. Forføre dem, charmere dem i et farligt begær, der altid kostede dem deres ynkelige liv. Mennesker kunne virkelig være forfærdeligt dumme. Men ret skal være ret, tænkte han for sig selv - Da han mødte Claire, var han også parat til at gøre hvad som helst, for at tilfredsstille denne her smukke, skræmmende kvinde. Og han havde været dum, ligeså dum som alle mennesker var, og det resulterede i at han var blevet forvandlet. Men sikke dog et liv, hun havde skænket ham! For slet ikke at tale om Daniella! Hun var dog, uden diskussion, det bedste der var sket for ham. Han vendte sig om mod hende, fra sin udkigspost i skyggerne, trak hende blidt, men alligevel hårdt for et menneske, ind til sig, og kyssede hende let på munden. Hans tænder kom til syne, da han smilede skævt til hende, efter at have sluppet kysset.
"Skal vi få jaget nogle mennesker?" Spurgte han hende om, og hans smil blev en smule bredere, ved ordene. Jagt var det bedste han vidste, udover at være sammen med Daniella. Og nu kunne han kombinere det. Fantastisk. Han næstede hoppede af begejstring og iver, efter at komme i gang med den snarlige jagt.

Gaderne.. Så mørke og kolde.. præcist som de to vampyrer der stod på gaden, parat til at jage.. Fanden tage at det hele var overskyet. Det var så utroligt smukt når det var stjerne klart og man kunne se månen der kastede månelys ned på jorden, og fik træernes kroner til danne skygger på jorden. Det bedste, efter Daniellas mening, var de stjerneklare nætter, som hun kunne bruge på at jage, eller nyde med de personer hun elskede mere end noget andet i dette udødelige liv.. Om natten var skovene, floderne, med mere ikke overrendt af alle mulige mennesker som man behøvede holde sig fra, eller falde ind blandt.. Nej man kunne næsten altid være sig selv i de stille nattetimer, og man behøvede ikke frygte at mennesker så dem. Byen var selvfølgelig en undtagelse. Der måtte man være på vagt for festende mennesker. Men angående at man ikke behøvede at frygte mennesker måtte man alligevel være på vagt.. Ét blik for meget og man var nød til at slå mennesket ihjel så de ikke opdagede vampyrernes, eller for en anden sags skyld varulvenes, hemmelighed. Daniella kiggede undersøgende på den bygning der var til højre for dem og lod blikket hvile mod et edderkoppespind. I dette øjeblik sad der en edderkop og fortærede en flue.. Om et øjeblik var hun og Bill edderkoppen, og nogle uskyldige mennesker ville være fluen. Forsigtigt lod hun en finger køre blidt hen over spindelvævet uden at ødelægge noget, men uheldigvis kom hun til at skræmme edderkoppen væk. Hun hævede forsigtigt et øjenbryn og så ned i jorden et øjeblik inden hun vendte sig mod Bill i samme øjeblik som han vendte sig mod hende. Hun lod sig føre ind og trykkede blidt hendes bryst mod hans mens hun besvarede kysset intenst inden de begge slap kysset igen. Hun lo lavmælt og svarede; "Ja kæreste." I samme øjeblik hun svarede ham kunne man høre en høj skinger latter fra en kvinde i baggrunden. Instinktivt drejede hun hovedet i den retning lyden kom fra og hun kunne i første omgang ikke få øje på mennesket der havde lavet denne skingre latter. Hun kyssede forsigtigt Bill på halsen og lukkede øjnene i et øjeblik, og lod alle de utroligt dufte fylde hendes næsebor endnu engang. Desværre var det Bill hun nemmest kunne dufte, og det var svært for hende at koncentrere sig om at finde andre lugte.. Hun trak sig en smule væk fra ham igen og tog en dyb indånding. To sekunder efter kunne hun lugte mennesker.. Ikke kun ét, men hele tre styks. så vidt hun kunne lugte var det alle piger.. Hun åbnede øjnene og nu fik hun øje på de tre piger helt henne i den anden ende af gaden. Hun vendte roligt sit blik mod Bill og nikkede opfordrende om at det var dem de skulle have fat i.. De havde alle tre utroligt stærke dufte.. Det var ikke hundrede procent deres egne, for de havde parfume på så vidt hun kunne lugte. Men, nøj, hvor var det nogle fantastiske dufte der strømmede fra de tre piger. Det var dem hun ville have.


//Kreativitet i fingerne : D//

//Det skal jeg lige love for, psyko D: Hvordan skal jeg kunne besvare det!? //

Bill så hendes blege, spinkle finger, røre edderkoppe-spindet, og en ufrivillig gysen løb igennem hans krop. Som menneske, havde han haft en fobi for de behårede monstre, men som vampyr, var hans afsky knap så stort, men rædsel sad stadig i ham, som en skygge, der aldrig ville kunne hviskes væk. Han kiggede hurtigt væk, men kunne ikke dy sig for at kigge efter den igen. Han måtte jo sikre sig, at den ikke kravlede han imod ham. Så kiggede han på Daniella, med et drillende smil.
"Nu holder jeg dig altså aldrig mere i hånden, når du har rørt ved det spind der! Tænk på hvem der har lavet det!" Hans stemme var lavmælt og blød, trods det drillende tonefald, men han var alligevel sikker på, at Daniella kunne høre hvert et ord. Hvert et åndedrag, og det ikke kun fra ham af, men også fra menneskerne. Menneskerne... Der var mennesker i nærheden, tættere på end før, og de kom stadig nærmere. Han fik snart efter øje på dem, hans lugtesans viste ham hvorhenne de var, og han drejede langsomt hovedet, og betragtede pigerne. De var let berusede, men ikke nok til at deres blod ville smage dårligere af den grund. Det kunne det nogen gange gøre, hvis hans ofre var meget fulde. Så kunne man smage alkoholen. Men så fulde var de her ikke! Hans øjne glitrede, og smilede, ved tanken om det snarlige, varme blod, der ville glide ned i hans brændede hals.
"Mmmm, de lugter satme saftige, gør de ikke smukke?" Spurgte han stille Daniella om, og begyndte automatisk at gå over mod dem, med små, rolige skridt. Han måtte virkelig tage sig sammen, for ikke at spurte afsted, og flyve på dem. Men havde været vampyr i et stykke tid, han kunne styre sig. I hvert fald nogle få minutter endnu, tænkte han grumt.

Han lyttede, let hovedrystende til hendes snak, men kunne jo alligevel se fornuften i det hun sagde. Ikke fordi det gjorde ordene og edderkoppen mindre kvalmende.
"Jeg kan ikke lide dem nej." Svarede han kort, og vendte hurtigt blikket væk.
Hendes næste ord, kunne han lidt bedre lide. For de lugtede nemlig fantastisk ja. Men det gjorde de fleste mennesker jo. Men hvis de var kønne, gjorde det dem nu automatisk lidt mere indbydende og appetitlige. Han gik ved siden af Daniella, tilpassede sine skridt til hende, og sørgede for at gå roligt. De nærmede sig hastigt pigerne, og da de trådte ud fra et stort træs skygge, standsede pigerne brat op, helt mundlamme.
"Godaften piger." Sagde Bill blødt, med sin charmerende, syngende stemme, og sendte dem et let smil. Ikke så fantastisk som han kunne gøre det, men smukt alligevel, og det gjorde pigerne mundlamme. Han kvalte den latter, der boblede i ham. Han elskede altså det her. Det var så fantastisk, at være så stærk!
"Kunne I ikke tænke jer, at slå følgeskab med mig og min veninde her?" Han gjorde en håndbevægelse mod Daniella, der stod ved hans side, og kiggede dem ind i øjnene, en efter en. Nu da de var så meget tættere på, var deres dufte endnu mere overvældende. Pigen længst til højre, kunne han bedst tænke sig. Hun var den kønneste af dem, og duftede også bedst syntes han. Hvis ikke Daniella havde nogle indvendinger, var det hende han skulle have. Så kunne Daniella måske tage en af de andre, og de kunne dele den sidste. Fantastisk. Alle de tanker løb igennem hans hoved, mens han kiggede venligt på dem, med sine natsorte øjne.

Han skævede let til Daniella, i et splitsekund, da hun fortsatte hans sætning. Han boblede af latter indvendigt. Ja, de skulle så sandelig nok få dem sikkert hjem. Det var der ingen tvivl om. As if!
I stedet for at sige dette, nikkede han blot ivrigt, så en tot af hans sorte hår faldt ind over hans øjne, og han strøg den langsomt væk, og sendte pigerne et varmt blik. Det var så nemt for ham. At flirte og charmere pigerne, indtil de lod paraderne falde, opgav alt forsvar, og bare gik med dem. Han vidste jo, at det ville ske på et tidspunkt, så hvorfor gav de ikke bare op med det samme? Det ville spare dem alle sammen tid. Men skidt. Han elskede udfordringer.
Pigen til venstre virkede stadig tøvende og tvivlende, og i den grad utilpas ved situationen. Men Bill kunne se på hende til højre, at hun var ved at give op. Hun smilede skævt til Bill, og blinkede tåbeligt med det ene øje. Hun flirtede med ham! Utroligt. Troede hun virkelig, at han kunne finde på at have noget med hende? Men ligemeget, det gjorde det så meget nemmere og sjovere. Han gengældte hendes smil og blik.
"Jeg tager med!" Afgjorde hun, og gik hen til Bill. Hun stillede sig i nærheden af ham, og så afventende på sine veninder.
"Hvad siger I piger? Kom nu!" Den miderste, den mest fulde af dem, begyndte også at blive blød. Hun så tøvende på Daniella, og derefter Bill. Så sin veninde, som stadig stod på sin plads, og bed sig nervøst i læben.
"Hvad siger du Hayli?" Spurgte hun så lavmælt, at hun sikkert ikke troede at Daniella og Bill kunne høre hende. "De ser altså ikke farlige ud, eller særlig stærke. Vi kan da nemt løbe fra dem hvis det skulle være det?" Fortsatte hun hviskende, og Bill overhørte muntert hvert et ord. Som om de kunne rende fra dem.

Han lyttede muntert til deres snak, både det de sagde til ham og Daniella, og det de hviskede om indbyrdes. Det hele kunne de jo høre. Han smilede hurtigt for sig selv, men sendte alle 3 pigerne et charmerende smil, da de sagde at de ville følges med dem. De skulle bare vide, hvor meget de ville fortryde deres beslutning.
"Det glæder mig piger. Måske skulle vi præsentere os for hinanden?" Han så spørgende på dem, og lagde så en hånd på sin brystkasse, med ordenen:
"Jeg hedder Bill, og det her er min... veninde, Daniella." Han lagde let en hånd på Daniellas skulder, og smilede blidt til hende. "Og hvad hedder så I?" Han så igen på dem, men lod sin hånd ligge på Daniellas skulder et par sekunder endnu. Så lod han den falde ned langs sin side. Han tog en dyb indånding, uden at det virkede alt for tydeligt, og benyttede sig så af lejligheden, til rigtigt at dufte til deres blod, der pumpede rundt i årerne, inde bag deres hud. Han længtes efter at sætte tænderne i dem, men han måtte vente lidt endnu. Til det rette tidspunkt. Og det rette tidspunkt var ikke her, midt på en gade, hvor der kunne komme folk vandrende når som helst det skulle være. Og det ville ikke være en god idé. For så ville de blive nødt til at slå alle folk på gaden ihjel. Og det så han alligevel ingen grund til. Han dræbte kun for at spise. I starten havde det ligeså meget været for morsomheden i det, men nu dræbte han ikke overflødigt.


//Really sorry længden, men jeg er ret så ukreativ lige nu -.-

//Det er jo ikke størrelsen, men gørelsen. Citat af Pernille. : D//

Et koldt smil placerede sig på hendes yndefulde læber, og hun grinede en dæmpet pige latter. Det ville slet ikke virke unaturligt. Hendes grin lød lykkeligt, og ikke spor triumferende eller ond på nogen måde. For menneskeene lød det bare som om hun var glad for at de tog med. Og det var hun jo sådan set også. Mens Bill præsenterede dem smilede hun let og kunne ikke lade være med at klukke lavmælt. Veninde, gentog hun i hovedet og sendte ham et kort drilsk blik, da deres øjne mødtes, inden de begge drejede ansigtet væk fra hinanden. Hun kiggede dernæst ventende på pigerne som gentog deres navne for at printe det i deres hukommelse. "Hej." svarede hende der havde stået længst mod højre. Daniella sendte hende elevator blikket mens pigen begyndte at snakke; "Mit navn er Piper," kom ordene ud af hendes mund. Daniella fortsat lod blikket hvile på Piper. Hun var langt den kønneste af de tre piger. Langt smukt hår, en slank krop med smukke kvindelige former, og et rigtigt kønt ansigt. Men hvad skulle hendes kønne udseende hjælpe når hun alligevel blev slået ihjel om lidt? For Daniella var hendes ofres udseende ligegyldigt. Hun målte på frygt og duft. Resten var faktisk lige meget.. "Det her er Hayli." fortsatte hun og pegede på Hayli som Daniella havde valgt som sit offer. "Og dette er Miranda." afsluttede hun og pegede på den sidste pige.. Daniella nikkede roligt og lod et blik glide hen over Miranda. Også en køn pige. Det var de alle tre faktisk. "Davs Piper, Hayli, og Miranda." smilede hun venskabeligt. "Har i tre fået for meget at drikke? For hvis ikke så vil jeg utroligt gerne et eller andet sted hen og drikke." mumlede hun, da hun havde en fornemmelse af at der var for mange i byen. De ville ikke kunne dræbe midt på gaden.. De måtte finde en gyde eller sådan noget. Satans med Seattle. Den by var så indviklet. Hun skævede rundt for at finde det bedste sted at myrde dem.
I modsætning til Bill, tog hun ikke bare blod for at blive mæt. Ikke altid. Det var ligeså meget det at dræbe. Selve stemningen. Det var en utrolig rus hun følte når hun slog ihjel, og hun blev meget nem overreageret. Hun elskede simpelthen jagt. Jagt var noget af det mest fantastiske ved at være vampyr. Der var ingen ord på den følelse hun brandte inde med når hun jagteed. Ingen ord.. En stærk brænden i hendes hals fortalte hende at hun snart ikke kunne holde sig tilbage mere.. Hun sendte Bill et hurtigt sigende blik, og strøg kort en hånd over sin hals, for at fortælle ham at nu skulle det være nu.

//Wauw, jeg er aldrig blevet citeret før! I hvert fald ikke på skrift? xD //

I modsætning til Daniella, lod det til, dræbte Bill ikke kun hvem som helst. Han ville have, at hans ofre var kønne, eller i hvert fald havde en dejlig blød hud. Og hvis han for eksempel var i Seattle en sen aften, og blev vidne til en voldtægt eller et overfald eller sådan noget, dræbte han altid gerningsmanden, og lod offeret stå tilbage i chok. De fortalte aldrig nogen hvad der var sket. De frygtede følgerne, eller var bange for at folk ville tro de var sindsyge. Og det ville folk helt sikkert tro, hvis de begyndte at plapre op med det. Og på den måde, følte han sig ikke som et monster. Han gjorde en god gerning, friede verden for sådan en forfærdelig undskyldning for et menneske, og fik samtidig stillet sin tørst. 2 fluer med et smæk. Men det de skulle til nu, var ikke. pigerne var ganske harmløse, det var han sikker på, men deres forbrydelse var nu alligevel at de lugtede så godt. Det kunne skade dem. Og det ville det. Hans automatiske, hjerteknuser-smil, sad stadigvæk på hans læber, og lokkede pigerne uden ord. Han kunne se lysten i deres blikke når de så på ham, og den tydelige jalousi, men alligevel tiltrækning, når de så på Daniella. Et menneske kunne til hver en tid komme til at føle sig tiltrukket af både kvindelige og mandlige vampyrer. Det var umuligt andet, når de så ud som de gjorde.
Han fangede Daniellas lille besked, og vidste at hun havde gjort det så hurtigt, at menneskepigerne ingenting havde set. Og hvis de havde, så det højest ud som om, at Daniella havde kløet sig på halsen, eller noget i den stil.
"Ja, kunne I ikke tænke jer noget at drikke piger? Jeg kender et godt sted, en gade eller 2 herfra, hvor der bliver blandet de bedste drinks. Jeg giver!" Han sendte dem et par indsmigrende smil, og vidste med sig selv, at for et par piger, der allerede var lettere berusede i forvejen, var det et tilbud, de ikke kunne sige nej til! Gratis drinks, med et par langt over gennemsnittet smukke unge mennesker. Folk ville kigge efter de 2, og dermed også dem. Han kunne se den sidste rest af modstand smelte væk fra deres lettere tågede blikke, og de nikkede alle som en.
"Så lad os komme afsted!" Afgjorde hende i midten, den unge pige ved navn Mirande, og pigerne på hendes side, nikkede enigt, og den lille flok begyndte at gå afsted, i irriterende langsomt mennesketempo. Han havde mest af alt lyst til, at svinge pigerne over skuldrene, og sætte i vampyrløb afsted. Men nu var et dårligt tidspunkt at de begyndte at skrige. Derfor bed han tænderne sammen, og gik i samme tempo, blot en lille smule hurtigere. De fik pigerne til også at sætte farten lidt op, og snart var de ved at være væk fra menneskemængden. De drejede om et hjørne, og gaden de nu stod og så op, var mennesketom. Ikke et øje var der i nærheden.
"Er I sikre på at det er den her vej? Jeg kan ikke høre noget?" Piper snakkede. Hvis der var en bar i nærheden, ville der også være musik og mennesker på gaden, der tullede rundt i deres fuldskab.
"Stensikker, det er lige herhenne ad!" Han lagde en kold hånd på Pipers ryg, og automatisk begyndte hun at gå. De andre fulgte med, mere tøvende end før. Så kiggede han kort på Daniella, vekslede et blik med hende, og så skubbede han brutalt pigerne væk fra fortorvet, og ind i den gyde de næsten havde passeret uden at få øje på. Pigernes forskrækkede skrig nåede aldrig ud, for da de faldt ned på den snavsede jord, blev luften slået ud af dem, og skriget blev kvalt.
Han gik ind i gyden, og hen mod pigerne, med lydløse, bløde skridt.

Bill kunne tydeligt mærke Daniellas uudtalte frustration og utålmodighed, og var derfor også lettet på hendes vegne, da de nåede til en gyde. Der var tilpas mørkt, men alligevel ikke så mørkt, at man ingenting kunne se. Bare så mørkt, at det gjorde alting mere mystisk og uhyggeligt. Hans indre smil dukkede lidt frem, og hans tænder glitrede let i lyset.
Da han havde skubbet pigerne ind i gyden, fulgte han hurtigt selv efter, og stod et øjeblik og betragtede dem. Daniella spildte ikke tiden, og var snart i gang med Hayli. Blodet fra pigen distraherede ham, men han modstod trangen til at overtage pigen, og vendte i stedet sin opmærksomhed mod de 2 andre. Miranda var næsten bevidstløs, så der skulle kun et let slag over nakken til at hun besvimede helt. hende kunne de tage bagefter, og eventuelt dele hende. Nu ville han bare have Piper, og det skulle være meget, meget snart! Da Piper havde ramt jorden, var hun ikke kommet synderligt til skade. I hvert fald var hun allerede på benene igen, og forsøgte sig med svage, vaklendme skridt, at forlade gyden. Tårerne gled ned af hendes kinder, ligeså meget af sorg for sin veninde Hayli, som af frygt og smerte. Bill indhentede hende, på en tiendedel af et sekund, og greb fat i hendes arm. Han klemte næsten ikke til, men pigen kunne ikke røre sig ud af flækken alligevel. Det forhindrede hende dog ikke i at forsøge. Men hun indså snart, at det var umuligt. Hun ville aldrig kunne stikke af fra Bill, aldrig. !
"Hvor skal du hen søde? Bliver du ikke lidt endnu?" Spurgte Bill hende om, og hans stemme blev glat som silke, og sød som honning. Men det pigen netop havde været vidne til, gjorde at hun var totalt immun over for Bills lokkende og charmerende stemme, og for første gang, kunne Bill ikke bruge det som våben. men skidt.
Han kunne lugte hendes frygt, høre blodet der rasede igennem hendes årer, mærke hendes puls. Det gjorde ham ophidset, og han førte blidt hendes arm, op imod hans læber, og han berørte blidt huden på hendes håndled, med sine blodløse læber. Han kunne mærke den taktfaste, lette dunken, der var hendes puls. Blodlugten var endnu stærkere, på så kort afstand, og han vidste, at der kun ville gå få sekunder nu.
Hurtigt kiggede han på Piper, og så på hende, med udtryksløse øjne.
"Du skal snart dø Piper. Jeg ville ønske at jeg kunne forklare dig hvorfor, men det eneste jeg kan sige er, at hvis du var vampyr, og mødte et menneske, der lugtede ligeså godt som dig, ville du forstå hvorfor jeg intet valg har. Farvel." Hans tænder gled igennem hud og sener, som var det lavet af smør, og han mærkede de første bloddråber ramme hans tungespids. Syg af tørst, sugede og sluprede han hendes blod i sig, og i takt med at hun mistede store mængder blod, blev hendes spæde forsøg på modstand svagere og svagere, for til sidst at forsvinde helt. Med et sidste, lysløst suk, gled pigen ind i ubevidstheden. Det var hun sikkert lettet over, tænkte Bill åndsfraværende. For med ubevidsthed, forsvinder smerterne også, og det var det eneste Bill kunne unde hende. At hun ingen smerter følte. For det var helt umuligt, at han kunne undgå at slå hende ihjel. Han var simpelthen for tørstig, og hun var simpelthen for lækker. Og det ikke kun hendes blod. Egentlig var det lidt trist, at sådan en smuk pige som hende, skulle dø, inden hun overhoved begyndte at leve. men det kunne han ikke tage sig af lige nu. Han lukkede af for tankerne, og koncentrede sig blot om at drikke og drikke og drikke...

Pigen blev tømt for blod, hurtigere end man skulle tro muligt, men det hjalp jo også en del, når man bed de steder, hvor blodet strømmede allerkraftigst. Det nærmest fossede ud, gennem bidehullerne, og han sluprede det i sig, som et menneske bæller cola. Bare med den enkelte forskel, at blod smagte tusinde gange bedre end cola nogensinde havde gjort. En stille, klukkende latter lød fra hans læber, der glinsede af blod, da han gav slip fra det nu kridhvide lig, som faldt sammen for fødderne af ham. Han knælede ved siden af pigen. Hun så underlig flad ud, men hun havde jo også lidt mistet 4-5 liter blod, så var det da klart, at man så lidt sær ud. Alligevel var hun smuk i døden, hendes mørkebrune øjne stirrede tomt op himlen, stivnet i rædsel. Men trods rædslen, fornemmede man alligevel den ro, der hvilede i dem. Hun havde fået fred nu, og intet ville længere kunne skade hende. Han strøg blidt en kold hånd over hendes kind, kærtegnede den kort, undskyldte tavst, for at have taget hendes liv. Han var sku' blevet så sentimental her på det sidste. Gjorde hans kærlighed til Daniella, at han havde sværre og sværre ved at føle glæde, ved andre væseners smerte? Tanken om, at Piper aldrig mere ville komme til at opleve samme kærlighed, som han og Daniella havde sammen, gjorde ham lidt trist til mode. Mens han skød følelsen fra sig, lukkede af for den, lukkede han hurtigt hendes øjne, med 1 fingerspids, på hver øjenlåg, og rejste sig så fra hende. Han så sig kort omkring, og fik øje på Daniella og Miranda, der stod lidt derfra. Pigen, Miranda, stirrede blændet af skræk på Bill, der gengældte hendes blik, med udtryksløse øjne. Daniella stod med den ene hånd på hendes skulder, og det lignede næsten at hun trøstede hende. Meget u-Daniella-agtigt. Han smilede let, ikke til Miranda, men til Daniella, og gik så hen til dem. Hans øjne så kun Daniella. Nu da den værste blodtørst var stillet, brændte en følelse af lyst igen i hans krop, en lyst til at mærke Daniella, føle hende, kysse hende, og elske med hende. Han tog fat om hendes hoved med begge hænder, og kyssede hendes læber, med sine bloddryppende læber. En af dråberne landede på Mirandas arm, og med et skrig sprang hun væk fra dem, og forsøgte sig med endnu et flugtforsøg. Ærgeligt lod Bill sine hænder falde, og fløj efter Miranda. Han indhentede hende i vampyrfart, og bragte hende roligt, og uden et ord tilbage til gyden. Han havde en hånd for Mirandas mund, og forhindrede dermed hendes skrækslagne skrig og råb om hjælp, at komme ud. Han bragte hende med hen til Daniella igen, og så på hans elskede, med ømhed i blikket.
"Skal vi tage hende sammen?" Foreslog han, og tog sig ikke af Mirandas desperate ryk og små-spark. Det var ligesom at blive generet af en flue. Irriterende, og han fik lyst til at klaske hende. Han snurrede Miranda rundt, i en hurtigt bevægelse, så hun stod klinet op af ham, med ryggen op af ham. Han hviskede hende lavmælt og sukkersødt i øret.
"Bare rolig skat, du skal ikke lide meget længere. Jeg beklager, at du var vidne til dine veninders død, men dine psykiske og fysiske smerter, vil snart være ovre. For du skal dø, ligesom dine venner." Hendes hjerte hamrede desperat i hendes bryst, og han kunne mærke rytmen i sin arm, der lå henover brystet på pigen. Hendes puls bankede også i hendes hals, lige ved Bill's ører. Lyden var næsten hypnotiserende, og Bill's åndedræt blev mere hæst, og blodtørsten blev mere udtalt igen. Han ville også have denne her piges blod. Piper's blod havde ikke været nok for ham, og han ville have mere.

Han lukkede kort øjnene i, da han følte hendes bløde, med dog alligevel sært faste hænder, kærtegne hans følsomme krop, og han gøs let ved sig selv. Tanken om, hvor let det var for vampyrer at blive distraherede, var faktisk lidt skræmmende. Han kunne være midt i en jagt, men et enkelt blik eller et enkelt kærtegn fra Daniella af, var nok til at få ham til at opgive jagten, blot for at nyde godt af Daniellas tilstedeværelse. Hun gjorde noget specielt ved ham. Og derfor elskede han hende, så utroligt meget mere, end han nogensinde havde elsket før. Han ville gøre alt for denne spinkle, unge kvinde, der stod foran ham, og gengældte hans brændende blik. Derfor var hans irritation stor, da Miranda ødelagde øjeblikket, og stak af. Han kunne godt have stået sådan, bare lidt længere, sammen med Daniella. Men skidt, der var altid tid til det senere. Tid var jo det vampyrer havde mest af. Det havde langt de fleste evigt af.
Han blinkede ikke, rørte ikke en muskel, da Daniella svang hende en lussing. Han havde set hende løfte hånden, næsten inden hun rent faktisk gjorde det, så der var sjældent noget der overraskede eller overrumplede ham. Hans reflekser var perfekte. Man så alt, hørte alt og lugtede alt. Fantastisk.
Han mærkede gåsehuden, bryde ud på sine arme, ved hendes blide, fjerlette kys. Sådanne kys, kunne tit være mere intense, end et vildt snav. Og tit ligeså fantastisk. Han lod sine blege, spinkle hænder glide op og ned af Daniellas ryg et par gange, for til sidst at forsvinde op i hendes lange, duftende hår. Han lod fingrene glide igennem det, nød at mærke det silkeagtige hår mellem sine fingre, nød at se det slå smut, i månens sparsomme lys, da krøb ind i gyden.
"Du er så smuk, så smuk..." Hviskede han, kunne slet ikke lade være. Det var overflødigt, for selvfølgelig vidste Daniella, at hun var smuk. Det var alle vampyrer. Men derfor var det tit rart at få det af vide. Og hvis Daniella synes det var rart, ville han ikke tøve med at fortælle hende det, igen og igen og igen. Alt for at gøre hende tilpas. Han ønskede ikke andet for hende, end at hun skulle være lykkelig. Lykkelig og glad, resten af hendes uendelige liv. Han kyssede blidt hendes snehvide pande, derefter hendes bløde, perfekt formede næse, og til sidst hendes lokkende, let lyserøde læber. Det bedste til sidst. Han lod blidt sin tunge glide ind, i et romantisk, kærligt tungekys, og slap det efter nogle få sekunder.
Så vendte han sit sorte blik mod Miranda igen, og så på hende, med et venligt smil. Men dog et lidt overbærende smil. Det var måske sådan, en pædagog ville smile til et 3 årigt barn. Lidt nedværdigende. Men han var ligeglad, i dette øjeblik. For hun var under ham, lavere rang end han, og hun skulle dø. Alt var ligemeget.
"Det er sødt af dig elskede, men det ville jeg aldrig gøre," svarede han Daniella, og kiggede igen hans eneste ene i øjnene, med et blik der smilede ligeså kærligt som hans mund. Han greb åndsfraværende fat i Mirandas arm, og bed hende i håndledet, så blodet startede med at strømme ud. Hun skreg ikke. Underligt. Han kiggede på hende, og så til hans morskab, at pigen var besvimet af skræk. Nå skidt. Så led hun jo heller ingen smerte. Det gik op for ham, at han egentlig, i dette øjeblik, ville have været ligeglad, hvis hun havde lidt. Lige nu, fyldte Daniella hans tanker i sådan en grad, at han ikke kunne føle noget for andre. Den dårlige samvittighed ville nage ham, så snart Daniella ikke var i nærheden.
Han satte læberne for såret, og sugede blod til sig. Pipers blod havde smagt en del bedre, og han rynkede svagt på næsen. Pigen her, Miranda, havde haft mere alkohol i blodet, end først antaget. Han stoppede med at suge blod, og så op på Daniella med et irritabelt blik. Han gav slip for Miranda, så hun landede for fødderne af dem begge 2. Han så ned på hende.
"Hun smager ikke specielt godt. Du må gerne få resten." Det lød næsten som om han snakkede om en pose slik. men det kunne han vel også godt kalde hende.

Han lyttede til hendes ord, og hans mørke øjnebryn, rynkede sig i en hånlig grimasse, dog var hans blik ligeså kærligt som altid. Han kunne aldrig se på Daniella, med ægte hån i blikket.
"The Beast?" Hans bløde, varme latter lød i gyden, som stille musik, og så stoppede latteren, ligeså stille, og blev erstattet af et varmt, glitrende smil, der lyste hans dystre ansigtsudtryk op, og fik ham til at se fuldkommen anderledes ud; glad og afslappet. Sådan som han var, når Daniella var hos ham. Der var ingen grund til at have det på nogen anden måde. Han lo, fordi det hun sagde var så absurd i hans ører, men alligevel kunne han godt se hvad hun mente. De var jo begge 2 overnaturligt smukke, sådan havde vampyrgiften forandret dem, men når han så på Daniella, følte han selv, at hans skønhed blegnede. Ved at studere hendes perfekte ansigtstræk, hende bløde læbers perfekte bue, hendes markerede kindben, hendes dybe, sorte blik, hendes snehvide hud, og hendes regelmæssige perlerække af tænder, der ofte blev blottet i et hjerteknuser-smil, når deres blikke mødtes, følte han sig ikke længere smuk og overlegen. Han følte sig tilbedende, og sårbar. Hans liv lå i hænderne på Daniella. Hvis hun gav slip, lod deres forhold blive knust, ville han blive knust også. Han havde aldrig følt sig mere sårbar og svag i hele sit liv, og alligevel kunne han ikke tage sig af det. For hvis det var prisen, for at opleve den kærlighed, som han og Daniella delte, var det en pris som han var villig til at betale. Og det havde han gjort. Opgivet alt modstand, og ladet sig falde ind i kærlighedens trygge favn. Trygge, men på skræmmende vis, alligevel lunefulde. Få ord, udtalt af Daniella, kunne ødelægge ham totalt. Ligesom få andre ord, kunne sende ham ind i en ekstase. Kærlighed var en underlig størrelse, tænkte han forundret.
Da Daniella fjernede sig fra ham, og sugede Mirandas årer tøre for både blod og gift, betragtede han hende blot tavst, betragtede hendes læber, der roligt sugede blodet til sig, hendes bløde tunge, der fangede dråberne, og hendes hænder, der holdt fast om pigen. Så yndefuldt hun kunne gøre det. Han var sikker på, at han ikke selv så halvt så elegant ud. Men alligevel var det ikke misundelse, over Daniellas perfekte bevægelser, der fløj igennem hans hoved. Det var stolthed - han var så stolt over, at dette væsen, elskede ham. Og han kunne ikke regne ud, hvad han havde gjort for at fortjene det. Men noget havde han åbenbart gjort, og Daniella elskede ham, med lidt held, ligeså højt som han elskede hende. Selvom man ikke skulle tro at det var muligt.
Da hun roligt rejste sig op, med en mine, der udtrykte, at dette her var hverdagsstuff, og gik hen i mod ham, mærkede han hvordan hele hans krop spændtes, og hans øjne brændte sig ind i hendes, med en intensitet, der kunne sætte ild til ting. Hans arme snoede sig om hendes lille, fine krop, og han nød følelsen af hendes hænder om hans nakke. Han kastede sig ind i kysset, glemte tid og sted, lukkede øjnene, og gav den alt hvad han havde. Hans bløde læber omsluttede hendes, og hans tunge kærtegnede hendes, og sådan stod de i længe. Så trak Daniella sig pludselig blidt væk fra ham, og hans øjne fulgtes hver og en af hendes bevægelser, da hun trådte lidt væk, med et drillende og flirtende smil. Hans egne mundvige løftede sig, og et skævt smil kom til syne. Da hun begyndte at kravle op af trapperne, fulgte han efter hende, med bevægelser, der var så hurtige, at de næsten kunne hamle op med hende. Han nåede toppen af trappen, og trådte ud på taget. Blæsten heroppe var en del stærkere, og kastede med hans hår, og fik hans tøj til at flapre let. Men det ænsede han overhoved ikke. Med en hurtigt vampyrspurt stod han overfor Daniella, han greb fat i hende, og trak hende ind til sig, og kyssede hele hendes ansigt. Hendes kindben, hendes næsetip, hende øjenlåg, hendes pande, og til sidst hendes mund. Hans kys på munden var let, og han legede drillende med hendes læber. Lod sin tungespids slikke hendes underlæbe, og nappede hende derefter hurtigt og blidt i overlæben. Han smilede ind mod hendes læber, indsnusede hendes duft, og nød at mærke hendes krop, der føltes så lille og skrøbelig, under hans arme.

Hun gik forsigtigt hen over taget inden hun stoppede et par meter fra kanten. Hun vendte sig om med det sædvanlige kærlige blik som hun altid havde ved hendes kærestes tilstedeværelse. Så attraktiv han var når hans hår og tøj flagrede i vinden. Han var utroligt smuk. En naturlig skønhed. En gave fra himlen. Han var hendes et og alt. Hendes kærlige blik blev hurtigt ændret til et lettere forførende blik, og hendes eget flagrende hår blev ved med at flyve med vinden ud mod hendes ansigt. Hun lod en hånd glide gennem håret og ligge det bag ørerne. Et smil bredte sig på hendes læber da han kom hen til hende, og følte i dette øjeblik at alt var perfekt. Hele hendes liv. Hun havde problemerne ude af hendes liv, bortset fra de irriterende hvalpe måske, men da de ikke gjorde den store trussel gad hun ikke fokusere på dem som et problem. Nu havde hun også fået sin bedste veninde tilbage, og hun havde Bill ved sin side. Hvad kunne være bedre?.
Da Bill trak hende ind til sig mærkede hun det lette sus i maven af forelskelse. Hun mærkede hvordan en flamme tændes inde i hende, og hvordan den varme flammen lavede løb ud i hver enkelt del af hendes krop. Helt ud i fingerspidserne. Men alligevel virkede det som hendes muskler fik forfrysninger. Hun havde svært ved at få sig selv til at bevæge sig. Men pludselig følte hun hvordan adrenalinen bare satte i gang i hende. Hun kunne bevæge sig igen! Hun nød at mærke Bills bløde læber danse fra sted til sted på hendes ansigt, og hun nød den varme følelse hun brændte inde med. Hvordan kunne én person sætte så meget gang i en død krop? Hun følte sig.. menneskelig når hun var i nærheden af Bill. Hun følte hun havde en drøm, et håb, et lys at følge. Hun blev fuldstændig elektrisk når han rørte ved hende.. De var lidt ligesom to magneter. Uanset afstanden klistrede de hele tiden til hinanden. Det forholdte sig sådan at lige meget hvor hun var havde hun altid Bill i sit baghoved.. Hun mærkede hårene rejse sig på hendes arme da han nåede til læberne. Det var noget helt andet at kysse med Bill, end at kysse med alle andre. Det virkede mere rigtigt. Det kunne slet ikke beskrives med andre ord. Der var faktisk slet ikke ord for det. Bill havde ret i hans tanker. Kærlighed var virkelig en forunderlig størrelse. Hendes svar på kysset var så intenst som hun overhovedet kunne gøre det. Hun førte virkelig sine egne følelser ind i det kys. Hun ville vise ham gennem det kys hvor meget hun egentlig elskede ham. Hun ville vise at det ikke bare var sådan en hurtig forelskelse. Det var det ikke, det vidste hun. Og det gjorde hun af den grund at hun altid havde været små lun på ham. Hun havde jo altid været glad for ham. Hun kunne ikke komme på ét eneste skænderi, eller ét eneste tidspunkt hun havde været træt af ham. For det var aldrig sket. De tidspunkter havde aldrig eksisteret i deres venskab. Hun lagde armene om ham, mens hun roligt førte sin tunge ind og kærtegne hans tunge og tungepiercing. Hun holdte tungekysset lidt tid, inden hun igen trak sig ud af kysset. "Forhelvede Bill." sagde hun opgivende og rystede på hovedet. "Du ved simpelthen ikke hvor nemt du forføre mig, gør du?" sagde hun og fugtede sine læber, inden hun tog hans hænder og flettede deres fingre.. Hun måtte virkelig koncentrere sig for ikke bare at klæde ham af. Ville den lyst til ham overhovedet nogensinde forsvinde?. Hun nappede ham blidt i underlæben inden hun trak ham med sig hen over taget med deres hår blæsende efter sig. Hun satte i til løb, stadig med Bill i hånden, og hoppede fra det tag de var på til det næste, der var en smule højere. Hun kunne bare ikke lade være, men da de kom over på det andet tag overfaldte hun ham bare i et kys, så de begge to røg ned på taget. Taget virkede så blødt syntes hun. Det føltes som at vælte ned i en seng. Et ægte grin spillede på hendes læber, inden hun lagde en hånd på hver side af hans ansigt, inden hun igen mere voldsomt stødte deres læber sammen.. Hun slap dog hurtigt igen da en tanke slog ned i hende. Faktisk flere forskellige tanker. B.l.a tanken om aldrig at kunne få de samme egenskaber som et menneske. Aldrig kunne lave et rigtigt barn, og aldrig dø. Hun havde dog fået Claire til at sværge på at hun ville være den der dræbet hende hvis hun engang ville væk fra verdenen. Det ville dog aldrig ske så længe hun havde Bill. Og en anden tanke hun også sad inde med var tanken om en såkaldt Elite der måske ville blive dannet, ligesom møg ulvene og deres kobler.

Han mærkede hendes kys, og han mærkede den ufattelige kærlighed, der lå bag kysset. Så fuldt af følelser, så stopfuldt af intensitet, at man næsten brændte sig på det. Han forsøgte at gengælde det, med ligeså meget passion og intensitet, forsøgte at fortælle hende, på den tavse måde, hvor meget hun betød for ham. Han havde fortalt hende det før, mange gange før, efterhånden, men han blev aldrig træt af det. Det sidste han ønskede i verden, var at Daniella nogensinde blev i tvivl om hans følelser for hende. Han ønskede aldrig at den dag ville komme, så han sørgede for at minde hende om det, igen og igen. Kysset var endnu en reminder, ligesom hendes havde været, og var både langt og sødt. Deres tunger og deres læber passede perfekt sammen, ligesom resten af deres krop. Det var ikke kun deres sind, der klikkede sammen, der passede som to legoklodser, det gjorde deres krop også. Og det fyldte Bill med tilfredshed. Det fik ham til at tro på, at det skulle være dem. For når så meget passede sammen, hvordan skulle det så ikke kunne være dem? Det var som om, de var skabt, efter en afstøbning af hinandens kroppe, og hans hænder kærtegnede hendes ansigt, hendes nakke, hendes ryg og hendes lænd, mens kysset stod på, og de dejlige tanker strøg igennems hans hoved.
Da hun trak sig blidt tilbage, og så opgivende på ham, havde han en fornemmelse af, hvad hun ville sige. Og han fik næsten ret. Et gavtyvsmil dukkede op på hans lyse læber, og han satte et falsk brødebetynget blik op.
"Beklager skat. Jeg kan ikke gøre for det." Så smilede han kærligt til hende, og betragtede hendes hår, der dansede om hendes hoved, da hun rystede på hovedet af ham. Betragtede hvert et hårstrå, der smøg sig om hendes ansigt, indrammede det perfekteste af alle ansigter, det ansigt der spøgte i hans tanker, alle døgnets firetyve timer.
"Men du er sikkert heller ikke klar over," tilføjede han, "hvor meget du får mig til at længtes efter dig, bare ved din tilstedeværelse." Da han mærkede hendes fingre imellem sine, bemærkede han igen, frydefuldt, hvordan deres hænder føltes sammen: perfekt! Hans egne hænder, ville ikke have passet bedre sammen. Hans tommelfingre kærtegnede med rolige bevægelser hendes håndflade, mens han gengældte hendes blik. Han kunne blive stående sådan her for evigt, bare stirre ind i de øjne, de øjne, der måske var selve meningen med livet. Når han så ind i hendes brændende, sorte blik, blev han opfyldt med en tilfredshed, og han vidste med sig selv, at de øjne ville han gøre alt for. De øjne, var grunden til at han var på jorden. Han så bare på hende, med et blik fyldt af ubetinget kærlighed.
Da hun pludselige satte i løb, fulgte han med, uden synderligt besvær, og hoppede, præcis på samme tidspunkt som hun gjorde. De landede på taget, med et blødt bump, og stødet var ikke hårdt overhoved, på trods af at de lige havde sprunget adskillige meter. De landede på fødderne, så sikkert som en kat, og næsten uden en lyd. Da hun væltede ham med sit kys, lo han, og trak hende med sig ned. Han tog blidt fat om hendes nakke, pressede forsigtigt hendes hoved mod hans, og gengældte heftigt kysset. Hans hænder vandrede blidt, og helt uden han tænkte over det, ned mod hendes bryster. Han kærtegnede dem, med lidt mere iver end planlagt. Han kunne ikke lade være. Hver gang han kyssede med Daniella, fik han bare sådan lyst til hende. Han tog fat om blusens nederste kant, og krængede den uden synderlige problemer af hende.

"Hvilket tilfælde. Og hvilken beroligende nyhed. Så satser jeg ikke på, at du bliver træt af mig lige foreløbig," svarede han, til hendes svar, og hans kække smil blev en anelse bredere, og sødere og smukkere end det var før. Han fortsatte hans lette, rolige kærtegn af hendes perfekte bryster, men kunne godt mærke hvordan hans hænder blev mere og mere ivrige, og mere og mere intense. Det var en af kendetegnene ved vampyrer. Eller i hvert fald ved Bill som vampyr. Når han først var begyndt, var det umuligt at stoppe igen. Han følte bare denne længsel i hele kroppen, endnu voldsommere end mennesker kunne føle det. Hvilket gjorde sex så meget mere heftigt, intenst og følelsesladet. Eller også var det bare fordi det var med Daniella, at han havde haft sex første gang, altså som vampyr? Ikke fordi han ville gøre det med andre. Aldrig! Og det var ikke kun fordi det ville såre Daniella, bare selve tanken om at have sex med andre end hende, var næsten frastødende, syntes han. Daniella var hans, og han var Daniellas. Han ville dele alting med hende, fremover. Simpelthen alting. Han ville gøre alt, for at gøre hende tilfreds. Opvarte hende, elske hende hvert minut af døgnet, give hende lige hvad hun ønskede sig, gøre hendes liv så perfekt, som overhoved muligt. Alt hvad hun kunne ønske sig, ville Bill få til at ske. Det skulle være hans mission i livet. At gøre Daniellas liv perfekt. For hvis der var nogen der havde fortjent det, så var det hende. Hun var den bedste i hele verden, og han ville være sammen med hende for evigt.
Da hun begyndte at bakke bagud, fulgte han med, uden at bekymre sig om hvor han satte fødderne. Han stødte ind i containeren, eller hvad det nu var, men mærkede ikke det hårde metalstød i ryggen. Derimod mærkede han hvordan metalet eller jernet eller hvad det var, gav sig en smule, og et fint aftryk af hans ryg, kom til syne. Containeren rykkede sig også en smule bagud. Men for ham, føltes det blot som at læne sig op af en blød pude. Hans marmorhud gjorde, at meget få ting føltes ubehageligt for ham. Det var næsten kun vampyrer, der kunne gøre skade på vampyrer. Og så varulve, selvfølgelig. Men dem gad han ikke tænke på lige nu. Han ville være til stede i nuet.
Da Daniella hev hans trøje af ham, blev hans snehvide bryst blottet, og vinden smøg sig køligt og behageligt, om hans bare overkrop. Da hun kyssede ham op af maven, sukkede han af veltilfredshed, og holdt blidt om hendes hoved, imens hun gjorde det. Han mærkede hvordan han fik rejsning, og han trak blidt Daniella hoved op til sit, så de så hinanden i øjnene. Han kyssede hendes læber, mærkede hvordan de nærmest smeltede sammen, deres læber blev til et, brændte sig sammen, og deres øjne glødede mod den andens, og han slap ikke hendes blik, mens de kyssede.
Hans følsomme, bløde hænder strøg i cirkelbevægelser, rundt på hendes flade mave, og hendes runde bryster, kærtegnede hver en del af hendes smukke krop, og standsede til sidst ved buksekanten. Han lod 2 fingre glide ned i bukserne, bare lige ved kanten, og nussede hende der. Han mærkede den fine gåsehud bryde ud på hendes mave, og han smilede tavst, ind mod hendes læber. Så lynede han med en hurtig bevægelse hendes lynlås i bukserne ned, og med vampyrfart bøjede han sig ned, hev dem ned om hendes ankler, og rejste sig op igen, så de igen kiggede hinanden i øjnene. Det var sket på mindre end et sekund, og om hans læber spillede et perfekt, glitrende smil.
"Du er så fuckin' perfekt Daniella-skat!" Hviskede han ind i hendes øre, og nappede hende blidt i øreflippen. Hans næse kærtegnede hendes kind, og hans friske, kølige ånde ramte hendes øre, og en tot af hendes midnatssorte hår, der hang ned ved hendes tinding. Den duftede svagt af shampoo, og hår, og han snusede diskret til den. Mmmmm, essens af Daniella, tænkte han lattermildt, og han nussede hende en gang på kinden igen, inden han kyssede hende langs kæben, og da han nåede til hendes mund, bed han hende blidt og drillende i mundvigen. "Jeg vil elske dig og være sammen med dig, hvert øjeblik, af resten af mit udødelige liv, og alligevel føler jeg mig så desperat," fortsatte han, med mumlende stemme. Det var sandt. Han kunne slet ikke få nok af hende. Han var bange for, at der ville ske noget, at de ville blive skilt fra hinanden. Han frygtede det, og ønskede kun, at de altid ville være i nærheden af hinanden, så han aldrig behøvede at bekymre sig om hende. Hvilket faktisk var tåbeligt, hun var alfa, og dermed stærkere end ham. Men han følte alligevel en heftig beskyttertrang. Hun var så lille og spinkel. Han knugede hende hårdt ind til sig, i en kærlig omfavnelse.

Han smilede indvendigt, da han mærkede gåsehuden, bryde ud på hendes arme, og det glædede ham egentligt. At han havde den effekt på hende. At han kunne få hende til at gyse, og ikke gyse fordi hun synes han var kvalmende. Men fordi han rørte hende, og ikke kun på kroppen og i ansigtet, men fordi han også rørte hende indvendigt. Han betød noget for hende. Han ville endda gå så vidt at sige, at han betød meget for hende. Det havde han efterhånden fundet ud af. Og Daniella betød alt for ham. Hvor var de heldige at de havde hinanden. Tankerne fløj igennem hans hoved, og ved hendes ord, rystede han næsten umærkeligt på hovedet, og lod som om han var ked af det.
"Så lad mig bevare illussionen om at ikke kun dit udseende er perfekt, men at dit sind og din sjæl, er mindst ligeså perfekt!" Han kyssede hendes ansigt, igen og igen, og kærtegnede hendes kindben med hans lange, smalle fingre.
Han blev en smule beroliget, da hun sagde, at hun var mindst ligeså desperat. Det ville være surt hvis han var den eneste der havde det sådan. Han mærkede hendes blide kys og slik på hans hals, og mærkede hvordan han blev om muligt endnu mere liderlig. Han stønnede lavmælt, og lod sine fingre glide igennem hendes perfekte silkehår. Hendes lange, sorte øjenvipper, der indrammede de smukkeste, og de vigtigste øjne i hele verden, fejede ned over hendes kridhvide kinder, og kontrasten var skærende smuk. Han bed sig i læben ved synet, og kunne slet ikke tage øjnene fra hende. Da hun så smilede, blev han for alvor mundlam. Han var sikker på at det uden sammenligning, var det smukkeste smil han nogensinde havde set før. Ikke kun hos hende, men i det hele taget. Det emmede af så stærk kærlighed og lykke, at han ikke kunne begribe hvordan det var, måske ikke menneskeligt muligt, men vampyrligt muligt, at fremstille et sådan smil. Hans eget smil voksede dermed også, men han var sikker på, at det aldrig ville kunne blive ligeså hjertesmeltende-smukt, som Daniellas var. Men så blev hans tanker fjernere, og han fokuserede på nuet: han stod her, halvvejs uden tøj på, med sin gudesmukke kæreste foran sig. Ingen i miles omkreds, og han var sikker på at de begge 2 havde lyst til hinanden. Hans fingre gled blidt et lille stykke ned i hendes trusser, og han strøg blidt en finger hen ad hendes følsomme hud, tirrede hende, mens han kyssede hendes bløde, lækre læber.
"Jeg har vildt meget lyst til dig Daniella," hviskede han til hende, selvom han egentlig var temmelig sikker på at hun allerede vidste det. Hans underliv talte sit tydelig sprog om det, noterede han sig smilende, og pressede sig en smule mere op mod hende, snurrede hende rundt, så hun stod med ryggen op mod containeren.
"Men vi kan vel godt blive enige om, at det ikke er det lækreste sted vi befinder os?" Fortsatte han muntert, og det lod ikke til at det gik ham på. Det gjorde det heller ikke. han kunne ikke have været mere ligeglad med hvor de befandt sig. bare Daniella var her. Det var det vigtigste. At hun var hos ham.

Hans ivrige og kærlige smil forandrede sig til en klukkende, kort latter ved hendes ord. Godt at hun ikke modsagde ham, og startede en diskussion. Ikke fordi han ville have noget i mod det, han var sikker på at han ville vinde diskussionen. Han var sikker på, at han kunne finde så mange beviser og påstande, der ville overbevise hende om, at han havde ret. Daniella var perfekt. Sådan var det bare, og det måtte hun lære at leve med, ligesom han gjorde det. Det var så nemt at leve med. Det eneste han var bekymret for, var om hun måske ville blive træt af ham en gang, når det gik op for hende, at han også havde sine fejl. Det havde alle. Bortset fra Daniella lod det til. Han gengældte hendes kys, pressede en smule hårdt sine læber mod hendes, og kærtegnede hendes tunge med hans. Hendes søde ånde og duftende hår var alt hvad han kunne lugte, og hendes ansigt var alt hvad han så. Hendes øjne. Han druknede næsten i dem. Det var som havet under et uvejr. Mørkt og truende, men alligevel så ubeskrivende smukt. Og det varmede ham sådan, at han kunne se hvordan de forandrede sig, når de kyssede, eller bare så på hinanden. Det uigennemtrængelige sorte blev på en måde mildere og kærligere, og det sorte forandrede sig. Han vidste ikke på hvilken måde, men det gjorde det altså. Ligesom hans øjne forandrede sig, når han så hende. De blev på mange måder mere menneskelige, mere i stand til at vise følelser, nærmest osede af kærlighed, til det væsen der var foran ham. Han støg hende ned af den spinkle ryg, med langsomme, bløde cirkelbevægelser.
Han lo igen, ved hendes næste ord, og så nikkede han ivrigt, og kyssede hende ned af halsen. Hans stemme var blevet lidt hæsere, og hans åndedræt mere tungt i det.
"Det tror jeg på det er." Hviskede han, og ved hendes lette kærtegn stønnede han lavmælt. Så forsigtig en bevægelse, så kærlig, rolig og nærmest pirrende, kunne være ligeså ophidsende, som enhver anden. "Det kan jeg love dig med at jeg har."
Med en hurtig bevægelser tog han Daniella op i sine arme, så let som ingenting. Han elskede også den overmenneskelige styrke, som vampyrerne havde. Han behøvede aldrig at bekymre sig om, om han mon blev træt i armene, eller kroppen, af at holde hende. Han kunne stå med hende sådan her, for evigt hvis det skulle være. Han knugede hende hårdt ind til sig, men ikke så hårdt at det gjorde ondt på hende, og fortsatte deres snav fra før, dog med mere entusiasme end der havde været før. Han placerede hendes ben rundt om hans liv, og holdt hende oppe, så let som ingenting, med sine hænder og arme. Da han var sikker på, at hun også holdt sig selv oppe, lod han sine hænder glide længere op ad, og knappede hendes bh op. Han hev den så af med tænderne, mens han grinede drillende. Bh'en fløj væk, 5 meter eller deromkring, og han kærtegnede blidt hendes bryster, inden han fortsatte snavet. Han lod sine fingre stryge ned over hendes bryst, og ned til hendes underliv, mens de kyssede hinanden, og så stoppede de ved hendes trussekant.

Hvis Bill kunne lytte til Daniellas tanker, ville han give hende ret i det hun tænkte, ang. anger og sårbarhed og den slags. For han havde det næsten på samme måde. Bortset fra det faktum, at han havde en del nemmere ved at føle anger. Det havde han ikke haft i starten, der havde han været en koldblodig morder, der dræbte både for tørstens skyld, men også for morskabens skyld, og for det kick det gav ham, når han satte sig ind i jagten. Det gav det vildeste adrenalinsus, og han blev aldrig træt af det! Troede han i starten. Nu var han mere... menneskelig? når han jagede. Han jagede heller ikke længere for morskabens skyld. Kun når han var i virkelig ondt humør. Og det skete sjældent efter han havde mødt Daniella. Hun gjorde ham lykkelig, og gjorde ham kærlig. Gjorde ham menneskelig.
Men han kunne nemt nikke genkendende til hendes følelser. Nogle gange kunne det være virkelig fristende, at skubbe følelserne væk, være fuldkommen kold. Så undgik man at blive såret. Men nogle gange faldt ens parader altså bare fuldkomment sammen alligevel. Som når man blev forelsket for eksempel. Og det var han nu.
Han mærkede at hun låste benene fast om ham, og ved hendes ord, klukkede han lavmælt, og rystede derefter benægtende på hovedet.
"Faktisk ikke," indrømmede han. "Men en gang skal jo være den første!" Han grinede igen kort, og så tog et kærligt smil plads på hans læber. Han kiggede hende ind i øjnene, med hovedet let på skrå, druknede sig i hendes øjne, og genoptog så snavet, med alt hvad han havde i sig. Der var næsten ingenting bedre, end at kysse Daniella. Det kunne han gøre hele tiden. Og det gjorde de næsten også hele tiden, snakkede lidt indimellem. Holdt om hinanden, bare være i nærheden af hinanden. Der var intet bedre.
Hans blide fingre blev lidt mere voldsomme, og han krængede, næsten uden besvær, hendes trusser af hende, og smed dem væk. De var ret meget ødelagte, og han sendte hende et beklagende blik, med ordene:
"Det var altså ikke med vilje, sorry." Men han smilede stadig, og havde på fornemmelsen, at Daniella ikke havde så meget imod det. Det var vel ikke det hun tænkte mest på lige nu. Det håbede han da i hvert fald ikke, for så måtte han virkelig være kedelig at være sammen.

"Jamen så kan jeg jo ikke være andet end stolt over at jeg er den første du prøver det på." sagde hun med et smil spillende på sine læber som bare blev bredere og bredere. Hun lod stilheden falde over dem for lidt tid i det deres øjne mødtes. Det var så mærkeligt at sidde og kigge ind i de øjne. Hun kunne ikke beskrive hvordan hun havde det. Hun følte så meget. Ret forvirrende faktisk, men man måtte vel tage hvad der kom som det kom og lukke alle tanker ude. Selvom det var svært. Hun ville ufatteligt gerne kunne beskrive sine følelser for ham, så han virkelig forstod hvor højt hun egentligt elskede ham. Hun ville have at han vidste direkte at hendes kærlighed til ham var gigantisk. Og at han aldrig skulle tvivle på hvor højt hun elskede ham. Men hvordan skulle hun dog vise ham det? Hvis ikke ord beskrev det, så var der ikke ret meget der gjorde.. Hendes sorte øjne var i dette minut fulde af hendes intense kærlighed. Det skinnede nærmest ud af dem. Hun lagde læberne tæt indtil hans inden de igen genoptog deres snav. Hendes kys var lettere hårdt, med samme energi som hendes øjne viste, og med samme intensitet. Og energien slap ikke op. Det var lidt som når en flamme bredte sig. Der blev mere og mere. Hun fik nærmest hele tiden fornyet energi. Hun kørte roligt sin hånd op og ned af hans tynde arm. Hun kom til at le af Bill da han skulle krænge hendes trusser af. Han fik dem af ja, men hans enorme styrke havde vidst kommet til at ødelægge dem. Hun svarede ham ikke, men lo bare af det hele. Hun lagde begge hænder på hans kinder og kyssede ham heftigt, og lod deres øjne mødes inden hun igen lukkede dem i.. Hendes ben var stadig låst fast om hans liv, og hun sendte ham et hurtigt smil inden hun lod sig falde bagud. Ret akrobatikstis faktisk. Næsten som en der var hypermobil. Hun førte roligt sine hænder op til hans underbukser og trak dem ned til hans ankler. Så rettede hun sig op igen og lagde armene omkring hans hals, inden hun kyssede hans bløde næse. Det var den eneste måde hun kunne få hans underbukser af på uden at skulle til at rykke sig fra ham. Uden at skulle låse sine ben op om hans liv. Hun kiggede længe på hans ansigt. Bare kiggede. Det hele var som at sidde i en drøm. Han var prinsen på den hvide hest. Han var den der reddede hende. Han var én af grundene til hendes eksistens. Hvor var han dog dejlig. Den drøm var dog ikke kun en drøm. Det var virkelighed. Han var virkelig virkelig. Og hun behøvede ikke frygte at vågne op fra denne drøm. Han ville altid være der. Både fordi han faktisk var der, og fordi at han altid ville have en speciel plads i hendes forholdsvis døde hjerte. Det var en ret opmuntrende tanke.

"Du burde også være stolt skattepige," svarede han muntert, og med en lavmælt latter. Den lød sprød og vibrerende i natten, som blide klokker, der klingede. Mindede meget om hans menneskelige latter. Var faktisk en af de eneste ting, der ikke havde forandret sig særlig meget, ved ham. Forvandlingen til vampyr, havde jo forandret ham på alle tænkelige måder. Men hans stemme havde ikke forandret sig meget. Det var han glad for. Måske ville det have betydet en ændring, i hans sangstemme. og den tanke brød han sig ikke om. Han var glad for hans sangstemme, og ville ikke have den skulle ændre sig.
Han gengældte hendes blik, og læste tydeligt kærligheden i hendes øjne. Sorte, kolde øjne, men alligevel på forunderligvis så varme. Varme, når de så på ham, i hvert fald. Ligesom hans blev, når han så på Daniella. Kærligheden og ømheden lyste også ud af hans øjne, og han kyssede heftigt hendes læber, mens han stadig kiggede hende i øjnene. De fleste mennesker ville synes det var akavet, at have åbne øjne i et snav, men for Bill gjorde det ingen forskel. Hvorfor skulle man blive flov, over at få øjenkontakt under et kys?
Han betragtede hende muntert, da hun lænede sig bagud, og hev hans underbukser ned. Det så virkelig akrobatisk ud, men også lidt skræmmende, hvis man ikke var vandt til at se den slags. Almindelige mennesker kunne jo ikke bare sådan uden videre, kaste sig bagover på den måde. Men det kunne Daniella altså. Han smilede igen stort, da hun dukkede op igen, og kyssede hendes næsetip.
"Så elastisk du er," klukkede han, og lod sine fingre glide ned af hendes bryst, og kærtegnede hendes maveskind, der afslørede hendes mavemuskler, lige nedenunder. Han kyssede hende ned af halsen, og på hendes kraveben.

Han havde ikke det fjerneste imod, at hun tog fat om hans kæber, det gjorde det bare nemmere at holde kysset, og rigtigt snave igennem. Hans fingerspidser strøg engleblidt hen over hendes mave, og bevægede sig ned, hvor han afslappet nussede hende, mens de kyssede. At blive nusset og kærtegnet, kunne være lige så behageligt som at snave, efter hans mening. Da hun nussede ham "dernede" (xD), mærkede han hvordan hans åndedræt blev hæsere, og hans kys lidt hårdere og voldsommere end før, og en bølge af lyst skyllede igennem ham, endnu værre end det havde gjort før, og han stønnede lavmælt.
"Man skulle ikke tro at det var muligt, at have så meget lyst til nogen som jeg har lige nu," mumlede han ind i hendes øre, og nussede hende på inderlårerne, med begge hænderne. Deres hudfarve var helt ens, og fik næsten hans hænder til at falde i et med huden på hendes lår.
Med hans hænder spredte han blidt hendes ben lidt mere end de allerede var, og han trængte ind i hende, mens han, så blidt som det var muligt for ham i dette øjeblik, stødte hende op mod contatineren. Hans stønnede lavmælt, og kærtegnede hendes lænd med hænderne, mens han holdt snavet.

//Sorry længden, eller mangel på samme >.< //

Hun sukkede roligt da hun mærkede Bills hænder nusse hendes inderlår. "Umuligt? Jeg har lyst til dig bare ved at kigge på dig. Uanset om du har tøj på eller ej. Selvom jeg nu bedst kan lide dig afklædt. Det er lidt mere nervepirrende." sagde hun lavmælt og strøg en kold finger langs hans bryst, inden hun kyssede ham på halsen under øret. Rigtigt nok. Det var ret nervepirrende at se ham uden tøj. Det ville nok ikke ændre sig, fordi hun elskede ham. Man har hørt en masse læger der har skulle kigge på folks kønsdele. Det behøvede de nødvendigvis ikke at blive vildt liderlige af. For det var noget helt andet når der var følelser i blandt. Det var en stor forskel fra når de kom glade hjem til deres koner, eller mænd. Alt føltes bare meget bedre hvis man har følelserne med i handlingerne.. Et lille smil bredte sig over hendes læber ved den besynderlige, men faktisk sande tanke.. Et strejf af lykke passerede hen over hende og hun var sikker på at Bill også ville kunne se det. Hun stønnede højt ud i natten da han trængte sig op i hende. Gåsehuden brød løs igen. Hun prøvede så godt hun kunne at holde snavet, men det var en smule svært selv for hende. Men det endte da alligevel med at hun kunne fange hans tunge med sin egen. Hun lod sine hænder glide over hans bryst, hen over hans skuldre, for til sidst at holde sig fast ved hans ryg. En lille tanke strejfede hende og fik hende nærmest til at sprutte af grin. Hun måtte stoppe snavet for et kort sekund, for at få tørret grinet af sit fjæs, inden hun igen genoptog snavet fra før.. Tanken der havde fået hende til at grine var hvor sjovt det kunne være hvis han kom til at tabe hende. Det ville han selvfølgelig ikke, men hun kunne lige forestille sig hvor komisk det ville se ud.

//havde jeg sgu heller ikke selv xD//

"Jamen, så vil jeg da love dig, at jeg nok skal gå så meget afklædt, eller endda nøgen, som det er muligt for mig. Men måske vil folk synes det var lidt krænkende, hvis jeg gik rundt uden en trevl på kroppen." Hviskede han, halvt klukkende, fordi han ikke kunne lade være med at synes det var komisk, at de talte sammen, mens de rent faktisk havde sex. Men han var heller ikke sikker på at han kunne blive ved med det, det var ret svært at koncentrere sig om at samtale, når man var så liderlig som han var i dette øjeblik.
Ved lyden af hendes stønnen, blev han endnu mere tændt, og han glædede sig over, at hun tydeligvis nød det ligeså meget som han gjorde.
Da hun pludselig brød ud i en fnisen, blev han så overrasket, at han stoppede op, og bare gloede på hende. Så kom han selv til at grine, af det absurde i at de pludselig fnisede, midt under et knald. (xD)
"Hvad er så sjovt skatter?" Spurgte han hende om, mens han nappede hende blidt i øreflippen, og kørte frem og tilbage i rolige bevægelser. Han strøg hænderne ned af hendes arme, og mærkede tilfredst gåsehuden, der var brudt ud på hendes arme, og glædede sig over at han fremkaldte den reaktion hos hende, når de var sammen.

//Jeg er ikke dygtig mere ): //

"Mon dog.. Det er jo ret frækt... Men på den anden side, bare lad være.. Jeg vil helst ikke være liderlig all the time." sagde hun roligt, og lod et af de mere forførende smil glide over hendes læber og sætte sig fast. Hun måtte faktisk give Bill ret i nogle af hans mange tanker. Det var da en smule komisk at de snakkede under sex. Men på den anden side, sex, en personlig ting,, og derfor kunne man sagtens kaste kommentarer ind over. Det behøvede jo ikke være ligesom i en pornofilm. I næste øjeblik pga. hendes lille udbrud havde Bill også leet. Det mindede hende om at en veninde havde fortalt om sin første omgang sex. De havde fået grineflip midt i knaldet. For det var i december måned, og den aften hørte de moren ude fra stuen med en slags chipmunk julesang. Som sagt knækkede de bare sammen midt i det hele, dog uden at afbryde hvad de var igang med.. Hun smilede bare for sig selv. Hun orkede næsten ikke at svare ham. Men tog sig så alligevel sammen: "Bare en lille tanke..." hviskede hun tilbage, mens hun følte varmen sprede sig i hendes underliv. Hun sukkede nydende ved den rolige rytme, og slikkede ham under øret, inden hun blidt kyssede ham samme sted. "Hårdere." hviskede hun charmerende, og stødte deres læber sammen. Hendes kys var skabt af al den kærlig og lidenskab hun kunne frembringe i ét kys. Hendes ene hånd forsatte med at kærtegne hans overkrop.. Så lykkelig.



//Ikke størrelsen, men gørelsen, remember? xD//

//Thats right.. xD //

Han sendte hende et forførende, frækt smil.
"Hvorfor dog ikke det? Det ville da kun være fair, når jeg skal gå rundt og være liderlig hele tiden. Men på den anden side, kan du jo bare lade være med at være så fucking lækker, med eller uden tøj på. Så ville problemet ligesom være løst." Han grinede lavmælt, og lod sine smalle hænder kærtegne hendes bryster perfekte konturer. Tænk, at et væsen kunne være så fuldendt. Ikke en eneste fejl var der at finde ved hende. Og hendes sind og sjæl var ligeså fejlfri, i hvert fald i følge ham. Alle havde deres fejl, havde han altid syntes. Men da han lærte Daniella at kende, måtte han erkende, at hun var en undtagelse. Så smuk og fantastisk som hun var. Og hun var hans. Hvor havde han dog været heldig med at det ikke var gået mellem hende og Tom. Han følte sig lidt ond, over at tænke på den måde, men det var jo sandt. Men han ville ikke tænke på hans bror, mens han havde sex med sin kæreste. Det var lidt sært. Ved hendes ord, hævede hans mundvige sig igen, i et skævt, forførende smil, og han efterkom hendes ønske. Hans bevægelser blev lidt hårdere og mere intense, og hans vejrtrækning blev dybere og hæsere. Han ænsede næsten ikke, at hun kærtegnede hans bryst. Hun kunne have slået ham hårdt i hovedet, og han var ikke sikker på at han ville have lagt mærke til det. Og hvis han havde, ville det højest sandsynligt bare ophidse ham mere. Han pressede sig hårdere op af hende, og glædede sig over, at han ikke behøvede at være bange for, at containeren ville skade hende. Hvis der skete noget, ville det nok bare være at containeren brast på grund af deres styrke og marmorhud.

"Jaaaer," sagde han lavt, med en klagende stemmeføring. "Jeg har det virkelig hårdt." Han sukkede dybt, som om det at gå rundt og være liderlig, var virkelig krævende og hårdt. Det var det på en måde også. Men som vampyr, kunne man jo holde til det meste. Han lo af hendes næste ord.
"Jeg er da kræsen! Jeg har mange forventninger til min kæreste, både sådan som hun skal se ud, og sådan som hendes personlighed skal være. Nu ligger landet bare sådan, at du opfylder dem alle, søde skat." Han mørkerøde øjne spillede muntert, og om hans læber sås et charmerende smil, der kunne smelte pigehjerter. Da han mærkede hendes spinkle hånd finde plads rundt om hans hånd, gøs han let, af kuldegysninger. Der skulle jo nærmest ingenting til. Bare et enkelt blik fra Daniella, og han smeltede. Og der skulle en del til, de havde jo is-hud. ;-) Så kunne man bare se, hvor meget hun rørte ham. Hun var alt for ham. Selvfølgelig betød hans venner og familie også meget for ham, men i forhold til den plads hun havde i hans hjerter, var det ingenting. Hvis der skete noget med hans venner, ville han blive knust. Men hvis der skete noget med Daniella, ville han dø. Sådan var det bare. Det betød ikke at han elskede sine venner mindre, end han gjorde før han mødte Daniella. Hans hjerte var bare vokset, så der også var plads til hende. Og den plads udfyldte hun godt!
Han stønnede lavmælt, og fortsatte rytmen, lidt hårdere endnu, men han vidste at hun kunne klare det. Hun var trods alt stærkere end ham. Det var et held at han elskede hende så højt, for ellers kunne det godt have været et problem for ham, at hans kæreste var stærkere end ham. Det virkede lidt slapt syntes han. Men i det her forhold, gjorde det intet. De elskede jo hinanden? Hvad gjorde den slags bagateller så?
Han åndede dybt ud, mod den silkebløde marmorhud på hendes hals, og kyssede hende langs kravebenet, og opad, til han nåede hendes øre. Han kyssede hende blidt på halsen, lige under øret, og nappede hende så i øreflippen.
"Mmmm, nogle søde ører du har!" Hviskede han til hende, med et skævt smil spillende om hendes læber. Så sød hun var.

"Men det er ikke så let som det virker," lo han, med sin klingende sølvlatter. "Jeg må virkelig anstrenge mig for at finde på nye måder at beskrive min kærlighed til dig på, at du ved det!" Han pressede et blidt kys på hendes næse, inden hans læber fandt hendes igen, og han kyssede hende med alt hvad han havde i sig. Han kunne slet ikke få nok af hende, og det håbede han aldrig ændrede sig - han kunne ikke kysse hende hårdt og insisterende nok, han kunne ikke kærtegne hendes krop hurtigt nok, han kunne ikke have hende for tæt på - Sådan følte han det lige nu, og for at kompensere for det, trak han hende endnu hurtigere og voldsommere ind til sig end før, og begravede ansigtet i hendes duftende, mørke hår. En hårtot kildede ham om næsen, og han smilede tavst, og pressede armene om hendes nøgne overkrop. Hans hænder nåede hinanden bag hendes ryg, og han flettede sine fingre sammen, for at holde hende der, og aldrig give slip. De var så tæt sammenpressede, at deres hjerter ville have dunket heftigt mod hinanden, hvis det havde virket ordentligt. I stedet måtte han nøjedes med at mærke hendes stakåndede åndedræt mod sin skulder, men det gjorde ham nu heller ikke noget. Han pustede hendes hår væk, så hendes skulder blev fri, og gav sig til at kysse hende langs skulderen, og ned af armen, med sine mørke læber, mens han kørte frem og tilbage. Han kunne mærke at det ikke varede længe inden han ville komme, men han ønskede ikke at det skulle stoppe nu, så han holdt det tilbage, og fortsatte rytmen, med rykvise, hårde stød, mens han stønnede lavmælt af nydelse.

"Så slipper jeg for anstrengelsen," svarede han med en munter klang i stemmen. Hans øjne glitrede lidt i månelyset, og så kun Daniella. Han slugte hende med blikket, og følte sig igen så stolt, over at hun var hans. De havde erklæret hinanden deres udødelige kærlighed, og de havde en hel evighed foran sig, til at nyde hinanden. Hans tanker var lidt lig Daniellas nu, han tænkte på menneskene, og på hvor trist det var, at de ikke havde længere tid til at nyde kærligheden i. Et menneskes levetid var bare et blink med øjnene, for en vampyr. De kunne leve for evigt. Det var næsten uretfærdigt. Og tænk, at mennesker brugte ca. 1/3 af deres liv på at sove. Deres liv var så kort, og så skulle så meget af livet soves væk! Vampyrer der levede evigt, kunne ikke sove. Det var faktisk uretfærdigt, tænkte han, men det ødelagde nu ikke hans humør. Intet kunne ødelægge hans humør lige nu. Han var lykkeligt, med et kollosalt stort l. Hans drømmepige var hans, intet kunne skille dem ad nogensinde mere, og uanset hvor mærkeligt det var, at hun elskede ham så højt som han elskede hende, så gjorde hun det. Han stønnede dybt da han endelig kom, og han trak sig ud af hende. Almindelige mænd ville være udmattede nu, men han var ikke almindelig. Vampyrer blev ikke fysisk udmattede. Han kunne fortsætte hele dagen. Den tanke fik ham til at smile skævt, og han kyssede kærligt Daniellas læber, mens han holdt blidt om hendes hoved med sine månehvide hænder, og sagde de 3 ord til hende, selvom han godt vidste at hun var klar over det. Han kunne bare ikke sige det tit nok: "Ich liebe dich," sagde han, og lød nu som den "fuldblods-tysker" han var (xD).

Hans læber krængedes automatisk i et smil, da den svage, og for mennesker usynlige, rødmen trådte frem på hendes elfensbenshvide kinder, og kyssede dem med hans læber, der næsten havde den samme temperatur. Hendes kinder var i dette øjeblik ca. en halv grad varmere end hans, pga. rødmen. Da stjerne kom frem, kunne han ikke lade være med at føle, at øjeblikket var fuldendt. Han var stopmæt, efter et behageligt måltid, han havde hans kvinde i armene, det sted hvor hun hørte til, og stjernene blinkede ned til dem.
Kærlighed var så dyb, så snirklet og kringlet og i så mange afskygninger, at han ville have sværget, at han ikke ville kunne forklare den. Men når han stod over for Daniella, og han kiggede hende ind i øjnene, kunne han insistere på, at det var kærlighed.
Hun var kærlighed. I hvert fald for ham. Han tog igen om hende, og hev hende op til sig. Placerede hendes ben rundt om hans liv, og lagde hænderne på siden af hendes hoved. Han lod sine læber omslutte hendes, og kyssede hende, så fint og forsigtigt og ømt som han kunne præstere. Ventede til hun kyssede med, og lod hende bestemme tempoet. Hendes søde ånde og hendes silkelæber var vel nok det bedste man kunne ønske sig, at presse sine læber imod. Med sine pegefingre tegnede han snirklede mønstre på hendes hvide kinder, og han lukkede kort øjnene i, og lod øjeblikket fylde alt.