Tåge - Jason

Dag: Idag ;D
Årstid: Sommer
Sted: Queets River.
Tid: Eftermiddag.
Vejr: Tåget, men stadig lidt lunt.
Omgivelser: ingen.

Emily kiggede ud over floden, som dampede, hvilket efterlod en hel del tåge omkring hende. Hun kunne ikke se mere end 2 meter ud foran sig, men følte det ikke trykkende på nogen måde, hun havde jo sin næse. Hun gik stille ned til vandkanten, hvor floden roligt blussede forbi, og satte sig der, med fødderne nede det kolde vand. Hun mærkede ikke kulden. hendes kropsvarme gjorde det umuligt for hende at mærke kolde ting. altså.. Alle kolde ting, bortset fra vampyre. Hun gøs stille. "Min hemlighed" gentog hun for sig selv. "Så længe jeg ikke er en del af et kobbel, behøver ingen at vide det." Emily skar en grimasse der tydeligt viste hvor meget hun selv troede på hvad hun sagde. Og så sukkede hun.

Jason kiggede over landskabet ved floden, mest udover floden, tåget havde slugt ham på en måde, selvom han han ikke havde været her i snart 6 måneder, virkede stedet mere tomt og hjerteløst end nogen sinde før. Han gik lidt mere ud til kanten, han stoppede op og lagde den ene hånd ned i vandet, han kunne næsten set se sin egen spejlbillede, han kunne se hvordan han havde ændret sig nu, han havde fået længere hår, af en eller anden grund lignede han en fugleskræmsel i følge ham selv. Han rejste sig op og trak stille på skuldrene og gik videre. Skridt for skidt gik han, uden rigtig vide hvor han var ved floden, eller hvor langt han var kommet indtil videre.

Emily lagde sig ned på ryggen i det fugtige gras, og lod alle sine muskler slappe af. Hun tukkede tilfredst, og åbnede øjnene. Små steder kunne hun skimte blå himmel, men tågen var ret tyk, så det var ikke mange steder. Hun bed sig stille i læben, og begyndte derefter at nynne. Hun nynnede en gammel sang, som hende og en af hendes veninder havde lavet, inden hun var blevet bidt, og forvandlet til vampyr. Emily sukkede og overvejede hvor mange af hendes veninder der var endt sådan. 4? måske 5? Hun rynkede irriteret øjenbrynene sammen, til et usynligt V i hendes pande, og sukkede uvilkårligt. Hvorfor var hun så uheldig? "Jeg er vel bare født uheldig" mumlede hun og trak på skuldrene.