Tåge, træer og solskin... intet mindre end smukt - (Alle må svare... you know you want to^^)

Årstid : Sommer
Vejr : Solskin, men det kan man næsten ikke se for de store træer.
Sted : Skoven.
Tid : ved 8 tiden
Omgivelser : Grantræer, græs og hvad der ellers er i skove.
Påklædning:
http://media.missselfridge.com/wcsstore/MissSelfridge/images/catalog/15S30FCRM_large.jpg + http://media.missselfridge.com/wcsstore/MissSelfridge/images/catalog/23S09FBLK_large.jpg + http://www.urbanoutfitters.co.uk/content/ebiz/urbanoutfitters/invt/5316460621218/5316460621218_Black_l1.jpg

Ally kom gående gennem den tætte mørkegrønne skov, mens hun kiggede sig forundret omkring. Solen skinnede! Selvom man kun kunne se lyset få steder hvor den trængte igennem det tykke tæppe af trækroner og afslørede hvor tåget der var, så var det med til at få den helt normale aften til at ligne noget fra en film. Ally tog hvert eneste skridt i ryk, som om hun var bange for at et skridt kunne ødelægge synet. Hun havde planlagt at jage da hun forlod sin lejlighed for et kvarter siden - hvilket forklarede hendes påklædning- men synet af skoven havde forstyrret hende, og hun var nu bare på gåtur i skoven. Hun var sikker på at andre ville blive lige så fortryllede af synet, men der var ikke andre, hvilket var godt det samme; hun var associal og hadede selskab, eller gjorde hun? Det var svært at sige når man ikke rigtig endte nogen. Hun lænede sig med ryggen op ad et af træerne og gled stille ned af stammen til hun tilsidst sad på jorden indhyllet i den tykke aften tåge. Hun smilede for sig selv.

X

Ally hørte lyden af fodtrin nærme sig og vendte hovedet i retning af de knasende blade og knækkene grene. Hun kunne se en skikkelse nærme sig og lugten der ramte hendes næse fortalte hende at det var et menneske. Tørsten brændte som ild i hendes hals som dansende flammer. Hun blev siddende under træet ubevægelig, med blikket rettet mod person der stille kom tættere på.
Det var tydeligt nu at det var et menneske: Hans lettere uelegante gang beviste det. Hun undrede sig over om han havde opdaget hende, for hun kunne jo tydeligt se ham, men han var også et svagt menneske med svage sanser. Hun smilede lidt ved tanken om hvor uovervindelig hun var, hvor meget hun kunne bestemme, hvor meget frygt hun kunne skabe.