Boring - Alle må svare..

Årstid .:. Sommer, ofc.
Dag .:. Fredag
Tid .:. Klokken er omkring 11 om aftenen
Sted .:. Ude foran et værtshus i Seattle
Omgivelser .:. En del folk der er ude og fulde sig, og hygge sig med vennerne
Vejr .:. Det har været en ret kølige dag, der er overskyet og næsten fuldkommen mørkt af den grund
Påklædning .:. Sorte jeans, en blød, brun læderjakke, og sorte og hvide sneakers

William lukkede døren ind til værtshuset, og musikken og snakken forstummede næsten helt. Han nød stilheden, og stod bare stille lidt, på fortorvet ude foran. Hans ånde var synlig i luften foran ham, som en hvid dampsky, og han skuttede sig. Det var ikke særlig varmt, så han satte gang i benene, for at jage kulden væk. Han var glad for at han havde taget sin læderjakke på, men trods det, var det ikke specielt varmt. Han stoppede hænderne i bukselommerne, mens han begyndte at gå ned ad gaden. Præcist klokken elleve tændte gadelygterne sig, og det pludselige lys fik ham til at misse med øjnene. Han slog blikket ned, og gik i retning af sin bil, der var parkeret nogle gader derfra.

Påklædning: http://media.missselfridge.com/wcsstore/MissSelfridge/images/catalog/18G12FBLU_large.jpg og højhælede sorte sko

Ally listede sig stille ud af en gyde bag en bar, hvor hun for få sekunder siden havde tømt en halv liderlig midaldrende mand for blod. Hendes øjne var en mærkelig bordeaux farve fordi manden havde været hendes første offer i lang tid. Den høje klikkende lyd hendes sko lavede hver gang de rørte brostenene irriterede hende og hun fik en trang til at rive dem af og smide dem efter en af de fulde mænd der tumlede rundt omkring hende.
Hun kunne mærke hendes hals brænde og hun bed bestemt ned i sin læbe. Hun ville ikke jage mere i aften. Hun orkede ikke alt det der med at se sexet ud og tiltrække fulde som så slæbte hende ud i en gyde hvor hun endelig kunne få sin belønning. Hun fortsatte ned ad gaden med rank ryg og sit hår flagrende efter hende som et sejl på et skib. Hendes ansigtudtryk var intetsigende, som om hun var i en form for trance, men det var kun fordi hun koncentrede sig dybt om alt andet end hendes brændende tørst.

//Håber det er okay, jeg svarer? ^_^//

//Det er det ^^ Og undskyld tiden, men internettet stinker -.- //

En flok fulde, unge mænd stødte ind i William, og puffede grinende til ham. Han skubbede dem irriteret væk, og fortsatte. Der var ikke noget værre end at være i nærheden af fulde mennesker, og så selv være pinligt ædru. Men selv om han var taget på værtshus, orkede han alligevel ikke at drikke. Han var ikke i humør til det. Han var ikke i humør til noget overhoved, efterhånden. Men var det så sært? Han sukkede, og skubbede tankerne væk. Gad ikke tænke på det. Han løftede blikket, og fik øje på en usædvanlige smuk und kvinde, der kom gående. Selvom det var svært tvang han blikket væk fra hende, da han ikke ville gøre hende utilpas. For det var tydeligt, at alle mændene syntes hun var smuk. Hun fik mere end almindelig meget opmærksomhed fra fulderikkerne.

//yay xD Gør ikke noget... know the feeling -_- //

Ally kiggede nysgerrigt op da hun så hvordan nogle af mændende skubbede en anden uskyldig mand. Pissede terittorie af, ville nogle sige, helt ligesom andre hanner i dyreuniverset. Hun blev lidt skuffet da der ikke skete noget; hun elskede drama, men han var tydeligvis ikke let at provokere. Hun så at han kiggede op på hende og hun slog hurtigt blikket ned i jorden. Men hun var ret nysgerrig, så for sjov skyld kiggede hun op på ham igen, for at se om han stadig kiggede. Det gjorde han ikke og hun kunne føle et smil - hun ikke havde opdaget's fremtræden - falme hen og blev endnu engang til den udtryksløse maske. Hun så at hun var stoppet og en fuld mand nærmede sig hende. Han greb fat om hendes talje i et forsøg på nærkontakt, og hun udstødte et lille hyl og fik vredet sig væk fra hans omfavnelse. Hun kiggede på ham med store øjne og han kiggede tilbage med et skævt smil. Hun var ikke let at skræmme, men hans blik havde en lammende effekt på hende, og hun kunne ikke finde musklerne til at bevæge sig frem ad.

Et eller andet, havde fået William til at sætte farten ned, og til sidst stoppede han helt op. Han følte sig utilpas, når han så mændenes liderlige blik, på pigen. Hun var så ung. Det gjorde ham gal. Sådan nogle fulde idioter! Han holdt øje med hende, og så derfor også, da en tilfældig fulderik greb fat i hende, om hendes talje. Da han hørte hendes hyl, satte han, uden at tænke over det, i løb hen mod de 2. Han greb fat i armen på manden, og skubbede han hårdt væk fra hende. Manden vaklede, gav slip, og var lige ved at snuble. Skubbet havde været hårdt, men det var nok mest overraskelse, der gjorde at manden gav slip. William havde jo været der lige pludselig.
"Skrid med dig." Sagde han hårdt, med væmmelse i stemmen, til manden. Han hvæsede, og vaklede hen mod William, mens han svingede vildt med næverne. William puffede blidt pigen væk, så hun ikke blev ramt af hans knyttede hænder, og undveg selv behændigt.
"Smut nu, du kommer bare til skade makker." Han greb fat om armen på manden, og vred den om. Til sidst indså manden fornuften i Williams ord, og med en banden gik han sin vej.

Ally så på hendes 'redningsmand' med chok malet i ansigtet. Hun havde ikke regnet med hjælp fra nogle, og da slet ikke ham, der virkede som en der undgik slåskampe. Hun stod lidt og kiggede efter banden med had i øjnene, før hun vendte sit blik mod sin helt. Hun var ikke så vant til den menneskelige sociale adfærd, men hun var ret sikker på at man skulle takke nu. Hun vidste bare ikke helt hvordan, så hun skævede lidt ned i jorden mens hun bed sig nervøst i læben. Efter lidt tid tog hun en dyb indånding; hun havde besluttet hvad hun måtte gøre. Noget hun ikke gjorde tit, aldrig havde gjort faktisk, men ingen havde fortjent det før. Hun tog tøvende et skridt henimod manden og smilede et usikkert smil før hun lagde armene om ham og meget forsigtigt klemte dem lidt. Et knus, det var det han havde fortjent.
"Tak" mumlede hun så mens hendes blik flakkede rundt uden noget egentlig mål. Hun var ikke sikker på hvordan han ville reagere, men nu havde hun gjordt det, så der var ingen vej tilbage, tænkte hun stadig med armene placeret akavet omkring ham.

Han blev totalt chokkeret, da hun trådte hen, og gav ham et kram. Så tæt, havde han ikke været på andre mennesker, i det der føltes som en evighed. Størstedelen af hans kommunikation med omverdenen, begrænsede sig til hans patienter på hospitalet. Så det her, var lidt af et chok.
Forsigtigt gav han hende et klem. Hendes duft mindede ham om den sidste kvinde han havde krammet, og det fik minderne til at vælde frem, som en flodbølge af smerte.
"Øhm, det var så lidt." Han gav blidt slip fra hende, og så alvorligt på hende. "Gjorde han dig noget?" Han så undersøgende på hende. Det så ikke umiddelbart sådan ud, men man vidste jo aldrig.

Hun trådte en meter væk fra ham for at holde en normal afstand og smilede lidt. "Nej, jeg er frisk som en havørn" sagde hun og trak på skuldrene. Udtrykket havde hun hørt nogle mennesker sige, og hun tænkte at hvis hun brugte det, ville hun skjule sin identitet endnu bedre, især når hun sammentidig gjorde noget så menneskeligt som at trække på skuldrene.
"Hvad med dig?" spurgte hun så og en rynke formede sig mellem hendes øjenbryn i bekymring, mens hendes hoved lænede sig lidt på skrå. Han var trods alt den der havde kæmpet og skubbet ham væk og alt det der. Hun blev pludselig meget bekymret for at der var sket ham noget, selvom han så ud til at have det helt fint, for hvis han var skadet var det vel teknisk set hendes skyld, eller hvad?

Han smilede beroligende til hende, og måtte nærmest tvinge smilet frem. At smile, det var heller ikke noget han havde gjort i lang tid. Derfor føltes det underligt. Unaturligt.
"Bare rolig, jeg har det fint. Han var alt, alt for fuld til at gøre nogen skade på mig. Men man vidste jo aldrig, om han måske havde taget hårdt fat i dig, eller noget."
Han kiggede igen på hendes ansigt, og forsøgte at regne ud, hvad der var så unatuligt smukt ved hende? Mon det var hendes smukke hvide hud, eller hendes fantastiske mørke øjne? Eller måske hendes hår? Han kunne ikke finde ud af det. Også hendes krop virkede perfekt skabt. Ikke så sært at folk kiggede efter hende. Det gjorde han jo også selv. Han var bare i stand til at styre sig. Det kunne man ikke ligefrem sige om alle mennesker i dag.

Ally kunne føle luft hurtigt forlade hendes lunger og hendes læber trække op en smule: et suk af lettelse. Han var ikke kommet til skade og hun behøvede ikke at have skyldfølelse.
"Godt, for ellers havde det jo været min skyld" sagde hun mens hendes stemme blev lavere og lavere ord for ord. Det var en mærkelig ting at hun snakkede til ham; det plejede hun ikke at gøre. Aldrig. Og så når han på en måde virkede tøvende overfor hende, så at fortsætte deres samtale? Hun måtte være lammet af chokket, det var den eneste forklaring.
Hun tog sig selv i at betragte ham; hans spinkle men stadig stærke figur, hans grå øjne der spillede godt til hans honing farvede hår. Han var ikke grim, hvis hun selv skulle sige det. En synd, hvis nogle valgte at jage ham, tænkte hun for sig selv, især når han havde sådan en heltemodig og uselvisk tankegang.

Han himlede med øjnene af hendes ord.
"Det ville jeg nu ikke sige at det var. Hvis det var nogens skyld, ville det da være ham den fulde idiot's skyld." Han så strengt på hende, og håbede sandlig ikke, at hun ville føle sig skyldig, hvis der var sket noget med ham. Det var jo ikke hende der havde slået ud efter ham. Så blødte hans ansigtstryk lidt op, og et mere ægte smil kom frem.
"Men på en måde er det faktisk din egen skyld - du kan jo bare lade være med at rende rundt og se så pokkers godt ud!" Med det samme ordene var ude af hans mund, fortrød han dem. Nu troede hun nok at han flirtede med hende, og ikke var et hak bedre end alle de andre mænd, der gik rundt i gaderne. Han havde ikke lagt an på hende, havde jo bare fortalt hende sandheden. Han håbede ikke at hun misforstod.

Ally blev forbavset over hans strenge ord, men kunne godt se sandheden i dem. "Du har nok ret," mumlede hun og kiggede lidt ned i jorden mens hun gnavede videre på sin underlæbe i usikkerhed.
Hun blev endnu mere overrasket over hans næste ord og hendes øjne forlod jorden for at kigge op på ham. Hun kunne se på ham at han havde fortrudt hans ord og det lettede hende lidt, men ikke meget. Hun besluttede ikke at tage det så tungt alligevel. "Ja, undskyld, men sådan er jeg altså født" sagde hun og smilede så man kunne ane hendes glinsende tænder under hendes rosarøde læber. Det var faktisk en løgn, for hun var jo ikke født så smuk og guddommelig som folk syntes hun var; hun var blevet forvandlet til det 17 år efter sin fødsel. Men den sandhed var han nok bedre uden og han ville aldrig finde ud af hun løj, for det var noget af det hun var bedst til.

Han blev et øjeblik stum ved hendes smil, men genvandt hurtigt fatningen.
"Tja, det har du vel ret i. Du kan jo nok ikke gøre for det." Han smilede lidt. Den måde han sagde det på, fik det til at lyde som om, at skønhed var en byrde. Men det var det da sikkert også nogle gange for hende. Hvis mænd altid reagerede sådan over for hende, var det da, efter hans mening, også lidt af en byrde. For hun virkede ikke som sådan en opmærksomhedssøgende dulle, der nød alt opmærksomhed, uanset om den var negativ eller positiv.

"Nej..." sagde hun og så lidt trist ud, for det var jo ikke altid fantastisk at være så smuk som folk syntes hun var. Især når det var fulde mennesker som ham der havde overfaldet hende, eller hvad man nu skulle kalde hans omfavnelse.
"Men jeg kunne også bare lade være med at gå rundt i sådan noget tøj her" sagde hun og gestikulerede mod sin kjole og alt for høje sko. Hun tænkte lidt over det og løftede så sit ene ben for at tage sin ene sko af og gjorde bagefter det samme med den anden. Hun holdte begge sko ved hælen i sin venstre hånd - så hun stadig havde sin højre hånd fri, hvis nu hun fik brug for den - og sukkede af lettelse. Det virkede nok lidt mærkeligt at tage sine sko af midt på gaden om natten, men det var hun ret ligeglad med. Kjolen, derimod, kunne hun ikke rigtig gøre noget ved, men hun frøs jo ikke, så det var ligemeget.

"Selvom du gør det, er da det ikke nogen grund til at gå rundt og gøre tilnærmelser på sådan en grov måde, som de gjorde!" Kommenterede han, med let rynket pande. Det kunne fandme ikke passe, at sådan noget fandt sted! Men sådan var verden vel nu engang indrettet, tænkte han irritabelt.
Han så forbavset på hende, da hun tog skoene af, og der gik lidt tid, inden han sagde noget.
"Øhm. Tror du ikke det bliver lidt koldt for dine fødder? For ikke at snakke om ubehageligt? Nu er asfalt jo ikke noget af det blødeste i verden." Sagde han undrende.

"Næh, men sådan er fulde mennesker nu engang" sagde hun, trak på skuldrene og smilede lidt.
Hun kiggede ned på sine fødder og kom i tanke om at et menneske ville fryse hvis hun gik rundt med bare fødder midt om natten, for slet ikke at tale om at det nok heller ikke ville være særlig behageligt. "Det er da ikke koldere end at gå rundt med dem der," sagde hun og kiggede ned på skoene i hendes hænder før hun fortsatte. "Og det er altså lige så ubehageligt at gå i højehæle som på asfalt med bare fødder." Det var faktisk rigtigt det hun lige havde sagt, og det overraskede hende lidt. "Ikke at jeg regner med at du vidste det" tilføjede hun så og smilede endnu engang et bredt smil der gjorde at man kunne skimte hendes tænder bag hendes rosa læber.

Han lyttede til det hun sagde, og måtte så give hende ret. Han kunne lige forestille sig, hvor ubehageligt det måtte være, at vandre rundt med sådan nogle stativer på fødderne. For dælen hvor måtte det gøre nas! Men piger var altså anderledes end drenge. De kunne bedre holde til sådan noget. Drenge var bygget anderledes end piger. De havde en større smertetærskel, bla. andet, men når det kom til sådan noget som høje hæle, så var pigerne langt mere hårdføre end drengene var!
"Det kan du jo nok have ret i," samtykkede han, og rystede så energisk på hovedet. "Nej, det kender jeg ikke noget til! Helvede skal fryse til is, inden jeg hopper i sådan nogle sko! De er jo umennskelige!" Han smilede skævt.

Ally lo en klokkeklar latter, hvilket var noget hun ikke havde gjordt i længere tid end hun kunne huske. Det føltes både unaturligt og befriende på hver sin måde. Hun vidste godt at hvis folk ikke havde stirret efter hende før, ville de sikkert gøre det nu, og så ville de sikkert sende hendes helt et misundeligt blik.
"Du får nok heller ikke de helt samme reaktioner hvis du kommer ind et sted i høje hæle" sagde hun og sluttede sin latter med et bredt smil. Hun lagde så mærke til at han havde sagt 'umenneskelige' hvilket jo var ret ironisk når det var en vampyr der lige havde klaget over dem. Hun kørte en hår gennem sit hår, fordi hun havde lært at man skulle bevæge sig tit når man var sammen med mennesker, og så havde hun set mange piger gøre det, så hvorfor ikke give det et forsøg?

Han kunne ikke lade være med at smile lidt, da han hørte hendes latter. Hvor var den smuk, og på mange måder lød den så naturlig og rigtig. Han var bange for, at hvis han gav sig til at le, ville det lyde som en syg hest, så han lod bare være. hvis man ikke lo tit, glemte man helt hvordan man gjorde, og det var han sikker på, at det var tilfældet med ham.
"Nej det gør jeg nok ikke. Reaktionerne ville nok ikke være videre positive, er jeg bange for." Svarede han. Han ville aldrig gætte på, at hun ikke var et menneske. For man måtte give hende, at hun var god til at opføre sig naturligt og menneskeligt. Men han anede jo heller ikke noget om vampyrer, så hvorfor skulle han være mistænksom?

"Men det ved man jo teknisk set ikke før man har prøvet" sagde hun og smilede et skævt og drillende smil til ham. Det kom mere og mere naturligt for hende at opføre sig menneskeligt. Ikke at det ikke var svært og underligt, men hun var bare ved at blive mere vant til det. Tanken om ikke at være menneskelig og ikke at høre ind, fik hende til at tænke på at det egentlig var mærkeligt at han gik rundt som ædru midt om natten mellem alle de fulde.
"Hvad laver du egentlig her, sådan helt ædru og sådan?" hun kunne godt høre at spørgsmålet ikke var formuleret godt, men hun håbede at han forstod hende og at han sammentidig ikke syntes at det var et for personligt spørgsmål.

"Det har du ret i. Alligevel kan jeg forudse, at de eneste der vil reagere positivt, er bøsserne, for de vil tro at jeg også er homoseksuel." Han smilede skævt til hende.
Han bed sig i læben ved hendes spørgsmål, og der gik lidt tid, inden han svarede. Han vidste nemlig ikke helt hvad han skulle svare. Hvorfor gjorde han det?
"Joh.. Jeg havde tænkt mig at gå ud og drikke, men da jeg kom afsted, havde jeg egentlig ikke rigtig lyst alligevel." Han smilede tappert, og så så på hende. "Hvorfor gør du? De virker i hvert fald ikke ret beruset."

"Ja, det vil de nok" sagde hun og smilede.
Hun ventede tålmodigt på at han svarede selvom at han ventede lidt. "Ikke lyst? Er meningen med alkohol ikke at de skal slette dårlige følelser og sådan?" spurgte hun lettere forvirret og lagde hovedet lidt på skrå.
"For det første må jeg ikke drikke når jeg er under 21 - ikke fordi det afholder folk fra at tilbyde - og for det andet så tror jeg ikke der kan komme noget godt ud af en fuld mig og en masse fulde mænd," sagde hun og svarede på hans første spørgsmål. Det næste var værre, for hvordan skulle hun dække over at hun havde været ude for at jage. "Lige kommet hjem med flyet," løj hun, men det var jo for hans eget bedste at han ikke vidste noget om hvad hun var.

"Jo, det kan man vel godt sige at meningen med alkohol er. Men for mit vedkommende, forværrer det bare min tilstand, altså hvis jeg var i dårligt humør da jeg begyndte at drikke. Så for det meste holder jeg mig fra alkohol."
Han nikkede til hendes ord. Det kunne hun have ret i. Så kunne hun jo bare blive så fuld, at hun hverken sansede det ene eller det andet, og det kunne jo føre til bla. voldtægt.
"Sandt nok." Mumlede han.
"Jeg tror slet ikke jeg har fået præsenteret mig!" Udbrød han, da det gik op for ham. "Jeg hedder William Andrew Campbell, og du kan bare kalde mig Will eller William, eller hvad du vil. Så længe du ikke kalder mig Willy." Han smilede skævt.

"Så er du noget klogere end gennemsnittet" sagde hun og rystde lidt på hovedet over alle dem der bare druknede deres sorger i alkohol og stoffer. Det ville jo ikke hjælpe dem på nogen måde, kun resultere i tømmermænd og i værste fald drab af uskyldige i spritkørsel. Så var det vel mere fair den måde hun dræbte på; for overlevelse og kun typer som ingen ville savne.
Hun så på ham med store øjne da han uden advarsel udbrød at han ikke havde introduceret sig selv. Hun nikkede da han præsenterede sig selv, og smilede gokendende af hans navn. William var et flot navn, ikke noget hun ville have gættet på han hed, men på den anden side aner hun ikke hvad hun ville have gættet på hvis hun havde fået muligheden.
"Hyggeligt at måde dig, William" sagde hun med et smil.
"Allison Lancaster" sagde hun og smilede et lille usikkert smil, "men jeg foretrækker Ally" tilføjede hun, og håbede at han ikke syntes hendes navn var alt for gammeldags og mærkeligt.

"Det ved jeg at jeg er." Svarede han roligt. "Det har altid holdt mig udenfor enhver form for ballade og problemer. Jeg har aldrig været typen der sloges." Han smilede lidt. Hans begavelse, var nok også grunden til, at han ikke havde taget livet af sig selv. For med hans begavelse, kunne han redde menneskeliv. Derfor holdt han ud.
"Allison." Sagde han langsomt, og smagte på hendes navn. Han kunne godt lide det. Det var der ikke mange der hed mere, det var vist et ret gámmeldags navn, og derfor kunne William godt lide det. Han var nemlig selv ret gammeldags. "Det er et pænt navn, men hvis du foretrækker Ally, er det selvfølgelig det jeg vil kalde dig." Han smilede let til hende.
"Kunne du måske tænke dig, at fortsætte vores samtale et mere passende sted, end her på fortorvet?" Spurgte han hende langsomt om. Han kunne faktisk godt lide at snakke med hende, og han vidste, at så længe han var sammen med hende, var han da sikker på at hun ikke kom noget til. Han følte sig underligt ansvarlig for hende.

Ally kunne ikke lade være med at føle sig skyldig over at han havde brudt sin normale opførsel bare for at redde hende. "Det var da ellers ikke det du lige vidste for lidt siden" sagde hun men smilede, for at vise at hun mente det for sjov.
Ally blev lidt bekymret over om han syntes at Allison var et flottere navn; et typisk menneskeligt træk at konstant søge efter komplimenter og accept fra andre. "Du må godt kalde mig Allison hvis du synes bedre om det... troede bare folk bedre ville kunne lide Ally" sagde hun og smilede lidt usikkert. Det var måske lidt en løgn, men hvis han havde det bedre med at kalde hende Allison, skulle hendes dumme følelser fra hendes menneskellige tid ikke stå i vejen for det, vel?
Ally tænkte længe over hans spørgsmål om at tage et andet sted hen. "Øhm, klart" sagde hun tilsidst med en lille usikkerhed lurende i hendes stemme. "Hvorhenne?" spurgte hun og kiggede sig lidt omkring; gaden var mest præget af barer og butiksvinduer med 'lukket'-skilte og store metal gitrer for at forhindre hærværk og inbrud. Det virkede ikke så oplagt hvor man lige kunne fortsætte en hel normal samtale, som deres.

"Tja, det var jo nødvendigt," svarede han, og rømmede sig lidt. Det var kun i situationer som den før, hvor han ville blande sig. Hvis det havde været 2 fulderikker, der var oppe og slås, ville det ikke falde ham ind at blande sig. Måske ville han ringe efter politiet, eller også ville han bare gå videre. Det måtte de selv om.
Han smilede hurtigt til hende.
"Nej, jeg kan skam godt kalde dig Ally. Det er også et pænt navn. Jeg er bare lidt gammeldags, så sådan nogle navne som f.eks Allison, synes jeg er meget pæne."
Han bed sig let i underlæben, og tænkte på, om hun mon syntes han var for nærgående.
"Der ligger en lille café en gade eller 2 herfra, som også har åben nu. Den er ikke specielt populær eller noget, så der er ikke fyldt med en masse mennesker. Så kan vi snakke lidt i fred og ro."

"Det er der nok delte meninger om, hvis du spørger ham manden" sagde hun og smilede et lille smil der næsten var usynligt.
"Okay... det er helt op til dig, jeg reagerer på begge dele..." hun fik en uforklarlig lyst til at fortælle ham om hvorfor, og det var ikke normalt. Overhovedet. Hun plejede altid at være meget påpasselig og forsigtig med at give private oplysninger, men lige nu fik hun lyst til at dele det med ham. Underligt. Hun lod være alligevel, for man vidste aldrig om han vile bruge det imod hende på et tidspunkt.
Hun lyttede opmærksomt til hans forklaring af stedet. "Lyder godt" hørte hun sin egen stemme sige, og hun var ikke sikker på om hun fortrød det. Hun vidste at hvis de kom ind i lyset fra lamper, ville hendes øjne nok se en smule mystiske ud med deres lilla og rødlige skær. "Jeg har også brug for lidt ro efter flyturen" fortsatte hendes stemme og hun fik en umiskendelig trang til at slå sig selv, så hun ville stoppe med at snakke. Hvorfor løj hun så meget? Hun kunne bare have sagt nej, og gået hjem, men det ville hendes hjerne åbenbart ikke, den ville absolut tvinge hendes ud på glat is. Hun stønnede invendigt, men sendte Will et smil.

//Har ikke været på i hundrede år, beklager S-:

Han smilede kortvarigt.
"Muligvis. Men forhåbentligt møder jeg aldrig mere den mand, så jeg fået nok ikke mulighed for at spørge ham. Ikke fordi jeg er i tvivl om hvad svaret ville blive!" Han rystede let på hovedet, ved tanken om den fulde mand, men smilede så igen hurtigt til Allison.
William, der ikke anede at hun løj, begyndte langsomt at gå ned af gaden, med kurs mod caféen. Han så lidt på hende.
"Hvor har du været henne?" Spurgte han lidt nysgerrigt. Det plejede han ellers ikke at være. Tingene var meget anderledes i aften, lod det til. Så rettede han igen blikket mod vejen, manøvrede behændigt udenom en flok unge piger, der alle som en sendte Allison misundelige blikke. Det var vel en hver piges drøm, at se ud som hende. En naturlig skønhed, tænkte han roligt.

//Har heller ikke været meget på... lektier osv har virkelig taget alt min tid :/ //

Ally stod lidt ubeslutsomt og overvejede sine muligheder. Og selvom hun havde flest
grunde til at gå hjem, valgte hun tilsidst at følge efter William. Hun lagde næsten ikke mærke til blikkene den unge pige gruppe sendte hende. Det var kun fordi han bemærkede det. Hun var vant til opmærksomheden, og det rørte hende ikke det mindste.
"England," svarede hun uden den mindste tøven. Hun havde næsten lige været i England, før hun flyttede til, så det var ikke en kæmpestor løgn... vel? Hvem var hun også til at bedømme rigtigt og forkert. "Jeg kommer fra London," forklarede hun og sendte ham et smil.
En lygtepæl lyste over dem og hun vendte hurtigt blikket mod brostenene for ikke at hendes øjne ville virke alt for underlige. Da de var i mørket igen kiggede hun op på ham, for at se om han havde opdaget det.

Han nikkede, med blikket rettet ligeud.
"Du skjuler nu din accent meget godt." Svarede han, med et hurtigt, skævt smil. Selv kom han fra Canada, og hans accent skinnede nogle gange tydeligt igennem. men de fleste lagde ikke mærke til det. Og resten var ligeglade.
Han lagde mærke til at hun vendte hovedet væk, fra lygtepælen kastede lys over hende, og det undrede ham lidt. Som om hun skulle være grim i lyset, tænkte han, og tanken virkede helt absurd.
"Bange for lys?" Spurgte han, i et lidt drillende tonefald, som ikke var brugt i lang tid.

Typisk, at hun lige skulle nævne at hun var engelsk. Rigtigt havde det jo taget hende 30 år at få noget i nærheden af en amerikansk dialekt, og nu skulle hun få ham til at tro at hun havde lært det på 2 år? "Synes du?" spurgte hun i hvad hun selv fandt var alt en alt for sukkesød stemme. "Jeg gør bare mit bedste, men man føler alligevel at alle kan høre det." Det lød alt for flirtende, den måde hun sagde det på synes hun, men hun ville gøre alt for at skjule sin hemmelighed.
Han var meget opmærksom, tænkte hun, og smilede et skævt smil tilbage. "Ja, jeg er bange for det tager min skygge" drillede hun, og blev overrasket over hvor normalt det lød. Som om at hun var vant til at joke og snakke.

Han rystede benægtende på hovedet.
"Nej, du skjuler det meget godt. Jeg kommer fra Canada, og det skinner nogle gange ret tydeligt igennem. Men folk kommenterer det ikke rigtig, så så slemt er det vel heller ikke." Han smilede skævt, og betragtede hende. Det var rigtigt at hun lød flirtende, det synes han da i hvert fald, men kan kunne jo også nemt tage fejl. Han var aldrig sammen med piger, så måske misforstod han hende bare. Det kunne nemt være.
"Det kunne de sikkert også finde på!" Sagde han, óg gjorde sin stemme lidt skummel. Det undrede ham også. Længe siden han havde joket. Det lød heller ikke som om hun gjorde det tit. Måske var også for det meste alvorlig.

Hun blev overrasket over at han ikke var fra usa. Hvis nogen havde spurgt hende ville det helt klart have været hendes første gæt. "Jeg ville aldrig have gættet at du var fra Canada," sagde hun med en smule lettelse over at hun ikke løj igen. "Ikke at der er noget galt med Canada," tilføjede hun hurtigt og smilede et lille smil.
Hun kiggede tilbage mod lygtepælen med falsk frygt, og tilføjede med skræmt stemme: "Det er overalt" Hun lo en let klokkeklar latter og vendte igen sit blik mod Will. At grine, var ikke noget der skete tit, og hun stoppede en smule brat fordi hun var forbløffet over at hun faktisk grinede rigtigt.
Hun kiggede sig omkring efter cafeen han havde beskrevet, men uden succes. De fleste steder var barer med fulde mennesker der kastede op på gaden. Ingen ting så hygeligt eller stille ud. De var gået langt nok til at ingen af dem de paserede havde set hvordan manden der havde overfaldte hende var endt. Så de sendte hende allesammen sultne blikke og smilede skæve smil, der viste deres alkohol-ætsede brune tænder. Selvom at hun nemt kunne slippe væk fra dem eller dræbe dem, kunne hun ikke stoppe det gys der løb ned ad ryggen på hende.

Han smilede skævt, og løftede afværbnende hænderne.
"Nej nej, det tror jeg heller ikke. Jeg skjuler vel bare min accent godt så," fortsatte han, og betragtede hendes smukke ansigt, der i svage glimt blev oplyst af gadelygterne de passerede, men lyset var ikke tydeligt nok til at han kunne se noget underligt ved hendes mørke øjne. Der skulle bedre belysning til, hvilket der nok ville være i caféen.
Han blev helt forundret, over hendes latter. Så smuk og sorgløs og smittende, og helt ufrivilligt, blev hans mundvige trukket op, til et smil, der fik ham til at se helt anderledes ud. Hans alvorlige træk mildnedes, og hans grå øjne blev varmere. Han så yngre ud når han smilede, og meget mere afslappet.
"Bare rolig," svarede han hende ud af mundvigen, "de grumme lygtepæle for ikke lov at røre dig!" Han lagde også godt mærke til blikkene mændene sendte hende, og det gjorde ham gal. Sådan nogle liderlige gamle mænd! Han så vredt på dem, og høstede tilgengæld en del fjendtlige blikke. Alle der så dem, måtte tro at de 2 var sammen. Han gik lidt tættere på hende, for at styrke dem i troen. Så ville de måske holde sig væk.

Hun så fascineret på ham da hans ansigtlyste op i et smil, og var overrasket over hvor meget et ansigt kunne transformeres af en enkel følelse. Hun var lettet over at han smilede og ikke bare stirrede dumt på hende, fordi hun lo. Hvem vidste om han havde syntes hun var vildt irriterende? Måske smilede han ad hende og ikke med hende. Hun fik en tung men samtidig tom følelse i maven, men prøvede at ignorere den og bare smile tilbage.
Først opfattede hun det at han rykede lidt tættere på som en del af joken om lygtepælene, men så så hun hvor hans blik var rettet hen, og hvad han havde gang i. De fulde mænd troede at de var sammen-sammen! Det fik også de fjendtlige blikke de sendte mod Will til at give lidt mere mening. "Hvorfor kan de ikke bare kigge væk" mumlede hun stille nok til at mændene ikke kunne høre hende, og højt nok itl at Will kunne. Selvom det var absurt, følte hun sig faktisk lidt tryggere af at han holdt øje med mændene og at hun ikke var helt alene.
"Hvor er så den omtalte cafee henne?" spurgte hun i et let tonefald der ikke faldt hende specielt naturligt, men hun havde hørt mennesker gøre det for at lette stemningen, og lige nu havde hun brug for det.

Han kiggede hurtigt på hende da hun snakkede til ham, og trak let på de brede skuldre. Hvad skulle han sige?
"Fordi nogle mennesker mangler indhold i deres liv, og derfor finder tilfredsstillelse i at genere uskyldige unge piger, der ser lidt for godt ud." Han smilede hurtigt til hende, og ved hendes næste sætning, pegede han ned af gaden, mod et lille lokale, der lå lidt trukket tilbage fra fortovet. Der skinnede mildt lys ud fra de små ruder, og der lød en stille summen af snak derinde fra, og lavmælt musik.
"Dér." Han gik derhen, og åbnede døren indtil. Der lugtede let af cigaretrøg, kaffe og øl derinde fra, og stedet var godt halvfyldt. Der var små borde placeret rundt omkring, med ternede duge på, og en lille bar, der var overfor døren, med en 5-6 høje stole foran.
Bartenderen kiggede op, og sendte hans nye kunder et venligt smil, med ordene:
"Godaften venner." Will nikkede til ham, og ventede til Allison var gået ind, inden han lukkede døren efter hende. Så smilede han hurtigt til hende, og gik op mod baren.

Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare, før hun tænkte det han havde sagt igennem endnu en gang: "Kan man se for godt ud?" spurgte hun, med en rigtig nysgerrighed i sin bløde stemme. Selv mente hun sagtens at man kunne, men hun ville gerne vide om andre også syntes det.
Ally kiggede rundt i rummet med en smule nervøsitet. Selvom at der var en stærk lugt af alkohol, kaffe og røg, dominerede den stærke blodlugt stadig i det forholdvis lille lokale. Hun vidste at det ikke ville nytte noget at holde vejret, for hun havde brug for luft hvis hun skulle snakke. Hvis hun ikke havde været bare nogenlunde mæt, ville hun ikke kunne klare den tætte lugt. Men hun var mæt, og brænden i hendes hals var ikke helt uudholdelig. Hvis hun havde været sulten ville hun også have dræbt nogen for lang tid siden. Højst sandsynlig Will. Hun prøvede at glemme den tanke mens hun fulgte efter ham op mod baren.

Han trak en barstol ud for Allison, inden han selv trak en ud, som han satte sig på, og kiggede så på hende, med et tænksomt udtryk i ansigtet. Han tøvede lidt, inden han svarede.
"Synes du ikke man kan det?" Han ventede ikke på svar, men fortsatte ret hurtigt efter - "det er sådan én som dig, der ser lidt for godt ud. Du er den type, som tilfældige mænd på gaden altid kigger en gang ekstra efter, og som fulde mænd helt sikkert ville gå efter. Du er mere end naturligt køn, og det kunne godt give dig problemer."
Det kunne godt lyde som om hán sad og truede hende, men hans stemme var rolig og venlig, og han mente det absolut heller ikke truende. Han kunne ikke drømme om at gøre hende noget. Ikke fordi han ville kunne skade hende, men det vidste han jo ikke endnu. For ham, var hun en helt almindelig pige, med et ualmindeligt ansigt og krop. Hans blik hvilede på hende nogle sekunder endnu, inden han vinkede bartenderen hen til dem, for at bestille.

Ally satte sig på den høje barstol han havde truket ud til hende, mens han snakkede.
Hun følte sig lidt utilpas ved hans blik, men hørte alligevel nøje efter hvad han sagde. "Du har jo set eksempler på problemerne det giver," sagde hun med et lille smil. "Men det er jo også bare dumt af mig at gå rundt på gaden om aftenen." sagde hun med et lille træk på skuldrene. Igen opdagede hun først noget efter at have tænkt igennem hvad han sagde.
"Hvordan kan man være unaturlig køn?" Hendes spørgsmål var ikke ment som om hun gjorde grin med hvad han sagde, hun var bare nysgerrig. Hun havde set nogle få mennesker med der havde fået indsprøjtet ting i læberne og rettet deres næse, men var de så unaturligt kønne? Hun syntes ikke selv at de var kønne overhovedet, men hun vidste jo ikke hvad mænd tændte på.
Hun kiggede på bartenderen - en mand først i tyverne, med et latino-agtigt-look - da han bevægede sig hen mod dem. Han sendte hende et skævt smil og blinkede til hende. Hun smilede høfligt tilbage men kiggede så på Will igen.

Han sukkede, ikke pga. hende, men på grund af sandheden i det hun sagde - ja, det var dumt af hende at gå alene rundt på gaderne i Seattle om aftenen, men det var forfærdeligt, at det var sådan. At man ikke kunne gå alene rundt, uden at være bange for at blive overfaldet. Trist hvordan verden er blevet, tænkte han for sig selv.
Han bed sig i underlæben, mens han tænkte over hvordan han skulle forklare hvad han mente, uden at hun ville blive sur på ham, og tro at han lagde an på hende.
"Øhm, jo altså. Når jeg siger unaturligt køn, tænker jeg ikke på de stakler der har fået lavet hundredevis af diverse plastik-operationer, for at få større bryster, større læber, en lige næse og hvad grundene ellers er - jeg mener... altså, man kan være almindeligt køn, men det kan man ikke kalde dig. Du har et eller andet der..." Han tabte tråden, og rødmede lidt. Han var taknemmelig for halvmørket herinde, så lagde hun måske ikke mærke til det. Hvordan skulle han kunne forklare hende, at hendes mørke hår sad helt ufatteligt perfekt, at hendes marmorhvide hud skinnede med et næsten magisk lys, at hendes mørke øjne virkede helt hypnotiserende, og at hendes smukke krop var som modelleret af engle? For sådan opfattede han hende, og det var sikker på at alle andre også gjorde. Men det kunne han ikke fortælle hende.
"Der er et eller andet over dig, der virker så dragende." Sluttede han tamt.

Ally studerede Will med hovedet på lidt skrå mens han fumlede efter ordene. Mørket svækkede ikke hendes syn nok til at hun ikke bemærkede hans rødmen. Selv hvis hun ikke kunne se ændringen i hans udseende, ville hun kunne lugte den. Blodet som strømmede til hans kinder og farvede dem, duftede også uimodståeligt.
Da han endelig afsluttede hans sætning, smilede hun et lidt mystisk smil, som var en blanding af forlegenhed og glæde. Hun vidste ikke hvordan hun skule reagere på hans kompliment. Hun havde selvfølgelig fået komplimenter før, men det var mest sådan nogle: Du er lækker, eller noget om hendes former. Aldrig noget der fik den der sagde komplimenten til at rødme ved at sige det.
"Tak," hviskede hun, med en halv hæs stemme og fugtede sine læber. Tak, virkede ikke som nok, men hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige. I lige måde? Det ville være værre end at tie stille.
Det skulle være så godt for sjælen at være ærlig, så hvorfor ikke? "Jeg ved ikke hvad jeg skal svare," sagde hun lidt usikkert og kiggede undskyldende på ham. Hun strøg en tåt af sit hår væk fra øjnene og om bag øret i en blid stille bevægelse. Den faldt ned igen og hun kiggede lidt irriteret på den, men fokuserede så på Will's regnvejrs-grå øjne igen.
"For ligemeget hvad jeg siger," fortsatte hun, "vil det lyde dumt og som om jeg bare prøver at være høflig..." hendes smil blegnede i takt med at hun blev mere alvorlig. "Det ville virke som om jeg ikke mente det, og som at jeg var ligeglad med hvad du lige sagde." Hendes smil var helt væk og hun kiggede forlegent ned i bordet.