Running - Seth

Dag: Irl
Sted: I skoven i Forks
Vejr: Overskyet og køligt
Tid: Om eftermiddagen
Omgivelser: En masse træer
Påklædning: Lyse, stramme jeans, lang, sort top og røde Allstars

Jamilah løb rundt i skoven. Mest fordi hun ikke havde andet og lave og fordi hun gerne ville brænde lidt energi af. Når hun ikke havde nogle at kæmpe med, kunne hun lige så godt foretage sig et eller andet. At løbe var heller ikke nogen slem ting. Så holdt hun sig da i en nogenlunde god form. Eller kunne vampyre overhovedet komme i form? Hun vidste det ikke og var også ret ligeglad.
Hun var næsten lige kommet fra Seattle, hvor hun havde spist. Det kunne også ses på hendes øjne. De var ikke blodrøde, men en nuance mørkere. Hun hadede den farve. Kunne meget bedre lide når de var sorte eller hvis de var ravfarvede. Det var nogle meget mere naturlige farver. I hvert fald mere naturlige end rød. Men hvis hun ville drikke menneskeblod, så måtte hun leve med den øjenfarve.

En hvid ulv, løb. Den var størrere end en normal ulv. Han knurrede stille, han bukkede hovedet let ned, og kiggede ned i jorden. Han satte farten op. Han lagde ørene tilbage. Ulven var Seth. Han havde ikke andet at lave, han skulle hellere ikke noget. Han slog med halen, og løtfede hovedet. Han hylede højt og langt, før lugten kom til ham, den var den sammen lugte som han altid ville kunne kende. En vampyr. Han satte stille farten ned, før han stoppede helt. Han rynkede på næsen, han kunne ikke lide den lugten. Han rystede med hovedet fra side til siden. Han bukkede sig let sammen, han gjorde sig klar til at sætte i løb igen. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre. Han trak kort på skulderne. Han knurrede svagt, men hårdt. Han sprang af sted i løb. Han sprang let over nogle sten på vej.

Jamilah stoppede op, da en kraftigt stank ramte hende, som havde et tog kørt hende ned. Bort set fra at toget, nok ville blive mere smadret end hende. Men det var jo bare en sammenligning, for at beskrive hvordan det føltes for hende. Hun snusede lidt ind. Ud fra stanken kunne hun konkludere at det hverken var en omega eller en alfa, så hun var en del mere rolig. De almindelige ulve var en del sjovere at slås med en de andre. For omega'er og alfa'er havde jo evner.
Hun hørte ulven knurre et sted langt væk og smilede, da hun kunne høre at den var begyndt at løbe. Selv blev hun stående helt rolig.

Seth stoppede op, det var ved at blive for meget for ham. Den stank kraftigere end før. Han rynkede mere, han vidste ike helt om han ville gå tættere på. Han var helt sikkert på at hans næse kunne klar dén stank fra en blodsuger. Han bakkede kort tilbage for stanken. Han lukkede øjnene, han kunne ikke klar det, det stank jo værre end noget andet, han kendte. Han var ret sikker på at han skulle kaste op. Han rynkede stadig med næsen. Han snusede lidt, noget ramte ham hårdt. Det var jo stanken af blod. Hanknurrede og bukkede sig ned. Han lukkede øjnene let sammen, og lagde ørene ned langs siden, klar til at løbe igen. Selvom han overhovedet ike kunne li den stank af en blodsuger. Han slog hårdt med halen. Han satte af sted, men ikke så hurtigt som ellers. Han var mere roligt med sine skridt.

Jamilah vidste at ulven, hadede hendes duft. Vampyre havde for varulvene, en sygeligt sød duft for varulvene. Hun havde aldrig selv, kunne lide ting der duftede alt for sødt. Heller ikke nu. Eller jo, vampyrenes duft, men den duftede jo anderledes for hende end for ulvene. Hun syntes bare de duftede godt, ligesom menneskerne gjorde. Varulvene duftede for hende af våd hund. Det var ikke lige frem en lækker lugt. Men deres var ligesom bare hundrede gange værre end med en rigtig hund. Hun gøs kort ved tanken.
Da hun hørte ulven knurre forstod hun ikke helt hvorfor. Hun havde jo ikke gjort noget. Endnu. Da hun kort kløede sig på næsen og lod sig hånd løbe ned af sit ansigt, forstod hun en lille smule hvorfor. Hun så på sin hånd, som havde en lille stribe blod. Det havde sikkert været i hendes mundvige. Hun slikkede det af hånden.

Seht knurrede stadig svagt. Han satte farten op, han pev stille ved tanken om hende stank. Alt for sød, overhovedet ikke godt. Han satte hurtigt til siden, bare for at slippe lidt af hendes lugte. Han rystede hovedet. Han kom helt til at tænke på, hvordan han lugte for en vampyr, det havde han ikke tænkte over før. Det kunne jo ikke bare være af hund eller kunne det? Så kunne de jo ikke være ved en hund eller noget, uden af hade den stank. Så nej, der måtte være noget andet ved en varulvs stank. Han vidste jo godt at varulve ville stinke ved en vampyrs næse. Han rystede tankeren væk fra sig. Han stoppede op, lidt væk fra hende. Han bukkede hovedet lidt, og knurrede stille.

Jamilah smilede, da varulven ikke stod særlig langt fra hende. Hvis man så bort fra at den knurrede, så så den egentlig meget sød ud. På sin helt egen meget, meget specielle måde. Hun kunne egentlig godt lide dem i menneskeskikkelse. En del af drenge ulvene, var faktisk pænt hotte, hvis man ikke tænkte på at de var ulve. Og at de stank.
"Hej" hilste hun og løftede en hånd til hilsen.

Han rynkede panden. Han lagde hovedet let på skrå og satte sig ned. Han kiggede på hende. Han kiggede på hendes hånd. Han rynkede næsen. Føj, var hana tanke. Han smilte dog svag, som altid. Han kunne ikke helt komme på noget, han ikke kunne smil over lige nu. Han løftede stille sin ene pote op, selv som en hilsen, han kunne bare ikke helt li den måde at han var på. Hun var jo en vampyr?! Hvad tænkte han på?! Han rynkede panden af forvirrningen. SKulle han ikke bare spribge på hende eller hvad? Eller var det forkert af ham? Han lagde hovedet lidt let på skrå.

Den hånd hun havde løftet til hilsen, var også den hun var blevet bidt ved. Det var højre hånd. Lige ved håndledet på underarmen. Så vidt hun vidste var det kun vampyre, der kunne se den slags ar. Hun sukkede. Selvom hun syntes det var smukt og placeret et godt sted, var det også det der havde forvandlet hende til det hun var. Det hun ikke ville have været blevet, hvis hun havde haft et valg. En eller anden sulten vampyr, havde bare bidt hende kort, for så blev han afbrudt af et eller andet. Hvis hun nogensinde mødte den vampyr, ville hun slå den ihjel.
Smilede så. "Jeg bider ikke" jokede hun og smilede endnu mere, så man kunne se hendes hvide tænder. "Vil du ikke forvandle dig til menneske?" Hendes stemme var lige som sølvklokker.

Han kiggede efter hendes blik. Et bid? Han rynkede panden, han kunne nemt se det. Han rejste sig op. Han gik lidt tætter på, for at bedre kunne se det. Han knurrede svagt over hende joke, som ikke var sjov. Men hans smil sad det stadigvæk, han smilte sit ulvsmil. Han stod tæt på hende, men ikke for tæt. Han rynkede næsen af stank. Han kiggede på hende, og rystede så på hovedet af hende. Hvad var der galt med hende? Han tænkte lidt over det, måske skulle ham gøre det?. Han vidtse ikke helt. Han satte sig ned igen, foran hende. Han lagde hovedet på skrå. Hans blik var stadig på hende bid, på hendes arm. Han kunne ikke li dé bid.

Hun smilede bare af at han knurrede af hendes joke. Den var selvfølgelig ikke sjov for ham, men det var den for hende. Det var vel bare en eller andne form for bizar vampyr humor. Hun smilede endnu mere da, han satte sig foran hende. Fulgte hans blik og fik øje på sit ar. Hun sukkede og smilte skævt. "Min skabers mærke" mumlede hun og rakte armen helt hen til ham, så han bedre kunne se. Hun så selv på det. I et par sekunder var hendes blik gennemsyret af had. Ikke til ham, men til skaberen af arret.

Han hoppede op, ved stanken fra hendes arm. Han rørt hende let på armen, da han hoppede op. Han bakkede stilleo g lagde ørene tilbage. Han kiggede mod hende. Han havde bare fået et chok over det, hun gjorde. Han rynkede på næsen, og faldt så ned igen. Han gik stille og lidt tøvende mod hende. Han snusede stille til hendes ar. Han kunne godt lugte ens anden lugte i det på en måde. Han satte sig ned igen, han vippede ørene frem igen. Frem mod hende, det havde han aldrig tænke at han skulle gøre. Han smilte smilte stille til hende og for sig selv. Det var helt mærkeligt for ham, da være så tæt på en vampyr, uden af bide efter den.

"Undskyld" mumlede hun. Hendes sølvklokke stemme var helt rolig og hun havde ikke rykket sig en millimeter, da han var hoppet op eller da han havde lagt ørerne tilbage og rynket på næsen. Det var jo bare naturligt for ulvene at være på vagt, når der var vampyre i nærheden af dem. Lige som hun burde være på vagt, når der var en ulv så tæt på hende. Men hun vidste at varulvene var meget.. følsomme, så hun prøvede at være rimelig rolig og afslappet når hun var i nærheden af dem, for at de ikke skulle flippe ud.

Han smilte stille og roligt til hende. Hun nikkede stille. Han lagde stilel hovedet mod hendes hånd, han gjorde det tøvende. Han var dog på vagt. Han vippede stille med ørene. Han var lidt uroligt over hvad ahn gjorde lige nu. Han kiggede op på hende. Hun var ikke som de vampyr han havde hørte om, hun var jo mere sød end ond. han smilte ved den tanke. Han teak sig ikke tilbage, han rynkede ikke så meget på næse mere, han lod bare lugten komme op på til ham, selvom han ike var helt glad for den lugte, men han kunne da klar det nu. han vra stadig tøvende.

Hun smilede glad. Det gjorde hende ret glad, at han ikke afskyede hende, rynkede på næsen, knurrede eller noget i den retning. Rent faktisk bare noget som afslørede at han faktisk hadede hende. Hun ville godt nok komme til at lugte af varulv, men det kunne et bad nemt klare. Hun smilede en smule nervøst og rykkede sig ikke en millimeter.
Hun så ind i hans øjne, med sine røde øjne. De var en nuance mørkere end blodrød. "Vil du ikke skifte skikkelse? Så kan vi snakke"

Han rynkede kort på panden, men nikkede så til hende. Han rejste sig op. Han løb mod skoven igen, for at blive til et mennekse igen. Det tog noget tid. Han gik tilbage til hende, han smilte stort og gald. Han gik tættere op hende, men ikke så tæt som han havde været om ulv. Han lagde hovedet let på skrå.. Han hvade nogle short på.
"Seth," sagde han smilende og rankte hånden mod hende. "Og du er Frøken igle?" Han bukkede stille for hende for sjovt. Han grinte stille. Han håbede ikke på at hun blev alt for sur på ham.

Hun så en smule forvirret efter ham da han gik, men da han kom tilbage som menneske smilede hun, så man kunne se hendes tænder. De glimtede en smule. Hun lagde godt mærke til at han ikke var så tæt på hende, som han var da han havde været ulv, men det gjorde ikke noget. Han kunne jo ikke helt forsvare sig, når han var menneske.
"Fedt at møde dig, Seth" sagde hun med et smil og tog hans hånd. "Tæt på, men det er Jamilah" Da han bukkede, besluttede hun sig for at neje. Grinte lidt.

"Er du nu sikkert Frøken igle? Ej, Jamilah," sagde han smilende . Han grinte af hende, og rystede stille på hovedet mens han grinet, Det var helt mærkeligt at grine sammen med en vampyr. Han kiggede på hende, hun var ikke som han troede. Hun var noget helt anden end han havde troet om en vampyr. "Jamen hvad laver en vampyr som dig her ud?" Han kiggede roligt på hende. Han havde stadig hendes hånd uden af lægge mærke til det. Han lagde hovedet på skrå, og smilte til ham.

Hun rakte tunge af ham og grinede bare. "Hvor gammel er du lige?" lo hun. Selv var hun i tvivl om hans alder. Han kunne nemt være yngre eller ældre end hende. Hendes krop var 18 år og det var hendes sind vel også, når hun blev bidt i den alder. Men hvis hun ikke var blevet bidt, havde hun været 20 år eller deromkring. I vampyr alder var hun to år.
"Jeg har lige spist og havde brug for at løbe lidt" indrømmede hun og så ham direkte i øjnene med sine næsten blodrøde. De ville røbe hvad hun havde spis. Hun håbede han ikke reagerede på en dårlig måde. "Hvad laver en varulv som dig her ude?" Hun så roligt på ham. Kom i tanke om at hun stadig holdt hans hånd, men det gjorde hende ikke noget. Den var dejlig varm. Febervarm godt nok, men det gjorde ikke noget. Det gjorde nærmest hendes iskolde hånd normal varm.

"17, lille igle," sagde han smilende. han kiggede kort ned af sig selv. Jo, okay.. Han så lidt aldre ud end hvad han var. Han trak på skulder med et smil. Han kiggede på hende. Han rystede kort ved tanken om, hvad hun havde lavet, men han tog det nu pænt nok. Han smilte som han plejede at gøre, et gald smil. Han havde ikke behøve for ay spørge hvad hun hvade spist. Han rystede stille tanker om vampyrer der spist et menneske fra sig. Han lagde vægten over på det andet ben. Han trak på skulderne. "Det ved jeg ikke helt, løb en tur, til jeg kom til din stank," sagde han drillende og smilende. Han rynkede for sjov på næsen. Han kunne nemt mærke hendes hånd som han stadig havde. Den var kold, nej ikke bare kold, men iskold, hvis det kunne gøre det.

"Jeg er 18, lille køter" sagde hun med et smil. Hun havde troet at han var ældre, men det var sikkert bare fordi at varulvene blev fuldt udvoksede inden de kunne skifte skikkelse. Det måtte være ret sejt at kunne forvandle sig til noget andet. Selv var hun fastfrosset som 18-årig og et blodtørstigt monster. Hun havde ikke bedt om det, men alligevel var hun nødt til at acceptere det. Desværre.
"I lige måde" grinede hun.

Han rullede med øjnene, over hende ord. Han sukkede for sjov. "Jaja.. Men du ser bare ikke ældre ud end mig," sagde han og smilte drillende til ham. Han gik et skridt tættere på hende for sjov. Hendes lugte var okay, lige nu. Han kunne godt klar den lige nu. Han havde ikke så meget i mod den lige nu, men det ville har når han gik fra hende igen. Så ville hun lugte ligesom alle andre vampyrer eller ikke? Det vidste han ikke helt. Han smilte til hende. Hans smil vra roligt, i forhold til at stod med en vampyr så tæt på ham, og han havde den i hånden.

"Faktisk skulle jeg have været 20" indrømmede hun med et skævt smil. Alder var ikke altid hendes yndlingsemne, for hun var en ret ung vampyr. Ikke nyfødt, men heller ikke oldgammel. Hun følte sig tit svag. Det var ikke noget hun brød sig om. Når man var vampyr ville man jo gerne fremstå, som vildt stærk og hurtig.

Han nikkede stille til hende, men et lille smil. Han rynkede ikke på panden over at hun vra 2 år i vampyr tid. Han nussede kort hende kind. "Så så... Det skkal nok gå.." Sagde han smilende og stille. Han grinede stille. HVad var det lige at han gjorde? At nussede en vampyr? Han rullede med øjnene over hans tanker.

// ER ikke så kreav mere?

Hun smilede og trak sig lidt væk fra ham, da han nussede hende på kinden. Hun vidste at han sikkert bare ville trøste hende eller noget. Men det var bare det at hun ville lugte forfærdelig meget af varulv og så følte hun ikke hun kunne være Blake det bekendt. han ville sikkert ikke gøre det med en anden pige. "Det er ikke personligt" forsvarede hun sig og så på ham med et undskyldende udtryk i de røde øjne.

Han nikkede smilende stille. Han holdte den ene hånd oppe foran sig, som han forsvaret sig selv lidt. Hans smilte selv undskyldig til hende. Han slap blidt hendes hånd. Han smilte dog stort til hende, som alt tid. "Når men..." Han kiggede på hende og lagde hovedet på skrå. Han gik lidt frem og tilbage foran hende. Han smilte dog drillende. Han vidste godtat han ikke skulle gøre noget dumt lige nu.

Hun smilede skævt. Satte sig ned og lavede en bevægelse med hånden, som viste at han skulle sætte sig ned.. Kun hvis han havde lyst selvfølgelig. "Du kunne se mit ar?" Det var både et spørgsmål og en konklusion. Hun havde været temmelig overrasket over det. Hun havde kun mødt vampyre, som havde kunne se det, så hun var ret så nysgerrig.

Han nikkede stille. Han satte sig ned, helt roligt og smilende. Han tog hendes arm. Han kiggede på ar. "Ja? Vi ulve kan lidt mere end mennekse Igle," sagde han smilende, det sidst sagde han drillende til hende. Han lod en finger geld ned over det, han kunne godt mærke at det vra kolde end hendes andet hud. Han rynkede dog let på næsen, han kunne jo ikke lade være. Han smilte smp uskyldig.

"Smart" mumlede hun og lod selv to fingre løbe hen over det. "Det har samme temperatur, som resten af min hud, det føles bare ikke sådan for andre" hun smilede skævt.

"Nej, du har ret. Det føls lidt kolde, selvom jeg ville sige at det brudte være helt umulig," sagde han små drillende. Han smilte roligt til hende. Han var lidt sikkert på at han ville snart kunne kalde hende for sin ven. Han var næsten venner med en vampyr? Han rynkede stille panden på grudn af sine tanker. For han var hun nok lige nu et menneske, men meget kold hud som stank pænt meget. Han snusede stille, han kunne godt klar hendes lugte nu

Hun trak på skulderne. "Hvis jeg finder personen som gjorde det her ved mig" hun lavede en bevægelse med den anden arm ned ad sig, for at understrege hvad hun mente. "Så dræber jeg personen" Hun sagde det lige så let og roligt, som havde hun sagt at hun havde nye strømper på eller lige havde fået vokset øjenbryn. Smilede skævt.

Han smilte mere. "Jeg vil da godt hjælpe dig med dét," sagde han smilende og nikkede for sig selv. Han havde ikke noget imod at dræbe en vampyr. Så han vra helt klar på det. "Ulven her vil med glæde hjælpe dig," sagde han smilende. Han smilte stort, man kunne næsten se at han var klar nu til at gør det af med dén person. "Jeg gøre det helt frit," sagde han drillende.

Hun lo bare. Hendes latter lød, som sølvklokker i vinden. Hun forbandede det. "Det er en personlig sag, så jeg vil hellere gøre det selv" hun smilede undskyldende til ham. Hun var ikke i tvivl om at han mente det, men hun ville hellere gøre det selv. Den der havde forvandlet hende, skulle bøde med sit udødelige liv.

Han trak på skulderne. "Jeg vil altid hjælpe, hvis nu du skulle få brug for det," sagde ahn smilende. Sad han virkelig og tilbud en vampyr hans hjælp? Wow, det havde han ikke troet om sig selv. Han satte sig bedre til rette, og slap hendes arm. Han kiggede på sine egne, nej ingen ar. Han havde ikke laget mærke til at de var gået vej. Han rynkede kort panden og kiggede så på hende. Han lagde stille armene over kors, han smilte stadig stort og glad.

Hun løftede et øjebryn. Skeptisk. "Det har jeg svært ved at forestille mig, misforstå mig ikke" sagde hun med et skævt smil. "Men når man tænker på vi er fjender af natur" hun vidste at resten ville give sig selv. Han kendte historierne og det gjorde hun også. Måske ikke dem alle, men dem der var nødvendige at kende. Og hun havde ikke hørt nogen om at en vampyr og en varulv hjalp hinanden eller var venner.

Han trak på skulderne, han kendte godt dé historie. Han rystede stille på hovedet, hvorfor var det nu lige at de ikke kunne li hinanden. Han kunne ikke rigtig se meningen med det mere. For han var det jo ligemeget, men for andre var det ikke. Han havde ikke rgitgi noget imod, vampyr, udover hvad de spist. Han kiggede kort på hendes rødeøjnene. Han rystede stille, men ikke meget. "Barh," mumlede han smilende. Han smilte til hende, hans smil var stort og glad som altid. Han lænede sig let tilbage.

"Du kender måske ikke historien om, da min slags angreb jeres stamme og en stamme lidt mere nordpå?" spurgte hun. Hendes rødeøjne var nysgerrige. En ulv, måtte de kende den historie. Selv havde hun kun hørt den, en dag hun havde været tæt på reservatet, mens de havde fortalt den. En god hørelse var altid god at have.

Han rystede stille på hovedte, men han var ikke helt sikkert på om han kendte den eller ikke. Han kendte den nok, da han var jo en varulv. Han rynkede panden, mens han tænkte. Han kom til rynkede på næsen, han smilte uskyldig, han kunne stadig lugte hende, for meget, men det vra til ar klar lige nu. "Jeg er ikke helt sikker, jeg har sikker hørte den en gang, for noget tid siden eller et år," sagde han smilende og trak på skulderne.

"Nåh, men det var nok det der gjorde os til fjender. Specielt da en af jeres dræbte sig selv for at distrahere en vred vampyr" Hun smilede skævt over historien. Den var ret sød. Indianeren havde uden tvivl været uhyggelig modig. Men på en måde også dum. Do mest modig. Selv havde hun nok ikke gjort det. Det var hun en al for stor kujon til.

Han lagde hovedet let på skrå og tænkte på dén histoire. Den kunne han godt huske. Den var nu ikke så god, mere uhyggelig lidt. Det den indianer havde gjort var modig, han vidste ikke som ville har gjort det for strammen. Han overvejrede det lidt, og rystede på hovedet. "Den kender jeg godt, den har jeg hørte meget gang nu," sagde han smilede til hende.

"Hun var modig, men også dum" sagde hun med et skuldertræk. Hvad nu hvis vampyren havde været hurtigere og havde nået at drikke blodet? Hvad nu hvis ulven ikke havde haft nok kræfter tilbage til at kæmpe imod vampyren? Det ville have været en helt anden historie hvis der var sket nogle andre ting. Rimelig uhyggeligt at tænke på.

"Ja modig og dum. HVor man bare kan gøre det," sagde han smilende og rystede på hovedet. Han kunne ikke helt forstå det, men han havde dog prøvet det forstå dem. Han lagde hovedet let på skrå igen. Han kiggede på hende med et smil, hans smil var glad og sotrot som altid. Det skulle lidt mere til ta gøre han sur. Det vra nu næsten kun vampyrer som kunne det.

"Hvad hader du mest ved os vampyre?" spurgte hun pludseligt og så på ham med nysgerrige, røde øjne. Hun smilede lidt. Det kunne være ret sjovt at vide, hvad en varulv virkelig hadede ved dem. Selv havde hun alt. Måske bort set fra udødeligheden. Men hun kunne ikke få børn og det var selvfølgelig en nitte for alle. Men hun var kommet sig over det.

"Hmm.. Det er stanken og hvad nogle af jer spise," sagde han stille. Han smilte stadigvæk til hende. Han rynkede på næse for at drille hende, men stanken. Me han vidste også godt at han lugte for hende. Sådan var dte bare, ingen varulve kunne li vampyrs strak, og inegn vampyr kunne li en varulvs strank. Det var sådan natur var, han klukkede kort over sine tanker.

"Jeg går ud fra du ikke bryder dig om min.. kost" konstaterede hun og pegede på sine øjne, for at understrege sin pointe. Så ned på sin hånd, den hun havde slikket blod af. Den lugtede stadig en smule af blod. Det var dog sikkert kun hende, der kunne lugte det. Hun gik ikke ud fra at hans sanser, var lige så gode som hendes, når han var i menneskeskikkelse.

Han lagde armene over kors. Kost? Hvad var det lige hun kaldt dét. Han fnøs stille og små hårdt. "Kost," mumlede han stilel og rullede med øjnene. "Men du har mere end ret, jeg kan ikke li din 'kost'," sagde han små smilende til hende. Han kunne ikke li den ord som hun brugt kost. Han kiggede igen på hende øjne. Han smilte dog kun lidt nu, han kunne bare ikke li den ord.

Hun kunne se at hendes ordvalg havde stødt ham. Det havde helt sikkert stødt ham en del. "Undskyld, mit ordvalg.. Jeg kan også sige; min føde eller mit valg af ofre.." Hun trak på skulderne. Det betød ikke så meget for hende. At dræbe mennesker, var jo naturligt for hende. Ganske vist brød hun sig ikke om det, men det var jo sådan hun overlevede. Ligesom han spiste mad for at kunne leve. så drak hun bare blod.

Han nikkede stille. "For mig er kost noget mennesker ha... Jeg vil ikke sige at varulve ha en kost som sådan," sagde han smilende. Han smilte glad igen, han kiggede smilende på hende. Han legede lidt med noget af græsset som var i jorden. Han kiggede stille på hendes arm, han kunne ikke li dét ar, hun havde på den. Men hvad kunne ahn også lige li ved en vampyr? Ingen ting eller hvad? Det vidste han ikke rigtig.

"I spiser vel ligesom alle andre mennesker" mumlede hun med et smil. "Det jeg hader allermest ved jer er nok, at i tror alle vampyre er ens" indrømmede hun uden at han havde spurgt. Hun regnede dog med at han måtte være en smule nysgerrig. Hvem ville ikke være det? Hun havde jo selv været nysgerrig efter at vide hvad han hadede. "Og så jeres lugt, men det vidste du sikkert"

"De flest varpyrer er ens," sagde han bestem. "Men nogle er også søde og venlig... Andre er dræber," sagde han stille. Han smilte ikke rgitig mere, da han sagde det. Han vidste godt at det vra rette, nogle var bare så ligegald med mennesket livet. Han lukkede hænder hårdt i. Hans hænder rystede svagt, han smilte ikke mere. Han var ved at styr sig selv. Han kiggede ned, hans blik var uskyldig og stille, men samtiden hårdt.