Running - Seth

"Ingen er ens.. Ingen mennesker, varulve, vampyre eller hybrider" mumlede hun med et skævt smil. Der var ganske vist en del vampyre, som var onde. Og de var da ens på nogle punkter. De var guddommeligt smukke, drak blod, kunne leve forevigt og deres hud skinnede som diamanter i solen. Men der stoppede lighederne også for hende. "Vi er alle dræbere.."

"Jeg vil du sige at nogle mere end andre," sagde han små hårdt. Smilet var ikke kommet tilbage på hans læber. Han rystede staidg på hænderne. Han kunne ikke helt styre det så meget, som han plejede at gøre. Han kiggede stadig ned på dem, som om han kunne styrer dem med et blik. Han knurrede svag, man kunne næsten ikek hører det. Hans blik var hårdt. Det var ikke så tit at han var sådan her.

"Du er også en dræber" påpegede hun. Han var ikke helt uskyldig, for han dræbte jo vampyre. Hun havde også hørt om at de nogen gange havde dræbt nogle mennesker. Enkelte gange slog de også deres menneskelige del fra, hvis de var sultne og spiste et dyr. Bare tanken fik hende til at gyse. Det måtte være ulækkert når man var menneske.

"Jeg har ikke dræbt nogle endnu, men tæt på," sagde han uskyld og såret. Han rystede stille på hovedet. hans hænder stoppede med at ryste ved den tanke. Han kom til at tænke på hvad han havde gjort ved Milla. Han rynkede panden dybt. Han skulle aldrig Milla igen, det ville han ikke. Det ville han ikke kunne klar, det ar på hende maven. Han sukkede stile og lukkede øjene.

"Se - du er lige så meget dræbermaskine som mig" sagde hun fuldkommen rolig. "Varulve er heller ikke hellig" mumlede hun smilede skævt. Hun syntes selv at varulvene var lige så farlige, som hende selv. Så de blev irriterede eller noget, så var det klogt at holde sig væk fra dem. Man anede ikke hvornår de gik amok.

"Nej, det er vi ikke hellig eller noget. Menneske skulle tag at holde sig væk fra varulve," sagde han. Han vidste det var sandt, han havde jo selv gjort nogte ved en. Han ville aldrig gemme lige dét. Han sukkede og rystede stille på hovedet. "Men jeg er ikke nogen dræber, overhovedet," sagde han roligt uden smil. Han var dog helt roligt lidt nu.

"Du er til for at dræbe vampyre" mumlede hun stadig helt rolig. Hvis de begyndte at slås ville, det ikke gøre hende noget. Varulve kunne ikke vinde over en vampyr alene. Det vidste hun. Mente en eller anden havde fortalt hende det og det lød jo logisk i hendes øre. Ulve var flok dyr og arbejdede vel så også bedst i grupper.

"Ja? Men jeg gøre det ikke vel? Vi to kan jo bare sidde og snakke helt roligt til hinanden lige nu," sagde han roligt med et lille smil, ved tanken om havde han gjorde. Det var jo ikke helt naturligt at de kunne gøre det? Det mente alle. Han vidste ike ehtl hvad han selv skulel mene om det det. Han havde ikke noget imod det, han styret lidt mere over ham selv, med ikke bare at blev til en ulve. Han kunne jo tænde af med et sammen, med et gjorde han ikke. Han var bedre til det nu. Han smilte små glad.

"Vi kunne også kæmpe.. Men det er jeg ikke rigtig i humør til" sagde hun i en drillende tone. Hendes rødeøjne havde et drillende udtryk. Hun smilede og tog en dyb indåndning. Spærrede så øjnene voldsomt op og holdt sig for munden. Hun kunne lugte et menneske i nærheden. Godt nok havde hun lige spist, men hun var kun 2 år gammel, som vampyr og havde stadig svært ved menneskeblod.

"Nej, tak, er ikke så vild efter det," sagde han i en let tone. Han kiggede undrende på hende. Han kunne næsten med det sammen se hvad der var galt. Han rystede på hænder med det sammen. Et menneske, det ville ikke gå lige nu. Han kunne mærke varmen i sig, der kom op i ham. Han kiggede på hende, men hans stille styrer sig selv. Hu.n vidste ligesom godt som ham hvad der vill sket, hvis hun gjorde det her

"Jeg gør det kun, hvis jeg er nødt til det" mumlede hun og strakte sig lidt. Hun sloges aldrig for sjov. Kun når det var alvor. Alt andet ville være dumt og fuldstændig meningsløst. Det var jo ikke sjovt at slås. Det var dødsensalvor.
Hun så på ham med store øjne. De var både bange, sultne og forvirrede. "Undskyld" hviskede hun ud mellem sine hænder. Så forsvandt hun fra hans side og løb i vampyrfart hen mod mennesket. Det var alligevel et godt stykke væk. Det var bare hendes lugtesans, der gjorde at hun kunne lugte det selvom mennesket var så langt væk. Hun havde ikke lyst til at dræbe mennesket, men da hun jo ikke var særlig gammel, så havde hun endnu ikke kontrol over sin blodtørst. Og det her menneske duftede virkelig godt!

Da hun var væk, gik varmen ned over han ryg. Han startede med at løb efter hende. Han sprang over en sten, og blev til den hvid ulv. Han lagde ørene ned og satte af sted med i en hurtigt farten. Han knurrede hårdt, han vidste at hun ville kunne hører ham. Han bukkede sig let ned, for at komme hurtigere afsted mod hende. Det var på en måde forkert for ham, men også rigtig. Han snusede og løb efter hendes lugte. Han kunne lige så stille lugte mennesket. Han var næsten lige bag hende, han kunne ikke se hende helt endnu.

//Undskyld, jeg svare langsomt, skal snart spise og hjælper med maden.

Hun vidste at han ville løbe efter hende, men den del af hende, som styrede lige der, var ligeglad. Den ville bare tømme mennesket helt for blod. Ville dirkke indtil sidste bloddråbe. Det var den del af hende, som ville gøre hvad som helst for bare en lille smule blod. Den 2-årige del af hende. Den del hun hadede mest ved sig selv.
Da Seth var lige bag hende undveg hun og stoppede op. Hvæsede af ham, så han kunne se hendes hvide tænder, der lynede. De spidse tænder var også kommet frem.

Han stoppede op foran hende. Han knurrede hårdt af hende, uden at være abneg. Overhovedet. Han var jo til for at dræbe vampyrer. Han blottede sine tænder. Han bukkede sig lidt sammen, han var jo pænt stor. Han knurrede vildt af hende. Hank kiggede hende idn i øjnene. Det var helt forkert at dræbe hende, men det var jo forkert af hende, at dræbe mennesket. Han tog sig ikke af at hun hvæsede af hende.

Hendes øjne blev en smule mere røde og lysede af raseri og sult. For hende var det naturligt at dræbe for at overleve. Det kunne Seth jo ikke leve sig ind i, for han købte jo bare sin mad. Det kunne hun ikke. Hun skulle føst forføre sin mad og så slå til. Det var helt, helt naturligt for hende. Da han begyndte at knurre vildt af hende, viste hun tænder. En dyb snerren kom nede fra hendes strube og ud gennem læberne.

Han var ligeglad med at det var natur, han ville ikek lade hende dræbe så tit på en varulv. Han knurrede mere, da hun vise tænder. Han blottede bare mere tænder af hende. Han bukkede sig lidt mere sammen.
Han kiggede hende i øjnene. Han gik stille frem mod hende. Han knurrede hårdt og vildt. Han vidste ikke hvad han skulle gøre

"Lad.. mig.. spise!" hendes stemme var meget anderledes end før. Det var en hvæsen. Hendes gode side, var fuldkommen væk, når hun kunne lugte blod så tæt på sig. Så gik hun fuldstædig i selvsving. Blodet nærmest kaldte på hende.
Hun så ham i øjnene. Så sprang hun efter ham.. Gik efter struben. Hvis hun fik bidt i ham ville hun kunne uskadelige gøre ham.

Han rystede på hovedet. Han knurrede vildt og hårdt. Han spang på sammen tid som hende. Han ramte ind i hende, så de begge ville faldt ned på hver sin siden. Han ramte jorden hårdt. Han bukkede sig lidt sammen. Han knurrede vildt. Han blottede virkelig meget tænder, selvom han ikke rigtig ville det.
Han lagde ørene tilbage. Han rettede let på sin stilningen. Han slog med halen.

Hun ramte jorden hårdt, men var hurtigt oppe igen. Han kunne umuligt vinde den her kamp. Hvis han havde været omega eller afla ville han sikkert godt, men han var bare en normal ulv. Normale ulve var ikke stærkere end vampyrene.
Hun angreb ham igen. Denne gang satte hun neglene i ham og rev voldsomt til.

Han knurrede og satte af sted mod hende. Han prøvede første at få sig fri. Han bed så fat i hendes skulderne. Han kiggede liidt på hende, eller så meegt han kunne imens han bed hende. Han stod halv op på to bene. Han kunne mærke sit hud, blev stille til blod, hvor hun havde fat i ham. Han knurrede hårdt og vildt. Han havde ikke troet at de skulle komme op på slås på den her måde. Vilde efter at dræbe hinanden.

Hun snerrede, da han bed sig fat i hendes skulder. Hun slap ham med neglene og rystede ham væk fra sig. Løb så hen til et træ et stykke fra ham. Så sin hud på to sekunder reparere sig selv. Hun smilede. Det var en fordel at være vampyr. De helede meget hurtigere end ulvene. "Jeg vil ikke gøre dig ondt, men du ber' om det!" hvæsede hun og gik efterr at bide ham igen.

Han knurrede og slap selv hendes skulder. Hans blik sagde lidt: Som om jeg ville gøre dig det. Han stillede sig klar igen. Han knurrede hårdt og højt. Han gik ldit rundt, det var stoppede med af bløde, men blodet sad godt i hans pels. Han rystede stille hovedet. Han slap hende ikke med sit blik.
Han flyttede sig hurtigt, så hun ikke noget at bide sig fat i ham.

Martina havde været inde i forks og shoppe. hun havde købt en gave til Seth, hun elskede virkelig seth, da hun havde siddet i skolen de sidste par dag og kun tænkt på ham, hendes lærere havde endda taget hende i at sidde og skriver hans navn i timerne i hendes hæfte...
hun ville skyde genvej gennem forks skov for at komme hjem, hun vidste slet ikke om man kunne dette, men hun håbede det, for hun gad virkelig ikke møde sin far, hun ahvde nærmest boet hjemme hos seth de sidste par dage efter deres skænderi, og seth som havde fortalt hans hemmelighed til hende, hun var ikke flippet ud over det eller noget som helst, hun havde taget det stille og roligt og lovet ham ikke at sige det til nogen, hun elskede ham bare endnu mere nu hvor han ahvde fortalt sandheden, at han var en varulv, hun troede på ham og stolede selvfølgelig på at han ikke ville gøre hende noget..
da hun vark ommet godt ind i skoven, kunne hun køre nogen knurre og hvæse af hinanden, hun ville se hvad det var, og løb afsted for at kommer der hen til, hun havde sin skole taske i hånden med gaven til seth. da kom rimelig tæt på dem hun gemte sig bag et træt, det var en ulv og et slags, mennske, men hvorfor slåssede de?, hun vidste ikke at nogen mennesker kunne have så mange kræfter ti lat slås med en varulv!. hun genkendte seth med det samme, hun ahvde set ham som varulv, og derfor var det ikke svært at kende ham, hun trådte væk fra træet og råbte " SEEETHH" hun var bange, for der ville ske ham noget... hun stod under 5 meter fra dem..

Jamilah var irriteret. Hun kunne ikke få sat tænderne i den pokkers ulv og få ham uskadelig gjort! Han måtte være blevet trænet bedre end hun havde troet. Måske trænede de hinanden? Hun vidste det ikke, men det var også det sidste hun ville tænke på nu. Hun ville bare have ham afvejen, så hun kunne spise.
Hun havde været så optaget af Seth, at hun ikke havde lagt mærke til at mennesket var kommet nærmere. Det var først, da der blev råbt ulvens navn, hun drejede hovedet og så mennesket hun havde kunne lugte. Hendes røde øjne blev nu helt blodrøde. Stirrede på pigen. Hun duftede så godt! Hendes blod duftede så forførende.. Hun smilede et smil, så man kunne se hendes tænder, som lynede. I løbet af et sekundt var hun henne ved pigen og havde lagt hende på jorden. Sad ovenpå hende og pressede hendes arme mod jorden.

Seth hørte sit navn. ahn kiggede forvirret tilbage. Han blev chokket, Martina stod bare det. han knurrede, han vidste ikke hvem af dem han knurre af. Han vra forvirret, hvorofr stod hun nu her? Han kiggede kort over på iglen, så ike var der. Han vendte sig hurtigt om. Han knurrede vildt. Han satte i læbe hen mdo dem. Han spang over mod Iglen. Han hamede i hende, så de begge faldt mod jorden, et stykke væk, fra Martina. Han knurrede af dem begge nu.
Til Martina for at hun skulle komme væk i en farten. Og af iglen, for hun ike skulle rør hans elskede.

martina var fladet til jorden, og slået hoved hårdt ned i en sten, hun var meget svimmel hun blødte fra baghoved, hun græd og tog sig til hoved, hendes ene hånd var helt rød af blod, " SETH HVAD SKER DER, Hvem er det der, " skreg hun og ville ikke have der skete ham noget , hun ledte efter sin mobil ,hun ville rigne efter politiet, og militæret og det hele, hun var bange, men hendes hænder rystede så meget, og da hun prøvede at taste på sin mobil var den selvfølgelig gået ud. hun lagde den ned i lommen igen og stod bare hvor hun havde rejste sig, hun var svimmel og havde det som om hun ikke kunne holde sine øjne åbne, det var svært. hun havde fået en ordenlig flængei baghoved. " lad min KÆRESTE VÆRE!" skreg hun over var på vej over mod pigen.. hun kunne ikke gå særligt godt det kunne man tydeligt se..

Jamilah knurrede af Seth. Vreden lyste ud af hende indtil.. Indtil hun lugtede blodet og så det på sine hænder. Hun havde ikke fået noget på tøjet, hvilket hun var ret glad for. Det ville hun ikke have kunne klare. Så snart hun kom op på benene igen, pressede hun sig hårdt op af det nærmeste tykke og solide træ hun kunne finde. "STOP HENDES BLØDNING! JEG KA' IKKE HOLDE SÆRLIG GODT IGEN" både skreg og jamrede hun. Sank ned på sine knæ og så bare ned på sine hænder, med sine blodrøde øjne. Blodet duftede så godt. Hun kunne slet ikke styre sig. Begyndte at slikke det af hænderne. Sukkede højt af nydelse.

Han stønnede kort over alle deres ord, han hørte ikek rigtig efter. Han havde få meget at se til ligenu. Han kiggede frem og tilbage, helt forvirret. Han hoppede hurtigt oer til Martina. Han knurrede stille tilbage mod iglen. Han puffede til Martina, fordi hun bare skulle væk med det sammen. Han kunne jo ikke gøre noget. Han bukkede sig let sammen, så Martina kunne komme op. Han kiggede helt tiden på Igle.
Han ventede til at hun var kommet. Han knurrede stadig, Martina kunne nemt mærke det, da hun sad på hans ryg.

martina kiggede på pigen og sagde " du rør ikke min kæreste jeg myrder dig" , mere sagde hun ikke før at seth kom over til hende og gjorde tegn ti lat hun skulle kravle op på hans ryg, hun tog sin taske og satte sig og holdte godt fast i ham, " jeg elsker dig" sagde hun grædende, hun havde snart ikke flere kræfter, hun blev mere og mere slap i kroppen og fik det dårligere og dårligere. hun begyndte at hænge med hoved, hun mistede sig besvidst heden...

"Chancen for at jeg myrder dig lige nu er meget større end chancen for at du kommer i nærheden af mig nogensinde" mumlede hun lavt. Dog højt nok til at pigen og Seth kunne høre det. Det lød måske vanvittigt, men det var sandt. Kun fordi at hun vidste at Seth ville angribe hende, lod hun være med at angribe dem. Hun kunne regne ud at de var kærester, da hun hørte pigen sige hun elskede ham.
Hun så ned på blodet i sine hænder og begyndte igen at slikke det af. "Dit blod smager godt!" sukkede hun højt.

Han løftede første poten til iglen, før han trillede ind i skoven, væk fra hende. Han kunne nemt mærke Martina på sin ryg. Han knurrede stadig svagt. Han vippede med ørene frem og tilbage. Han lyttede hvis igle skulle komme efter ham igen.
Han var nu ikke klar til en mere kamp. Han sukkede stille. Han satte fraten op, han var over på La Push nu. Han blev lidt mere roligt.

Martina lænede sig for over nu, hun lukkede øjne og besvimede at slaget og blodet hun havde mistede, det var en del alligevel og flængen var rimelig stor, da han stoppede i la push væltede hun bevidst løst ned af hans ryg og lå bare på jorden, hendes hår var helt vådt af blod

Da Jamilah havde fået slikket sine hænder rene fulgte hun efter dem på afstand. Hun holdt god afstand, så Seth viste at hun ikke ville dem noget ondt. Hun havde fået stille sin tørst, selvom hun stadig gerne ville have fingrene i blodet. Hun tænkte dog en del mere klart nu. Og hun vidste at pigen var bevidstløs og var i gang med at miste en del blod. Hvis ikke blødingen snart blev stoppet, ville hun dø.
Hun stoppede, lige på græsen ved La Push. "Jeg ved hvordan man stopper blødningen" sagde hun højt, selvom han sagtens ville kunne høre hende. Hendes stemme lød undskyldende og hvis han havde lydt godt efter, kunne han høre at hun virkelig ville hjælpe og gøre det godt. Hvilket han nok kunne regne ud fra hendes ordvalg.

Han stoppede kort op, før han løb tilbage til huset med Martina, han tænkte at det nok var bedste at komme som menneske. han lagde hende på sofa, efter at ha fået hende op på den med tænder. Han kom ovenpå, og blev til mennske. Han tog hurtigt noget tøj på. Han løb nede under. Han tog Martina op, han var ikke meget for at lade den Igle hjælpe, men han havde ikke en bedre idé selv.
Han løftede hende op, han bær hende nu ud til igle. "Ja," sagde han koldt. Han kiggede over på hende, han var nu meget tøvende. Hans blik var koldt med koldt på.

BAR LIGE SPRING MIG OVER
er jo besvimet

Hun takkede kort sine forældre for at have sendt hende på et førstehjælpskursus dengang de stadig havde boet i Sydney. "Okay, jeg skal bruge noget saltvand, nål, tråd og saks.. NU!" beordrede hun og stoppede med at trække vejret. Det ville gøre det en del nemmere for hende, at ordne det. "Og nogle våde klude og noget plaster!" råbte hun. Holdt en en på pigens pande, da hendes hånd var kølig. Måske ville det få hende til at vågne lidt.

"Hvis du har gjort noget ved hende," mumlede han før, han lagde hende ned. Han løb tilbage til huset. Han kunne ikke rigtig finde alle de ting. Men han fandt dem til sidst. Han var overhovedet ikke glad for at gi hende lov til noget. Ligenu var den igle sammen med hans kærste, han kunne ikke li det. Han var hurtigt færdig med at finde tingene. Han kom tilbage. Han lagde tingene hen til hende. Han satte sig på hug ved siden af Martina.

Martina vågnede meget lidt, da jamilah lagde sin hånd på hendes pande, det var dejlig kold, hun åbnede stillede øjne og kunne ikke se Seth, " hvor seth" sagde hun meget lavt og stille.. men hun fik svar på det lidt efter da han kom hen til dem og sad ved siden af hende, hun græd lidt eller det vark un hendes øjne, der løb i vand, hun kiggede på seth og sagde " undskyld" hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun havde en knaldende hovedpine..

Hun rørte sig ikke mens Seth var væk. Ventede til han kom tilbage med tingene. På nogenlunde samme tidspunkt vågnede pigen. "Lig stille og klem om Seths hånd når det gør ondt. Såret er dybt, så det skal sys" mumlede hun højt, for at sikre sig pigen kunne høre hende. Gik i gang med at fjerne blodet omkring og rense såret med saltvandet. "Sig lige farvel til lidt hår" hviskede hun og klippede det af kun hvor såret var. Det ville alligevel vokse ud. Satte så tråden i nålen, gjorde det rent med saltvandet og begyndte at sy det. Undgik helt at trække vejret.

"Her skat," mumlede han stille og tog hendes hådn stille. Han løftede hende let op, så det var nemmere fra Jamilah at sy. Han kiggede kort på hende. Han smilte stille til hende. "Jeg kommer til at hører fra det her længe ikke?" Han løftede det ene øjebryn let op. Han kiggede kort ned på Martina. Han ventede stille på at hun ville starte med at klemme på hans hånd. "Det skla nok gå," sagde han stilel til Martina med et smil. Han nussede hendes hånd blidt. Han kiggede over på Jamilah, han vra vrasomt.

" jeg er bange" sagde hun stille og kiggede på pigen, det var hende der havde angrebet hende, hun gik i panik og skrgeg " GÅ VÆK!!! ikke rør mig du slår mig ihjel" hun var helt rundt på gulvet, " hvor er jeg!!" forsatte hun, og prøvede at kommme op, hun lod hende ikke komme til sit hoved, hun kæmpede i mod,. " skat hun vil slå mig ihjel. hvorfor tillder du hende at gøre det" sagde hun bange og kiggede på ham.

"Jep.. Du skylder mig adskillige tjenester" mumlede hun, mens hun koncenteret fortsatte med at sy. Det gik rimelig godt, inditl pigen flejnede fuldstændig ud. Hun tog fat i hendes arm, en smule hårdt. "Lig stille ellers dør du af blodtab!" sagde hun hårdt og fortsatte så med et sy. Holdt stadig vejret, og undgik at se på blodet på sine hænder. Hun ville sikkert slikke det af, når hun var færdig. Valgte at overhøre det pigen sagde om hende.

Han rullede med øjnene. "Skat? Hun hjælper dig bare," sagde han blidt og nussede hendes hånd blidt. "nej, hun dræber dig ikek min skat. Lig så stille," sagde han lidt hårdt til sidst. "Gøre jeg? Hvorfor?" sagde han i en let tone. Han kiggede ned på Martina. "Bare roligt elsket," sagde han smilende og stille. "Jeg passer på dig, hun få ikke lov til at såre dig," sagde han blidt og roligt til hende. Han klemt stille hende hånd

da hun tog hendes hånd og holdte hende, og seth sagde at hun bare skulle være rolig, hun prøvede og lagde sig stille ned så det var nemt for hende at komme til, " okay skat" sagde hun stille og holdte lidt hårdt i hans hånd, det gjorde ondt, hun lukkede øjneo g bed sig i læben, hun var begyndt, at blvie dårlig igen. man kunne se det på hende, hun var små bleg i ansigtede...

"Fordi jeg let kunne dræne din kæreste for blod, men lader være fordi jeg synes du er flink" mumlede hun som svar på hans spørgsmål. Syede færdigt og klippede resten af tråden over. Rensede så igen og fjernede blod fra såret. Det burde holde og så skulle de bare tage på hospitalet om en uge eller to. Så burde det være helet.
"Sådan" mumlede hun med et skævt smil. Så så på sine hænder. Der var en del blod på. Hurtigt slikkede hun sine hænder rene og vaskede dem i saltvandet. Tørte sine hænder i bukserne. Det havde overhovedet ikke slået hende, at hun havde brudt næsten alle regler i traktaten.

Han trak på skulderne. "Yay, okay så," mumlede han smilende og drillende. "Men det bliver imellen os to!" Sagde han drillende. Han nussede Martina hånd med et smil. Han tænkte på hvad der var sket i dag. Han rynkede let på panden, men smilte dog til dem begge to.
Han kiggede over på Jamilah igen. "Takker," sagde han stille. Han rakte hånden over mod hende. Han løftede Martina let op på den anden. "Så er vi færdig skat," mumlede han stilel til hende.

Martina var ikke ved bevidst hed, hendes ansigt var nu mere blegt en før.hun lå helt slap mod hans arm. hhendes vejretrækning var meget stille og meget for langtsomt,.. . hun var besvimmet, og havde mistede en del blod.... de burde nok havde været på sygehuset med hende i stedet for..

Jamilah lagde mærke til hendes vejrtrækning. "Lort" mumlede hun irriteret. "Kig væk!" sagde hun bestemt til Seth. Hun anede ikke om han kiggede væk, før hun gav pigen en syngende lussing. Det plejede at hjælpe, specielt fordi at hun var så stærk som hun var. Begyndte så at slå hende flere gange lidt blidere i kinderne.

//Logger nu, dudes//

Seth kiggede ne dpå Martina. Han var urolig med det sammen. Han vidste ike hvad Jamilah tænkte sig, men han kiggede ikke væk. Han åbnede munden let for at sige noget til Jamilah, men sagde ikke noget.Han rystede overhovedet ikke lige der. Han vidste med det sammen, var hun havde tænkte sig. Han var dog lidt chokket over at hun gjorde det, når han sad så tæt på dem begge to. Han kiggede bare på Jamilah.