Running - Seth

hun reagerede ikke på noget af det, hendes puls faldt langtsom, og vejrtrækningen holdte op, hun stoppede med at trække vejret... og pulsen faldt langsomt..

//sorry korte svar

"Svage mennesker!" hvæsede hun irriteret for sig selv. Det fløj nærmest bare ud af hende. Deres kroppe kunne jo ikke holde til noget som helst! De var jo sindsygt svage.. Hun sukkede og så en smule opgivende på hende. Så så hen på Seth, der så en smule chokeret ud. "Hvis du kan mund til mund, så gør det nu.. Jeg tror min kulde svækker hende" sagde hun med et panikslagent glimt i sine øjne.

"Lidt vel?" svarede ham til at mennesker var svage, nogle gange. "Men alle kan jo ikke bare være varulve og vampyr,"sagde han stille og kiggede ned på hende. Han bukkede sig let ned, hans munden var ikke langt fra hendes. Han var ikke ligefrem god til at give luft, men han var nød til at prøve jo. Han gjorde det roligt. Varmen fra ham kom over hende langsomt blev der varmere og varmere.

hun begyndte at blive varmere og varmere og hendes puls steg langsomt, og blev normal igen, hun hostede voldsomt da hun kunne trække vejret selv. og han pustede, hun slog øjne op og var øm i hele kroppen og sagde stille " hvor er jeg", hun kiggede rundt og så på jamilah og så på Seth. hun kunne ikke huske noget som helst " hvad er der sket?" spurgte hun stille

Jamilah så kort fra pigen til Seth og så tilbage igen. Hun bestemte sig for at lyve. Det ville være bedst. "Øhm.. Du faldt inde i skoven og slog hovedet på en sten. Seth og jeg kom tilfældigvis forbi og fandt dig.. Så tog vi dig herhen, så jeg kunne sy dig, fordi du fik en flænge i baghovedet" forklarede hun. Det var faktisk næsten sandheden. Så tæt hun turde komme på den. Hun smilede lidt usikkert og skænkede det ikke en tanke at hendes øjne var blodrøde og at hun havde blod på hagen og i mundvigene.. Måske også lidt på tænderne.
Hun lagde en iskold hånd på pigens skulder. "Har du det okay?" spurgte hun bekymret og så hende i øjnene.

Han nussede hendes hånd, som han stadig have. Han havde flyttede hovedet meget, så de kunne se på hende. Han smilte stille til Martina. "Du er ved La Push, du er sammen med mig og.." Han tøvende kort. Han ville har brugt ordet igle til Jam, men kunne jo ikke rigtig. "Jamilah," sagde han blidt og tog ehnde let op til sig. "Det var godt at vi kom forbi," sagde ahn stille. Han kom lidt i tanke om, hvordan det lød. Han rynkede panden, han snusede lidt for meet , og fangede lugte fra Jamilah. Han rynkede på næsen

hun kiggede på dem begge to og vidste ikke helt hvad hun skulle sige, hun kunne godt se på dem at i løj, hun var vant til at se på folk der lyver, hun tog det ikke så tungt, og satte sig op til seth og sagde " jeg har ondt i mit hoved" hun kiggede bange på jamilah, nu begyndte hun og kunen huske hvad der var sket, hun løj for hende, hun var ikke faldet, den pige havde overfaldet hende. hun sukkede og rystede på hoved af dem begge tog " i behøver ikke lyve for mig" sagde hun og vidste ikke hovrdan de ville reager. hun rejste sig op men man kunne tydeligt se på hende at hun var, svimmel og haved det bestemt ikke godt, hun vendte ryggen til dem og gik over til et træ hvor hun kastede op af, og tog sig til hoved...

Jamilah så forskrækket på pigen, da hun sagde hun vidste at de løj, Fandens! Hun så på Seth, for at se om han havde nogen idéer, men det droppede hun hurtigt. Pigen havde gennemskuet dem, og kunne sikkert huske hvad der var sket. De måtte enten benægte og sige hun bare havde fået en voldsomt slag i hovedet eller fortælle hende sandheden. Hun var nok mest til den sidste, for hun var selv en meget dårlig løgner.
Da hun gik hen til et træ og brækkede sig, så hun op på Seth. "Hun har måske fået hjernerystelse" forklarede hun. Hvis hun havde så skulle hun på hospitalet. Det kunne hun dog ikke komme lige med det samme. Hun ville sikkert sladre om hende, og så ville der ske frygtelige ting. Slikkede sig på tænderne og smagte blodet. Spærrede forskrækket øjnene en smule op.

Han rystede stille på hovedet til Jam. Han kiggede ned på Martina med et smi. Han nussede hendesp panden. Han var undret oer at hun kunne se på dem at de løj for hende. Han smilte dog lidt mere. "Er du okay skat?" spurgte han stille til hende. Han kiggede kort over på Jam. Hvad lavede hun lige? Han rynkede på panden lidt og løftede det ene øjebryn lidt op.
"Er du okay?" Spurgte han Jam om. Han kiggede over på hende, helt forvirret. Han nussede stille Martina og kiggede kort ned på hende med et smil. "Det skal nok gå," hviskede ham til hende.

hun kiggede på dem efter at have kastet op og sagde " ligner det måske jeg er okay?, jeg vil gerne have min far kommer" hun begyndte at græde, hun havde det virkelig dårligt, hun begyndte at sidde og snakke sort og sige ting der slet ikke hang sammen, hun kiggede rundt omkring og rystede på hænderne, hun havde fået en voldsom hjernerystelse..

"Blod på mine tænder!" hviskede hun så lavt, at de kun var Seth der ville kunne høre det. Hun lukkede alt pigens snak ud af sit hovede og tog lidt luft ind gennem næsen. Duft af blod overvældede hende. Hun tørte sig rundt om munden, med hænderne og spærrede endnu en gang øjnene op. Hun havde haft blod i ansigtet! Heldigvis så det ikke ud som om pigen havde lagt mærke til det. Hverken hendes øjne eller blodet, havde pigen lagt mærke til. Det lettede en del.
Hun gav sig til at slikke blodet af sine hænder.

Han tog hende helt op til sig. "Hey roligt, det skal nok gå. Du skal bare sove lidt min ksta," sagde og pøvede at lyde roligt. Han kunne ikke li tanken om hendes far. Han kunne nemt huske siden gang. Han rynkede panden. Han vuggede hende stille. Han nussede stille imens. Han kiggede over på Jam, hun så ikke helt for godt ud.
"Det kan jeg se," mumlede han stille til hende. Han kiggede stadig lidt over på hende, før han vendte blikket ned på Martina. "Hey Jam, har du også noget mod det her?" Han kiggede usikkert over på hende.

hun kiggede op på dem begge to, hun vidste godt de talte om hende, men hun kunne ikke rigtigt fokusere på noget lie nu " jeg vil ha min far " sagde hun og tog fat i Seth mobil i hans lomme, hun fandt den selv, hun trykkede, hans nummer og han tog den med det samme " heey far detmig, jeg ved ikke hvor jeg er, jeg er i skoven, i la push, jeg har det ekstremt dårlig, kom og hjælp mig, far " hun græd, og gav seth mobilen da hendes far ville tale med seth, " heey er martina og du okay?, jeg kommer med det samme, skal i bruge en ambulance?" sagde han og virkede meget urolig, men man kunne os hørep å ham at han ikek var sur på seth.

Jamilah rystede på hovedet af hvad han spurgte hende om og blev færdig med blodet. Da pigen ringede til sin far, blev hun strak meget opmærksom. Hørte hvert eneste ord han sagde. Da hun rakte mobilen til Seth og faren snakkede til ham, havde hun allerede taget den ud af hans hånd. Gik så et par skridt væk fra dem.
"Hej, det er Seths vens, Jamilah.. Du behøves ikke komme, for vi er allerede på vej til hospitalet med hende. Ikke det i Forks, men det i Seattle" hun talte med en neutral og myndig stemme. Hun var god til at snakke med forældre og gøre dem rolige. Det var en slags evne hun havde. Den var ret nyttig, når ens forældre var oppe i det røde felt. "Vi kommer hjem med hende, så snart hun er blevet tjekke af lægerne på Seattles hospital. Det er nogle af de bedste læger i landet.. Desuden er jeg medicinstuderende og jeg har set på deres datter. Hun har sansynligvis fået en mild hjernerystelse og er en smule rundt på gulvet. Hun tror stadig vi er på stranden, men vi er i bilen. Vi ringer, når vi er nået frem.. Farvel" sagde hun og lagde på. Lukkede så sine fingre rundt om mobilen og knuste den.

Han lyttede til han Martina sagde til sin far. Han rynkede på pande. Han nussede hende stille, han vidste at på en eller anden måde skulle der her nok gå, eller ikke. Han tænkte lidt over det, han kiggede på dem begge to. Han prøvede at smile lidt, men det gik ikek særligt godt for ham. Han kiggede ned på Martina. Han var klar til at tag mobilen, pludslig var den væk. Han kiggede med det sammen over mod Jam. Han rynkede panden let. Hvad havde den igle nu gang i? Han sukkede stille og lyttee til dem. Han kiggede ned på Martina. "Du få det snart bedre skat," mumlede han kort og kyssede hende blidt på panden

martina's far stolede ikke lgie frem på Seth "ven" han kunne selv høre p hende at hun løj, det var martinas familie temmelig gode til , og nu da hendes far arbjede i politiet var det ikke svært for ham at finde dem og der gik ikke længe før, man kunne se lygte blik fra flere lygter og hunde det gøgede, " min far er her" sagde hun og kiggede på jamilah og havde et koldt blik og forsatte " man kan ikke lyve for mig eller min far" hun skubbede seth lidt hårdt væk og gik over til jamilah, og skubbede til hende og sagde " du er så dum i hoved, tror du ikke jeg ved hvad du er lige som seth, seth er varulv og du er hvad en kind off vampyr? dine øjne og blodte om din mund, jeg så det godt, du er afsløret." hun var svimmel og hendes tale var ikke helt rent hun mumlede os lidt mens hun talte og kunne ikke helt udtale alle ord rigtigt.

Jamilah sukkede. Hun havde kunne høre bilerne længe. Hvad skete der lige for verden? Kunne den ikke bare gøre hvad man ville have den til en gang i mellem, eller var det for meget at bede om? Da Martina skubbede til hende, rykkede hun sig ikke en millimeter. Hun vidste at det ville gøre meget mere ondt på Martina end på hende. At skubbe til Jamilah var ligesom at skubbe til iskoldt marmor. Hun så bare på hende med et koldt og alvorligt udtryk i sine øjne.
Tog så fat i Martinas krave med en voldsom styrke. Hun vejede dårlig nok noget, i hendes egen målestok. På et milisekunder, var Jamilah henne ved et træ. Pressede Martina op af det, mens hun holdt fat i kraven på hende. Så hende i øjnene med et gennemborende og alvorligt blik. "Hvis du siger det her til nogen går det ud over alle!" hun lagde tryk på hvert eneste ord hun sagde. "Jeg er ikke dum, jeg håbede bare! Men hvis du fortæller noget om hvad vi er eller hvad du har oplevet, så dør ham du elsker og jeg.. Plus dig selv. Min slags ser ikke.. mildt på jer mennesker" sagde hun. Hvert ord hun talte var fuldt med had.
"Du og hele din familie, vil blive udslettet hvis du bare tænker på at røbe det her!"

Seth sad bare stilel og rystede på hovedet. Der her endet sku ikke særlig godt, han rejste sig op. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre ved dem. De havde vel ikke tænkte sig at stare en tøssekamp nu? Han smilte let ved tanken om hvordan det ville sig nu. Han fik hurtigt det smil væk. Han kiggede over mod træet var de stå.
"Hey!" Sagde han til dem. "Så tag vi lige en slapper! Det er ikke lige den bedste tid at stare en kamp! Jam, roligt... Vi skal jo ikk har at de mennesker selv finder ud af det, når de ser noget som ligner en menneske slås med en store ulv vel?" Han lød roligt, mere roligt end ah nså ud. Han lagde en hånd på Jam skulder, trak hende let væk. "Rolig!"

martina blev noget så kun forskrækket da hun ikke flyttede sig, det gjorde faktisk ondt på hende da hun skubbede hende, men hun nåede slet ikke at se noget som helst før hun var oppe af træet, hun kiggede skræmt på hende og blev ked af det, hun græd " undskyld undskyld, jeg siger ikke noget" sagde hun og kiggede på hende, da hun hørte hendes far stemme råbe efter hende, " JEG ER HER" råbte hu ntilbage, men fortryd virkelig at hun havde råbt, det gjorde ondti hendes hoved. hun tog sig til hoveed og der gik ikke længe før, hendes far og flere andre politifolk kom hen til dem.

"Godt, for ellers har jeg tømt dig og alle du kender for blod, på få minutter" hun sagde det så lavt, at kun Martina ville kunne høre det. Det var en trusel, ja, men den var nødvendig. Menneskerne skulle have det på den hårde måde, ellers så forstod de ingenting. Og slet ikke at noget var alvorligt. Hun håbede at Martina ville holde munde og ikke straks fortælle alt til sin far. Hun måtte jo ikke dræbe i Forks og slet ikke i La Push eller reservatet. Men det vidste hun jo ikke.
Da politiet og faren kom, havde hun allerede sat Martina op af træet og havde taget en bekymret mine på. Hun skulle undgå at se dem i øjnene. Hvis hun var virkelig heldig, blev hendes øjne sorte. Det gjorde de sikkert også. Hun blev helt sulten af alle de andre mennesker der pludselig befandt sig der. "Skynd jer, jeg tror hendes hjernerystelse er værre end jeg troede" dette mente hun fuldstændig alvorligt og hun var virkelig bekymret for Martina. Bare ikke lige af den grund. Det kunne man dog umuligt høre. Og på en måde var hun alligevel lidt.

Han slap med det sammen Jams skulder, da de andre kom. Han kiggede på hende, hans bliv har kort hårdt. Han ville bare lige minde hende om noget. Hn stod ved Martinas side. "Hun fladt og slå hovedet ned i en sten," sagde han roligt. Han nussede Martinas arm stille. han håbede lidt på at Martina var med på det, for hvad skulle de elers sge? At en vampyr var ved at dræbe hende? Nej, det var en dårlig idé, det vidste han. Han kiggede på Martina, også en på Jam. Han skulle jo lige være sikkert på at hun ikke gjorde noget som hun ikke måtte. Han vidste ikke helt hvprdan et ville se ud, at han blev en ulv lige her.